"Shaun of the Dead": Brie besøger optagelserne!

For nøjagtig ti år siden, mandag den 23. juni 2003, besøgte jeg de legendariske Ealing Studios uden for London. Dengang var jeg filmreporter for TJECK Magazine, og jeg havde kun fået to ting at vide om turen på forhånd:

1) Jeg var udsendt for at overvære indspilningen af en britisk gyserkomedie.
2) Jeg havde fået et vagt brief om, at jeg skulle sminkes som en zombie og være statist i mandagens scene.
(Dette var også artiklens oprindelige præmis: "Zombie for en dag".)

De medvirkende, instruktøren, holdet bag kameraet og filmen vidste jeg absolut intet om. Blot at projektet gik under titlen "Shaun of the Dead".

Stor var min skuffelse, da jeg ankom til Ealing-studiet mandag kl. 11 og fik at vide, at nogen åbenbart havde misforstået det med statistjobbet og zombiesminken. Jeg skulle blot kigge på og tage noter. Øvvv.

Men besøget på optagelserne viste sig faktisk at være enormt hyggeligt. Jeg sludrede med filmens unge instruktør, der var en kvik, flink og herligt nørdet fyr. Han hed Edgar Wright, og på hans cv stod kun en spaghettiwestern-spoof på lavbudget ("A Fistful of Fingers", 1995) og to kortlivede komedieserier til tv. Hvis jeg havde vidst dengang i 2004, at Edgar Wright siden ville blive en af mine yndlingsinstruktører (se bl.a. "Spaced" og "Scott Pilgrim mod verden"), havde jeg nok bedt om en autograf.

Nick Frost, Penelope Wilton, Lucy Davis, Dylan Moran, Kate Ashfield og Simon Pegg i "Shaun of the Dead" (2004) | pr-foto © Universal Studios

Jeg drak kaffe med flere hold af pjattede skuespillere, der havde (for mig dengang ukendte) navne som Simon Pegg, Nick Frost, Dylan Moran og Lucy Davis. Halvanden måned inde i optagelserne var de alle sammen så overtrætte, at ingen rigtig løftede et øjenbryn, da Dylan Moran på fiffig vis fik drejet samtalen ind på emnet "intimbarbering". Hvortil hans kvindelige kollega, Lucy Davis, gestikulerede ned imod sit skridt og uden blusel svarede: "I'm intact".

Der gik et par sekunder, før Lucy Davis indså, hvad hun netop havde forklaret til nogle vildt fremmede journalister fra kontinentet.

Trailer til "Shaun of the Dead" (2004)

Da den færdige film endelig nåede til Danmark halvandet år efter - naturligvis kun på video - viste "Shaun of the Dead" sig at være en kæmpe positiv overraskelse, der fungerede forrygende både som komedie og som zombiehorrorfilm. Og besøget i Ealing Studios endte med at være det mest underholdende og mindeværdige setvisit, jeg nogensinde har været på. Selv om jeg stadig godt kan ærgre mig lidt over, at jeg kunne have været zombie i "Shaun of the Dead". Det ville have været blæret at kunne fortælle sine børnebørn.

PS: I nogle år ejede jeg et lille stykke kunstigt gummiglas, som jeg stjal samlede op fra studiegulvet, efter at zombierne havde smadret et af pubbens vinduer. Den souvenir er for længst gået tabt. Men minderne har man da lov at ha' ...

PPS: Billederne fra settet er lånt fra Edgar Wrights hjemmeside, EdgarWrightHere.com, hvor instruktøren dagligt mindes produktionen af "Shaun of the Dead" ved at lægge fotos op fra den tilsvarende optagedato i 2003. En fin idé.

Fra optagelserne til "Shaun of the Dead" (2004) | © www.edgarwrighthere.com

SETREPORTAGE FRA "SHAUN OF THE DEAD":
Fadbamser til de døde
Brian Iskov, TJECK december 2004

Det er en mandag middag som så mange andre i London-forstaden Ealing. En midaldrende, hvidhåret gubbe i cowboystøvler trisser forbi med et bæger kaffe i hånden. Hele hans højre kind hænger i laser, så der er frit udsyn til blodkarrene. To minutter senere kommer en ung fyr traskende samme vej med skjorten smurt ind i rødt snask.

