CPH:DOX: "Inside Job" - interview med Charles Ferguson

Ikke én topchef fra den amerikanske bankverden ønskede at medvirke i den afslørende "Inside Job" (Wall Street indefra), som pt. kan ses på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. (NB: Filmen får dansk biografpremiere 31. marts 2011).

Da jeg interviewede filmens instruktør, Charles Ferguson, i Cannes, undrede han sig ikke over, at Wall Street holdt dørene lukkede for hans kamera:
»Det er elementær menneskelig psykologi, at hvis man har været med til at skabe et problem, tilskynder man næppe til undersøgelsen af samme problem,« sagde han.

Med nådeløst klarsyn kortlægger "Inside Job", hvordan bankernes grådighed og mangel på regulering i 2008 sendte verdensøkonomien ud over afgrunden.
»Det virkede næsten som om, Marx-brødrene havde indtaget Det Hvide Hus,« bemærkede Charles Ferguson desuden om den »uorganiserede og inkompetente« måde, som Bush-regeringen håndterede finanskrisen på.

> Læs min anmeldelse af "Inside Job"

---

INTERVIEW MED CHARLES H. FERGUSON OM "INSIDE JOB":
Finanstoget der kørte galt
Brian Iskov (Cannes) i Børsen, 21. maj 2010

Finanskrisen var ikke en naturkatastrofe. Den kunne have været afværget, og de skyldige bør holdes ansvarlige.
Så enkel er præmissen for dokumentaren »Inside Job«, der i maj fik verdenspremiere på Cannes-festivalen. De mekanismer, som instruktøren Charles Ferguson afdækker i sin film, er dog uendeligt mere spegede.

Gennem ekspertudsagn og analyser beskriver »Inside Job« omhyggeligt de forhold, der fik investeringsfirmaerne til at falde som dominobrikker i 2008, hvilket igen førte til den største globale recession siden 2. verdenskrig.

Michael Moore var ude i et lignende ærinde sidste år med »Kapitalismen – en kærlighedshistorie«, mens Charles Ferguson har bestræbt sig på at anlægge en mere saglig tone, når han i »Inside Job« afmystificerer finanskrisen og gør dens detaljer forståelige for lægmand.

> Læs også mit interview med Michael Moore

»Tidligere var bankverdenen reguleret, og der var strikse retningslinjer, som blev overholdt,« siger Charles Ferguson, da Børsen møder ham i Cannes.
Men i 1980'erne begyndte Reagan-regeringen at slække på kontrollen med finanssektoren. Dermed startede den glidende tendens mod mindre regulering, som ifølge »Inside Job« tillod grådigheden at sprede sig i finanssektoren som en ustoppelig, ondartet cancer.

Willem Buiter, en af 37 interviewede i "Inside Job"

»Bankvirksomhed udartede sig til en konkurrence om at pisse længst,« som Citigroups cheføkonom, Willem Buiter, bramfrit formulerer det i et af filmens mange interviews.

Griskheden forvandlede bankerne til kriminelle mastodonter, der underminerede markedet med stadig mere spekulative måder at maksimere deres profit på. Ferguson demonstrerer i »Inside Job«, hvordan de lagde tikkende bomber under systemet i form af kreditderivater, CDO-porteføljer og subprime-lån. Og bankerne fik frit spil af skiftende regeringer, der alle bøjede sig for lobbyisternes krav om nul kontrol og nul gennemsigtighed.

»Før jeg gik i gang med min research, anede jeg ikke, at investeringsbanker udstedte værdipapirer, der var designet til at slå fejl, så bankerne ikke kunne undgå at få overskud på videresalget. Da jeg opdagede det, troede jeg kun, det foregik i ét firma, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var standardpraksis i alle investeringsselskaber, at man hæftede vildledende ratings på CDO-sikkerhedsobligationer. Det kom som lidt af et chok for mig,« fortæller Charles Ferguson.

Forfatteren Charles Morris i "Inside Job"

Adskillige eksperter råbte vagt i gevær om det forestående sammenbrud – herunder Fergusons ven, forfatteren Charles Morris, der allerede i marts 2008 udgav bogen »The Two Trillion Dollar Meltdown«.
Men alle advarsler blev afvist eller ignoreret, og finansindustriens førerløse tog susede videre forbi de blinkende røde lamper. Ingen trak i bremsen før den spektakulære afsporing i september samme år.

I dag udtrykker Ferguson harme over, at finansverdenens løbske bonuskultur har belønnet de skyldige parter i stedet for at straffe dem.
»Ingen er blevet arresteret i forbindelse med den seneste finanskrise. I stedet er de ansvarlige topchefer kommet endnu rigere ud af recessionen,« kritiserer han.

Ferguson fandt det også forstemmende at opleve, hvordan Barack Obama – trods sine løfter om forbedringer – valgte at omgive sig med mange af de selvsamme Wall Street-profiler, som havde andel i krisen.
Blandt andet indsatte Obama Timothy Geithner som finansminister, trods Geithners involvering i en kontroversiel sag om udbetaling af millionbonusser i den kriseramte forsikringsgigant AIG. Og Larry Summers, der spillede en central rolle i dereguleringen af derivater, er nu formand for USA's nationale økonomiske råd.

Charles Ferguson, instruktør af "Inside Job" | pr-foto

»Udnævnelsen af Obamas økonomiske rådgivere var en sort dag,« sukker Charles Ferguson, der ellers havde bidraget til præsidentens valgkampagne. Håbet om en åben, offentlig debat omkring finanssektoren har Ferguson dog ikke opgivet.

»Jeg tror på, at en gennemgribende forandring er mulig. Historien har vist os, at det kan lade sig gøre at vende tingenes tilstand til det bedre, hvis folket står sammen og ytrer deres utilfredshed. Efter 16 måneder har Obamas regering stadig ikke rettet op på finansområdet. Men amerikanernes tålmodighed er ved at slippe op. De vil se resultater. Og jeg er overbevist om, at det kan lade sig gøre at afvikle banker, selv om det er svært. Det vil også ske i Europa,« mener Charles Ferguson.

Han efterlyser især mere fyldestgørende høringer, der undersøger bankerne til bunds og stiller Justitsministeriet til regnskab for deres manglende indgriben.
»Vi må tilbage til et strammere, mere kontrolleret system, hvor loven bliver håndhævet, når bankerne overtræder den«.

Har Charles Ferguson tænkt sig at invitere præsident Obama til en visning af »Inside Job«?
»Naturligvis!«

"Inside Job" vises på CPH:DOX 10. og 13. november.

> Officiel hjemmeside for "Inside Job" (Sony Classics)

FAKTA:
CHARLES FERGUSON OG »INSIDE JOB«
55-årig amerikansk forfatter, filminstruktør med mere.
Charles H. Ferguson tog en ph.d. i samfundsvidenskab og arbejdede som konsulent for bl.a. Apple og Motorola, før han i 1994 grundlagde softwarefirmaet Vermeer Technologies, der udviklede FrontPage-værktøjet (senere opkøbt af Microsoft).
Dernæst underviste Ferguson på anerkendte tekniske universiteter som MIT og Berkeley, mens han forfattede flere bøger om it-industrien. I 2007 debuterede han som dokumentarist med filmen »No End in Sight« om USA's militære tilstedeværelse i Irak. Filmen blev nomineret til en Oscar.

OPDATERING 1.3.2011: Charles Ferguson har nu vundet en Oscar i kategorien bedste dokumentarfilm for "Inside Job".

OPDATERING 28.1.2014: I anledning af debatten om Goldman Sachs' køb af DONG-aktier har DR2 ekstraordinært programsat "Inside Job" som reprise i Dokumania i aften kl. 20.30. Filmen bliver vist under titlen "Wall Street indefra".

Cannes 2010: En jævn årgang

ANMELDELSER AF: Another Year / Cameraman: The Life & Work of Jack Cardiff / Sound of Noise / Inside Job

Temperaturen på den franske riviera steg drastisk i løbet af de forgangne tolv dage, men modtagelsen af filmene i hovedserien forblev kølig på den netop afsluttede 63. Cannes-festival.
Blandt journalisterne herskede der bred enighed om, at konkurrenceprogrammet savnede overraskelser, mens fotograferne begræd det pauvre opbud af Hollywood-stjerner på den røde løber. Mandefaldet mærkedes også på festivalområdets hovedåre, Boulevard de la Croisette, der virkede noget tyndere befolket end vanligt.

> Se Bries webcast fra Cannes 2010

I aftes (søndag) annoncerede juryen årets vinder af Den Gyldne Palme, og hæderen tilfaldt – naturligvis – et af de konkurrencebidrag, jeg ikke nåede at se: En thailandsk kunstfilm af instruktøren med det længste navn i Cannes-festivalens vinderhistorie, Apichatkong Weerasethakul (man forstår, hvorfor han blot signerer sine e-mails ”Joe”). Derudover bærer juryens valg og fravalg præg af de sædvanlige kompromiser og diplomatiske krumspring; ingen havde vist regnet med, at outsidere som ”Tournée” og ”Copie conforme” ville modtage andet end lange næser ved prisoverrækkelsen.

Den Gyldne Palme: Apichatpong Weerasethakul, ”Lung boonmee raluek chat” (Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives) - Thailand, Frankrig, Tyskland, Spanien, Storbritannien
Juryens pris: Mahamat-Saleh Haroun, ”Un homme qui crie” (A Screaming Man) - Frankrig, Belgien, Tchad
Grand Prix: Xavier Beauvois, ”Des hommes et des dieux” (Of Gods and Men) – Frankrig
Bedste manus: Lee Chang-Dong, "Poetry" - Sydkorea
Bedste skuespillerinde: Juliette Binoche, ”Copie conforme” (Cerfitied Copy) - Italien, Frankrig
Bedste skuespiller: Javier Bardem, ”Biutiful” - Spanien, Mexico / Elio Germano, ”La Nostra Vita” (Our Life) - Italien, Frankrig
Bedste instruktion: Matthieu Amalric, ”Tournée” (On Tour) - Frankrig
Den Gyldne Palme – kortfilm: Serge Avédikian, ”Chienne d'histoire” (Barking Island) - Frankrig
Juryprisen – kortfilm: Frida Kempff, ”Micky bader” (Bathing Micky) - Sverige, Danmark
Debutantprisen Det Gyldne Kamera: Michael Rowe, "Año bisiesto" (Leap Year) - Mexico
Un Certain Regard-prisen: Sang-soo Hong, "Ha ha ha" - Sydkorea

Og nu til nogle af de mindeværdige indslag, der blev snydt for palmesuset eller nøjedes med at brillere uden for hovedkonkurrencen:

ANOTHER YEAR
(Mike Leigh, Storbritannien 2010 – Competition)
Brian Iskov i Cannes, maj 2010 for Bries Blog-O-Rama

Min personlige favorit i årets hovedkonkurrence i Cannes kan dårligt beskyldes for at kolportere vilde, nye dessiner inden for verdensfilmkunsten. Men når hverdagsdramaet turneres så morsomt, præcist og solidarisk som i Mike Leighs ”Another Year”, savner man hverken krasse choktaktikker eller højbrynet navlepilleri.
For så vidt føles det egentlig også som en lille revolution, at Leigh lader portrættet af et såre almindeligt midaldrende ægtepar – velfungerende, kærligt, uproblematisk – udgøre filmens jordbundne anker. At skildre det ordinære, uden at det på noget tidspunkt bliver tandløst, er også (en) kunst.
Jim Broadbent og Ruth Sheen giver parret en smuk, indforstået kemi, der danner kontrast til filmens showstopper, Leigh-kendingen Lesley Manville. Som den modne og lettere drikfældige husveninde, der bærer sin skuffelse over at være uhelbredeligt single uden på tøjet, dirrer Manville af febrilske nerver på et leje, der (som før hos Leigh) skyder cirka 10 procent over karikaturtærsklen. Men præstationen stikker alligevel så bedragerisk dybt, at jeg sad med klumpen i halsen, da erkendelsen indhenter hende i sidste akt af den firdelte film.
”Another Year” er endnu ikke købt til dansk distribution, men det kan ikke vare længe, før en vågen filmkøbmand snupper den. Og det må gerne tolkes som en opfordring!

OPDATERET 6.7.2010: "Another Year" er nu købt til Danmark af SF Film med forventet biografpremiere 27. januar 2011. Hurra!

CAMERAMAN: THE LIFE & WORK OF JACK CARDIFF
(Craig McCall, Storbritannien 2010 – Cannes Classics)
Brian Iskov i Cannes, maj 2010 for Bries Blog-O-Rama

Ældre filmkendere vil ihukomme Jack Cardiff som manden, der i 1940'erne fik Technicolor-paletten til at eksplodere i Powell & Pressburger-klassikere som ”Sorte lilje” og ”De røde sko”. Men også ”Rambo” (1985) og ”Conan den uovervindelige” (1984) havde bud efter den Oscar-belønnede filmfotograf, som stadig var aktiv i branchen, da han døde som 94-årig i april 2009.
Helt i emnets ånd har skotske Craig McCall kælet for æstetikken i ”Cameraman”, der viser den aldrende Cardiff som en kvik, charmerende herre med et britisk vid så tørt som beskøjtere. Hans anekdotiske hukommelse fejler intet, og selv om flere af røverhistorierne (om bl.a. ”Afrikas dronning”) måske er hørt før, er der stadig nyt at hente, f.eks. i de skægge 16mm-privatoptagelser, hvor en ung og gemsekåd Kirk Douglas springer fra åre til åre under optagelserne til ”Vikingerne” (1958).
Filmen er desuden gavmildt garneret med eksempler på Cardiffs svimlende farvemættede arbejder, ligesom Martin Scorsese og andre fans bidrager med minder og analyser. Ren råcreme for cineaster og et oplagt valg til en kommende CPH DOX.

OPDATERING 03.01.2011: I februar 2011 vil Cinemateket i København vise "Cameraman" som et led i en Jack Cardiff-kavalkade!

SOUND OF NOISE
Vinder af ungdomsjuryens pris
(Johannes Stjärne Nilsson & Ola Simonsson, Sverige-Frankrig-Danmark 2010 – Semaine de la Critique)
Brian Iskov i Cannes, maj 2010 for Bries Blog-O-Rama

Allerførst: Hvis du aldrig har set kortfilmen ”Music for an Apartment and Six Drummers” (2000), så skynd dig at hoppe ind på dette link:

> "Music for an Apartment and Six Drummers" (YouTube)

En efternøler i spillefilmslængde, ”Sound of Noise”, fejrede verdenspremiere i Cannes-serien ”Semaine de la Critique” (Critics' Week), der ellers ikke er forvænt med komedier. Absurditererne i den svensk-fransk-danske koproduktion blev da også modtaget med taknemlighed som en kærkommen modvægt til programmets spleen-ramte teenagere og furede panderynker.
Der er spor af såvel Jacques Tati som Olsen-banden i den skæve historie om seks musikalske guerilla-terrorister, der laver ravage ved at opføre en reallydssymfoni i fire satser på udvalgte steder i Malmö. Hver happening er nøje udtænkt og tilrettelagt som en løjerlig hybrid mellem konceptkunst og hærværk, og alt fra højspændingsledninger til korpulente herremaver indgår i de polyrytmiske surprise-angreb, der efterlader deres intetanende publikum med kæben på gulvet.
De to svenske instruktører kæmper en smule med at strække plottet til 98 minutter, men man morer sig ofte kongeligt over deres snurrige udnyttelse af lyd – og fraværet af samme. For i slagtøjsorkanens øje står den hårdt prøvede kriminalkommissær Amadeus Warnebring: Den eneste af sin hæderkronede musikerslægt, som er født tonedøv og bare ønsker at leve sit liv i absolut stilhed! Tv-skuespilleren Bengt Nilsson er uhyre sympatisk og troværdig i rollen og får også lov at bære filmen over flere vadesteder med sin udsøgte komiske timing.
Bonusinfo: ”Sound of Noise” er købt til dansk distribution, og med lidt held drager de seks trummisar over Sundet for at give den gas live til københavnerpremieren!
Ekstra bonusinfo: David Owe er krediteret som stuntmand på filmen.

> Se klip fra ”Sound of Noise” i Bries webcast fra Cannes 2010

INSIDE JOB
(Charles Ferguson, USA 2010 – Séance Speciale)
Brian Iskov i Cannes, maj 2010 for Bries Blog-O-Rama

OPDATERING: Vises på CPH:DOX 6., 10. og 13. november 2010!

En af Cannes-sæsonens mest spændende og opsigtsvækkende dokumentarer, ”Inside Job”, kortlægger med nådeløst klarsyn, hvordan bankernes grådighed og mangel på regulering sendte verdensøkonomien ud over afgrunden i 2008.
Michael Moore gik et lignende ærinde i Venedig sidste år med »Kapitalismen – en kærlighedshistorie«, men amerikanske Charles Ferguson anlægger en mere saglig tone, når han afmystificerer finanskrisen og gør dens detaljer forståelige for lægmand. At det rent faktisk lykkes ham at skabe en medrivende og tilgængelig film om så usexede emner som CDO-porteføljer, kreditderivater og subprime-lån, er vitterlig en imponerende bedrift.
Over 100 nøglepersoner lod sig interviewe af Ferguson, hvoraf cirka en tredjedel medvirker i filmen. Hvorfor økonomer som Frederic Mishkin og Bush-rådgiveren Glenn Hubbard indvilgede i at grave deres egne grave for rullende kamera, står hen i det uvisse, men deres tåkrummende undvigemanøvrer udgør nogle af filmens skadefro højdepunkter.
Ferguson, der har en fortid som uafhængig konsulent for bl.a. Det Hvide Hus, fortalte mig i Cannes, at han mistede mindst én ven på at lave "Inside Job".
"Laura Tyson, som sidder i bestyrelsen hos investeringsfirmaet Morgan Stanley, har jeg kendt i mere end 25 år. Jeg forklarede hende, at jeg var ved at lave en kritisk film om finanssektoren, og jeg anbefalede hende at trække sig ud af bestyrelsen for at redde ansigt. Hun svarede meget kort tilbage, at hun ikke var enig i dén betragtning. Siden har jeg ikke hørt fra hende."

Læs meget mere om ”Inside Job” i mit interview med Charles Ferguson:

> Finanstoget der kørte galt
Brian Iskov i Cannes for Børsen, 21.5.2010

---

> Cannes 2010: Webcast fra Croisetten
> Cannes 2010: Brie med i Woody Allen-film
> Cannes 2010: Kvinderne og Berlusconi - anmeldelse af "Draquila: Italy Trembles"