Blu-ray-anmeldelse: "Twin Peaks - The Entire Mystery" (ekstramateriale)

Årets mest ventede blu-ray-udgivelse – hvis man spørger mig – er uden konkurrence det luksuriøse bokssæt "Twin Peaks: The Entire Mystery", som udkom i tirsdags, den 29. juli.

Jeg var så heldig at få fingre i et eksemplar allerede torsdagen inden, og at det har taget mig en hel uge at kigge alt ekstramaterialet igennem, siger noget om, hvor ødselt denne boks er udstyret (ikke at det foregående dvd-sæt "Ultimate Gold Box Edition" ellers haltede på dét punkt).

"Twin Peaks: The Entire Mystery" indeholder samtlige 30 afsnit af Mark Frost og David Lynchs banebrydende tv-serie (sendt over to sæsoner i 1990-91) samt Lynchs efterfølgende spillefilmsprequel "Twin Peaks: Fire Walk With Me" (Twin Peaks - Laura Palmers sidste dage, 1992). Filmnørdens Hjørne kommer til at grave dybt i såvel serien som filmen i en kommende podcast om David Lynch, så jeg vil i stedet fokusere på de nye elementer i boksens omfattende bonusmateriale.

Forhåndsinteressen har især sværmet om de hidtil usete, slettede scener fra "Fire Walk With Me", her samlet under titlen "The Missing Pieces". Det har længe været kendt, at David Lynch optog så meget materiale til prequel-filmen, at næsten halvdelen af scenerne – inklusive flere af de elskede figurer fra serien – endte på klipperummets gulv inden premieren.

En gruppe fans iværksatte for nogle år siden en underskriftindsamling for at få offentliggjort det glemte guld, men der skulle altså otte års juridisk benarbejde til, før rettighederne blev udredt. Nu har David Lynch personligt klippet det forjættede overskudsmateriale sammen til en halvanden times suite, der mere fungerer som en supplerende samling af vignetter end et reelt forløb (a la "More Things That Happened", der udkom på dvd som et appendix til Lynchs "INLAND EMPIRE").

> Læs mit interview med David Lynch om "Inland Empire"

For en Twin Peaks-fan som undertegnede er euforien stor over, at vi endelig får adgang til hele 91 "nye" minutter fra Twin Peaks-universet, endda fra David Lynchs egen hånd. "The Missing Pieces" genindsætter næsten alle væsentlige figurer fra serien (kun Audrey og Benjamin Horne glimrer fortsat ved deres fravær). Sherif Truman, Lucy, Andy og Hawk var ikke med i spillefilmen, men ses her tilbage på politistationen. Josie Packard og Pete Martell stempler ind på savværket, mens Ed og Nadine Hurley kigger forbi Double R-Diner. Bedst af alt får vi flere (omend stadig alt for få) ekstra minutter med Dale Cooper, som altid gestaltet af den uforlignelige Kyle MacLachlan.

Når dét er sagt, må man medgive, at mange af scenerne i "The Missing Pieces" blev udeladt fra "Fire Walk With Me" med god grund. Flere af dem tjener intet andet formål end at give de velkendte figurer en kort cameooptræden, så de kan krydses af på gæstelisten. Desuden er scenerne ofte påfaldende dårligt skrevet og føles (ligesom filmen) som en Twin Peaks-efterligning, der rammer forbi målet, selv om signaturen altså er Lynchs egen.

"Hysteria": Gode vibrationer – om vibratorens historie

DRK viser i aften Tanya Wexlers ganske fornøjelige komedie "Hysteria" fra 2011 som et led i en programrække om "forførelse og erotik". Filmen foregår i viktoriatidens England og skildrer med glimt i øjet, hvordan lægen Joseph Mortimer Granville (1833-1900) opfinder den elektromekaniske vibrator for at helbrede sine kulrede kvindelige patienter.

"Hysteria" er inspireret af virkelige begivenheder, hvilket ansporede mig til at skrive denne artikel om vibratorens spændende historie til Weekendavisen, da filmen havde dansk biografpremiere i december 2011. God læselyst!



ARTIKEL:
Gode vibrationer
Brian Iskov i Weekendavisen, december 2011

Millioner af frustrerede kvinder har gennem historisk tid fået stillet diagnosen »hysteri« af en uforstående mandlig lægestand. Sygeliggørelsen af hunkønnets drifter medførte dog også en mekanisk kur, der kom til at revolutionere forståelsen af kvindelig seksualitet: den elektriske vibrator.

Hvad var verdens første elektrificerede husholdningsredskab?

Svaret er symaskinen. Singer lancerede deres mekaniserede vidunder i 1889, hvorefter ventilatoren, tekedlen og brødristeren prompte fulgte trop.

