"Foxcatcher": Interview med Steve Carell, Channing Tatum, Mark Ruffalo og Bennett Miller

Det knugende drama "Foxcatcher" udkommer i dag på dansk dvd, blu-ray og VOD fra Universal/Sony.

Filmen skildrer det skæbnesvangre møde mellem to brødre, der begge er OL-atleter, og en paranoid velgører. Det unge bryderhåb Mark Schultz (Channing Tatum) prøver at træde ud af sin succesrige storebror, Daves (Mark Ruffalo), skygge. Desværre kommer Mark i kløerne på den excentriske milliardær John Du Pont (Steve Carell), som har skræmmende, skjulte bagtanker, da han tilbyder at træne Mark op til de olympiske lege i 1988.



Steve Carell blev oscarnomineret for sin præstation som den kejtede og dybt utilpassede John Du Pont. Også sexsymbolet Channing Tatum viser nye sider af sit talent i Bennett Millers psykologiske thriller-tragedie, som havde dansk biografpremiere i januar i år.

Jeg oplevede første gang "Foxcatcher" på filmfestivalen i Toronto i september 2014. Ved samme lejlighed interviewede jeg fire af mændene bag filmen, hvoraf de tre skulle blive oscarnomineret et halvt år senere (dog uden at vinde):

Steve Carell, som er stille og selvudslettende i virkeligheden; Mark Ruffalo, holdets lune bamse, samt instruktøren Bennett Miller, der virkede stærkt utilpas ved at skulle snakke med fremmede. Og så Channing Tatum, der sad mellem sine to kolleger og strittede venligt med sine heftige blomkålsører.

Steve Carell som John Du Pont i "Foxcatcher" | pr-foto Sony Classics

Mit "Foxcatcher"-interview kan læses på Berlingske Tidendes hjemmeside. Her fortæller Bennett Miller, hvad der fascinerede ham ved netop denne virkelige historie, og hvorfor han valgte at caste den bløde komiker Steve Carell som historiens utiltalende, sociopatiske rigmand.

Steve Carell beretter om sine forberedelser til rollen og hvad han tror, der foregik inde i hovedet på John Du Pont.

Channing Tatum og Mark Ruffalo (der er eks-delstatsmester i brydning) trænede sammen i syv måneder inden optagestarten. Tatum, der hadede det, mindes, hvordan Ruffalo sprængte én af Tatums trommehinder under indspilningerne.

Endelig diskuterer Mark Ruffalo og Bennett Miller, hvordan filmens strenge, tavst iagttagende stil hænger nøje sammen med den konfronterende meditationsteknik, som Miller er udøver af.

INTERVIEW OM "FOXCATCHER":
En tavs tragedie
Brian Iskov i Berlingske Tidende 8. januar 2015

Bennett Miller, Mark Ruffalo og Channing Tatum fra "Foxcatcher" | pr-foto Sony Classics

Herunder følger lidt af det ekstramateriale fra "Foxcatcher"-junketten i Toronto, som jeg ikke kunne få plads til i selve artiklen. Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama:

Om den effektsminke, der skjuler Steve Carells milde åsyn bag en uklædelig høgenæse og gusten teint:

Steve Carell: "Det tog flere måneder at finde frem til DuPonts ydre. Vi afprøvede mange muligheder for at nå til en maske, der var sømløs og ikke noget, jeg skulle trænge igennem med mit skuespil. Jeg mødte op i sminkerummet tre timer før alle andre [i hele optageperioden]. Når jeg endelig blev klar, var jeg så frastødende at se på, at det var med til at lægge afstand mellem mig og de andre. Jeg var ikke én, man havde lyst til at hænge ud med. Dét kunne jeg bruge i rollen."

Bennett Miller: "Jeg synes, det er interessant, at du og Channing aldrig rigtig snakkede sammen, før I mødtes [til filmens verdenspremiere] på Cannes-festivalen [i maj 2015]."

Steve Carell: "Nej, og han er jo en virkelig flink fyr."

Steve Carell som John Du Pont i "Foxcatcher" | pr-foto Sony Classics

Om indspilningen af "Foxcatcher", der var lige så stille og intens som selve filmen og dens personer:

Channing Tatum: "Bennett Miller holder stemningen tyst og anspændt under optagelserne. Der er ingen, der griner under arbejdet. Alle, fra kameraholdet til elektrikerne, tager det meget alvorligt, og Bennett fastholder den energi."

Steve Carell: "Ærlig talt står det hele som en tåge for mig, fra start til slut. Som om vi alle var neddykket i noget. [...] For mig at se er historien en græsk tragedie. Det er en frygtelig trist affære for alle implicerede, og det er, som om der hænger en tung sky over de her personer og deres indbyrdes forhold. Man aner på intet tidspunkt, hvad det vil føre til, men alligevel bliver man ikke overrasket, når tragedien indtræffer i sidste ende."

Bennett Miller: "Det har altid været en historie, som skulle åbenbare sig langsomt. Alle faser – research, udvikling, skrivning, øvning, indspilning, klipning – var præget af søgen og diskussioner af filmens historie, dens tyste kommunikationsform, og hvordan understrømmene og det usagte går op i en højere enhed. Filmen krævede tålmodighed. Vi øvede scenerne, mens vi optog dem, hvilket jeg tror var en stor gevinst. Skuespillet har en umiddelbarhed, som suger tilskueren til sig, fordi man kan se i skuespillernes øjne, at de ikke helt ved, hvad der vil ske. Ligesom i livet."

Mark Ruffalo: "Bryderes fysiske udtryk udgør en stor del af deres liv. De skal ikke sige meget for at udtrykke, hvad de føler, og de er sjældent særlig velformulerede. Men deres fysiske sans er ekstremt skarp og nuanceret. Så selv om vi ikke forberedte os hver eneste dag under researchfasen, voksede processen inde i os hele tiden."

Channing Tatum og Mark Ruffalo i "Foxcatcher" | pr-foto Sony Classics

> "Foxcatcher" kan lejes og ses online på Blockbuster.dk og SF Anytime

Blu-ray-anmeldelse: "Crazy, Stupid, Love."

En glat scorekunstner tager en midaldrende hanrej under sine vinger i den usædvanligt velspillede romantiske komedie ”Crazy, Stupid, Love.”, der i dag er ude på dansk dvd og Blu-ray



AF BRIAN ISKOV

Man ville næppe fornærme Cal Weaver (Steve Carell) ved at kalde ham en anstændig gennemsnitsfyr. Den nogen-og-fyrreårige familiefar fra forstæderne har været gift med sin gymnasiekæreste, Emily (Julianne Moore), i et kvart århundrede. Men i dét sekund hustruen erklærer, at hun har været ham utro og vil skilles, skrider den trygge grund under Cals udtrådte hvide kondisko.

Forvist fra hjemmet lapper han sin sårede stolthed med vodka-tranebær-cocktails på den lokale bar. Dette sørgelige syn vækker medlidenheden i Jacob Palmer (Ryan Gosling), et noget yngre og anderledes skråsikkert handyr på rov. Som ekspert ud i kurmageriets kunst tilbyder Jacob at hjælpe med at genopdage den manddom, som Cal forlagde »engang omkring 1984«.

Steve Carell og Ryan Gosling i "Crazy, Stupid, Love."

Alsidige Ryan Gosling, som også er dvd-aktuel i »Drive«, er næsten absurd attraktiv som velplejet scorekunstner. Den glatte kynisme, som lurer i rollen, holder Gosling overlegent stangen med solidarisk charme, diskret komisk timing og et afgørende gran af sårbarhed. Steve Carell yder ham bravt og sympatisk modspil ved at understrege det standhaftige og reelle i sin akavede hanrej.

Mens Cals makeover sender ham i kløerne på bl.a. huntigeren Kate (Marisa Tomei), gør hans 13-årige søn utrætteligt haneben til sin fire år ældre babysitter. En yderligere sidehistorie følger den aspirerende advokat Hannah og hendes opgør med sin forlovede, den menneskelige valium Richard.

I en film så overskudsagtigt stjernespækket, at den kan henvise Kevin Bacon og Oscar-vinderen Tomei til andet geled, er fregnede Emma Stone som Hannah dén, der stjæler flest scener ved sin blotte tilstedeværelse. Hendes livfulde ansigt lyser klarest over for Gosling i en nøglescene, der ligesom sidste års franske kærlighedskomedie, »Heartbreaker«, trækker nostalgisk på mindet om »Dirty Dancing« og slipper heldigt fra det.

Emma Stone og Ryan Gosling i "Crazy, Stupid, Love."

