"Ben is Back": Interview med instruktør og forfatter Peter Hedges

Engang var Julia Roberts verdens største kvindelige filmstjerne. Nu er hun 51 og trives bedst i rollen som mor for sine tre børn. Men familiedramaet “Ben is Back”, om tidens epidemiske misbrug af smertestillende piller, lokkede hende tilbage til det store lærred.



"Ben is Back", der har dansk biografpremiere i dag, er skrevet og instrueret af amerikaneren Peter Hedges ("Pieces of April", "Min brors kæreste", "Hva' så, Gilbert Grape?"). Jeg mødte både ham og Julia Roberts på sidste års Toronto Film Festival, hvor filmen havde verdenspremiere. Hedges lyste straks op og gispede begejstret, da han hørte, at jeg kom fra Danmark:

"'Festen' er den bedste film, der nogensinde er lavet! Det er den vigtigste film i mit liv. Jeg ser den om og om og om igen. Det eneste, jeg vil, er at lave én film i mit liv, der bare kommer i nærheden af den."

- Peter Hedges, manusforfatter og instruktør

Julia Roberts har høstet nogle af sin karrieres bedste anmeldelser for sin stærke og intense præstation som moderen Holly i "Ben is Back". Hun insisterede på, at Peter Hedges' egen 22-årige søn, Lucas, skulle spille titelrollen som den 19-årige Ben, der stikker af fra afvænningsklinikken efter 77 stoffri dage og opsøger sin familie på selve juleaftensdag.

Bens uventede hjemkomst udløser stærke, men meget forskellige reaktioner hos moderen, søsteren og stedfaderen. For som mange andre misbrugere er Ben ikke til at stole på. Især Holly er splittet mellem moderens betingelsesløse kærlighed til sit barn og en gryende erkendelse af, at selv dén muligvis ikke rækker til at redde sønnens liv.

Mit interview med Julia Roberts kan du læse i den aktuelle udgave af Ugebladet Søndag (nr. 6/2019).

Her på Bries Blog-O-Rama får du mit interview med Peter Hedges, der er en yderst sympatisk og let bevægelig herre på 56. Hedges senior fortæller om at instruere sin egen søn og taler engageret om den galopperende opioid-epidemi, der kræver 130 dødsfald dagligt alene i USA. Han deler også sine egne erfaringer med en alkoholiseret mor, der blev tørlagt i en moden alder.

Interviewet er på engelsk og har ikke været publiceret andre steder end Bries Blog-O-Rama.

"Kursk": Interviews med Thomas Vinterberg og Matthias Schoenaerts

I dag, 24. januar 2019, har Thomas Vinterbergs seneste spillefilm, "Kursk", premiere i danske biografer. Hovedrollerne spilles af belgiske Matthias Schoenaerts og franske Léa Seydoux, med engelske Colin Firth i en vigtig birolle.

Desuden genforener Vinterberg de svenske titaner Max von Sydow og Pernilla August ("Den gode vilje", "Jerusalem"), og han hiver flere af sine danske skuespillervenner ind foran kameraet i engelsktalende biroller (bl.a. Lars Brygmann, Bjarne Henriksen og Magnus Millang). Som cheffotograf har Vinterberg for femte gang valgt Anthony Dod Mantle ("Festen").

Luc Bessons franske selskab EuropaCorp har produceret thrilleren om den russiske atomubåd, som forliste på bunden af Barentshavet i august 2000. Vinterberg optog "Kursk" i Belgien, Frankrig og Norge for så længe siden, at den svenske skuespiller Michael Nyqvist, der døde i juni 2017, medvirker i en lille birolle.

> Læs mit interview med Colin Firth ("A Single Man")
> Mere Anthony Dod Mantle på Bries Blog-O-Rama

Jeg interviewede Thomas Vinterberg og Matthias Schoenaerts på sidste års Toronto Film Festival. Rundbordssamtalerne foregik på engelsk, som det vil fremgå af citaterne nedenfor.



Thomas Vinterberg (instruktør)

Matthias Schoenaerts was already attached to the lead role in "Kursk" when he brought the script to you. What was your initial reaction?
Reading this particular script with him in mind moved me, basically. He's radiating masculinity, humanity, warmth, a lot of complexity, and this character just came to life very quickly when I read it. Also I found an opportunity there to elevate the project from being a political thriller and hopefully into something grander. About humanity, about running out of time, about life and death.

My wife [Helene Reingaard Neumann, ed.] is a priest, she just became a priest - she was an actress before. She told me that where we come from, we used to talk about death. People died younger, and it was part of everyday life. That has changed over generations. There is a focus on being young and improving your life, but less people confront themselves with the fact that there is an end date. It has become the obligation of the literature and the film world to deal with these issues. And I found myself struck by this, by the bravery of these men in their last minutes and obviously the sadness of the story. But it did change quite a bit since I read it the first time. There was an opportunity here to make a big film on a certain scale and yet still, to some degree, make it my own which I found unique. There are not many of those projects around anymore.

"It's so fucking far away from Dogma."  

- Thomas Vinterberg

Anthony Dod Mantle: Filmnørdens podcast nr. 63 + ekstramateriale

Hvilken berømt filminstruktør har "the wettest handshake in the world"? Hvor vigtigt er det at få sig en uddannelse? Hvad er fedest at optage på, celluloid eller digital? Hvad er problemerne med at se film i 3D og på Blu-ray? Hvordan hænger det sammen, at en skotte flytter til Danmark på grund af 27 sygeplejersker? Og hvorfor dømmer Lars von Trier sin egen filmfotograf til Helvede i "Breaking the Waves"?

Alt dette og meget mere kan du få svar på i den aktuelle podcast nr. 63 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper og Brie har Oscar-vinderen Anthony Dod Mantle som gæstestjerne i studiet!

Anthony Dod Mantle, Filmnørdens studie, oktober 2012. © Brian Iskov

I hele to tætpakkede timer fortæller den 57-årige, dansk bosatte filmfotograf Anthony Dod Mantle om sit spændende liv og karriereforløb. Den afslappede kaffesnak berører, blandt ovennævnte og mange andre ting, Anthony Dod Mantles stilskabende dogme-samarbejde med Thomas Vinterberg på "Festen" og hans faste parløb med Danny Boyle på bl.a. "28 dage senere" og "Slumdog Millionaire". Lyt med fra 01:35:08 (intro starter 01:28:40):

> Filmnørdens podcast 63 med Anthony Dod Mantle (mp3)

I løbet af podcasten kommer Anthony Dod Mantle også ind på de problemer, der opstod, da Danny Boyle insisterede på at sætte to filmfotografer sammen på "127 Hours". Som bonus kan du længere nede i dette indlæg høre (eller læse) Danny Boyles tanker om, hvad der lå bag det usædvanlige eksperiment.

Desuden giver Danny Boyle, Harmony Korine ("Julien Donkey Boy") og Lone Scherfig deres helt personlige bud på, hvad der gør Anthony Dod Mantle til noget ganske særligt som filmfotograf – og som menneske. Men allerførst  får du som ekstramateriale Anthony Dod Mantles uddybende kommentarer til nogle af de film, vi snakker om i podcasten. God fornøjelse!

Anthony Dod Mantle, Kastrup Lufthavn, februar 2009. © Brian Iskov

Anthony Dod Mantle om (nogle af) sine film

Anthony Dod Mantle om "Die Terroristen" (Phillip Gröning, 1990):
”Min første spillefilm [som DP, director of photography] lavede jeg for en tysk instruktør, Phillip Gröning, som jeg holder meget af. Han lærte mig meget om, hvad der er imellem to punkter. Det er meget tysk, en konceptkunst-tankegang. At det usynlige rum imellem to objekter er lige så interessant som selve de to objekter, man kigger på. Det er jeg så gået videre med i min udforskning af kamerabevægelser, og jeg har talt meget med Garrett Brown, som opfandt Steadicam, om det.”

Anthony Dod Mantle om "Menneskedyret" (Carsten Rudolf, 1995):
”Jeg begyndte som DP i dansk film med ”Menneskedyret”, som fik flere Roberter, end den havde publikummer. Men den gav mig en Robert, og det var en god start.”

Anthony Dod Mantle om "Festen" (Thomas Vinterberg, 1998):
”Jeg testede mere grundigt på ”Festen” end på nogen anden film. Vi testede alle former for elektroniske formater. Vi overvejede Super 8, 16 og 35 mm. Og pludselig kunne jeg mærke, de her små moderne, emotionelt håndterlige kameraer, det var dét. Og det har ligget meget dybt i mig, og det ligger meget dybt i ”Festen”. Den karakter, det kamera har, passer til historien. Man kunne sagtens have lavet det på en anden måde, det kunne lige så godt ikke have været en dogmefilm. Men det er godt, at det blev, hvad det blev. Et eller andet sted, så holder den i dag. Den har ramt folks hjerte. Fuck incest, det er ikke det, det handler om, men bare det, at man ikke hører efter. Man mærker ikke hinanden, før man dør. Så står man der ved begravelsen og er ked af det. Et liv er gået, og man har ikke været gode nok til at lytte til hinanden.”

Anthony Dod Mantle om "The Last King of Scotland" (Kevin Macdonald, 2006) [som skuespilleren Forest Whitaker vandt en Oscar for]:
”Det år var jeg tilfældigvis en af de få danskere, der havde noget som helst med Oscarpriserne at gøre. Mug'en, idioten her. Det er det samme med Lars (von Trier, red.) og Cannes. I mediernes øjne bouncer jeg ind og ud af det der ”han er dansker, han er ikke dansker”. Men jeg betaler for meget i skat, og det skal jeg takke Danmark for.”

"Vi optog on location i Uganda, som i øjeblikket er et af de afrikanske lande, som fungerer bedre. De oplever rigdom, men også stadig korruption i højeste grad. Mistænkelige unge politikere med Armani-jakkesæt på. Og dem, der er lidt ældre og erfarne og begynder at sige dem imod, de ryger ud. Det er lidt ligesom filmbranchen."

Danny Boyle i Mumbai, august 2007. Foto © Anthony Dod Mantle

Anthony Dod Mantle om "Slumdog Millionaire" (Danny Boyle, 2008):
”Det var en fordel, at jeg havde boet i Mumbai. Jeg var forberedt. Men at filme i slummen er svært, for du er midt i folks liv, og de har måske et rum to gange større end det her bord, hvor de bor tre unger. De skider i poser og smider det ud over muren. Det er meget primitive forhold, som millioner af mennesker bor i. Og du sidder i det, du sidder i deres verden. Tyve millioner mennesker bor der. Det er ubegribeligt og ubeskriveligt. Når filmen rører så mange mennesker, er det sikkert også på grund af dét.”

Anthony Dod Mantle om at vinde en Oscar for "Slumdog Millionaire":
”Det er en meget abstrakt, hurtig oplevelse. Det er lige før, at nogle af dem, der kender mig bedst og fulgte det på tv, oplevede det på en mere ægte måde. Jeg ville måske opleve det bedre, hvis det havde været en af mine venner, som stod der. Det går så hurtigt.”
”Min hund på halvandet år er en af de ting, der bringer en tilbage på jorden. To dage efter Oscar-uddelingen stod jeg uden for naboens hus med sådan en sausage bag, en hundepose med hul i, og rodede rundt i regnvejret. Da min nabo så det, skreg han af grin.”

> Læs også Anthony Dod Mantles kommentarer til "The Eagle" (Kevin Macdonald, 2011)

Anthony Dod Mantle, Østerbro januar 2009. © Brian Iskov

Hvad instruktørerne siger om Anthony Dod Mantle:

DANNY BOYLE 
(Trance, 127 Hours, Slumdog Millionaire, Millions, 28 dage senere, En sælger med sug i, Strumpet):

"There's an old African saying that the best time to plant a tree is 20 years ago. And the next best time is now.

That's what it's like working with Anthony. We do our research, we share the images we have in our heads, or that we have torn from books and magazines, movies and museums; we have the perfect version of how everything should be. We talk of course (and Anthony can talk for ten) usually about celluloid – like all great cinematographers his preferred weapon of choice.

But then we look at each other and realise that version has already been done by people much better qualified than us 20 years ago.....and that the next best time is now.

So he drags himself back to the 'small and modest malignancy, wicked and bristling with dots' of digital cameras and screens and off we go. A modern eye on a modern world. All the classicism and perfection of celluloid is betrayed by his reach for the moment. Now means just that with Anthony."

HARMONY KORINE
(Julien Donkey Boy):

anthony is a crazy mother fucker. he is a cinematic gangster. he does what needs to be done. he does not feel the need to have to articulate his intentions to me, he works more like a painter or a psychopath, he jumps around and hides out in the shadows or under beds or inside dirty closets, he finds spots that other people generally dont like to venture. nothing pertaing to the image is off limits, there is no reverence, there is an explosion of piss and poetry, there is an beautiful detachment, this is a great way to approach things, its something thats felt more then discussed, its inside rather than out, its restless and wild and fucked in the head, he follows the light, he bends the light and creates the rules, he understands the folly in things. he is one of the great ones.

LONE SCHERFIG
(Hjemve, Kajs fødselsdag):

"Anthony har et meget stort kunstnerisk register. Han bruger kameraet, lyset og efterarbejdsprocessen til at formulere stof, tanker og stemninger, ingen andre vil kunne formidle på samme måde. Han er inspireret, nysgerrig, fornyende, stilsikker, feteret. Phileas Fogg møder Leslie Howard møder David Bowie, bare mere familiefar-kærlig."


> Mere om "127 Hours" på Bries Blog-O-Rama

Vinterberg og de onde pingviner

Fem stjerner til "Submarino" – interview med manusforfatter Tobias Lindholm – og nyt om Vinterbergs næste film!

”Submarino” – som jeg vil forsøge at undlade at kalde Thomas Vinterbergs "comeback" – gik ind på den danske biografhitlistes 7. plads efter at have solgt 7.000 billetter i åbningsweekenden. Og som man måske kunne forvente, holder det vintergrå drama sig fint oven vande i upmarket-biograferne, mens multiplex-gæster og provinsboere udviser mere behersket interesse for de forslåede skæbner fra København NV.

De hjemlige kritikere har over en kam været positive. Fem stjerner blev det til i min egen anmeldelse i GEAR #76, hvilket bl.a. Jacob Wendt Jensen fra B.T. og Politikens Sophie Engberg Sonne var enige med mig i.

Thomas Vinterberg og hans manuskriptpartner på "Submarino", Tobias Lindholm, er allerede i gang med at skrive deres næste fælles projekt, som efter planen vil foregå i Sverige. Handlingen tager udgangspunkt i en virkelig hændelse, der kom Vinterberg for øre på noget usædvanlig vis.

Han hævder, at en psykolog bankede på hans dør "en mørk aften" for ti år siden og præsenterede ideen med ordene:
"Når du nu har lavet "Festen", bliver du nødt til også at fortælle den her historie." Thomas Vinterberg arkiverede forslaget lodret og glemte alt om det, før han mødte psykologen igen ti år senere.

Ingen af de to manusforfattere ønsker endnu at røbe mere, end at filmen vil kredse om en lille by, som går i opløsning på grund af en løgn. Tobias Lindholm uddyber dog gerne temaet:

"I Norden er vi gode til at vende ryggen til og skubbe andre ud af kredsen. Vi er ligesom pingviner, der klumper sammen i en flok for at holde varmen. Men hvis der er én, vi ikke bryder os om, holder vi ham udenfor, og så kan han stå dér for sig selv og fryse ihjel."

OPDATERING, maj 2012: Thomas Vinterberg og Tobias Lindholms "pingvin"-film har fået titlen "Jagten". Den er udtaget til hovedkonkurrencen på Cannes Film Festival. Forventet dansk premiere 10. januar 2013.

Glæd dig også til Lindholms instruktørdebut i samarbejde med Michael Noer, fængselsfilmen "R", der får premiere 22. april. Den rammer lige så rent og hårdt som "Submarino".

Tobias Lindholm, Thomas Vinterberg og producer Morten Kaufmann

INTERVIEW MED TOBIAS LINDHOLM OM "SUBMARINO":
Ingen har lyst til at leve på samfundets bund
Brian Iskov i Børsen 18.02.2010

"Jeg holder meget af karakterer, der har noget at slås med," siger Tobias Lindholm, der sammen med Thomas Vinterberg har bearbejdet romanen "Submarino" om til film. Dramaet, der deltager i konkurrence i Berlinalen, er Lindholms første spillefilm, men den 32-årige manusforfatter har allerede flere festivalpriser stående på sin hylde

BERLIN - I lørdags fik det barske misbrugsdrama ”Submarino” verdenspremiere på den 60. Berlinale, hvor filmen deltager i festivalens hovedkonkurrence om Guldbjørnen. Og mens instruktøren, Thomas Vinterberg, tålmodigt prøvede at forklare den europæiske presse, at "Submarino" hverken er en dogmefilm eller hans comeback - for han har jo aldrig været væk - sad en høj, klarøjet og karseklippet fyr ved siden af ham på podiet og lyttede.

Tobias Lindholm er filmens medforfatter, og den umage kombination af hiphopperen i mørkeblå hættetrøje og Hellerup-knægten med modetørklædet viste sig at være perfekt, da parret gik i gang med at omlægge handlingssporene i Jonas T. Bengtssons roman "Submarino" til et brugbart spillefilmmanus.

Tobias Lindholm havde kun været nyuddannet manusforfatter i to døgn, da producer Morten Kaufmann fra Nimbus Film ringede til ham i sommeren 2007. Han og kollegaen Birgitte Hald havde hver især haft kig på filmskolens unge skrivetalent, og de mente begge, at Lindholm ville være et godt match til Thomas Vinterberg og "Submarino".

For Lindholm var tilbuddet om at arbejde sammen med Vinterberg et kæmpe skulderklap. Det var nemlig Vinterbergs "Festen" og Lars von Triers "Idioterne", der vakte hans lyst til at lave film, da han som 20-årig fordrev tiden med at male graffiti og arbejde som nattevagt. I lørdags sad han som 32-årig manusforfatter og overværede verdenspremieren på sin første spillefilm, "Submarino", med Vinterberg i Berlinalens store gallasal.

"Der var så musestille under hele filmen, at det gjorde mig lidt angst til at begynde med," fortæller Tobias Lindholm. Den knugede stemning fortsatte til premierefesten, hvor en af gratulanterne meddelte ham, at hun kun tænkte på at komme hjem til sine børn efter at have set "Submarino".

Søndag morgen stod de første anmeldelser at læse i de udenlandske brancheblade, og hvor dommen i Screen International var ubetinget positiv - til topkarakteren fire stjerner - havde The Hollywood Reporter og Variety svært ved at se ud over trøstesløsheden i filmens portræt af to brødre fra København NV.

"Dette må være en af de sjældne film, hvor tilskuerne faktisk håber på, at de sociale myndigheder kommer og fjerner et barn fra en kærlig forælder," lyder det blandt andet fra Varietys anmelder.

"På en eller anden måde er det jo også en slags kompliment, for det må jo betyde, at filmen har berørt hende," mener Tobias Lindholm diplomatisk.

Han og Vinterberg valgte at samle scenerne fra brødrenes barndom i starten af filmen, så publikum kan dele de tragiske minder med den voksne Nick, spillet af Jacob Cedergren.
"Det betyder, at man bedre forstår, hvad der sker inde i Nick, mens han bare sidder stille og tænker - uanset om man så har sympati for ham eller ej."
Samtidig er Tobias Lindholm fuldt bevidst om, at de grumme hændelser i filmens indledende ti minutter risikerer at støde mange tilskuere bort.
"Jeg må indrømme, jeg selv vendte blikket bort fra lærredet i går, da babyen døde."

Hverken Lindholm, der voksede op på Sydsjælland, eller Vinterberg kendte de ubarmhjertigste lommer af Københavns Nordvest-kvarter indefra. Det gjorde bogens forfatter, Jonas T. Bengtsson, til gengæld. Han tog dem på en guidet tur gennem de locations, han havde beskrevet i sin grundigt researchede roman.
"Vi så det herberg, hvor Jonas forestillede sig, Nick boede. Vi besøgte Martins børnehave, som var den, Jonas selv havde gået på," fortæller Tobias Lindholm.

Insideviden om misbrugets abc modtog manusforfatterne fra en af Vinterbergs barndomsvenner, der havde lagt kanylen fra sig efter 20 år som junkie.

"Han lærte os alt om stoffer. Værktøjer, priser, forskellen på brun og hvid heroin, hvordan man handler på gaden, og hvordan man kan kende en pusherlejlighed på, hvilke gardiner der hænger i vinduet."

Endelig trak Tobias Lindholm på sin egen barndom i et socialt boligbyggeri i Næstved, hvor han med egne ord tilhørte en af miljøets mere ressourcestærke familier.
"Jeg tror, jeg har arvet min mors store hjerte. Hun klippede naboernes hår ude i vores køkken, når de ikke havde råd til at gå til frisøren, og de fortalte de mest uhyrlige ting om, hvad der foregik bag dørene. Hun lod også tit andres børn sove i vores lejlighed, når deres forældre var oppe at slås."

Blandt naboerne husker Tobias Lindholm især en alkoholiseret mor til tre børn. Den fjerde mistede hun til vuggedøden.
"Dem har jeg tænkt meget på, mens vi skrev manuskriptet. Der er jo ingen, der har lyst til at leve på bunden af samfundet. Nogle ejer viljen til at bevæge sig væk fra miljøet og få et bedre liv. Andre bygger en mur af løgn eller had op, så de bedre kan acceptere deres lod, ligesom Nick."

Tobias Lindholm ser det derfor som sin fornemste opgave at give skæbner som Nick og hans bror en stemme i sine filmmanuskripter.
"Jeg ved, der findes mange smukke mennesker i de miljøer, som bare ikke ejer værktøjerne til at skabe sig en ordentlig hverdag. Og dem ønsker jeg at fortælle om med respekt og kærlighed."

"Submarino" er i konkurrence på den aktuelle Berlin Filmfestival. Filmen har danmarkspremiere 25. marts.

---

FRA BOG TIL FILM

Gennem punktnedslag tegner "Submarino" en mosaik af to voksne brødre og deres livtag med hverdagen i Københavns nedslidte Nordvest-kvarter. Den ene, Nick, bor på herberg og er tidligere misbruger; den anden, som aldrig nævnes ved navn, junker stadig, men værner om sin søn efter bedste evne. De to mænd har ikke set hinanden i mange år, men deler den samme sorg over en tragisk hændelse i barndomshjemmet. Da Nick, som ellers ikke plages af virkelyst, samler mod til at opsøge broren, opstår et spinkelt håb om et bedre liv for dem begge.
"Nicks historie, som fylder filmens første del, var klart det sværeste at få til at fungere, for han handler ikke," forklarer Thomas Vinterberg. "Han afviser drama, nægter kontakt med andre mennesker og falder hele tiden tilbage på minder, der optræder som drypvise flashbacks i bogen. Vi brugte meget tid på at gøre skildringen af ham så konkret som muligt."

Som arbejdet skred frem, opdagede de to manusforfattere, at filmen blev mest spændende, når der intet skete. "Hver gang vi fyldte mere på, døde scenerne," bemærker Vinterberg.

Han og Tobias Lindholm blev derfor enige om at skrælle al overflødig dramatik af scenerne og betragte manuskriptet som en slags dokumentar om Nick og hans brors liv. Manusforfatterne fandt inspiration til den knappe stil i biografien "Control" (om sangeren Ian Curtis, red.) og Coen-brødrenes oscarvinder "No Country for Old Men".

"Jeg har egentlig aldrig brudt mig om Coen-brødrenes film, men den måde, "No Country for Old Men" er fortalt på, besidder en mættet ro, som har været dybt inspirerende for os," siger Vinterberg.



PARRETS NÆSTE FILM

På lørdag afsløres det, om Berlinalens jury, under ledelse af instruktøren Werner Herzog, finder "Submarino" værdig til en pris. Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm er dog allerede i gang med at skrive deres næste fælles projekt, som efter planen vil foregå i Sverige. Handlingen tager udgangspunkt i en virkelig hændelse, der kom Vinterberg for øre på noget usædvanlig vis.
Han hævder, at en psykolog bankede på hans dør "en mørk aften" for ti år siden og præsenterede ideen med ordene: "Når du nu har lavet "Festen", bliver du nødt til også at fortælle den her historie." Vinterberg arkiverede forslaget lodret og glemte alt om det, før han mødte psykologen igen ti år senere.
Ingen af de to manusforfattere ønsker endnu at røbe mere, end at filmen vil kredse om en lille by, som går i opløsning på grund af en løgn. Lindholm uddyber dog gerne temaet:
"I Norden er vi gode til at vende ryggen til og skubbe andre ud af kredsen. Vi er ligesom pingviner, der klumper sammen i en flok for at holde varmen. Men hvis der er én, vi ikke bryder os om, holder vi ham udenfor, og så kan han stå dér for sig selv og fryse ihjel."

Fakta: TOBIAS LINDHOLM
Dansk manuskriptforfatter, født 1977 i Næstved.
Straks efter sin afgang fra Den Danske Filmskole i 2007 blev Lindholm headhuntet til DR Drama, hvor han med filmskolekammeraten Jeppe G. Gram skrev flere episoder af tv-serien "Sommer".
Begge arbejder nu på anden sæson af efterårets søndagssatsning på DR1, "Borgen", om rænkespil og magtkampe i Folketingets korridorer.
Lindholm har i april 2010 dansk premiere på sin første film som co-instruktør. Fængselsdramaet "R" er skabt i samarbejde med Michael Noer, som han tidligere har skrevet novellefilmen "Hawaii" med. Filmen vandt to priser ved Göteborg International Filmfestival forrige weekend. Den deltog også på festivalen i Rotterdam i januar.