fredag den 28. august 2015

40 år med "Bjergkøbing Grand Prix"

Alle tiders mest populære norske film, Ivo Caprinos dukkeklassiker ”Bjergkøbing Grand Prix”, fejrer i dag 40-års jubilæum. Bries Blog-O-Rama følger filmens vej mod kæmpesuccesen og går bag om den konflikt, som i 2013 forhindrede efterfølgeren, "Jul i Bakkekøbing", i at bruge Bjergkøbing-navnet i Danmark.



Kan du huske Ludvig, det frygtsomme pindsvin? Eller Sofus – den sorgløse husskade, som altid sagde ”Træk mig baglæns ind i fuglekassen”? For slet ikke at nævne parrets menneskeven, den idérige cykelsmed Teodor Fælgen og hans gyldne mesterstykke af en selvbygget racerbil: Il Tempo Gigante?

Hvis du kan svare ja til ovenstående, er du en af de mange, der er vokset op med Ivo Caprinos dukkefilm ”Bjergkøbing Grand Prix”. Ifølge statistikken er filmen set af 5 ½ millioner nordmænd i biograferne siden dens premiere i august 1975. Det mest bemærkelsesværdige ved tallet er, at Norge dengang kun havde 4 mio. indbyggere.

– Det må være en verdensrekord. Tænk, hvis en amerikansk film blev set af samtlige 300 millioner, der bor i USA. Den slags sker jo ikke, siger Remo Caprino, søn af filmens nu afdøde instruktør, Ivo Caprino (1920-2001). Remo, nu 71 år, var selv en del af det lille hold, som fra 1969 til 1975 knoklede for at realisere faderens nu klassiske animationsfilm.

Bag kulisserne på "Bjergkøbing Grand Prix". Ivo Caprino er nr. 2 fra højre (i rød skjorte). Remo Caprino ses yderst t.v. Foto: Caprino Studios

Også i Danmark er den 40 år gamle ”Bjergkøbing Grand Prix” suverænt alle tiders mest sete norske film. I dag, hvor Remo Caprino fører familiearven videre som leder af Caprino Studios, møder han fortsat mange danskere, der stolt, men fejlagtigt regner hans fars film for et dansk kulturklenodie. I Bergen overhørte han engang et norsk-dansk kærestepar, der ihærdigt diskuterede ”Bjergkøbing Grand Prix”. Pigen var overbevist om, at filmen var pæredansk. Først da hun skråsikkert satte 10.000 kroner på højkant, greb Remo Caprino ind i samtalen for at stoppe det letsindige væddemål.

Resten af Ivo Caprinos omfangsrige produktion, med ”Karius og Baktus” (1954) og ”Den standhaftige tinsoldat” (1955) som undtagelser, er ikke nær så kendt i Danmark. Men i hjemlandet indtager Caprinos eventyrlige dukkeuniverser en særstilling inden for norsk familiekultur.

– Norges statsfjernsyn, NRK, købte tv-rettighederne til alle Ivo Caprinos kortfilm for et engangsbeløb og sendte dem igen og igen, år efter år, uden at betale ham ekstra for det. Men Caprino tabte ikke på det, for eksponeringen gjorde hans film til fælles folkeeje, forklarer den norske animationsekspert Gunnar Strøm.

En særlig berømt detalje i ”Bjergkøbing Grand Prix” er suget i maven, som opstår, hver gang Il Tempo Gigante drøner over bakketoppen på racerbanen. Effekten blev skabt ved at hænge kameraet op i et specialfremstillet stativ på hjul, som bragte kameralinsen så tæt på kørebanen som muligt. Foto: Caprino Studios

Det er nok også kun få danskere, der vil vide, at Bjergkøbing – Flåklypa – var et afholdt fænomen i Norge længe før Ivo Caprinos film. Forfatteren og billedkunstneren Kjell Aukrust (1920-2002) skabte miljøet og dets beboere, da han i 1950'erne og 60'erne skrev og tegnede satiriske indlæg til forsvarets interne Mannskapsavis. Flåklypas mikrokosmos var hans parodi på et lille, norsk landsbysamfund med alt, hvad der hører til af sære originaler og nabostridigheder.

Kjell Aukrust kom selv fra provinsen og modellerede Flåklypa over sin hjemegn, Alvdal (syd for Trondheim, tæt på den svenske grænse, red.). Derved vandt Aukrust en stor læserskare, der kunne genkende sig selv i hans persongalleri, siger Gunnar Strøm:

– Norge er jo et bondesamfund. Alle nordmænd kommer fra en gård eller har haft bedsteforældre, der bor på landet.

Pindsvinet Ludvig i "Bjergkøbing Grand Prix". Foto: Caprino Film

Filmmanden Ivo Caprino var derimod født ind i Oslos kulturelite som søn af en kunstnerisk anlagt ambassadørdatter og en italiensk konsul. Men trods deres ulige baggrunde svingede Caprino og Aukrust godt sammen, da de mødtes i 1969. Caprino ville animere en sketch-dukkeserie til tv bygget over Aukrusts figurer. Efter halvandet års arbejde præsenterede Caprino et prøveafsnit af ”Flåklypa TV og Radio” for NRK's ledelse. De vendte tommelfingrene nedad.

– Det viste sig, at den fortælleform med korte, finurlige gags, som Aukrust var kendt og elsket for, ikke fungerede nær så godt som dukkefilm, fortæller Gunnar Strøm.

Først da sønnen Remo foreslog at videreudvikle ideen til en biografspillefilm med de samme dukker, fik Ivo Caprino vendt sit nederlag til triumf. Holdet bag filmen skrev et nyt manuskript med en længere, sammenhængende historie, og efter yderligere fire års møjsommelig millimeter-animation var ”Bjergkøbing Grand Prix” klar til at tage Norge med storm. Især bilen Il Tempo Gigante og den elskelige Ludvig vandt manges hjerter, skønt ingen af figurerne havde spillet væsentlige roller hos Aukrust. Før filmen eksisterede Ludvig kun som en reklametegning, mens bilen var designet til en gæsteoptræden i tv-serien. Men filmens nye rollefordeling ramte plet.

– Ludvig og Sofus afspejler to sider af Teodors natur: pessimisten og optimisten. Til sammen udgør trioen vores alles alter ego. For selv om mange i Norge føler, at Flåklypa er et ærkenorsk miljø, findes den slags typer i alle samfund, siger Remo Caprino.

Sofus (Solan) og Ludvig i Kjell Aukrusts streg

Gunnar Strøm mener desuden, at ”Bjergkøbing Grand Prix” forenede det bedste fra Ivo Caprinos og Kjell Aukrusts respektive verdener:
– Caprino lagde en klassisk hollywood-dramaturgi ned over Aukrusts figurgalleri og parodiske situationskomik. Og så er filmen jo også imponerende lavet og fuld af finurlige tekniske løsninger, siger han.

Utroligt nok animerede Ivo Caprino næsten hele den 88 minutter lange film egenhændigt.
– Han var perfektionist, næsten ud i det ekstreme, siger Gunnar Strøm og fremhæver scenen, hvor Bjergkøbings otte mand store orkester giver et nummer. Pianisten, bassisten og trompetisten er alle animeret med korrekt fingersætning i forhold til de toner, man hører dem spille på lydsporet.

– Når man tænker på, at Caprino sommetider skulle flytte ti dukker for hver gang, han optog et enkelt billede af filmen, er det næsten sygt, så fuld kontrol han havde over resultatet, siger Gunnar Strøm.

”Bjergkøbing Grand Prix” blev da også Ivo Caprinos sidste dukkefilm. Efter seks år på samme projekt følte han sig udbrændt, og han tvivlede på, at en opfølger ville kunne indfri forventningerne. I stedet oprettede han et ”Caprinoland” i forlystelsesparken Hunderfossen nord for Lillehammer. Her står en 1:1-model af Il Tempo Gigante udstillet imellem tableauer fra Caprinos mange andre dukkefilm.

Il Tempo Gigante. Foto: Henrik Thorstensen/Caprino Studios

Siden faderens død i 2001 har Remo Caprino restaureret ”Bjergkøbing Grand Prix” for 10 mio. nkr., så teknikken matcher nutidens standarder. Han undersøgte i 2005, hvad en fortsættelse i ”Caprino-kvalitet” ville koste. Overslaget lød på 230 mio. norske kroner.

– Et så stort budget ville gøre os afhængig af udenlandske investorer, og vi ville blive nødt til at fralægge os noget af det kunstneriske ansvar, siger Remo Caprino som begrundelse for ikke at vende tilbage til Bjergkøbing.

At de norske biografer i november 2013 kunne byde på en spritny, stopmotion-animeret dukkefilm fra Flåklypa med flere af de elskede Kjell Aukrust-figurer, kom derfor lige så meget bag på Caprino som alle andre. For selv om mange tror, at Caprino Studios står bag opfølgeren ”Jul i Bakkekøbing”, kendte Remo intet til dens eksistens, før han læste om den i avisen. Animationsfilmen fra selskabet Maipo er dog ganske officiel og sanktioneret af Aukrusts arvinger.



– Efter succesen med ”Bjergkøbing Grand Prix” opstod der en konflikt mellem Kjell Aukrust og Ivo Caprino, fortæller Gunnar Strøm.

Kjell Aukrust brød sig ikke om, at Ludvig, Sofus og Teodor blev associeret mere med Ivo Caprinos film end med hans egne tegninger. For at generobre ejerskabet over sine figurer skrev Aukrust en række nye bøger, hvor Sofus og Ludvig var i centrum. Og det er denne forgrening af Flåklypa-universet, som ”Jul i Bakkekøbing” forholder sig til. Alle, der arbejdede på filmen, fik ligefrem totalforbud imod at gense Caprinos film i de to år, produktionen af ”Jul i Bakkekøbing” stod på.

At byen ikke længere hedder Bjergkøbing på dansk, skyldes, at Caprino Studios har nægtet at lade konkurrenten bruge det hæderkronede navn i Danmark.
– Flåklypa er et eksisterende bynavn i Norge, så det er svært at nedlægge forbud imod. Men da alt for mange i forvejen er forvirrede over navnefællesskabet mellem de to film, har vi ikke ønsket, at folkene bag ”Jul i Flåklypa” skal udnytte vores succes med ”Flåklypa Grand Prix” til egen vinding, forklarer Remo Caprino.

Små 63.345 danskere endte med at løse billet til "Jul i Bakkekøbing", som nåede anderledes svimlende højder i hjemlandet: Mere end 890.000 solgte billetter gjorde "Jul i Flåklypa" til årets mest sete biograffilm i Norge. Og Flåklypa-universet knopskyder fortsat: Endnu en dukkefilm med de elskede Kjell Aukrust-figurer, ”Solan & Ludvig - Herfra til Flåklypa”, er på vej fra Maipo med norsk julepremiere allerede i år.



Bjergkøbing-fakta

”Flåklypa Grand Prix” var Norges første animationsfilm i spillefilmslængde. Et hold på i snit seks personer arbejdede fire år på dukkefilmen, før den fik premiere 28. august 1975.

Det anslås, at ”Flåklypa Grand Prix” har solgt over fem ½ millioner biografbilletter i sit hjemland. Det svarer til, at samtlige nordmænd har været i biografen for at se filmen.

Under titlen ”Bjergkøbing Grand Prix” kom "Flåklypa Grand Prix" til Danmark 8. oktober 1976. En digitalt restaureret kopi fik repremiere i danske biografer 30. juni 2011. I alt har filmen solgt knap 570.000 biografbilletter i Danmark.

"Bjergkøbing Grand Prix" er oversat til 13 sprog. På tysk kaldes Flåklypa for Hintertupfinger, mens den på engelsk hedder Pinchcliffe og på fransk Pignon-Sur-Roc.

Musikken til ”Bjergkøbing Grand Prix” blev komponeret af danske Bent Fabricius-Bjerre.

Den danske lydmand Jacob Trier designede motorlyden til racerbilen Il Tempo Gigante ved at kombinere optagelser af fem forskellige bilmotorer (bl.a. en Alfa Romeo) med lyden af en Cessna-flymotor og en speedbåd.

Dukkernes skeletter og Il Tempo Gigante blev bygget i hånden af Caprino-studiets tekniske geni, Bjarne Sandemose (søn af den danske forfatter Aksel Sandemose).

For at promovere filmen "Bjergkøbing Grand Prix" byggede Ivo Caprinos team en funktionsdygtig udgave af Il Tempo Gigante i fuld størrelse. Racerkøreren Niki Lauda donerede en 7,8 liters Chevrolet-motor med 550 hk og otte cylindere til formålet. Bilen, der er godkendt til vejkørsel, har præsteret 200 km/t. på den tyske Nürburgring. Il Tempo Gigante står i dag udstillet i Hunderfossen Familiepark i Øyer nord for Lillehammer.

Flere har påpeget, at podrace-sekvensen i ”Star Wars Episode I: Den usynlige fjende” (1999) til forveksling ligner væddeløbet i ”Bjergkøbing Grand Prix” helt ned i detaljerne omkring billedvalg og klipning. Det er aldrig blevet bekræftet, om George Lucas har ladet sig inspirere af den norske dukkefilm:



11. november 2013 udkom den restaurerede ”Bjergkøbing Grand Prix” på blu-ray med over to timers ekstramateriale. I Danmark kan filmen kun købes gennem Caprino Studios' webbutik (www.caprino.no) eller hos El-Giganten. Butikskædens navnesammenfald med Il Tempo Gigante er dog en ren tilfældighed, siger Remo Caprino.

