Bries Blog-O-Rama ser tilbage på Sonys 2012-genstart af "Spider-Man"-franchisen, hvor Andrew Garfield overtog rollen som Edderkoppen fra Tobey Maguire.
Siden sin debut som tegneseriefigur i 1962 har Marvel-superhelten Spider-Man, alias Edderkoppen, løbende udviklet sig i takt med tiden.
Om et år genstarter Sony filmserien endnu en gang med "Spider-Man: Homecoming", der får biografpremiere 6. juli 2017. Tom Holland ("The Impossible") spiller den hidtil yngste Spider-Man i filmen, der instrueres af Jon Watts ("Cop Car").
Tom Hollands debut som Spider-Man i "Captain America: Civil War" (2016) | foto fra filmen
TV3 viser denne weekend Sonys forrige reboot af franchisen, "The Amazing Spider-Man" fra 2012. Med Andrew Garfield i titelrollen genopfandt filmen Peter Parker, nørden bag masken, som en temperamentsfuld, moderne teenager - dog spillet af en 28-årig.
Kort før premieren var jeg i Berlin for at interviewe filmens hovedproducer Avi Arad, hans medproducer Matt Tolmach, instruktøren Marc Webb og hovedrolleindehaveren Andrew Garfield.
Artiklen blev trykt i Politiken 3. juli 2012 under rubrikken "Spider-Man kravler ind i nutiden". Her på Bries Blog-O-Rama kan du nu læse en meget længere udgave af teksten, der indeholder ikke tidligere publicerede citater.
"The Amazing Spider-Man" (2012) vises på TV3 i aften, lørdag 11. juni kl. 22.25, og igen i morgen, søndag 12. juni kl. 23.20.
ARTIKEL OM "THE AMAZING SPIDER-MAN": 50 år i Edderkoppens spind Brian Iskov, juli 2012; revideret juni 2016
Peter Parker er på spanden. Igen.
Aftenen forinden debuterede hans kæreste, Mary Jane, på Broadway. Men Peter nåede aldrig frem til premieren, fordi en akut trussel i New Yorks gader krævede en snarrådig indgriben af byens lokale superhelt, Spider-Man – Peter Parkers alter ego.
Hvor gerne han end ville, tør Peter ikke røbe sit farlige dobbeltliv for sin elskede. Og da han næste dag ringer til 'M.J.' fra universitetet, bliver han afbrudt midt i sin søforklaring. Peter løber nemlig tør for småpenge, som han kan fodre mønttelefonen med.
Denne lille scene fra filmen 'Spider-Man 2' (2004) illustrerer så vel som nogen anden, hvorfor superhelteforlaget Marvel og filmselskabet Sony i 2012 valgte at nulstille filmserien om Spider-Man kun ti år efter dens start. Offentlige mønttelefoner er sooooo last century.
»Som biografgænger vil jeg gerne blive ved med at se nye Spider-Man-film. Men de skal føles relevante i forhold til den verden, der omgiver mig, og samfundet af i dag ser meget anderledes ud, end da vi startede den oprindelige Spider-Man-trilogi for ti år siden,« sagde Matt Tolmach i 2012. Han var producer på det års "The Amazing Spider-Man", hvor superhelten – blandt venner 'Spidey' – ikke blot fik mobil, men også attitude.
I anledning af biografpremieren på Marc Webbs "The Amazing Spider-Man" kigger Bries Blog-O-Rama nærmere på de tidlige realfilmversioner af Edderkoppen. Der er flere, end man umiddelbart skulle tro!
THE ELECTRIC COMPANY (PBS 1974-77) Spider-Man: Danny Seagren
Hey mand, hvem er den funky afrodude, der kommer vuggende ned ad fortovet? Jamen, det er da en ung og slank Morgan Freeman! Og hvem sniger sig omkring i kulissen – det skulle vel aldrig være Spider-Man i sin allerførste live action-optræden?
Jep, Spider-Man optrådte i kød og blod, flere årtier før Tobey Maguire og Andrew Garfield trak i den røde og blå trikot. Fra 1974 til '77 medvirkede Marvels netsvingende superhelt i det groovy børneprogram "The Electric Company" på PBS, der ansporede afro- og latinamerikanske børn til at læse.
Spidey selv dukkede op som pantomimefigur i en række korte indslag, hvor han udelukkende udtrykte sig i talebobler. Spider-Man-figuren var desuden renset for alt, der lignede personlighed og kontekst, ligesom de skurke, han mødte, var bizarre, men temmelig harmløse (f.eks. en yeti med hjemve og musemanden, der stjal andres oste). Danseren og dukkeføreren Danny Seagren var manden i Spider-Mans dragt.
