Viser opslag med etiketten Spider-Man. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Spider-Man. Vis alle opslag

lørdag den 11. juni 2016

"The Amazing Spider-Man" (2012): Brie møder Andrew Garfield og holdet bag filmen

Bries Blog-O-Rama ser tilbage på Sonys 2012-genstart af "Spider-Man"-franchisen, hvor Andrew Garfield overtog rollen som Edderkoppen fra Tobey Maguire.

Siden sin debut som tegneseriefigur i 1962 har Marvel-superhelten Spider-Man, alias Edderkoppen, løbende udviklet sig i takt med tiden.

Om et år genstarter Sony filmserien endnu en gang med "Spider-Man: Homecoming", der får biografpremiere 6. juli 2017. Tom Holland ("The Impossible") spiller den hidtil yngste Spider-Man i filmen, der instrueres af Jon Watts ("Cop Car").

> Læs også "Spider-Man 50 år: Edderkoppen i tv-serier"

Tom Hollands debut som Spider-Man i "Captain America: Civil War" (2016) | foto fra filmen

TV3 viser denne weekend Sonys forrige reboot af franchisen, "The Amazing Spider-Man" fra 2012. Med Andrew Garfield i titelrollen genopfandt filmen Peter Parker, nørden bag masken, som en temperamentsfuld, moderne teenager - dog spillet af en 28-årig.

Kort før premieren var jeg i Berlin for at interviewe filmens hovedproducer Avi Arad, hans medproducer Matt Tolmach, instruktøren Marc Webb og hovedrolleindehaveren Andrew Garfield.

Artiklen blev trykt i Politiken 3. juli 2012 under rubrikken "Spider-Man kravler ind i nutiden". Her på Bries Blog-O-Rama kan du nu læse en meget længere udgave af teksten, der indeholder ikke tidligere publicerede citater.

"The Amazing Spider-Man" (2012) vises på TV3 i aften, lørdag 11. juni kl. 22.25, og igen i morgen, søndag 12. juni kl. 23.20.



ARTIKEL OM "THE AMAZING SPIDER-MAN":
50 år i Edderkoppens spind
Brian Iskov, juli 2012; revideret juni 2016

Peter Parker er på spanden. Igen.

Aftenen forinden debuterede hans kæreste, Mary Jane, på Broadway. Men Peter nåede aldrig frem til premieren, fordi en akut trussel i New Yorks gader krævede en snarrådig indgriben af byens lokale superhelt, Spider-Man – Peter Parkers alter ego.

Hvor gerne han end ville, tør Peter ikke røbe sit farlige dobbeltliv for sin elskede. Og da han næste dag ringer til 'M.J.' fra universitetet, bliver han afbrudt midt i sin søforklaring. Peter løber nemlig tør for småpenge, som han kan fodre mønttelefonen med.

Denne lille scene fra filmen 'Spider-Man 2' (2004) illustrerer så vel som nogen anden, hvorfor superhelteforlaget Marvel og filmselskabet Sony i 2012 valgte at nulstille filmserien om Spider-Man kun ti år efter dens start. Offentlige mønttelefoner er sooooo last century.

»Som biografgænger vil jeg gerne blive ved med at se nye Spider-Man-film. Men de skal føles relevante i forhold til den verden, der omgiver mig, og samfundet af i dag ser meget anderledes ud, end da vi startede den oprindelige Spider-Man-trilogi for ti år siden,« sagde Matt Tolmach i 2012. Han var producer på det års "The Amazing Spider-Man", hvor superhelten – blandt venner 'Spidey' – ikke blot fik mobil, men også attitude.



tirsdag den 3. juli 2012

Spider-Man 50 år: Edderkoppen i tv-serier (1974-79)

I anledning af biografpremieren på Marc Webbs "The Amazing Spider-Man" kigger Bries Blog-O-Rama nærmere på de tidlige realfilmversioner af Edderkoppen. Der er flere, end man umiddelbart skulle tro!


THE ELECTRIC COMPANY (PBS 1974-77)
Spider-Man: Danny Seagren

Hey mand, hvem er den funky afrodude, der kommer vuggende ned ad fortovet? Jamen, det er da en ung og slank Morgan Freeman! Og hvem sniger sig omkring i kulissen – det skulle vel aldrig være Spider-Man i sin allerførste live action-optræden?



Jep, Spider-Man optrådte i kød og blod, flere årtier før Tobey Maguire og Andrew Garfield trak i den røde og blå trikot. Fra 1974 til '77 medvirkede Marvels netsvingende superhelt i det groovy børneprogram "The Electric Company" på PBS, der ansporede afro- og latinamerikanske børn til at læse.

Spidey selv dukkede op som pantomimefigur i en række korte indslag, hvor han udelukkende udtrykte sig i talebobler. Spider-Man-figuren var desuden renset for alt, der lignede personlighed og kontekst, ligesom de skurke, han mødte, var bizarre, men temmelig harmløse (f.eks. en yeti med hjemve og musemanden, der stjal andres oste). Danseren og dukkeføreren Danny Seagren var manden i Spider-Mans dragt.

> Se den korte sketch "Spidey: A Night at the Movies" med Morgan Freeman som Dracula

Spider-Mans første optræden i "The Electric Company", "Spidey meets the Spoiler" fra 1974, er et ganske typisk eksempel på programmets Spidey-indslag, der sjældent lod Adam Wests "Batman"-serie noget tilbage i campfaktor. Morgan Freeman, der var fast medvirkende i serien, leverer fortællerstemmen til denne Spidey-historie og formår på imponerende vis at betone hvert eneste bogstav i ordet "cruel":



THE AMAZING SPIDER-MAN (CBS 1977-79)
Spider-Man/Peter Parker: Nicholas Hammond

I 1977 forsøgte CBS sig med en egentlig filmatisering af Spider-Mans eventyr. Den 28-årige teaterskuespiller Nicholas Hammond fik dobbeltrollen som Spidey og Peter Parker, der i denne version er 25-årig collegestuderende. Han bor dog stadig hos sin tante May og arbejder for J. Jonah Jameson på avisen Daily Bugle. Ellers har tv-serien ikke meget til fælles med Marvels tegneserie.

Onkel Ben er skrevet ud af historien, hvilket fuldstændig udvander Parkers motivation for overhovedet at blive superhelt. Gwen Stacy, Mary Jane Watson og Harry Osborn glimrer også ved deres fravær i CBS' "The Amazing Spider-Man". I tv-seriens grå univers mødte Spidey heller ingen superskurke, for det rakte budgetterne ikke til.

I det hele taget ligner CBS' "The Amazing Spider-Man" til forveksling en hvilken som helst anden middelmådig, familievenlig tv-krimi fra sin samtid - med den ene undtagelse, at Peter Parker en gang imellem tager et fastelavnskostume på og kravler lidt rundt på en facade (læs: en stuntmand hejses op i en wire, mens han spræller med arme og ben).

Nicholas Hammond - den første Spider-Man på de danske biograflærreder!

Hvor kedsommelig og billig CBS' "The Amazing Spider-Man" end virker i dag, var efterspørgslen på superheltefilm tilstrækkelig stor i kølvandet på Richard Donners "Superman" (1978), at pilotafsnittet af "The Amazing Spider-Man" opnåede biografdistribution i flere europæiske lande. Således også i Danmark, hvor "Spider-Man" fik biografpremiere som "spillefilm" den 12. oktober 1979 under titlen "Edderkoppen". At den formåede at sælge 23.728 billetter i de danske biografer, er vist det mest forbløffende ved dén sag.



Senere blev to gange to dobbeltafsnit af serien "The Amazing Spider-Man" klippet sammen til spillefilmslængde og falbudt til europæiske biografgængere som "Spider-Man Strikes Back" og "Spider-Man: The Dragon's Challenge". Disse nåede dog ikke til Danmark. Tv-serien, der lukkede ned i 1979 efter kun 13 episoder, er så vidt vides heller aldrig blevet vist herhjemme.

> Se trailer til "Spider-Man Strikes Back" (1979)
> Se hele tv-filmen "Spider-Man Strikes Back" (1979)

SPIDER-MAN / SUPAIDAMAN (Toei Company 1978-79)
Spider-Man/Takuya Yamashiro: Shinji Todō

Så er der straks mere fest over den bindegale og fuldstændig hæmningsløse nyfortolkning af "Spider-Man", som det japanske superhelteselskab TOEI producerede samtidig med CBS' "The Amazing Spider-Man" i 1978-79.

Peter Parker er ikke blot omdøbt til Takuya Yamashiro i denne sci-fi-mecha-version: I stedet for pressefotograf er han en ombejlet motorcykelkører, som får Spider-kræfter, da Garia – den sidste overlevende fra planeten Spider – beder ham om at stoppe Professor Monster og hans Jernkorshær, der vil invadere Jorden fra det ydre rum.

