I søndags, 28. november, slap 84-årige Leslie Nielsen sin sidste vind.
For at mindes den canadiske skuespiller og spoof-specialist (hvis danske bedstefar vi er forpligtet til at nævne i en bisætning) har jeg gravet i VHS-arkiverne og fundet et obskurt, men meget underholdende dokumentarprogram frem.
Titlen er "Laughing Matters", og jeg ved desværre ikke mere om programmet, end at TV 2 sendte det omkring 1993 under navnet "Helt til grin – med Leslie Nielsen".
I udsendelsen causerer filmkomikkens små og store ånder (bl.a. Gene Wilder, Carl Reiner, Mike Myers) over, hvorfor nogle ting er sjove på film, mens andre overhovedet ikke er det.
Udsendelsens vært, Leslie Nielsen, får også lov at præsentere Zucker-Abrahams-Zuckers ti gyldne regler for filmkomik, som en synligt kamera-uvant David Zucker redegør for i detaljer.
Her er mit sammendrag af klippene med Leslie Nielsen og David Zucker: "En tåbes guide til filmlystspil".
Note for nybegyndere: David Zucker er en tredjedel af instruktørtrioen ZAZ, der i 1980'erne gav træmanden Leslie Nielsen en ny karriere som deadpan-komiker i "Højt at flyve", "Høj pistolføring" og tv-serien "Police Squad!". Og ja – Zucker og Nielsen springer regel seks og syv over. Det er en vits ...
I morgen har Woody Allens seneste stjernespækkede komedie, »You Will Meet a Tall Dark Stranger«, premiere i 14 danske biografer.
Jeg mødte den 74-årige filmmager og fuldtidsneurotiker på årets Cannes-festival, hvor Woody Allen kunne meddele, at han finder sin hverdag kedelig og rutinepræget.
At de film, han laver, aldrig bliver så gode, som han havde håbet. Og at livet uden for filmsettet kun er at betragte som et venteværelse til døden.
> Læs mere om mit møde med Woody Allen i Cannes, hvor jeg endte med at få en cameooptræden i Robert Weides portrætfilm "Woody Allen: A Documentary"!
Woody og Brie i Cannes (framegrab fra "Woody Allen: A Documentary", 2011)
INTERVIEW MED WOODY ALLEN: Livet er en jammerdal Brian Iskov, Dagbladet Børsen 24.11.2010
Woody Allen finder sin hverdag kedelig og rutinepræget. De film, han laver, bliver aldrig så gode, som han havde håbet, og uden for settet er livet kun et venteværelse til døden. Vi har mødt den 74-årige filmmager og fuldtidsneurotiker i Cannes.
Palmetræerne svajer under den sydfranske majsol, og som altid, når Cannes-festivalen byder verdensfilmen til bal, strutter Boulevard de la Croisette af smokingsæt med tilhørende bronzerede silikonesild. Imens sidder Woody Allen inden for på Martinez Hotel og kryber sammen over bordet som en overvintret havenisse. Han er selvfølgelig forkølet.
»Den er sikker hver gang. Så snart jeg kommer til Cannes, begynder min næse at løbe,« snøfter den klejne instruktør, forfatter, skuespiller og karriereneurotiker.
Siden hovedværket »Mig og Annie« fra 1977 har Woody Allen troligt spyttet en film ud om året. Og allerede inden danmarkspremieren på hans 40. værk som instruktør, »You Will Meet a Tall Dark Stranger«, er han færdig med at indspille den næste i rækken, »Midnight in Paris«.
»Jeg holder aldrig fri, for hvad skulle jeg så lave?« spørger arbejdsnarkomanen retorisk.
»Det kunne måske være meget hyggeligt i et par dage at stå op og lave ingenting, men så ville jeg allerede begynde at kede mig.«
Woody Allen & Co. i Cannes 2010 | foto: AFP
Hver mandag spiller Woody Allen lidt dixieland-jazz med vennerne på Manhattans Carlyle Hotel. Derudover kan han finde på at se sport i tv. Ellers hævder han, at hobbyer ikke er noget, han samler på.