Skuespillernes appeal er generelt et stort plus ved »Crazy, Stupid, Love.«, der i tidens tråd (jf. »Bollevenner«) forsøger at ruske op i den metaltrætte romantiske komedieskabelon. Tonen er relativt moden og afdæmpet, mens manuskriptet bestræber sig på at sætte genrens præfabrikerede moduler sammen på lidt mere sofistikeret vis, end det normalt ses.

Videogensynet afslører dog også svaghederne ved »Crazy, Stupid, Love.«, for i anden ombæring fremstår historiens konstruktion en tand for beregnende. Konfliktbehandlingen stikker da heller ikke dybere, end at finalen søger tilflugt i de vanlige grandiose fagter og gennemtyggede floskler om »den eneste ene«. Men man bærer over med det, netop fordi filmskaberne i det store og hele udviser lyst til fornyelse og forkæler os med skuespil, som ligger langt over gennemsnittet for genren.



Warners danske Blu-ray-udgivelse af "Crazy, Stupid, Love." er forsynet med sparsomt ekstramateriale: to korte featuretter, tolv minutters slettede scener samt en digital kopi af filmen.

"The Player Meets His Match" er rendyrket ligegyldig EPK-fluff stykket sammen af interviewbidder, mens der er lidt mere underholdningsværdi at hente i "Steve and Ryan Walk Into a Bar", der er optaget i en afslappet pause under optagelsen af barscenerne. Her byttes rollerne mellem mester og lærling så at sige rundt, idet Steve Carell improviserer fjollede svar til en række spørgsmål om filmen, mens Ryan Gosling sidder på barstolen ved hans side og forsøger at følge trop, så godt han kan.

Fraklippene er mestendels variationer over eller forlængelser af eksisterende scener i filmen, og nogle af de alternative replikriff er faktisk rigtig morsomme.

Crazy, Stupid, Love. . USA 2011. Instruktion: Glenn Ficarra og John Requa. Spilletid: 118 minutter. Dansk dvd- og blu-ray-udgivelse: 7. februar 2012. Distributør: Warner Home Video.

Dele af denne anmeldelse har tidligere været trykt i Børsen 8. september 2011.

Scorekunstneren Jacob har raffineret kurmageriet til en eksakt videnskab. Sidste års canadiske skuespilkomet, Ryan Gosling, udfylder rollen som dragende selvsikker player til perfektion i ”Crazy, Stupid, Love”. FOTO: Warner Home Video.

Nikolaj Lie Kaas: Mr. Comedy & Co.

Foto: TV 2

Mens Nikolaj Lie Kaas fylder biograferne som Dirch Passer i filmen om selvsamme Dirch, kan han i aften (28. august) opleves live på scenen i Operaen, hvor han for tredje år i træk præsenterer landets bedste stand-uppere i Zulu Comedy Galla.

> Interview: Nikolaj Lie Kaas om rollen som Dirch Passer

"Grundlaget for min værtsrolle er bare, at jeg skal være morsom. Men det kan jeg ikke," fortæller Nikolaj Lie Kaas, da jeg interviewer ham til Børsen. "Jeg har ikke funny bones på dén måde. Jeg bliver nødt til at tage en vinkel til selve min situation og set-uppet og kommentere det på en eller anden måde."



Da jeg påpeger, at han da klarede værtsjobbet for Zulu Comedy Galla vældig fint i både 2009 og '10, svarer Nikolaj Lie Kaas:
”Ja ja, men jeg kan love dig for, der var mange ildebrande, der skulle slukkes. Jeg fik så meget materiale, hvor jeg tænkte, "hvis jeg laver det her, så vil det stinke, så I slet ikke begriber det".”

I år skriver skuespilleren derfor sine replikker selv sammen med en partner, som deler hans humoristiske smag.
”Det er så svært at kommunikere, hvad der er sjovt og ikke sjovt,” funderer Nikolaj Lie Kaas, der i sit arbejde med tv-reklamer for hårde hvidevarer har erfaret, at det morsomme sjældent ligger i indholdet eller plottet.
”Det, jeg selv husker bedst fra diverse reklamer, er jo de steder, hvor man ikke prøver at sælge en vare.”



”Folk, der stiller sig op og skaber sig tosset, har nok et mere selvoptaget behov end de fleste andre,” reflekterer Nikolaj Lie Kaas videre om komikerens drivkraft.
”Jeg tror, de fleste har oplevet et sølvbryllup, hvordan nogen prøver at holde tale uden nogensinde at nå dertil, hvor det bliver sjovt. Men det er da klart et kick at prøve at være morsom.”