Begge venter på, at dagens optagelser til ”Shaun of the Dead” skal rulle videre. Steve Emerson, den skrutryggede ældre herre, spiller Zombie-John, ejeren af filmens lokale pub. Han ser ikke synderligt frem til sin næste scene, og et kig i manuskriptet forklarer hvorfor. ”John gennemtæskes med billardkøer”, står der. Længere nede på siden tilføjes ordene ”dartpile” og ”jagtgevær”.

Fra optagelserne til "Shaun of the Dead" (2004) | © www.edgarwrighthere.com

Voldens bodega
En engelsk journalist skrev engang, at de fleste filmoptagelser var omtrent lige så underholdende som en lukket pub. Og minsandten: Her på Ealing-studiets scene to står simpelthen en lukket pub, The Winchester, troværdigt nusset til med snavset tapet og rester af gulnet julepynt i hjørnerne. Under fødderne viser et virvar af kulørte tapemærker, hvilke ruter skuespillerne skal følge, når kameraet snurrer. Lige nu er der dog en pause i optagelserne, fordi en af hovedpersonerne skal rives midt over.

Fire dukkeførere afprøver en falsk torso til en scene, der i den færdige film føjer nye dimensioner til fænomenet crowdsurfing. Da teknikerne endelig beslutter sig for, i hvilken rækkefølge lemmerne skal skilles fra kroppen, går testen i gang. En dryppende lever og andre slimede indvolde trækkes ud under megen postyr.

"Det var det. Vil I have noget at spise?" spørger pr-damen frejdigt.



Frivillige zombier
Ovre i kantinen diskuteres testen ivrigt blandt de skuespillere, der skal deltage i scenen om lidt.
"Oh my God!" gisper Lucy Davis fra tv-serien ”The Office”.
"Rev de både hans arme og ben af?"
"Det bliver bedre, når brystkassen er fyldt med blod," mener kollegaen Nick Frost.
"Jeg tror altså ikke, man kan skrige, hvis ens bugspytkirtel ligger i hånden på en anden," kommenterer Dylan Moran tørt.

Ved det bageste langbord venter tre mandlige studerende tålmodigt på deres tur i rampelyset. De har sagt ja til at agere baggrundsfyld uden betaling, fordi de elsker gysere. Næsten alle statisterne er hvervet frivilligt gennem en annonce på internettet.
"Ellers ville det have kostet godt halvanden million pund i lønninger," anslår filmens producer, Nira Park.

De forhåbningsfulde horrorfans indledte dagen med en workshop, der lærte dem at gå pasgang på rigtig zombie-manér. Siden er der intet sket.
"Vi har haft pause, siden vi mødte for fem timer siden," skumler den ene af drengene.
"Hvis jeg stadig ikke har været med på optagelse, når jeg tager hjem, har jeg i det mindste lært at vralte som en zombie."

Del af pubkulissen fra "Shaun of the Dead" (2004) | © www.edgarwrighthere.com  

Jasons lykkelige dag
Ind vandrer Jason, en glad fætter i Superman-T-shirt og Elvis-bakkenbarter. Han har taget seks dages ferie for at lade sig udødeliggøre i ”Shaun of the Dead”. Som det sømmer sig for en horrorfan med navnet Jason, har han allerede været med som statist i flere forskellige scener, så han er et kendt ansigt på settet.
"Når jeg dør, kommer jeg tilbage som en zombie," proklamerer han synligt stolt.

Produceren fortæller Jason, at han kan regne med at blive slået ihjel i næste uge.
"Er det rigtigt? Fantastisk!" udbryder Jason og stråler over hele femøren.
Han er en af de heldige. Da TJECK tager hjem to timer senere, sidder de tre studerende stadig og triller tommelfingre i kantinen. Det eneste, de får slået ihjel, er tiden.