Spider-Mans første optræden i "The Electric Company", "Spidey meets the Spoiler" fra 1974, er et ganske typisk eksempel på programmets Spidey-indslag, der sjældent lod Adam Wests "Batman"-serie noget tilbage i campfaktor. Morgan Freeman, der var fast medvirkende i serien, leverer fortællerstemmen til denne Spidey-historie og formår på imponerende vis at betone hvert eneste bogstav i ordet "cruel":
THE AMAZING SPIDER-MAN (CBS 1977-79) Spider-Man/Peter Parker: Nicholas Hammond
I 1977 forsøgte CBS sig med en egentlig filmatisering af Spider-Mans eventyr. Den 28-årige teaterskuespiller Nicholas Hammond fik dobbeltrollen som Spidey og Peter Parker, der i denne version er 25-årig collegestuderende. Han bor dog stadig hos sin tante May og arbejder for J. Jonah Jameson på avisen Daily Bugle. Ellers har tv-serien ikke meget til fælles med Marvels tegneserie.
Onkel Ben er skrevet ud af historien, hvilket fuldstændig udvander Parkers motivation for overhovedet at blive superhelt. Gwen Stacy, Mary Jane Watson og Harry Osborn glimrer også ved deres fravær i CBS' "The Amazing Spider-Man". I tv-seriens grå univers mødte Spidey heller ingen superskurke, for det rakte budgetterne ikke til.
I det hele taget ligner CBS' "The Amazing Spider-Man" til forveksling en hvilken som helst anden middelmådig, familievenlig tv-krimi fra sin samtid - med den ene undtagelse, at Peter Parker en gang imellem tager et fastelavnskostume på og kravler lidt rundt på en facade (læs: en stuntmand hejses op i en wire, mens han spræller med arme og ben).
Nicholas Hammond - den første Spider-Man på de danske biograflærreder!
Hvor kedsommelig og billig CBS' "The Amazing Spider-Man" end virker i dag, var efterspørgslen på superheltefilm tilstrækkelig stor i kølvandet på Richard Donners "Superman" (1978), at pilotafsnittet af "The Amazing Spider-Man" opnåede biografdistribution i flere europæiske lande. Således også i Danmark, hvor "Spider-Man" fik biografpremiere som "spillefilm" den 12. oktober 1979 under titlen "Edderkoppen". At den formåede at sælge 23.728 billetter i de danske biografer, er vist det mest forbløffende ved dén sag.
Senere blev to gange to dobbeltafsnit af serien "The Amazing Spider-Man" klippet sammen til spillefilmslængde og falbudt til europæiske biografgængere som "Spider-Man Strikes Back" og "Spider-Man: The Dragon's Challenge". Disse nåede dog ikke til Danmark. Tv-serien, der lukkede ned i 1979 efter kun 13 episoder, er så vidt vides heller aldrig blevet vist herhjemme.
SPIDER-MAN / SUPAIDAMAN (Toei Company 1978-79) Spider-Man/Takuya Yamashiro: Shinji Todō
Så er der straks mere fest over den bindegale og fuldstændig hæmningsløse nyfortolkning af "Spider-Man", som det japanske superhelteselskab TOEI producerede samtidig med CBS' "The Amazing Spider-Man" i 1978-79.
Peter Parker er ikke blot omdøbt til Takuya Yamashiro i denne sci-fi-mecha-version: I stedet for pressefotograf er han en ombejlet motorcykelkører, som får Spider-kræfter, da Garia – den sidste overlevende fra planeten Spider – beder ham om at stoppe Professor Monster og hans Jernkorshær, der vil invadere Jorden fra det ydre rum.
Som om dette ikke lå langt nok fra Marvels tegneserieforlæg, kan den japanske Spider-Man transformere sig til kæmperobotten Leopardon (kampråb: "Change Leopardon!"), når han battler Professor Monsters monstre, som kan vokse fra lommestørrelse til 60 meters højde på få sekunder. Jernkorshæren ledes i øvrigt af en sexet ninja-rum-chick. Behøver jeg sige mere?
Kitschværdien er tårnhøj i TOEI's "Spider-Man", der trykker speederen i bund med en afsindig klipperytme, galopperende diskotrommer på lydsporet og et svimlende overforbrug af 70'er-zoom. Der sker mere i én episode af TOEI's "Spider-Man" end i hele den samtidige amerikanske serie, og det tjener Marvel til ære, at de har gjort alle 41 afsnit af dette herlige japanske 70'er-kuriosum frit tilgængelige på Marvel.com.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
