Stellan Skarsgård: »Det var meget svært at spille så gammel, som jeg gør i den her film.«
Journalist: Hvordan forberedte du dig på rollen?
Stellan Skarsgård (prompte): »Jeg levede i 58 år.«
Kvindelig australsk journalist: Hvordan er det at være Skandinaviens Gerard Depardieu?
Stellan Skarsgård: »Er jeg da det?«
Svensk journalist: Og jeg som troede, Depardieu var den franske Skarsgård.
Stellan Skarsgård: »Nemlig. Det er et spørgsmål om perspektiv. Men Depardieu er stadig fem bypassoperationer foran mig, tror jeg.«
Det krævede virkelig disciplin at bevare den professionelle maske, da jeg og en håndfuld andre journalister mødte Stellan Skarsgård på Berlinalen i februar.
For den skælmske svensker, der netop nu kan ses i biograferne i den norske komedie "En ganske rar mand", tager ikke sig selv det fjerneste alvorligt. Og han ønsker tydeligvis heller ikke, at andre gør det.
Derfor punkterede Stellan Skarsgård straks ethvert tilløb til højtidelig fagsnak, ligesom mere fjollede indspark blev returneret som krøllede papirkugler fra en spændt elastik.
Takket være en notorisk nyfigen sladdertaske fra Sydney Herald kredsede snakken temmelig meget om Stellan Skarsgårds sexappeal (der åbenbart er stor blandt midaldrende kvinder) og hans trang til at smide tøjet både privat og på film ...
"Jeg synes ikke, min diller er mere interessant end min næse. Undtagen til at lege med."
– Stellan Skarsgård, Berlin 2010
Resultatet af den løsslupne seance blev et yderst underholdende interview, "Svensker på slap line", der kunne læses i Børsen den 23. august. Jeg kan desværre ikke linke til artiklen, da Børsen bevogter indholdet på deres website, som var det guldbeholdningen i Fort Knox.
Til gengæld kan I få en pudsig anekdote som bonusmateriale: Historien om Stellan Skarsgårds sangkarriere, der blev lige så kort, som den var flov!
”Da jeg som 16-årig blev sverigeskendt i tv-serien ”Bombi Bitt och jag”, vidste jeg ingenting om, hvordan underholdningsbranchen fungerede. Men der var straks bud efter mig fra folk, der ville tjene penge på min popularitet. For eksempel ringede en producer fra Stockholm til mig og sagde, ”Jeg vil indspille en plade med dig.” Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne synge, men jeg blev alligevel hentet til Stockholm.
Da jeg kom til pladestudiet, var musikken allerede indspillet. Jeg fik hovedtelefonerne på og sang ”whhoooeeeeaaaaa!!!” ind i mikrofonen. ”Hmmmm,” sagde producerfyren. ”Ved du hvad, jeg synger leadvokal, og du synger kor. Hvad siger du til det?” Så indspillede han vokalen, og jeg lagde kor på: ”wwoooaaaeeiiaaaooo!!!”. Straks kom han ud med en ny idé: ”Du taler hen over musikken, og jeg synger det hele, okay?”
Det er nok en af de værste plader, der nogensinde er lavet. Selv ikke med producerens vokal var den noget værd!”
MERE OM NORSK FILM:
> Vi taler næsten dansk, del 1: "Max Manus" og andre anbefalinger
> Vi taler næsten dansk, del 2: Norsk film i topform
> Interview: Bent Hamer fortæller om sine film
> Norwave-kavalkade i Cinemateket - en kritik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar