MED DANSK TALE: Podcast-premiere og crowdfunding!

MED DANSK TALE: EN PODCAST OM OG MED STEMMERNE FRA DIN BARNDOMS TEGNEFILM OG TV

Vi husker dem alle fra vores barndom. Alligevel er de danske stemmer i tegnefilm og tv et ubeskrevet hjørne af vores kulturhistorie. Men det vil podcastserien MED DANSK TALE lave om på.

Her får du for første gang hele historien om dubbing i Danmark – fortalt af flere af de stemmer, der var med til skabe minderne. Fra de første Disneyfilm i 1930’erne over monopolfjernsynets speakere til nutidens skuespilstjerner.

MED DANSK TALE er bygget op omkring nye interviews med kendte skuespillere og filmfolk, som deler ud af anekdoter og viden om stemmeskuespillets svære og sjove kunst. Første afsnit kan høres nu, kvit og frit, på meddansktale.blogspot.dk og soundcloud.com/meddansktale.

Podcasten er til alle, der interesserer sig for animation, skuespil, sprog, oversættelse og/eller dansk kultur- og filmhistorie. Kort sagt til enhver, der stadig husker den gode replik fra barndommens yndlingstegnefilm eller synger med på “Disneys Juleshow”!

Kopier dette link ind i søgefeltet på din podcastapp for at høre MED DANSK TALE på mobilen:
http://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:314973706/sounds.rss

James Bond•O•Rama podcast 001: "Borte med gæsten" med Rasmus Paaske Larsen

FRA JAMES BOND•O•RAMA.DK



Som noget nyt forsøger James Bond•O•Rama.dk sig nu i podcastformatet.

Emnet for Bond•O•Ramas podcast 001 er romanen "Borte med gæsten" af Mogens Mugge Hansen. Bogen er noget så eksotisk som danskproduceret James Bond-fanlitteratur, der i 1976 opnåede at blive udgivet på et etableret forlag (Chr. Eriksens forlag).

"Borte med gæsten", der primært omhandler Bonds uægte søn, James Suzuki, er ganske uautoriseret, og man må formode, at boet efter Ian Fleming ville nedlægge forbud mod bogen, hvis de kendte til dens eksistens. Projektets tvivlsomme legalitet har dog ikke forhindret Lindhardt & Ringhof i at genudgive "Borte med gæsten" som e-bog i foråret 2017!

CPH PIX 2017: Brian Selznick om "Wonderstruck"

Den amerikanske forfatter og tegner Brian Selznicks andet hovedværk, billedromanen "Wonderstruck" fra 2011, er for tiden aktuel på festivalen CPH PIX i en særdeles loyal filmatisering af Todd Haynes, med manus af Selznick selv. Tidligere blev hans gennembrud, "Opfindelsen af Hugo Cabret", til den oscarbelønnede 3D-film "Hugo" af Martin Scorsese.

Bries Blog-O-Rama talte med Brian Selznick i marts 2012 om hans to filmatiserede bøger.



Allerede som barn i New York nød Brian Selznick (f. 1966) at se sit slægtsnavn på forteksterne i biografen. En af hans bedstefars fætre var den legendariske hollywoodmogul David O. Selznick, som producerede "King Kong" (1933), "Borte med blæsten" (1939) og "Duel i solen" (1946).

Brian Selznicks to første og største bestsellerbøger, "Opfindelsen af Hugo Cabret" (The Invention of Hugo Cabret, 2007) og "Wonderstruck" (2011), kredser også om filmmediets magi. Det mest iøjnefaldende filmiske element i Brian Selznicks fortælleteknik er vekselvirkningen mellem prosaafsnit og tegnede passager. De to spor afløser og krydser hinanden med slående effekt.

I f.eks. "Opfindelsen af Hugo Cabret" er mere end 150 af bogens sortrandede opslag udfyldt af sort-hvide blyantstegnede sekvenser, der formidler bevægelse, spænding og stemning. Ved at bladre i bogen forvandles læseren til filmklipperen, der sætter tempoet og driver historien videre.

– "Hugo" var oprindelig tænkt som en 100-siders roman med en tegning per kapitel. Men så begyndte jeg at se en masse gamle franske film som en del af min research. Jeg opdagede mestre som René Clair og Jean Vigo, og jeg så nyere film som Francois Truffauts "Ung flugt" (1959), der ligesom Hugo handler om en dreng, der må overleve på egne ben i Paris. Det fik mig til at overveje, hvordan jeg på papiret kunne imitere kameraets muligheder for at zoome, klippe og panorere. Problemet med grafiske romaner og tegneserier er, at illustrationerne som regel er brudt op i mange små rammer. Jeg ønskede kun én tegning pr. opslag, så læseren var tvunget til at bladre for at komme videre til det næste øjeblik i historien. Min idé var, at læseren skulle opleve følelsen af at se en gammel sort-hvid stumfilm, forklarer Brian Selznick.

Han gik derfor tilbage og erstattede en række passager i manus med illustrationer, der dannede en slags storyboard. De indledende tre siders tekst voksede følgelig til 21 tegnede dobbeltsider, efter Selznick satte blyanten til papiret.

Opslag fra "Wonderstruck" | © 2011 by Brian Selznick. Used with permission from Scholastic Press

Illustrationerne er tegnet i miniatureformatet 3 x 5 tommer og siden blæst op til firdobbelt størrelse. Processen løsner op for Brian Selznicks tætte, realistiske streg og gør udtrykket blødt, rundt og plastisk.

– Det er hurtigere for mig at tegne småt, fordi jeg så har mindre papir, jeg skal dække. Forstørrelsen giver grafitten mere tekstur, og den øgede afstand mellem stregerne får tegningerne til nærmest at stråle ud fra papiret. Den effekt holder jeg meget af, så jeg brugte den igen i "Wonderstruck", siger Brian Selznick.

"Wonderstruck", der udkom i USA efteråret 2011, er med sine 640 sider endnu mere ambitiøs end sin forgænger. Hvor "Hugo Cabrets opfindelse" fortalte én historie i ord og billeder, eksperimenterer Brian Selznick i "Wonderstruck" med at splitte virkemidlerne op.

"Gangway i Tyrol" (1987): Peter Ravns kommentarspor

Længe før Bries Blog-O-Rama, da jeg blot var en purung film- og mediestuderende på KU, bestyrede jeg That's Gangway, popgruppen Gangways uofficielle fanside.

En engelskstuderende, Martin Houlind, havde startet fansiden som en hyldest til Danmarks vel nok mest vellydende, melodiske, intelligente og vittige poporkester. Jeg overtog tjansen som webmaster i 1998. Derefter varede det ikke længe, førend Gangway meddelte, at de gik i opløsning.

Timingen var typisk for Gangway, der med rette havde ry for også at være Danmarks mest uheldsramte orkester. "Vores mission er at nedlægge og lukke," kun halv-jokede gruppens sangskriver, guitarist og primus motor, Henrik Balling, efter at deres to første pladeselskaber var gået nedenom og hjem.

That's Gangway blev i al stilhed lagt i mølpose i 2003. Indholdet levede dog videre i en årrække, først fordi KU glemte at slette hjemmesiden efter min udmelding fra studiet, og derefter fordi internetarkivet Wayback Machine lagrede alle siderne, så de stadig var tilgængelige, omend godt skjulte for omverdenen.

> That's Gangway: Den uofficielle fanside (web.archive.org)

Forsiden af That's Gangway. Html-koden var skrevet direkte ind i Notesblok!

Nu er den udtømmende FAQ, jeg i sin tid researchede og skrev om gruppens historik, pludselig kommet til hæder og ære igen.

For i år, næsten tyve år efter gruppens opløsning, annoncerede Gangway, at de havde besluttet at starte igen. Den gamle kerneopsætning med Henrik Balling, sanger Allan Jensen og tangentspiller Torben Johansen spiller en række comeback-koncerter i oktober. Miniturneen følges - syv, ni, tretten - af nykomponeret materiale i 2018.

I den forbindelse har journalist Mette Nexmand skrevet en lang artikel om Gangway til Euroman. Og til min glædelige overraskelse har hun gravet That's Gangways FAQ op af WWW-kirkegårdens muld for at citere flittigt fra min gamle tekst. Nexmands artikel kan læses i Euromans oktobernummer og i uddrag på euroman.dk.

> "Gangway er tilbage: Vi blev jo aldrig rigtig rige" af Mette Nexmand - uddrag (euroman.dk)

Torben Johansen, Allan Jensen, Gorm Ravn-Jonsen og Henrik Balling i "Gangway i Tyrol" - framegrab

Festivalen CPH PIX og Cinemateket fejrer Gangways genkomst ved at vise gruppens legendariske langvideo "Gangway i Tyrol" i aften, den 29. september 2017 - næsten nøjagtig 30 år efter filmens eneste visning på DR.

”Gangway i Tyrol” er noget så sjældent som en kultdyrket dansk musicalfarce. Ved visningen i Cinemateket deltager tv-filmens ene bagmand, billedkunstneren Peter Ravn, der gennem mange år var tæt tilknyttet Gangway som designer og videoinstruktør.

Forud for PIX-arrangementet besøgte jeg Peter Ravn i hans atelier og genså "Gangway i Tyrol" sammen med ham. Herunder kan du læse instruktørens kommentarspor til udvalgte scener – eksklusivt for Bries Blog-O-Rama.

"Valhalla" (1986): Interview med tegner og instruktør Peter Madsen

I dag, lørdag 23. september, havde Cinemateket i København verdenspremiere på en nyrestaureret, digital 2K-kopi af den danske langtegnefilm "Valhalla" fra 1986.

Den kopi af "Valhalla", som Sandrew Metronome fik fremstillet til filmens dvd-udgivelse og biografrepremiere i 2003, var desværre trukket fra et falmet negativ, med ringe farveægthed og for høj kontrast som resultat.

Heldigvis kunne Peter Madsen efter visningen bekræfte, at billedsiden af den nye HD-kopi, som Nordisk Film Shortcut angiveligt har restaureret med henblik på en kommende blu-ray-udgivelse, stemmer langt bedre overens med filmholdets oprindelige intentioner. (OPDATERING 2018: Nordisk Film har desværre ingen planer om at genudgive "Valhalla" på fysiske medier.)

Jakob Stegelmann, Hans Perk, Peter Madsen og Brian Iskov i Bio Asta 23.09.2017 - foto/artwork: Alexandra Borg Art - Valhalla-figurer © Peter Madsen

Efter visningen af "Valhalla" indtog jeg, Brian Iskov, og tre af filmholdets nøglepersoner scenen i Cinematekets Bio Asta for at tale om filmens tumultariske produktionsforløb:

• Peter Madsen, der tegnede albumtegneserien af samme navn og endte med både at være medforfatter og hovedinstruktør på filmen
• Hans Perk, der flyttede fra Holland i 1984 for at blive chefanimator på "Valhalla"
• Jakob Stegelmann, der inden sin tid som vært på DR's "Troldspejlet" var den første i rækken af produktionsledere på Valhalla-filmen.

Hans Perk havde medbragt et originalt acetatark (populært kaldet en celluloid) med en farvelagt animationstegning fra filmen. Dette sjældne samlerobjekt blev udloddet til en heldig vinder blandt publikum. Er man interesseret i at eje et stykke af "Valhalla", er et begrænset antal originalcelluloider nu sat til salg på hjemmesiden www.flad.dk, hvor de sælges til favorable priser, så længe lager haves.

Desuden kunne Jesper Hansen fra pladeselskabet Plantsounds afsløre, at han har skrevet kontrakt på at genudgive Ron Goodwins fremragende, symfoniske underlægningsmusik fra "Valhalla" på cd. Udgivelsen vil indeholde hidtil utilgængelige demoversioner som ekstramateriale. Cd'en forventes at komme i handelen i december 2017, og der er planer om at crowdfunde en vinyludgave. (OPDATERING 2019: Arbejdet med clearing af rettigheder har forsinket produktionen af cd'en; den forventes nu at udkomme i løbet af 2019).


Hans Perks featurette "Bag om Valhalla" (fra dvd-udgivelsen 2003)
Allerede i 2016, da filmen "Valhalla" i al stilfærdighed havde 30-års jubilæum, interviewede jeg Peter Madsen til Dagbladenes Bureau. Denne artikel kan du nu læse her på Bries Blog-O-Rama:

INTERVIEW MED PETER MADSEN OM "VALHALLA":
I en hytte af bark
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, oktober 2016

Det tog fire år og kostede op mod 40 millioner at få den danske biograftegnefilm ”Valhalla” i mål. Unge amatører stod bag det kaotiske projekt, der sprængte alle budgetrammer og ruinerede selskabet. I dag, 30 år efter, regnes Peter Madsens film som en milepæl, der gjorde Danmark til et af Europas førende animationslande.

Fredag 10. oktober 1986 var længe ventet: Endelig kunne Danmarks dyreste biograffilm fejre premiere.

Siden har andre danske film kostet langt mere. Men ingen har overskredet deres budget så voldsomt som ”Valhalla”. Tegnefilmen om asegudernes eventyr endte med at koste mellem 30 og 40 millioner kroner, næsten tre gange mere end beregnet.

Et hold af purunge ildsjæle stod bag det ambitiøse – eller dumdristige? – projekt. De ville lave en episk dansk animationsfilm på internationalt niveau. Ingen af dem anede, hvordan man gjorde.

”Børnekorstoget” kaldte man dem ude i branchen.

"Paris må vente" (Paris Can Wait): Interview med filmkomponist Laura Karpman

Ugens danske biografpremiere på ”Paris må vente” skiller sig ikke kun ud ved debutinstruktørens køn og alder (Eleanor Coppola, 80 år). Lige så usædvanligt skyldes filmens caféloungede lydspor hverken en Hans, Thomas, Clint, Michael eller John.

For komponisten hedder Laura Karpman.

Og selv om hun både har vundet Grammy- og Emmy-priser for andre af hendes værker, er Karpmans navn stadig forholdsvis ukendt i den offentlige filmdiskurs – blandt andet fordi kvinder aldrig får lov til at skrive lydsporet til blockbustere.

Laura Karpman | pressefoto

Sidste år leverede kvinder underlægningsmusik til 3 procent af filmene på den amerikanske top-250, oplyser Center for the Study of Women in Television and Film. De kvindelige komponisters manglende synlighed i film- og tv-branchen fik i 2015 Laura Karpman og to af hendes kolleger til at stifte Alliance for Women Film Composers (AWFC). I skrivende stund indeholder AWFCs medlemsdatabase 211 nye og etablerede filmkomponister af hunkøn.

I dagens Politiken FILM (21.09.2017) kan du læse, hvad Laura Karpman og hendes canadiske kollega, Lesley Barber, fortalte mig om deres kamp for ligestilling i faget, da jeg mødte dem på Toronto Film Festival 2016.

Jeg afprøvede ved samme lejlighed mit "Filmkomponisternes spørgeskema" på Laura Karpman. Resultatet kan du læse herunder.

> The Alliance for Women Film Composers
> The Celluloid Ceiling: Behind-the-Scenes Employment of Women on the Top 100, 250, and 500 Films of 2016
> Interview med Lesley Barber (Bries Blog-O-Rama)


THE MOVIE COMPOSER'S QUESTIONNAIRE
with LAURA KARPMAN
Written by Brian Iskov, TIFF 2016

What were the last projects you worked on?
I have two films here at TIFF this year: A documentary called "The Cinema Travellers". I co-scored that with my spouse [Nora Kroll-Rosenbaum]. I also scored "Paris Can Wait" which is Eleanor Coppola's feature debut.

”The Cinema Travellers” is this beautiful film about the death of the travelling cinema in Western India. It follows three men who travel around in trucks with heavy reels and take movies out to these remote places, and people love it. So it's this combination of the joy of cinema with the requiem to the analogue. Finally, they get a digital projector which is smaller than the huge multipound reels.

For that score, they [the directors, Shirley Abraham and Amit Madheshiya] wanted something very simple, elegaic, slow-moving, beautiful, almost sad music. Norah and I kept trying to put in rhythmic stuff and more music that comes from Western India, and we did a lot of research and recording, but ultimately they didn't want that. They wanted this simple Western score with little touches of elements from that region and just something that is kind of a sad ”Cinema Paradiso”.



The Eleanor Coppola film [”Paris Can Wait”] is also a travelling movie, about a woman whose husband is not the most generous and attentive man in the world. They are at the Cannes Film Festival, and she can't go with him to Budapest because she has an ache in her ear. So she winds up driving back to Paris with a colleague of his who decides to take this opportunity to show her every inch of France and every edible morsel between Cannes and Paris. It's this romance with France and with food and kind of between the two of them. It's also a small score but this one draws really from French jazz. Jean-Pierre Rampal, Claude Bolling ... there is something very specific about French jazz, like taking Debussy and bebop and putting it in the mixer and seeing what comes out.

That was a very fun score to do. There is a lot of sampling in it too, a lot of sound effects. We also brought in the great cabaret singer Ute Lemper who sang two of the songs that I arranged. They meld very well in the film. I also composed and produced all the source music, and I wanted to do that because I wanted the source and the score to float in and out of each other and become this kind of fluidity, just part of the journey so you don't really notice when the songs and the [Erik] Satie begins, or the Mozart then becomes a part of the groovy remix later and the hip French café. So it was a pleasure and a really gorgeous film to work on. I loved it.

TIFF 2017: Danskernes erobringstogt - "I Kill Giants" og "Papillon"

Hele fire danske instruktører var i år inviteret til Toronto International Film Festival for at holde verdenspremiere på deres nyeste spillefilm. En måske endnu mere bemærkelsesværdig tendens er, at alle fire film er produceret uden for Danmark.

Toronto International Film Festival 2017 åbnede med Janus Metz Pedersens ”Borg”, der overvejende er svensk finansieret. Nogle dage senere lancerede Bille August sin engelsksprogede, tysk-belgisk producerede ”55 Steps” med Helena Bonham Carter og Hilary Swank.

Anders Walter var også i Toronto for at præsentere ”I Kill Giants”, en engelsk-amerikansk produktion, optaget i Irland med belgiske støttepenge. Og endelig har Michael Noer genindspillet Henri Charrières fængselsbiografi ”Papillon” i Serbien, Malta og Montenegro.

Bries Blog-O-Rama mødte de to sidstnævnte instruktører, Anders Walter og Michael Noer, på TIFF 2017. Herunder fortæller de lidt om deres oplevelser på filmene.



Anders Walter
”I Kill Giants”

Anders Walter, der i 2014 vandt en oscar for kortfilmen ”Helium”, spillefilmdebuterede på Toronto Film Festival med ”I Kill Giants”. 
Hovedpersonen, teenagepigen Barbara (Madison Wolfe), er en temperamentsfuld enspænder, der bliver mobbet i skolen for at tro på kæmper og magi. Barbara forårsager også ballade derhjemme, hvor hendes voksne storesøster (Imogen Poots) kæmper for at holde sammen på familien. 
Efterhånden som skolepsykologen (Zoë Saldana) kommer ind på livet af Barbara, bliver det klart, at pigens fantasifulde korstog mod kæmperne bunder i nogle meget virkelige problemer. Filmen er baseret på tegneserien af samme navn af Joe Kelly og Ken Niimura, og Chris Columbus ("Alene hjemme", de to første Harry Potter-film) er executive producer. 

Anders Walter fortæller:

"Hollywood i dag foregår ikke i Hollywood. Vi optog filmen i Irland med flamske støttepenge. Vi har kun skudt enkelte plates (baggrundselementer, red.) på Long Island."

"Vi har ingen danske penge i filmen, kun danske kræfter. Vi har ikke søgt om støtte hos Filminstituttet. Jeg har aldrig prøvet at lave en spillefilm i Danmark, så jeg har ikke rigtig noget at sammenligne med."

"Budgettet endte på lige knap 100 millioner danske kroner. Det er stadig en lowbudget-film i forhold til den slags visuelle effekter, vi har med i filmen."

Madison Wolfe i Anders Walters "I Kill Giants" - photo courtesy of TIFF

"”I Kill Giants” er ikke købt til Danmark endnu. Vi har et kæmpe problem i form af den film, der hedder "A Monster Calls" (Syv minutter over midnat), som kom ud sidste år og kostede det firedobbelte af vores. Den fik fine anmeldelser, men satte sig totalt imellem to stole, og nogle mennesker tabte en masse penge på den. Vores historie har nogle af de samme tematikker og den samme tvivl hos indkøberne om, hvem den er til. Prøver vi at kaste den ud til et teenagepublikum, eller sælger vi den som sådan en halv arthousefilm? Den er svær at sælge. Men jeg håber, at folk vil fokusere på den stærke girlpower-historie. Det er jo ikke en film, hvor man skal sidde og have ondt af det her barn i to timer."

"Der er sikkert nogle salgspersoner, der har håbet på et større actionbrag. Men jeg synes, at det fede netop er det stille og rolige gætteri, den langsomme åbenbaring af karakteren. Man skal være tålmodig. Især de asiatiske indkøbere siger: 'We love the film, but in China, we like it when films cut fast.'"

"Joe Kelly (som både har skrevet tegneserien ”I Kill Giants” og manuskriptet til filmen, red.) hjælper mig med at skrive min kortfilm "9 meter" om til spillefilmmanus. Det projekt ligger hos filmkonsulenten lige nu."

Charlie Hunnam i Michael Noers "Papillon" - photo courtesy of TIFF

Michael Noer
”Papillon”

Den første engelsksprogede film fra Michael Noer (”R”, ”Nordvest”) er en genindspilning af bogen ”Papillon”, hvori Henri Charrière beskrev sine elleve helvedesår i Djævleøens berygtede fængsel. 
Charlie Hunnam ("Pacific Rim") og Rami Malek ("Mr. Robot") spiller de to hovedroller, som blev inkarneret af hhv. Steve McQueen og Dustin Hoffmann, da Franklin J. Schaffner lavede den første filmversion af historien i 1973. Noer har instrueret filmen som en bestillingsopgave, men har dog castet sin danske maskot, skuespilleren Roland Møller, i en stor birolle. 