Tilsyneladende ejer Kaas selv en rem af huden. En lidt for lang pause i vores samtale gør ham rastløs, og ud af det blå sætter han i en længere improvisation over den kødret, han lige har hentet i Nordisk Films kantine: ”Tænk, hvis det var kattekød. Har alle husket at få noget af den marinerede mjavkat?”, småråber han ud i luften til et imaginært klientel. Han kan heller ikke dy sig for at joke, da en filmproducents hundehvalp planter forpoterne på vores bord og snuser nysgerrigt til den tomme tallerken. ”Det er en lille rottweiler,” konstaterer Nikolaj Lie Kaas bagefter med tryk på lille. ”Den har været kogevasket.”

> Zulu Comedy Galla på Facebook

Zulu Comedy Galla afholdes i aften i Operaen i København. Showet sendes på TV 2 Zulu næste søndag, den 4. september.



Nikolaj Lie Kaas anbefaler:
Mænd med "funny bones"

»Will Farrells film er jeg ikke fan af, men hans komik fungerer sindssygt godt live. Du kan se et klip på YouTube, hvor han kommer ind som vært for Harvards sommerfest til kæmpe musik og synger, ”Welcome to the ship and boat show!”. Han har kaptajnshat og sømandstøj på og er helt tydeligt gået forkert, men fyrer den helt af. Folk forstår ikke helt, hvad der foregår; de er bare glade for, at han er der. Han kører den rigtig længe med det her boat show, og det er skidegodt tænkt. Han er sat til at komme og være Will Ferrell, og folk vil være glade, bare han skider på en avis. Men for at han selv kan holde det ud, bliver han nødt til at lave den overbygning, hvor han siger, ”Jeg er gået forkert, og den vinkel insisterer jeg på”. Så er det, at det bliver sjovt.«



»Jeg har meget let til grin. Sådan en som Søren Pilmark rammer min humoristiske nerve, så jeg tit ikke kan komme igennem en scene, hvis han står over for mig.
På ”Blinkende Lygter” kunne jeg slet ikke se Søren i øjnene. Efter en uges optagelse fik jeg et tape-kryds at spille over for. Der var Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen og et stykke tape. Og så en anden, der leverede Sørens replikker til mig. Da er det, man kigger på filmholdet og tror, de har det lige så sjovt som én selv. Men de står alle sammen og tripper, fordi de skal hente unger i børnehaven og bare venter på, at du tager dig sammen.«

»Det er dejligt befriende, når man kan se, at skuespilleren selv synes, han er morsom, som f.eks. Steve Carrell i ”The 40-Year-Old Virgin”. Normalt hader jeg, når en skuespiller står på scenen og har en fest med sig selv, men i komik kan det være fantastisk smittende. Ofte har jeg oplevet det ved folk, som jeg kender godt. Da vi indspillede ”De Grønne Slagtere”, kunne jeg se, at Mads Mikkelsen havde kæmpe optur over sig selv. Udenpå var han alvorlig og sagde en masse lort, men jeg kunne se, hvordan hans øjne glimtede. Han syntes selv, han var pissemorsom, og jeg tror, den energi trænger igennem til publikum.«



»Thomas Bo Larsen er så konsekvent og ihærdig. Han kan ikke gøre noget, som han ikke har inde under huden. Det er virkelig hårdt at spille over for ham. Vi havde en scene sammen i ”Solkongen”, som var umulig at komme igennem. Hvis man ved det, kan man se i halvtotalerne, at jeg bevæger mig rigtig meget og kigger væk for at skjule, at jeg har svært ved at holde masken.«

»Axel Strøbye er det eneste, der lyser i de gamle ”Min søsters børn”. Når han f.eks. skal ned og bede om en ble på tysk: ”Blei. Blei? Bleeh ...” [i "Min søsters børn på bryllupsrejse"]. Det bliver så absurd, når han kaster sig ud i sådan nogle situationer, eller når han ikke kan fuldføre en sætning og i stedet dyrker gentagelsen af de samme fire halve replikker.«

»Fraklippene fra "The Office" er det sjoveste i verden. De ting, Ricky Gervais flipper over, er præcis de samme ting, som jeg selv døde over.«