Mere overraskende er det måske, at det næste patent i rækken af strømdrevne hjælpemidler hverken tilfaldt støvsugeren eller strygejernet. Det femte el-apparat til hjemmet blev vibratoren. Og ligesom andre populære opdagelser, såsom penicillin og gin og tonic, så den elektromekaniske vibrator dagens lys under andre rammer end de sidenhen kendte.

Den muntre britiske periodefilm "Hysteria" sporer vibratorens udspring tilbage til viktoriatidens britiske lægepraksis. Redskabet var oprindelig tænkt som en hjælpende hånd til de doktorer, der specialiserede sig i at behandle kvinders »bækkenblokering« med fingermassage. I langt de fleste tilfælde konkluderede lægevidenskaben, at de kulrede fruers ulyksalige tilstand skyldtes »hysteriske luner«.

Maggie Gyllenhaal og Hugh Dancy i "Hysteria" (2011) | pr-foto: Scanbox

Man skal helt tilbage til antikkens hippokratiske skrifter for at finde termen hysteri anvendt første gang som en paraplydiagnose, der belejligt favner alskens kvindagtige luner. Uanset om sygdommen manifesterede sig som glæde, vrede, mismod eller søvngængeri, dækkede symptomerne oftest over det simple, men tabubelagte faktum, at kvinderne følte sig negligeret i ægtesengen.

Selvtilfredsstillelse blandt kvinder fandt man naturligvis ikke tilrådelig, da man mente, denne praksis ville overflødiggøre herrernes indsats i intime anliggender. En så presserende sag måtte nødvendigvis lægges i lægekunstens kyndige (mande)hænder.

I sit pionerværk "The Technology of Orgasm" fra 1999 argumenterer forfatteren og forskeren Rachel P. Maines for, hvordan vestlige patriarkater gennem to årtusinde har værnet om den androcentriske magtbalance. Ved konsekvent at stemple hunkønnets seksualdrift som suspekt og »hysterisk«, i modsætning til »sund« mandlig potens og penetration, sikrede hankønnet sin fortsatte dominans i samfundet.

Ergo har hysteri i perioder været så almindelig udbredt som feber eller forkølelse, somme tider ligefrem af pandemisk omfang. Den anerkendte 1600-talslæge Thomas Sydenham vurderede, at hysteri tegnede sig for en sjettedel af alle sygdomstegn: »Der findes næppe den kvinde, som kan sige sig ganske fri for hysteriske skavanker.«

Skønt mænd også risikerede at pådrage sig lidelsen, var det kun naturligt, at hysteriet primært ramte kvinder. Ikke for ingenting lånte sygdommen sit navn fra hystéra, det græske ord for livmoder. Riverius (17. årh.) omtalte ligefrem lidelsen som Womb-Furie (livmodergalskab), idet problemet måtte skyldes en vagabonderende uterus. Denne sejlivede teori hævdede, at livmoderen slet og ret blev sendt på vandring op igennem legemet af de kropsvæsker, der hobede sig op i underlivet som følge af manglende seksuel aktivitet.

Illlustration af hydromassage, ca. 1860

Løsningen nedfældede den græske læge Galén af Pergamon allerede omkring år 200 e.Kr. Han mente, at fruentimmernes temperament kun lod sig formilde, om man – dvs. en mandlig medikus – ved håndkraft manipulerede det urolige organ på plads.

Sidenhen eksperimenterede doktorer i Europa med at sende hysteriplagede kvinder på raske hesteridt gennem skovene. Andre fandt, at lidelsen skulle bekæmpes med hydroterapi, dvs. vandstråler rettet strategisk mod patientens nedre regioner (se illustration). Et tredje råd til plagede frøkener i den giftefærdige alder lød, at de måtte underkaste sig den kur, som bl.a. Robert Burton i det 17. århundrede anbefalede mod Maid's, Nun's, and Widow's Melancholy: indgåelsen af ægteskab.

Ifølge Rachel P. Maines' research turde kun ganske få læger angribe konsensus. Den franske psykiater Charles Lasègue tilhørte de klarsynede, da han i 1800-tallet beskrev hysteri som »lægevidenskabens papirkurv, hvori man kaster de symptomer, der ikke finder beskæftigelse andetsteds«. Også hans samtidige landsmand Pierre Briquet gik imod strømmen, idet han åbent anerkendte, at kvindernes besvær med at opnå orgasme under samleje var det egentlige problem. Den lægeordinerede titillation du clitoris besad desværre ikke helbredelsens kraft, men tilbød blot forbigående lindring. Dermed blev behandlingsformen, med dens tilfredse klientel af evighedspatienter, en økonomisk gave til lægestanden. »Tak for i dag, kom snart igen!«



Skal man tro overleveringerne og den humoristiske skildring af 1880'ernes lægedom i Hysteria, var bækkenbundsmassage et kedsommeligt, nedslidende pillearbejde, som doktorerne hellere end gerne overlod til deres assistenter. Optrinnet i filmen, hvor dr. Joseph Mortimer Granville, spillet af Hugh Dancy, overanstrenger sin tjenende hånd og udvikler seneskedehindebetændelse, er muligvis en fiktion, men ikke en urealistisk af slagsen.

