Viser opslag med etiketten stjernetegnfilm. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stjernetegnfilm. Vis alle opslag

tirsdag den 16. november 2021

"Danmark på sengekanten": Ny bog af Brian Iskov (2021)

I dag, tirsdag 16. november 2021, får jeg endelig udgivet min længe ventede bog "Danmark på sengekanten" om 1970'ernes danske erotiske lystspil. Bogen udkommer på BOOK LAB og fås både i standardudgave og som Limited Edition.

"Danmark på sengekanten" har været længe undervejs. Allerede i 2010, efter at jeg havde skrevet "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - den store troldspejlsbog", fik jeg ideen til at grave dybere i det bizarre og farverige kapitel af dansk kulturhistorie, som sengekant- og stjernetegnsfilmene fra 1970'erne repræsenterer. Da 50-året for billedpornografiens frigivelse nærmede sig i 2019, og der stadig ikke var andre, der havde beskrevet sengekantfænomenet fyldestgørende, begyndte jeg at pitche ideen til en række forlag. Det lille, prisvindende bogværksted BOOK LAB i Skanderborg var dem, der troede mest på konceptet, og de var også i stand til designmæssigt at forløse de tanker, jeg havde om en flot, taktil og sober coffeetablebog.

Bogen "Danmark på sengekanten" fås i to udgaver:

Standardudgave (345 kroner). Råhvid hardcover i bordeaux smudsbind med udstanset nøglehul.
Køb standardudgaven online hos BOOK LAB

Limited Edition-luksusudgave (995 kroner) i stærkt begrænset, nummereret og signeret oplag. Hardcover med rødt velouromslag og velourbetrukket kassette.
Køb luksusudgaven online hos BOOK LAB

Begge udgaver er på 304 sider og rigt illustreret med ca. 150 billeder, hvoraf flere aldrig før har været offentliggjort. 

"Danmark på sengekanten" kan købes på BOOK LABs hjemmeside og hos boghandlere landet over. Projektet blev delvist crowdfundet via booomerang.dk.

> Læs mere om bogen på kampagnesiden for "Danmark på sengekanten" (booomerang.dk)
> Følg "Danmark på sengekanten" på Facebook

Limited Edition-udgaven af "Danmark på sengekanten" (kun 100 eks.)

Bagsidetekst:
Fra 1970 til 1978 trak sengekant- og stjernetegnserierne fulde huse i biograferne, både herhjemme og i udlandet. De i alt 14 film parrede folkekomedie med sex i et blandingsforhold, man hverken har set før eller siden. Mange kendte navne arbejdede på de erotiske lystspil, og nye stjerner som Ole Søltoft og Birte Tove opnåede idolstatus. Men succesen havde sin pris. For hvor frisindede var danskerne egentlig?
Danmark på sengekanten dykker ned i det unikke fænomen, der opstod i kølvandet på pornoens frigivelse i 1969. Gennem nye interviews, hidtil uset arkivmateriale og mere end 100 udvalgte illlustrationer går bogen tæt på filmene, tiden og de medvirkende: Hvem var de, hvad motiverede dem, og hvilke følger fik det for deres liv og karriere?

Som den stolte forfatter af sengekantbogen vil jeg løbende opdatere dette blogindlæg med links til presseomtale og (forhåbentlig positive) anmeldelser, efterhånden som medierne får øje på udgivelsen.