Som om dette ikke lå langt nok fra Marvels tegneserieforlæg, kan den japanske Spider-Man transformere sig til kæmperobotten Leopardon (kampråb: "Change Leopardon!"), når han battler Professor Monsters monstre, som kan vokse fra lommestørrelse til 60 meters højde på få sekunder. Jernkorshæren ledes i øvrigt af en sexet ninja-rum-chick. Behøver jeg sige mere?




Kitschværdien er tårnhøj i TOEI's "Spider-Man", der trykker speederen i bund med en afsindig klipperytme, galopperende diskotrommer på lydsporet og et svimlende overforbrug af 70'er-zoom. Der sker mere i én episode af TOEI's "Spider-Man" end i hele den samtidige amerikanske serie, og det tjener Marvel til ære, at de har gjort alle 41 afsnit af dette herlige japanske 70'er-kuriosum frit tilgængelige på Marvel.com.

> Se alle afsnit af den japanske "Spider-Man"-serie på Marvel.com

Japansk Edderkop på syre!

fredag den 16. april 2010

Kick-Ass Tema: Real Life Superheroes!

I går kom den endelig: "KICK-ASS"!


Derfor kan du i dag i Børsens kultursektion læse om tegneserieforfatteren Mark Millar, som har leveret forlægget til den aktuelle filmatisering, og som selv flirtede med tanken om at springe ud som superhelt, da han var nørdet teenager i 80'ernes Skotland.

> SUPERHELTE SOM DU OG JEG (NB: kræver Børsen-abonnement)
Brian Iskov i Børsen, 16.04.2010

Og fordi jeg allerede nu godt tør vædde på, at "Kick-Ass" bliver den mest forrygende film, jeg kommer til at se i 2010, har jeg benyttet anledningen til at samle de fire artikler, jeg indtil videre har skrevet om fænomenet Real Life Superheroes.

For som bekendt har historien om Dave Lizewski, alias Kick-Ass, flere fortilfælde i den virkelige verden, hvor adskillige wannabe-superhelte render omkring i trikot på åben gade og spejder efter medborgere i nød.

No Wonder Woman, 2007. Photography by Tonje Eliasson

I september 2008 portrætterede jeg vores dengang eneste danske Real Life Superhero, den søde No Wonder Woman, i Ud & Se. Fotografen Ulrik Jantzen og jeg fulgte den farvestrålende fritidsheltinde på en af hendes missioner, og jeg tror aldrig nogensinde, jeg har fået så meget respons fra læserne som på netop dén reportage.

Nu hjalp det selvfølgelig også, at jeg tilsyneladende var den første journalist i Danmark, der fik øje på emnet og skrev om det. Samt at Ulrik Jantzen fangede en serie skønne portrætter af den cyklende mirakelkvinde i kostume på Langebro.

> NO WONDER WOMAN VS. STØVMIDEN
Brian Iskov i Ud & Se nr. 9, september 2008

No Wonder Woman har siden valgt at trække sig tilbage fra superheltenes rækker, men forinden nåede hun dog at arrangere en bingoturnering og indspille en velgørenhedsplade:

> SUPERHELTINDE UDDELER OVERSKUD
Brian Iskov i AOK, 20. november 2008

I december samme år fulgte jeg op med en artikel i Berlingske Magasin, hvor jeg anlagde en sociologisk vinkel på fænomenet. Flere udenlandske Real Life Superheroes bidrog med eksklusive citater til teksten, ligesom Emilia van Hauen og Marvel-Morten Søndergård kommenterede tidens behov for helteskikkelser:

> VÆR DIN EGEN SUPERHELT
Brian Iskov i Berlingske Magasin, 13.12.2008

Bonusmaterialet til Berlingskes artikel er desværre ikke kommet med i netversionen, så det får du her i stedet for!



HER KOMMER OBAMA-MAN!
Brian Iskov i Berlingske Tidende, 13.12.2008

»Barack Obama er på mange måder det tætteste, vi nogensinde er kommet på en superhelt: En, som har inspireret millioner af mennesker på én gang til at vige uden om frygten, tilsidesætte kynismen og forestille os, hvad vi kunne blive til, hvis vi nåede toppen af vort potentiale«.

Ovenstående lyder som udkastet til en tårevædet hyldesttale for den kommende præsident af De Forenede Stater. Men ordstrømmen er faktisk reklametekst for et nyt stykke legetøj fra firmaet Jailbreak Toys. Må vi præsentere »Barack Obama Superhero Action Figure«: En 15 cm høj pvc-dukke med otte bøjelige led, skabt i den nyvalgte landsfaders billede.