Hjælpen var på vej. I Amerika opfandt George Taylor det dampdrevne massageapparat, Manipulatoren, i 1869, da han forbandt sit Medical Rubbing Apparatus til en stationær kulfyret dampmaskine. Men det var netop Granville, hans britiske kollega, som i 1880'erne anmeldte patent på verdens første elektromekaniske vibrator, bygget af instrumentfirmaet Weiss.

Tanken med opfindelsen var at afhjælpe myoser og ømme muskler. Virkelighedens Granville nægtede pure at udsætte kvindelige patienter for sin batteridrevne innovation: »Jeg ønsker ikke at blive vildledt af, eller medvirke til at bedrage andre gennem, den hysteriske tilstands lunefuldheder,« skrev han i 1883.

Alligevel vandt Joseph M. Granvilles nyskabelse hurtigt indpas blandt hans fagfæller som et mirakelmiddel mod hysteri. Hvor læger før måtte bruge en stiv klokketime på at genoprette deres patienter velbefindende, klarede deres mekaniske »Lille Hjælper« ærterne på fem minutter.
De tidlige modeller bestod i bund og grund af et træ- eller bakelithåndtag med en elektrisk metalmotor påhæftet. En typisk vibrator fra århundredskiftet vejede velvoksne 3 til 7 kilo og var sluttet til et endnu større batteri, der gjorde det vanskeligt at transportere udstyret omkring. Enkelte særligt avancerede modeller spillede musik til arbejdet, mens andre varianter udsendte ultraviolette stråler.

Den dansk designede dr. J. C. Johansens Auto-Vibrator, 1907

Avisannonce for dr. Johansens vibrator, 1909 | National Library of Australia
(klik for at forstørre)

Billige vibratorer med håndsving (de såkaldte »piskeris«) opnåede en vis popularitet i starten af 1900-tallet, eftersom de ikke krævede nogen strømkilde. Men med elektricitetens indmarch i de private hjem flyttede vekselstrømsvibratorerne endegyldigt ud af klinikkerne og ind i sovekamrene. Et apparat til personligt brug beløb sig sjældent til mere end prisen på fire-fem visitationer og tjente sig derfor hurtigt ind.

I de første tiår følte fabrikanterne sig stadig tryggest ved at pakke massageapparaternes egentlige natur ind i mere uskyldigt lydende løfter om lindring af bl.a. hovedpine. »Får Dem ligefrem til at dirre af livsnydelse«, lød en af de pirrende eufemismer i postordrekatalogernes annoncer. »Ungdommens fornøjelser vil pulsere inde i Dem,« hed det forjættende om et konkurrerende produkt.

Herhjemme blev Vibrations-Massage-Maskinen Massavib introduceret på markedet i 1908. Formedelst 24,50 kroner (svarende til 1.500 kr. i dag) tilbød Massavib sig som universalremediet imod »Svækkelsestilstand, Træthed, Slaphed, Søvnløshed, Maveonde, Lever- og Nyresygdomme, Snue, Astma, Tunghørighed, Menstruationsbesvær, Rynker og Skaldethed« – endda med lovning på øjeblikkelig lindring og forsikring om, at behandlingen »umuligt kunne overdoseres«. Massavib fulgte i hælene på en model af britisk fabrikat, hvis navn knap nok orkede at dølge den nøgne sandhed om apparatets beskaffenhed: Veni Vici – »jeg kom, jeg sejrede«.

Vibrator fra Shelton Electric Corp., ca. 1927

Efter at det håndholdte legetøj i 1920'erne begyndte at optræde i pornografiske stag-film, kneb det med at opretholde den sociale kamuflage og dermed illusionen om vibratoren som en salonfæhig helsebringer. De suggestive reklametekster forsvandt fra katalogerne, og det erotiske legetøj dukkede først frem fra skuffedariets skjul igen i 1960’erne, da feministernes befrielsestogt banede vej for vibratorens sociale accept. Nye vinde, herunder frigivelsen af billedpornografien i 1969, bar demokratiseringen med sig og lagde – langt om længe – kvindernes seksualitet i hænderne på dem selv.

I mellemtiden havde lægevidenskaben revideret sit syn på hysteriets gåde. Dr. Sigmund Freud indvarslede paradigmeskiftet, da han i 1800-tallets sidste år vristede sygdommen fri af den kropslige årsagssammenhæng. Freud søgte i stedet at forklare de neurologiske symptomer med sociale årsager eller uafklarede psykiske konflikter.

Diagnosen hysteri trådte officielt ud af kraft i USA i 1952. Lidelsen ændrede i 1980 officielt navn til det langt mindre stigmatiserende »konversionssyndrom«.

Trods alle fremskridt lader det dog til, at patologiseringen af hunkønnets mysterier lever videre i andre arenaer. Indtil 2008 var det strafbart i otte amerikanske delstater at eje og anvende massagestave til seksuel tilfredsstillelse – og forbuddet gjaldt også inden for hjemmets fire vægge. Den dag i dag risikerer handelsfolk i delstaten Alabama op til ti års fængsel, hvis politiet griber dem i at lange en vibrator over disken. Men Viagra? Det må man(d) – naturligvis – gerne sælge og købe.

Litteratur: "The Technology of Orgasm: »Hysteria«, the Vibrator, and Women's Sexual Satisfaction" af Rachel P. Maines, The Johns Hopkins University Press 1999.

Tak til historiker Nina Søndergaard fra Nørd Tours for yderligere research.

Links:
> The Science Museum i London har et bredt udvalg af antikke vibratorer i deres permanente samling.
> Mike's Antique Vibrator and Quack Medical Museum (online billedgalleri)

Blockbusterens elefantsyge: Hvorfor er film så lange?

Føler du også, at filmene i biografen bliver længere og længere? Det er ikke nødvendigvis din tålmodighed, den er gal med. Nutidens blockbuster-instruktører mestrer ikke begrænsningens kunst, mener en række kritikere.



»En films længde bør stå i direkte forhold til den menneskelige blæres udholdenhed,« mente Alfred Hitchcock. Gennem hele sin karriere, der favnede et halvt århundrede og mere end 60 spillefilm, signerede den britiske mesterinstruktør kun syv film, der sneg sig op over to timers spilletid.

Mange nutidige instruktører har sværere ved at fatte sig i korthed, og en af de værste syndere er Michael Bay. Hans seneste blockbuster, "Transformers: Age of Extinction", som får dansk biografpremiere i denne uge, er med sine 165 minutter det hidtil længste kapitel i Transformers-serien. Michael Bays forrige film, actionkomedien "Pain & Gain", var instruktørens korteste siden hans debut, 'Bad Boys' fra 1995. Alligevel var "Pain & Gain" samfulde to timer og ni minutter om at komme i mål.

Tager man Michael Bays samlede filmografi i betragtning, ligger den gennemsnitlige spilletid i omegnen af 147 minutter. Dermed er "Transformers"-instruktøren suverænt den af verdens ti bedst indtjenende filmmagere, som trækker størst veksler på publikums tid i biografsædet. Men han er ikke alene blandt Hollywoods gulddrenge om at synes, at en aften i biffen helst skal vare længere end en maraton.

Se bare på nogle af de store film i 2013: "The Hunger Games: Catching Fire" varede 146 minutter. "Prisoners": 153 minutter. "Hobbitten: Dragen Smaugs Ødemark": 161 minutter. Og "The Wolf of Wall Street" er med sine 179 minutter den længste film, Martin Scorsese nogensinde har lavet.

> Thelma Schoonmaker om længden af "The Wolf of Wall Street" (New York Times)

Statistikken taler også sit tydelige sprog. Ifølge dagbladet The Independent var 1980'ernes ti mest succesfulde biograffilm i gennemsnit 119 minutter lange. I 2000'erne lød det tilsvarende tal 149 minutter.

Internet Movie DataBase går endnu længere tilbage og har regnet sig frem til, at de 50 mest populære film i 1920'erne var 98 minutter i snit, mens de i 2000'erne nåede op på 129 minutter – nøjagtig som Michael Bays "Pain & Gain".

»I Michael Bays tilfælde har jeg faktisk ikke noget problem med, at hans film bliver ved og ved, fordi det netop er hans stil at være fuldstændig skamløs,« siger Stephanie Zacharek, cheffilmanmelder på newyorkeravisen Village Voice. Ellers erklærer den erfarne kritiker sig stopmæt efter en på alle måder lang blockbustersommer. Hun siger:

»Som udgangspunkt elsker jeg at blive godt underholdt af en hollywoodfilm. Men jeg kan ikke lide at føle mig gennemtæsket, når jeg kommer ud af biografen.«

Transformers 1-4 marathon = 765 minutter!

Gunnar Rehlin har gennem fire årtier anmeldt og skrevet om film for bl.a. svensk tv og branchebladet Variety. Også han mærker den stigende tendens til, hvad han kalder Hollywoods »elefantsyge«:

»Det er ikke længere på mode at fortælle stramt og effektivt ud fra princippet ’less is more’. Tag en film som "The Lone Ranger" (149 min.), som floppede i det meste af verden. Den kunne snildt forbedres ved, at man klippede 40 minutter ud af den,« siger Gunnar Rehlin.

