torsdag den 9. december 2010

Troldspejlsbogens julekalender 9: "Command & Conquer"

< 8. december: Jakob Stegelmann om sin debut som filmskuespiller i "Toy Story 3"

I DAG: Et ekstra kapitel om computerspil

Kære gamer. Hvis du overvejer at sende en skuffet mail til mig eller Jakob Stegelmann, hvor du bebrejder os, at vi slet ikke har skrevet om strategispil i Den Store Troldspejlsbog – så kig lige i dagens julekalenderlåge.

Vi havde nemlig forberedt et afsnit om "Command & Conquer", men trods vore bedste anstrengelser kunne der simpelthen ikke klemmes mere ind i den allerede tætpakkede bog. Her kommer teksten som onlinebonus i stedet.



Strategispilklassiker:
COMMAND & CONQUER

Det er næsten ikke til at fatte, at man i slutningen af 1990'erne kunne imponere selv de mest hårdkogte computerspillere med ”Command & Conquer” (C&C). Udadtil så det ikke ud af meget. Småbitte 2-D-soldater blev flyttet rundt på skærmen og gennemførte de angreb, man beordrede dem til med musen.


Men selv om branchen har satset millioner på at udvikle nye, eksplosive spil med virkelighedstro 3-D-grafik, er seriens første spil, med undertitlen ”Tiberian Dawn”, stadig så spændende, at det sagtens kan hamle op med de nyere kapitler.

Det var spilfirmaet Westwood, der omdefinerede genren for strategispil, da de startede C&C-serien i 1995. Kort forinden havde ”Warcraft: Orcs & Humans” (1994) åbnet portene til planeten Azeroth, men ”Tiberian Dawn” var mere actionfyldt og leverede lige det, mange havde savnet: en solid kombination af skyderi, strategi og science fiction.

De stridende parter var GDI-styrkerne fra FN på den ene side og Nod-fraktionen på den anden. Kampene, der fandt sted i en opdigtet parallelverden, udfoldede sig i realtid. Uden om denne kerne viklede staben på Westwood en række meget varierede scenarier. Og mellem hver mission blev fortællingen ført videre af videoklip med rigtige skuespillere. Den samlede pakke gjorde spillet og serien til indbegrebet af real-time-strategispil.


Næste skud på stammen var forhistorien ”Red Alert” (1996), som kortlagde årene efter 2. verdenskrig. I spillets univers rejste fysikergeniet Albert Einstein tilbage i tiden for at afværge krigens udbrud, og det lykkedes ham faktisk at stoppe Adolf Hitlers planer. Hvad han ikke forudså, var, at Sovjetunionens leder, Josef Stalin, ville udnytte situationen til at indlede sit eget totalangreb på hele Europa!

Plottets omskrivning af verdenshistorien vakte røre, for betød dét, at man så skulle spille på nazisternes side? Et utroligt tankeeksperiment, som mere end tydeligt illustrerede, hvor meget man kan – og hvor meget man kan forarge – med interaktiv underholdning.

I slutningen af 1990’erne gik spilbranchen ind i en fase, hvor langt de fleste mindre udviklere blev opkøbt af en lille håndfuld store selskaber. Det skete også for Westwood, der blev opslugt af kolossen Electronic Arts, som efterfølgende satte nye folk på C&C-spillene. Resultatet var den selvstændige serie ”Generals” (2003), som opgraderede den grafiske og lydmæssige side af sagen, uden dog at tilføje noget nyt.

> Læs Troldspejlets anmeldelse af "Command & Conquer: Generals" (2003)

Command & Conquer: Tiberium Wars (2007)

Inden da leverede Westwood en toer til det første spil. ”Tiberian Sun” kom i 1999, og da slaget om det værdifulde råstof tiberium fortsatte i ”Tiberium Wars” otte år senere, lå grafikken efterhånden langt fra de første spils simple ”sprites”.

Men grundstrukturen forblev den samme, og var man først grebet, kunne man blive ved i dagevis. Det gjaldt om at bruge hovedet og sørge for at udregne taktik, inden man gik i kamp. Og de mange missioner måtte planlægges grundigt, så man satte de mest egnede våben ind mod fjendens forskellige enheder.

For at fejre tiårsjubilæet i 2005 udsendte Electronic Arts en imponerende og utrolig billig boks, ”The First Decade”, hvor alle 12 spil fra C&C-serien var med. Samlingen betød ikke bare spil til mange dage, men også en fascinerende rejse gennem spilseriens historie og computergrafikkens udvikling. Og så kostede de 12 spilklassikere mindre end ét enkelt nyt!

> Læs Troldspejlets anmeldelse af "Command & Conquer: The First Decade" (2006)

SPILLENE
1995 Command & Conquer: Tiberian Dawn
1996 Command & Conquer: Red Alert
1999 Command & Conquer: Tiberian Sun
2000 Command & Conquer: Red Alert 2
2002 Command & Conquer: Renegade (første persons skydespil)
2003 Command & Conquer: Generals
2007 Command & Conquer 3: Tiberium Wars
2008 Command & Conquer: Red Alert 3

> Læs Troldspejlets anmeldelse af "Command & Conquer: Renegade" (2002)

> 10. december: Troldspejlsbogens forfatter om sin medvirken i Troldspejlet som 15-årig

Ingen kommentarer:

Send en kommentar