Viser opslag med etiketten Mark Frost. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mark Frost. Vis alle opslag

fredag den 19. maj 2017

Twin Peaks vender tilbage: "I en by som Twin Peaks er ingen uskyldig"



Snart er ventetiden ovre. I tre uger har jeg delt minder, historier og billeder på Facebook og Twitter for at tælle ned til mandag 22. maj. Den dag, vi aldrig troede skulle oprinde: Den dag, hvor David Lynch og Mark Frost genopliver "Twin Peaks" med en tredje sæson efter 26 års pause.

(Det skulle selvfølgelig have været 25 år, jævnfør Laura Palmers famøse replik i Det Sorte Hjemsted. Men ting tager den tid, ting tager.)

Da Frost og Lynch i oktober 2014 gjorde det officielt på Twitter, at de satte tyggegummiet i produktion igen, hev DR2 Dagen mig og Keld Reinicke i studiet til en snak om, hvad vi som Twin Peaks-fans forventede os af seriens sensationelle genkomst. Halvandet år senere ved jeg ikke meget mere om den nye Twin Peaks end dengang, ud over hvem der medvirker, og at de første fire kapitler kan ses i Danmark fra på mandag. Og jeg ELSKER, at intet er sevet ud. Det kan stadig lade sig gøre at have hemmeligheder i Twin Peaks.



"Twin Peaks: The Return" er produceret til kabelkanalen Showtime i USA og er inddelt i 18 kapitler. I Danmark kan sæson 3 ses eksklusivt på abonnementstjenesten HBO Nordic, hvor de første to dele har premiere mandag 22. maj. De næste to dele vil blive gjort tilgængelige samme dag. Som noget nyt er samtlige 18 timer af den nye Twin Peaks instrueret af David Lynch og skrevet af ham og Mark Frost i fællesskab.

PS: Den nedenstående artikel om "Twin Peaks" skrev jeg for Dagbladenes Bureau i oktober 2014. Teksten er tænkt som en begyndervenlig indføring i Mark Frost og David Lynchs banebrydende tv-serie. For en god ordens skyld skal det nævnes, at både jeg og den tv-serieforfatter, som er artiklens primære kilde, deltog i de nævnte "Twin Peaks"-maratonvisninger i 1990'erne. Det var tider!

PPS: Den 6. maj svarede Sherilyn Fenn (Audrey Horne) på et af mine tweets. Nogen ville mene, at min nedtælling toppede dér.

torsdag den 7. august 2014

Boganmeldelse: "Reflections: An Oral History of Twin Peaks"

Det er ikke kun her på Bries Blog-O-Rama, at Twin Peaks-feberen er blusset op igen i forbindelse med blu-ray-udgivelsen af ”Twin Peaks: The Entire Mystery”. Denne sommer byder også på to spritnye bøger, der ser tilbage på Mark Frost og David Lynchs 24 år gamle tv-fænomen.

Ultimo august udkommer Andreas Halskovs bog ”Paradoksets kunst – David Lynch og hans film” på Turbine forlaget, hvor forfatteren anlægger en akademisk vinkel på ”Twin Peaks” og andre Lynch-værker. Men i dag skal det handle om den engelsksprogede bog "Reflections: An Oral History of Twin Peaks", som udkom den 15. juli på forlaget short/Tall press. Lad det være sagt med det samme: Brad Dukes' bog er et absolut must for alle Peaks-fans.


”Reflections: An Oral History of Twin Peaks” må være den hidtil grundigste og mest detaljerede krønike over ”Twin Peaks”-serien og dens tilblivelse. Gennem tre år har Brad Dukes utrætteligt opsøgt mere end 100 af de personer, der var med til at skabe serien foran og bag kameraet. Nogle af dem har endda stillet sjældne privatfotos fra optagelserne til rådighed for bogen.