Selv komediegenren har fået vokseværk. Paul Feigs sommerhit fra sidste år, "The Heat", var oppe og snuse til totimersmarkøren (117 min.), mens comedy-guruen Judd Apatow efterhånden er berygtet for at drøje mærkbart på sit materiale. Hans seneste parforholdskomedie 'This is 40' har fået anmelderklø for at brede sig over 133 minutter.

I en artikel i Los Angeles Times tog Judd Apatow til genmæle mod kritikken:

»Det er svært at komme ud af huset for at tage i biffen. Billetterne er dyre, parkeringen er dyr – hvorfor har alle så travlt med at komme hjem igen? Du dør ikke af, at filmen varer femten minutter mere.«

Judd Apatows synspunkt vinder genklang i en onlinerundspørge, som det amerikanske billetsalgsfirma Fandango har foretaget blandt 1000 biografgængere. 78 % af de adspurgte føler, at lange film yder mere »valuta for pengene«.

Judd Apatow | pr-foto

Stephanie Zacharek nævner newzealandske Peter Jackson som en af de filmmagere, der i nyere tid har populariseret spillelængder i supersize - senest med helaftensfilmene om "Hobbitten". Med sin trilogi "Ringenes Herre" (2001-03) skabte Jackson tradition for at udsende forlængede dvd-versioner af sine allerede nærmest endeløse eposser.

Hans nyindspilning af "King Kong" (2005) – 187 minutter mod originalens 100 – står også tilbage som et symptom på, at Director's Cut-æraen har pustet succesinstruktørernes egoer, og dermed spilletiderne, op til en størrelse XL. For hvilken producer eller filmselskabschef tør sige en Spielberg, en Tarantino, en Jackson imod?

»Peter Jackson har før bevist, at han er en filmkunstner, som kan fortælle gode historier i lille målestok,« siger Stephanie Zacharek med henvisning til instruktørens "Engel min engel" (Heavenly Creatures) fra 1994.

»Men efterhånden som Jacksons budgetter er vokset, har han fået fuldstændig frie hænder, og set udefra kan det godt føles, som om han misbruger det,« mener Zacharek.

> Se Bries interview med Peter Jackson fra Troldspejlet (2013)

Peter Jackson har lovet mig, at hans tredje Hobbitten-film bliver kortere end de foregående!

Foruden instruktørernes ego har den teknologiske udvikling også sat skred i spilletiderne. Et computerbaseret værktøj som Avid gør redigeringsarbejdet til en langt mere flydende proces end tidligere, hvor den fysiske filmstrimmel møjsommeligt skulle tapes sammen bid for bid i klippebordet. Den vidtstrakte brug af computermanipulation åbner også for mange flere muligheder end de gammeldags, ofte besværlige og tidskrævende teknikker som miniaturemodeller, glasmalerier og optiske effekter.

»Man kan lave hvad som helst med CGI i dag. Potentialet er endeløst,« siger Gunnar Rehlin, som føler, at filminstruktører i dag har svært ved at begrænse sig, fordi de har alt for meget at lege med:

»Resultatet bliver, at mange film i dag overfodrer publikum. Man læsser bare på med effekter i stedet for at sortere i ideerne og finde kreative løsninger,« siger han.

Eksempel: Da George Lucas i 1977-83 skød sin oprindelige "Star Wars"-trilogi, foregik indspilningen analogt, dvs. uden brug af computere. Hans prequel-trilogi, som fulgte i 1999-2005, gjorde udstrakt brug af digitale produktionsteknikker og CGI. Ganske symptomatisk er de tre nye film alle længere end de gamle.

Endelig er HD-videoformatet væsentlig billigere i drift end gammeldags råfilm af celluloid. Som bivirkning optager nutidens filmfolk meget mere materiale end nogensinde før.

»Filminstruktører har fået den fejlagtige opfattelse, at det er gratis at optage digitalt, så de skyder bare løs og forelsker sig i det, de får i kassen,« udtaler Jan-Christopher Horak, chef for UCLA’s film- og tv-arkiv, til Los Angeles Times. Han oplyser, at amerikanske filminstruktører førhen brugte ca. 40 minutters råfilm for hvert spilleminut i den færdige film. Nu om stunder er forholdet tættere på 200-400 minutters optagelser for hvert minut af filmen, anslår Horak.