»Arbejde er det, jeg bedst kan lide at lave. Jeg står tidligt op om morgenen og sender børnene i skole. Så træner jeg på mit løbebånd, og så sætter jeg mig ned og skriver. I pauserne øver jeg mig på at spille klarinet eller går en tur med min kone. Det er alt sammen meget småborgerligt,« nærmest beklager han og tilføjer:
»Selv er jeg ikke så kedelig. Men mit liv er.«
»I mit næste liv vil jeg være en østers. Så kan jeg bare ligge der og passe mig selv og lukke mig inde i min skal.«
– Woody Allen
Rutinepræget farver også hans arbejdsproces, der er forblevet uændret gennem fire årtier:
»Jeg skriver mine manuskripter med en pen på en notesblok, og når jeg har fyldt ti sider, løber jeg over og renskriver dem på min Olympia-skrivemaskine, som jeg købte, da jeg var 16. Så skriver jeg lidt mere i hånden, og sådan fortsætter det ad nauseam.«
Spørger man ham, hvor han finder inspiration til sine manuskripter, punkterer Woody Allen ballonen ved at svare, at han sjældent er inspireret. Han opfatter snarere sig selv som håndværkeren, der »skriver, fordi han skriver«.
»Tidligt i min karriere var jeg komedieforfatter på tv. Skriveholdet samledes i et lokale om mandagen, og så havde vi et færdigt program om lørdagen. Man var tvunget til at skrive; det kunne ikke nytte noget, at man sad og ventede på sin muse. Og sådan har jeg det stadig. Jeg går ind på mit soveværelse og sætter mig i en stol og stirrer ud i luften som en zombie, og når der er gået et stykke tid, begynder jeg at sætte ord på papiret,« siger Woody Allen.
Woody Allen og Naomi Watts under indspilningerne | pr-foto
Men når de samme ord skal flyttes fra A4-arket over på celluloidstrimlen i fremviseren, stiller besværlighederne sig uvægerligt i kø. For enhver filmindspilning er ikkun et brydsomt forhindringsløb over snublesten, sukker Woody Allen.
»Den færdige film bliver aldrig, som man forestillede sig det – det garanterer jeg. Man gør manuskriptet færdig, besætter rollerne med smukke mennesker og går i gang med de største forhåbninger. Og så begynder det at gå galt. Alle ens planer ryger ud ad vinduet, og man prostituerer sig selv ved at gribe til desperate tricks: 'Hvad nu hvis jeg flytter den sidste scene og sætter den ind her, eller hvad om jeg tilføjer en fortællerstemme?' Man sælger fuldstændig ud af sin kunstneriske integritet bare for at overleve.«
Kun tre af de 40 film, Woody Allen til dato har skrevet og instrueret, vil han gå med til at kalde vellykkede: »Match Point«, »Den røde rose fra Cairo« og »Mænd og koner«. Resten stempler han som skuffelser.
»Alle instruktører, jeg kender, græmmes over den første gennemklipning af deres film. Selv tænker jeg, 'Åh gud, hvad har jeg lavet? Alle vil hade mig, og de vil være i deres gode ret til det.' Men når publikum sætter sig i biografen, ved de jo ikke, hvordan filmen så ud inde i mit hoved. Rammer jeg bare 50 pct. af det, jeg håbede at opnå, vil de stadig føle sig underholdt og tænke, 'Det er da en meget fin historie'.«
At Woody Allen trods alt får lov til at holde sit samlebånd kørende uden forstyrrelser, skyldes ikke mindst det europæiske publikums fortsatte veneration for hans årlige mandelgaver. De formmæssigt nedbarberede snakkestykker, han som instruktør sværger til, er heller ikke af typen, som sprænger budgettet – men i nutidens produktionsmiljø oplever han paradoksalt nok, at det er langt lettere at rejse 150 millioner til et udstyrsstykke end 15 millioner til et beskedent kammerspil.
»I dag giver de fleste selskaber kun grønt lys til film, der koster mellem 50 og 200 millioner dollars, hvilket er langt over min prisklasse. Årsagen er, at en stor, dyr produktion kan generere 500 millioner dollars i profit. Men hvis min lille film bliver et hit, indtjener den måske højst 20 millioner, og det er ikke særlig attraktivt for producenterne,« konstaterer Woody Allen.
Patricia Collins, Gemma Jones og Woody Allen under optagelserne | pr-foto
Han har én gang lagt et manuskript tilbage i skuffen, fordi det var for kostbart at realisere.