Michael Noer fortæller:

"Fordi det var et remake, var det en fed udfordring at gå tilbage til det oprindelige kildemateriale og tage de ting, vi syntes var gode, og bygge vores eget ind. Dalton Trumbo (der skrev drejebogen til filmatiseringen fra 1973, red.) gik jo tilbage til de samme bøger, vi brugte. Vi har øget tempoet, ikke for tempoets skyld, men fordi man kan. Dengang var der nogle begrænsninger for, hvor mange kameravinkler man kunne nå at lave, og hvor mange der kunne køre på samme tid, og skuespillerne skulle i højere grad overholde nogle mærker. Vi skruer ikke bare op for at gøre det til sådan noget ungdomspopcornfilm. Med højere tempo opnår vi en større grad af autenticitet, det er i hvert fald meningen. Jeg tror, mange vil se, at der er scener, der minder om noget fra 'Nordvest'."

"Jeg er vant til at sidde i fire år med manuskriptforfattere og skulle researche materialet igennem. På min næste danske film sidder jeg og arbejder med en historiker på manus, og ellers har det været ungdomsklubber, fængsler, plejehjem. Så bruger man flere år på det og lærer de mennesker at kende. Så hvorfor tage herover og sidde i et skab med en researchbunke."

"Jeg er kun 38, men jeg har lavet så mange dokumentar- og fiktionsfilm og ting til web. Nu skulle jeg prøve det her, som jeg aldrig nogensinde har drømt om. At stå med 500 statister og optage i 11 uger. Det er jo vildt, at det her er noget, man kan få ind under sit kunstneriske felt. På det punkt har tiderne ændret sig, og jeg synes, vi [danske filmfolk] alle skal prøve at lukrere på det. Roland [Møller] bliver stoppet på gaden herovre for at skrive autografer. Han er med i en film med Dwayne Johnson, altså, hvad fuck sker der? Der var ikke nogen af os på 'R', der havde drømt om, at Roland skulle få sådan en karriere. Jeg under Roland det, og han skal være med i alle mine film som min good luck charm. Men jeg tror, den eneste grund til, det her kan lade sig gøre, er, at det er noget, vi ikke har drømt om. Den form for arrogance kan amerikanerne godt lide."

Hverken ”I Kill Giants” eller ”Papillon” har i skrivende stund en dansk premieredato i biograferne.

Location Copenhagen 6: "Skarpe skud i Nyhavn" (USA-Danmark 1957)

København, Nordsjælland og Dragør danner baggrunden for den dansk-amerikanske film noir "Skarpe skud i Nyhavn" (Hidden Fear), der blev indspillet i Danmark sommeren 1956. Herunder kan du se eksempler på filmens brug af locations og sammenligne med billeder fra i dag.

Sporene fra fiaskoen "Flugten til Danmark" (1955 - se Location Copenhagen nr. 5) skræmte åbenbart ikke producenten Egon C. Nielsen og Palladium fra at indgå et nyt dansk-amerikansk partnerskab året efter.

I maj 1956 ankom hollywoodproducenten Howard E. Kohn til Danmark for at indspille kriminalfilmen "Hidden Fear" i samarbejde med Palladium, der stillede sine filmstudier i Hellerup til rådighed. En stor del af filmholdet bestod også af Palladiums egne folk, heriblandt kameramanden Henning Bendtsen ("Flugten til Danmark"), scenograf Erik Aaes og komponist Hans Schreiber. Instruktøren fløj dog ind fra Hollywood: den enøjede André de Toth, som i 1953 havde haft succes med 3D-gyseren "Vokskabinettet".

Howard E. Kohn interviewet i Ekstra Bladet 25. maj 1956

En række kendte danske skuespillere demonstrerer deres engelskkundskaber, eller mangel på samme, i større og (især) mindre roller. Erling Schroeders medvirken hører til de mere iøjnefaldende, skønt han er krediteret under navnet "Paul Erling" (og tilsyneladende er eftersynkroniseret). Desuden ses bl.a. Kjeld Pedersen, Preben Mahrt, Knud Rex, Marianne Schleiss, Mogens Brandt, Carl Ottosen , Tove Maës og Buster Larsen, som når at falde død om i Kalkbrænderihavnen, før han får sagt en eneste replik.

Kjeld Jacobsen (t.v.) og Buster Larsen (t.h.) i "Skarpe skud i Nyhavn" (1957)

Handlingen i "Skarpe skud i Nyhavn" tager fart, da en amerikansk politidetektiv, Mike Brent (John Payne), må rejse fra New York til København, da hans herboende søster bliver mistænkt for et mord. Med hjælp fra løjtnant Egon Knudsen (Kjeld Jacobsen) fra det lokale kriminalpoliti optrevler Brent sagen og kommer undervejs ud for mange faretruende situationer i det københavnske natteliv.

Trods den saftige danske titel fældes der ikke et eneste skud i Nyhavns kajgader i løbet af filmen. Til gengæld bugner "Skarpe skud i Nyhavn" af locationoptagelser fra det storkøbenhavnske bybillede og de omliggende provinser anno juni og juli 1956. Her følger en række eksempler:

Location Copenhagen 5: ”Flugten til Danmark” (US/DK 1955)

Den første realfilm optaget i farver i Danmark var ikke ”Kispus”, men en dansk-amerikansk spionfilm med Jackie Coogan, Chaplins gamle plejebarn, både foran og bag kameraet. Her er historien om ”Flugten til Danmark”, der fik så sønderlemmende kritik ved premieren, at den næppe er blevet vist siden.

Dansk tospaltet annoncekliché til "Flugten til Danmark" (1955)

Erik Ballings ”Kispus” fra 1956 kaldes ofte for ”den første danske spillefilm i farver”.

Teknisk set udsendte Palladium dog sin lange tegnefilm ”Fyrtøjet” i farver allerede i 1946, hele ti år før Ballings lystspil.

Og i sommeren 1954, to år før Nordisk Film lancerede ”Kispus”, var konkurrenten Palladium i fuld færd med at indspille en farvefilm i Eastmancolor på dansk jord.

Spiondramaet ”Flugten til Danmark” fik verdenspremiere 1. april 1955 og er dermed den første realfilm i farver og spillefilmslængde, der nogensinde blev optaget i Danmark – hvis man nu skal være helt striks med definitionerne. Dog tales der primært engelsk i filmen, der også blev den første dansk-amerikanske koproduktion.

Foran og bag kameraet stod Jackie Coogan, den tidligere barnestjerne fra ”Chaplins plejebarn” (The Kid, 1921). I mellemtiden var Coogan blevet 40 år, trind og skaldet, og hans karriere var henvist til det nye fjernsynsmedium, hvor han optrådte i westernserier. Men nu lod han sig altså lokke til Skandinavien for at instruere og spille skurkerollen i ”Flugten til Danmark”, som under indspilningen hed ”Edge of Tomorrow” (ikke at forveksle med Tom Cruise-filmen fra 2013).