En Limited Edition-gaveæske, der foruden blu-ray'en af "Bjergkøbing Grand Prix" indeholder håndmalede figurer af Sofus, Ludvig og Teodor, er fremstillet i 2000 eksemplarer.

Maipo Film og Qvisten Animation står bag den selvstændige efterfølger ”Jul i Bakkekøbing” (Jul i Flåklypa), der er instrueret af Rasmus A. Sivertsen (”Kurt blir grusom”). Produktionen varede to år og to måneder og kostede 25 mio. norske kroner. Filmens dukker blev stopmotion-animeret (flyttet billede for billede ved håndkraft) ligesom i ”Bjergkøbing Grand Prix”. Kun snefnug, røg og lignende effekter er skabt i computeren.

”Jul i Bakkekøbing” er den tredje filmatisering af Kjell Aukrusts Flåklypa-univers. Den håndtegnede spillefilm ”Solan, Ludvig og Gurin med reverompa” var en succes i de norske biografer i julen 1998.



fredag den 5. juni 2015

"Foxcatcher": Interview med Steve Carell, Channing Tatum, Mark Ruffalo og Bennett Miller

Det knugende drama "Foxcatcher" udkommer i dag på dansk dvd, blu-ray og VOD fra Universal/Sony.

Filmen skildrer det skæbnesvangre møde mellem to brødre, der begge er OL-atleter, og en paranoid velgører. Det unge bryderhåb Mark Schultz (Channing Tatum) prøver at træde ud af sin succesrige storebror, Daves (Mark Ruffalo), skygge. Desværre kommer Mark i kløerne på den excentriske milliardær John Du Pont (Steve Carell), som har skræmmende, skjulte bagtanker, da han tilbyder at træne Mark op til de olympiske lege i 1988.



Steve Carell blev oscarnomineret for sin præstation som den kejtede og dybt utilpassede John Du Pont. Også sexsymbolet Channing Tatum viser nye sider af sit talent i Bennett Millers psykologiske thriller-tragedie, som havde dansk biografpremiere i januar i år.

Jeg oplevede første gang "Foxcatcher" på filmfestivalen i Toronto i september 2014. Ved samme lejlighed interviewede jeg fire af mændene bag filmen, hvoraf de tre skulle blive oscarnomineret et halvt år senere (dog uden at vinde):

Steve Carell, som er stille og selvudslettende i virkeligheden; Mark Ruffalo, holdets lune bamse, samt instruktøren Bennett Miller, der virkede stærkt utilpas ved at skulle snakke med fremmede. Og så Channing Tatum, der sad mellem sine to kolleger og strittede venligt med sine heftige blomkålsører.

Steve Carell som John Du Pont i "Foxcatcher" | pr-foto Sony Classics

Mit "Foxcatcher"-interview kan læses på Berlingske Tidendes hjemmeside. Her fortæller Bennett Miller, hvad der fascinerede ham ved netop denne virkelige historie, og hvorfor han valgte at caste den bløde komiker Steve Carell som historiens utiltalende, sociopatiske rigmand.

Steve Carell beretter om sine forberedelser til rollen og hvad han tror, der foregik inde i hovedet på John Du Pont.

Channing Tatum og Mark Ruffalo (der er eks-delstatsmester i brydning) trænede sammen i syv måneder inden optagestarten. Tatum, der hadede det, mindes, hvordan Ruffalo sprængte én af Tatums trommehinder under indspilningerne.

Endelig diskuterer Mark Ruffalo og Bennett Miller, hvordan filmens strenge, tavst iagttagende stil hænger nøje sammen med den konfronterende meditationsteknik, som Miller er udøver af.

INTERVIEW OM "FOXCATCHER":
En tavs tragedie
Brian Iskov i Berlingske Tidende 8. januar 2015

Bennett Miller, Mark Ruffalo og Channing Tatum fra "Foxcatcher" | pr-foto Sony Classics

Herunder følger lidt af det ekstramateriale fra "Foxcatcher"-junketten i Toronto, som jeg ikke kunne få plads til i selve artiklen. Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama:

Om den effektsminke, der skjuler Steve Carells milde åsyn bag en uklædelig høgenæse og gusten teint:

Steve Carell: "Det tog flere måneder at finde frem til DuPonts ydre. Vi afprøvede mange muligheder for at nå til en maske, der var sømløs og ikke noget, jeg skulle trænge igennem med mit skuespil. Jeg mødte op i sminkerummet tre timer før alle andre [i hele optageperioden]. Når jeg endelig blev klar, var jeg så frastødende at se på, at det var med til at lægge afstand mellem mig og de andre. Jeg var ikke én, man havde lyst til at hænge ud med. Dét kunne jeg bruge i rollen."

Bennett Miller: "Jeg synes, det er interessant, at du og Channing aldrig rigtig snakkede sammen, før I mødtes [til filmens verdenspremiere] på Cannes-festivalen [i maj 2015]."

Steve Carell: "Nej, og han er jo en virkelig flink fyr."

Steve Carell som John Du Pont i "Foxcatcher" | pr-foto Sony Classics

Om indspilningen af "Foxcatcher", der var lige så stille og intens som selve filmen og dens personer:

Channing Tatum: "Bennett Miller holder stemningen tyst og anspændt under optagelserne. Der er ingen, der griner under arbejdet. Alle, fra kameraholdet til elektrikerne, tager det meget alvorligt, og Bennett fastholder den energi."

Steve Carell: "Ærlig talt står det hele som en tåge for mig, fra start til slut. Som om vi alle var neddykket i noget. [...] For mig at se er historien en græsk tragedie. Det er en frygtelig trist affære for alle implicerede, og det er, som om der hænger en tung sky over de her personer og deres indbyrdes forhold. Man aner på intet tidspunkt, hvad det vil føre til, men alligevel bliver man ikke overrasket, når tragedien indtræffer i sidste ende."

Bennett Miller: "Det har altid været en historie, som skulle åbenbare sig langsomt. Alle faser – research, udvikling, skrivning, øvning, indspilning, klipning – var præget af søgen og diskussioner af filmens historie, dens tyste kommunikationsform, og hvordan understrømmene og det usagte går op i en højere enhed. Filmen krævede tålmodighed. Vi øvede scenerne, mens vi optog dem, hvilket jeg tror var en stor gevinst. Skuespillet har en umiddelbarhed, som suger tilskueren til sig, fordi man kan se i skuespillernes øjne, at de ikke helt ved, hvad der vil ske. Ligesom i livet."

Mark Ruffalo: "Bryderes fysiske udtryk udgør en stor del af deres liv. De skal ikke sige meget for at udtrykke, hvad de føler, og de er sjældent særlig velformulerede. Men deres fysiske sans er ekstremt skarp og nuanceret. Så selv om vi ikke forberedte os hver eneste dag under researchfasen, voksede processen inde i os hele tiden."

Channing Tatum og Mark Ruffalo i "Foxcatcher" | pr-foto Sony Classics

> "Foxcatcher" kan lejes og ses online på Blockbuster.dk og SF Anytime

torsdag den 7. maj 2015

"Blade Runner: The Final Cut": Ridley Scott fortæller

Fra i dag og en uge frem (7.-13. maj 2015) kan "Blade Runner: The Final Cut" igen nydes på Imperials store lærred. Sir Ridley Scotts stilskabende sci-fi-thriller fra 1982 får samtidig repremiere i Nordisk Films biografer i Aarhus, Odense og Aalborg.

Det var også Imperial, der i maj 2008 lagde lærred til den første, danske visning af filmens femte - og i manges øjne ultimative - sammenklipning. Jeg var med på Venedig-festivalen i efteråret 2007, da Ridley Scott lancerede "Blade Runner: The Final Cut" for verdenspressen. Herunder kan du læse, hvad instruktøren havde at sige om "Blade Runner", der floppede ved fremkomsten, men siden er gået over i filmhistorien som en klassiker inden for neo(n)-noir.



ARTIKEL OM "BLADE RUNNER: THE FINAL CUT"
Alle gode gange fem
Brian Iskov for AOK/Berlingske Tidende 16. maj 2008

Hvornår er en film færdig? Før i tiden var det, når datoen for biografpremieren åndede instruktøren og klipperen tungt i nakken. Så skulle der afleveres, uanset hvor meget fingrene kriblede efter at justere videre på værket.

»Director’s Cut«-fænomenet, der slog igennem i 1990erne, gav Hollywoods mest perfektionistiske fortællere muligheden for at gå tilbage og finpudse deres oprindelige visioner. Og i dag, hvor dvd-mediet lokker med ekstra guf som et salgsargument, bugner markedet af alternative udgaver af såvel ældre som spritnye titler.

Fem af Sir Ridley Scotts film har til dato fået en ny chance på klippebordet. Men fremtidsthrilleren »Blade Runner« slår dem alle, når det gælder omstændelige reparationer. »Final Cut«-versionen, der spiller i Imperial fra i dag, er filmens femte officielle udgave!

Harrison Ford i "Blade Runner: The Final Cut" (1982/2007) | pr-foto Warner Bros.

Den engelske reklamefilms-æstet Ridley Scott red stadig højt på succesbølgen fra sin rumgyser »Alien«, da han tog turen over Atlanten for at instruere sin første film på amerikansk grund. Men Harrison Ford som hårdkogt detektiv i en ravmørk, regnvåd fremtid? Det var hverken, hvad kritikere eller menigmand havde lyst til i 1982.

Da AOK møder den nu 70-årige instruktør på Venedig Filmfestival, erkender han, at en del af fiaskoen skyldtes hans egen usikkerhed som nybegynder i Hollywood.

"Vi prøvekørte filmen, som man altid gør i USA. Jeg troede, den var hjemme, men visningerne gik rigtig skidt. »Blade Runner« forvirrede testpublikummet. De kunne ikke forstå, hvorfor de sad og heppede på skurken, eller hvorfor helten fandt sig i at få så mange tæv. Min selvtillid røg i bund, og jeg begyndte at lave rettelser, som kompromitterede min oprindelige idé," siger Ridley Scott i Venedig.

Trods indsigelser fra Harrison Ford tilføjede Ridley Scott en fortællerstemme, der på pædagogisk vis overforklarede, hvad der skete, hvem personerne var, og hvad de agtede at gøre mod hinanden.

"Det modsatte af god fortælleteknik! Filmen skal altid være et skridt foran publikum. Ikke med dem eller bag dem. Her bragte jeg publikum på linje med fortællingen, og det var en fejl."


Ridley Scott bed skuffelsen i sig og glemte alt om »Blade Runner«, indtil han nogle år senere tændte for MTV og blev mødt af, hvad han først troede var råklip fra sin egen film.

Men det var midt-80'ernes dyrt opsatte musikvideoer, der efterabede filmens look af fordærvet storbyjungle i glinsende neonskær. Det dystopiske design smittede også af på arkitektbranchen, fortæller Ridley Scott.

"En meget berømt arkitekt sagde til mig for 20 år siden: »Jeg viser »Blade Runner« på mit kontor en gang om måneden for alle, der har lyst til at se den.« Han forklarede, at filmen havde ændret hele hans måde at opfatte arkitektur og udsmykning på."

Med tiden fandt Ridley Scotts tredje spillefilm et hengivent kultpublikum, og derfor fik instruktøren i 1992 lov til at fjerne den påklistrede speak i et »Director’s Cut«. Den malplacerede optimist-slutning mødte saksen ved samme lejlighed, men Scott var stadig ikke tilfreds. I 2000 påbegyndte han endnu en overhaling, som først lå klar til filmens 25-års jubilæum i 2007.

Ridley Scott i Venedig 2007

Ændringerne i »The Final Cut« beløber sig mest til kosmetiske opstramninger. Småfejl og visuelle effekter er rettet, mens lyden og billederne har fået med støvekosten. Den digitale kopi fremstår med producerens ord "flottere end førsteudgaven gjorde i 1982".

Men mon ikke fansenes interesse samler sig om filmens omdiskuterede drømmesekvens, for første gang indsat i sin fulde længde? Når enhjørningen galopperer gennem detektiven Deckards bevidsthed, sætter Sir Ridley Scott endegyldigt punktum for debatten om ...

– og her kommer en potentiel spoiler –

... hvorvidt helten selv er en af de menneskelignende robotter, han er sat til at jagte.
Deckard er en replikant. Og »Blade Runner« er langt om længe færdig.

torsdag den 23. april 2015

Tilbage til Marvels "The Avengers": Bag superskurkens maske

I dag får Marvels "The Avengers: Age of Ultron" verdenspremiere - og for første gang i Danmark også i IMAX 3D, intet mindre. I den forbindelse optager Filmnørdens Hjørne en særlig podcast om emnet superheltefilm, hvor Casper, Jesper og Mille bl.a. anmelder Joss Whedons nye Avengers-epos. Jeg bidrager til podcasten med et historisk overblik over superheltefilm fra 1930 til 1980 - selvfølgelig med masser af kuriøse og obskure eksempler.