»Jeg ville lave en film, der hed »Manhattan in the Rain«, hvor det øsede ned hele tiden. Men hver gang jeg ønsker at lave en regnvejrsscene, knuger mine producere deres tegnebog ind til sig. Det er for dyrt med alt det vand. Men hvis jeg havde råd, lavede jeg dén film.«
Woody Allens aktuelle komedie, »You Will Meet a Tall Dark Stranger«, tager sin titel efter et digt af poeten Philip Larkin. »Alle venter på, at deres skib kommer ind, men det eneste skib, man kan være sikker på, er dét med de sorte sejl,« lyder det illusionsløse budskab.
Ikke overraskende tilslutter Allen sig personligt den samme filosofi. »Det tror jeg desværre er rigtigt. At døden er det eneste sikre i livet,« bekræfter han.
Men hvorfor dog dette idelige sortsyn?
»Jeg er nervøs, frygtsom og deprimeret. Det ligger i mine gener,« svarer Woody Allen ganske nøgternt. For at holde sig selv på benene har han måttet udtænke en række strategier. Film har vist sig at være en af de mest effektive.
»Da jeg var en lille dreng, gik jeg i biografen for at se Fred Astaire, Cary Grant og Humphrey Bogart. Det var en flugt fra skolen og den frygtelige virkelighed. I dag gemmer jeg mig på den anden side af kameraet, hvor jeg får lov at bruge min tid sammen med smukke mennesker som Naomi Watts, Josh Brolin, Scarlett Johansson og Javier Bardem. Det er vidunderligt for mig at skulle koncentrere mig om kostumer og musik i stedet for at tænke over livet,« siger han og lyder pludselig helt munter.
Naomi Watts, Antonio Banderas og Woody Allen under optagelserne | pr-foto
Woody Allen, der fylder 75 i december [2010], er heller ikke mere tynget af tilværelsen, end at han kan glæde sig over at ældes uden at miste forstand eller førlighed.
»Jeg har tænkt mig at blive ved med at arbejde, så længe helbredet holder, og folk gider finansiere mine film,« fastslår han.
I forlængelse af det spirituelle tema i »You Will Meet ...« synes det nærliggende at afrunde med spørgsmålet, om instruktøren helst ville genfødes som den dunkelt glødende Javier Bardem, den frodigt kurvede Scarlett Johansson eller noget helt tredje?
»I mit næste liv vil jeg være en østers,« bekendtgør Woody Allen. »Så kan jeg bare ligge der og passe mig selv og lukke mig inde i min skal.«
Og til sidst kommer der nogen og spiser ham?
»Hvis de fanger mig!«
Woody Allen og Naomi Watts i Cannes 2010
BONUSMATERIALE:
Tre af skuespillerne fra "You Will Meet a Tall Dark Stranger" fortæller om at gå på arbejde for den berømte Woody Allen.
Lucy Punch:
»En indspilningsdag med Woody er meget fokuseret og slutter altid tidligt omkring klokken fire om eftermiddagen. Han bryder sig ikke om at øve, og han vil sjældent tage en scene om mange gange. Til gengæld tillader han, at skuespillerne improviserer, så for os føles det ofte, som om vi aldrig har sagt replikkerne før – hvilket som regel også er tilfældet!«
Naomi Watts:
»På én morgen kan vi nå at skyde syv manuskriptsider! Alt foregår i samme ubrudte indstilling, og det er skræmmende at tænke på, hvor meget man kan ødelægge, hvis man glemmer en replik eller støder ind i kameraet. Sådan et ansvar kan godt give én nerver på. Men de fleste karakterer i Woodys film er jo netop anspændte og nervøse, så det passer perfekt. Som instruktør siger han ikke ret meget, men man kan som regel fornemme, om han er tilfreds eller ej. Mest fordi han kun fortsætter til næste scene, hvis han har fået, hvad han skal bruge. Men han vil aldrig nogensinde komme med direkte ros. Man skal ligesom aflæse hans vibe.«
Naomi Watts og Woody Allen i Cannes 2010
Josh Brolin:
»Jeg udspurgte konstant Woody om min rolle, og han var ikke ubetinget glad for, at jeg sådan tvang ham til at give mig instruktion. Men der er jo en grund til, at man har en instruktør til stede, og når Woody samtidig er filmens forfatter, har han på forhånd stillet sig selv en masse spørgsmål om karaktererne. Han kender dem ud og ind, og jeg kræver at udtrække den viden fra ham. På et tidspunkt blev han træt af mig og sagde: 'Nu må det være nok med de spørgsmål. Det næste sender du til postkontoret!'«
Der er så uendelig mange ting at holde styr på under en filmoptagelse, at det praktisk taget er umuligt ikke at jokke i spinaten fra tid til anden. Bries Blog-O-Rama har samlet femten smuttere fra det seneste århundredes filmhistorie.