Galleriet af interviewpersoner favner bredt, så både teknikere, talentagenter og tidligere network-folk kommer til orde. Alle væsentlige skuespillere pånær Lara Flynn Boyle og David Duchovny giver deres besyv med, og Brad Dukes har også været så priviligeret at få Mark Frost til at deltage i projektet. Ikke overraskende glimrer David Lynch ved sit fravær, men kender man Lynch ret, ville han næppe have sagt meget brugbart alligevel. (Ifølge et interview med Brad Dukes var Lynch tæt på at bide på krogen, men valgte altså i sidste ende at takke nej.)

> Læs interview med forfatteren Brad Dukes (Welcome to Twin Peaks.com)

De mange indsamlede udsagn er stykket sammen til en mosaik, som tegner et kronologisk billede af ”Twin Peaks” og seriens udvikling set indefra. Tidslinjen spænder fra det første møde mellem Mark Frost og David Lynch i 1985 til den drastiske implosion af seriens anden sæson i 1991. (Den efterfølgende spillefilm, ”Twin Peaks – Laura Palmers sidste dage”, som Lynch lavede uden Frost i 1992, berøres kun kursorisk.)

Bogens forfatter flankeret af Sheryl Lee (Laura Palmer) og Ray Wise (Leland Palmer) | pr-foto

I koret af stemmer i ”Reflections” aner man nogle gennemgående refræner, som alle synger med på. Ét af dem lyder, at det var en genistreg at sætte Mark Frost og David Lynch sammen.

Den erfarne tv-forfatter Mark Frost har alle dage stået i skyggen af Lynch, når talen faldt på ”Twin Peaks” (se bare, hvordan flere danske dagblade for nylig henviste Frost til en sølle parentes i deres omtaler af blu-ray-boksen). Derfor tjener det ”Reflections” til ære, at den netop fremhæver styrken af kombinationen Lynch og Frost. I mødet mellem de to opstod en unik synergi, hvor David Lynchs skæve ideer og Mark Frosts greb om tv-mediets fortællestrukturer berigede hinanden.

”I do credit Mark Frost for keeping David's genius accessible in that pilot and bringing him to earth a bit. I think that's a dance they did so brilliantly: their collaboration of grounding and extraordinary inspired weirdness.” 
- Todd Holland, episodeinstruktør på ”Twin Peaks”

”Reflections” sætter en fed streg under Mark Frosts væsentlige bidrag til ”Twin Peaks” som seriens medskaber og tovholder – det, man i dag ville kalde showrunner. Mange vil nok blive overrasket over at læse, at David Lynch var væk under størstedelen af første sæson, mens Frost var på settet hver dag for at holde opsyn med produktionen. Det var også Frost, der sikrede kontinuiteten ved at lave den sidste gennemskrivning af samtlige manuskripter.

torsdag den 31. juli 2014

Blu-ray-anmeldelse: "Twin Peaks - The Entire Mystery" (ekstramateriale)

Årets mest ventede blu-ray-udgivelse – hvis man spørger mig – er uden konkurrence det luksuriøse bokssæt "Twin Peaks: The Entire Mystery", som udkom i tirsdags, den 29. juli.

Jeg var så heldig at få fingre i et eksemplar allerede torsdagen inden, og at det har taget mig en hel uge at kigge alt ekstramaterialet igennem, siger noget om, hvor ødselt denne boks er udstyret (ikke at det foregående dvd-sæt "Ultimate Gold Box Edition" ellers haltede på dét punkt).


"Twin Peaks: The Entire Mystery" indeholder samtlige 30 afsnit af Mark Frost og David Lynchs banebrydende tv-serie (sendt over to sæsoner i 1990-91) samt Lynchs efterfølgende spillefilmsprequel "Twin Peaks: Fire Walk With Me" (Twin Peaks - Laura Palmers sidste dage, 1992). Filmnørdens Hjørne kommer til at grave dybt i såvel serien som filmen i en kommende podcast om David Lynch, så jeg vil i stedet fokusere på de nye elementer i boksens omfattende bonusmateriale.