Hør Bries gennemgang af superheltefilmenes tidlige historie fra 0:42:14 til 1:20:14:


Imens vender Bries Blog-O-Rama blikket tilbage mod den første "The Avengers"-film fra 2012. Jeg lavede junket på filmen i London, og det endte med artikler i Politiken og Dagbladenes Bureau, et indlæg på denne blog samt interviewindslag i Filmnørdens Hjørnes podcast 98.

> Læs "Fastelavn for superhelte" om The Avengers' farverige kostumer
> Hør eller genhør Filmnørdens Hjørnes podcast 58 (Dén om Avengers)

Herunder kan du nu læse, hvad Tom Hiddleston, Clark Gregg og Jon Favreau (i et uddrag fra min "Cowboys and Aliens"-junket) i 2012 havde at sige om superheltegenrens mytologiske egenskaber, og hvad vi som publikum kan lære om helte, skurke og os selv ved at se superheltefilm.



ARTIKEL OM "THE AVENGERS":
Bag superskurkens maske
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, april 2012

På filmplakaten poserer en supergruppe af tegneseriehelte – med navne som Iron Man, Captain America, Black Widow og Thor – iklædt spandex, kapper og kropsnær læder. Det ligner til forveksling en fastelavnsfest for hollywoodstjerner, når Marvel-studiets superhelte holder generalforsamling i den biografaktuelle ”The Avengers”. Men to af filmens skuespillere hævder, at man kan lære en masse om vores samtids helteidealer, fjendebilleder og menneskets psykologi, hvis man kigger bag om de spraglede kostumer.

I ”The Avengers” gentager britiske Tom Hiddleston sin gennembrudsrolle som den lumske Loke fra Marvels udgave af ”Thor” (2011). Den 32-årige skuespiller mener ikke, at en film som ”The Avengers” savner tyngde, blot fordi det er kulørt underholdning:

– Superhelte appellerer til vores fantasi, og hele ideen med at have fantasi er, at man kan flygte ind i den. Og virkelighedsflugt er stadig en stor del af, hvad filmmediet handler om. Men superhelte er samtidig en slags moderne mytologi, der kan sætte billeder på vores drømme, mareridt og fælles forhåbninger på tværs af sociale og religiøse skel.

Marvels Avengers Assembled (2012) | pr-foto Marvel

Også den amerikanske skuespiller Clark Gregg kan takke Marvel for sin karrieres største løft. Fordi fansene elskede hans birolle som den sarkastiske agent Phil Coulson i ”Iron Man” (2008), har figuren nu optrådt som fast element i fire Marvel-film. Privat har den 50-årige Gregg alle dage haft øje for de dybere lag i science fiction-historier og superheltetegneserier:

– Mange bøger og film i den fantastiske genre bliver ikke værdsat nok for det, de kan. Genren kan give os et satirisk udsyn på verden ved at vise den fra et fremtidsperspektiv, som spejler os selv længere fremme ad den sti, vi er slået ind på – eller måske viser en spændende afvigelse fra stien.

Clark Gregg påpeger, at superhelteserier lige siden 1940'erne har fungeret som et barometer for, hvad det vil sige at være en helt i den samtid, som historierne blev skabt i.

– Heltene i vores udgave af ”The Avengers” er meget anderledes end de patriotiske helte, man havde i 40erne og 50ernes krigsramte Amerika. Især efter 11/9-angrebene har superheltene udviklet sig i retning af det mere selvbevidste, ufuldkomne og ironiske, siger Gregg. Han finder det særlig inspirerende, at hans figur, en almindelig dødelig, vælger at kæmpe side om side med de mægtige halvguder i ”The Avengers”, hvor det endelige slag mod ondskaben udspiller sig i – af alle byer – New York City.

Tom Hiddleston som Loke i "The Avengers" (2012) | pr-foto Marvel

Og apropos ondskab: Hvad ville superhelte være uden superskurke til at yde dem værdigt modspil? Efter at have portrætteret den magtsyge og komplicerede Loke i to film, har Tom Hiddleston gjort sig en del tanker om, hvorfor skurke handler, som de gør. Han nåede frem til, at Loke ligesom flere af verdenshistoriens mest berygtede tyranner er motiveret af sårede følelser.

– Loke voksede op i Asgård som Odins kronprins og forventede at blive udnævnt til konge. Men i ”Thor” fandt han ud af, at hele hans livs fortælling var en stor løgn. Han viste sig at være den uægte søn af en jætte, forladt af sit biologiske ophav og siden forrådt af sine adoptivforældre. Loke er en skadet sjæl, hvis hjertekvaler med tiden er hærdet til en destruktiv blanding af storhedsvanvid, forfængelighed og hovmod. Derfor håber jeg, publikum trods alt føler lidt med ham.

I en tankevækkende scene fra ”The Avengers” angriber Loke den tyske by Stuttgart og befaler folket på gaden at knæle for sig. Kun en enkelt ældre herre nægter at parere ordre. Han husker en lignende situation fra 1939. Tom Hiddleston opfatter denne scene som et sindbillede på de psykologiske mekanismer, som fascistiske ledere også i dag er dygtige til at udnytte.

Stuttgart-scenen fra "The Avengers" (2012) | pr-foto Marvel

– Vi mennesker finder tryghed i at blive ledet af andre. Det er derfor, vi er så fascinerede af nye politiske lederskikkelser, der udstråler selvtillid. Nogle mennesker kan lide at følge andre, mens nogle er skabt til at føre an. Somme tider kan en stærk leder forene folket til alles bedste. Andre gange går det frygtelig galt. Winston Churchill var en fremragende lederskikkelse under 2. verdenskrig, og briterne følte sig trygge ved at følge hans forbillede og hans instinkter. Adolf Hitler ejede en tilsvarende karisma og appellerede til den samme sensibilitet, men han manipulerede groft med instinktet. Det er lidt det samme, Loke gør i ”The Avengers”, når han siger: ”Den usagte sandhed om menneskeheden er, at I higer efter underkastelse.”

Tom Hiddleston er dog helt med på, at langt de fleste blot vil nyde ”The Avengers” som et stykke storladen eskapisme. At han spiller en jætte med overnaturlige kræfter og en hær af rumvæsener i sin magt, siger også lidt om, hvordan tidens amerikanske underholdningsfilm i stigende grad forlader sig på fantasifulde metaforer i deres valg af fjendebilleder. Årsagen skal bl.a. findes i den stigende globalisering af markedet, udtaler Jon Favreau, der instruerede de første to ”Iron Man”-succeser for Marvel.

