"Valhalla" (1986): Interview med tegner og instruktør Peter Madsen

I dag, lørdag 23. september, havde Cinemateket i København verdenspremiere på en nyrestaureret, digital 2K-kopi af den danske langtegnefilm "Valhalla" fra 1986.

Den kopi af "Valhalla", som Sandrew Metronome fik fremstillet til filmens dvd-udgivelse og biografrepremiere i 2003, var desværre trukket fra et falmet negativ, med ringe farveægthed og for høj kontrast som resultat.

Heldigvis kunne Peter Madsen efter visningen bekræfte, at billedsiden af den nye HD-kopi, som Nordisk Film Shortcut angiveligt har restaureret med henblik på en kommende blu-ray-udgivelse, stemmer langt bedre overens med filmholdets oprindelige intentioner. (OPDATERING 2018: Nordisk Film har desværre ingen planer om at genudgive "Valhalla" på fysiske medier.)

Jakob Stegelmann, Hans Perk, Peter Madsen og Brian Iskov i Bio Asta 23.09.2017 - foto/artwork: Alexandra Borg Art - Valhalla-figurer © Peter Madsen

Efter visningen af "Valhalla" indtog jeg, Brian Iskov, og tre af filmholdets nøglepersoner scenen i Cinematekets Bio Asta for at tale om filmens tumultariske produktionsforløb:

• Peter Madsen, der tegnede albumtegneserien af samme navn og endte med både at være medforfatter og hovedinstruktør på filmen
• Hans Perk, der flyttede fra Holland i 1984 for at blive chefanimator på "Valhalla"
• Jakob Stegelmann, der inden sin tid som vært på DR's "Troldspejlet" var den første i rækken af produktionsledere på Valhalla-filmen.

Hans Perk havde medbragt et originalt acetatark (populært kaldet en celluloid) med en farvelagt animationstegning fra filmen. Dette sjældne samlerobjekt blev udloddet til en heldig vinder blandt publikum. Er man interesseret i at eje et stykke af "Valhalla", er et begrænset antal originalcelluloider nu sat til salg på hjemmesiden www.flad.dk, hvor de sælges til favorable priser, så længe lager haves.

Desuden kunne Jesper Hansen fra pladeselskabet Plantsounds afsløre, at han har skrevet kontrakt på at genudgive Ron Goodwins fremragende, symfoniske underlægningsmusik fra "Valhalla" på cd. Udgivelsen vil indeholde hidtil utilgængelige demoversioner som ekstramateriale. Cd'en forventes at komme i handelen i december 2017, og der er planer om at crowdfunde en vinyludgave. (OPDATERING 2019: Arbejdet med clearing af rettigheder har forsinket produktionen af cd'en; den forventes nu at udkomme i løbet af 2019).


Hans Perks featurette "Bag om Valhalla" (fra dvd-udgivelsen 2003)
Allerede i 2016, da filmen "Valhalla" i al stilfærdighed havde 30-års jubilæum, interviewede jeg Peter Madsen til Dagbladenes Bureau. Denne artikel kan du nu læse her på Bries Blog-O-Rama:

INTERVIEW MED PETER MADSEN OM "VALHALLA":
I en hytte af bark
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, oktober 2016

Det tog fire år og kostede op mod 40 millioner at få den danske biograftegnefilm ”Valhalla” i mål. Unge amatører stod bag det kaotiske projekt, der sprængte alle budgetrammer og ruinerede selskabet. I dag, 30 år efter, regnes Peter Madsens film som en milepæl, der gjorde Danmark til et af Europas førende animationslande.

Fredag 10. oktober 1986 var længe ventet: Endelig kunne Danmarks dyreste biograffilm fejre premiere.

Siden har andre danske film kostet langt mere. Men ingen har overskredet deres budget så voldsomt som ”Valhalla”. Tegnefilmen om asegudernes eventyr endte med at koste mellem 30 og 40 millioner kroner, næsten tre gange mere end beregnet.

Et hold af purunge ildsjæle stod bag det ambitiøse – eller dumdristige? – projekt. De ville lave en episk dansk animationsfilm på internationalt niveau. Ingen af dem anede, hvordan man gjorde.

”Børnekorstoget” kaldte man dem ude i branchen.

"Paris må vente" (Paris Can Wait): Interview med filmkomponist Laura Karpman

Ugens danske biografpremiere på ”Paris må vente” skiller sig ikke kun ud ved debutinstruktørens køn og alder (Eleanor Coppola, 80 år). Lige så usædvanligt skyldes filmens caféloungede lydspor hverken en Hans, Thomas, Clint, Michael eller John.

For komponisten hedder Laura Karpman.

Og selv om hun både har vundet Grammy- og Emmy-priser for andre af hendes værker, er Karpmans navn stadig forholdsvis ukendt i den offentlige filmdiskurs – blandt andet fordi kvinder aldrig får lov til at skrive lydsporet til blockbustere.

Laura Karpman | pressefoto

Sidste år leverede kvinder underlægningsmusik til 3 procent af filmene på den amerikanske top-250, oplyser Center for the Study of Women in Television and Film. De kvindelige komponisters manglende synlighed i film- og tv-branchen fik i 2015 Laura Karpman og to af hendes kolleger til at stifte Alliance for Women Film Composers (AWFC). I skrivende stund indeholder AWFCs medlemsdatabase 211 nye og etablerede filmkomponister af hunkøn.

I dagens Politiken FILM (21.09.2017) kan du læse, hvad Laura Karpman og hendes canadiske kollega, Lesley Barber, fortalte mig om deres kamp for ligestilling i faget, da jeg mødte dem på Toronto Film Festival 2016.

Jeg afprøvede ved samme lejlighed mit "Filmkomponisternes spørgeskema" på Laura Karpman. Resultatet kan du læse herunder.

> The Alliance for Women Film Composers
> The Celluloid Ceiling: Behind-the-Scenes Employment of Women on the Top 100, 250, and 500 Films of 2016
> Interview med Lesley Barber (Bries Blog-O-Rama)


THE MOVIE COMPOSER'S QUESTIONNAIRE
with LAURA KARPMAN
Written by Brian Iskov, TIFF 2016

What were the last projects you worked on?
I have two films here at TIFF this year: A documentary called "The Cinema Travellers". I co-scored that with my spouse [Nora Kroll-Rosenbaum]. I also scored "Paris Can Wait" which is Eleanor Coppola's feature debut.

”The Cinema Travellers” is this beautiful film about the death of the travelling cinema in Western India. It follows three men who travel around in trucks with heavy reels and take movies out to these remote places, and people love it. So it's this combination of the joy of cinema with the requiem to the analogue. Finally, they get a digital projector which is smaller than the huge multipound reels.

For that score, they [the directors, Shirley Abraham and Amit Madheshiya] wanted something very simple, elegaic, slow-moving, beautiful, almost sad music. Norah and I kept trying to put in rhythmic stuff and more music that comes from Western India, and we did a lot of research and recording, but ultimately they didn't want that. They wanted this simple Western score with little touches of elements from that region and just something that is kind of a sad ”Cinema Paradiso”.



The Eleanor Coppola film [”Paris Can Wait”] is also a travelling movie, about a woman whose husband is not the most generous and attentive man in the world. They are at the Cannes Film Festival, and she can't go with him to Budapest because she has an ache in her ear. So she winds up driving back to Paris with a colleague of his who decides to take this opportunity to show her every inch of France and every edible morsel between Cannes and Paris. It's this romance with France and with food and kind of between the two of them. It's also a small score but this one draws really from French jazz. Jean-Pierre Rampal, Claude Bolling ... there is something very specific about French jazz, like taking Debussy and bebop and putting it in the mixer and seeing what comes out.

That was a very fun score to do. There is a lot of sampling in it too, a lot of sound effects. We also brought in the great cabaret singer Ute Lemper who sang two of the songs that I arranged. They meld very well in the film. I also composed and produced all the source music, and I wanted to do that because I wanted the source and the score to float in and out of each other and become this kind of fluidity, just part of the journey so you don't really notice when the songs and the [Erik] Satie begins, or the Mozart then becomes a part of the groovy remix later and the hip French café. So it was a pleasure and a really gorgeous film to work on. I loved it.

TIFF 2017: Danskernes erobringstogt - "I Kill Giants" og "Papillon"

Hele fire danske instruktører var i år inviteret til Toronto International Film Festival for at holde verdenspremiere på deres nyeste spillefilm. En måske endnu mere bemærkelsesværdig tendens er, at alle fire film er produceret uden for Danmark.

Toronto International Film Festival 2017 åbnede med Janus Metz Pedersens ”Borg”, der overvejende er svensk finansieret. Nogle dage senere lancerede Bille August sin engelsksprogede, tysk-belgisk producerede ”55 Steps” med Helena Bonham Carter og Hilary Swank.

Anders Walter var også i Toronto for at præsentere ”I Kill Giants”, en engelsk-amerikansk produktion, optaget i Irland med belgiske støttepenge. Og endelig har Michael Noer genindspillet Henri Charrières fængselsbiografi ”Papillon” i Serbien, Malta og Montenegro.

Bries Blog-O-Rama mødte de to sidstnævnte instruktører, Anders Walter og Michael Noer, på TIFF 2017. Herunder fortæller de lidt om deres oplevelser på filmene.



Anders Walter
”I Kill Giants”

Anders Walter, der i 2014 vandt en oscar for kortfilmen ”Helium”, spillefilmdebuterede på Toronto Film Festival med ”I Kill Giants”. 
Hovedpersonen, teenagepigen Barbara (Madison Wolfe), er en temperamentsfuld enspænder, der bliver mobbet i skolen for at tro på kæmper og magi. Barbara forårsager også ballade derhjemme, hvor hendes voksne storesøster (Imogen Poots) kæmper for at holde sammen på familien. 
Efterhånden som skolepsykologen (Zoë Saldana) kommer ind på livet af Barbara, bliver det klart, at pigens fantasifulde korstog mod kæmperne bunder i nogle meget virkelige problemer. Filmen er baseret på tegneserien af samme navn af Joe Kelly og Ken Niimura, og Chris Columbus ("Alene hjemme", de to første Harry Potter-film) er executive producer. 

Anders Walter fortæller:

"Hollywood i dag foregår ikke i Hollywood. Vi optog filmen i Irland med flamske støttepenge. Vi har kun skudt enkelte plates (baggrundselementer, red.) på Long Island."

"Vi har ingen danske penge i filmen, kun danske kræfter. Vi har ikke søgt om støtte hos Filminstituttet. Jeg har aldrig prøvet at lave en spillefilm i Danmark, så jeg har ikke rigtig noget at sammenligne med."

"Budgettet endte på lige knap 100 millioner danske kroner. Det er stadig en lowbudget-film i forhold til den slags visuelle effekter, vi har med i filmen."

Madison Wolfe i Anders Walters "I Kill Giants" - photo courtesy of TIFF

"”I Kill Giants” er ikke købt til Danmark endnu. Vi har et kæmpe problem i form af den film, der hedder "A Monster Calls" (Syv minutter over midnat), som kom ud sidste år og kostede det firedobbelte af vores. Den fik fine anmeldelser, men satte sig totalt imellem to stole, og nogle mennesker tabte en masse penge på den. Vores historie har nogle af de samme tematikker og den samme tvivl hos indkøberne om, hvem den er til. Prøver vi at kaste den ud til et teenagepublikum, eller sælger vi den som sådan en halv arthousefilm? Den er svær at sælge. Men jeg håber, at folk vil fokusere på den stærke girlpower-historie. Det er jo ikke en film, hvor man skal sidde og have ondt af det her barn i to timer."

"Der er sikkert nogle salgspersoner, der har håbet på et større actionbrag. Men jeg synes, at det fede netop er det stille og rolige gætteri, den langsomme åbenbaring af karakteren. Man skal være tålmodig. Især de asiatiske indkøbere siger: 'We love the film, but in China, we like it when films cut fast.'"

"Joe Kelly (som både har skrevet tegneserien ”I Kill Giants” og manuskriptet til filmen, red.) hjælper mig med at skrive min kortfilm "9 meter" om til spillefilmmanus. Det projekt ligger hos filmkonsulenten lige nu."

Charlie Hunnam i Michael Noers "Papillon" - photo courtesy of TIFF

Michael Noer
”Papillon”

Den første engelsksprogede film fra Michael Noer (”R”, ”Nordvest”) er en genindspilning af bogen ”Papillon”, hvori Henri Charrière beskrev sine elleve helvedesår i Djævleøens berygtede fængsel. 
Charlie Hunnam ("Pacific Rim") og Rami Malek ("Mr. Robot") spiller de to hovedroller, som blev inkarneret af hhv. Steve McQueen og Dustin Hoffmann, da Franklin J. Schaffner lavede den første filmversion af historien i 1973. Noer har instrueret filmen som en bestillingsopgave, men har dog castet sin danske maskot, skuespilleren Roland Møller, i en stor birolle. 

Michael Noer fortæller:

"Fordi det var et remake, var det en fed udfordring at gå tilbage til det oprindelige kildemateriale og tage de ting, vi syntes var gode, og bygge vores eget ind. Dalton Trumbo (der skrev drejebogen til filmatiseringen fra 1973, red.) gik jo tilbage til de samme bøger, vi brugte. Vi har øget tempoet, ikke for tempoets skyld, men fordi man kan. Dengang var der nogle begrænsninger for, hvor mange kameravinkler man kunne nå at lave, og hvor mange der kunne køre på samme tid, og skuespillerne skulle i højere grad overholde nogle mærker. Vi skruer ikke bare op for at gøre det til sådan noget ungdomspopcornfilm. Med højere tempo opnår vi en større grad af autenticitet, det er i hvert fald meningen. Jeg tror, mange vil se, at der er scener, der minder om noget fra 'Nordvest'."

"Jeg er vant til at sidde i fire år med manuskriptforfattere og skulle researche materialet igennem. På min næste danske film sidder jeg og arbejder med en historiker på manus, og ellers har det været ungdomsklubber, fængsler, plejehjem. Så bruger man flere år på det og lærer de mennesker at kende. Så hvorfor tage herover og sidde i et skab med en researchbunke."

"Jeg er kun 38, men jeg har lavet så mange dokumentar- og fiktionsfilm og ting til web. Nu skulle jeg prøve det her, som jeg aldrig nogensinde har drømt om. At stå med 500 statister og optage i 11 uger. Det er jo vildt, at det her er noget, man kan få ind under sit kunstneriske felt. På det punkt har tiderne ændret sig, og jeg synes, vi [danske filmfolk] alle skal prøve at lukrere på det. Roland [Møller] bliver stoppet på gaden herovre for at skrive autografer. Han er med i en film med Dwayne Johnson, altså, hvad fuck sker der? Der var ikke nogen af os på 'R', der havde drømt om, at Roland skulle få sådan en karriere. Jeg under Roland det, og han skal være med i alle mine film som min good luck charm. Men jeg tror, den eneste grund til, det her kan lade sig gøre, er, at det er noget, vi ikke har drømt om. Den form for arrogance kan amerikanerne godt lide."

Hverken ”I Kill Giants” eller ”Papillon” har i skrivende stund en dansk premieredato i biograferne.

Location Copenhagen 6: "Skarpe skud i Nyhavn" (USA-Danmark 1957)

København, Nordsjælland og Dragør danner baggrunden for den dansk-amerikanske film noir "Skarpe skud i Nyhavn" (Hidden Fear), der blev indspillet i Danmark sommeren 1956. Herunder kan du se eksempler på filmens brug af locations og sammenligne med billeder fra i dag.

Sporene fra fiaskoen "Flugten til Danmark" (1955 - se Location Copenhagen nr. 5) skræmte åbenbart ikke producenten Egon C. Nielsen og Palladium fra at indgå et nyt dansk-amerikansk partnerskab året efter.

I maj 1956 ankom hollywoodproducenten Howard E. Kohn til Danmark for at indspille kriminalfilmen "Hidden Fear" i samarbejde med Palladium, der stillede sine filmstudier i Hellerup til rådighed. En stor del af filmholdet bestod også af Palladiums egne folk, heriblandt kameramanden Henning Bendtsen ("Flugten til Danmark"), scenograf Erik Aaes og komponist Hans Schreiber. Instruktøren fløj dog ind fra Hollywood: den enøjede André de Toth, som i 1953 havde haft succes med 3D-gyseren "Vokskabinettet".

Howard E. Kohn interviewet i Ekstra Bladet 25. maj 1956

En række kendte danske skuespillere demonstrerer deres engelskkundskaber, eller mangel på samme, i større og (især) mindre roller. Erling Schroeders medvirken hører til de mere iøjnefaldende, skønt han er krediteret under navnet "Paul Erling" (og tilsyneladende er eftersynkroniseret). Desuden ses bl.a. Kjeld Pedersen, Preben Mahrt, Knud Rex, Marianne Schleiss, Mogens Brandt, Carl Ottosen , Tove Maës og Buster Larsen, som når at falde død om i Kalkbrænderihavnen, før han får sagt en eneste replik.

Kjeld Jacobsen (t.v.) og Buster Larsen (t.h.) i "Skarpe skud i Nyhavn" (1957)

Handlingen i "Skarpe skud i Nyhavn" tager fart, da en amerikansk politidetektiv, Mike Brent (John Payne), må rejse fra New York til København, da hans herboende søster bliver mistænkt for et mord. Med hjælp fra løjtnant Egon Knudsen (Kjeld Jacobsen) fra det lokale kriminalpoliti optrevler Brent sagen og kommer undervejs ud for mange faretruende situationer i det københavnske natteliv.

Trods den saftige danske titel fældes der ikke et eneste skud i Nyhavns kajgader i løbet af filmen. Til gengæld bugner "Skarpe skud i Nyhavn" af locationoptagelser fra det storkøbenhavnske bybillede og de omliggende provinser anno juni og juli 1956. Her følger en række eksempler:

Location Copenhagen 5: ”Flugten til Danmark” (US/DK 1955)

Den første realfilm optaget i farver i Danmark var ikke ”Kispus”, men en dansk-amerikansk spionfilm med Jackie Coogan, Chaplins gamle plejebarn, både foran og bag kameraet. Her er historien om ”Flugten til Danmark”, der fik så sønderlemmende kritik ved premieren, at den næppe er blevet vist siden.

Dansk tospaltet annoncekliché til "Flugten til Danmark" (1955)

Erik Ballings ”Kispus” fra 1956 kaldes ofte for ”den første danske spillefilm i farver”.

Teknisk set udsendte Palladium dog sin lange tegnefilm ”Fyrtøjet” i farver allerede i 1946, hele ti år før Ballings lystspil.

Og i sommeren 1954, to år før Nordisk Film lancerede ”Kispus”, var konkurrenten Palladium i fuld færd med at indspille en farvefilm i Eastmancolor på dansk jord.

Spiondramaet ”Flugten til Danmark” fik verdenspremiere 1. april 1955 og er dermed den første realfilm i farver og spillefilmslængde, der nogensinde blev optaget i Danmark – hvis man nu skal være helt striks med definitionerne. Dog tales der primært engelsk i filmen, der også blev den første dansk-amerikanske koproduktion.

Foran og bag kameraet stod Jackie Coogan, den tidligere barnestjerne fra ”Chaplins plejebarn” (The Kid, 1921). I mellemtiden var Coogan blevet 40 år, trind og skaldet, og hans karriere var henvist til det nye fjernsynsmedium, hvor han optrådte i westernserier. Men nu lod han sig altså lokke til Skandinavien for at instruere og spille skurkerollen i ”Flugten til Danmark”, som under indspilningen hed ”Edge of Tomorrow” (ikke at forveksle med Tom Cruise-filmen fra 2013).

Nyhedsartikel om "Flugten til Danmark" i Nationaltidende 4. juni 1954

Den københavnsk fødte filmmand Egon C. Nielsen var hjernen bag ”Flugten til Danmark”. Nielsen havde selv taget turen vest over Atlanten i en ung alder og bosat sig i New York i 1926. Efter et ophold tilbage i fødelandet rejste han atter til USA, hvor han blev krigskorrespondent for ugerevyen Universal Newsreel under 2. verdenskrig og bl.a. fulgte præsident Franklin D. Roosevelt tæt.

Efter krigen begyndte Egon C. Nielsen at opkøbe rettighederne til europæiske spillefilm, som han satte op i USA. Fra Danmark hentede han bl.a. modstandsfilmen ”De røde enge” (1945), der dog ikke blev den store succes hos publikummet i New York, og ”Fyrtøjet”, den første lange danske tegnefilm.

Men Egon C. Nielsen gik også med drømme om selv at blive filmproducent. Det lykkedes ham at overtale Coogan Films, stiftet af Jackies onkel George Coogan, til at finansiere hans idé om en amerikansk handlingsfilm i dansk miljø. Nielsen skrev derefter kontrakt med det danske selskab Palladium, der leverede teknik og studiefaciliteter til optagelserne.

”I efterkrigsaarene er Vesteuropa blevet overrendt af amerikanske filmtrupper, men Danmark er hidtil blevet skaanet,” bemærkede Egon C. Nielsen, da Politiken interviewede ham på filmens første optagedag, 1. juni 1954.

Nielsen håbede at kunne fremvise København fra sin bedste side i ”Flugten til Danmark”, så filmen kunne tjene som reklame i udlandet for vor hovedstads fortræffeligheder. ”Vi har her en forbilledlig baggrund for farvefilm-optagelser,” sagde han til Politiken om de københavnske tårne, parker og blandingen af gammelt og nyt.