Men måske ligger problemets kerne slet ikke i selve længden, men derimod i misforholdet mellem omfang og indhold. For som den afdøde kritikerlegende Roger Ebert så viselig sagde:

»Ingen god film er for lang, og ingen dårlig film er tilstrækkelig kort.«

Gunnar Rehlin nævner "The Godfather 2. del" (200 min.), "Once Upon a Time in America" (229 min.) og "1900" (317 min.) som eksempler på mammutfilm, der i hans øjne ikke indeholder en eneste overflødig scene.
»Nogle historier er så komplekse, at de kræver plads for at kunne folde sig ordentligt ud. Men det kræver, at man har en ordentlig historie at fortælle, og det har nutidens blockbustere sjældent,« konstaterer han.

---

De ti mest indtjenende hollywoodinstruktører, rangordnet efter gennemsnitlig spillefilmlængde:

Michael Bay – 146,6 min.
Peter Jackson – 140,7 min.
James Cameron – 139,4 min.
Steven Spielberg – 136,0 min.
Christopher Nolan – 129,6 min.
Ron Howard – 124,6 min.
George Lucas – 122 min.
Chris Columbus – 119,9 min.
Robert Zemeckis – 117,9 min.
Tim Burton – 108,6 min.

Kilder: Box Office Mojo, Wikipedia; research: Brian Iskov

Bonusinfo:
Siden 1929 har det amerikanske filmakademi, AMPAS, gerne sat lighedstegn mellem en films spillelængde og dens vigtighed, når de har uddelt deres oscarpriser. Ifølge Collider.com har næsten 70 % af alle vindere i kategorien 'bedste film' varet over to timer. I mere end 40 % af tilfældene gik prisen til den længste film blandt de nominerede. Ved den seneste oscaruddeling varede otte ud af de ni nominerede 'bedste film' to timer eller derover.

En version af denne artikel har været trykt i Politiken september 2013.

Eksklusivt interview med Lukas Moodysson: "Indeni er jeg en gammel dame, der drikker te"

[SCROLL DOWN FOR ENGLISH TEXT]

Efter en stribe kulsorte kunstfilm og romaner har Lukas Moodysson, svensk films enfant terrible, atter vendt sig mod komedien, livsglæden og den medrivende mainstream. ”Vi er de bedste”, som har dansk biopremiere i dag, er absolut instruktørens mest publikumsvenlige film siden gennembrudsværkerne "Fucking Åmål" (1998) og "Tilsammans" (2000).



Med afsæt i den selvbiografiske tegneserie "Aldrig godnatt", som hans kone, Coco Moodysson, fik udgivet i 2008, har Lukas Moodysson skabt en energisk hyldest til ungdommens ukuelighed, firsernes punkrock og seje, skandinaviske skolepiger.

> Læs uddrag af Coco Moodyssons tegneserie "Aldrig godnatt"

"Vi er de bedste" havde verdenspremiere på Venedig-festivalen i 2013, hvor jeg fik en snak med Lukas Moodysson. Den 45-årige instruktør efterlod indtrykket af en melankolsk outsider, som med næb og kløer graver sig frem mod et mere positivt livssyn. Han erkendte i vores interview, at han ofte føler sig som en gammel dame. At mange af hans egne film er for dystre til, at han selv orker at se dem. Og at hans store drøm er at lave en sitcom til tv.

Den verserende debat om kvindekønnets kår i filmbranchen fik også en kommentar med på vejen, da Lukas Moodysson bød ind med et opsigtsvækkende forslag til en kvoteordning for filmskabere. Endelig holdt han 1980'ernes ungdom og musik op mod nutidens ditto og afslørede et noget uventet forbillede, som understreger, at også mørkemænd fra Malmø bliver mere rummelige med alderen ...

Lukas Moodysson | © Memfis Film

EKSKLUSIVT FOR BRIES BLOG-O-RAMA
Interview med Lukas Moodysson om "Vi er de bedste"
(Interview with Lukas Moodysson, director of "Vi är bäst!"/"We are the Best!")
Brian Iskov, Venedig/Venice 2013

Judging from "We are the best" as well as your previous films "Fucking Åmål" and "Lilja 4-Ever", you seem to have an affinity for telling stories from the female perspective. Is this by design or merely something you just gravitate towards?

In general, it's because I feel like I'm an old lady inside. An old lady who likes to drink tea and likes flowers, wears rings and stuff. This is my wife's grandmother's ring. My wife doesn't like it. She likes it, but she doesn't wear it. It fits me, I have small hands.

In this specific case ["We are the best!"], I couldn't really change it because it was a real story. That was actually one thing that made me hesitate and feel like maybe it wasn't such a good idea to make this.

"Aldrig godnatt" | © Coco Moodysson/Kartago förlag 

One of the reasons was that [the real events] took place in the 1980's. That's difficult to film, because you have to change everything. You can not just walk out into the street and shoot, you have to put the cars there and everything.

