I DAG: Troldspejlsbogens forfatter præsenterer sit gakkede tegnefilmsværk fra 1999
Fredag 10. december kunne I se Troldspejlets indslag fra Odense Animationsworkshop 1991, hvor lille Brie sad og tegnede for Jakob Stegelmann og hans kamerahold.
Otte år senere blev jeg genforenet med mine lærere fra workshoppen, Inni Karine Melbye og Mihail Badica, da de gav mig lov til at crashe Danmarks Designskoles animationsklasse i et halvt år. Her kreerede jeg min hidtil sidste og afgjort bedste tegnefilm: ”Langt ude – på landet” (1999).
En gribende tragikomisk fortælling, skabt i rå penciltest-streg, om en frustreret landmand og hans kvaler med kreaturer og uventede gæster ...
© 1999 Brian Iskov
Jeg er stadig ganske stolt over filmen, selv om timingen falder fuldstændig fra hinanden i det kaotiske sidste minut. Problemet opstod, fordi jeg simpelthen løb tør for tid: Jeg havde 20 timer til at redigere og lægge lyd på strimlen – og det var vel at mærke 20 timer i én køre.
Kendere af animeret crazykomik vil finde kraftig inspiration fra Federico Vitalis bindegale ”Lava-Lava!”-serie, mens de snakkende kuglehoveder i landmandens tv kunne tyde på, at jeg havde set noget ”South Park” kort forinden. Og bondemandens udseende og personlighed er en utilsløret hyldest til James Finlayson – den sitrende arrige skotte, som var Gøg & Gokkes moustache-bærende nemesis i mangen en klassisk farce.
Min lille film opnåede i øvrigt at blive udtaget til den norske festival Animerte Dager i Frederiksstad i 2000. Den vandt dog ikke noget deroppe, men hyggeligt var det ...
Bonusinfo: Det besynderlige enøjede væsen, der groover ind og ud af fortællingen, blev egentlig skabt til en aldrig realiseret serie, som skulle hedde ”Hans Hat og Hans Venner” og lignede en slags forløber til Svampebob Firkant. Her gik kræet under navnet Jazzkadusen og var i øvrigt designet af en senere meget anerkendt manuskriptforfatter ... Men det er en helt anden historie!
> Uofficiel Facebook-fanside for "Langt ude – på landet"
> 15. december: Jakob Stegelmann om sin fortid som butiksejer og halvstuderet røver
Ingen kommentarer:
Send en kommentar