NORTH BY NORTHWEST (Menneskejagt, 1959) Fejl: Bemærk den lille dreng i baggrunden ved 0:20. Allerede inden Eva Marie Saint affyrer pistolen mod Cary Grants mellemgulv, har purken proppet fingrene i ørene: Han ved godt, der er et knald på vej. Tid i filmen: 01:41:02
KRAKATOA, EAST OF JAVA (1969) Fejl: Utroligt, at ingen i hele filmselskabet fangede denne bommert inden premieren – især fordi fejlen nemt kunne have været reddet ved et enkelt kig i atlasset. Men vulkanøen Krakatoa ligger altså VEST for Java! Tid: Forteksterne
GOLDFINGER (Agent 007 kontra Goldfinger, 1964) Fejl: ”Tre tik mere, og Goldfinger ville have fået jackpot”, kvækker James Bond, da han netop har reddet gulddepotet Ford Knox fra at eksplodere i en paddehattesky. Men på atombombens display står der – selvfølgelig – 007 sekunder tilbage. Kan Bond ikke tælle? Tid: 01:40:54 Bonusinfo: Jo, det kan han godt (Bond kan alt – se under "Diamanter varer evigt"). Men ved klippebordet syntes nogen, at det var sjovere, hvis bombens nedtælling stoppede på agentens kodenummer. Sean Connery havde ikke tid til at indtale en ny replik, der tog højde for ændringen, så man lod originallyden være og håbede på det bedste.
BULLITT (1968) Fejl: Steve McQueen forfølger en sort Dodge Charger gennem San Francisco. Bilen når at miste hele fem hjulkapsler under den heftige køretur. Tid: 01:07:24, 01:07:43, 01:08:02, 01:12:10
OLSEN BANDENS SIDSTE BEDRIFTER (1976) Fejl: Instruktøren, kameraet og to assistenter bliver genspejlet i busdøren, da Egon og Benny styrer ”mod Mallorca og grisefest” i deres kaprede linje 2. Vink til Balling! Tid: 00:59:40 Bonusinfo: Scenearbejdere, der afsløres i vinduesruder og andre reflekterende overflader, var en ret almindelig smutter, indtil det digitale viskelæder gjorde det muligt at bortradere uønskede elementer fra filmstrimlen. Hold f.eks. udkig efter filmholdet i ”Flammehav” (1990) og ”Manden med den gyldne pistol” (1974).
ASSAULT ON PRECINCT 13 (Sidste nat på station 13, 1976) Fejl: Den første version af ”Sidste nat på station 13” foregår faktisk på station 9 i område 13. Og hvis dét ikke skulle være forvirrende nok, kan man over indgangen se et skilt, der identificerer bygningen som en del af division 14. Tid: 00:16:18 Bonusinfo: Genindspilningen fra 2005 retter adressen, men kludrer i stedet i årstiderne: De løvfældende træer er sprunget ud, da filmen ender nytårsmorgen.
GAMLE MÆND I NYE BILER (2002) Fejl: To hvide politibiler af mærket Ford Mondeo jagter en Cadillac ned ad Bredgade. Men da strisserøserne tager et flyvehop ind over Kongens Nytorv, er det søreme to udtjente Ford Sierra'er uden nummerplader, der bliver ofret i styrtet – ligesom betjentene i den forreste bil er transmogriffet om til en orangeklædt stuntkører med hjelm. Tid: 00:37:17 Bonusinfo: I en anden scene har rekvisitøren gjort sig umage med at plastre en svensk kiosk til med danske skilte, så publikum ikke skal opdage, at filmen er skudt i Trollhättan. Ingen har dog taget højde for, at der på den anden side af gaden ligger en butiksfacade, der sælger ”BLOMMOR” med meget store bogstaver.