Allerede inden sin tiltrædelse fejres Barack Obama som en sekulær frelserskikkelse »med ekstraordinære kræfter og eksemplarisk idealisme« (citeret fra salgsmaterialet for en Obama-nikkedukke!). I kunstnermiljøer var man hurtige til at afbilde den næste præsident som en visionær redningsmand med blikket vendt mod horisonten.

T-shirts og plakater svøber politikeren fra Illinois i Supermans potente symbolsprog, mens Obama-fans lægger musik fra superheltefilm ind over hans taler på YouTube. Marvel-forlaget har sågar ladet Obama gæsteoptræde som præsidentkandidat i et alternativt »Spider-Man«-univers (hvor han dog blev slået på målstregen af tv-satirikeren Stephen Colbert). Men hvad siger hovedpersonen selv?

Et slående pressefoto fra Barack Obamas senatorperiode viser ham i heltepositur foran en Superman-statue i Metropolis, Illinois. Og at den kommende præsident – en erklæret tegneseriefan – besidder selvironi, viste han under en velgørenhedsmiddag i New York den 16. oktober i år, hvor han lod denne bombe falde:
»I modsætning til de rygter, I har hørt, blev jeg ikke født i en krybbe. Jeg blev faktisk født på Krypton og sendt hertil af min far, Jor-El, for at redde planeten Jorden.«

En sådan afsløring, om end fremsagt i spøg, er vand på de selvudnævnte Real-Life Superheroes’ mølle. »Vi er mange, der forgæves har søgt efter en sand og ubesmittet helt. Det er på tide, at vi får vendt udviklingen,« udtaler ’Geist’ fra Minnesota.
Og ’Entomo’ fra Italien siger til Berlingske Tidende: »I mine øjne er Obama en stor Real-Life Superhero – bare uden maske«.

VIRKELIGHEDENS SUPERHELTE (udvalg)
Brian Iskov i Berlingske Tidende, 13.12.2008

GEIST (Minneapolis, Minnesota, USA)
I maj sidste år [2007] solgte ’Geist’ sin seriehæftesamling for selv at yde en indsats som maskeret samfundstjener. Han har bl.a. doneret mad til dyreinternater og ryddet op efter oversvømmelserne i Minnesota i sommeren 2007. »Jeg vil opsøge de, som bliver overset af samfundet, og tilbyde min hjælp. Jeg kæmper for de glemte«, proklamerer han.

NO WONDER WOMAN (København, Danmark)
Skandinaviens første Real-Life Superhero tilbyder at hjælpe alle, som mangler energi til dagligdagens sure pligter. Men selv om ’No Wonder Woman’ på sin MySpace-profil nævner »overskud« som sin superkraft, afspejler gejsten sig ikke altid i heltindens private alter ego: »Jeg er ret meget et rodehoved i virkeligheden,« erkender hun. No Wonder Womans egen velgørenhedsvideo kan besigtiges på http://www.youtube.com/watch?v=636EQCsm-T4

SUPERHERO (Clearwater, Florida, USA)
Som fribryder optrådte Dale Pople allerede i superhelteantræk, før han begyndte at patruljere i sin hjemby. Bag rattet i sin knaldrøde Chevrolet Sting Ray spejder han efter medtrafikanter og andet godtfolk, der ser ud til at kunne bruge assistance. »Mit superheltearbejde består af 80 % kedsomhed, 15 % godgørenhed og 5 % rædsel,« anslår ’Superhero’, som er tidligere marinesoldat og vægtløfter.

© Real Life Superheroes


ENTOMO THE INSECT MAN (Napoli, Italien)
’Entomo’ deltog i kampen mod sommerens affaldskrise i Italien og hævder at besidde paranormale evner, som forbinder ham med insektverdenen og gør ham til en slags postmoderne åndemaner. Fetichen for bevingede væsener går igen i hans motto, der lyder: »Hør min summen, frygt mit bid. Jeg indsprøjter retfærdighed!«

CAPTAIN OZONE (Buffalo City, New York, USA)
Naturens egen forkæmper, Captain Ozone, ser det som sit kald at bekrige forurening, frelse truede dyrearter og fremme vedvarende energiformer. Den maskerede miljøaktivist påstår at være rejst tilbage i tiden fra 2039 for at redde os alle fra den visse undergang. Merchandise-varerne i hans internetbutik lader dog ikke til at være økologisk producerede ...

> Mere Kick-Ass-tema: Real-Life Superheroes på film!