– Hollywood laver ikke længere film til Amerika, men til hele verden. 70 procent af branchens indtjening stammer i dag fra lande uden for USA, hvilket er et relativt nyt fænomen. Det betyder også, at man ikke kan sælge en historie, hvor halvdelen af kloden holder med det ene hold, mens resten hepper på det andet. Men hvis et rumvæsen dukker op, er alle på samme side. Det er derfor, at vi i dag ser flere og flere store film, hvor heltene slås mod invaderende rumvæsener eller superskurke fra tegneserier. Det er de eneste politisk korrekte fjendebilleder, der er tilbage.

Clark Gregg som agent Phil Coulson i "The Avengers" (2012) | pr-foto Marvel

Jon Favreaus betragtning får Clark Gregg til at fundere over, om vi netop nu oplever en periode, hvor amerikanerne gør op med de vante stereotyper og arbejder på at forstå deres omverden bedre:

– Personlig er jeg stolt over at se, hvordan et så patriotisk og geografisk isoleret land som USA har bearbejdet 11/9-angrebene gennem de sidste ti år. I USA er der altid nogen, der ønsker at dæmonisere vores fjender, men jeg fornemmer også en modsatrettet holdning, hvor man ikke ønsker at skære andre folkeslag eller trosretninger over én kam. Eller også er det bare mig, der er voldsomt naiv!

LÆS MERE:
> Om "Cowboys and Aliens": Brie møder Daniel Craig, Harrison Ford og Jon Favreau
> Om Marvels "Thor": Brie møder Kenneth Branagh
> Brie anmelder blu-ray-ekstramaterialet til "Thor"
> Tom Hiddlestons gyldne øjeblikke (videokavalkade)

lørdag den 11. april 2015

CPH PIX 2015: "Rosewater" - interview med Jon Stewart og Maziar Bahari

For syvende år i træk har filmfestivalen CPH PIX indtaget Københavns biografsale. Fra 9. til 22. april vises 130 spillefilm, hvoraf mange ikke er købt til dansk biografdistribution. CPH PIX er med andre ord den eneste chance for at se disse film på et stort lærred i Danmark.


En af de eksklusive danmarkspremierer på dette års CPH PIX er "The Daily Show"-værten Jon Stewarts instruktørdebut, "Rosewater", fra 2014. Jeg så filmen på Toronto Filmfestival i september sidste år, hvor jeg også interviewede Jon Stewart og journalisten Maziar Bahari.

Maziar Bahari sad i 2009 fem måneder i et iransk torturfængsel under anklage for spionage. Det eneste, han havde gjort, var at medvirke i et satirisk indslag i Jon Stewarts "The Daily Show". Bahari spilles i filmen af Gael Garcia Bernal. Som hans forhørsleder ses Kim Bodnia.

Hvad der kom ud af mine møder med Jon Stewart og Maziar Bahari, kan du læse i hhv. Politiken, Soundvenue og nu også her på Bries Blog-O-Rama.



I Politikens dobbeltinterview går Jon Stewart og Maziar Bahari i detaljer med omstændighederne omkring Irans præsidentvalg i 2009, og hvorfor det er vigtigt at anerkende den absurditet, som er en del af alle totalitære regimer:

DOBBELTINTERVIEW MED JON STEWART OG MAZIAR BAHARI
> "I skal ikke fængsle journalister, for de husker lortet"
Brian Iskov i Politiken 02.04.2015

"Aftenen før jeg forlod Iran, inviterede min forhørsleder og hans chef mig på café. Vi fik kage og te, og han fortalte mig: »Når du forlader Iran, vil vi følge dit mindste skridt. Du kommer ikke til at fortælle nogen om, hvad der skete i fængslet, for så henter vi dig tilbage i en ligpose«. Da min Newsweek-redaktør hentede mig i Heathrow Lufthavn, røg det ud af mig: »De motherfuckere. Jeg fortæller det hele«.
– Maziar Bahari

I Soundvenues solointerview med Jon Stewart causerer han veloplagt over sit første forsøg ud i instruktørfaget. Han forklarer også, hvorfor i alverden han valgte en dansker - Kim Bodnia - til rollen som iransk torturudøver:

SOLOINTERVIEW MED JON STEWART
> "Jeg er Hollywood, baby"
Brian Iskov i Soundvenue Magazine april 2015



BONUSMATERIALE MED JON STEWART OG MAZIAR BAHARI
- eksklusivt for Bries Blog-O-Rama

Hvorfor valgte du at tage orlov fra "The Daily Show" for at lave "Rosewater" som spillefilm?"

Jon Stewart: Jeg har haft det samme arbejde i 16 år. Dag ud og dag ind. Jeg var fyren, der lavede doughnuts, og så kom der nogen og spurgte: "Har du lyst til at lave en pizza"?"

Og hvordan udviklede processen sig derfra?

Jon Stewart: "Det forløb meget organisk. Efter at Maziar blev løsladt [i oktober 2009] mødtes vi ofte over morgenmad – han spiste havregrød, jeg fik mysli og stempelkandekaffe – for at hygge os og snakke om hans bog ["Then They Came for Me"]. Han spurgte, om jeg ville hjælpe ham med at bearbejde den til film, og jeg tænkte: ”Han er ikke fra Hollywood. Jeg stikker ham en plade.” Så jeg svarede: ”Helt sikkert! Jeg er en af de førende film … mager … ister.”"

Jon Stewart, Maziar Bahari og Gael Garcia Bernal | pr-foto © Wireimage/Getty for TIFF

Maziar Bahari: "Vi kontaktede en række forfattere, producere og instruktører. I 2012, da bogen havde været ude i et år, nåede vi begge til det punkt, hvor vi sagde, ”Fuck det, nu laver vi den”. Jon skrev manuset, og efter at have lagt så megen energi, tid og lidenskab i projektet, havde han ikke lyst til at give det videre til en anden instruktør."

"Aktuel humor er underholdningsbranchens æggesalat. Uanset hvor meget man gør sig umage med at lave en god æggesalat, vil folk efter tre dage sige: ’Hvad fanden er dét?’«"
– Jon Stewart

Jon Stewart: "Før jeg besluttede mig for selv at skrive manuskriptet, var planen at indspille filmen på farsi med en besætning, som udelukkende bestod af persiske skuespillere. Det var Maziar, som sagde: ”Det har jeg virkelig ikke lyst til at gøre. Jeg vil have, at filmen skal være på engelsk, og at den bliver så universel som overhovedet mulig. For de her problemer bør opfattes som universelle. De bør placeres i den bredest mulige kontekst.” Og efter at have talt om det var jeg overbevist om, at han havde ret. I sidste ende må jeg også forholde mig til, hvem jeg er. Jeg er ikke Ashgar Farhadi. Jeg er en jødisk fyr fra New York."