But the other thing that kept me away from the project was actually that [the three main characters] were girls. Because I just felt that I had made too many films with girls, and I wanted to make something with boys instead.

But afterwards, I feel that it's a good thing. The punk movement was very masculine, so it's nice to see it from a different perspective. It would be simpler in a way to make it about three boys starting a band, because it was simpler for boys to do that. For three girls to start a band was a bigger step.

"We are the best" would certainly be more traditional if it were about boys forming a punk rock band. Generally, there aren't that many films about young girls or women. Would you agree that it's harder to get finance for a film with female protagonists these days?
Don't know about that. I don't think that's true in Sweden at all. I think it would be the opposite in Sweden. There is a lot of talk in Sweden about trying to find more female perspective in the film industry ... Which is good, I think. More female directors and so on. In Sweden, at the moment it's easier to finance a movie with women or girls in it.

Liv LeMoyne, Mira Barkhammar, Mira Grosin in "We are the best!" | © Memfis Film

Has there been talk about quotas in the Swedish film industry?
Yes. Talks. It's difficult, but yeah, I think it would be a great thing to try an embargo, actually. For three years, all the money goes to female writers and female directors. Would be nice. Or two years or something. It would be nice to see what came of it. Or to say that maybe for two years, we only give money to OLD directors. For example. There's a lot of talk about young directors, sometimes there are some old directors who are a bit forgotten. Or young directors. I think that would be a great idea: Two years, only male directors. Two years, only female directors. Two years, only over the age of 60. And two years, only under 30.

But then you'd only make a film every eight years.
Yeah. Actually, I'd really like to do a couple of sitcoms. But I find it's very difficult for me to decide that now I have to be funny. Sometimes there is humour and laughter in life, but it's more something that comes out by accident.

Which sitcoms do you enjoy watching?
"The Big Bang Theory" is my favourite of the moment, and if you go back, I think "Friends", that's the one I really like.

"Sometimes I can feel that some of the movies I've made, I'm not sure if I could watch them myself." 

This is a bit theoretical, but I think it could be interesting also to work within specific genres. I would also like to make a rather conventional romantic comedy, but it's difficult to work within genres without changing it too much. I would like to make some really simple things.

How come?
It might have something to do with getting away from a kind of snobbism. Sometimes I can feel that some of the movies I've made, I'm not sure if I could watch them myself. Not because they're bad, but ... Quite a lot of the time, I have very simple taste. When I go with my son to the video store, or when I go to the movies or something, I just want to have fun for two hours. Most of the time, I just wanna see something funny that will make me laugh and have a good time. Especially if I'm with my children. I'm not a father who tries to make them watch Bergman or something.

Lukas Moodysson at Venice Film Festival 2013 | © press photo

My idol of the moment is actually Rihanna. She's really an example of someone with complete power and strength, and at the same time, you feel like there's a lot of sadness in her voice. She's really been the most important thing for me this summer, trying to ... survive.

Something like listening to Rihanna would be impossible for me when I was much younger. I would never listen to that kind of commercial music at all. But then you get older, and you realize that there's a wide spectrum of things. You can actually like both Northern renaissance art and Rihanna at the same time. When I grew up, I was actually listening to exactly the same music that you hear in the film ["We are the best!"].

> Hør sange fra soundtracket til "Vi er de bedste" (Spotify)

What was the 80's punk scene like in Sweden?
I think it was quite a big scene, but like in the movie it gradually became smaller in '81-82, which was of course difficult. You would meet a lot of people saying "Punk is dead" in '82. I listened to punk from 1981 when I was around 12 years old. By then, it was already too late. In 1982, it was more or less over. The big bands in Sweden, like Ebba Grön or KSMB, they split in '81 or 82. That feeling, of coming too late for something, is in the movie as well.

Liv LeMoyne, Mira Barkhammar, Mira Grosin in "We are the best!" | © Memfis Film

Being young in the 80's, what were the good things, and what were the bad things?
That's a big question. It's difficult to compare, because I haven't tried being 13 years old now. But one thing that my actresses say, when we talk about the 80's, is that there was less stress. Now, and this is something I can relate to as well from my own children and their friends, that there's a stress to always be updated, always be in touch, always know what's happening.

Phones, social media and everything, it's a lot of stress. And especially for people who are sensitive to stress, I think it's really difficult. Some people like stress, but some people - especially children and young people - really react badly to stress, and I actually think that's a big problem in the world today. That there's such a high, fast tempo.

But at the same time, there are things that are really much better today. Growing up and feeling lonely in a small town somewhere in 1982 was probably more difficult than doing it today. Because it's easier today to find someone somewhere else that likes the same clothes or listening to the same music. I think there was a bigger risk of being isolated in '82.