Forhåndsinteressen har især sværmet om de hidtil usete, slettede scener fra "Fire Walk With Me", her samlet under titlen "The Missing Pieces". Det har længe været kendt, at David Lynch optog så meget materiale til prequel-filmen, at næsten halvdelen af scenerne – inklusive flere af de elskede figurer fra serien – endte på klipperummets gulv inden premieren.

En gruppe fans iværksatte for nogle år siden en underskriftindsamling for at få offentliggjort det glemte guld, men der skulle altså otte års juridisk benarbejde til, før rettighederne blev udredt. Nu har David Lynch personligt klippet det forjættede overskudsmateriale sammen til en halvanden times suite, der mere fungerer som en supplerende samling af vignetter end et reelt forløb (a la "More Things That Happened", der udkom på dvd som et appendix til Lynchs "INLAND EMPIRE").

> Læs mit interview med David Lynch om "Inland Empire"


For en Twin Peaks-fan som undertegnede er euforien stor over, at vi endelig får adgang til hele 91 "nye" minutter fra Twin Peaks-universet, endda fra David Lynchs egen hånd. "The Missing Pieces" genindsætter næsten alle væsentlige figurer fra serien (kun Audrey og Benjamin Horne glimrer fortsat ved deres fravær). Sherif Truman, Lucy, Andy og Hawk var ikke med i spillefilmen, men ses her tilbage på politistationen. Josie Packard og Pete Martell stempler ind på savværket, mens Ed og Nadine Hurley kigger forbi Double R-Diner. Bedst af alt får vi flere (omend stadig alt for få) ekstra minutter med Dale Cooper, som altid gestaltet af den uforlignelige Kyle MacLachlan.

Når dét er sagt, må man medgive, at mange af scenerne i "The Missing Pieces" blev udeladt fra "Fire Walk With Me" med god grund. Flere af dem tjener intet andet formål end at give de velkendte figurer en kort cameooptræden, så de kan krydses af på gæstelisten. Desuden er scenerne ofte påfaldende dårligt skrevet og føles (ligesom filmen) som en Twin Peaks-efterligning, der rammer forbi målet, selv om signaturen altså er Lynchs egen.

mandag den 12. april 2010

20 år med Twin Peaks - dag 3: Brie på pilgrimsfærd

"Diane. 11:30 AM, February 24th. Entering the town of Twin Peaks."

En vinterdag i februar 1989 standsede en hvid Buick ved krydset i den lille provinsby North Bend.

De to herrer i bilen kørte omkring i delstaten Washington for at finde locations til deres kommende tv-serie, "Northwest Passage", da en forståelig trang til kaffe og kage fik det lille rejseselskab til at bænke sig ved disken i Pat Cokewells ydmyge diner, Mar-T Cafe.

Og ifølge legenden blev seriens forfatter- og producerpar så himmelhenrykte over cafemutters hjemmegjorte kirsebærtærte, at de prompte skrev bagværket ind i deres manuskript som hovedpersonens yndlingsspise.

Mark Frost og David Lynch havde fundet deres Twin Peaks. Og Mar-T Cafe blev verdensberømt som stedet, "hvor tærterne finder hen, når de dør".


Naboflækkerne Snoqualmie og North Bend, der putter sig i skyggen af Mount Si-bjerget, ligger godt en halv times kørsel fra Seattle, 50 km mod øst ad Interstate 90.

Og skønt location-optagelserne fra området begrænser sig til 1) pilotafsnittet af "Twin Peaks", 2) den senere spillefilms-prequel "Twin Peaks - Laura Palmers sidste dage" og 3) seriens arkiv af faste establishing shots, viste det efterfølgende turistboom sig langt drøjere end den sorteste kande kaffe.

Selv gjorde jeg pilgrimsfærden til tvillingebyerne som 20-årig i 1996. For nylig fremkom dagbogen over mine fire jublende døgn i Twin Peaks-paradis, og at samtlige indtegnelser er nedfældet på formfuldendt engelsk, mens den snurrige, observerende tone fra Dale Coopers diktafonbeskeder er gengivet såre præcist, siger vist lidt om målet af indlevelse.


I 2006 returnerede jeg til åstedet blot for at konstatere, at tidernes vinde har udvisket de fleste af sporene efter Laura Palmer. Savværket er så godt som borte, skolen bygget om, og på dineren, der i 2000 brændte ned for at genopstå i nye klæder som Twede's Cafe, er Double-R-stemningen svær at genkende.

Men de bragende naturkræfter i det 81 meter høje Snoqualmie Falls vil altid stå som en hypnotisk og besættende oplevelse. Og tærten smagte stadig udmærket.






SNOQUALMIE & NORTH BEND
Excerpts from the Brie diaries, 1996
Photography © 1996 & 2006 Brian Iskov

Friday May 17th, 1996

2:17 PM
Entering the town of North Bend. As W. C. Fields would say: "I'd rather be here than Philadelphia".

4:24 PM
Pat Cokewell's cherry pie at the Mar-T Cafe is especially good when served with a dollop of ice cream on the side. Did however not say anything about how "damn good" the pie was, although the waitress clearly expected me to. The visitors book is full of Swedish people.

10:00 PM
Am pretty knackered, but still I feel compelled to sum up today's events. Have seen a plethora of slugs, but no ducks. The weather is wildly inconsistent and constantly changing, producing the most sensational, crisply colored double rainbows. Somehow, I can not help thinking about Sweden. Maybe it has to do with the damp woodland scent that permeates the air. The Mar-T does not really look that much like the 'RR Diner', although a selection of TP articles are on display (there are also two clippings from Danish magazines). Oh, incidentally - 'Pseudotsuga Menziesii' is Latin for 'Douglas fir'.


Saturday 18th May, 1996

2:48 PM
This is it. I am here. TWIN PEAKS. I think I might just stay here forever.



Sunday 19th May, 1996

11:53 AM
Once again, the Mar-T. Nothing beats the taste sensation when maple syrup collides with ham ... For some strange reason, the door to the men's room locks from the outside.

3:49 PM
Struck up a conversation with a fellow named Doug (appropriately enough, considering the subject was Douglas firs). Doug works at the Weyerhaeuser Saw Mill, which has changed a lot too since the filming of the pilot. The Mt. Si High School, which I visited yesterday during the preparations for a big dance, was also renovated shortly after [the location shoot].

6:08 PM
The Salish Lodge. A tiny bonsai fountain gently plutters away beside me and fills my weary body with peace. The waltz muzak in the hotel lobby, however, will probably drive you insane if exposed to it long enough. While the place looks nothing like The Great Nothern, it does look extremely expensive.

9:00 PM
Eating marshmallows at Snoqualmie Falls. I am happy.
 

Monday 20th May, 1996

11:25 AM
Enjoying the cherry pie and the wonderful atmosphere at the Mar-T Cafe, alas for the last time (if I do not choose to return later this afternoon). The following is a list of my favorite entries from the visitors book.
  • "I cannot believe that I'm here." - Alesya Dudinskaya, Minsk
  • "A pine weasel bit me!" - Keith Weston, Melbourne
  • "[We're not with the Eddlestons]" - Aidan & Audrey Waine, Accrington, UK
  • "Good food even though I didn't order anything." - Kristine Murphy, Port Orchard, WA
  • "Why? Why? Why? Why? Why? Why? Why? Why? Bring it back!!! Free Tibet!" - Rachel McKean, Redding, CA
  • "We're not with the Eddlestons either." - Keld Lundstrøm, Denmark
  • "SELF-DESTRUCTIVE" - Fredrik Johansson, Falkenberg
  • "Wow, BOB, wow ..." - [unintelligible], Illinois
  • "I'm lost" - D. B. Cooper

2:05 PM
Have just realized that I am capable of making uncannily accurate prophecies. Predicted that a timber truck would soon pass by the traffic lights in front of us. It did.