"Rosewater" er en overvejende alvorlig film om et alvorligt emne. Har dét at skrive og instruere denne film givet dig en form for tilfredsstillelse, som du ikke får fra "The Daily Show" og fra stand-up?

Jon Stewart: "Det tilfredsstillede mig på en måde, der ikke har noget med modsætningen mellem komedie og seriøsitet at gøre. Grunden er, at satire er en proces, der hjælper idioter som mig med at klare sig. Jeg anser ikke det, vi laver [i ”The Daily Show”], for at være useriøst. Vi gør grin, men vi gør det, fordi jeg ikke helt ved, hvad vi ellers skal gøre. At ens land invaderer et andet land af årsager, som ingen rigtig er sikre på, er dødsens alvorligt. En følelse af ansvar over for verden, af skam. Vores program håndterede den skam på samme måde, som vi håndterer alt andet, nemlig at finde den iboende absurditet. For mig at se er det ikke useriøst. Det er den dybeste form for seriøsitet, som jeg kunne udforske inden for det emne."

Maziar Bahari: "Helt fra starten af ønskede jeg at gøre det klart, at det her ikke bare er min historie. Tusindvis af journalister og borgerretsforkæmpere over hele verden har oplevet noget lignende."

Gael Garcia Bernal (t.v.) og Jon Stewart (t.h.) | pr-foto © Open Road Films

Det iranske styre har, måske ikke overraskende, fordømt "Rosewater". De hævder, at du er finansieret af CIA og den zionistiske lobby ...

Jon Stewart: "Jøder har som bekendt meget svært ved at blive enige om noget som helst. Den zionistiske lobby meldte klart ud: ”Vi vil have, at dét her skal være grønt”, og så sagde CIA: ”Det er blåt”. Det er ikke let at træffe beslutninger, når man har to herrer."

Hvordan forholder du dig til den slags beskyldninger?

Jon Stewart: "Jeg fniser indvendig. Og nogle gange laver jeg en lille dans [og synger] ”Jeg er i Mos-saaad, jeg er i CIA-A-A ...”. Jeg anser det som en æresdoktorgrad. Den er helt igennem ufortjent, men den ser fantastisk ud på cv'et."

"Det er umuligt at værne sig mod den slags kritik. Man kan kun styre sin integritet, sin intention og hvordan den udføres. Mit budskab med denne historie er: ”Hvordan får man dogmatikere til at holde op med at hakke på én?” Alle, der har været til julemiddag hos familien, ved, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg håber, at jeg er åben nok til stadig at kunne tage imod konstruktiv og interessant kritik. Men hvis nogen har tænkt sig at fodre mig med dogmer som sandhed, kan de rende mig i røven."

"Hvis nogen har tænkt sig at fodre mig med dogmer som sandhed, kan de rende mig i røven."
– Jon Stewart

Du har lavet ”The Daily Show” i 16 år. Hvornår indså du, at det var mere end bare et tv-program, og at I faktisk havde indflydelse på den politiske debat? Og at jeres show er et bedre nyhedsprogram end for eksempel dem på FOX Network?

Jon Stewart: "Nu er overliggeren jo ikke særlig høj. Det er et produkt af nødvendigheden af daglig bullshit 24 timer i døgnet. Maskinen har brug for indhold, og den er tørstig og umættelig. Alle, der leverer regelmæssigt indhold, får lov til at melde sig i koret. Det har man ingen kontrol over. Til gengæld kan man kontrollere integriteten af sine bidrag og håbe på, at dét taler for sig selv."

Havde du nogensinde troet, at ”The Daily Show” ville blive så stort, at I kunne få nogen arresteret?

Jon Stewart: "Det har ikke noget med programmets størrelse, kvalitet eller væsentlighed at gøre, men kun om det iranske styres desperation. De anholdte Maziar, fordi de gik i panik, da folket gjorde oprør i gaderne efter valget. Den slags foregår over hele verden, ikke bare i Mellemøsten. Alle regimer – også USA og vores allierede – benytter pressionsmidler for at tilbageholde oplysninger, som de ikke ønsker at gøre gennemskuelige. I nogle lande er det bare institutionaliseret på en mere autoritær måde."

> Se det oprindelige indslag fra "The Daily Show", som udløste Maziar Baharis fængsling

Maziar, du bor i London med kone og barn. Frygter du for din familie og dine venner i Iran?

Maziar Bahari: "Jeg siger altid til folk, som fører kampagner for fanger i Iran, at de skal skaffe situationen så meget omtale, de overhovedet kan, for at gøre forseelserne imod fangerne så kostbare som muligt for regeringen. Da jeg blev løsladt og begyndte at snakke, chikanerede regimet mine familie og venner. Så tav jeg, fordi jeg tænkte, at jeg ville forværre situationen ved at tale om det. Men efter tre-fire måneder var jeg i tv og skrev også en artikel om, hvordan revolutionsgarden truede min familie, og så holdt de op. At skrive en bog og lave en film har gjort mig mere beskyttet i stedet for mere udsat."

"Jeg følte et ansvar, og det gør jeg stadig. Hver morgen, når jeg vågner, hører jeg om en kollega, en ven eller en bekendt i Iran, som er blevet anholdt, torteret, truet. Efter fem år har folk heldigvis lært at udtale mit navn, men der er så mange iranere, hvis navne folk hverken kender eller kan udtale. Jeg er nødt til at være deres stemme."

Kim Bodnia og Gael Garcia Bernal i "Rosewater" | pr-foto © Open Road Films

En stor del af filmen følger dine 118 dage i isolationsfængsel, hvor du bliver udspurgt af forhørslederen Rosewater. Der gik meget lang tid, før du overhovedet anede, at USA's udenrigsminister Hillary Clinton og andre arbejdede på at få dig løsladt. Hvordan holdt du dig oppe i fængslet?

Maziar Bahari: "Det vigtigste for autoritære regimer og de folk, der arbejder for dem, er at holde folk under kontrol, og det gør man bedst ved at berøve én sine sanser. De giver én bind for øjnene og sætter én i enecelle i en stille del af byen, så man hverken kan høre noget, tale med nogen eller mødes med nogen. Den eneste kommunikationsvej med omverdenen går gennem forhørslederen. Det lykkedes mig at tænke på min familie, min kultur, sangene, filmene, romanerne, digte, som jeg kendte, og de minder tilfredsstillede på en eller anden måde mit behov for at kommunikere med resten af verden. Samtidig led jeg ofte af vrangforestillinger, fordi jeg sad i isolation. Jeg gik også med selvmordstanker på et tidspunkt."