Nyhedsartikel om "Flugten til Danmark" i Nationaltidende 4. juni 1954

Den københavnsk fødte filmmand Egon C. Nielsen var hjernen bag ”Flugten til Danmark”. Nielsen havde selv taget turen vest over Atlanten i en ung alder og bosat sig i New York i 1926. Efter et ophold tilbage i fødelandet rejste han atter til USA, hvor han blev krigskorrespondent for ugerevyen Universal Newsreel under 2. verdenskrig og bl.a. fulgte præsident Franklin D. Roosevelt tæt.

Efter krigen begyndte Egon C. Nielsen at opkøbe rettighederne til europæiske spillefilm, som han satte op i USA. Fra Danmark hentede han bl.a. modstandsfilmen ”De røde enge” (1945), der dog ikke blev den store succes hos publikummet i New York, og ”Fyrtøjet”, den første lange danske tegnefilm.

Men Egon C. Nielsen gik også med drømme om selv at blive filmproducent. Det lykkedes ham at overtale Coogan Films, stiftet af Jackies onkel George Coogan, til at finansiere hans idé om en amerikansk handlingsfilm i dansk miljø. Nielsen skrev derefter kontrakt med det danske selskab Palladium, der leverede teknik og studiefaciliteter til optagelserne.

”I efterkrigsaarene er Vesteuropa blevet overrendt af amerikanske filmtrupper, men Danmark er hidtil blevet skaanet,” bemærkede Egon C. Nielsen, da Politiken interviewede ham på filmens første optagedag, 1. juni 1954.

Nielsen håbede at kunne fremvise København fra sin bedste side i ”Flugten til Danmark”, så filmen kunne tjene som reklame i udlandet for vor hovedstads fortræffeligheder. ”Vi har her en forbilledlig baggrund for farvefilm-optagelser,” sagde han til Politiken om de københavnske tårne, parker og blandingen af gammelt og nyt.

Location Copenhagen 4: "H.C. Andersen" (USA 1952)

> LOCATION COPENHAGEN 1: Den danske pige (2015)
> LOCATION COPENHAGEN 2: Den trojanske hest (1950)
> LOCATION COPENHAGEN 3: En lektion i kærlighed (1954)

"... and all made up!". Dvd-framegrab fra traileren til "H.C. Andersen" (1952)

"Det vilde formodentlig være bedst for Amerikas rygte om den (filmen) slet ikke blev vist i Danmark, men det kan man jo heller ikke." Således skrev Informations korrespondent i USA, Arne Sørensen, i en artikel fra 25. november 1952.

Ordene gjaldt musicalfilmen "Hans Christian Andersen", som Arne Sørensen netop havde set til verdenspremieren på Broadway i New York. Han spåede, at producenten Samuel Goldwyns stort opsatte farvefilm om H.C. Andersen ville blive grinet ud af publikum i den verdensberømte eventyrforfatters hjemland.

Problemet med "Hans Christian Andersen" var ifølge Arne Sørensen først og fremmest, at handlingen - om en fynsk skomager og fantast, der bliver ulykkeligt forelsket i en københavnsk ballerina - højst besad overfladiske ligheder med H.C. Andersens virkelige livshistorie. Også filmens scenerier og dekorationer, der alle var opbygget i studiet, vidnede om en meget fri forståelse af dansk geografi og lokalkolorit. Af samme årsag valgte Samuel Goldwyn at indlede "Hans Christian Andersen" med denne ansvarsfraskrivelse:

Klar varedeklaration? Dvd-framegrab fra forteksterne til "H.C. Andersen" (1952)

"Det generer saamænd ikke mig, at der gaar æsler paa gaderne i Odense," skrev Arne Sørensen videre i Information.

"Men jeg ærgrer mig over, at man har givet de fynske bønder bayerske jægerjakker paa, og at ordene Copenhagen og Hans, der begge forekommer utallige gange i replikkerne, hverken udtales paa engelsk eller dansk, men paa et meget voldsomt og pedantisk tysk. I det hele taget saa er der over hele miljøet en ubehagelig duft af tysk fyrstendømme."

”First film of the scope and size of ”Hans Christian Andersen” to be produced without a single location shot!”

- filmens amerikanske pressemeddelelse fra RKO Radio Pictures

Hollywoods musicalversion af Odense i 1800-tallet. Dvd-framegrab fra "H.C. Andersen" (1952).

"Odense School". Dvd-framegrab fra "H.C. Andersen" (1952).

Skomager ved en skillevej. Dvd-framegrab med Danny Kaye fra "H.C. Andersen" (1952).

"LEGO Batman Filmen": Interview med Lars Thiesgaard

Dubbing, eller eftersynkronisering, er trods sin store udbredelse et ubeskrevet blad i dansk kulturhistorie. Men det vil podcasten MED DANSK TALE lave om på!

Over ti afsnit fortæller MED DANSK TALE historien om dansk dubbing på film og tv. En lang række kendte skuespillere, instruktører og eksperter løfter sløret for det kreative arbejde, der ligger bag de tegnefilmstemmer og replikker, vi alle husker fra vor barndoms oplevelser i biografen og foran skærmen.

Podcasten MED DANSK TALE er i skrivende stund ved at søge finansiering. Første afsnit har forventet premiere i efteråret 2017. Du kan følge med i udviklingen på Facebook og Twitter, hvor jeg også modtager lytterspørgsmål til kommende interviewpersoner:

> MED DANSK TALE på Facebook
> MED DANSK TALE på Twitter

En af de legender, du vil kunne møde i MED DANSK TALE, er den flittige stemmeskuespiller og dialoginstruktør Lars Thiesgaard, som gennem tre årtier har lagt danske ord i munden på et utal af animerede figurer fra Grisling til Superman. Men han bliver oftest genkendt som stemmen fra Lotto og Disney-reklamerne.

Danmarks usynlige ”Mr. Dubbing” er pt. videoaktuel med "LEGO Batman Filmen". Ud over at instruere lydsidens danske skuespillere har Lars Thiesgaard selv indtalt rollen som kommissær Gordon (spillet af Hector Elizondo i originaludgaven).

Her kan du læse det interview med Lars Thiesgaard, som jeg skrev til Dagbladenes Bureau tidligere på året. Lars Thiesgaard fortæller i artiklen om sin karriere som skuespiller og instruktør og nogle af de særlige udfordringer, der ligger i at eftersynkronisere udenlandske spillefilm og tv-serier til et godt og mundret dansk.



INTERVIEW MED LARS THIESGAARD
Manden med de mange stemmer
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, februar 2017

Da Lars Thiesgaard voksede op i Gråsten i 1960'erne, løb han og de andre drenge rundt i skovene og råbte ”Hændihou”.

”Det var, fordi de altid sagde ”Hände hoch” (hænderne op, red.) i cowboyfilmene på tysk tv,” forklarer han.

Mens tyskerne og andre europæiske folkeslag udstyrer alle film og tv-serier med nye lydspor på deres lokale sprog, er det i Danmark kun børne- og familieunderholdningen, der får etiketten ”Vi taler dansk” hæftet på plakaten.

En lille håndfuld lydstudier arbejder herhjemme på fuld tid med eftersynkronisering eller dubbing, som det hedder i fagsproget. Nogle få stemmeskuespillere er så efterspurgte, at de sjældent træder uden for lydbåsen og ind foran et kamera. At Lars Thiesgaard alligevel er et kendt navn blandt publikum, vidner om den 57-årige stemmekunstners evne til at skabe mindeværdige figurer bag en mikrofon.

