"Hollywoodland": Ben Affleck om berømmelsens pris

Aftenens film på Kanal 4 er "Hollywoodland", som i 2006 blev den første, lille trædesten på Ben Afflecks vej tilbage i rampelyset. Hans kritikerroste præstation kom på netop det tidspunkt i Afflecks karriere, hvor han havde allermest brug for lidt medvind.

I "Hollywoodland", der er instrueret af Allen Coulter, fandt Affleck en sjælden karakterrolle, som spejlede hans egen, ulykkelige situation. Skuespilleren George Reeves optrådte som Superman i 104 tv-episoder fra 1952 til 1958. Men superheltens blå stærkmandsdragt blev en spændetrøje for Reeves, der havde sat næsen op efter en seriøs karriere i film og teater. Kort efter seriens ophør blev han fundet skudt – muligvis for egen hånd.


Da jeg interviewede Ben Affleck ved filmens verdenspremiere i Venedig 2006, virkede han frønnet, sårbar og mentalt mørbanket oven på sit heftigt mediedækkede forhold til Jennifer Lopez. Affleck lagde ikke skjul på, at det var tvingende nødvendigt for ham at begynde på en frisk:

"»Hollywoodland« er en del af mit forsøg på at genvinde kontrollen over mit liv. Jeg skærer ind til benet og prøver at koncentrere mig om ting, jeg har det godt med og føler lyst til at lave," forklarede han. Og man må sige, at Ben Affleck med sin succesrige instruktørkarriere - og en producer-oscar for sidste års "Operation Argo" - har formået at finde melodien sidenhen.

Ben Affleck som George Reeves i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto

BRIES INTERVIEW MED BEN AFFLECK:
"Hollywoodland" - berømmelsens pris
Brian Iskov for Berlingske Tidende 26.1.2007

Ben Affleck var dark horse, da Venedig-festivalen i 2006 uddelte sine priser. Den ofte udskældte skuespiller vandt for sin rolle som George Reeves i »Hollywoodland«, og parallellerne mellem 50’ernes ulykkelige Superman-stjerne og en af nutidens mest eksponerede Hollywood-kendisser er ikke til at overse

Det er en mørbanket mand, der sætter sig ved Berlingskes bord, da vi møder Ben Affleck under filmfestivalen i Venedig. Mistroen lurer under skuespillerens tyndslidte fernis af professionel høflighed, og hans synlige træthed skyldes næppe så meget den tidlige formiddagsaudiens efter gårsdagens premierefest, som at han gennem de sidste tre-fire år har været mandsopdækket af den kulørte presse.

Ben Afflecks omtumlede forhold til Jennifer Lopez - en alliance, der i folkemunde hurtigt blev forkortet til det slagkraftige »Bennifer« - var gefundenes fressen for sladderbladenes sultne hunde. Efter 18 måneders særdeles offentlig romance, kulminerende med samarbejdet i fiaskoen »Gigli«, knækkede filmen for det glamourøse par i januar 2004.

Begge opgav den overdrevne medieopmærksomhed som årsagen til bruddet, og trods de pæne ord, der er løbet os i forvejen om hans aktuelle indsats i dramaet »Hollywoodland«, lader Ben Affleck stadig til at vente sig det værste af festivalens fremmødte journalister.

»Jeg trængte til at holde en pause og komme væk, så tingene kunne falde lidt til ro, mens jeg fandt ud af, hvordan jeg havde lyst til at fortsætte. Jeg følte mig så ulykkelig og vammel og omklamret af medierne. Især boulevardpressen er virkelig blevet intens gennem de sidste fem år«, konstaterer Ben Affleck med en nøgternhed, der ikke helt står mål med hans personlige erfaringer.

Ben Affleck og Diane Lane i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto

Den tragiske Superman
Bennifer-cirkuset blev kun forstærket af, at Ben Afflecks karriere samtidig var på slingrekurs, og den 34-årige californier nærede så lave forhåbninger om at vinde en pris i Venedig, at han for længst var taget hjem igen, da guldløven tilfaldt ham en uge efter interviewet. Med lidt held kan den uventede hæder blive det første skridt på vejen til at rehabilitere den ofte udskældte skuespiller.

Trods filmografiens rummelige genrespænd – komedie, action, drama – lider Ben Affleck under en uheldig tendens til selvtilfreds glathed på lærredet, og kritikerne har sjældent været venlige over for hans lidt stive facon, der gennem karrieren har indkasseret flere slag end Rocky Balboas boksebold. I »Hollywoodland« finder han imidlertid resonante klangbunde i portrættet af George Reeves: En tragisk skuespillerskæbne, der i 1950’erne blev børnenes idol som Superman på tv, men som aldrig formåede at vriste sig fri af den rolle, omverdenen låste ham fast i.

»George Reeves levede et bedrøvet liv, fordi medierne insisterede på at fremstille ham på en måde, han ikke selv kunne genkende, og det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Han følte sig holdt tilbage af omgivelserne, men ynkede aldrig sig selv. Jeg ønskede at forsvare ham ærligt og fair«, siger Ben Affleck, der åbent erkender parallellerne til sin egen situation.

Ben Affleck i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto

Men hvor det i George Reeves’ tilfælde var hans succes som superhelten fra Krypton, der drev et tveægget sværd gennem hans hjerte, har Ben Afflecks problem været, at publikum ikke har kunnet abstrahere fra sladderspalternes overeksponering af hans egen person.

»I dag bliver man ikke længere sat i bås som en bestemt rolle, men som sig selv, så privatlivet fremstår som mere interessant end arbejdet. Den slags type-casting kan være mindst lige så skadelig som dén, George kæmpede imod, og det går både ud over ens psyke og ens karriere«, noterer Affleck med mere resignation end bitterhed.

"I dag bliver man ikke længere sat i bås som en bestemt rolle, men som sig selv." - Ben Affleck 

På spørgsmålet om, hvorvidt mennesker som George Reeves simpelthen er for flinke til Hollywood, svarer Ben Affleck med en stille latter: »Jeg kan godt lide den tanke. I mine øjne er det mest hjerteskærende nok, hvor vellidt han var. George Reeves var en blid mand i en tid, hvor det ikke nødvendigvis stemte overens med det fremherskende maskuline ideal. En generøs, selskabelig og oprigtig fyr – og samtidig var han sønderknust og noget så ulykkelig. Hele sit liv satte han en maske på for at gøre andre glade, indtil han til sidst ikke magtede det længere, og det synes jeg er virkelig sørgeligt.«

George Reeves som tv's Superman i 1950'erne

Vi bliver aldrig tilfredse
Mere overordnet ser Ben Affleck sin rolle som et højt profileret eksempel på den universelle, menneskelige tendens, der med jævne mellemrum hjemsøger os alle. Følelsen af ikke at være tilfreds. At det aldrig er nok.

»Vi går konstant og siger til os selv: "Hvis jeg får den forfremmelse, bliver alting godt. Hvis jeg nu kom sammen med ham eller hende, ville jeg være lykkelig. Gid jeg havde en million dollar. Tænk hvis jeg var berømt". Men intet af det er sandt. Ingen af de ting vil gøre os lykkeligere. Mange mennesker, inklusive mig selv, tænker: "Hvad er det egentlig, du er så utilfreds med? Du er sund og rask, du arbejder, du har en familie, der elsker dig. Det burde være nok". Men det er det næsten aldrig«.

Derfor har Ben Affleck sat sig et nyt mål. Han arbejder nu på at forenkle sin tilværelse og bringe dagligdagen ned i en mere håndterlig skala.

»»Hollywoodland« er en del af mit forsøg på at genvinde kontrollen over mit liv. Jeg skærer ind til benet og prøver at koncentrere mig om ting, jeg har det godt med og føler lyst til at lave«, fortæller han.

Processen har indtil videre medført salget af hans elskede Bentley (»den var lidt for blæret, og da lejekontrakten udløb, skilte jeg mig af med den«). Ben Affleck har også nydt at træde bag kameraet på sin første film som instruktør, krimidramaet »Gone, Baby, Gone«. Sidst, men ikke mindst, har han fået en datter med kollegaen Jennifer Garner, og selv om Affleck er pinligt bevidst om klicheen i udsagnet, må han sande, at familieudvidelsen fik ham til at genoverveje sine prioriteter ganske eftertrykkeligt.

»Mit job er trådt i anden række. Ironisk nok, for nu hvor jeg føler mig bedre rustet til at gøre et ordentligt stykke arbejde, er det ikke længere så vigtigt for mig.«

Føler du dig fri?
»Jeg har det ret fint lige nu. Der er ingen garantier, og jeg har mine fortrydelser, men jeg håber på det bedste«, slutter Ben Affleck.


Ekstramateriale:
PÅ MED PUNDENE

Hvis man vil overbevise Oscar-akademiet om ens evner som seriøs skuespiller, er en af de mest effektive genveje at ommodellere sin fysik, så selv dem på bagerste række kan få øje på transformationen. Man kan enten maskere sig som en anden berømthed (Nicole Kidman i »The Hours«), være mere end almindeligt morgengrim (Charlize Theron i »Monster«) eller æde sig en topmave til a la Robert De Niro (»Raging Bull«) og George Clooney (»Syriana«).

I »Hollywoodland« udfylder Ben Affleck to ud af de ovennævnte tre kriterier for at vinde en Oscar: Han har lagt sig ud med ni kilo for at spille 50’er-kendissen George Reeves.

»Nu er det jo ikke så svært at tage på, vel? Det var klart den sjoveste del af jobbet«, melder Affleck, som måtte sande, at det straks var en større opgave at smide overvægten igen.

»Når først kroppen har vænnet sig til de ekstra kilo, vil den hellere tage mere på end tabe sig. Jeg opdagede, at legemet gør oprør og skriger indvendigt, når det lider afsavn. Det var lettere for mig at holde op med at ryge end at slippe af med de ni kilo«, siger skuespilleren, som måtte på en langvarig diæt for at vende tilbage til normalformen.

»Jeg spiste kylling. Kedelig, tør kylling uden skind, serveret med broccoli og en halv bagt kartoffel. Når man har levet af det i fire måneder, får man altså lyst til at skyde sig en kugle for panden!«

> Læs også Bries interview med Bob Hoskins fra "Hollywoodland"

Eksklusivt interview med Bob Hoskins (2006)

Onsdag i sidste uge, 8. august 2012, meddelte Bob Hoskins, at han trækker sig tilbage som skuespiller efter godt 40 års virke. Årsagen er, at den 69-årige Hoskins sidste efterår fik konstateret Parkinsons sygdom og gerne vil tilbringe sit otium i familiens skød. Rollen som den vise dværg Muir i den aktuelle "Snow White and the Huntsman" bliver derfor det sidste, vi ser til den lille cockney på det store lærred.

Jeg havde fornøjelsen af at møde Bob Hoskins på Venedig-festivalen i 2006, hvor han gav interview om sin birolle i Allen Coulters film "Hollywoodland". Den da 63-årige Bob Hoskins var nøjagtig lige så bramfri, hyggelig og djærv, som jeg havde forventet, og selv om han angiveligt har fortalt de samme anekdoter fra sin karriere hundrede gange før, leverede han dem alle med smittende energi og højt humør.

Mit interview med Bob Hoskins har aldrig tidligere været offentliggjort, men i anledningen af nyheden om Hoskins' tilbagetrækning har jeg fundet hans veloplagte ord frem fra gemmerne - eksklusivt for Bries Blog-O-Ramas læsere.

Jessica Rabbit og Bob Hoskins i "Hvem snørede Roger Rabbit?" (1988)

Samtidig har jeg tilladt mig at uploade et glimrende, ret sjældent tv-interview med Bob Hoskins fra dengang, han spillede med i "Hvem snørede Roger Rabbit?". Den legendariske Ole Michelsen lavede interviewet til DR-programmet "Bogart" i december 1988, og jeg kan især godt lide Bob Hoskins' forklaring af, hvordan man spiller sammen med figurer, som slet ikke er til stede under optagelserne. Hans anekdote om Jessica Rabbit er også kostelig!



EKSKLUSIVT INTERVIEW FOR BRIES BLOG-O-RAMA
Brie vs. Bob Hoskins
Upubliceret, Venedig 2006

Din medvirken som filmselskabschefen Eddie Mannix i "Hollywoodland" er ret lille. Nyder du at optræde i den slags gæsteroller?
Det er vidunderligt at nå den alder, hvor man kan nøjes med cameoroller. Efter at alle andre har knoklet på filmen i ugevis, møder man op på settet og bliver behandlet, som om man var kronjuvelerne. Cameoroller er som regel interessante og sjove; alle er glade for at se én, og man får kassen for at være med i små to uger. Og hvis filmen viser sig at være noget lort, er det altid nogle andre, der får skylden!

Det virker, som om du nyder dit job mere med alderen.
Det gør jeg. Skuespil lader til at være det eneste hverv, hvor man er til mere nytte, jo ældre man bliver.

Vel at mærke, hvis man er en mand.
Jamen, jeg tror, det er ved at ændre sig. Jeg spiller stadig elskerroller, selv om jeg er lille, tyk, skaldet og midaldrende. Og de kvinder, jeg bliver sat sammen med, bliver også ældre. Jeg har lige indspillet en romantisk film med Josiane Balasko (“Ruby Blue”, 2007), og vi havde en særdeles sexet scene sammen. Særdeles sexet!

Bob Hoskins i "Hollywoodland" (2006)

Du har været gift med din kone, Linda, i snart 25 år. Et så langvarigt ægteskab svarer vel nærmest til et platinbryllup i filmbranchen.
Jeg har været meget heldig. Jeg har været gift før, i ti år, og det var en katastrofe. Vi var to mennesker, som aldrig burde have været sammen. Jeg anmodede om skilsmisse og fik et nervøst sammenbrud, da jeg skulle forlade mine to børn. Så jeg konkluderede, at ægteskab ikke var noget, som jeg nogensinde burde indlade mig på igen. Men så begyndte jeg at tænke: Hvordan ville den kvinde være, som måske kunne få mig til at ændre mening?

Jeg begyndte at forestille mig min idealkvinde. Ikke hvordan hun så ud, men hendes styrke, godhed og den slags. Og på dagen for det kongelige bryllup (prins Charles og Diana Spencer, 19. juli 1981, red.), hvor pubberne holdt åben til midnat, vandrede jeg ind på min lokale pub, og dér var hun. “Du er min. Du har ikke en chance, skat. Du er min.” Og det var hun. Efter et år sammen blev vi gift, og efter endnu et år fødte hun vores datter Rose. Det gik helt efter bogen. Jeg ville gerne kunne give jer lidt skandalestof, men der var altså ikke noget at komme efter. Linda stod endda hvid brud!

Scene fra "Ovenover skyerne" (Pennies from Heaven, BBC 1978)

Det er interessant, at du overvejede at blive gift igen, før du fandt den rette kvinde.
Bestemt, jeg havde regnet det hele ud. Jeg vidste præcis, hvem hun var. Det mest utrolige er næsten, at jeg hadede at gå i skole. Jeg var populær blandt de andre unger, men lærerne kunne ikke fordrage mig – de syntes vist, jeg var lidt af en bisse. Men begge mine hustruer har været skolelærerinder af profession!

Så du var ikke en af de fyre, som nød sin ungkarletilværelse?
Nej. Jeg overlevede tresserne, men passede overhovedet ikke ind. Jeg var ham, der vågnede op om morgenen og spurgte: “Jeg kunne vel ikke få dit navn at vide, før du smutter? Eller måske kunne vi ses igen … nej, selvfølgelig ikke.” Jeg følte mig ret fortabt i 1960'erne.

Var du allerede en romantiker dengang?
Det tror jeg. Jeg er kendt for at få hele blomsterbutikker leveret til hoveddøren. Og så siger Linda: “Hvad fanden skal vi stille op med alle de blomster?”, ha ha. Det kan godt gå lidt over gevind.

Du har også spillet mange roller, som er barske udenpå, men bløde indeni.
Helt fra begyndelsen af min karriere har jeg haft som grundregel, at det ikke er min opgave at dømme den person, jeg spiller. Jeg skal helst ikke have nogen mening om ham overhovedet. Jeg skal bare udfylde rollen. Hvis jeg for eksempel skulle spille Adolf Eichmann, så var han et uhyre, der effektivt og følelseskoldt myrdede seks millioner jøder. Samtidig var han romantiker om en hals og huskede altid at købe blomster til konen. Og det bliver jeg nødt til at spille. Det er publikums opgave at fælde dom over rollen. Mit job er at gøre ham til et helt menneske.

Fordi uhyrer aldrig selv mener, at de gør noget forkert?
Præcis. De kan altid retfærdiggøre deres handlinger.

Trailer til "Felicia's Journey" (1999)

Har du nogensinde taget din rolle med hjem?
Nej. Når jeg er færdig med en film, skyller jeg rollen ud. Jeg kan ikke huske en eneste replik. Jeg kommer tilbage og laver presse på filmen, men ellers har jeg ingen forbindelse til den længere. Det er kun sket én gang, at en rolle bed sig fast.

Hvilken film var det, der hjemsøgte dig?
“Felicia’s Journey” af Atom Egoyan. Jeg havde været hjemme i to uger og spankulerede glad og fornøjet rundt, da Linda og ungerne sagde: “Bob, ved du godt, at du opfører dig meget mærkeligt for tiden?” (pause) “Nå, for søren.” (latter). Så skyllede jeg ud tre gange, og så var det væk.

Hvordan “skyllede” du rollen ud?
Jeg drak mig plørefuld!

Er det ikke en velsignelse, at du bare kan tage dine roller af og på, så du kan sove roligt om natten?
Jo, men der er heller ikke mange af de roller, jeg har spillet, som man kunne tage med hjem til konen og børnene. Desuden har jeg ikke fidus til method-skuespil; det er bare en måde at se travl ud på. Når jeg bygger en rolle op, træder jeg ind og ud af rollen under indspilningerne.

Har du altid kunnet det?
Ja.

Bag kameraet på "Super Mario Bros." (1993)

Med en så jordnær tilgang til dit fag er der vist ingen risiko for at ende som en mandlig diva.
Næh, for jeg har altid bare opfattet skuespil som mit job, min indtægtskilde. Jeg kom ind i branchen ved et tilfælde og tænkte, “hvis jeg kan få arbejde ved at lave det her, så fint med mig”. Det betød mindre, om jeg var god eller dårlig, når bare folk gad at hyre mig. Jeg elskede det.

Da jeg var yngre, regnede jeg med, at jeg ville blive sat i forvaring, fordi sådan en som mig ikke burde have lov til at rende frit omkring i gaderne. Og så kom jeg ind i den her branche og opdagede, at det var her, man gemte alle tosserne, ha ha! Alle skuespillere er splittergale, og jeg elsker det. Men hvis Linda bestiller en ferie til familien, og jeg pludselig får tilbuddet om en stor filmrolle – så tager vi på ferie. Det er min eneste regel.

Skuespillet er mit job. Ikke mit liv. Nogle skuespillere opfører sig, som om de har haft dødsfald i familien, hvis de får en dårlig anmeldelse. Helt ærligt, for fanden, det er bare et teaterstykke, det er ikke hjernekirurgi!

Ser du nogensinde dine egne film?
Ikke hvis jeg kan undgå det. Jeg laver film dag ud og dag ind, hvorfor skulle jeg så se lortet i min fritid? Ha ha!


Scene fra "Farlig fredag" (The Long Good Friday, 1980)

Du nævnte, at din vej ind i branchen var ret tilfældig?
Jeg blev skuespiller fra den ene dag til den anden og tænkte, at jeg hellere måtte lære, hvordan man egentlig gjorde. Jeg læste noget Stanislavskij, men syntes, at det meste af det var temmelig indlysende, og Lee Strasberg var sgu også noget fis.

Så begyndte jeg selv at spekulere over, hvad drama er. Og jeg fandt frem til, at drama handler om private øjeblikke. De øjeblikke, man ikke ser offentligt, fordi vi alle dækker over dem. Især mænd. Vi er følelsesmæssigt forkrøblede, når det handler om at vise følelser. Vi ved ikke, hvordan man gør, hvorimod kvinder har en naturlig ærlighed i sig.

Jeg lærte at spille skuespil ved at iagttage kvinder. Ved at forfølge dem. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne opnå en kvindes følelsesmæssige ærlighed og se ud, som jeg gør, så ville der opstå noget dramatisk spændende. Det kan selvfølgelig godt være, at jeg tog fuldstændig fejl, og at folk har været trætte af mig i årevis! “Åh nej, nu tuder han igen.”

Mener du dermed, at kvinder generelt har lettere ved at tale åbent om deres følelsesliv, hvorimod fyre hellere taler om f.eks. sport eller biler?
Fuldstændig. Vi kender det alle sammen: Man kommer hjem, der står mad på bordet, stearinlysene er tændt, vinen åbnet – og så ved man bare, at hun er sur over noget, ha ha! Hvorimod to fyre kan mødes efter tre uger og sige: “Hvad fanden er der i vejen med dig?” “Jamen, det er fordi, du gjorde sådan eller sagde sådan.” “Det skulle du sgu da bare have fortalt mig!”

Tekst © Brian Iskov. 
Citat kun tilladt med udtrykkelig kildeangivelse.