GLORY (Ærens mark, 1989) Fejl: En ung knægt vinker til delingen af soldater, der marcherer gennem hans by. På hans håndled sidder et digitalt ur. Det er godt gået af en fattig knejt i 1863. Tid: 01:01 NTSC Bonusinfo: Garvede fejlfindere mener at have spottet armbåndsure på flere af krigerne i ”Zulu” (1964), ”Spartacus” (1960) og ”Braveheart” (1995). Kan du få øje på dem?
DIAMONDS ARE FOREVER (Diamanter varer evigt, 1971) Fejl: En legendarisk Bond-svipser: 007 tipper en rød Ford Mustang op på det højre hjulsæt for at smutte igennem en smal gyde, men han kommer ud med det modsatte hjulsæt på asfalten!
Tid: 01:04:34
Bonusinfo: Klipperen har forsøgt at redde fejlen ved at indsætte et nærbillede af Sean Connery, der lader som om, han får bilen til at rutsje over på den anden side – midt inde i gyden. Det hjælper ikke meget på logikken, men i 1971 var biografgængerne åbenbart stadig så nemme at imponere, at de færreste gad brokke sig.
GONE WITH THE WIND (Borte med blæsten, 1939) Fejl: I dette klassiske epos fra den amerikanske borgerkrig griber Olivia de Havilland på et tidspunkt en olielampe, der adskiller sig klart fra andre af datidens lyskilder ved at trække en strømledning efter sig. Tid: 00:50:44 (disk 2) Bonusinfo: Skarpe observatører mener også at kunne skimte en lynlås i de Havillands kjole i denne scene. Lynlåse fandtes heller ikke i 1860’erne.
PRESUMED INNOCENT (Måske uskyldig, 1990) Fejl: En enkelt af reporterne foran domhuset virker temmelig uinteresseret i at få Harrison Fords bevægede ord med hjem til redaktionen. For eksempel har han ikke gjort sig den umage at sætte et bånd i sin diktafon. Tid: 01:44:17 Bonusinfo: Denne demonstrative brøler står på skærmen i 11 lange sekunder, så selv dem på bagerste række kan være med i legen.
THE GREEN BERETS (De grønne baretter, 1968) Fejl: John Waynes gustne propagandafilm fra Vietnamkrigen er berygtet af mange årsager, men mest fordi den toner ud på et billede af solen, der går ned over stranden. Problemet er, at Vietnams kystlinje vender mod … øst.
Tid: Slutscenen
GLADIATOR (2000) Fejl: Romernes svar på ”en tiger i tanken”: Indlagt gas i stridsvognen! Tid: 01:30:43 (extended edition) Bonusinfo: Trykluftbeholderen, der kommer til syne i styrtet, er naturligvis installeret af special effects-holdet for at få kareten til at tippe over på kommando.
PLAN 9 FROM OUTER SPACE (1959) Fejl: Det virker næsten unfair at tage flueknepperbrillerne på til dette nostalgiske makværk, en ren skattekiste af sjusk, svips og ufrivillig komik fra en af alle tiders mest hjælpeløse instruktører, Ed Wood. Men det er nu alligevel meget sødt, at gravstenene på kirkegården vælter, når politibetjentene støder ind i dem. Tid: 00:13:48 (amerikansk NTSC-tid)
STAR WARS (Stjernekrigen, 1977) Fejl: Hvem kender ikke dén med stormtropperen, der baldrer hjelmen imod den hydrauliske dør? Klassisk kongefejl! Tid: 01:19:02 (special edition) Bonusinfo: George Lucas indlagde en lille hilsen til dette berømte og højt elskede kiks i ”Episode II: Klonernes angreb”, hvor det er Jango Fetts tur til at hilse på dørkarmen.
I dag udkommer Robert Zemeckis' motion capture-version af "A Christmas Carol" (Et juleeventyr) på dansk dvd og Blu-ray.
Jim Carrey lægger stemme og bevægelser til såvel Ebenezer Scrooge som hans plageånder, og styrken i Charles Dickens' eviggrønne moralske fabel formår lige akkurat at overskygge de digitale voksdukkers stikkende glasøjne og de påklistrede actionsekvenser i 3-D.