”Jeg går konstant og lytter til, hvordan folk taler. Jeg kan slet ikke lade være,” siger manden med de mange stemmer.

”Hvis jeg hører et radioindslag med en fisker, der bliver interviewet på kajen i Esbjerg, lægger jeg straks mærke til hans måde at tale på og lagrer den mentalt.”

"Nocturnal Animals - Natdyr": Brie interviewer Tom Ford

"Nocturnal Animals", Tom Fords anden spillefilm som instruktør, udkom på dansk dvd og blu-ray den 25. maj 2017.

Teksturerne i Seamus McGarveys yppige fotografering står smukt i HD, men desværre indeholder udgivelsen fra Universal/Sony kun sølle 11 minutters ekstramateriale. Den ambitiøse, romantiske thriller, som i biograferne bar undertitlen "Natdyr", kunne ellers nok fortjene et kommentarspor, der stikker dybere end de overpædagogiske soundbites, Ford tilbyder i de korte featuretter.

Hovedpersonen i "Nocturnal Animals" er den ulykkeligt gifte galleriejer Susan (Amy Adams), der modtager et romanmanuskript fra sin eksmand, Edward (Jake Gyllenhaal), som hun ikke har set i årevis. I bogen, der hedder 'Natdyr', bliver Edwards alter ego, Tony (også Jake Gyllenhaal), terroriseret af lokale bøller, der kidnapper hans kone og datter under en natlig køretur gennem Texas. Den lidt forsagte Tony indleder en vendetta mod gerningsmændene, og under den nervepirrende læsning af manuskriptet går det op for Susan, at bogens handling er inspireret af hendes og Edwards eget kuldsejlede forhold.

Tom Ford, der til daglig er modedesigner, har både instrueret, produceret og skrevet drejebogen til ”Nocturnal Animals – Natdyr” efter inspiration fra Austin Wrights roman ”Susan and Tony” fra 1993. I filmens pressemateriale beskriver Tom Ford handlingens tematik med disse ord:

“Filmen tjener som et afskrækkende eksempel på, hvordan vi alle må affinde os med de valg, vi træffer på vores vej gennem livet, og de konsekvenser, som vores beslutninger kan have. I en engangskultur, hvor alting – også vores forhold – i stigende grad bliver kasseret uden omtanke, er dette en fortælling om loyalitet, pligttroskab og kærlighed. Det er en historie om den isolation, vi alle føler, og om vigtigheden af at sætte pris på de personlige forbindelser, der støtter os gennem tilværelsen.” – Tom Ford

Jeg interviewede multikunstneren Tom Ford for Børsen på sidste års London Film Festival. Herunder kan du læse den lange og hidtil upublicerede version af mit interview om "Nocturnal Animals - Natdyr".

> Hør anmeldelse af "Nocturnal Animals" samt interviewbidder med Tom Ford og skuespilleren Aaron Taylor-Johnson i Cinemajour 14

Twin Peaks vender tilbage: "I en by som Twin Peaks er ingen uskyldig"

Snart er ventetiden ovre. I tre uger har jeg delt minder, historier og billeder på Facebook og Twitter for at tælle ned til mandag 22. maj. Den dag, vi aldrig troede skulle oprinde: Den dag, hvor David Lynch og Mark Frost genopliver "Twin Peaks" med en tredje sæson efter 26 års pause.

(Det skulle selvfølgelig have været 25 år, jævnfør Laura Palmers famøse replik i Det Sorte Hjemsted. Men ting tager den tid, ting tager.)

Da Frost og Lynch i oktober 2014 gjorde det officielt på Twitter, at de satte tyggegummiet i produktion igen, hev DR2 Dagen mig og Keld Reinicke i studiet til en snak om, hvad vi som Twin Peaks-fans forventede os af seriens sensationelle genkomst. Halvandet år senere ved jeg ikke meget mere om den nye Twin Peaks end dengang, ud over hvem der medvirker, og at de første fire kapitler kan ses i Danmark fra på mandag. Og jeg ELSKER, at intet er sevet ud. Det kan stadig lade sig gøre at have hemmeligheder i Twin Peaks.



"Twin Peaks: The Return" er produceret til kabelkanalen Showtime i USA og er inddelt i 18 kapitler. I Danmark kan sæson 3 ses eksklusivt på abonnementstjenesten HBO Nordic, hvor de første to dele har premiere mandag 22. maj. De næste to dele vil blive gjort tilgængelige samme dag. Som noget nyt er samtlige 18 timer af den nye Twin Peaks instrueret af David Lynch og skrevet af ham og Mark Frost i fællesskab.

PS: Den nedenstående artikel om "Twin Peaks" skrev jeg for Dagbladenes Bureau i oktober 2014. Teksten er tænkt som en begyndervenlig indføring i Mark Frost og David Lynchs banebrydende tv-serie. For en god ordens skyld skal det nævnes, at både jeg og den tv-serieforfatter, som er artiklens primære kilde, deltog i de nævnte "Twin Peaks"-maratonvisninger i 1990'erne. Det var tider!

PPS: Den 6. maj svarede Sherilyn Fenn (Audrey Horne) på et af mine tweets. Nogen ville mene, at min nedtælling toppede dér.

@BrianIskov @brad_d_ @TwinPeaksBook ugh....revision.....what I hated was that TwinPeaks seemed to be losing its way.

— sherilynfenn (@sherilynfenn1) 6. maj 2017

Ole Stephensen om "Walter & Carlo i Amerika"

● DENNE ARTIKEL ER SAMPUBLICERET MED JAMES BOND•O•RAMA.DK

Ole Stephensen fortæller om den dag i 1989, hvor han instruerede og spillede over for Clifton James – bedre kendt som sherif J.W. Pepper i James Bond-filmene

I lørdags, 15. april 2017, sov Clifton James stille ind i Oregon, USA. Den amerikanske skuespiller var kendt af James Bond 007-fans for sin komiske birolle som røvballesheriffen J.W. Pepper i Roger Moores to første Bond-film, "Lev og lad dø" (Live and Let Die, 1973) og "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, 1974).

Modsat vores norske og svenske nabolande har kun få medier i Danmark fundet det værd at nævne den 96-årige skuespillers bortgang. Clifton James' cameorolle i folkekomedien "Walter & Carlo i Amerika" fra 1989 ligner ellers en decideret foræring til redaktionssekretærer med løstsiddende danskervinkel.

Clifton James i "Walter & Carlo i Amerika" (1989) - framegrab

Clifton James dukker op en time og seks minutter inde i "Walter & Carlo i Amerika", hvor han spiller texaneren John D. Donut (i slutteksterne blot kaldet "Tex"). Han besøger en skandinavisk udstilling i New York City og brokker sig højlydt til sin kone over at blive slæbt med på endnu et museum, hvor han – "en gammel marinesoldat" – ikke engang må ryge. Figuren, der er klædt i spraglet skjorte, cowboyslips og cowboyhat, adskiller sig ikke stort fra J.W. Pepper, som han tydeligvis skal minde om.

I sit ene, korte bidrag til dansk filmhistorie optræder Clifton James over for Ole Stephensen (Walter) og Jarl Friis-Mikkelsen (Carlo). Parret både skrev og instruerede denne tredje film i serien om Walter von Heimweh, den nydelige steward, og hans dominerende ven, hælebarsejeren Carlo Jensen.

