Komediens væsen: featuring Rasmus Heide, Simon Pegg, Nick Frost, Jonas Elmer, Greg Mottola

Efter en lang januartørke, hvor hverken Bries Blog-O-Rama eller Filmnørdens Hjørne har gjort meget væsen af sig, er der i dag - to minutter i februar - endelig nyt fra begge kanter.

Brie og Casper har haft instruktøren Rasmus Heide i studiet til en lang, underholdende og overraskende seriøs snak om komediens væsen. Rasmus Heide, der er biografaktuel med "Alle for to" (biopremiere i dag, 31. januar), afslører sig som en grundig fætter, der gør sig mange overvejelser omkring, hvordan man laver en sjov film.

I podcast 69 gennemgår vi også kort komediens historie som filmgenre. Brie hiver noget teori op af den høje hat. Nikolaj Lie Kaas afslører et noget uventet komisk forbillede. Og endelig pipper nobiliteter som Mike Myers, David Zucker og Gene Wilder med i sjældne interviewklip.

Spring ud på komediens dybe vand i Filmnørdens podcast nr. 69:

FILMNØRDENS HJØRNE, PODCAST 69
Comedy-extravaganza med Brie, Casper og Rasmus Heide:



> Hør podcast 69 på Filmnørdens Hjørne
> Hør podcast 69 på iTunes

Som bonusmateriale har Brie fisket en artikel om improv-comedy op af arkivet. Rasmus Heide er med igen, og denne gang er han i fint selskab sammen med Simon Pegg, Nick Frost, Judd Apatow-instruktøren Greg Mottola og danske Jonas Elmer, som jeg alle har interviewet for at få mere at vide om brugen af improvisation i filmkomedier.

Mick Øgendahl og Rasmus Heide, "Alle for to" (2012)
pr-foto © Per Arnesen

ARTIKEL OM FILMKOMEDIER:
Skæve hjerner scorer kassen
Brian Iskov, JP Indblik juli 2011

Takket være hits som ”Tømmermænd i Thailand” er den sjove genre blevet Hollywoods nye guldkalv. Komediekonger som Judd Apatow har succes med at improvisere sig frem til et resultat, mens andre foretrækker at støtte sig til et solidt manuskript, som i den biografaktuelle ”Paul”. I Danmark arbejder komedieinstruktører også med improvisation som værktøj, om end i noget mindre skala.

I ARTIKLEN MEDVIRKER:

Simon Pegg & Nick Frost. Britisk skuespiller- og manusforfatterduo. Har skrevet og spillet hovedroller i ”Paul” samt kultsucceserne ”Hot Fuzz” og ”Shaun of the Dead”.

Greg Mottola. Amerikansk filminstruktør. Før ”Paul” instruerede han bl.a. teenagekomedien ”Superbad” og seks episoder af tv-serien ”Undeclared”, begge produceret af Judd Apatow og skrevet af Seth Rogen (rumvæsnets stemme i ”Paul”).

Rasmus Heide. Dansk filminstruktør. Har instrueret komedierne ”Blå mænd”, ”Julefrokosten” og ”Alle for én” (fås på dvd med ekstra improviseret materiale).

Jonas Elmer. Dansk filminstruktør bag de overvejende improviserede ”Let's Get Lost” og ”Monas verden”. Har desuden signeret spillefilmen ”Nynne” og flere sæsoner af tv-serien ”Langt fra Las Vegas”. Seneste film er den amerikansk-producerede komedie ”New in Town” med Renée Zellweger.

Judd Apatow under optagelserne til "Superbad" (2007) | pr-foto

Greg Mottola om Judd Apatow

Fører man luppen over flere af de senere års populære komedier fra Amerika, begynder et mønster at træde frem. Filmene handler helst om umodne mænd, der bringer sig selv i dybt pinlige situationer. De benytter sig i høj grad af improviserede optrin, hvor de medvirkende ”føder” gags og replikker i øjeblikket. Og hvis instruktøren ikke lige hedder Todd Phillips (som i ”Tømmermænd”), figurerer navnet Judd Apatow gerne mindst ét sted på rulleteksterne.

Den 43-årige Judd Apatow har blot tre film under bæltet som instruktør (”The 40-Year-Old Virgin”, ”Knocked Up” og ”Funny People”). Til gengæld står han krediteret som producer, forfatter eller igangsætter på mere end 20 filmkomedier inden for det seneste tiår.
En del af Judd Apatows succes beror på, at han giver sin faste kreds af komikere (bl.a. Will Ferrell, Steve Carell, Adam Sandler og Seth Rogen) frie tøjler til at skyde vildt fra hoften, mens kameraerne snurrer.

»Judds tilgang til komedie er baseret på improvisation, og jeg tror, det har givet genren et frisk pust,« mener instruktøren Greg Mottola. Han har tidligere iscenesat dele af tv-serien ”Undeclared” samt ungdomsfilmen ”Superbad”, begge produceret af Judd Apatow.
»Judds grundlæggende idé er, at han går i klipperummet med et utal af valgmuligheder for hver eneste vits, hver eneste scene, sågar hver eneste følelse i filmen. Mens han optager, får han skuespillerne til at riffe over materialet i en uendelighed. »Prøv at spille scenen, som om du er nervøs; prøv nu at spille den træt” og så videre. Han kan bogstavelig talt klippe flere vidt forskellige versioner sammen af hver film, han laver,« forklarer Greg Mottola.

Greg Mottola | pr-foto

Selv i ”Superbad”, hvor manuskriptet ifølge Mottola var »ret præcist«, endte instruktøren og skuespillerne med at tilføje »et ton ekstra jokes«:
»I næsten alle scener fandt vi på fire-fem forskellige vitser, vi kunne sætte ind i stedet for den oprindelige,« fortæller Greg Mottola til Morgenavisen Jyllands-Posten.
»Når man laver film på den måde, skriver man i praksis manuskriptet fuldstændig om i klipperummet, og det giver en enorm fleksibilitet. Desværre hæmmer det også iscenesættelsen til en vis grad. Der er mange filmiske ting, som ikke kan lade sig gøre, for hvis man f.eks. bevæger kameraet, låser man sig selv fast i et klippemønster, som ikke kan ændres senere. Så der er fordele og ulemper,« medgiver Greg Mottola.