Brian "Brie" Iskov i Cannes til præsentationen af "Disney's A Christmas Carol"
Jeg var med, da Jim Carrey slog på tromme for "Disney's A Christmas Carol" i Cannes sidste år. Under presseseancen blev han spurgt: "Hvad er din yndlingsjulesang?"
Her ser du, hvad – eller rettere hvordan – Jim Carrey valgte at svare:
Ikke én topchef fra den amerikanske bankverden ønskede at medvirke i den afslørende "Inside Job" (Wall Street indefra), som pt. kan ses på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. (NB: Filmen får dansk biografpremiere 31. marts 2011).
Da jeg interviewede filmens instruktør, Charles Ferguson, i Cannes, undrede han sig ikke over, at Wall Street holdt dørene lukkede for hans kamera:
»Det er elementær menneskelig psykologi, at hvis man har været med til at skabe et problem, tilskynder man næppe til undersøgelsen af samme problem,« sagde han.
Med nådeløst klarsyn kortlægger "Inside Job", hvordan bankernes grådighed og mangel på regulering i 2008 sendte verdensøkonomien ud over afgrunden.
»Det virkede næsten som om, Marx-brødrene havde indtaget Det Hvide Hus,« bemærkede Charles Ferguson desuden om den »uorganiserede og inkompetente« måde, som Bush-regeringen håndterede finanskrisen på.
INTERVIEW MED CHARLES H. FERGUSON OM "INSIDE JOB": Finanstoget der kørte galt Brian Iskov (Cannes) i Børsen, 21. maj 2010
Finanskrisen var ikke en naturkatastrofe. Den kunne have været afværget, og de skyldige bør holdes ansvarlige.
Så enkel er præmissen for dokumentaren »Inside Job«, der i maj fik verdenspremiere på Cannes-festivalen. De mekanismer, som instruktøren Charles Ferguson afdækker i sin film, er dog uendeligt mere spegede.
Gennem ekspertudsagn og analyser beskriver »Inside Job« omhyggeligt de forhold, der fik investeringsfirmaerne til at falde som dominobrikker i 2008, hvilket igen førte til den største globale recession siden 2. verdenskrig.
Michael Moore var ude i et lignende ærinde sidste år med »Kapitalismen – en kærlighedshistorie«, mens Charles Ferguson har bestræbt sig på at anlægge en mere saglig tone, når han i »Inside Job« afmystificerer finanskrisen og gør dens detaljer forståelige for lægmand.
»Tidligere var bankverdenen reguleret, og der var strikse retningslinjer, som blev overholdt,« siger Charles Ferguson, da Børsen møder ham i Cannes.
Men i 1980'erne begyndte Reagan-regeringen at slække på kontrollen med finanssektoren. Dermed startede den glidende tendens mod mindre regulering, som ifølge »Inside Job« tillod grådigheden at sprede sig i finanssektoren som en ustoppelig, ondartet cancer.
Willem Buiter, en af 37 interviewede i "Inside Job"
»Bankvirksomhed udartede sig til en konkurrence om at pisse længst,« som Citigroups cheføkonom, Willem Buiter, bramfrit formulerer det i et af filmens mange interviews.
Griskheden forvandlede bankerne til kriminelle mastodonter, der underminerede markedet med stadig mere spekulative måder at maksimere deres profit på. Ferguson demonstrerer i »Inside Job«, hvordan de lagde tikkende bomber under systemet i form af kreditderivater, CDO-porteføljer og subprime-lån. Og bankerne fik frit spil af skiftende regeringer, der alle bøjede sig for lobbyisternes krav om nul kontrol og nul gennemsigtighed.
»Før jeg gik i gang med min research, anede jeg ikke, at investeringsbanker udstedte værdipapirer, der var designet til at slå fejl, så bankerne ikke kunne undgå at få overskud på videresalget. Da jeg opdagede det, troede jeg kun, det foregik i ét firma, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var standardpraksis i alle investeringsselskaber, at man hæftede vildledende ratings på CDO-sikkerhedsobligationer. Det kom som lidt af et chok for mig,« fortæller Charles Ferguson.
