Viser opslag med etiketten Berlingske Tidende. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Berlingske Tidende. Vis alle opslag

lørdag den 11. maj 2013

"Hollywoodland": Ben Affleck om berømmelsens pris

Aftenens film på Kanal 4 er "Hollywoodland", som i 2006 blev den første, lille trædesten på Ben Afflecks vej tilbage i rampelyset. Hans kritikerroste præstation kom på netop det tidspunkt i Afflecks karriere, hvor han havde allermest brug for lidt medvind.

I "Hollywoodland", der er instrueret af Allen Coulter, fandt Affleck en sjælden karakterrolle, som spejlede hans egen, ulykkelige situation. Skuespilleren George Reeves optrådte som Superman i 104 tv-episoder fra 1952 til 1958. Men superheltens blå stærkmandsdragt blev en spændetrøje for Reeves, der havde sat næsen op efter en seriøs karriere i film og teater. Kort efter seriens ophør blev han fundet skudt – muligvis for egen hånd.


Da jeg interviewede Ben Affleck ved filmens verdenspremiere i Venedig 2006, virkede han frønnet, sårbar og mentalt mørbanket oven på sit heftigt mediedækkede forhold til Jennifer Lopez. Affleck lagde ikke skjul på, at det var tvingende nødvendigt for ham at begynde på en frisk:

"»Hollywoodland« er en del af mit forsøg på at genvinde kontrollen over mit liv. Jeg skærer ind til benet og prøver at koncentrere mig om ting, jeg har det godt med og føler lyst til at lave," forklarede han. Og man må sige, at Ben Affleck med sin succesrige instruktørkarriere - og en producer-oscar for sidste års "Operation Argo" - har formået at finde melodien sidenhen.

Ben Affleck som George Reeves i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto

BRIES INTERVIEW MED BEN AFFLECK:
"Hollywoodland" - berømmelsens pris
Brian Iskov for Berlingske Tidende 26.1.2007

Ben Affleck var dark horse, da Venedig-festivalen i 2006 uddelte sine priser. Den ofte udskældte skuespiller vandt for sin rolle som George Reeves i »Hollywoodland«, og parallellerne mellem 50’ernes ulykkelige Superman-stjerne og en af nutidens mest eksponerede Hollywood-kendisser er ikke til at overse

Det er en mørbanket mand, der sætter sig ved Berlingskes bord, da vi møder Ben Affleck under filmfestivalen i Venedig. Mistroen lurer under skuespillerens tyndslidte fernis af professionel høflighed, og hans synlige træthed skyldes næppe så meget den tidlige formiddagsaudiens efter gårsdagens premierefest, som at han gennem de sidste tre-fire år har været mandsopdækket af den kulørte presse.

Ben Afflecks omtumlede forhold til Jennifer Lopez - en alliance, der i folkemunde hurtigt blev forkortet til det slagkraftige »Bennifer« - var gefundenes fressen for sladderbladenes sultne hunde. Efter 18 måneders særdeles offentlig romance, kulminerende med samarbejdet i fiaskoen »Gigli«, knækkede filmen for det glamourøse par i januar 2004.

Begge opgav den overdrevne medieopmærksomhed som årsagen til bruddet, og trods de pæne ord, der er løbet os i forvejen om hans aktuelle indsats i dramaet »Hollywoodland«, lader Ben Affleck stadig til at vente sig det værste af festivalens fremmødte journalister.

»Jeg trængte til at holde en pause og komme væk, så tingene kunne falde lidt til ro, mens jeg fandt ud af, hvordan jeg havde lyst til at fortsætte. Jeg følte mig så ulykkelig og vammel og omklamret af medierne. Især boulevardpressen er virkelig blevet intens gennem de sidste fem år«, konstaterer Ben Affleck med en nøgternhed, der ikke helt står mål med hans personlige erfaringer.