4:29 PM
Consuming a chocolate frosted donut as I leave the city of Snoqualmie, wondering if I will ever set foot here again (chances are slim at best). My last day here has provoked mixed feelings: a 1½ hour walk to the Weyerhaeuser office proved futile, as any visitors without a business appointment are only allowed into the (not very spacious) lobby. Photography is pRohiBiTed. As much as I understand the receptionist's complaints over having busloads of tourists pouring in to have a glance at the Twin Peaks Sheriff's Department, I could not help feeling somewhat disappointed.





On a positive note, the timber trucks, until now conspicuous by their absence, are suddenly aplenty. And there were ducks in the river.
All in all, a very interesting experience.



Bonus-ekskursion: POULSBO
Photography © 1996 Brian Iskov

Sande Peaks-fans bliver også nødt til at opsøge den gamle skandinaviske enklave Poulsbo i Puget Sound, som man når ved at tage færgen fra Seattle til Bainbridge Island og fortsætte med bus mod nordvest.
Belønningen venter i form af konferencecentret Kiana Lodge, der lagde rustikt interiør til hotellet The Great Northern i seriens pilotepisode. Det var også her, ved den enorme træstamme på stenstranden, at Pete Martell fandt Laura Palmers lig indsvøbt i blå plastic.

"A lonesome foghorn blows ..."

> Google Maps:
Kiana Lodge (The Great Northern int. - pilotafsnit)
Mt. Si High School (Twin Peaks High School)

> In Twin Peaks - hjemmeside med informationer og kort over alle seriens locations!


> Se alle Twin Peaks-artikler på Bries Blog-O-Rama

søndag den 11. april 2010

20 år med Twin Peaks - dag 2: Parodierne

"Harry, last night I had a dream about a hairless mouse with a pitchfork singing a song about caves ..."

Den 8. april 1990 blændede ABC op for premieren på Mark Frost og David Lynchs serie "Twin Peaks", og tv blev aldrig det samme igen.

Denne uge fejrer BRIES BLOG-O-RAMA seriens 20 års jubilæum med nostalgiske nørderier, obskure parodier, reportage fra det virkelige Twin Peaks, forlængst glemt merchandise og et interview med David Lynch!

I dag gælder det Twin Peaks-parodierne, som der sandt for dyden ikke findes mange (gode) af. Af de tegnede eksempler, jeg har fundet frem, er den ene endda så esoterisk, at jeg selv har været med til at lave den ...



TWIN PIES (1993)
Trykt i HIP nr. 4, 14. årg.
Tekst og tegning © Brian Iskov m.fl.

Originalmaterialet til første halvdel af denne studentikose parodi er tilsyneladende gået tabt, og godt det samme, for de to åbningssider var sgu ret sølle. Det surrealistiske mareridt, som indleder del to, foreligger af uforklarlige årsager også i en engelsk version. Andre tegnede kævlekvinden, sheriffen og indianeren, mens jeg selv tog mig kærligt af bl.a. "Dalle Cooper" og "Lousy Moron". Desuden medvirkede "James Førlig", "Aldrig Horny" og "Josie Pakæsel". Jep, det er sofistikeret humor.



As a courtesy to our international readers: An excerpt of the extremely rare "Twin Pies" parody (1993) in English!




TWIN FREAKS (1992)
Trykt i Wrapped in Plastic Vol. 1 #1
Tekst af Todd Camp, Michael H. Price. Tegninger af Todd Camp.

Denne maniske, MAD-inspirerede parodi kunne læses i det allerførste nummer af det legendariske Peaks-fanzine "Wrapped in Plastic", som udkom fra 1992 til 2005. "Twin Freaks" findes desuden optrykt i samlingen "Michael H. Price's Aw-Shucks Suspense Stories" (1998) fra Shel-Tone Comics. 

All rights © 1992 Cremo Studios.