FILMANMELDELSE
Shaun of the Dead (2004, Edgar Wright)
Brian Iskov i GEAR, december 2005

Kan du lide zombiefilm? Er du til engelsk humor? ”Shaun of the Dead” besvarer dine bønner ved at mose de to genrer sammen i én forrygende pakkeløsning. Titlens Shaun (Simon Pegg) er ret beset ikke død, men særlig sprælsk er han altså heller ikke; staklen ligner en forvokset Søren Brun fra ”Radiserne” og er omtrent lige så kikset. Shauns lækre kæreste (Kate Ashfield) går fra ham, hans job stinker, og hans bedste ven, Ed (Nick Frost), er et lasket sofadyr, der kun kan finde ud af at sælge tjald og spille ”Tekken”.

Både Shaun og Ed er meget længe om at opdage, at London er blevet overrendt af zombier, for tv-nyheder er da noget, man zapper forbi, og hvor nemt er det lige at se forskel på en levende død og en bleg hjemløs, når man har bagskid på? men efter de første blodige nærkampe mander vatnissen sig op. Han henter pigen, skifter controlleren ud med et cricketbat og søger med Ed mod yndlingsstedet: Den lokale pub!

"Shaun of the Dead" gik i en stor bue uden om de danske biografer. Helt ufortjent, for den tegner sine afrundede figurer hurtigt og præcist uden at jagte det billige grin. Som om det ikke var nok, får spillerne med deres bombesikre komiske timing og overbevisning også horrorelementerne til at fungere.

Dvd'ens lige så veloplagte ekstraudstyr præsenterer bl.a. historiens plothuller i tegneserieform og indeholder desuden fraklip, hvor den ubetalelige duo Pegg og Frost giver den som Sean Connery og Michael Caine. Blu-ray'en og den britiske dvd har hele fire kommentarspor.

> Læs også min anmeldelse af Edgar Wrights "Scott Pilgrim mod verden"

Komediens væsen: featuring Rasmus Heide, Simon Pegg, Nick Frost, Jonas Elmer, Greg Mottola

Efter en lang januartørke, hvor hverken Bries Blog-O-Rama eller Filmnørdens Hjørne har gjort meget væsen af sig, er der i dag - to minutter i februar - endelig nyt fra begge kanter.

Brie og Casper har haft instruktøren Rasmus Heide i studiet til en lang, underholdende og overraskende seriøs snak om komediens væsen. Rasmus Heide, der er biografaktuel med "Alle for to" (biopremiere i dag, 31. januar), afslører sig som en grundig fætter, der gør sig mange overvejelser omkring, hvordan man laver en sjov film.

I podcast 69 gennemgår vi også kort komediens historie som filmgenre. Brie hiver noget teori op af den høje hat. Nikolaj Lie Kaas afslører et noget uventet komisk forbillede. Og endelig pipper nobiliteter som Mike Myers, David Zucker og Gene Wilder med i sjældne interviewklip.

Spring ud på komediens dybe vand i Filmnørdens podcast nr. 69:

FILMNØRDENS HJØRNE, PODCAST 69
Comedy-extravaganza med Brie, Casper og Rasmus Heide:



> Hør podcast 69 på Filmnørdens Hjørne
> Hør podcast 69 på iTunes

Som bonusmateriale har Brie fisket en artikel om improv-comedy op af arkivet. Rasmus Heide er med igen, og denne gang er han i fint selskab sammen med Simon Pegg, Nick Frost, Judd Apatow-instruktøren Greg Mottola og danske Jonas Elmer, som jeg alle har interviewet for at få mere at vide om brugen af improvisation i filmkomedier.

Mick Øgendahl og Rasmus Heide, "Alle for to" (2012)
pr-foto © Per Arnesen

ARTIKEL OM FILMKOMEDIER:
Skæve hjerner scorer kassen
Brian Iskov, JP Indblik juli 2011

Takket være hits som ”Tømmermænd i Thailand” er den sjove genre blevet Hollywoods nye guldkalv. Komediekonger som Judd Apatow har succes med at improvisere sig frem til et resultat, mens andre foretrækker at støtte sig til et solidt manuskript, som i den biografaktuelle ”Paul”. I Danmark arbejder komedieinstruktører også med improvisation som værktøj, om end i noget mindre skala.