Simon Pegg & Nick Frost

Greg Mottola har senest instrueret science fiction-komedien ”Paul”, der skildrer to britiske ufo-nørders road trip gennem Amerika med et rumvæsen på slæb.

Manuskriptet er begået af filmens hovedrolleindehavere, Simon Pegg og Nick Frost, som vandt et trofast kultpublikum med zombiekomedien ”Shaun of the Dead” og actionfilmparodien ”Hot Fuzz” (ligeledes skrevet af dem selv). Da hverken Pegg eller Frost er uddannede skuespillere, føler de to venner sig tryggest, når historiens komiske setups og payoffs er nøje planlagt på forhånd. Derfor skiller ”Paul” sig også ud fra tidens hovedstrøm af amerikanske komedier, idet den vægter afviklingen af plot og gags lige højt.

»Der er noget tilfredsstillende ved at bruge kræfter på at skrive et gennemarbejdet manus, som er tæt pakket med vitser,« forklarer Nick Frost, og Simon Pegg sekunderer:
»En komedie, hvor alle scenerne er rystet ud af ærmet, kan nemt komme til at føles lovlig løs i kødet. Desuden bliver det svært at skabe kontinuitet fra scene til scene, når man finder på tingene undervejs. Så ender publikum med at sidde og se på en række usammenhængende sketcher.«

»Ved at improvisere så meget sætter man også sin lid til, at skuespillerne reelt skriver manuskriptet for én,« tilføjer Nick Frost og tænker højt:
»Jeg tror, det er et biprodukt af den typiske Hollywood-situation, hvor manuskriptet måske ikke ligger klar, men finansieringen er på plads, og så tænker producenterne, at så kan de lige så godt gå i gang med at filme.«

Morskab under optagelserne til "Paul" (2011)

Simon Pegg anerkender, at ”Paul” ikke er fri for at tage sig nogle udflugter undervejs.
»Men grundlæggende er historien stramt fortalt, og filmen holder et rapt tempo. Så snart en komedie bevæger sig ud over to timers spilletid, kommer man på glatis,« siger Pegg med et slet skjult hib til Judd Apatow, hvis tre hidtidige film som instruktør er hhv. 116, 129 og 146 minutter lange.
Trods deres skepsis har Pegg og Frost, med Greg Mottola ved roret, alligevel lukket ekstemporalspillet ind ad bagdøren. De fleste biroller i ”Paul” er besat med drevne improvisatorer som Jason Bateman, Bill Hader og Kristen Wiig (de sidstnævnte kendt fra det legendariske tv-satireshow ”Saturday Night Live”).

»Eftersom vi har castet cremen af amerikansk improv, virkede det fjollet ikke at slippe dem løs foran kameraet. Som udgangspunkt optog vi alle scenerne, sådan som vi havde skrevet dem, og derefter fik skuespillerne lov at prøve nogle ting af. Jason Bateman har f.eks. en fantastisk replikbehandling, så hver gang han fik lyst til at give en scene sit eget præg, lod vi ham gøre det,« fortæller Nick Frost.

Rasmus Heide

»Det er klart, at improvisationer kan give guldkorn og gaver, for en håndfuld skæve hjerner vil altid få flere ideer end en enkelt. Men hvis man lader det stikke af i hver scene, risikerer man også et meget ujævnt resultat.«
Sådan siger Rasmus Heide, som med komedien ”Alle for én” har skabt årets hidtil mest sete danske film. Den 32-årige instruktør drømmer om at lave lystspil efter Apatow-metoden. Men improvisationer sluger i sagens natur »oceaner af tid«, og den slags fråds tillader danske filmbudgetter sjældent.

»Når vi kun har penge til fire-fem takes af hver scene, og hele holdet står og venter, kan vi ikke bare tillade os at galoppere ud ad en tangent,« siger Rasmus Heide.
I stedet øver han gerne manuskriptet igennem med skuespillerne inden optagestart. Under prøvefasen kan alle byde ind med ideer og forslag til forbedringer. Men så snart klaptræet smækker, må instruktøren begrænse legen til nogle få, udvalgte scener, hvor han lader skuespillerne jamme sig frem til et morsommere resultat end det skrevne.



Under produktionen af ”Alle for én” noterede han sig, at en scene ville fungere bedre, hvis den startede midt i en diskussion mellem filmens to brødre (spillet af Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg). I manuskriptets margen griflede Heide tre bud på, hvad dén diskussion kunne handle om.

»Næste dag, da scenen skulle skydes, prøvede skuespillerne at overgå hinanden i gakkede ideer. Jonatan Spang foreslog en debat om, hvorvidt Grundtvig var vegetar, og Øgendahl fandt på noget, der var endnu længere ude. Men vi prøvede alle indfaldene af, og det viste sig, at Rasmus Bjergs bud var sjovest,« forklarer Rasmus Heide. Derfor kan man i den færdige film opleve Bjerg fundere over, hvorfor A4-papir hedder, som det gør.

Jonas Elmer

»Improvisation i komedier er jo ikke noget nyt. Charlie Chaplin brugte det gennem hele sin karriere,« påpeger Rasmus Heides danske kollega Jonas Elmer, der har ekstemporerede scener i samtlige af sine film til dato. Når Nynnes bukseben sidder fast i en dør, eller Renée Zellweger har problemer med at besørge under åben himmel i Jonas Elmers ”New in Town”, er optrinnene udtænkt og udført på stedet.
»Det skaber noget frihed, når skuespillerne får rum til at undersøge situationer, karakterer og konflikter i stedet for bare at aflevere, hvad der står på papiret. Det er en mere organisk måde, hvor man bevæger sig på randen af afgrunden i stedet for at spille sikkert,« mener Jonas Elmer.