SATURDAY NIGHT LIVE (1990)
Sendt 29. september 1990 på NBC

Mellem 1. og 2. sæson af "Twin Peaks" optrådte Kyle MacLachlan som gæstevært i comedyshowet "Saturday Night Live", hvor han naturligvis fik lejlighed til at spoofe sin agent Cooper-figur i denne tilsyneladende hastigt indstuderede sketch.
En af SNL's datidige forfattere, den senere talkshowvært Conan O'Brien, kan skimtes som "betjent Andy", mens Mike Myers' cameo som den dansende dværg næsten får os til at tilgive ham for "The Love Guru".
Klippet er inkluderet på dvd-udgivelsen "Twin Peaks Definitive Gold Box Edition" (2007).


> 20 år med Twin Peaks: De andre dage

lørdag den 10. april 2010

20 år med Twin Peaks - dag 1: Søde minder

"Som den smukkeste drøm og det sorteste mareridt"

Dummmmm … dumm dummmmm …

Vandfaldet.
Forbandet gode tærter.
Sære drømme om dværge og røde gardiner.
Kysseklare piger i uldne sweatere.

”Twin Peaks” havde det hele.
Den 8. april 1990 blændede ABC op for første sæson af Mark Frost og David Lynchs serie, og tv blev aldrig det samme igen.

17. november 1990 nåede fænomenet til Danmark. Jeg så med dén lørdag aften, da DR viste pilotafsnittet, og mit liv blev aldrig det samme igen.


De næste fem år rådyrkede mine kammerater og jeg Twin Peaks-universet med samme ildhu, som var vi udpeget til at vogte den hellige gral.

Vi skrev side op og side ned i gymnasiebladet HIP om "vores" serie. Og mindst én gang om året afholdt vi en skummel maratonvisning, hvor vi høvlede samtlige 30 episoder igennem på VHS, mens vi heppede hinanden op i lykkeligt indforstået selvsving. Overlevelsen gennem de 25 timers spilletid var betinget af alt for meget kaffe og alt for mange donuts: en sjælden spise i start-90'ernes provinsdanmark!

Harry S. Truman og Dale Cooper undercover på One Eyed Jacks, ca. 1993
Replikkerne lærte vi hurtigt at recitere i munden på karaktererne, som blev mødt med kåd jubel (Coop, Lucy, Albert Rosenfield) eller brysk buhen (Harold Smith, Annie Blackburn), alt imens vore hjemmegjorte cheerleader-papirflag med kække slogans blev svunget i retning af skærmen.

Sidst, men ikke mindst, indtalte vi alenlange rapporter om begivenhedernes udvikling på vores medbragte diktafoner. Flere af kassettebåndene eksisterer endnu og gemmer på mange gådefulde udsagn, rytmiske knipselyde samt en tydeligt usund, tiltagende delirium ud på de sene etaper af hver maraton.

Med tiden åbenbarede al denne intense kultiske aktivitet ganske nådeløst, hvilken forvrøvlet omgang hundesvømning seriens anden sæson udartede sig til, efter ABC tvang Frost og Lynch til at afsløre identiteten af Laura Palmers morder i afsnit 15.

Min anmeldelse af den første Twin Peaks-dvd-boks for TJECK i 2003 bekræftede dog, at de otte afsnit i sæson ét fortsat tangerede det geniale. Og selv om jeg ikke har genset serien i de mellemliggende syv år, indtager den luksuriøse Definitive Gold Box Edition fra 2007 stadig en hædersplads i min bugnende dvd-reol.

Twin Peaks 10 år efter, Ekstra Bladet 08.09.2000Den 8. september 2000 fik jeg trykt den allerførste artikel i mit professionelle liv som freelancer. Den handlede sjovt nok om Twin Peaks' 10 års jubilæum (og den kan læses her).

Og når jeg over de kommende dage graver Twin Peaks-godbidder frem fra arkiverne for at præsentere dem for jer, skyldes det min vedvarende reverens for den nu 20 år gamle serie, der ikke blot anviste nye veje for moderne tv-dramatik, men også farvede min kulturelle dannelse i en sådan grad, at jeg den dag i dag har røde gardiner hængende i min stue.

> 20 år med Twin Peaks: De kommende dage