I ARTIKLEN MEDVIRKER:

Simon Pegg & Nick Frost. Britisk skuespiller- og manusforfatterduo. Har skrevet og spillet hovedroller i ”Paul” samt kultsucceserne ”Hot Fuzz” og ”Shaun of the Dead”.

Greg Mottola. Amerikansk filminstruktør. Før ”Paul” instruerede han bl.a. teenagekomedien ”Superbad” og seks episoder af tv-serien ”Undeclared”, begge produceret af Judd Apatow og skrevet af Seth Rogen (rumvæsnets stemme i ”Paul”).

Rasmus Heide. Dansk filminstruktør. Har instrueret komedierne ”Blå mænd”, ”Julefrokosten” og ”Alle for én” (fås på dvd med ekstra improviseret materiale).

Jonas Elmer. Dansk filminstruktør bag de overvejende improviserede ”Let's Get Lost” og ”Monas verden”. Har desuden signeret spillefilmen ”Nynne” og flere sæsoner af tv-serien ”Langt fra Las Vegas”. Seneste film er den amerikansk-producerede komedie ”New in Town” med Renée Zellweger.

Judd Apatow under optagelserne til "Superbad" (2007) | pr-foto

Greg Mottola om Judd Apatow

Fører man luppen over flere af de senere års populære komedier fra Amerika, begynder et mønster at træde frem. Filmene handler helst om umodne mænd, der bringer sig selv i dybt pinlige situationer. De benytter sig i høj grad af improviserede optrin, hvor de medvirkende ”føder” gags og replikker i øjeblikket. Og hvis instruktøren ikke lige hedder Todd Phillips (som i ”Tømmermænd”), figurerer navnet Judd Apatow gerne mindst ét sted på rulleteksterne.

Den 43-årige Judd Apatow har blot tre film under bæltet som instruktør (”The 40-Year-Old Virgin”, ”Knocked Up” og ”Funny People”). Til gengæld står han krediteret som producer, forfatter eller igangsætter på mere end 20 filmkomedier inden for det seneste tiår.
En del af Judd Apatows succes beror på, at han giver sin faste kreds af komikere (bl.a. Will Ferrell, Steve Carell, Adam Sandler og Seth Rogen) frie tøjler til at skyde vildt fra hoften, mens kameraerne snurrer.

»Judds tilgang til komedie er baseret på improvisation, og jeg tror, det har givet genren et frisk pust,« mener instruktøren Greg Mottola. Han har tidligere iscenesat dele af tv-serien ”Undeclared” samt ungdomsfilmen ”Superbad”, begge produceret af Judd Apatow.
»Judds grundlæggende idé er, at han går i klipperummet med et utal af valgmuligheder for hver eneste vits, hver eneste scene, sågar hver eneste følelse i filmen. Mens han optager, får han skuespillerne til at riffe over materialet i en uendelighed. »Prøv at spille scenen, som om du er nervøs; prøv nu at spille den træt” og så videre. Han kan bogstavelig talt klippe flere vidt forskellige versioner sammen af hver film, han laver,« forklarer Greg Mottola.

Greg Mottola | pr-foto

Selv i ”Superbad”, hvor manuskriptet ifølge Mottola var »ret præcist«, endte instruktøren og skuespillerne med at tilføje »et ton ekstra jokes«:
»I næsten alle scener fandt vi på fire-fem forskellige vitser, vi kunne sætte ind i stedet for den oprindelige,« fortæller Greg Mottola til Morgenavisen Jyllands-Posten.
»Når man laver film på den måde, skriver man i praksis manuskriptet fuldstændig om i klipperummet, og det giver en enorm fleksibilitet. Desværre hæmmer det også iscenesættelsen til en vis grad. Der er mange filmiske ting, som ikke kan lade sig gøre, for hvis man f.eks. bevæger kameraet, låser man sig selv fast i et klippemønster, som ikke kan ændres senere. Så der er fordele og ulemper,« medgiver Greg Mottola.

Simon Pegg & Nick Frost

Greg Mottola har senest instrueret science fiction-komedien ”Paul”, der skildrer to britiske ufo-nørders road trip gennem Amerika med et rumvæsen på slæb.