"Jarl og jeg skrev rollen med Clifton James i tankerne," bekræfter Ole Stephensen over for James Bond•O•Rama.dk.

"Vi valgte ham netop ud fra hans medvirken i Bondfilmene. Hans varemærke var den her skråtyggende, gammelkloge smartass af en sydstatssherif, og det var den accent og attitude, den karikatur, vi var ude efter," siger Ole Stephensen.

Ole Stephensen og Clifton James i "Walter & Carlo i Amerika" (1989) - framegrab

"Det er jo ikke en kæmpe rolle, han har – han var bare med på en enkelt optagedag – så det var ikke hamrende vigtigt, at Clifton James sagde ja. Men vi syntes, det var sjovt, netop fordi mange i 1989 stadig havde den reference til ham fra de to Bond-film. Det var i princippet sheriffen fra Bond-filmene, der af en eller anden grund var på ferie i New York og havde forvildet sig ind på den udstilling," fortsætter Ole Stephensen.

Location Copenhagen 3: "En lektion i kærlighed" (Sverige 1954)

> LOCATION COPENHAGEN 1: Den danske pige (2015)
> LOCATION COPENHAGEN 2: Den trojanske hest (1950)

En af de første væsentlige, udenlandske tonefilminstruktører, som lagde vejen forbi København for at optage scener til sine spillefilm, var selveste Ingmar Bergman (han havde selvfølgelig heller ikke så langt fra Malmø).

Original dansk filmplakat (1955) - fra Plakatforretningen.dk

I Bergmans svenske film ”En lektion i kærlighed” (En lektion i kärlek, 1954), der havde dansk premiere i februar 1955, er sidste akt henlagt til Nyhavn. Dermed indstiftede Ingmar Bergman en mangeårig tradition for, at internationale film hensat til København helst skal indeholde billeder fra de berømte, over 300 år gamle kajgader.

Til birollen som Lise – en bramfri nyhavnspige, der hverves til at forføre en svensk kvindelæge (Gunnar Björnstrand) på vulkaner i det københavnske natteliv – valgte Bergman skuespillerinden Birgitte Reimer, krediteret på forteksterne som ”Birgitte Reimers”. Hun var 27 år, da optagelserne stod på i sensommeren 1953.

Interview med Birgitte Reimer - klik for at forstørre

Nyhavnsbaren, hvor Birgitte Reimer ægger klientellet i skulderløs trøje og torpedo-BH, var dog ikke en ægte københavnerbeværtning, men en dekoration opbygget i Svensk Filmindustris studier i Stockholm. Under optagelserne måtte Reimer tre gange flyve fra København til Stockholm og tilbage igen på samme dag, idet hun havde engagement på Apollo-Teatret om aftenen.

Nogle få udendørs optrin fra det autentiske Nyhavn er med i den færdige film. Optagelserne blev lagt tidligt om morgenen for at undgå forstyrrende tilskuere. I en samtidig avisreportage fra indspilningen forlød det, at nogle morgenduelige lokale alligevel kom forbi og tilbød at rulle en af svenskerne på filmholdet ”af hensyn til lokalkoloritten”. (Nyhavn havde i 1950'erne ry for at være ”et rigtigt skummelt sted”, som det fremgår af en replik i filmen).

Reportage fra indspilningen - klik for at forstørre

”En lektion i kærlighed” var alvorsmanden Bergmans første forsøg ud i lystspilgenren, efter at et komisk afsnit af hans forrige film, ”Mens kvinder venter”, fik en overraskende god modtagelse af såvel kritikere som publikum.

”Det kunne lige saa godt være blevet en tragedie, men alt ordnede sig, og derfor blev det en komedie.”

- Ingmar Bergman om handlingen i sin film "En lektion i kærlighed" (1954)

Jørgen Budtz-Jørgensen anmeldte ”En lektion i kærlighed” i Nationaltidende 08.02.55. Han skrev blandt andet: ”[Reimer] er meget sjov og pikant som forførende Kunstnermodel i en af Nyhavns Beværtningskældre, hvor der udfolder sig en svensk Ønskedrøm af et Leben. Hej, du gamla, lad os tage den første Baad til Köpenhamn!”

Informations anmelder skrev om Birgitte Reimers indsats: ”Hvis nyhavnspigerne virkelig saa ud som hun, var stedet verdensberømt og vi kunde afskedige [Mogens] Lichtenberg [Københavns daværende turistchef, red.] og afskrive valutapuklen.” (08.02.1955)

De danske dagbladsanmeldere var generelt positivt stemte over for Ingmar Bergmans første lystspil. Land og Folks Werner Thierry fandt ”En lektion i kærlighed” ”lykkeligt fri for den forskruede filosofi og den affekterte stil, der ellers er karakteristisk for Bergmans film”. (08.02.1955)

Kun Ole Brandstrup i Berlingske Aftenavis var decideret hård i tonen: ”[Bergman] kunne stadig drive det til noget exceptionelt som Personinstruktør, dersom han kunde lade være at skrive Rollerne og Replikkerne selv” (08.02.55).

”For at lokke de stakkels hvileløse danske Husarer ind har Bergman indlagt Birgitte Reimer som Nyhavnspige og gjort København til Skueplads for en Slutning, hvis overdaadige Idioti ikke har andre Steder hjemme end til Nød i Paris.”

- Ole Brandstrup i Berlingske Aftenavis' anmeldelse, 08.02.55

Optagesteder (juli-august 1953):

"La La Land": Interview med Ryan Gosling, Emma Stone og Damien Chazelle

Siden "La La Land" fejede benene væk under festivalpublikummet i Venedig og Toronto for et halvt år siden, har filmen samlet 14 oscarnomineringer, 7 Golden Globes og en bunke andre priser op på vejen hertil.

I dag når "La La Land" langt om længe de danske biografer. Jeg så den første gang i Toronto, og mine to efterfølgende gensyn på stort lærred har kun gjort mig mere smaskforelsket i Damien Chazelles brusende ode til drømme, jazz, romantik og gammeldags Hollywood-filmmagi.



“La La Land” hylder 1950'ernes luksuriøse MGM-musicaler, men bryder genren gennem den franske nybølges prisme, så man mærker et stik af knuste drømme under de overdådige primærfarver.

Store dele af filmen er optaget i lange, uklippede indstillinger med Steadicam og/eller kamerakraner. Det gælder også de koreograferede sang- og danseoptrin, som Ryan Gosling og Emma Stone øvede i tre måneder, inden optagelserne gik i gang.

”Damiens kærlighed til film og biografoplevelsen er smittende. Han taler meget om at ville lave film, som man har lyst til at se på det store lærred med et publikum.”

- Ryan Gosling om Damien Chazelle på TIFF 2016

Jeg var så heldig at få interview på Toronto Film Festival i september 2016 med instruktøren og forfatteren bag ”La La Land”, Damien Chazelle, samt begge filmens hovedrolleskuespillere, Emma Stone (Mia) og Ryan Gosling (Sebastian).

Alle tre er nominerede til oscarpriser for deres indsats, og Chazelle og Stone er i skrivende stund storfavoritter for hhv. bedste instruktion og kvindelige hovedrolle. Hvis Damien Chazelle vinder, bliver han som 32-årig den yngste oscarmodtager nogensinde i instruktørkategorien. Jeg kommenterer traditionen tro hele oscaruddelingen live sammen med Filmnørdens Hjørne, når showet afvikles natten til mandag 28. februar dansk tid.