Inden Jonas Elmer optog så meget som et sekund af sin debutfilm, ”Let's Get Lost” fra 1997, brugte han seks måneder på at improvisere en handling frem. Sammen med sine fire skuespillere prøvede han en lang række scenarier af, og gennem disse øvelser begyndte figurernes psykologi at tage form: »Hvad sker der, hvis ham, du slår op med, bliver vred? Hvad hvis han bliver glad?«

Jonas Elmer (midt) under optagelserne til "New in Town" | pr-foto

Kun én replik var fastlagt i manuskriptet, da kameraerne begyndte at snurre på ”Let's Get Lost”. »Der er ikke én klassisk punchline i den film,« siger Jonas Elmer, som på settet gav hver skuespiller individuelle retningslinjer for, hvordan scenerne skulle starte.
»Jeg udpegede nogle små øer undervejs, hvor de kunne komme op og trække vejret, før de skulle plumpe i vandet igen og svømme videre sammen. Men når der blev sagt værsgo, kunne de gøre, hvad pokker de ville inden for rammerne,« forklarer Jonas Elmer om sin fremgangsmåde.

Den 45-årige instruktør har tidligere taget teatersportkurser i Chicago, og med sin næste film, ”IRL”, vil han atter arbejde målrettet med improvisationer. Igen rækker budgettet dog ikke til ødsel luksus-legestue a la Judd Apatow:
»Improvisation er en arbejdsmetode, som godt kan gøre producenter og filminstitutter bange. Det kræver, at de stoler på talentet og på metodens rigtighed. For der er jo ingen garantier for, at resultatet bliver godt, når man ikke kan vurdere det på forhånd,« erfarer han.

Bonusmateriale:
JONAS ELMER OM IMPROV-COMEDY I USA

Tre af de væsentligste rugekasser for improv-skuespillere i USA er teatertrupperne Second City (Chicago) og The Groundlings (Los Angeles) samt tv-showet ”Saturday Night Live”, der sender fra New York. Her har en lang række af de mest berømte komedieskuespillere fra 1980'erne og fremefter finpudset deres talenter, før de brød igennem på film.

»Der eksisterer et helt andet miljø omkring improvisation i Amerika,« fortæller den danske komedieinstruktør Jonas Elmer, der har studeret teatersport ved ImprovOlympic i Chicago.

»Dér, såvel som i New York og Los Angeles, har komikerne et kæmpe arbejdsnetværk, hvor de bruger år på at dygtiggøre sig. Mange bliver episodeforfattere på tv-serier, mens de laver stand-up og spiller film- og teaterroller ved siden af. De behandler comedy som en kunstart, og improv er et værktøj, de kan bruge inden for alle disciplinerne,« siger Jonas Elmer.

"Sprængfarlig bombe": The Nikolaj Lie Kaas & Ulrich Thomsen Comedy Show

I aften viser TV 2 "Sprængfarlig bombe", der markerede Nordisk Films 100-års jubilæum i 2006, hvor den blev årets tredjemest sete danske biograffilm. Tomas Villum Jensen instruerede den stjernespækkede komedie om den krukkede kunstfilminstruktør Claus Volter (Nikolaj Lie Kaas), der tørner sammen med den voldsdømte proletar Tonny (Ulrich Thomsen), som hader hans film.

"Sprængfarlig bombe", trailer, 2006

I "Sprængfarlig bombe" delte Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen biograflærred for femte gang. Da jeg satte parret stævne op til premieren i august 2006, gennemsyrede deres indbyrdes kemi også interviewsituationen, hvor de to skuespillere meget af tiden spillede pingpong uden om tredjemanden.

Rollerne var lynhurtigt fordelt med Ulrich Thomsen som skeptikeren, der syntes, at jeg - journalisten - stillede mærkelige spørgsmål, mens Nikolaj Lie Kaas gav den som udglattende ironiker. Her er nogle af højdepunkterne fra den underholdende seance.

NIKOLAJ LIE KAAS OG ULRICH THOMSEN:
"Sprængfarlig bombe" - interview
Brian Iskov, URBAN august 2006

Når I ses på slap line i en filmkomedie, står der ni ud af ti gange Anders Thomas Jensen på forsiden af manuskriptet. Er det kun ham, der kan finde ud af at skrive komiske roller til jer?

Nikolaj Lie Kaas: Jeg tror ikke, jeg har set andre danske komediemanuskripter, hvor jeg har været lige så færdig af grin, mens jeg læste dem. Der er noget i hans humor, som tiltaler mig. Det er jo også derfor, han er min ven. Jeg ved ikke, hvor mange film vi snart har lavet sammen – det er nok en tolv stykker. Så hvis Anders stopper med at lave film, stopper min karriere også!

Ulrich  Thomsen i "Sprængfarlig bombe" | pr-foto © Ole Kragh-Jacobsen

Ulrich Thomsen (til Brie): Siger du, at jeg har lavet en komedie, som ikke er skrevet af Anders Thomas?

‘De største helte’ (1996). Den har elementer af komedie.

Ulrich Thomsen: Jo jo, men det er der jo så meget, der har. Den betragter jeg ikke som en komisk rolle.

Nikolaj Lie Kaas: Vi syntes, den var komisk. Ufrivillig komisk.

I ‘Sprængfarlig bombe’ får Ulrichs figur sig en ubehagelig overraskelse, da han ser den film, han har været med til at lave. Har I prøvet at sige ja til noget, hvor slutresultatet ender med at blive helt anderledes end det, I havde forventet?

Ulrich Thomsen: Altså, en film bliver jo altid anderledes på et eller andet plan. De intentioner, man har oppe i hovedet, fungerer måske ikke, når man klipper det sammen. Eller måske er vejret ikke lige rigtigt, og så mister man en scene, fordi man kommer bagud og sådan.

‘Killing Me Softly’ (2002), dén havde faktisk et ret godt manuskript, men det var edderrådme en dårlig film, der blev ud af det. De løb tør for penge, så instruktøren (Chen Kaige, red.) måtte skære halvdelen af historien væk. Hvis man forestillede sig, at han havde lavet dét, han gerne ville lave, var den jo nok blevet noget bedre.