Manuskriptet er begået af filmens hovedrolleindehavere, Simon Pegg og Nick Frost, som vandt et trofast kultpublikum med zombiekomedien ”Shaun of the Dead” og actionfilmparodien ”Hot Fuzz” (ligeledes skrevet af dem selv). Da hverken Pegg eller Frost er uddannede skuespillere, føler de to venner sig tryggest, når historiens komiske setups og payoffs er nøje planlagt på forhånd. Derfor skiller ”Paul” sig også ud fra tidens hovedstrøm af amerikanske komedier, idet den vægter afviklingen af plot og gags lige højt.

»Der er noget tilfredsstillende ved at bruge kræfter på at skrive et gennemarbejdet manus, som er tæt pakket med vitser,« forklarer Nick Frost, og Simon Pegg sekunderer:
»En komedie, hvor alle scenerne er rystet ud af ærmet, kan nemt komme til at føles lovlig løs i kødet. Desuden bliver det svært at skabe kontinuitet fra scene til scene, når man finder på tingene undervejs. Så ender publikum med at sidde og se på en række usammenhængende sketcher.«

»Ved at improvisere så meget sætter man også sin lid til, at skuespillerne reelt skriver manuskriptet for én,« tilføjer Nick Frost og tænker højt:
»Jeg tror, det er et biprodukt af den typiske Hollywood-situation, hvor manuskriptet måske ikke ligger klar, men finansieringen er på plads, og så tænker producenterne, at så kan de lige så godt gå i gang med at filme.«

Morskab under optagelserne til "Paul" (2011)

Simon Pegg anerkender, at ”Paul” ikke er fri for at tage sig nogle udflugter undervejs.
»Men grundlæggende er historien stramt fortalt, og filmen holder et rapt tempo. Så snart en komedie bevæger sig ud over to timers spilletid, kommer man på glatis,« siger Pegg med et slet skjult hib til Judd Apatow, hvis tre hidtidige film som instruktør er hhv. 116, 129 og 146 minutter lange.
Trods deres skepsis har Pegg og Frost, med Greg Mottola ved roret, alligevel lukket ekstemporalspillet ind ad bagdøren. De fleste biroller i ”Paul” er besat med drevne improvisatorer som Jason Bateman, Bill Hader og Kristen Wiig (de sidstnævnte kendt fra det legendariske tv-satireshow ”Saturday Night Live”).

»Eftersom vi har castet cremen af amerikansk improv, virkede det fjollet ikke at slippe dem løs foran kameraet. Som udgangspunkt optog vi alle scenerne, sådan som vi havde skrevet dem, og derefter fik skuespillerne lov at prøve nogle ting af. Jason Bateman har f.eks. en fantastisk replikbehandling, så hver gang han fik lyst til at give en scene sit eget præg, lod vi ham gøre det,« fortæller Nick Frost.

Rasmus Heide

»Det er klart, at improvisationer kan give guldkorn og gaver, for en håndfuld skæve hjerner vil altid få flere ideer end en enkelt. Men hvis man lader det stikke af i hver scene, risikerer man også et meget ujævnt resultat.«
Sådan siger Rasmus Heide, som med komedien ”Alle for én” har skabt årets hidtil mest sete danske film. Den 32-årige instruktør drømmer om at lave lystspil efter Apatow-metoden. Men improvisationer sluger i sagens natur »oceaner af tid«, og den slags fråds tillader danske filmbudgetter sjældent.

»Når vi kun har penge til fire-fem takes af hver scene, og hele holdet står og venter, kan vi ikke bare tillade os at galoppere ud ad en tangent,« siger Rasmus Heide.
I stedet øver han gerne manuskriptet igennem med skuespillerne inden optagestart. Under prøvefasen kan alle byde ind med ideer og forslag til forbedringer. Men så snart klaptræet smækker, må instruktøren begrænse legen til nogle få, udvalgte scener, hvor han lader skuespillerne jamme sig frem til et morsommere resultat end det skrevne.



Under produktionen af ”Alle for én” noterede han sig, at en scene ville fungere bedre, hvis den startede midt i en diskussion mellem filmens to brødre (spillet af Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg). I manuskriptets margen griflede Heide tre bud på, hvad dén diskussion kunne handle om.

»Næste dag, da scenen skulle skydes, prøvede skuespillerne at overgå hinanden i gakkede ideer. Jonatan Spang foreslog en debat om, hvorvidt Grundtvig var vegetar, og Øgendahl fandt på noget, der var endnu længere ude. Men vi prøvede alle indfaldene af, og det viste sig, at Rasmus Bjergs bud var sjovest,« forklarer Rasmus Heide. Derfor kan man i den færdige film opleve Bjerg fundere over, hvorfor A4-papir hedder, som det gør.

Jonas Elmer

»Improvisation i komedier er jo ikke noget nyt. Charlie Chaplin brugte det gennem hele sin karriere,« påpeger Rasmus Heides danske kollega Jonas Elmer, der har ekstemporerede scener i samtlige af sine film til dato. Når Nynnes bukseben sidder fast i en dør, eller Renée Zellweger har problemer med at besørge under åben himmel i Jonas Elmers ”New in Town”, er optrinnene udtænkt og udført på stedet.
»Det skaber noget frihed, når skuespillerne får rum til at undersøge situationer, karakterer og konflikter i stedet for bare at aflevere, hvad der står på papiret. Det er en mere organisk måde, hvor man bevæger sig på randen af afgrunden i stedet for at spille sikkert,« mener Jonas Elmer.

Inden Jonas Elmer optog så meget som et sekund af sin debutfilm, ”Let's Get Lost” fra 1997, brugte han seks måneder på at improvisere en handling frem. Sammen med sine fire skuespillere prøvede han en lang række scenarier af, og gennem disse øvelser begyndte figurernes psykologi at tage form: »Hvad sker der, hvis ham, du slår op med, bliver vred? Hvad hvis han bliver glad?«

Jonas Elmer (midt) under optagelserne til "New in Town" | pr-foto

Kun én replik var fastlagt i manuskriptet, da kameraerne begyndte at snurre på ”Let's Get Lost”. »Der er ikke én klassisk punchline i den film,« siger Jonas Elmer, som på settet gav hver skuespiller individuelle retningslinjer for, hvordan scenerne skulle starte.
»Jeg udpegede nogle små øer undervejs, hvor de kunne komme op og trække vejret, før de skulle plumpe i vandet igen og svømme videre sammen. Men når der blev sagt værsgo, kunne de gøre, hvad pokker de ville inden for rammerne,« forklarer Jonas Elmer om sin fremgangsmåde.

Den 45-årige instruktør har tidligere taget teatersportkurser i Chicago, og med sin næste film, ”IRL”, vil han atter arbejde målrettet med improvisationer. Igen rækker budgettet dog ikke til ødsel luksus-legestue a la Judd Apatow:
»Improvisation er en arbejdsmetode, som godt kan gøre producenter og filminstitutter bange. Det kræver, at de stoler på talentet og på metodens rigtighed. For der er jo ingen garantier for, at resultatet bliver godt, når man ikke kan vurdere det på forhånd,« erfarer han.

Bonusmateriale:
JONAS ELMER OM IMPROV-COMEDY I USA

Tre af de væsentligste rugekasser for improv-skuespillere i USA er teatertrupperne Second City (Chicago) og The Groundlings (Los Angeles) samt tv-showet ”Saturday Night Live”, der sender fra New York. Her har en lang række af de mest berømte komedieskuespillere fra 1980'erne og fremefter finpudset deres talenter, før de brød igennem på film.

»Der eksisterer et helt andet miljø omkring improvisation i Amerika,« fortæller den danske komedieinstruktør Jonas Elmer, der har studeret teatersport ved ImprovOlympic i Chicago.

»Dér, såvel som i New York og Los Angeles, har komikerne et kæmpe arbejdsnetværk, hvor de bruger år på at dygtiggøre sig. Mange bliver episodeforfattere på tv-serier, mens de laver stand-up og spiller film- og teaterroller ved siden af. De behandler comedy som en kunstart, og improv er et værktøj, de kan bruge inden for alle disciplinerne,« siger Jonas Elmer.

"Paul": Hvad ville du sige til en alien?

