I dag, den 18. august 2016, har teaterforestillingen ”Dirch – en musikalsk komedie om mennesket, myten og komikeren” premiere i Tivolis Glassal i København.
Peter Langdal har instrueret stykket, der skildrer komikeren Dirch Passers liv og levned (1926-1980). Andreas Bo Pedersen træder i Dirch Passers kæmpe fodspor (bogstavelig talt: Dirch brugte skonummer 47) i hovedrollen, der bliver den kendte imitator og revykunstners første dramatiske teaterrolle.
”Andreas Bo ejer noget af Dirchs fandenivoldskhed og evne til at få folk til at le, men han kender også til medaljens bagside,” siger stykkets instruktør, Peter Langdal.
Troels Lyby spiller Kjeld Petersen, der var Passers revymakker og sjælefrænde gennem 1950'erne.
Fra pressemødet til "Dirch" (2016) - pr-foto
"Dirch - en musikalsk komedie om mennesket, myten og komikeren" er baseret på Anders August og Martin Zandvliets manuskript til spillefilmen "Dirch" (2011). Da filmen fik premiere, skrev jeg følgende essay om Dirch og Kjelds korte, men sensationelle tid som komikerduoen Kellerdirk Bros. på ABC Teatret i årene 1955-61. Mit essay er også genoptrykt i pressematerialet til teaterversionen af "Dirch":
I aften viser TV 2 "Sprængfarlig bombe", der markerede Nordisk Films 100-års jubilæum i 2006, hvor den blev årets tredjemest sete danske biograffilm. Tomas Villum Jensen instruerede den stjernespækkede komedie om den krukkede kunstfilminstruktør Claus Volter (Nikolaj Lie Kaas), der tørner sammen med den voldsdømte proletar Tonny (Ulrich Thomsen), som hader hans film.
"Sprængfarlig bombe", trailer, 2006
I "Sprængfarlig bombe" delte Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen biograflærred for femte gang. Da jeg satte parret stævne op til premieren i august 2006, gennemsyrede deres indbyrdes kemi også interviewsituationen, hvor de to skuespillere meget af tiden spillede pingpong uden om tredjemanden.
Rollerne var lynhurtigt fordelt med Ulrich Thomsen som skeptikeren, der syntes, at jeg - journalisten - stillede mærkelige spørgsmål, mens Nikolaj Lie Kaas gav den som udglattende ironiker. Her er nogle af højdepunkterne fra den underholdende seance.
NIKOLAJ LIE KAAS OG ULRICH THOMSEN: "Sprængfarlig bombe" - interview Brian Iskov, URBAN august 2006
Når I ses på slap line i en filmkomedie, står der ni ud af ti gange Anders Thomas Jensen på forsiden af manuskriptet. Er det kun ham, der kan finde ud af at skrive komiske roller til jer?
Nikolaj Lie Kaas: Jeg tror ikke, jeg har set andre danske komediemanuskripter, hvor jeg har været lige så færdig af grin, mens jeg læste dem. Der er noget i hans humor, som tiltaler mig. Det er jo også derfor, han er min ven. Jeg ved ikke, hvor mange film vi snart har lavet sammen – det er nok en tolv stykker. Så hvis Anders stopper med at lave film, stopper min karriere også!
Ulrich Thomsen (til Brie): Siger du, at jeg har lavet en komedie, som ikke er skrevet af Anders Thomas?
‘De største helte’ (1996). Den har elementer af komedie.
Ulrich Thomsen: Jo jo, men det er der jo så meget, der har. Den betragter jeg ikke som en komisk rolle.
Nikolaj Lie Kaas: Vi syntes, den var komisk. Ufrivillig komisk.
I ‘Sprængfarlig bombe’ får Ulrichs figur sig en ubehagelig overraskelse, da han ser den film, han har været med til at lave. Har I prøvet at sige ja til noget, hvor slutresultatet ender med at blive helt anderledes end det, I havde forventet?
Ulrich Thomsen: Altså, en film bliver jo altid anderledes på et eller andet plan. De intentioner, man har oppe i hovedet, fungerer måske ikke, når man klipper det sammen. Eller måske er vejret ikke lige rigtigt, og så mister man en scene, fordi man kommer bagud og sådan.
‘Killing Me Softly’ (2002), dén havde faktisk et ret godt manuskript, men det var edderrådme en dårlig film, der blev ud af det. De løb tør for penge, så instruktøren (Chen Kaige, red.) måtte skære halvdelen af historien væk. Hvis man forestillede sig, at han havde lavet dét, han gerne ville lave, var den jo nok blevet noget bedre.
Nikolaj Lie Kaas: ‘Max’ (2000, af Trine Piil Christensen, red.) kom bag på mig. Der forstod jeg så heller ikke en skid af manuskriptet. Jeg havde ellers læst det hundrede gange.
Ulrich Thomsen (der har medvirket i en udenlandsk film med samme titel): ‘Max’? Er det ikke sådan en … kat?
Nikolaj Lie Kaas: Nej, den hedder ’Kat’, dén film. Det er Sidse Babett Knudsen, som er Max. Det er en meget intens thriller, og den skal absolut ikke ses. Det tør jeg kun at sige, fordi instruktøren selv har sagt undskyld til mig. Distributøren lod filmen ligge på hylden i tre år. Da den endelig kom frem, var den ikke bare dårlig … den var gammel!
Hvad er det, der går skævt i sådan en situation?
Nikolaj Lie Kaas: Der var ikke rigtig nogen, der forstod manuskriptet. Jeg tror, at alle tænkte, at der nok var nogle andre, der havde styr på det.
Ulrich Thomsen: I bund og grund er det jo pissesvært at lave film. Det er de færreste nybegyndere, der bare kan sætte sig ned og være Nikolaj Arcel og have fuldstændig tjek på det.
Har I nogensinde været ude for en filmoptagelse så grotesk som dén, der skildres i ‘Sprængfarlig bombe’?
Nikolaj Lie Kaas: Jeg synes, man har oplevet lignende situationer, bare i mindre ekstrem grad. Jeg har aldrig mødt nogen, der opførte sig som Claus Volter.
Findes der heller ingen instruktører, der ligesom Volter kører rundt i golfvogn på filmsettet?
Nikolaj Lie Kaas: Jo, der findes i hvert fald en, der hedder Lars von Trier. Jeg har tit kørt med ham i hans golfvogn. Da vi lavede dummyen til ‘Dogville’, kørte han fra studiet til kantinen ude i Filmbyen.
Ulrich Thomsen: Dummyen til ‘Dogville’, hvad lavede du i dén?
Nikolaj Lie Kaas: Jeg havde Paul Bettanys rolle.
Ulrich Thomsen: Var det for at have noget, I kunne præsentere for investorerne?
Nikolaj Lie Kaas: Det var for at se, om det overhovedet fungerede. Sidse Babett spillede Nicole Kidmans rolle.
Ulrich Thomsen : Nå. Og så lavede de den som film med ”rigtige” skuespillere bagefter, ha ha!
Mens Nikolaj Lie Kaasfylder biograferne som Dirch Passer i filmen om selvsamme Dirch, kan han i aften (28. august) opleves live på scenen i Operaen, hvor han for tredje år i træk præsenterer landets bedste stand-uppere i Zulu Comedy Galla.
"Grundlaget for min værtsrolle er bare, at jeg skal være morsom. Men det kan jeg ikke," fortæller Nikolaj Lie Kaas, da jeg interviewer ham til Børsen. "Jeg har ikke funny bones på dén måde. Jeg bliver nødt til at tage en vinkel til selve min situation og set-uppet og kommentere det på en eller anden måde."
Da jeg påpeger, at han da klarede værtsjobbet for Zulu Comedy Galla vældig fint i både 2009 og '10, svarer Nikolaj Lie Kaas:
”Ja ja, men jeg kan love dig for, der var mange ildebrande, der skulle slukkes. Jeg fik så meget materiale, hvor jeg tænkte, "hvis jeg laver det her, så vil det stinke, så I slet ikke begriber det".”
I år skriver skuespilleren derfor sine replikker selv sammen med en partner, som deler hans humoristiske smag.
”Det er så svært at kommunikere, hvad der er sjovt og ikke sjovt,” funderer Nikolaj Lie Kaas, der i sit arbejde med tv-reklamer for hårde hvidevarer har erfaret, at det morsomme sjældent ligger i indholdet eller plottet.
”Det, jeg selv husker bedst fra diverse reklamer, er jo de steder, hvor man ikke prøver at sælge en vare.”
”Folk, der stiller sig op og skaber sig tosset, har nok et mere selvoptaget behov end de fleste andre,” reflekterer Nikolaj Lie Kaas videre om komikerens drivkraft.
”Jeg tror, de fleste har oplevet et sølvbryllup, hvordan nogen prøver at holde tale uden nogensinde at nå dertil, hvor det bliver sjovt. Men det er da klart et kick at prøve at være morsom.”
Tilsyneladende ejer Kaas selv en rem af huden. En lidt for lang pause i vores samtale gør ham rastløs, og ud af det blå sætter han i en længere improvisation over den kødret, han lige har hentet i Nordisk Films kantine: ”Tænk, hvis det var kattekød. Har alle husket at få noget af den marinerede mjavkat?”, småråber han ud i luften til et imaginært klientel. Han kan heller ikke dy sig for at joke, da en filmproducents hundehvalp planter forpoterne på vores bord og snuser nysgerrigt til den tomme tallerken. ”Det er en lille rottweiler,” konstaterer Nikolaj Lie Kaas bagefter med tryk på lille. ”Den har været kogevasket.”
Zulu Comedy Galla afholdes i aften i Operaen i København. Showet sendes på TV 2 Zulu næste søndag, den 4. september.
Nikolaj Lie Kaas anbefaler:
Mænd med "funny bones"
»Will Farrells film er jeg ikke fan af, men hans komik fungerer sindssygt godt live. Du kan se et klip på YouTube, hvor han kommer ind som vært for Harvards sommerfest til kæmpe musik og synger, ”Welcome to the ship and boat show!”. Han har kaptajnshat og sømandstøj på og er helt tydeligt gået forkert, men fyrer den helt af. Folk forstår ikke helt, hvad der foregår; de er bare glade for, at han er der. Han kører den rigtig længe med det her boat show, og det er skidegodt tænkt. Han er sat til at komme og være Will Ferrell, og folk vil være glade, bare han skider på en avis. Men for at han selv kan holde det ud, bliver han nødt til at lave den overbygning, hvor han siger, ”Jeg er gået forkert, og den vinkel insisterer jeg på”. Så er det, at det bliver sjovt.«
»Jeg har meget let til grin. Sådan en som Søren Pilmark rammer min humoristiske nerve, så jeg tit ikke kan komme igennem en scene, hvis han står over for mig.
På ”Blinkende Lygter” kunne jeg slet ikke se Søren i øjnene. Efter en uges optagelse fik jeg et tape-kryds at spille over for. Der var Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen og et stykke tape. Og så en anden, der leverede Sørens replikker til mig. Da er det, man kigger på filmholdet og tror, de har det lige så sjovt som én selv. Men de står alle sammen og tripper, fordi de skal hente unger i børnehaven og bare venter på, at du tager dig sammen.«
»Det er dejligt befriende, når man kan se, at skuespilleren selv synes, han er morsom, som f.eks. Steve Carrell i ”The 40-Year-Old Virgin”. Normalt hader jeg, når en skuespiller står på scenen og har en fest med sig selv, men i komik kan det være fantastisk smittende. Ofte har jeg oplevet det ved folk, som jeg kender godt. Da vi indspillede ”De Grønne Slagtere”, kunne jeg se, at Mads Mikkelsen havde kæmpe optur over sig selv. Udenpå var han alvorlig og sagde en masse lort, men jeg kunne se, hvordan hans øjne glimtede. Han syntes selv, han var pissemorsom, og jeg tror, den energi trænger igennem til publikum.«
»Thomas Bo Larsen er så konsekvent og ihærdig. Han kan ikke gøre noget, som han ikke har inde under huden. Det er virkelig hårdt at spille over for ham. Vi havde en scene sammen i ”Solkongen”, som var umulig at komme igennem. Hvis man ved det, kan man se i halvtotalerne, at jeg bevæger mig rigtig meget og kigger væk for at skjule, at jeg har svært ved at holde masken.«
»Axel Strøbye er det eneste, der lyser i de gamle ”Min søsters børn”. Når han f.eks. skal ned og bede om en ble på tysk: ”Blei. Blei? Bleeh ...” [i "Min søsters børn på bryllupsrejse"]. Det bliver så absurd, når han kaster sig ud i sådan nogle situationer, eller når han ikke kan fuldføre en sætning og i stedet dyrker gentagelsen af de samme fire halve replikker.«
»Fraklippene fra "The Office" er det sjoveste i verden. De ting, Ricky Gervais flipper over, er præcis de samme ting, som jeg selv døde over.«
Fra og med næste torsdag, den 25. august, kan man i biograferne opleve Nikolaj Lie Kaas som "Dirch". Det er duoen bag "Applaus", instruktør Martin Zandvliet og forfatter Anders August, der står bag denne første filmbiografi om Dirch Hartvig Passer (1926-1980), Danmarks vel nok mest folkekære skuespiller nogensinde.
I Børsen i dag (18. august) forklarer Nikolaj Lie Kaas, hvorfor han ingen berøringsangst havde over for rollen, som alle andre mente var næsten umulig at spille. Kaas fortæller også om, hvad han opdagede, da han dykkede ned i Dirchs personlighed, og hvordan hans egen måde at være sjov på adskiller sig fra Dirch Passers.
BONUSMATERIALE: Nikolaj Lie Kaas om at forme Dirch – fortalt til Brian Iskov
»Jeg var meget opsat på, at filmen og personerne skulle ligne, og Martin [Zandvliet] har været ret ligeglad med det. Han har været interesseret i at lave en historie om en mand, der falder. Alt det med Dirch har han overladt til mig. Jeg tror ikke engang, han har tænkt over, at der skulle være noget, man kunne genkende.«
»I arbejdet med rollen har jeg tillagt mig de typiske greb, som Dirch brugte i sin mimik, og jeg håber, det kan få publikum til at glemme mig i rollen. Jeg tænkte meget over de ting i processen op til indspilningen, men for at det skal være ægte, må man tillægge sig manererne, før man begynder at skabe sig med dem. Det er ligesom at lære en solo udenad på klaver. Man skal ikke sidde og øve sig til koncerten. Når man sidder og improviserer, vil soloen dukke op, hvis den ligger under huden. Derfor er det vigtigt, at man gør et godt stykke forarbejde. Jeg er alt for analog til at kunne trække »udtryk nr. 2« op af hatten på kommando.«
Nikolaj Lie Kaas som Dirch Passer i "Dirch" (2011)
Om Dirch Passers brug af overdrivelse:
»Nogle gange kan jeg se, når Dirch trækker sit udtryk helt ned, at han lige gør nogle ting, der afslører, at det er umuligt for ham at være så afdæmpet. Han føler ikke, at det er nok at tænke tanken; i stedet føler han, »jeg skal vise for folk, hvad der gik op for mig dér.« Han laver altid en ting med øjenbrynet og mundvigen, når han tænker sig om på film. Jeg tror ikke, der sker så meget inde bagved, men fordi han skruer så stort op for det, bliver det skægt at se på.«
Om Dirch Passers udstråling:
»Jo mere jeg har dyrket Dirch, jo mere tør jeg sige, at manden var et geni, der kunne have klaret sig på verdensplan. Han havde en sårbarhed, som folk kunne relatere til. Pigerne var jo også vilde med ham, hvilket aldrig før har strejfet mig. Jeg har altid tænkt om Dirch, »hold da kæft, der er meget kød i det ansigt«. Men samtidig var han pissecharmerende, og i kombination med sårbarhed, selvironi og et knivskarpt komisk udtryk gav det altså pote.«
Om filmens rekonstruktioner af revysketcherne "Tømmerflåden" og "Skolekammerater":
»En ting er at prøve at efterligne noget, der virkelig sad i skabet, men samtidig var Kjeld og Dirch heller ikke bedre end deres publikum. Det man hører på bånd og har set med dem er noget, der har kørt i lang tid. Jeg har hørt flere versioner af sange, som Dirch har optaget ved premieren og så to måneder senere. Det er ikke rigtig fedt i starten, det sidder ikke rigtig. Siden kommer der så meget til, at det virkelig spiller. Vi [Lars Ranthe og Nikolaj Lie Kaas] havde én dag til det. Vi har ikke prøvet det med publikum 300 gange. På det tidspunkt, man hører "Skolekammerater" [med Kellerdirk], har de spillet den over 200 gange, og så ved man også godt, hvilke knapper man skal trykke på. Det skal vi kopiere på en formiddag, og det er svært.«
Hver for sig var de store på en scene.
Sammen blev de enestående.
Kjeld Petersen og Dirch Passer fandt hinanden ”som to hundehvalpe i leg om en tot træuld”. Den kompakte Petersen nåede omtrent ”sofitskraberen” Passer til næsetippen, men i syn og sind kompletterede de hinanden perfekt, og deres mandlige stormforelskelse – en bromance på nutidsdansk – brusede frydefuldt over i et indforstået selvsving, som resten af Danmark også fik glæde af.
Kellerdirk Bros. på ABC Teatret var et guddommeligt match: to stjerner smeltet sammen til én blændende supernova. Efter kun tre år og en enkelt aftens dacapo var det forbi, men vi husker dem endnu, som om vi selv havde været der. For Kellerdirks sublime tosomhed hævede sig over tiden; ophævede den, satte den ud af kraft i en åndeløs legato af latter, som man ønskede aldrig ville tone ud.
Når ”dobbeltdyret” Kellerdirk indtog Stig Lommers diminutive scene på det gamle Montmartre, dirrede teatersalen som en trykkoger: saunavarm, sveddryppende og eksplosionsagtigt bristefærdig. Øjenvidner beretter om publikummer, der trillede ud af de skumgummipolstrede sæder for at overgive sig til henrykkelsens kramper mellem bænkeraderne.
”Det var surf-riding på bølger af gråd”, sagde Dirch Passer senere om knockout-stemningen på ABC. Selv kritikerne slog knuder på sproget og sig selv for at finde gloser, der syntes panegyriske nok til at yde Kellerdirks kunst retfærdighed. En af bivånerne, Frederik Dessau, gav duoen dette smukke eftermæle:
”Man blev et lykkeligere menneske af at være med i legen.”
Dirch Passer (t.v.) og Kjeld Petersen i hopla
Indtil lukningen i 1990'erne funklede ABC Teatret som morskabsjuvelen på ”forlystelsernes allé” i Frederiksberg. Teaterkøbmanden Stig Lommer vidste præcis, hvad folk ville have, og var aldrig bleg for at give dem netop dét. Han tryllede den lavloftede barak om til sin egen lomme af Paris; et ødselt underholdningsmekka, der falbød lagkagevarieteer og langlemmede dansemus til det københavnske borgerskab.
Dirch var 29 og Kjeld 35, da Lommer importerede Petersen fra Apollorevyen og klædte sine nyslåede brødre i ens citrongule smokingsæt og høje hatte. Den 19. januar 1955 slap han Kellerdirk Bros. løs foran ABC-revyens 600 publikummer.
Timingen kunne ikke være mere i øjet. Klemt inde mellem 40'ernes tungsind og 60'ernes opsving oplevede danskerne 1950'erne som et tidehverv af skuffelser. Priserne steg, humøret faldt, militæret oprustede. Aviserne skrev om atombomber, Korea-krig og Suez-krise. Og i Ungarn (der jo næsten lå i Europa, eller i al fald lige om hjørnet) døde studenterne som fluer under den store opstand.
Herhjemme drev industrialiseringen folket fra landet og ind mod byerne. Boligmangel og smalhals fordrede små armbevægelser. Man syede tøjet om og stuvede sig tæt sammen i baggårdene.
Intet under, at Morten Korch og Far til Fire fyldte biograferne med nationalromantisk bondeidyl og lindrende solstrejf til folkesjælen. En ør og forvirret nation tørstede efter en flugtvej fra frustrationerne, og Lommer gav os befrielsen: gruppeterapi med Kellerdirk.
På ABC's trange intimscene, kun 1 ½ meter dyb og 17 meter lang, blev Kellerdirks optrædener i perioden 1955-58 en rekreativ oase for almenvellet. Deres balstyriske stormvind af vanvid lutrede sindet og blæste bekymringerne til himmels.
Parrets revolutionerende crazy-humor, rablende og dog sofistikeret, var i sig selv et spejl af industrisamfundets brølende fremmarch. Danskerne var dødtrætte af dagsordener, meningsrevyer og revsende satire. Kellerdirk omfavnede i stedet tidens fragmentering og gjorde den menneskelig. I deres tekster blev alt, der smagte af politik og samfundskritik, bandlyst til fordel for det skære nonsens. Dét gav ilt til akvariet.
Stilen lånte inspiration fra bl.a. svenske Povel Ramel, men pegede også bagud mod Marx Brothers, Gøg & Gokke og ”Hellzapoppin'” – og fremad mod Monty Python, ”Højt at flyve” og ”Casper & Mandrilaftalen”.
Samtidig kunne det fabulerende anarki på ABC-scenen snildt hamle op med absurditeterne i et moderne stykke af Ionesco eller Beckett. Når Kjeld og Dirch (og deres forfattere!) vendte vrangen ud på hverdagens smalltalk, eller tålmodigt og metodisk dekonstruerede deres egne numre indefra, fór de gerne vild halvvejs mod pointen. Hvis der da var én.
De kunne også opløse rammerne ved fysisk at inddrage salen i en rask pudekamp. Og nådig være dén sent ankomne tilskuer, som beskæmmet måtte lunte på plads efter forestillingens start med Kellerdirks drilske fornærmelser regnende ned over sin dukkede nakke.
Kellerdirk Bros. var et produkt af tiden, men forblev et tidløst produkt. Ligesom Marilyn Monroe og designermøbler i teaktræ synes de aldrig at gå af mode: Alene inden for de seneste to år har to nye bøger om Dirch og Kjeld fundet vej til reolerne. Stand-up-stjernerne af i dag hylder indirekte fortidens revy-fyrtårne, når TV 2 sender skæve sketcher ”live fra Bremen”. Og på Nørrebro Teater kunne man i foråret 2011 møde genfærdene af Passer og Petersen (Anders Matthesen og Jonatan Spang), der arm i arm fødte guirlander af kældermænd ved bardisken i det hinsides.
Men hvor meget vi end anstrenger os, i ord eller gerning, for at formidle egenarten af ”brødrenes” kærlige sparring, musikaliteten i deres timing og den intense forbindelse mellem publikum og scene, vil vi aldrig kunne bringe øjeblikkets magi fra ABC Teatret tilbage til live.
Dirch og Kjelds kemi var et unikum. Derfor kommer der, modsat sporvogne og piger, aldrig en Kellerdirk til.
Kilder:
Brian Iskov & Kristoffer Hegnsvad: "Store Danskere" (DR Multimedie, 2007)
Jesper Gaarskjær: "Kjeld og Dirch" (People's Press, 2011)
Bent Grasten (red.): "Nej, Kjeld, le vil de le, og det er lige så stort" (Arena, 1962)
Malin Lindgren: "Kære Dirch" (Borgens Forlag, 1981)
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
