Viser opslag med etiketten Shame. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Shame. Vis alle opslag

torsdag den 8. marts 2012

Filmanmeldelse: "Shame"

Michael Fassbender leverer uforglemmeligt spil i det hypnotiske drama "Shame", der er hårdt, råt, ømt og svært at ryste af sig. En af årets hidtil bedste film.

Brandon (Michael Fassbender) er besat af sex. Han masturberer under morgenbadet og igen i arbejdstiden på herretoilettet. Hans kontor-pc er sendt til eftersyn. Den er »befængt«, konstaterer chefen. Tilbage i sin hvide newyorkerlejlighed tænder Brandon straks sin bærbare for at surfe pornosites. Om aftenen samler han kvinder op på barer.



Den monomane enmandsrutine bringes ud af vater den dag, Brandon finder sin lillesøster (Carey Mulligan) på uanmeldt besøg i brusenichen. Sissy er sangerinde og, på sin egen humørsygt boblende facon, en lige så skadet sjæl som brormand.

Indsvøbt i natklubbens kobberglød fremfører Sissy "New York, New York" som en sårbar blues for pigevokal og spinkelt piano. Instruktøren, Steve McQueen, holder Carey Mulligans nærbillede i flere minutter. Han afbryder kun – i et af filmens eminent timede klip – for at vise et reaktionsskud af Michael Fassbenders modstræbende bevægelse. Denne lille sekvens, som kan ses i uddrag nedenfor, hører i al sin prunkløse intimitet til de mest hjerteskærende øjeblikke i "Shame".



Sissys indtrængende nærhed rokker ved Brandons kalibrering. Han forsøger sig med en konventionel date, en restaurantmiddag med en sød kollega (spillet af Nicole Beharie). Han kan godt lide hende. Hun gengælder interessen. Men da det kommer så vidt som til deres første hyrdetime, kan Brandon ikke gennemføre akten.

Han magter ikke at blotte sig psykisk, at komme så tæt på et andet menneske. I stedet flygter Brandon ud i natten og graver sig dybere ned i storbyens sorte hav af frihed, puler sig længere ned i smerten, til han ikke længere kan mærke andet end dén.



Udgangspunktet for "Shame" er i grove træk Steve McQueens debutfilm, "Hunger" (2008), vendt på vrangen. Fra en IRA-terrorist, der frigør sig mentalt fra sit fysiske fængsel, til en misbruger, som låses fast af det moderne samfunds ubegrænsede adgang til alt, hvad hjertet begærer af excesser.

Michael Fassbender går frygtløst linen ud i en rasende intens og nuanceret mesterpræstation, som indbragte ham skuespilprisen i Venedig og mindst burde have resulteret i en oscarnominering. Steve McQueen bakker Fassbender op fra start til slut med sin overlegne formkontrol og prægnante billedfornemmelse.

Det hypnotisk manende drama er hårdt, råt, ømt og svært at ryste af sig. Efter at have set filmen to gange er jeg ikke i tvivl: "Shame" er en af årets bedste.

> Læs mere om mit møde med Michael Fassbender i Venedig

Michael Fassbender på Venedigfestivalen 2011 (foto © Brian Iskov)

Shame. Storbritannien 2011. Instruktion: Steve McQueen. Spilletid: 101 minutter. Dansk biografpremiere: 8. marts 2012. Distributør: Camera Film.

mandag den 20. februar 2012

Klar til Oscar 2012: Podcast og konkurrence!

Bries Blog-O-Rama præsenterer Oscar-opvarmning med triviaquiz på Facebook – vind fribilletter til "Shame"!

Så er der mindre end en uge, til alle vi glade filmnørder trodser tidszonetyranniet og holder øjnene åbne en hel nat for at følge livetransmissionen af The 84th Annual Academy Awards - på dansk Oscar-uddelingen 2012. I vores del af verden er klokken kl. 02:30 mandag morgen, når værten, Billy Crystal, byder velkommen til festen i L.A. Nogle af os kan heldigvis tage fri den 27. februar ...


Ligesom sidste år vil jeg på Oscar-natten være at finde i festligt lag hos Filmnørdens Hjørne. Vanen tro følger Casper I. Christensen & Co. slagets gang på skærmen med champagne på bordet og en mikrofon i hånden. Efter en minimal redigering bliver Filmnørdens Oscar-podcast lagt online samme mandag til fri fornøjelse for alle.

Modsat sidste år er jeg også at høre i den dugfriske Oscar-opvarmingspodcast, som Filmnørden netop har lagt på Hjørnet. Med en spilletid på tre timer og 26 minutter når vores gennemgang af årets nominerede lige akkurat at slå sidste års rekordlange opvarmning. Episk er ikke ordet!

Hør Oscar-opvarmningen 2012 her:



> Oscar-opvarmning 2012 på filmnoerden.com


Og så kommer vi til præsentationen af Oscar-quizzen!

Omkring 3:15-mærket i Filmnørdens Oscar-opvarmningspodcast reklamerer jeg for en lille daglig Oscar-triviakonkurrence, som jeg har valgt at køre på Blog-O-Ramas Facebook-side.

I ugen op til Oscar-uddelingen vil jeg med løs hånd dele ud af mere eller mindre obskure Oscar-triviaspørgsmål på Facebook. Og der er oven i købet præmier til de to af jer, som flest gange er hurtigst på aftrækkeren med de rigtige svar. Altså:

1) svar først og
2) svar rigtigt
3) på flest spørgsmål i løbet af konkurrencen.*

*Ved pointlighed vil der blive trukket lod om vinderne.

De heldige vindere vil blive belønnet med fribilletter til en af de film, som er blevet skammeligt forbigået af Oscar-akademiet i år: Steve McQueens "Shame" med en formidabel Michael Fassbender i hovedrollen.



Spørgsmålene vil som nævnt kun være at finde på Facebook-siden for Bries Blog-O-Rama, hvor vinderne kåres på Oscarnatten.

OPDATERING: Tillykke til Niels Søndergaard og Andreas Muurholm Dam, der begge vandt fribilletter til "Shame" i Oscarquizzen!



Bries Oscar-indlæg fra 2011:

> Gåden om James Franco
> Klar til Oscar 2011: Mens vi venter
> Klar til Oscar 2011: Helena Bonham Carter

Filmnørdens Hjørnes Oscar-podcasts fra 2011:

> Filmnørdens Oscar-opvarmning 2011
> Filmnørdens Oscar-reportage 2011