"Det ville være meget nemt at skildre forhørslederen i ’Rosewater’ som et sadistisk monster. Men fundamentalistiske regimer er menneskelige, og vi er nødt til at se dem i dét lys for at forstå dem bedre."
– Jon Stewart

"Det smukke ved det iranske styre er, at det prøver at være et diktatur ligesom Nordkorea eller Nazityskland, men det er ikke muligt på grund af den iranske geografi, befolkningsgruppernes diversitet og diverse huller i systemet. I et iransk fængsel bliver fangerne fulgt til forhørslokalet af en vagt, og disse vagter er normale mennesker. Jeg ved ikke, hvordan de hverver dem, men jeg plejede at sludre med dem på vores fem minutters gåtur, og jeg kom på venskabelig fod med nogle af dem. Selv om jeg havde bind for øjnene, lærte jeg dem at kende gennem den måde, de holdt min hånd på, eller deres måde at tale på. Én af dem blev jeg ven med ved at fortælle sjofle vittigheder. Jeg indså for længe siden, at uanset om man arbejder på Wall Street, bor i en favela i Rio de Janeiro eller sidder i fængsel i Teheran: Hvis man er mand, kan man lide sjofle vittigheder. Og jeg hørte mange af dem som teenager."

"Den samme vagt hentede mig en dag i min celle med ordene: ”Rejs dig op, mr. Hillary Clinton”. Som om jeg var Hillary Clintons mand. Jeg var chokeret og anede ikke, hvorfor han kaldte mig det. Men så gik det op for mig, at nogen havde startet en international kampagne for at få mig løsladt, og at USA's udenrigsminister talte om mig, selv om jeg ikke engang var amerikansk statsborger. Det var nok min bedste dag i fængslet, og jeg fortalte vagten den mest beskidte vittighed nogensinde. Jeg har ikke tænkt mig at genfortælle den hér!"

Jon Stewarts "Rosewater" kan ses på CPH PIX den 11., 18. og 22. april 2015.

Gael Garcia Bernal i "Rosewater" | pr-foto © Open Road Films

"ROSEWATER": BAGGRUNDEN KORT FORTALT

I juni 2009 rejste Newsweeks journalist Maziar Bahari til Iran for at dække det første demokratiske præsidentvalg i den islamiske republik. Folkets håb om en moderat, vestligtsindet leder i form af udforderen Mir Hossein Mousavi blev imidlertid knust, da den siddende, reformfjendtlige præsident, Mahmoud Ahmadinejad, sejrede stort over oppositionen. Mistanker om valgsvindel førte til optøjer i Teherans gader, men regimets sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på ”den grønne bevægelse”. Mindst 36 civile blev dræbt og over 4000 fængslet i månederne efter valget.

Kort forinden havde den iranskfødte canadier Bahari medvirket i et indslag i Jon Stewarts satiriske nyhedsprogram ”The Daily Show” på den amerikanske kabelkanal Comedy Central. Da de iranske myndigheder fik fat i en kopi af udsendelsen, anholdt de Bahari og spurgte ham, hvorfor han mødtes med ”en amerikansk spion” (Stewarts programmedarbejder Jason Jones - som er canadier - iklædt spionkostume). De forstod ikke ironien.

Fra juni til oktober 2009 sad Maziar Bahari i enecelle i Teherans Evin-fængsel uden kontakt til andre end sine vogtere og forhørslederen, der udsatte ham for psykologisk tortur. En international kampagne anført af USA's daværende udenrigsminister Hillary Clinton lagde pres på det iranske præstestyre. Efter 118 dage blev Bahari løsladt.

Efter at Maziar Bahari besøgte ”The Daily Show” for at fortælle om sit fangenskab, blev han og Jon Stewart enige om at filmatisere historien. Af nød begyndte Stewart selv at arbejde på manuskriptet i weekenderne, mens han lavede ”The Daily Show” i hverdagene. Tv-stjernen endte med at tage tre måneders orlov i sommeren 2013 for selv at instruere filmen – hans første i denne kapacitet.



"ROSEWATER": FAKTA

Jon Stewart (Jonathan Stuart Leibowitz, f. 1962)
Amerikansk satiriker, tv-vært, instruktør, forfatter, skuespiller og stand-up-komiker af jødisk familie.
Debuterede som klubkomiker i 1987 efter at have taget en collegegrad i psykologi.
Første talkshow i eget navn på MTV i 1993. Sporadiske biroller i komediefilm 1994-2002.
Fast vært for 'The Daily Show' på Comedy Central siden 1999 (herhjemme først sendt på DR2). Det satiriske aktualitetsprogram har modtaget 19 Emmypriser og vundet anerkendelse for sine skæve vinkler på nyhedsformidling. Siden Politikens interview fandt sted, har Stewart bebudet sin afgang som showets ankermand inden nytår.
Har været vært for Grammy-uddelingen og Oscar-showet to gange hver.
Debuterede i 2014 som spillefilminstruktør med 'Rosewater', som han også er manusforfatter og producer på.

Maziar Bahari (f. 1967)
Iranskfødt journalist og dokumentarfilmskaber.
Flyttede fra Iran til Canada i 1988 for at studere film og samfundsvidenskab.
Er i dag canadisk statsborger, men bosat i London i England med sin kone, advokat Paola Gourley, og deres datter.
Iran-korrespondent for magasinet Newsweek fra 1998 til 2011.
Sad i isolation i Teherans Evin-fængsel fra 21. juni til 20. oktober 2009, anklaget for at være CIA-spion.
Skrev bogen "Then They Came for Me: A Family's Story of Love, Captivity, and Survival" (udgivet 2011) om sine 118 dage i isolation og sin families mange sammenstød med myndighederne. Baharis far og søster har begge siddet i fængsel, hhv. under shahens styre i 1950'erne og ayatollah Khomeinis regime i 1980'erne.

"Rosewater" (2014)
Efter at have medvirket i et satirisk indslag i 'The Daily Show' bliver journalisten Maziar Bahari (Gael Garcia Bernal) arresteret af det iranske regime i juni 2009. I fem måneder holdes han isoleret fra omverdenen og udspørges af forhørslederen Rosewater (Kim Bodnia) om sit formodede forhold til CIA og zionistbevægelsen. Den psykologiske tortur til trods kan Bahari ikke undgå at se det absurde i situationen.
Jon Stewart har skrevet, produceret og instrueret filmatiseringen af Maziar Baharis selvbiografiske bog. Optagelserne fandt sted i Jordan og USA sommeren 2013.
"Rosewater" fik amerikansk biografpremiere i november 2014, men er endnu ikke indkøbt til dansk distribution.

OPDATERING 30.05.2015: "Rosewater" er nu tilgængelig som VOD på Blockbuster.dk og SF Anytime