"Vaiana" (Moana): Disney-interview med John Musker og Ron Clements

> CLICK HERE FOR THE JOHN MUSKER & RON CLEMENTS "MOANA" INTERVIEW IN ENGLISH

I dag, torsdag 2. februar 2017, er der dansk biografpremiere på Disneys seneste animationsfilm, "Vaiana" (Moana).

Det computeranimerede eventyr om den polynesiske høvdingedatter Vaiana og hendes møde med halvguden Maui er den 56. film i Walt Disney Feature Animations såkaldte klassikerrække.



"Vaiana" er instrueret og delvist skrevet af John Musker og Ron Clements, der begge er 63 år og garvede Disney-gubber. Sammen har de begået "Mesterdetektiven Basil Mus" (The Great Mouse Detective, 1986), "Den lille havfrue" (The Little Mermaid, 1989), "Aladdin" (1992), "Herkules" (Hercules, 1997), "Skatteplaneten" (Treasure Planet, 2002) og "Prinsessen og frøen" (The Princess and the Frog, 2009).

Jeg mødte makkerparret Musker og Clements, da de besøgte København i januar på deres skandinaviske presseturne. Herunder kan du læse, hvad de havde at fortælle om "Vaiana" – og ganske som med filmen, der både vises på dansk og engelsk i biograferne, får du muligheden for at vælge mellem den danske oversættelse og det engelske originalsprog.

Endelig kan du høre lyden fra mit interview med Musker og Clements, hvis du afspiller podcasten Cinemajour 15 fra Filmnørdens Hjørne. Indslaget starter 18 minutter inde i podcasten (det er Musker i venstre kanal og Clements i højre).

Anden halvdel af interviewet, hvor Musker og Clements ser tilbage på deres tidligere Disney-film, følger senere i 2017.


INTERVIEW OM "VAIANA"
John Musker og Ron Clements
af Brian Iskov, januar 2017

Brian Iskov: Når man tænker på, hvor længe I har arbejdet for Walt Disney Animation, er det næsten utroligt, at ”Vaiana” er jeres første computeranimerede spillefilm.

John Musker: Ja, vi har lavet håndtegnet animation i snart 40 år.

Ron Clements: Vi har flirtet med computeranimation i næsten alle vores film, helt tilbage til ”Mesterdetektiven Basil Mus”, som var vores første film som instruktørpar. Sekvensen inde i Big Bens klokkeværk havde faktisk den første brug af computeranimation [i en Disney-tegnefilm, red.], ”Den lille havfrue” havde digitale fisk, og i ”Aladdin” brugte vi computer til scenerne med det flyvende tæppe. ”Vaiana” er på sin vis det modsatte: en film, der hovedsagelig er animeret digitalt, men også rummer nogle håndtegnede elementer i form af Mauis tatoveringer [animeret af bl.a. Disney-veteranerne Eric Goldberg og Mark Henn, red.].

"Manchester by the Sea": Interview med filmkomponist Lesley Barber

Vi hører sjældent om dem, men de findes derude – de kvindelige filmkomponister. Bries Blog-O-Rama mødte nogle af dem på sidste års Toronto Film Festival. Her er det første interview i serien (på engelsk).



Canadiske Lesley Barber har senest komponeret underlægningsmusik til Kenneth Lonergans drama ”Manchester by the Sea”, som havde dansk biografpremiere torsdag 19. januar.

Selvom "Manchester by the Sea" ligger lunt i svinget til årets oscarnomineringer, er Lesley Barbers musik ikke med i opløbet. Det Amerikanske Filmakademi valgte at diskvalificere lydsporet, fordi det indeholder flere eksisterende stykker klassisk musik, der anvendes på linje med Barbers nykomponerede cues. (Diskvalificeringen skete, efter at det nedenstående interview fandt sted.)

Lesley Barber har tidligere skrevet musik til bl.a. Kenneth Lonergans ”You Can Count on Me” (2001), Mary Harrons ”The Moth Diaries” (2011) og Patricia Rozemas ”Mansfield Park” (1999). Uddrag fra mange af Lesley Barbers scores kan høres på hendes hjemmeside, lesleybarber.com.

Barber er medlem af Alliance for Women Film Composers.

---

FOR FOREIGN READERS: Canadian film composer Lesley Barber has written the music score for Kenneth Lonergan's recent Oscar contender "Manchester by the Sea" (2016) as well as Lonergan's "You Can Count on Me" (2001). Other works include Mary Harron's "The Moth Diaries" (2011) and Patricia Rozema's "Mansfield Park" (1999).

The following interview with Lesley Barber took place at Toronto Film Festival 2016, before Barber's score for "Manchester by the Sea" was deemed ineligible for Academy Award consideration by the Academy of Motion Picture Arts and Sciences (AMPAS).

Lesley Barber - publicity photo

"Jackie": Brie interviewer Natalie Portman

Da John F. Kennedy, De Forenede Staters 35. præsident, besøgte Paris i juni 1961, fulgte hans hustru med. Jacqueline Kennedy tog franskmændene med storm, og deres jubel over førstedamen fik JFK til at indlede en pressekonference med ordene: ”Jeg er manden, der ledsagede Jackie Kennedy til Paris.”

”Jackie var glad for, at JFK var stolt af hende, for på valgturneen i 1960 havde hans stab gjort alt for at gemme hende af vejen. De mente, at hendes haute couture og touperede frisure ville fremmedgøre Amerikas kvinder, og at de ville opfatte hende som en elitær snob. Men så snart hun blev førstedame, elskede alle hendes stil og begyndte at efterligne den. De lærte fransk og fik sat håret ligesom hende,” fortalte Natalie Portman, da jeg interviewede hende på Toronto Filmfestival 2016.

> TIFF 2016: Vor mand i Toronto, 1. del
> TIFF 2016: Vor mand i Toronto, 2. del



Den israelsk-amerikanske skuespiller har hovedrollen i Pablo Larraíns biografaktuelle ”Jackie”, der følger fru Kennedy på tæt hold i dagene efter snigmordet på præsidenten i Dallas i november 1963. Filmen tegner et stærkt øjebliksbillede af en ikonisk kvinde, som midt i sit livs tragedie finder styrke til at træffe nogle svære beslutninger.

Som det altdominerende midtpunkt yder 35-årige Natalie Portman en stor præstation i en krævende rolle. Jackie Kennedy befinder sig i forskellige stadier af sorg gennem hele filmen, og kameraet forlader sjældent skuespillerens ansigt.

”Før havde jeg det samme billede af Jackie Kennedy som de fleste andre. Det handlede mest om hendes tøj, hendes hår, hende som et symbol på værdighed og elegance,” sagde Natalie Portman i Toronto. I arbejdet med rollen kunne Portman trække på sin BA i psykologi fra Harvard-universitetet, som hjalp hende til at forstå Jackies komplekse personlighed.

Natalie Portman i "Jackie" | pr-foto: Scanbox

Dette – og meget mere – kan du høre Natalie Portman fortælle om i Cinemajour 14, den seneste podcast fra Filmnørdens Hjørne. Podcasten, der udkommer i dag på filmens danske premieredato, torsdag 12. januar, indeholder nemlig adskillige eksklusive lydbidder fra mit interview med Portman i Toronto.