You and Coco have three children. How do you teach them to cope with the world?
You cannot protect your children from the world. The world is there, you can talk about it and try to minimize some things, but you can't ... It's like trying to force children to never eat candy. It's a theoretical thing, it won't happen. Sometimes you can put it in perspective, but I'm not the perfect father, so I cannot really give any advice! I just try to do my best.

All rights reserved © Brian Iskov for Bries Blog-O-Rama

Lukas Moodysson and the cast of "We are the best!" | © Memfis Film

Eksklusivt interview: Danny Trejo fylder 70

At man skal ikke skue hunden på hårene, er Danny Trejo et godt bevis på. Den mexicansk-amerikanske birolleskuespiller, som fylder 70 år i dag, har ellers fremragende forudsætninger for at illudere barsk latinobørste. Danny Trejo tilbragte store dele af 1960'erne bag tremmer for væbnet røveri, og hans karakteristiske, hærgede fjæs skyldes dels et heftigt stofmisbrug, som han lagde bag sig i 1969, og dels alle de tæsk, han indkasserede i sin tid som fængselsbokser.

http://boy140495.deviantart.com

Ved en tilfældighed havnede Danny Trejo i filmbranchen i midten af 1980'erne. Siden har han i mere end 100 biroller udfyldt nichen for latinamerikanske bøller så overbevisende, at han i dag hyldes som en kultfigur – især i kraft af hans samarbejde med instruktøren Robert Rodriguez, der gerne caster Danny Trejo som en slags maskot i sine film. Det var også Rodriguez, der i 2010 gav Trejo hans livs første hovedrolle som den fåmælte machohelt Machete i filmserien af samme navn.

> Læs også mit interview med Robert Rodriguez

Jeg sad til bords med Danny Trejo i Venedig, da ”Machete” havde verdenspremiere, og jeg måtte sande, at Danny Trejo bag sin garvede læderhud og bistre apparition er en lun, venlig, ydmyg og jordbunden bessefar - eller som Jessica Alba udtrykte det, en rigtig ”softie”. Især husker jeg, hvordan Danny Trejo under gruppeinterviewet skulede fascineret over mod min notesblok og spontant afbrød et svar for at udtrykke, hvor imponeret han var over denne danske journalists pertentlige, gnidrede håndskrift:

”That's amazing, that writing! Wow.”

Tillykke med de 70 år, Danny Trejo!

Danny Trejo at Venice Film Festival 2010

EXCERPTS FROM MY INTERVIEW WITH
Danny Trejo
(Venice 2010 – all rights reserved © Brian Iskov)

Danny Trejo on being typecast as a heavy:
I've always worked, but always as the bad guy. And people say, arent you afraid of being stereotyped? Come on, look at me! I dont look like a good guy (laughs).

I've watched guys sitting in gyms wasting their life waiting for that good guy part. Me, I wanna work, and Robert [Rodriguez] knows that. I'll play a tree if you want me to. And if you want me to put fruit on it, maybe I want more money. But I don't really pick and choose. Bad guys are easy for me, I just show up.

Danny Trejo on his violent background:
[Film violence?] None of it is real. Maybe the facial expressions are, but if it was real, someone would be dead. I've been exposed to violence. I always say, the first half of my life was a character study.

I was lightweight and welterweight champion [in San Quentin prison]. When I came out, I couldn't get a boxing licence because of the violence that I had on my record. So I became a drug counsellor.

Danny Trejo's film debut as a boxer in "Runaway Train" (1985)

Danny Trejo on his way into the movie business:
My first movie was ”Runaway Train” with Jon Voight. I got on by accident. I was a drug counsellor, and one of the kids I was working with asked me to come down and hang out with him because he was afraid he was gonna use. And I ran into a really good friend of mine from my past in the penitentiary called Eddie Bunker, who was a writer. Me and Eddie knew each other since 1962. My uncle bought a robbery from him in '62, that's where I met him. Then I met him in San Quentin, and again when he'd written the screenplay to ”Runaway Train”. He adapted it to American cinema because it was [originally written by] Aiakawa [Akira Kurosawa]. He asked me if I wanted a job training Eric Roberts how to box, and Andrei [Konchalovsky, the director] saw me and put me in the film.

Danny Trejo on taking Robert De Niro to a prison:
I always ask the leads in my movies whether they wanna go to juvenile hall or penitentiary to talk, because we always do that. [Robert] De Niro [who played opposite Trejo in ”Machete”] has been the only guy to go to the pen with me. He drove 60 miles to talk to a bunch of kids in prison. And it's amazing because he is not a public speaker. The interview guys know! And he talked for maybe a minute and half, and then he waited to shake everybody's hand. These guys, from 14 to 25, all murderers. They were so quiet and respectful, it was unreal. The prison guards got scared. Robert just captivated them.

Danny Trejo in "Machete" (2010)