Ben Affleck og Diane Lane i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto

Den tragiske Superman
Bennifer-cirkuset blev kun forstærket af, at Ben Afflecks karriere samtidig var på slingrekurs, og den 34-årige californier nærede så lave forhåbninger om at vinde en pris i Venedig, at han for længst var taget hjem igen, da guldløven tilfaldt ham en uge efter interviewet. Med lidt held kan den uventede hæder blive det første skridt på vejen til at rehabilitere den ofte udskældte skuespiller.

Trods filmografiens rummelige genrespænd – komedie, action, drama – lider Ben Affleck under en uheldig tendens til selvtilfreds glathed på lærredet, og kritikerne har sjældent været venlige over for hans lidt stive facon, der gennem karrieren har indkasseret flere slag end Rocky Balboas boksebold. I »Hollywoodland« finder han imidlertid resonante klangbunde i portrættet af George Reeves: En tragisk skuespillerskæbne, der i 1950’erne blev børnenes idol som Superman på tv, men som aldrig formåede at vriste sig fri af den rolle, omverdenen låste ham fast i.

»George Reeves levede et bedrøvet liv, fordi medierne insisterede på at fremstille ham på en måde, han ikke selv kunne genkende, og det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Han følte sig holdt tilbage af omgivelserne, men ynkede aldrig sig selv. Jeg ønskede at forsvare ham ærligt og fair«, siger Ben Affleck, der åbent erkender parallellerne til sin egen situation.

Ben Affleck i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto

Men hvor det i George Reeves’ tilfælde var hans succes som superhelten fra Krypton, der drev et tveægget sværd gennem hans hjerte, har Ben Afflecks problem været, at publikum ikke har kunnet abstrahere fra sladderspalternes overeksponering af hans egen person.

»I dag bliver man ikke længere sat i bås som en bestemt rolle, men som sig selv, så privatlivet fremstår som mere interessant end arbejdet. Den slags type-casting kan være mindst lige så skadelig som dén, George kæmpede imod, og det går både ud over ens psyke og ens karriere«, noterer Affleck med mere resignation end bitterhed.

"I dag bliver man ikke længere sat i bås som en bestemt rolle, men som sig selv." - Ben Affleck 

På spørgsmålet om, hvorvidt mennesker som George Reeves simpelthen er for flinke til Hollywood, svarer Ben Affleck med en stille latter: »Jeg kan godt lide den tanke. I mine øjne er det mest hjerteskærende nok, hvor vellidt han var. George Reeves var en blid mand i en tid, hvor det ikke nødvendigvis stemte overens med det fremherskende maskuline ideal. En generøs, selskabelig og oprigtig fyr – og samtidig var han sønderknust og noget så ulykkelig. Hele sit liv satte han en maske på for at gøre andre glade, indtil han til sidst ikke magtede det længere, og det synes jeg er virkelig sørgeligt.«

George Reeves som tv's Superman i 1950'erne

Vi bliver aldrig tilfredse
Mere overordnet ser Ben Affleck sin rolle som et højt profileret eksempel på den universelle, menneskelige tendens, der med jævne mellemrum hjemsøger os alle. Følelsen af ikke at være tilfreds. At det aldrig er nok.

»Vi går konstant og siger til os selv: "Hvis jeg får den forfremmelse, bliver alting godt. Hvis jeg nu kom sammen med ham eller hende, ville jeg være lykkelig. Gid jeg havde en million dollar. Tænk hvis jeg var berømt". Men intet af det er sandt. Ingen af de ting vil gøre os lykkeligere. Mange mennesker, inklusive mig selv, tænker: "Hvad er det egentlig, du er så utilfreds med? Du er sund og rask, du arbejder, du har en familie, der elsker dig. Det burde være nok". Men det er det næsten aldrig«.

Derfor har Ben Affleck sat sig et nyt mål. Han arbejder nu på at forenkle sin tilværelse og bringe dagligdagen ned i en mere håndterlig skala.