Nikolaj Lie Kaas: ‘Max’ (2000, af Trine Piil Christensen, red.) kom bag på mig. Der forstod jeg så heller ikke en skid af manuskriptet. Jeg havde ellers læst det hundrede gange.

Ulrich Thomsen (der har medvirket i en udenlandsk film med samme titel): ‘Max’? Er det ikke sådan en … kat?

Nikolaj Lie Kaas: Nej, den hedder ’Kat’, dén film. Det er Sidse Babett Knudsen, som er Max. Det er en meget intens thriller, og den skal absolut ikke ses. Det tør jeg kun at sige, fordi instruktøren selv har sagt undskyld til mig. Distributøren lod filmen ligge på hylden i tre år. Da den endelig kom frem, var den ikke bare dårlig … den var gammel!

Hvad er det, der går skævt i sådan en situation?

Nikolaj Lie Kaas: Der var ikke rigtig nogen, der forstod manuskriptet. Jeg tror, at alle tænkte, at der nok var nogle andre, der havde styr på det.

Ulrich Thomsen: I bund og grund er det jo pissesvært at lave film. Det er de færreste nybegyndere, der bare kan sætte sig ned og være Nikolaj Arcel og have fuldstændig tjek på det.

Mille Dinesen og Nikolaj Lie Kaas i "Sprængfarlig bombe" | pr-foto © Ole Kragh-Jacobsen

Har I nogensinde været ude for en filmoptagelse så grotesk som dén, der skildres i ‘Sprængfarlig bombe’?

Nikolaj Lie Kaas: Jeg synes, man har oplevet lignende situationer, bare i mindre ekstrem grad. Jeg har aldrig mødt nogen, der opførte sig som Claus Volter.

Findes der heller ingen instruktører, der ligesom Volter kører rundt i golfvogn på filmsettet?

Nikolaj Lie Kaas: Jo, der findes i hvert fald en, der hedder Lars von Trier. Jeg har tit kørt med ham i hans golfvogn. Da vi lavede dummyen til ‘Dogville’, kørte han fra studiet til kantinen ude i Filmbyen.

Ulrich Thomsen: Dummyen til ‘Dogville’, hvad lavede du i dén?

Nikolaj Lie Kaas: Jeg havde Paul Bettanys rolle.

Ulrich Thomsen: Var det for at have noget, I kunne præsentere for investorerne?

Nikolaj Lie Kaas: Det var for at se, om det overhovedet fungerede. Sidse Babett spillede Nicole Kidmans rolle.

Ulrich Thomsen : Nå. Og så lavede de den som film med ”rigtige” skuespillere bagefter, ha ha!

"Brudepiger": Kønskampen på komedie

Ganske tilfældigt har min seneste arbejdsuge formet sig som en slags feministisk temauge om humor. I søndags (17. juli) skrev jeg i Jyllands-Posten om fraværet af kvindelige stand-up-komikere i Danmark. Anledningen var TV 2 Zulus sommerserie "Vild med comedy", der lader otte kendisser af hunkøn komme til comedy-fadet.

Mit interview med Anne Kejser og Carsten Bang om stand-up:
> Sjove, sjove piger
Brian Iskov i Morgenavisen Jyllands-Posten 17. juli 2011 (NB! kræver JP-abonnement)



I dag, torsdag 21. juli, kan jeg så bryste mig af at være forsideleverandør til såvel 1. som 2. sektion af Politiken, hvor jeg sætter luppen over dagens biografpremiere, "Brudepiger". Det Judd Apatow-producerede surprise-hit markerer et gennembrud for Hollywoods sjove, grove hunkøn.

Min hovedartikel i kultursektionen går i dybden med den aktuelle "brudepigefeber", som har sat skub i ligestillingen inden for den amerikanske filmindustri:

> Kønskampen på komedie
Politiken 21. juli 2011 (NB: kræver login til bibliotek.dk)

Den kortere 'teaser' fra 1. sektion kan du både læse herunder og på politiken.dk:

---

Platte brudepiger åbner nye døre for kvinder
Brian Iskov, Politiken.dk 21. juli 2011

Indtil de grovkornede ’Brudepiger’ flyttede hegnspælene i skellet mellem mande- og kvindekomedier, nærede den amerikanske filmindustri en udtalt berøringsangst over for film med sjove kvinder i hovedrollerne.

Men instruktøren Paul Feigs ensemblekomedie, som får dansk premiere i dag, er blevet sommerens toneangivende hit i hjemlandet.

I skrivende stund har de amerikanske biografgængere indsat 161,5 millioner dollar på brudepigernes konto, hvilket vipper de hidtidige box office-dronninger fra ’Sex and the City’ af pinden.

Lige så vigtigt i filmselskabernes øjne er den åbenbaring, at mænd også griner med, når denne tøseflok gør dem rangen stridig i vulgaritet, seksuel ligefremhed, begær, sårbarhed og kampdruk.

Kvindelige komiske talenter får det lettere
Succesen har åbnet dørene for filmbyens kvindelige komiske talenter, som med ét er kommet i så høj kurs, at man i branchen taler om fænomenet ’brudepigeeffekten’.

Stjernen i og hjernen bag ’Brudepiger’, Kristen Wiig, har netop fået grønt lys til at realisere sit drømmeprojekt, ’Imogene’: en sort komedie om en kvinde, som foregiver at tage sit liv for at fange sin ekskærestes opmærksomhed.

Wiigs medforfatter på ’Brudepiger’, Annie Mumolo, har solgt en idé til Paramount sammen med filmens bramfri tykke dame, Melissa McCarthy, der desuden avancerer til hovedrollen i Paul Feigs næste komedie.

Forfatterne af "Brudepiger": Kristen Wiig (t.v.) og Annie Mumolo

Kan være vendepunkt for feminisme og filmkomik
Flere håber, at den gryende interesse for kvindernes perspektiv ikke blot vil hjælpe ligestillingen i komediegenren, men også i selve Hollywood, hvor 24 procent af alle film- og tv-manuskripter i 2009 var signeret af kvindelige forfattere.

Som Time Magazine erklærer: »Dette kan være et vendepunkt for feminisme og filmkomik«.

Webmagasinet salon.com svinger sig højere op: »De kvindelige filmkomediers svar på den første farvede præsident«.

»Det er mere grænseoverskridende«
Genren har ellers længe været drengerøvenes legeplads, med ’Tømmermænd i Thailand’ som den aktuelle målestok. Den danske skuespiller Louise Mieritz, der i 2005 selv prøvede kræfter med en bryllupskomedie i filmen ’Den store dag’, har flere gange testet grænserne for kvindehumor med kabaretgruppen Emmas dilemma.

Hun vurderer, at den traditionelle børneopdragelse, der giver hankønnet mere plads til at udfolde sig frit, stadig præger vores opfattelse af humor som et maskulint domæne:

»Piger får point for at være pæne og artige, mens drenge får klap på skulderen for at opføre sig frækt. Derfor bliver det en større satsning for en kvinde at udstille grimhed og utjekkethed. Det er mere grænseoverskridende« siger Mieritz.




EKSKLUSIVT BONUSMATERIALE MED LOUISE MIERITZ:
Rapport fra andedammen

Såvel i Dannevang som i Hollywood graver filmkomedierne gerne de samme grøfter dybere – med shopping og tøsefnidder ('Nynne'), humorforladte karrierekvinder ('Simon & Malou') og bryllupshurlumhej ('Den store dag') – når pigerne tager kampen op mod drengerøvenes dominans.

Louise Mieritz modtog i 2005 anmelderroser for sin hovedrolle i 'Den store dag', en arketypisk romantisk bryllupskomedie efter amerikansk snit. Men publikum mødte ikke op til festen. De 51.179 billetter, som Morten Arnfreds film solgte, blegnede især i forhold til Tomas Villum Jensens 'Solkongen', der fik premiere en måned tidligere. Dén komedie trak 348.304 danskere af huse.

»'Solkongen' havde det fortrin, at den udsprang af et mandeperspektiv. Hvorimod en mand ikke ville synes, det var cool at møde på arbejde om mandagen og sige, han havde brugt weekenden på at se 'Den Store Dag',« erkender Louise Mieritz i bakspejlet.

Så sent som i februar 2011, da hun og Ditte Hansen forestod uddelingen af årets Bodil-filmpriser, måtte hun sande, at fordommene over for kvinder i komisk regi stadig lever i bedste velgående.
»Vi mødte flere, som ikke troede på, at vi selv havde skrevet vores materiale,« fortæller Mieritz, der så sig selv og sin kollega beskrevet i pressen som 'det østrogene makkerpar': »De ville jo ikke skrive det modsatte, hvis vi havde været mænd.«

Louise Mieritz i "Den store dag" (Foto: Jens Juncker-Jensen)

Sagt om kvinder og komik

»Ingen mand bryder sig om at få sin historie fulgt op af en bedre og friskere fra en kvindes læber.«
– Kate Sanborn i bogen 'The Wit of Women', skrevet i 1885(!)

»På sin vis ønsker mænd ikke, at kvinder er morsomme. De ser dem helst som publikum, ikke som rivaler. Og der findes et enormt, bristefærdigt reservoir af mandlige bekymringer, som kvinder ville have for nemt ved at udnytte.«
– Christopher Hitchens, forfatter, i magasinet Vanity Fair

»Mænd føler sig truet af morsomme kvinder. De spørger mig, 'Har du også tænkt dig at lave sjov i sengen?'«
– Joan Rivers, amerikansk stand-up-komiker

»Hver gang en dårlig kvindelig stand-up-komiker går på scenen, sidder der en eller anden idiotisk blogger, som kan udlede deraf, at kvinder ikke er sjove.«
– Tina Fey, skuespiller og forfatter, i sin bog 'Bossypants'

»Vores kulturelle værdier er mandlige. Når en kvinde siger, at en mand er sjov, svarer det til, at en mand siger, en kvinde er smuk.«
– Fran Lebowitz, forfatterinde, i Vanity Fair

»Der var engang, i 1930'erne og 40'erne, hvor koner (og eks'er) var morsomme, f.eks. i romantiske lystspil som 'Sensationen' og 'Den frygtelige sandhed', hvor mænd og kvinder forhandlede kønnenes nye lighed på plads omgivet af ordspil og falden på halen. Blev kvinder mindre morsomme af at opnå større lighed? Eller får nutidens mandlige komedieforfattere det bare til at se sådan ud?«
– Manohla Dargis, filmkritiker i The New York Times (om forårets drengerøvskomedie 'Alt tilladt')

»Det er okay for mænd at opføre sig naragtigt. Når kvinder forsøger sig, regnes de for aggressive og påståelige.«
– Madeline Kahn, skuespiller, 1975

"Paul": Hvad ville du sige til en alien?

EKSKLUSIVE INTERVIEWS MED HOLDET BAG "PAUL": Simon Pegg, Nick Frost, Sigourney Weaver, Jason Bateman, Joe LoTruglio og Greg Mottola

I dag har science fiction-komedien "Paul" dansk biografpremiere. Simon Pegg og Nick Frost ("Shaun of the Dead") står bag manuskriptet, og de herrer spiller selv to britiske ufo-nørder, der samler en vaskeægte rum-alien op på deres road trip gennem USA.

Paul (overbevisende gestaltet som CGI-figur med stemme af Seth Rogen) viser sig heldigvis at være en godmodig slacker med hang til pot og dåsebajere.



I Morgenavisen Jyllands-Posten sidste søndag (5. juni) skrev jeg om tidens tendens til improviserede komedier. Danske Rasmus Heide ("Alle for én") og Jonas Elmer ("Nynne") giver deres besyv med i artiklen, ligesom instruktøren af "Paul", Greg Mottola, fortæller om sine erfaringer med Judd Apatows impro-baserede stil, som han prøvede på "Superbad".

