Troldspejlsbogens julekalender 2: Det store digt

< 1. december: Jakob Stegelmann præsenterer Den Store Troldspejlsbog

I DAG: Nicolas Barbano om monstre, spejle og trolde

I Troldspejlets tidligste år samlede Jakob Stegelmann en lille håndfuld programmedarbejdere og freelancere omkring sig, der hjalp med at forme udsendelsen til dét, vi kender i dag.

Blandt freelancerne hørte filmeksperten Nicolas Barbano, der fra 1989 til '93 bidrog til Troldspejlets temaudsendelser om bl.a. monstre og varulve.

"Jakob Stegelmann havde skaffet to trailershows, "Grampa's Monster Movies" og "Grampa's Sci-fi Hits", hvor Al Lewis fra tv-serien "The Munsters" viste forfilm," fortæller Nicolas Barbano om arbejdet med de tidlige 'specials'.

Kavalkaderne bestod af sort-hvide trailere fra i alt 28 klassiske Universal-film, og dém vendte og drejede Nicolas og Jakob utrætteligt, hver gang de lavede en temaudsendelse om et emne.

"Der var forfilm med Dracula, Mumien og Frankenstein, så vi lavede selvfølgelig specials om dem alle tre. Jeg tegnede endda små storyboards til klipperen for at vise, hvordan vi bedst kunne skjule, at alle vores indslag var stykket sammen af lutter trailere!" husker Nicolas Barbano.

Da Jakob Stegelmann i 1988 efterlyste et fængende navn til sit kommende program på DR, der gik under arbejdstitlen "Mediemagasinet", var det også Nicolas Barbano, der afleverede den liste, hvorpå forslaget "Troldspejlet" stod skrevet.

Programmets dåbsmand forfattede endda et episk digt til Jakob Stegelmann ved samme lejlighed. I digtet, inspireret af oldengelske kvad, hører vi, hvordan trolde fra Asgård smeder et magisk spejl af isen fra Mimers brønd.

Nicolas Barbanos digt har imidlertid aldrig været offentliggjort – før i dag!

”Troldspejlet”
© Nicolas Barbano, 1988

I de gamle tiders sidste timer,
Da Fenrisulvens tunge lænke brast,
Og Heimdals hornsang gjaldred’ til alarm,
Da Jættefolk og Aser voldsomt rased’
Imod hverandre under stor tumult,
Da Midgaardsormen løfted sig af dvalen,
Da himlens glans blev grå, og våren valen:

Da sneg en iskold vind sig op fra syden
Og frøs det ganske land fra pol til pol,
Så bladene på Verdenstræets grene,
Medamt de gamle harniskklædte kæmper,
Visned’, faldt til jorden og svandt bort,
På nær kun én: Skinfaxe, himmelhesten,
Som hver dag Solens skive trofast trækker.
Kulden fulgte Verdenstræets rødder
Helt ned til Hel, hvor dog en enkelt glød
Fik lov at brænde, i en særlig kælder,
Beregnet til at rumme dem som kæmper
Mod reglementer, skabt til Lovens gavn;
Tartaros – er vistnok stedets navn.

En kilde udgår just herfra og snor sig
Igennem klippegrund og sorten muld.
Den himlen ser ved Verdenstræets fod
Hvor Mimer bor; den kaldes Mimers Brønd.
Her Odin drak sig visdom til, og gav
Sit venstre øje modigt i retur.
Men ak, selv Mimers Brønd frøs til ved kulden,
Den fæle kulde som kom op fra syd
Og ramte Nordens hjerte som et spyd.

Dybt i Himmelbjergets sorte sale
Holdt det troskabssvorne troldfolk hof.
Her man hørte rygtet: ”Iskrystaller
Blomstrer ivrigt på det blanke Vandspejl
Hist i Mimers brønd, hvor nattens stjerner
Spejled’ sig i takt med dagens Sol;
Isen danner nu en gråblå flage
Som kun få reflekser gi’r tilbage!”

Troldene besluttede at redde
Det lidt som dog var levnet, og en nat
Friskar tretten trolde hurtigt isen,
Og bragte den i bjergets grube ned,
Smedede i hast en prægtig ramme
Gjort af jern fra Fenrisulvens lænke;
Satte fast deri den kolde skive,
Hentet op fra Mimers Brønd. Og – se!
Vandets glans var ikke blegnet ganske:
Ånder man på isens ene flade,
Spejler sig og verden i dens fugt,
Ses alt grimt i det, som synes smukt,
Ser man det, man ikke måtte vide;
Ånder man nu på den anden side,
Ses alt smukt i det, som synes grimt,
Ser man ting, man gik og havde glemt;
Sådan kan man stå og skifte flade
Og se bagom tingenes facade.

Mimers Brønd, hvis vandspejl frøs til is,
Udgør nu et TROLDSPEJL – som gør vis
Ved at fjerne løgnens døs og dis!


> 3. december: Jakob Stegelmann om kunsten at anmelde film