EKSKLUSIVE INTERVIEWS MED HOLDET BAG "PAUL": Simon Pegg, Nick Frost, Sigourney Weaver, Jason Bateman, Joe LoTruglio og Greg Mottola

I dag har science fiction-komedien "Paul" dansk biografpremiere. Simon Pegg og Nick Frost ("Shaun of the Dead") står bag manuskriptet, og de herrer spiller selv to britiske ufo-nørder, der samler en vaskeægte rum-alien op på deres road trip gennem USA.

Paul (overbevisende gestaltet som CGI-figur med stemme af Seth Rogen) viser sig heldigvis at være en godmodig slacker med hang til pot og dåsebajere.



I Morgenavisen Jyllands-Posten sidste søndag (5. juni) skrev jeg om tidens tendens til improviserede komedier. Danske Rasmus Heide ("Alle for én") og Jonas Elmer ("Nynne") giver deres besyv med i artiklen, ligesom instruktøren af "Paul", Greg Mottola, fortæller om sine erfaringer med Judd Apatows impro-baserede stil, som han prøvede på "Superbad".

Læs hele artiklen om improviserede filmkomedier:
> Skæve hjerner scorer kassen

Til pressedagen på "Paul" i London mødte jeg også selveste Sigourney Weaver, sci-fi-nørdernes dronning. Den elegante Weaver fortalte bl.a. om rollen som Ellen Ripley i "Alien" og at gå undercover på fanmessen Comic-Con. Dét interview kan læses i Børsen fredag 10. juni.

Men lige nu og her kan du læse, hvad holdet bag "Paul" ellers delte i London af fjollede og filosofiske tanker om rumvæsener, kosmos og danske besværgelser. Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama i Danmark!

I interviewet medvirker:
Simon Pegg, spiller Graeme Willy i "Paul", har skrevet manus sammen med Nick Frost
Nick Frost, spiller Clive Gollings i "Paul", har skrevet manus sammen med Simon Pegg
Jason Bateman, spiller agent Zoil i "Paul"
Sigourney Weaver, spiller The Big Guy i "Paul"
Kristen Wiig, spiller Ruth i "Paul"
Joe LoTruglio, spiller O'Reilly og agerede Pauls stand-in på optagelserne
Greg Mottola, har instrueret "Paul"

Hvad er dit yndlings-filmrumvæsen?

Jason Bateman: Pyh, må jeg svare sidst? Paul er mit yndlingsrumvæsen! Må jeg ikke svare Paul? (tænker sig om) The Stay Puft Marshmallow Man [fra "Ghostbusters"]. Han er et spøgelse, et monster – tæller det ikke? Det er altså mit svar, for pokker.
Joe LoTruglio: Jeg er purist, så jeg vælger Alien. Den originale.
Greg Mottola: Jeg må nok sige Yoda.
Kristen Wiig: Det ville jeg have sagt! Er Chewbacca et rumvæsen? (de andre ryster på hovedet) Det her går rigtig godt.
Simon Pegg: I "Starship Troopers", i den scene hvor de angriber basen, er der en fyr fem rækker bagude til venstre. Han giver den bare lidt mere end de andre. Han har noget kørende. Ikke at jeg har set ham i noget andet sidenhen, underligt nok.
Sigourney Weaver: Jeg har altid godt kunnet lide "the pod people" [fra "Stjålne kroppe"]. Den udgave af én selv, som er fuldstændig humorforladt, uden at ens ægtefælle opdager forskellen.
Nick Frost: Min ægtefælle ville opdage det.
Weaver: Det er tegn på et godt ægteskab.
Frost: Eller et dårligt! Jeg vil svare E.T., ham er der ingen andre, der har nævnt. Eller de skønne vandvæsener fra "The Abyss", de virker flinke.

Tror du på rumvæsener?