Læs hele artiklen om improviserede filmkomedier:
> Skæve hjerner scorer kassen

Til pressedagen på "Paul" i London mødte jeg også selveste Sigourney Weaver, sci-fi-nørdernes dronning. Den elegante Weaver fortalte bl.a. om rollen som Ellen Ripley i "Alien" og at gå undercover på fanmessen Comic-Con. Dét interview kan læses i Børsen fredag 10. juni.

Men lige nu og her kan du læse, hvad holdet bag "Paul" ellers delte i London af fjollede og filosofiske tanker om rumvæsener, kosmos og danske besværgelser. Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama i Danmark!

I interviewet medvirker:
Simon Pegg, spiller Graeme Willy i "Paul", har skrevet manus sammen med Nick Frost
Nick Frost, spiller Clive Gollings i "Paul", har skrevet manus sammen med Simon Pegg
Jason Bateman, spiller agent Zoil i "Paul"
Sigourney Weaver, spiller The Big Guy i "Paul"
Kristen Wiig, spiller Ruth i "Paul"
Joe LoTruglio, spiller O'Reilly og agerede Pauls stand-in på optagelserne
Greg Mottola, har instrueret "Paul"

Hvad er dit yndlings-filmrumvæsen?

Jason Bateman: Pyh, må jeg svare sidst? Paul er mit yndlingsrumvæsen! Må jeg ikke svare Paul? (tænker sig om) The Stay Puft Marshmallow Man [fra "Ghostbusters"]. Han er et spøgelse, et monster – tæller det ikke? Det er altså mit svar, for pokker.
Joe LoTruglio: Jeg er purist, så jeg vælger Alien. Den originale.
Greg Mottola: Jeg må nok sige Yoda.
Kristen Wiig: Det ville jeg have sagt! Er Chewbacca et rumvæsen? (de andre ryster på hovedet) Det her går rigtig godt.
Simon Pegg: I "Starship Troopers", i den scene hvor de angriber basen, er der en fyr fem rækker bagude til venstre. Han giver den bare lidt mere end de andre. Han har noget kørende. Ikke at jeg har set ham i noget andet sidenhen, underligt nok.
Sigourney Weaver: Jeg har altid godt kunnet lide "the pod people" [fra "Stjålne kroppe"]. Den udgave af én selv, som er fuldstændig humorforladt, uden at ens ægtefælle opdager forskellen.
Nick Frost: Min ægtefælle ville opdage det.
Weaver: Det er tegn på et godt ægteskab.
Frost: Eller et dårligt! Jeg vil svare E.T., ham er der ingen andre, der har nævnt. Eller de skønne vandvæsener fra "The Abyss", de virker flinke.

Tror du på rumvæsener?

Simon Pegg: Jeg tror fuldt og fast på rumvæsener. Når man tænker på antallet af planeter, solsystemer og galakser, er chancen for, at der findes liv derude, større end det modsatte. Så spørgsmålet er ikke så meget, om de findes, som hvor de findes. Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at de ville komme og besøge os. Vi ville nok vide det, hvis de havde været forbi. De ville næppe komme til Jorden uden at fortælle os det. Det ville være sært.
Nick Frost: Det er ret storsnudet at forestille sig, vi skulle være de eneste. Det er typisk mennesket at tænke sådan.
Simon Pegg: Måske besøger de os ikke, fordi de heller ikke tror, der findes liv andre steder. En anden teori går på, at deres evolution er sket sideløbende med vores, så vi alle sidder på vores planeter og tænker, "hvorfor er der ikke nogen derude", men ingen af os har midlerne til at tage af sted.

Hvis du mødte rumvæsener, hvad ville du så sige til eller gøre ved dem?

Simon Pegg: Gøre ved dem!?
Sigourney Weaver: Efter vi rektalundersøger dem?
Nick Frost: Selvfølgelig er der liv derude, men hvem siger, det ser ud som os? Det kunne være en slags kim eller bakteriekultur, og i så fald ville jeg ikke sige noget til dem, for de ville ikke kunne forstå mig. Men måske "Halløj! Er du ok? Har du spist?" Og så kunne vi sætte os og få et dejligt måltid. Jeg ville kokkerere. Hvis ikke han åd mig i stedet.

Hvorfor ønsker folk at tro på rumvæsener?

Sigourney Weaver: Jeg tror, vi nærer et ønske om at nå hinsides de verdslige brud og skænderier for at se det store billede. Det, mener jeg, er en af grundene til, at science fiction er populært. Desuden har jeg altid ment, at hvis man virkelig vil løse verdens problemer, skal man iscenesætte en invasion. Så spiller det ingen rolle, om du er muslim, kristen eller noget helt tredje. Alle med ét hoved, to arme, to ben og ingen hale skulle nok komme fint overens.
Jason Bateman: Teknologien lader os vide, hvor små vi er, og hvor stort universet er. Alene matematikken i dét forhold indikerer, at der må være noget andet derude, for vi er bare ét korn på en strand fuld af sand.
Weaver: Jeg kendte engang en berømt astronom på Harvard, som virkelig mente, at chancen for, at betingelserne for skabelsen af liv var til stede derude, var så lille, at han reelt udelukkede det. Den udmelding syntes jeg var ret nedslående, og jeg omgås ham faktisk ikke længere, he! Men jeg er glad for, at vi finder stadig flere steder, der ligner Jorden, efterhånden som teleskoperne bliver bedre. Jeg tror bare, det er et spørgsmål om tid, før vi får besøg eller en vision, og jeg håber, det sker i min levetid.
Bateman: Eller også skal vi bare begynde at lede på en anden måde. Måske ligner det slet ikke os, men en pind. Og de her pinde tænker og kommunikerer i et leje, som vi ikke kan opfange. Måske opdager vi en dag, at de har været her hele tiden, og at vi bare ikke vidste, hvor vi skulle kigge efter dem.

BONUSSPØRGSMÅL:

Hvad sker der for de bizarre bandeord, Kristen Wiigs karakter fyrer af i "Paul"?

