Viser opslag med etiketten Defendor. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Defendor. Vis alle opslag

søndag den 18. april 2010

Mere Kick-Ass tema: Real Life Superheroes på film

"Kick-Ass" er muligvis den festligste film til dato om Real Life Superheroes ... men det er ingenlunde den første!

Kick-Ass

I anledning af premieren på "Kick-Ass" har jeg kompileret følgende oversigt over andre velmenende, men aparte anti-superhelte, som har været med til at bane vejen for Dave Lizewskis stjernestund i biografen.

> Mit indlæg om virkelighedens Real Life Superheroes (16.04.2010)



DEFENDOR (2009, instr. Peter Stebbings)
Dette canadiske komediedrama, der fremhæver den melankolske side af fænomenet Real Life Superheroes, er især værd at se for Woody Harrelsons fine præstation som labil retfærdighedsrytter. Filmen udkommer på dansk dvd tirsdag 20. april og vises desuden på den igangværende CPH PIX-festival. Læs mere om "Defendor" i min artikel i Børsen (16.04.2010) og i mit blogindlæg om CPH PIX (17.04.2010).
> Trailer

WATCHMEN (2009, instr. Zack Snyder)
Kun én af de maskerede samfundsvogtere i gruppen Watchmen besidder superkræfter. De er til gengæld nærmest ubegribelige. Alan Moore og Dave Gibbons' grafiske roman fra 1986, der oprindelig udkom som "Vogterne" herhjemme, danner til sammen en af tegneseriehistoriens mest komplekse og litterære superheltesagaer. Zack Snyders ikke mindre ambitiøse filmatisering fra 2009 var forbavsende teksttro, og skønt filmen savnede bøgernes sorte humor, var den ædende pessimistiske stemning overført 1:1.

WATCHMEN © Warner Bros. Entertainment

YOUR FRIENDLY NEIGHBORHOOD HERO (2008, dokumentar, instr. Sybil Drew)
Fire amerikanske Real Life Superheroes lader sig portrættere i denne dokumentarfilm, som desværre bestyrker mange af de fordomme, man måtte have om baggrunden for disse menneskers kald. En lidt bedrøvelig beretning om knubbede skæbner, der forsøger at skabe et meningsfuldt ståsted i deres liv. Selve produktionen hylder emnets ånd ved at være påfaldende amatøragtig.
> IMDB

SPECIAL (2006, instr. Hal Haberman, Jeremy Passmore)
Endnu en godhjertet, men overset tegneserienørd springer ud som mentalt ustabil wannabe-helt i "Special". Michael Rapaport høstede pæn kritik for sin rolle som parkeringsvagten Les, der melder sig som forsøgsperson i et medicinsk eksperiment og begynder at tro, han kan levitere og gå igennem vægge. Sandheden om Les' evner er desværre noget mere prosaisk.
> Trailer

SIDEKICK (2005, instr. Blake Van de Graaf)
Superhelte på lavbudget! Den kuede it-medarbejder Norman øjner en chance for at udleve sine superheltefantasier, da han bliver mentor for en kollega, der viser sig at besidde telekinetiske kræfter. Norman ser frem til en karriere som sidekick for sin egen superhelt, men de to herrer har forskellige ideer om, hvad evnerne skal bruges til. Snart indser Norman, at han i sin iver efter at opdyrke en helt i stedet har skabt et monster.
> Trailer

"ZEBRAMAN" - pr-foto

ZEBRAMAN
(2004, instr. Takashi Miike)
TILFØJET 18.09.2010
Og så var der den om skolelæreren, som trynes af både sine elever i 3. klasse og sin familie, indtil skæbnen giver ham superkræfter! Stilfærdige Shinichi ved alt om den for længst glemte kult-tv-serie ”Zebraman” og har sågar syet sig et cosplay-kostume efter den stribede helt. Da Jorden angribes af knæhøje grønne aliens, går det op for Shinichi, at hændelserne i uhyggelig grad stemmer overens med handlingen i hans favoritserie – og at han må påtage sig rollen som 'Zeburaman' for at afslutte føljetonen og redde Tokyo!
”Striping evil!” lyder kampråbet i den rodede, men hyggelige og temmelig oversete komedie fra den japanske galning Takashi Miike, som ellers plejer at være totalt uegnet for børn. Den effektoverlæssede opfølger, ”Attack on Zebra City” (2010), er om muligt endnu mere usammenhængende fortalt.
> "Zebraman" trailer
> "Zebraman 2" trailer

THE SPECIALS (2000, instr. Craig Mazin)
Lige i halen på "Mystery Men" fulgte endnu en samspilsramt superheltegruppe, og at Rob Lowe spiller den sejeste på holdet, siger lidt om, hvor i superheltehierarkiet The Specials befinder sig. Fra instruktøren af "Superhero Movie" - og alligevel ser traileren næsten sjov ud.
> Trailer

MYSTERY MEN - pr-foto

MYSTERY MEN (1999, instr. Kinka Usher)
Trods sin farverige forsamling af miskendte og lidt ynkelige superhelte - heriblandt Ben Stiller som Mr. Furious, William H. Macy som The Shoveler og Hank Azaria som gaffeldomptøren The Blue Raja - hang "Mystery Men" ikke godt sammen, og filmen blev en fiasko ved sin premiere i 1999. Siden har den dog fundet ben at gå på som kultfænomen på dvd.
Grundideen stammer egentlig fra en undergrundstegneserie, som Bob Burden skabte i 1979. I "Flaming Carrot Comics" lancerede han en af alle tiders mest bizarre anti-superhelte, Flaming Carrot, der tager sit navn så bogstaveligt, at han spankulerer ned ad Palookavilles gader som en brændende gulerod. Selv om han umiddelbart ikke virker helt rask og kun ejer indbildte superkræfter, lykkes det ham jævnligt at afværge trusler fra rumvæsener, kommunister, besatte soldaterstøvler og andre syrede forekomster. Ved filmens premiere fik figurerne deres eget serieblad, "Bob Burden's Original Mysterymen", på forlaget Dark Horse.
> Trailer

BLANKMAN (1994, instr. Mike Binder)
Naiv gut tager kampen op mod det korrupte bystyre med sine selvopfundne gadgets. Damon Wayans spiller Blankman, og ... vent, hvor forsvandt I alle sammen hen?
> Trailer

MODEL BY DAY (1994, tv-film, instr. Christian Duguay)
... superheltinde om natten! En præ-"GoldenEye" Famke Janssen, skruet ned i en violet Catwoman-kopidragt, ser ud til at være den primære attraktion i denne cheesy tv-film om Lady X's meritter.
> Tv-spot

SUPERHELT PÅ SLAP LINE
(Hero at Large, 1980, instr. Martin Davidson)
Muligvis filmhistoriens tidligste eksempel på en Real Life Superhero? En mislykket skuespiller (John Ritter) afværger et røveri, mens han stadig bærer sit Captain Avenger-kostume.
Oplevelsen giver ham blod på tanden til at videreføre heltegerningen på fuld tid, men lige som sine senere efterfølgere må han erkende, at realiteterne sjældent slægter fiktionen på.
> Trailer + klip

lørdag den 17. april 2010

CPH PIX versus askeskyen

ANMELDELSER AF: Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans – My Son, My Son, What Have Ye Done? – Black Dynamite – The Box – Defendor – Kvinder uden mænd

Årets udgave af filmfestivalen CPH PIX, der åbnede i onsdags, kæmper et bravt slag mod en uforudset fjende. Udfordreren er den slemme askesky, som den islandske vulkan ved Eyjafjallajökull har hostet op, og som både formørker luftrummet over Nordeuropa og festivalplanlæggernes i forvejen stressede sind.


Flere af de indbudte instruktører og deres filmruller er nemlig fanget i lufthavnslimbo, mens alle venter på, at den brune fare driver over. Indtil videre har CPH PIX været nødt til bl.a. at aflyse en Q&A og flytte aftenens forevisning af "Metropolis" med liveakkompagnement til næste lørdag.

Heldigvis er de gæve PIX-arrangører mønsterværdigt dygtige til at holde de udadrettede kommunikationslinjer åbne. Festivalens hjemmeside, Facebook-profil og nyhedsbrev opdateres konstant, så ingen behøver at gå forgæves til de berørte events.


For at hjælpe publikum med at finde hoved og hale i programmets vildtvoksende bredde, afprøver CPH PIX i år et spøjst online-legetøj, som de lidt uskønt har døbt 'tastefinder'. Ved at rykke i seks virtuelle skydeknapper, der repræsenterer forskellige aspekter af filmoplevelsen, skulle det være muligt at matche ens personlige præferencer til de mere end 180 titler i festivalkataloget.

Banker man helt op for 'tempo' og 'laughs', foreslår smagsautomaten, at man løser billet til blaxploitation-pastichen "Black Dynamite". Anti-superheltefilmen "Defendor" scorer maksimum på både 'thrills', 'sighs' og 'laughs', mens det kræver mere avancerede kombinationer at få skydeknapperne til at pege på festivalens to Werner Herzog-bidrag.

Jeg håbede også, at værktøjet ville fortælle mig, hvor jeg skal lede efter den tast, som er forsvundet fra pladsen mellem Å og RETUR på mit trådløse keyboard. Men dén service yder tastefinderen desværre ikke endnu ...

CPH PIX 2010 fortsætter indtil 25. april i udvalgte københavnske biografer. Til evt. inspiration finder du nedenfor mine anmeldelser af de af årets CPH PIX-film, som jeg allerede har skrevet om i andre sammenhænge.



CPH PIX 2010: ANMELDELSER

BAD LIEUTENANT: PORT OF CALL NEW ORLEANS (Werner Herzog, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 11.9.2009

MY SON, MY SON, WHAT HAVE YE DONE? (Werner Herzog, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 11.9.2009

I hænderne på den egensindige tysker Werner Herzog finder Nicolas Cage endelig et passende forum for sit patenterede overspil. Cages navn på en rolleliste har i nyere tid lignet et syndrom mere end en anbefaling, men som strømeren med det galopperende stof- og magtmisbrug driver han værket med sine impressionistiske jazzmanerer.
Vi befinder os i "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" langt fra det uforsonlige rendestensridt, som Abel Ferrara trak Harvey Keitel igennem i navnebroderen "Bad Lieutenant" (1992).
Katolsk skyldfølelse bragte en grædende Keitel i knæ, da Frelseren åbenbarede sig for den fortabte søn i et drømmesyn. Dagsordenen er en ganske anden hos Werner Herzog, der bedyrer, han aldrig har set Ferraras original. Hans autonome opfølger låner blot grundideen om den betændte politimand i frit spiralfald, overflytter reviret fra Manhattan til de lumre sydstater og malker løjtnantens vildtvoksende synderegister for bizar deadpan-humor.
Herzog får overraskende lidt ud af sin post-Katrina-kulisse, der syner flad og forvasket i den sært uengagerede fotografering. Som kompensation krydrer han løjerne med sin velkendte, bundløse nysgerrighed for den lokale faunas mere ejendommelige frembringelser.
I stedet for Guds søn hallucinerer Cage om leguaner og alligatorer, indfanget i deliriske ultranærbilleder, som instruktøren insisterede på selv at skyde gennem et fiberoptisk kabel. ”De ser så fabelagtigt absurde og stupide ud!” småjublede Werner Herzog om krybdyrene, da han hilste på pressen i Venedig.

Bad Lieutenant Port of Call New Orleans
Herzog troede dårligt sine egne øren, da Mostraens kunstneriske leder, Marco Müller, inden festivalen forkyndte, han ville indlemme Herzogs anden nye film som en af hovedseriens unavngivne surprise-titler.
”Ingen festival af denne størrelse vil være så forrykt at vise to film af samme instruktør i konkurrencen”, var Herzogs første tanke, og det er da også første gang i Mostraens historie, at en instruktør stiller op mod sig selv. Bonusbidraget – et rørsammen af Orestes-myten og instuktørens egne idiosynkrasier – er dog kun at regne for en excentrisk krusedulle i karrierens margen.
"My Son, My Son, What Have Ye Done" er født i slipstrømmen af Herzogs "Bad Lieutenant" under David Lynchs paraply. Begge de herrer syntes, verden manglede flere sære lavbudgetfilm, og selv om Lynch officielt intet kreativt input har haft, spøger slægtskabet både i rollebesætningen (med gamle kendinge som Brad Dourif og Willem Dafoe) og i den skævvredne absurdisme, som folder sig ud, når moderdyret Grace Zabriskie – endnu en Lynch-yndling – nidstirrer sønnen og hans kæreste i, hvad der synes som flere minutter.
Den retmæssige afsender røber sig, da flere mærkværdige dyr melder sig i koret. To levende flamingoer pryder forhaven hos hovedpersonen Brad, mens hans onkel opdrætter strudse og kagler henrykt over at se sine kæmpefugle bene af sted som ”eagles in drag”.
Brad, spillet af Michael Shannon fra "Revolutionary Road", falder naturligt ind i rækken af Herzogs grænsesøgende galninge: Hans evne til at skelne forstand fra afsind gik tabt, efter Gud talte til ham på en raftingtur i den peruvianske jungle. Indlagte flashbacks giver Herzog mulighed for at genbesøge floden, hvor Aguirre og Fitzcarraldo tidligere spejlede deres månesyge i strømhvirvlerne.
I filmens optakt omringer politiet Brad, der har forskanset sig i sit hjem efter at have kløvet sin mor i to med et sværd. Brad har dog stadig Herren ved sin side. Ude i køkkenet smiler hans hvidskæggede åsyn til Brad fra en æske med havregryn (af mærket ”Puritan Oatmeal”).
Huset med det flade tag er malet i samme pink pastelnuance som havens langhalsede tropiske kælefugle, og i det hele taget forstår man, hvorfor Shannon på festivalen karakteriserede San Diegos villakvarterer som ”den perfekte petriskål for opdyrkelsen af vanvid”.
"Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" vises på CPH PIX 20. april.
""My Son, My Son, What Have Ye Done?" vises på CPH PIX 18. og 25. april.


Michael Jai White i "Black Dynamite" | pr-foto

BLACK DYNAMITE (2009, instr. Scott Sanders)
Brian Iskov i GEAR #78 (dvd), maj 2010
Sex, vold, funk og afrohår blæser ud over lærredet i "Black Dynamite", der parodierer stilen fra 70'ernes blaxploitation-film med skræmmende nøjagtighed. Den sorte dynamitstang sidder mellem benene på titlens seje supernigga, som pløjer sig gennem damernes bølgende barme, når han ikke afklapser skurkagtige kinamænd eller nakker Nixon med sin nunchaku! Joken føles ret spinkel i spillefilmlængde og kræver absolut kendskab til genren. Men ser man filmen i festligt lag, stiger karakteren tilsvarende – og mon ikke fnisegræs udløser yderligere et par stjerner!
Vises på CPH PIX 22., 24. og 25. april.

THE BOX (2008, instr. Richard Kelly)
Brian Iskov i GEAR #76 (dvd), marts 2010
Fans af ”X-Files” og ”Twilight Zone” vil have lyst til at kigge nærmere på ”The Box”, hvor en scary fætter (Frank Langella) tilbyder hr. og fru Lewis en gådefuld æske med en rød trykknap på. Aktiverer de knappen, får de 1 mio. $ skattefrit – og en fremmeds død på samvittigheden. Et pirrende moralsk dilemma, som Richard Kelly (”Donnie Darko”) gør sit yderste for at drukne i stadig mere surrealistiske forsiringer og søforklaringer. Meget mening giver det ikke, men teknisk set er det overlæssede mysterium nydeligt sat i scene, og især Cameron Diaz klarer sig pænt igennem en næsten umulig rolle.
Vises på CPH PIX 19. og 24. april.

DEFENDOR (2009, instr. Peter Stebbings)
Brian Iskov i GEAR #77 (dvd), april 2010
Defendor
Som en pudsig fodnote til ”Kick-Ass” kaster dette lille komediedrama fra Canada et mere vemodigt blik på samme tema: Almindelige mennesker, der trækker i trikot for at agere superhelte i den virkelige verden. Woody Harrelson er temmelig rørende som "Defendor", der med et gaffatapet 'D' på brystet kaster sig ud i kampen mod de lokale narkobagmænd. Den lidt sky og tilbagestående Arthur, som gemmer sig bag masken, ejer dog ingen andre superkræfter end et velmenende hjerte og et hoved fuld af vrangforestillinger.
Vises på CPH PIX 17., 19. og 25. april.
> Læs mere om "Defendor" i min superhelteartikel i Børsen 15.04.2010.

KVINDER UDEN MÆND/Women Without Men (2009, instr. Shirin Neshat)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 18.9.2009
Agendaen er kønspolitisk snarere end realpolitisk hos den iranskfødte multikunstner Shirin Neshat, der vandt Guldløven på kunstbiennalen i 1999. På den seneste filmbiennale kunne hun føje en Sølvløve for bedste instruktion til familien.
I sin video- og fotokunst kredser Neshat om mellemøstlige kønsrollemønstre og især undertrykkelsen af kvindernes selvforståelse under islams åg. Flere af motiverne bærer hun direkte over i sin første spillefilm, der rekonfigurerer og udvider den multirumsinstallation (2004-08), der havde verdenspremiere på ARoS sidste år [2008].
"Women Without Men" henter brændstof i Shahrnush Parsipurs kortroman af samme navn fra 1989. Bogen har været bandlyst i Iran siden 1990'erne, hvor forfatteren blev arresteret for sin skildring af kvindelig seksualitet. I dag har hun status af politisk flygtning i USA, hvor også Neshat arbejder.
Af bogens og installationens fem skæbner har fire fundet vej til biografen. Den midaldrende Fakhri øjner en vej ud af sit triste ægteskab, da hun genser en gammel flamme. Unge Faezah drømmer om kærligheden, indtil hun mister sin dyrebare jomfruelighed under en voldtægt. Den prostituerede Zarin ser kun ansigtsløse dæmoner i de mænd, der bestiger hendes udmarvede krop på bordellet. Endelig trynes Munis' politiske vækkelse af hendes traditionsbundne bror. Hun vælger at svæve ud fra taget for at genopstå som vandrende ånd blandt gadens demonstranter.
Alle fire søger mod Fakhris nyerhvervede frugtplantage, et frodigt eksil spundet af piblende vandløb og solstrålernes spil i trækronerne. I dette Eden finder kvinderne kræfter og ro til at bryde fri af religionens maskuline dominans.

Shirin Neshat, Venedig 2009

Parsipur udfoldede sin utopi på baggrund af den amerikansk-britiske operation, der i 1953 væltede Irans første demokratisk valgte premierminister, Dr. Mohammed Mossadegh. Hans ønske om at nationalisere landets oliekilder, der var under britisk administration, huede ikke Churchill. Heftig tumult brød løs i Teherans gader, da det første kupforsøg slog fejl. Kun to dage senere, den 19. august, var oprøret slået ned. CIA genindsatte shahen, mens kontrollen med olieresurserne kom på vestlige hænder. Et indgreb, der plantede kimen til den islamiske revolution i 1979 og Ayatollah Khomeinis fundamentalistiske styre.
Hvor Parsipur blot antydede dette samtidsbillede, sidestiller Neshat kvindernes frigørelse fra mændene med iranernes uafhængighedskamp mod briterne. Casablanca dublerer for 1950'ernes Teheran i de historiske rekonstruktioner, hvis bogstavelighed skurrer med den mysticisme, som Neshat overfører fra prosaens magiske realisme.
Man tør vanskeligt underkende "Women Without Men"s værdi som kønspolitisk traktat og religionskritisk samfundskommentar. I den narrative spillefilms regi trækker metaforikken dog mod det stift distancerende, ligesom de fire kvinder fremstår som allegoriske brikker, der aldrig får eget liv som rundede individer.
Det skal retfærdigvis nævnes, at Neshats festivalbidrag (en tysk-østrigsk-fransk produktion) havde sine flammende fortalere på Lidoen. Disse fandt også megen nydelse i filmens smagfuldt sepiatonede billeder, signeret af østrigeren Martin Gschlacht, som også havde komponeret "Lourdes" på årets Mostra.
Vises på CPH PIX 23. og 25. april.

> Min anmeldelse af "Miraklet i Lourdes"