søndag den 9. december 2012

50 år med DR's julekalendere: Jullerup Færgeby (1974) + Avisen (1982)

1. december 2012 er det 50 år siden, at DR viste sin første tv-julekalender. Hver dag indtil den 24. december fejrer Bries Blog-O-Rama ”Børnenes Julekalender” ved at se tilbage på et halvt århundredes dansk tv-historie med stangdukker, drillenisser, tagmus og provoer i jordhuler.

I DAG: DEN KØNSDISKRIMINERENDE JULEKALENDER!


Ud for den lille danske købstad Jullerup Færgeby bor fyrmesterens børn, Anton, Kaja og Knud. Hver dag ror de over til deres kammerater Vera og Jonas – også kaldet '44' efter hans husnummer – for at tage på skattejagt. Imens følger søulken kaptajn Guus og hans hund, Pøs, begivenhederne på kajen.

”Du har revnet dine bukser, Anton.”
”Det ved jeg godt!!!”

DR's anden stangdukkekalender, "Jullerup Færgeby" (1974), blev mindst lige så populær som sin forgænger, ”Vinterbyøster” (1973). Havnekranen, der til kranførerens fortvivlelse altid ”sitter fast”, og Anton, der konstant har ”revnet sine bukser”, gik rent ind hos seerne. Ditto havnekontorets papegøje Mary, der skræppede lystigt med, når lodsen indrapporterede sin vejrudsigt.

SE 1. AFSNIT AF "JULLERUP FÆRGEBY" (1974/1982) på dr.dk

Ikke alle delte dog begejstringen for Børnenes Julekalender anno 1974. Pædagogen Lise Roos, der i forvejen havde set sig sur på B&U's dukkeprogrammer, svang svøben i Information, hvor hun kritiserede ”Jullerup Færgeby” for at fastholde et forældet kønsrollemønster.
Kvindefigurerne var for få, for kedelige og håbløst bagud i forhold til de idealer, som rødstrømperne – også dem inden for B&U's egne rækker – kolporterede op til kvindeåret 1975.

Lise Roos bed især mærke i, at der blandt julekalenderens 21 figurer kun sås fire piger: to mødre og to døtre. ”Ens indtryk må være enten, at de mere eller mindre små-tossede originaler af noen mænd ikke har noet [kønsliv], eller også at de har dulgte ting for med byens to eneste damer. Hvoraf den ene er gift og den anden tilsyneladende enlig mor!” skrev Lise Roos.

”Magen til traditionel kønsrolleopstilling skal man lede længe efter.”
- pædagog Lise Roos om "Jullerup Færgeby" (1974)

Sagen endte i Radiorådet, som modtog et skriftligt forsvar fra B&U's souschef Mogens Winkler. Han påpegede blandt andet, at det reelt var pigerne, som havde bukserne på i Jullerups mikrokosmos – og at drengene også vaskede op i kalenderen, selv om enkelte af dem prøvede at snyde sig udenom.

”Man skal vel også passe på, at man ikke focuserer så meget på kvindediskrimineringen, at man helt glemmer, at der faktisk gøres en del grin med mandsrollerne i Jullerup Færgeby – vi har været lidt nervøse for reaktionen fra kranførere og lastbilchauffører – og vi er glade for, at vi ikke gjorde f,eks, kranføreren til en kvinde,” sluttede Mogens Winkler sit indlæg.

"Jullerup Færgeby" (1974) | foto © DR

Efter timelang diskussion vurderede Radiorådet, at der næppe var grund til at foretage drastiske ændringer i den for længst færdigindspillede kalenderserie. Som så ofte før og siden var det da også kun de voksne, der følte sig stødt. At drengene i serien ustandseligt gentog sætningen ”forbudt for tøser”, affærdigede børneseerne blot med et tørt: ”Sådan er det jo også i virkeligheden.”

Da producer Per G. Nielsen i 1977 lagde an til en tredje dukkekalender, ”Kikkebakke Boligby”, turde han dog ikke andet end at bede seriens idémand, Ole Lund Kirkegaard, om at skrive flere spændende kvinderoller ind i historien. Og da DR genudsendte "Jullerup Færgeby" første gang i 1982, fjernede Per G. Nielsen flere af papegøjen Marys "kønsdiskriminerende" replikker fra lydsporet, uden at nogen vist bed særligt mærke i dét.

Kalle Kulmules fiskekutter fra "Jullerup Færgeby", designet af scenograf Jørn Mathiassen. I 2007 blev rekvisitten solgt på Lauritz.com for 13.500 kroner!



Balladen om EuroFish

Jesper Klein var enekrediteret for manuskriptet til ”Jullerup Færgeby”, der også sneg et par tidstypiske kommentarer ind i form af den uregerlige bus EuroFish, der forstyrrede roen i det ellers så hyggelige lilleputmiljø.
I DR2's temalørdag om julekalendere, der blev sendt 22. december 2001, mindedes Jesper Klein og dukkemageren Finn Bentzen den ballade, de forårsagede med ”Jullerup Færgeby” i 1974:

Jesper Klein: Susanne Giese i Radiorådet var meget vred over, at [Kaja] skulle blive hjemme og hjælpe moren med at vaske op. Det havde jeg jo ikke tænkt på. […] Vi havde jo også det pædagogiske sigte, at der skulle køre en slags voksenhandling samtidig. For det var jo ikke meningen, at det skulle være barnepige-tv. Der skulle også være noget, så voksne syntes, det var sjovt at sidde med børnene. 
Finn Bentzen: Vi gjorde de voksne opmærksom på, at de måske var meget teknik- og handelsfikserede, hvor det for børnene drejede sig om at lege ved hjælp af det, de havde. 
Jesper Klein: Som med ”Hemmelig Hule” og ”forbudt for tøser”. Så kunne det jo godt ske, at der kom en lille provokation med. Det er det sjove ved den slags tider. Når der sidder nogen, som synes, det er så forfærdeligt og så indoktrinerende, det man laver, så er det jo sjovt at komme med sådan en lille hentydning. Vi kom vist nok med en del … ligesom EF-bussen, der ikke rigtig fungerer. EuroFish kørte igennem byen og havde sådan en lille påhængsvogn til passagerer bagved. EuroFish'en kørte ind i alle husmure og rev al julepynten ned. Alle var sure på den.
Finn Bentzen: Det var handelen og erhvervslivet, det handlede om – og så sad menneskene bagpå.

SE JESPER KLEIN OG FINN BENTZEN I DR2 TEMALØRDAG (22.12.2001) på dr.dk


Alle gode gange ... fire?

”Jullerup Færgeby” blev med hele tre repriser – 1982, 1990 og 1997 – den mest genudsendte julekalender nogensinde på DR, indtil ”Nissebanden i Grønland” tangerede rekorden.

Det sidste gensyn med ”Jullerup Færgeby” i 1997 faldt dog ikke heldigt ud. Som det fremmeligt lød fra en 11-årig folkeskoleelev i Fyens Stiftstidende: ”Jullerup Færgeby var vist før en stor succes, men børn har jo også udviklet sig. Det, der var sjovt før, er det ikke mere”.

DR's programchef Jørgen Ramskov måtte erkende nederlaget. ”Det var en fiasko. Og det er åbenbart ikke alt, vi kan hive frem fra skabet og pudse af til en genudsendelse”, sagde han året efter til Jyllands-Posten.

Til gengæld er "Jullerup Færgeby" ifølge Nordisk Film den mest efterspurgte af alle DR's julekalendere på dvd - skarpt fulgt af "Vinterbyøster". Dukkeseriens univers inspirerede desuden den visuelle stil i DR2-julekalenderen "Yallahrup Færgeby". Den grovkornede dukkesatire over gangsta-livet i Københavns betonforstæder blev et kulthit ved tv-premieren i 2007.

> Se alle 24 afsnit af "Jullerup Færgeby" på dr.dk/bonanza

Kalenderkunstner: Jørn Mathiassen (1974)

1982: Avisen (= Tryksen)

Da "Jullerup Færgeby" skulle genudsendes første gang i 1982, var julekalenderens sendetid blevet udvidet med ti minutter siden 1974. Derfor måtte B&U producere en ny rammehistorie, der lagde op til det daglige afsnit af dukkefilmen. ”Avisen” (også kendt som "Tryksen") indledte også de følgende repriser af ”Jullerup Færgeby” i 1990 og 1997.

De 24 korte episoder af "Avisen" udspiller sig på en lille, lettere støvet, men nok så hyggelig avisredaktion i den fiktive havneby Flunkelev. Her er ingen stjernejournalister, kun en lille flok trofaste medarbejdere, der på hver deres måde bidrager til den daglige udgave. Alt fra madopskrifter og vejledninger i julepynt til nyheder om Potteplantepartiets stiftelse og en tv-oplæser med høfeber finder vej til Avisen, der hver morgen sendes med færgen over sundet til Jullerup Færgeby.

Jesper Klein som redaktør Tryksen i "Avisen" (1982) |  foto © DR

Samtlige roller i ”Avisen” spilles af Jesper Klein (dog med hans bror, Morten, som ryg-stand-in). Hovedpersonen er redaktør Tryksen med den faste replik ”Avisen skal ud!”. Hans stab tæller budet Freddy Fart; kriminalmedarbejderen Kristian Knald; den digteriske rengøringsdame Lilly Jensen; madmedarbejderen Estrid Rasp; astrologen fru Thura samt meteorologen Viktor Vind.

I forbindelse med visningen i 1990 udgav DR ”Avisen for Flunkelev, Jullerup Færgeby og omegn” som tryksag med historier, tegneserier, opskrifter, sange, rebusser og andre opgaver for børn. ”Men ak, alle så udsendelserne og næsten ingen købte AVISEN,” sukkede B&U-chefen Mogens Vemmer i sin bog ”Fjernsyn for dig” (2006).

JULLERUP FÆRGEBY (1974 + 1982, 1990, 1997)
Sendt på DR TV kl. 18.00-18.15 (1974).
Manuskript: Jesper Klein.
Musik: Niels Jørgen Steen, sangtekster: Asger Pedersen.
Stemmer: Helle Hertz, Sanne Brüel, Birgit Brüel, Hanne Willumsen, Poul Thomsen, Claus Ryskjær, Jesper Klein, Lasse Lunderskov, Maria Stenz, Sanne Salomonsen, Ulrik Cold.
Årets overskud går til hjælp til uddannelse i Swaziland (1974).

AVISEN (1982, 1990, 1997)
Idé, manuskript og produktion: Jørn Mathiassen, Hanne Willumsen, Finn Bentzen, Jesper Klein.
Medvirkende: Jesper Klein.

Årets overskud går til træplantning i Kenya (1982).

1 kommentar:

  1. Elsker tilfældigt at falde over et langt indlæg om Jullerup Færgeby! Fedt!

    SvarSlet