Simon Pegg: Hendes karakter, Ruth, er kristen fundamentalist og har intet begreb om, hvordan man bander. Så hun sætter bare urelaterede ord sammen og lærer det undervejs.
Kristen Wiig: Vi havde mange seriøse diskussioner om alternative eder.
Nick Frost: Hvordan var det nu ... "Baby with a hard-on" [spædbarn med stådreng]?
Simon Pegg: Nej, "baby boner" [babykæp].
Jason Bateman: Det hedder mit produktionsselskab!
Simon Pegg: En af mine favoritter fandt du på, Kristen: "tit boogers" [patbussemænd]. En anden god én er "get away from me, you stupid vagina"!
Nick Frost: I Storbritannien har vi en stolt tradition for bandeord, så hvorfor ikke benytte sig af det i filmen. Jeg spurgte engang en af mine danske venner, hvad er den værst tænkelige fornærmelse, man kan sige på dansk? Han tænkte længe over det, og så meldte han tilbage med svaret: "Det værste danske udtryk er "din langhårede kommunistbøsse"." Det var det mest sårende, han kunne komme i tanke om, og det er jo ingenting!

BONUSKLIP FRA OPTAGELSERNE:

Bill Murray: Ironikeren der blev voksen

De færreste filmskuespillere kan som Bill Murray få ingenting til at se ud af meget. Den 60-årige komiker er biografaktuel som bedemand i den fine indiefilm "Get Low" (premiere i dag).

Senere på weekenden kan Murray opleves på tv-skærmen i "The Royal Tenenbaums" som læge med læderlapper (3+, fredag nat) samt i yngre, gakket soldateraftapning, når TV 2 Film viser "Røven af 4. division" lørdag.



PORTRÆT AF BILL MURRAY:
Ironikeren der blev voksen
Af Brian Iskov, baseret på artikel i AOK/Berlingske Tidende 1. december 2006

”Hvis man forventer noget af Bill, er man selv ude om det, for man får altid det modsatte af ham”, siger skuespilleren Judge Reinhold – og med Bill mener han kollegaen Bill Murray, som i en velvoksen alder skiftede titel fra ”regerende mester i ironi” til ”tragikomisk stenansigt”. Forskellen er ikke så stor, som den synes.

Den improvisationstrænede komiker har gjort oprør mod normerne, siden han legede sig igennem 1980’ernes farcer med forsoren charme og en påtaget troskyldighed så hujende falsk, at den reelt modsiger hans figurers passivitet.

Efterhånden som talentet modnedes, pillede Murray lagene af sin distancerende og selvbeskyttende humor. Da en ny generation af indie-instruktører fandt ind til hans seriøse side i 1990’erne, afdækkede rollerne en afgrundsdyb ensomhed bag ironikerens facade.

Rejsen fra ansvarsforflygtigende anarki til melankolsk resignation træder tydeligt frem, når man sammenligner Bill Murrays tidlige film med hans nyere. Også i den aktuelle "Get Low" er det slående at opleve, hvor god og sikker en skuespiller, den tidligere Saturday Night Live-stjerne har udviklet sig til.

Hans filmografi demonstrerer endvidere, hvordan Murray har skabt sig en niche som outsidernes talsmand i opposition til omgivelsernes begrænsninger. En filosofi, skuespilleren også vedkender sig som privatperson.

Den vrangvillige stjerne
Helt fra begyndelsen har de løse rammer været altafgørende for talentets udfoldelse. Bill Murrays særlige komik fungerer bedst, når den omgives af kaos, og selv på en kostbar produktion som ”Ghostbusters”, med sit tunge opbud af special effects, udgjorde drejebogen mest et springbræt for de spilopper, som scenestjæleren Murray ubesværet rystede ud af ærmet hver dag.

Den voldsomt populære scifi-komedie fra 1984 befæstede Bill Murrays superstjernestatus, som han – typisk egenrådigt – reagerede på ved at vende ryggen til showbiz i fire år. Han studerede fransk på Sorbonne, hyggede om sin nyfødte søn, fordybede sig i bøger og holdt sig generelt langt væk fra Hollywood. Retræten vidner om en principfast integritet hos skuespilleren, der fortsat værner om sin personlige frihed ved at leve en skyggefuld tilværelse, frigjort fra managere, oppassere og andre forstyrrende udenomsværker.

Branchens eneste kontakt til den vrangvillige stjerne går gennem en sjældent aflyttet telefonsvarer, hvor tilbud om nye roller ofte ligger ubesvaret i månedsvis. Sofia Coppola måtte således indtale mere end 100 beskeder, før Murray sagde ja til det skræddersyede – og senere Oscar-nominerede – hovedparti i hendes ”Lost in Translation” (2003).



Golfbanen er Murrays foretrukne refugium i hans selvvalgte pauser mellem filmopgaverne, måske fordi det fredfyldte spil tillader enegængeren at kombinere det bedste af to verdener. På greenen kan han både lægge afstand til filmbyens ståhej og få afløb for sine klovnerier foran turneringernes taknemmelige publikum.

Imens kan Hollywood blot trille tommelfingre, indtil stjernen beslutter sig for at arbejde igen, for ligesom den dvaske hankat Garfield, hvis film han lægger amerikansk stemme til, kan ingen tvinge Bill Murray til at gøre noget, som ikke passer ham. Heller ikke ulig Garfield er hans foretrukne syssel, næst efter golf, at foretage sig absolut ingenting.

Ikke til at skyde igennem
Også på lærredet gør Bill Murray en dyd ud af at træde et skridt tilbage fra begivenhederne snarere end at deltage aktivt. Ingen kan som ham holde omgivelserne ud i arms længde og betragte dem med fornøjeligt underspillet mistro, og især i karrierens begyndelse er det ofte hans patenterede deadpan-reaktioner, der bærer filmene, når han punkterer systemernes rigide regelsæt med vittigt turnerede sarkasmer og et blik, der tilkendegiver, at han står højt hævet over omgivelsernes himmelråbende idioti.

Murray forholder sig endog meget frit til manus i f.eks. sommerlejr­komedien ”Med røven i vandskorpen” (omkring 1979 skulle alle sjove film hedde noget med ”røv” på dansk). Hans veludviklede evne til at associere frit for rullende kamera redder også den sløsede soldaterfarce ”Røven af 4. division” (dér var den igen!) fra at falde fra hinanden.



I begge tilfælde leverer han sit spydige – og mestendels improviserede – kommentarspor fra sidelinjen med et strejf af ugidelighed, som dygtigt camouflerer de dybe reservoirer af galskab, der ulmer under hans ludende ydre.

Den Unge Murray går enhver hurdle i møde med urokkelig ro, og selv om hans snuhed konstant undervurderes af modstanderne, der fejltolker hans nonchalante attitude som dovenskab, er der ingen tvivl om, hvem der i praksis er ovenpå. Heller ikke over for kvinder er hans selvtillid til at skyde igennem, trods den åbenlyse mangel på konventionel sexappeal i Murrays hvalpede Søren Brun-ansigt: Humor er nu engang et af verdens bedste elskovsmidler!

Karrierens anden ungdom
Allerede i 1984 begyndte frygten for at blive sat i bås at melde sig hos Bill Murray. Som betingelse for sin medvirken i ”Ghostbusters” stillede han derfor, at han fik hovedrollen i en ny filmversion af Somerset Maughams ”Knivens æg”.

Men måske var Murray endnu ikke opgaven voksen, og måske var verden ikke parat til at acceptere den kronisk uoprigtige komiker som krigsveteran på spirituel odyssé i Nepal. Den dundrende fiasko slog et smertende hul i Murrays ambition om at blive anerkendt som dramatisk skuespiller, og der skulle gå næsten ti år, før han atter dyppede tæerne i den dybe ende med ”Pigen i midten” (1993), hvor både Robert De Niro og Murray spillede pirrende imod deres vante image.

Den halvseriøse gangsterrolle betød startskuddet til Den Modne Murrays æra. Hvor Den Unge Murray syntes ude af stand til at tage sig selv alvorligt, bliver filurens ironiske distance nu tonet ned til et stadig mere subtilt leje. Mest bevægende i genistregen ”Rushmore” og den ømme nyklassiker ”Lost in Translation”, hvor verdens kvaler trænger igennem Murrays teflon-belægning og blotlægger den understrøm af sårbarhed, som førhen blev holdt i skak af sarkasmen.



I Jim Jarmuschs bittersøde ”Broken Flowers” fra 2005 fuldtones Bill Murrays minimalisme i en sådan grad, at gummiansigtet er hærdet til en urokkelig maske. Teknikken er dog stadig deadpan, blot sat i en anden kontekst, og dermed er cirklen sluttet.

Bill Murray har nået sit mål: at blive respekteret på sine egne præmisser som seriøs filmstjerne. At han samtidig fandt sin karrieres anden ungdom uden at forfalde til den flødebollesentimentalitet, som efterhånden har drejet hans jævnaldrende 70’er-desperadoer, Steve Martin og Robin Williams, adskillige knapper, kan man kun bifalde.

"Get Low" (2009) har dansk biografpremiere i dag, torsdag 31. marts.
"The Royal Tenenbaums" (2001) vises på 3+ fredag 1. april kl. 01.55 (natten til lørdag).
"Røven af 4. division" (Stripes, 1981) vises på TV 2 Film lørdag 2. april kl. 13.40.
OPDATERING: "Røven fuld af penge" (Caddyshack, 1980) vises på TV3 tirsdag 12. april kl. 03.25 (natten til onsdag).

> Læs også GQ's fremragende interview med Bill Murray fra 2010

---

BLÅ BOG: BILL MURRAY

• William James Murray er født 21. september 1950 i Wilmette, Illinois, USA som den midterste i en børneflok på ni. Er selv far til seks sønner.
• Fik sit komiske gennembrud i sketch-programmet ”Saturday Night Live” (1975-), der også har udklækket talenter som Eddie Murphy, Will Farrell og John Belushi.
• Største filmhit målt i indtjening er ”Ghostbusters” (1984).
• Blev Oscar-nomineret i 2004 for ”Lost in Translation”, men vandt ikke.

HEY, ER DET IKKE HAM FRA ”GHOSTBUSTERS”?

Efter rygter om samarbejdsvanskeligheder på ”Charlie’s Angels” (2000) tegnede der sig i branchen et billede af skuespilleren Bill Murray som en vanskelig kværulant, men man hører lige så ofte den lunefulde enspænder omtalt som et venligt og generøst menneske, der nyder at skabe spontan glæde omkring sig, når impulsen opstår.
Under arbejdet med ”Ghostbusters” tømte han en hæveautomat for flere tusind dollar i små sedler, som han delte ud til de hjemløse i New Yorks gader, og for nogle år siden fik en gruppe norske udvekslingsstuderende deres livs overraskelse, da stjernen under en golfturnering i Skotland stak hovedet inden for til de unge menneskers fest – og endte med at tage opvasken.



ANMELDELSE:
The Royal Tenenbaums – en familie af sorte får
(Wes Anderson, 2001)
Brian Iskov i TJECK Magazine, april 2002 
Gener og genier hører sammen hos familien Tenenbaum. Desværre vokser husets tre vidunderbørn – en finanshaj, en forfatter og en tennisstjerne – op til at blive seriøst forkvaklede knude-mennesker. Og hvis skyld er det? Alle peger på faderen Royal (Gene Hackman), en taktløs snøbel, som nu prøver at møve sig ind i familien igen efter mange års fravær.

Det ironiske tonefald kunne nemt have været en tand for selvbevidst smart, men instruktøren Wes Anderson holder klart af sine snurrige særlinge. Med lidt stille vemod som ekstra krydderi bliver ”The Royal Tenenbaums” en lille triumf af skæv humor, spøjse detaljer og - ikke mindst - smagløs tøjsmag.

Måske rummer den ikke helt så meget hjerte som ”Rushmore”, Andersons forrige filmperle. Til gengæld er familien Tenenbaum genialt rollebesat, med uforlignelige Hackman som farmand for Gwyneth Paltrow, Ben Stiller og Luke Wilson. En sand original, med alt hvad det indebærer af charmerende knaster.