Forfatteren Charles Morris i "Inside Job"
Adskillige eksperter råbte vagt i gevær om det forestående sammenbrud – herunder Fergusons ven, forfatteren Charles Morris, der allerede i marts 2008 udgav bogen »The Two Trillion Dollar Meltdown«.
Men alle advarsler blev afvist eller ignoreret, og finansindustriens førerløse tog susede videre forbi de blinkende røde lamper. Ingen trak i bremsen før den spektakulære afsporing i september samme år.
I dag udtrykker Ferguson harme over, at finansverdenens løbske bonuskultur har belønnet de skyldige parter i stedet for at straffe dem.
»Ingen er blevet arresteret i forbindelse med den seneste finanskrise. I stedet er de ansvarlige topchefer kommet endnu rigere ud af recessionen,« kritiserer han.
Ferguson fandt det også forstemmende at opleve, hvordan Barack Obama – trods sine løfter om forbedringer – valgte at omgive sig med mange af de selvsamme Wall Street-profiler, som havde andel i krisen.
Blandt andet indsatte Obama Timothy Geithner som finansminister, trods Geithners involvering i en kontroversiel sag om udbetaling af millionbonusser i den kriseramte forsikringsgigant AIG. Og Larry Summers, der spillede en central rolle i dereguleringen af derivater, er nu formand for USA's nationale økonomiske råd.
Charles Ferguson, instruktør af "Inside Job" | pr-foto
»Udnævnelsen af Obamas økonomiske rådgivere var en sort dag,« sukker Charles Ferguson, der ellers havde bidraget til præsidentens valgkampagne. Håbet om en åben, offentlig debat omkring finanssektoren har Ferguson dog ikke opgivet.
»Jeg tror på, at en gennemgribende forandring er mulig. Historien har vist os, at det kan lade sig gøre at vende tingenes tilstand til det bedre, hvis folket står sammen og ytrer deres utilfredshed. Efter 16 måneder har Obamas regering stadig ikke rettet op på finansområdet. Men amerikanernes tålmodighed er ved at slippe op. De vil se resultater. Og jeg er overbevist om, at det kan lade sig gøre at afvikle banker, selv om det er svært. Det vil også ske i Europa,« mener Charles Ferguson.
Han efterlyser især mere fyldestgørende høringer, der undersøger bankerne til bunds og stiller Justitsministeriet til regnskab for deres manglende indgriben.
»Vi må tilbage til et strammere, mere kontrolleret system, hvor loven bliver håndhævet, når bankerne overtræder den«.
Har Charles Ferguson tænkt sig at invitere præsident Obama til en visning af »Inside Job«?
»Naturligvis!«
"Inside Job" vises på CPH:DOX 10. og 13. november.
FAKTA: CHARLES FERGUSON OG »INSIDE JOB«
55-årig amerikansk forfatter, filminstruktør med mere.
Charles H. Ferguson tog en ph.d. i samfundsvidenskab og arbejdede som konsulent for bl.a. Apple og Motorola, før han i 1994 grundlagde softwarefirmaet Vermeer Technologies, der udviklede FrontPage-værktøjet (senere opkøbt af Microsoft).
Dernæst underviste Ferguson på anerkendte tekniske universiteter som MIT og Berkeley, mens han forfattede flere bøger om it-industrien. I 2007 debuterede han som dokumentarist med filmen »No End in Sight« om USA's militære tilstedeværelse i Irak. Filmen blev nomineret til en Oscar. OPDATERING 1.3.2011: Charles Ferguson har nu vundet en Oscar i kategorien bedste dokumentarfilm for "Inside Job".
OPDATERING 28.1.2014: I anledning af debatten om Goldman Sachs' køb af DONG-aktier har DR2 ekstraordinært programsat "Inside Job" som reprise i Dokumania i aften kl. 20.30. Filmen bliver vist under titlen "Wall Street indefra".
Fra den 4. til 14. november fyldes Københavns biografer igen af seværdige dokumentarfilm, når CPH:DOX fejrer sin 8. sæson med endnu et bugnende festivalprogram.
Jeg anbefaler gerne de to af festivalens 180 film, som jeg så og anmeldte i Cannes tidligere på året: katastrofefilmen "Draquila – Italy Trembles" og finansthrilleren "Inside Job".
CPH:DOX ANMELDELSE: Draquila – Italy Trembles (2010, Sabina Guzzanti) Af Brian Iskov, eksklusivt for Bries Blog-O-Rama
I Venedig sidste år granskede Erik Gandinis doku-essay ”Videocracy”, hvordan mediemogulen Silvio Berlusconi har underbygget politikeren Silvio Berlusconis popularitet ved gennem flere årtier at dreje tv's indhold i retning af mandehørm og celebrity-tilbedelse.
”Draquila - Italy Trembles” leverer endnu en brik til, om ikke forståelsen af, så i hvert fald indblikket i det bizarre selvbedrag, der får det italienske folk til at fastholde deres præsident ved magten.
"Draquila - Italy trembles" | foto fra filmen
Middelalderbyen L'Aquila i Abruzzo-regionen var en af Italiens 20 kunstbyer, indtil de gamle huse sprak på langs i jordskælvet den 6. april 2009. Mens 308 børn og voksne omkom i murbrokkerne, gned Silvio Berlusconi og hans betroede bygherrer sig i hænderne.
Naturkatastrofen forærede dem en glimrende undskyldning for at fremskynde og promovere et storstilet byggeforetagende, der skulle genhuse de 70.000 ramte borgere.
Rekordværdige fem måneder senere stod 400 spritnye forstadsboliger klar, naturligvis med indvielsen timet til at falde på Berlusconis egen fødselsdag. Blot det seneste i rækken af ”mirakler” fra landsfaderen. ”Vi er verdensmestre i superhurtig opførelse,” lød det glade budskab til vælgerne.
Men fra 400 til 70.000 er der stadig et stykke. At 30.000 af de hjemløse ofre fortsat sad installeret i teltbyer, mens andre 30.000 var sendt på ”hotelferie” uden udløbsdato, hørte italienerne imidlertid meget lidt om i medierne (som Berlusconi ejer). Heller ikke, at teltlejrene blev drevet ud fra militaristiske principper af Berlusconis altmuligmænd i Protezione Civile – civilforsvaret.
CPH:DOX ANMELDELSE: Inside Job (2010, Charles Ferguson) Af Brian Iskov, eksklusivt for Bries Blog-O-Rama
En af Cannes-sæsonens mest spændende og opsigtsvækkende dokumentarer, ”Inside Job”, kortlægger med nådeløst klarsyn, hvordan bankernes grådighed og mangel på regulering sendte verdensøkonomien ud over afgrunden i 2008.
Michael Moore gik et lignende ærinde i Venedig sidste år med »Kapitalismen – en kærlighedshistorie«, men hans landsmand Charles Ferguson anlægger en mere saglig tone, når han afmystificerer finanskrisen og gør dens detaljer forståelige for lægmand. At det rent faktisk lykkes ham at skabe en medrivende og tilgængelig film om så usexede emner som CDO-porteføljer, kreditderivater og subprime-lån, er vitterlig en imponerende bedrift.
Over 100 nøglepersoner lod sig interviewe af Ferguson, hvoraf cirka en tredjedel medvirker i filmen. Hvorfor økonomer som Frederic Mishkin og Bush-rådgiveren Glenn Hubbard indvilgede i at grave deres egne grave for rullende kamera, står hen i det uvisse, men deres tåkrummende undvigemanøvrer udgør nogle af filmens skadefro højdepunkter.
Charles Ferguson, der har en fortid som uafhængig konsulent for bl.a. Det Hvide Hus, fortalte mig i Cannes, at han mistede mindst én ven på at lave "Inside Job".
"Laura Tyson, som sidder i bestyrelsen hos investeringsfirmaet Morgan Stanley, har jeg kendt i mere end 25 år. Jeg forklarede hende, at jeg var ved at lave en kritisk film om finanssektoren, og jeg anbefalede hende at trække sig ud af bestyrelsen for at redde ansigt. Hun svarede meget kort tilbage, at hun ikke var enig i dén betragtning. Siden har jeg ikke hørt fra hende."
"Sprænglærd viden om kulturindustriens højt elskede figurer, indbydende og kulørt sat op ... [Forfatteren er] hermed indstillet til dronningens fortjenstmedalje [...] eller i hvert fald et kvart kilo medaljer af Grønspættekorpsets de fineste!" ♥♥♥♥♥♥ – Søren Vinterberg, Politiken
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