Simon Pegg: Jeg tror fuldt og fast på rumvæsener. Når man tænker på antallet af planeter, solsystemer og galakser, er chancen for, at der findes liv derude, større end det modsatte. Så spørgsmålet er ikke så meget, om de findes, som hvor de findes. Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at de ville komme og besøge os. Vi ville nok vide det, hvis de havde været forbi. De ville næppe komme til Jorden uden at fortælle os det. Det ville være sært.
Nick Frost: Det er ret storsnudet at forestille sig, vi skulle være de eneste. Det er typisk mennesket at tænke sådan.
Simon Pegg: Måske besøger de os ikke, fordi de heller ikke tror, der findes liv andre steder. En anden teori går på, at deres evolution er sket sideløbende med vores, så vi alle sidder på vores planeter og tænker, "hvorfor er der ikke nogen derude", men ingen af os har midlerne til at tage af sted.

Hvis du mødte rumvæsener, hvad ville du så sige til eller gøre ved dem?

Simon Pegg: Gøre ved dem!?
Sigourney Weaver: Efter vi rektalundersøger dem?
Nick Frost: Selvfølgelig er der liv derude, men hvem siger, det ser ud som os? Det kunne være en slags kim eller bakteriekultur, og i så fald ville jeg ikke sige noget til dem, for de ville ikke kunne forstå mig. Men måske "Halløj! Er du ok? Har du spist?" Og så kunne vi sætte os og få et dejligt måltid. Jeg ville kokkerere. Hvis ikke han åd mig i stedet.

Hvorfor ønsker folk at tro på rumvæsener?

Sigourney Weaver: Jeg tror, vi nærer et ønske om at nå hinsides de verdslige brud og skænderier for at se det store billede. Det, mener jeg, er en af grundene til, at science fiction er populært. Desuden har jeg altid ment, at hvis man virkelig vil løse verdens problemer, skal man iscenesætte en invasion. Så spiller det ingen rolle, om du er muslim, kristen eller noget helt tredje. Alle med ét hoved, to arme, to ben og ingen hale skulle nok komme fint overens.
Jason Bateman: Teknologien lader os vide, hvor små vi er, og hvor stort universet er. Alene matematikken i dét forhold indikerer, at der må være noget andet derude, for vi er bare ét korn på en strand fuld af sand.
Weaver: Jeg kendte engang en berømt astronom på Harvard, som virkelig mente, at chancen for, at betingelserne for skabelsen af liv var til stede derude, var så lille, at han reelt udelukkede det. Den udmelding syntes jeg var ret nedslående, og jeg omgås ham faktisk ikke længere, he! Men jeg er glad for, at vi finder stadig flere steder, der ligner Jorden, efterhånden som teleskoperne bliver bedre. Jeg tror bare, det er et spørgsmål om tid, før vi får besøg eller en vision, og jeg håber, det sker i min levetid.
Bateman: Eller også skal vi bare begynde at lede på en anden måde. Måske ligner det slet ikke os, men en pind. Og de her pinde tænker og kommunikerer i et leje, som vi ikke kan opfange. Måske opdager vi en dag, at de har været her hele tiden, og at vi bare ikke vidste, hvor vi skulle kigge efter dem.

BONUSSPØRGSMÅL:

Hvad sker der for de bizarre bandeord, Kristen Wiigs karakter fyrer af i "Paul"?

Simon Pegg: Hendes karakter, Ruth, er kristen fundamentalist og har intet begreb om, hvordan man bander. Så hun sætter bare urelaterede ord sammen og lærer det undervejs.
Kristen Wiig: Vi havde mange seriøse diskussioner om alternative eder.
Nick Frost: Hvordan var det nu ... "Baby with a hard-on" [spædbarn med stådreng]?
Simon Pegg: Nej, "baby boner" [babykæp].
Jason Bateman: Det hedder mit produktionsselskab!
Simon Pegg: En af mine favoritter fandt du på, Kristen: "tit boogers" [patbussemænd]. En anden god én er "get away from me, you stupid vagina"!
Nick Frost: I Storbritannien har vi en stolt tradition for bandeord, så hvorfor ikke benytte sig af det i filmen. Jeg spurgte engang en af mine danske venner, hvad er den værst tænkelige fornærmelse, man kan sige på dansk? Han tænkte længe over det, og så meldte han tilbage med svaret: "Det værste danske udtryk er "din langhårede kommunistbøsse"." Det var det mest sårende, han kunne komme i tanke om, og det er jo ingenting!

BONUSKLIP FRA OPTAGELSERNE: