Den kopi af "Valhalla", som Sandrew Metronome fik fremstillet til filmens dvd-udgivelse og biografrepremiere i 2003, var desværre trukket fra et falmet negativ, med ringe farveægthed og for høj kontrast som resultat.
Heldigvis kunne Peter Madsen efter visningen bekræfte, at billedsiden af den nye HD-kopi, som Nordisk Film Shortcut angiveligt har restaureret med henblik på en kommende blu-ray-udgivelse, stemmer langt bedre overens med filmholdets oprindelige intentioner. (OPDATERING 2018: Nordisk Film har desværre ingen planer om at genudgive "Valhalla" på fysiske medier.)
![]() |
| Jakob Stegelmann, Hans Perk, Peter Madsen og Brian Iskov i Bio Asta 23.09.2017 - foto/artwork: Alexandra Borg Art - Valhalla-figurer © Peter Madsen |
Efter visningen af "Valhalla" indtog jeg, Brian Iskov, og tre af filmholdets nøglepersoner scenen i Cinematekets Bio Asta for at tale om filmens tumultariske produktionsforløb:
- Peter Madsen, der tegnede albumtegneserien af samme navn og endte med både at være medforfatter og hovedinstruktør på filmen
- Hans Perk, der flyttede fra Holland i 1984 for at blive chefanimator på "Valhalla"
- Jakob Stegelmann, der inden sin tid som vært på DR's "Troldspejlet" var den første i rækken af produktionsledere på Valhalla-filmen.
Hans Perk havde medbragt et originalt acetatark (populært kaldet en celluloid) med en farvelagt animationstegning fra filmen. Dette sjældne samlerobjekt blev udloddet til en heldig vinder blandt publikum. Er man interesseret i at eje et stykke af "Valhalla", er et begrænset antal originalcelluloider nu sat til salg på hjemmesiden www.flad.dk, hvor de sælges til favorable priser, så længe lager haves.
Desuden kunne Jesper Hansen fra pladeselskabet Plantsounds afsløre, at han har skrevet kontrakt på at genudgive Ron Goodwins fremragende, symfoniske underlægningsmusik fra "Valhalla" på cd. Udgivelsen vil indeholde hidtil utilgængelige demoversioner som ekstramateriale. Cd'en forventes at komme i handelen i december 2017, og der er planer om at crowdfunde en vinyludgave. (OPDATERING 2019: Arbejdet med clearing af rettigheder har forsinket produktionen af cd'en; den forventes nu at udkomme i løbet af 2019).
Allerede i 2016, da filmen "Valhalla" i al stilfærdighed havde 30-års jubilæum, interviewede jeg Peter Madsen til Dagbladenes Bureau. Denne artikel kan du nu læse her på Bries Blog-O-Rama:
INTERVIEW MED PETER MADSEN OM "VALHALLA":
I en hytte af bark
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, oktober 2016
Det tog fire år og kostede op mod 40 millioner at få den danske biograftegnefilm ”Valhalla” i mål. Unge amatører stod bag det kaotiske projekt, der sprængte alle budgetrammer og ruinerede selskabet. I dag, 30 år efter, regnes Peter Madsens film som en milepæl, der gjorde Danmark til et af Europas førende animationslande.
Fredag 10. oktober 1986 var længe ventet: Endelig kunne Danmarks dyreste biograffilm fejre premiere.
Siden har andre danske film kostet langt mere. Men ingen har overskredet deres budget så voldsomt som ”Valhalla”. Tegnefilmen om asegudernes eventyr endte med at koste mellem 30 og 40 millioner kroner, næsten tre gange mere end beregnet.
Et hold af purunge ildsjæle stod bag det ambitiøse – eller dumdristige? – projekt. De ville lave en episk dansk animationsfilm på internationalt niveau. Ingen af dem anede, hvordan man gjorde.
”Børnekorstoget” kaldte man dem ude i branchen.