»»Hollywoodland« er en del af mit forsøg på at genvinde kontrollen over mit liv. Jeg skærer ind til benet og prøver at koncentrere mig om ting, jeg har det godt med og føler lyst til at lave«, fortæller han.

Processen har indtil videre medført salget af hans elskede Bentley (»den var lidt for blæret, og da lejekontrakten udløb, skilte jeg mig af med den«). Ben Affleck har også nydt at træde bag kameraet på sin første film som instruktør, krimidramaet »Gone, Baby, Gone«. Sidst, men ikke mindst, har han fået en datter med kollegaen Jennifer Garner, og selv om Affleck er pinligt bevidst om klicheen i udsagnet, må han sande, at familieudvidelsen fik ham til at genoverveje sine prioriteter ganske eftertrykkeligt.

»Mit job er trådt i anden række. Ironisk nok, for nu hvor jeg føler mig bedre rustet til at gøre et ordentligt stykke arbejde, er det ikke længere så vigtigt for mig.«

Føler du dig fri?
»Jeg har det ret fint lige nu. Der er ingen garantier, og jeg har mine fortrydelser, men jeg håber på det bedste«, slutter Ben Affleck.


Ekstramateriale:
PÅ MED PUNDENE

Hvis man vil overbevise Oscar-akademiet om ens evner som seriøs skuespiller, er en af de mest effektive genveje at ommodellere sin fysik, så selv dem på bagerste række kan få øje på transformationen. Man kan enten maskere sig som en anden berømthed (Nicole Kidman i »The Hours«), være mere end almindeligt morgengrim (Charlize Theron i »Monster«) eller æde sig en topmave til a la Robert De Niro (»Raging Bull«) og George Clooney (»Syriana«).

I »Hollywoodland« udfylder Ben Affleck to ud af de ovennævnte tre kriterier for at vinde en Oscar: Han har lagt sig ud med ni kilo for at spille 50’er-kendissen George Reeves.

»Nu er det jo ikke så svært at tage på, vel? Det var klart den sjoveste del af jobbet«, melder Affleck, som måtte sande, at det straks var en større opgave at smide overvægten igen.

»Når først kroppen har vænnet sig til de ekstra kilo, vil den hellere tage mere på end tabe sig. Jeg opdagede, at legemet gør oprør og skriger indvendigt, når det lider afsavn. Det var lettere for mig at holde op med at ryge end at slippe af med de ni kilo«, siger skuespilleren, som måtte på en langvarig diæt for at vende tilbage til normalformen.

»Jeg spiste kylling. Kedelig, tør kylling uden skind, serveret med broccoli og en halv bagt kartoffel. Når man har levet af det i fire måneder, får man altså lyst til at skyde sig en kugle for panden!«

> Læs også Bries interview med Bob Hoskins fra "Hollywoodland"

lørdag den 1. maj 2010

Op på fars klaphat - fodbold i Cinemateket

Fodbold. Et af de ganske få emner, jeg interesserer mig endnu mindre for end de ungarske landbrugsreformer, jeg var tvunget til at læse om i 2.g. Min manglende forståelse for det såkaldt smukke spil afspejles vist tydeligt i denne sekvens fra min Designskole-tegnefilm:



Så det er absolut en cadeau til d'herrer Carsten Søsted og Mads Kamp Thulstrup, at deres dokumentarfilm "... og det var Danmark" i 2008 fik blodet i mine årer til at bruse som en velrystet grøn sportssodavand. Den ekstremt medrivende kavalkade over fodboldlandsholdets rutsjebaneår 1979-92 åbnede i dag "Kick Off", Cinematekets serie af fodboldfilm, som fortsætter maj måned ud. Mit interview med de to instruktører kan du læse længere nede i indlægget.

KICK OFF: > Udvalgte fodboldfilm i Cinemateket (april 2010)

Et andet must-see i Cinematekets "Kick Off"-program er den fascinerende og tempofyldte "The Damned United", der fik dvd-premiere i marts og nu vises for første gang i en dansk biograf. Tom Hoopers dokudrama ligger i direkte forlængelse af "The Deal", "The Queen" og "Frost/Nixon", idet den genforener Michael Sheen og forfatteren Peter Morgan i endnu et blændende portræt af en ærgærrig mand med en tragisk karakterbrist. I dette tilfælde Brian Clough, der fik sølle 44 dage som manager for Leeds United i 1974, fordi hans smålige misundelse på forgængeren Don Revie satte hans dømmekraft ud af spil.

THE DAMNED UNITED trailer:


> Man behøver heller ikke være boldidiot for at nyde Ken Loachs kærlige hverdagskomedie "Looking for Eric", hvor selveste Eric Cantona, Manchester Uniteds fodboldlegende, træder ned fra idolplakaten på væggen for at uddele obskure visdomsord til en plaget postmand!

> LOOKING FOR ERIC: Trailer

Derimod kræver det en vis hang til flove fornøjelser at elske "Victory - fangelejrens helte", der ofte omtales som et af veteraninstruktøren John Hustons ringeste arbejder. På den anden side: Hvor kan man ellers se Pelé, Bobby Moore og FC Twente-danskeren Søren Lindsted lobbe til den samme læderkugle som Sylvester Stallone og en kvabset Michael Caine?

> VICTORY: Filmens fodboldscener i koncentrat

Sly reagerede da også med et smørret grin, da han på sidste års Venedig-festival mindedes optagelserne til "Victory". De foregik såmænd i Ungarn:

"I really learned to like soccer when I did Victory. I thought it was a very simple game until I got out there on the field with Pelé, and when he broke my finger trying to stop a penalty shot, I realized how incredibly difficult and brilliant this game was. I never thought that film would be around for a long time, but I enjoyed the whole process with a legendary director, Michael Caine and the ten best soccer players in the world. The hard part was, they filled the stands with people, and this was still behind the iron curtain in Budapest. It was a complete police state. And everytime I missed a goal - from Pelé, from Osvaldo Ardiles, I mean, who can stop them? But the [people in the stands] were booing, they wanted to kill me, because I was so bad! They thought I was like a tough goalie. But I couldn't even see the ball!"



Bonusinfo: Et rygte lyder, at Vinnie Jones overvejer et remake af "Victory", og at han vil have Lionel Messi, David Beckham, Thierry Henry, Cristiano Ronaldo og Rio Ferdinand med i holdopstillingen! Kilden er desværre den semi-fiktive tabloidavis The Sun, så glæd jer ikke for tidligt ...

Ekstra bonusinfo: "Victory" er tidligere filmatiseret under den mundrette titel "Két félidö a pokolban" i - af alle steder - Ungarn! YouTube har naturligvis en smagsprøve til de nysgerrige.



...OG DET VAR DANMARK:
Film, fodbold og firserhelte
Interview med Carsten Søsted og Mads Kamp Thulstrup
Brian Iskov i AOK/Berlingske Tidende 9. maj 2008

Med dagens biografpremiere på "… Og det var Danmark" har to fodboldfans realiseret deres drengedrøm: at genskabe suset fra landsholdets gyldne EM- og VM-øjeblikke på det store lærred.

Som så ofte før tager familien Søsted på spejderlejr i sommeren 1984. Men denne gang mangler de et medlem. Ferien falder oven i fodbold-EM, og det undertippede danske landshold har endelig fundet formen efter 20 års fedtspil. Derfor nægter 11-årige Carsten at rokke sig fra sin plads foran fætterens fjernsyn.

Et andet sted i Jylland sidder Mads Kamp Thulstrup i 1986 og jubler, da Elkjær og Laudrups VM-hold udraderer Uruguay med en mirakuløs målscore på 6-1. Det er næsten for godt til at være sandt, og sejrsrusen afløses også hurtigt af en mere genkendelig dansk middelmådighed på grønsværen. Da vi lige så uventet vinder Europamesterskabet i 1992, har fynske Richard Møller Nielsen overtaget landstrænerstolen efter danskernes yndlingstysker, Sepp Piontek.

I 1996 opdager Carsten og Mads hinanden på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. De svømmer hen i glade fodboldminder og venter spændt på den dag, hvor nogen laver en film om de Hummel-klædte heltes meritter. »Men den kom aldrig«, fortæller fodboldvennerne. Så nu har de selv lavet filmen: »... Og det var Danmark«.

Jagten på magiske øjeblikke gik gennem kilometervis af bånd fra danske og tyske tv-stationer. Arkiverne rummede blandt andet en voxpop med en ung, rundkindet brunette, hvis ansigt virker slående bekendt. Carsten Søsted oplyser, at det ikke er lykkedes at få bekræftet pigens identitet. »Men vi er næsten helt sikre på, at det er Helena Christensen

En anden guldgrube gemte sig hos filmmanden Casper Thorsøe, som gennem 1980erne fulgte dynamitdrengene helt ind i omklædningsrummenes brusekabiner med sit U-matic-kamera. Dén var næppe gået i dag.

På halvandet år samlede Carsten og Mads råmateriale nok til en serie i 30 afsnit. Pengene rakte kun til en spillefilm, men da duoen fandt på at vise rutjsebaneårene 1979 til 1992 gennem de to tidligere landstræneres øjne, trådte dramaet frem i klart koncentrat. Sværere var det at overtale Sepp og Ricardo til at give de tilbageskuende interview, som danner filmens nutidige spor. Og efter en lang optagedag med Sepp i skideballehumør følte Mads Kamp Thulstrup sig fristet til at kræve »ydmygelsestillæg« af sin kollega.

»De er jo magtmennesker, så de er ikke vant til at lade andre bestemme,« konstaterer den filmskoleuddannede instruktør om de to ellers vidt forskellige herrer. »Sepp er humørsprederen. Han repræsenterer en sydlandsk umiddelbarhed, som danskerne har nemt ved at holde af, fordi vi selv bor i et meget lidt spontant land. Når der så kommer en tilknappet fynbo som Ricardo, er vi hurtige til at fordømme og pege fingre. Vi kan ikke lide at se os selv i spejlet.«

Mads Kamp Thulstrup hæfter sig også ved det særtræk i danskernes selvforståelse, som går i overdrive, hver gang fodboldfeberen griber nationen. Det er den samme, løjerlige kombination af Jantelov og patriotisme, som forfatteren Hans-Jørgen Nielsen døbte »lidenhedens storhedsvanvid«.

»Vi danskere elsker det der »lige ved og næsten«. Vi tror ikke på, vi kan noget som helst, fordi vi kommer fra et for lille land til at udrette noget stort. Men i det øjeblik, vi har noget at hævde os på, bliver vi vikinger igen og går i supernationalistisk selvsving.« Dog ligger lilleput-komplekset hele tiden på lur, pointerer Carsten Søsted. Og ved det mindste pust af modvind bryder det frem.

»Når vi så går hen og taber, er vi gode til at finde undskyldninger. På den måde er vi meget ufarlige. »Herregud, det er jo bare fodbold« ... «

HOLDOPSTILLINGEN
MADS KAMP THULSTRUP, medinstruktør Uddannet fiktionsinstruktør fra Den Danske Filmskole. Ved et pudsigt sammentræf falder Mads’ 33-års fødselsdag oven i premieren på denne hans første spillefilm. Mads har spillet fodbold for Randers Freja.
CARSTEN SØSTED, medinstruktør 34 år. Har været klipper og klippeassistent på diverse film og tv-serier (bl.a. »Rejseholdet« og »Forbrydelsen«). Carsten, der i sin ungdom spillede fodbold i Holstebro og Vildbjerg, debuterer også som instruktør med »... Og det var Danmark«.
DANIEL DENCIK, klipper Den uvurderlige tredjemand, som redigerede 50 timers råmateriale ned til to og sørgede for, at der »ikke gik Sportslørdag og nørdet detaljerytteri i det hele«. Ligesom Mads fylder Daniel også 33 samtidig med filmens premiere i dag [9. maj 2008] – så tredobbelt tillykke!

... OG DET VAR DANMARK © SF Film/Filmcompagniet

BILLEDTEKST: »Vi danskere har ikke et naturligt forhold til at gøre os bemærket som nation, så da Brian Laudrup hævede sejrspokalen over Rådhuspladsen, var det som at få jantelovens åg løftet af vores skuldre,« siger Carsten Søsted, medinstruktør på »...Og det var Danmark«.

tirsdag den 13. april 2010

20 år med Twin Peaks: Dag 4 - Brie møder David Lynch!

I dag skal det ikke handle om "Twin Peaks", men mere om faren ved at møde sine største idoler ansigt til ansigt. For hvad nu, hvis de viser sig at være nogle arrogante narhatte? Surmulende og uinteressante? Eller måske man bare er uheldig at ramme dem på en dårlig dag, hvorefter ens knuste forventninger klynger sig til deres navn fremover og sætter deres kunst i et mindre attraktivt lys?


Billedet af den vaklende piedestal tonede frem for mine øjne på Venedig-festivalen i september 2006, mens jeg sad over for ingen ringere end David Lynch. Geniet, hvis unikke gave, excentriske personlighed og høje hår jeg havde beundret, siden jeg i maj 1991 drattede med hovedet først ned i "Blue Velvet"s sorte malstrøm for aldrig at finde op igen.

Uheldigvis faldt mit og mesterens rendezvous sammen med, at Lynch gjorde reklame for dén ene af hans spillefilm, som jeg slet ikke kan fordrage:


"INLAND EMPIRE" blev afsløret for alverden i Venedig dét år, og hvor var jeg dog skuffet. Ved danmarkspremieren halvandet år senere gav jeg filmen en chance til. For det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at Lynch efter fem års filmpause havde mistet grebet om magien. Men dét kunne det.

Måske anede David Lynch en vis modvilje hos min gruppe af journalister, da vi omringede ham på en ellers overdådig solskinsdag i haven bag Hotel Des Bains. Det var i hvert fald nærliggende at tolke hans høflige, overbærende og lidt anstrengte facon under interviewet, som om Lynch hellere ville sidde hjemme på værkstedet i Hollywood Hills og klatmale et rådnende ådsel end at fremstamme vage svar på vores uforstående spørgsmål.

DAVID LYNCH autograf, Venedig 2006

Men bedst som vi troede, vi havde mistet ham, skete der noget uventet. Filmselskabets pr-ansvarlige glemte nemlig at hente David Lynch, da frokostpausen indtraf. Og så rakte tålmodigheden åbenbart ikke længere hos den ellers så milde multikunstner. Situationen provokerede Lynch til at gøre noget, han ellers aldrig gør.

At redegøre entydigt og konkret for, hvordan beskueren bør nærme sig en forståelse af hans værk.

De indviede vil kunne forestille sig chokket over at høre en sammenhængende receptionsanalyse fra David Lynchs egen mund. Og den journalistiske glæde ved at få et (ganske vist meget esoterisk) scoop serveret lige før lukketid jog mareridtet om de bristede illusioner på flugt.

Det endte med en spændende artikel i Berlingske Tidende og en temmelig interessant oplevelse til mindebogen. "INLAND EMPIRE" orker jeg stadig ikke at se mere end en halv time af.

> LÆS MIT INTERVIEW MED DAVID LYNCH PÅ B.DK:
David Lynch kan lide helt almindelige film



> 20 år med Twin Peaks: De andre dage