OBS: DR Ramasjang viser tegnefilmen "Asterix indta'r Rom" fra 1976 i morgen onsdag den 25. marts klokken 8.30. Filmen kan efterfølgende ses online på dr.dk/ramasjang.
Forlaget Cobolt er pt. i gang med at genudgive alle Asterix-historierne i luksussamlebind med nyt ekstramateriale: cobolt.dk
ASTERIX: Det rene gallermatias
Tekst: Brian Iskov (med input fra Jakob Stegelmann) 2010Må ikke gengives helt eller delvist uden forudgående aftale
Alle illustrationer © Les Éditions Albert-René; fra "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - den store troldspejlsbog" (Carlsen 2010)
Kalenderen viser år 50 før Kristi fødsel. Hele Gallien, det nuværende Frankrig og Belgien, er besat af romerne – altså italienerne, dem fra Rom – under Julius Cæsars kejserlige befaling. ”Men hersker der virkelig ro og nyordning overalt?”.
Sådan lød det retoriske spørgsmål, der med vanemæssig tryghed bød læseren velkommen på første side af ethvert nyt Asterix-album.
Og svaret lød i kor: Selvfølgelig gør der ikke det! Alle, der har læst Goscinny og Uderzos forrygende tegneserie vil vide, at der i det nordlige Bretagne, helt oppe ved Den Engelske Kanal, ligger en ukuelig lille landsby, som stædigt nægter at acceptere ”den historiske nødvendighed”.
Inde bag byens palisade bor en klynge uimponerede gallere i deres stråtækte stenhuse. Og de vil bare gerne have lov til at leve deres rustikke liv i fred og mag. Gå på vildsvinejagt i de omliggende skove. Kværulere over hørmen fra fiskehandlerens bod. Drikke, feste, slås og synge.
Men når nu Julle (som gallerne ynder at titulere Romerrigets leder) bliver ved med at pudse sine tropper på beboerne i den idylliske kystby, har de intet andet valg end at slå (dem) tilbage. Og det gør de så, endda med udelt succes og fornøjelse. For lokalpatriotisme afgør ikke modstandskampen alene.
I sin gyldne sejdkedel brygger druiden Miraculix den magiske drik, som sætter turbo på gallernes muskelkraft. Et rask slagsmål om dagen holder imperiet fra døren, og når et enkelt velrettet dask kan sende en legionær gennem skyerne, så fuglene skræpper forundret over den fremmede gæst, er de stakkels ydmygede romersoldater kun alt for vidende om, at deres mission for Cæsar er til grin.
Intrigen mellem gallerne og den såkaldte overmagt varieres kløgtigt fra album til album, som når Gøg og Gokke bygger hus, eller Tom sætter efter Jerry. Vi ved, hvad der skal ske – men glæder os til at opleve, hvordan det sker. Og forfatteren René Goscinnys evne til at bygge en situation op var helt eminent.
Han sørgede for en skummende strøm af tilbagevendende gags, som både boblede op på de mest indlysende steder, og hvor man mindst ventede det. Samtidig forviklede han plottet mere og mere for hver side, indtil alt forløstes i et lystigt brag af et bråvallaslag. Den rituelle uddeling af øretæver genoprettede tingenes (s)tilstand og sendte en utvetydig melding til magtens centrum i Rom: Den lille mand overgiver sig aldrig!
Blæksprutter i solbærsyltetøj
Den franske albumserie om den lille, joviale kriger Asterix og hans store, bomstærke ven Obelix hører til klassikerne inden for europæiske humortegneserier. Og historierne fra storhedstiden i 1960'erne og 1970'erne er stadig udsøgt læsning, fyldt med herlige detaljer, storslået satire og veloplagt studentikost pjat.
Forfatteren René Goscinny og tegneren Albert Uderzo havde allerede lavet flere serier sammen, blandt andet den ganske skægge indianerkomedie ”Umpa-pa”. Men ”Asterix” blev deres genistreg. Da de startede gallerserien år 1959 e.Kr. i tegneseriebladet Pilote, gik Uderzos dynamiske karikaturer og Goscinnys underfundige humor op i en højere enhed.
”Han kan tegne alt, selv blæksprutter, der slås i solbærsyltetøj”, sagde Goscinny om sin makker. Og man mærkede, at tegneren havde gjort sin research. Alt fra gallerbyens stemningsfulde miljø til romernes uniformer var omhyggeligt detaljeret, men helt uden den smagfulde pertentlighed, man fandt hos Tintin og den rene linjes mester, Hergé.
For Uderzos stil var langt mere kontant. Alt, der kom ud af hans pen, spruttede af liv og bevægelse. Tegningerne i Asterix-serien er på én gang robuste og raffinerede, og selv om stregen altid er karikeret, med store næser og større gestik, var Uderzo meget præcis i sit udtryk.
Goscinny matchede ham hele vejen, når han gavmildt krydrede sine historier med skjulte (og knap så skjulte) hints til fænomener fra læsernes samtid. Ligesom Uderzo havde Goscinny tydeligvis fulgt med i skolens oldævl- og latintimer. Store dele af ”Asterix” tager direkte udgangspunkt i historiebøgerne, om end fakta som regel er vredet op, strukket ud og hængt til tørre i humorens tjeneste.
De bedste Asterix-album krydrer de hæmningsløse slagsmål med en rigdom af iagttagelser, som rummer mange fine pointer om vores verden i dag. Blandt andet derfor holder ”Asterix” sig tidløst frisk – hvor ”Tintin”, alle sine kunstneriske kvaliteter til trods, kan virke lettere bedaget på yngre læsere, selv om den foregår i det 20. århundrede.
Moderne bygningskunst får et rap over neglene i ”Asterix og Kleopatra”, hvor arkitekten Linealis er ude af stand til at slå en lige streg med blyanten. Sportsidioti udstilles i ”Asterix … olympisk mester!”, mens militarismen står for skud i ”Asterix i trøjen”, og bureaukratisk papirnusseri bliver latterliggjort ved enhver given lejlighed. Det er træfsikker satire af fineste udtræk – og stadig sært relevant i vores statsstyrede Europa anno 2010.
De er skøre, de europæere!
Uderzos familie kom fra Italien og vidste ikke helt, hvad de skulle mene om seriens konstante pegen fingre ad romerne. En anden af Goscinnys kæpheste var nemlig hans trang til at parodiere andre folkeslags nationale skikke og fordomme.
De sproglige forskelle lod Uderzo finurligt illustrere gennem en opfindsom brug af talebobler. For tyskerne udtrykker sig naturligvis også mundtligt i gotiske bogstaver – ligesom skandinavernes ord rammer luften som fuldt formede runer.
I ”Asterix og briterne” klør gallerne sig i håret over nabofolkets snurrige sprogbrug – fordi de roder op den ordstilling al den stund, du ved. De fatter heller ikke britens mærkelige vane med at bede om ”en kop varmt vand med en lille bid af mælk” ud på eftermiddagen.
Meget bedre går det ikke hos egypterne, hvis talebobler består af lutter hieroglyffer. Men som Obelix hurtigt konstaterer efter at have opgivet at lære krimskrams: Den flade hånds sprog går rent ind i alle verdenshjørner.
Skandinaverne er som nævnt også med, selv om mødet med normannerne, altså vikingerne, rammer et par århundreder skævt på virkeligheden. Særlig skøn er passagen i ”Asterix opdager Amerika”, hvor vikingernes ”store norske Grand Danois” kommer på ”gø-fod” med Idéfix – for så langt er der trods alt ikke fra gallerkræets keltiske ”vaov” til den norrøne kæmpehunds ”wåøw”!
Albert og René - den dynamiske duo
Indtil 1951 kendte René Goscinny og Albert Uderzo ikke til hinandens eksistens. Den lille parisiske forfatter med det fremtrædende talent voksede op i Argentina, hvor han gik på kunstskole. Siden knoklede Goscinny for føden som assisterende reklametegner i den franske hovedstad, før han prøvede lykken i USA. Men Amerika havde hverken brug for ham eller hans beskedne evner som billedkunstner.
Den et år yngre Uderzo var nået væsentlig længere med sine selvlærte tegnegaver. Allerede i skoletiden havde han travlt med at grifle mænd med store næser, og efter at have overvejet et liv som flymekaniker kastede han sig først over animation og derefter dagbladsillustration.
Da de to unge herrer på henholdsvis 25 og 24 år blev introduceret i Paris, svingede kemien med det samme. De oprettede deres eget presseagentur, og efter at have kreeret seks tegneserier i løbet af syv år, ramte de plet med ”Asterix”. Med den gæve galler som spydspids blev parrets blad, Pilote, en uvurderlig rugekasse for andre franske tegneres guldæg de næste mange år.
Den energiske Goscinny var ikke blot Pilotes redaktør og Asterix' forfatter. Han skrev samtidig alle historier til ”Lucky Luke” og arbejdede på mindst 20 andre serier, hvoraf den bedst kendte må være ”1001 nat”-parodien ”Iznogood” (1962-), tegnet af Tabary. Med albummene om den koleriske storvesir, der igangsætter det ene hårrejsende araberkomplot efter det andet i sin iver for at blive ”kalif i stedet for kaliffen”, boltrede Goscinny sig i balstyrigt vås og vittig ondskab.
Farvel, Goscinny
Uderzo skulle til at tegne side 37 i Asterix-historien ”Styrkeprøven”, da et hjerteanfald væltede Goscinny af motionscyklen under en rutineundersøgelse. Han var kun 51 år. Dødsfaldet berøvede den franske tegneserie sit kraftcenter i november 1977. Nu stod Asterix, Lucky Luke og Iznogood uden far. Og Uderzo uden partner.
”Styrkeprøven” blev lagt i skuffen af Uderzo, der dog skulle blive endnu mere rystet, da forlæggeren med en retskendelse i hånden tvang ham til at færdigtegne albummet, mod Goscinnys udtrykkelige ønske. Nogle hævder, at man tydeligt kan udpege, hvor i historien Goscinny dør. Fra side 37 mister tegningerne deres glød, og himlen over gallerne trækker sig sammen i beklemmende gråvejr.
Den triste lille kanin, som skimtes i udkanten af den traditionelle festbanket i albummets afsluttende billedrude, var Uderzos sidste hilsen til sin makker. Det sørgende dyr repræsenterede Goscinnys enke, Gilberte, hvis kælenavn, ”Le Lapaing”, er sydfransk dialekt for ”kaninen”.
Efter at have sundet sig i nogle år valgte Uderzo at fortsætte på egen hånd, og selv om tegningerne holdt deres høje standard, er historiernes kvalitet kun gået fælt ned ad bakke siden. Det er tydeligt, at Goscinny var seriens egentlige trylledrik, og Uderzo har ikke fundet opskriften siden mesterens bortgang. I stedet har han med vold og magt holdt deres fælles skabning i live ved at udnytte figurerne massivt i andre sammenhænge, såsom film og forlystelsesparker.
Måske et fornuftigt træk, for de nyere album er intet værd, og med sit 33. værk, ”Da himlen faldt ned om ørerne”, ramte Uderzo bunden, da gallerne fik besøg af Disney-figurer fra det ydre rum! Men som vi sagde i Troldspejlets anmeldelse: ”Årsagen til, at Uderzo overhovedet bliver ved med at lave Asterix-album, må være, at de hver gang udkommer i omkring otte millioner eksemplarer – hvilket jo er en post, man må regne med.” Og ganske rigtigt: Album nr. 34 lå klar til Asterix' 50-års fødselsdag i oktober 2009.
PÅ DANSK VED PER DÅ
Hos Uderzo kunne René Goscinny afsætte alle de vandede ordspil, som Lucky Luke-tegneren Morris frabad sig i sin serie. De franske udgaver af ”Asterix” var derfor proppet med dobbelttydige brandere og dialektvitser, og at fragte de sproglige finter over landegrænserne, uden pointerne gik tabt på turen, krævede sin mand.Den mand var i Danmark Per Då. Gennem 36 år og 32 album har han nænsomt omplantet seriens meget franske univers, så man dårligt kan forestille sig opgaven løst morsommere, smukkere eller mere originalt. Per Dås dialoger danser og bruser på et mundret dansk, der samtidig er hyggeligt knudret og kreativt. Brugte nogen mon ordet ”gæv” i almindelig tale, før Då gjorde gallerne gæve i 1969?
Ligesom Andebys oversætter, Sonja Rindom, fik Då sin livsopgave ved et tilfælde. Han var redaktør på forlaget Gutenberghus, der stod for at udgive den første Asterix-historie, men de kunne ikke finde en oversætter, der turde binde an med Goscinnys tekst. Så tog Då affære og ordnede selv de første sider, mens budet fra trykkeriet stod og ventede i forkontoret.
Då var også redaktøren, der introducerede serien i bladet ”Fart & Tempo” i 1968 og dermed fik en hel generation af danske drenge hooket på den belgisk-franske serietradition. For nok var Tintin-albummene løbet ”Asterix” i forvejen med næsten ti år, men det var gallernes eventyr, der fængede og gav danskerne smag for de europæiske tegneserier. Og da først ”Asterix” brød igennem i albumformat, trak den ”Tintin” med sig op og åbnede for en lang perlerække af andet guld fra de fransk-belgiske skatkamre.
| Dansk navn | Beskrivelse | Album |
| Antabus | romersk legionær | Asterix – romernes skræk! |
| Cedur, Dedur, Edur, Efdur og Fisdur | gotere | Asterix og goterne |
| Elastix | upålidelig gallisk høvding | Asterix på skattejagt |
| Fredelig Pindehuggersøn | normannisk viking | Asterix og vikingerne |
| Nimbus Metrobus | rejsefører | Asterix og trylledrikken |
| Halgrim Helgrimsøn | normannisk viking | Asterix og vikingerne, Asterix opdager Amerika |
| Phazade | indisk prinsesse | I Østens fagre riger |
| Philurius | listig romersk adjudant | Tvekampen |
| Præfix og Suffix | gallisk ægtepar | Asterix – romernes skræk!, Asterix på Korsika |
| Vemmerdeh | indisk fidusmager | I Østens fagre riger |
| Viskisius | romersk centurion og svirebror | Obelix & Co. |
| Zurix | svejtsisk bankbestyrer | Asterix i Alperne |
Navneleg
Blandt Dås mesterstykker er hans slagkraftige danske svar på seriens mange opfindsomme navne, der i gallernes tilfælde deler endelsen ”-ix” – frit efter blandt andre frihedshelten Vercingetorix, som vitterlig eksisterede på Cæsars tid.
Samtlige figurer i serien er omvandrende ordlege, hvor vitsen forsvinder, hvis man kopierer den uændret til andre tungemål. Trubadurix hedder for eksempel Assourancetourix i sit hjemland – et navn, der lyder mistænkeligt meget som det franske ord for ”kaskoforsikring”, med den sigende forskel at 'assurance tout risque' ender på en sk-lyd.
Goscinny vendte bogstaverne i luften, så de landede på den karakteristiske ks-lyd i stedet for. Samme fiffige trick gentog han med resten af galleriet. En asterisk er den stjerne, man bruger til at angive fodnoter med i bøger. Og en obelisk er en høj, egyptisk stenstøtte. Hvad en Asterix og en Obelix derimod er for nogle størrelser, turde være velkendt.
Heldigvis kendte Per Dås hittepåsomhed ingen grænser, når han skulle duellere med Goscinny på dansk. Og hvis man ellers må sige den slags højt: Mange af figurernes danske navne rammer renere end de franske. Trubadurix ligger da bedre i munden end ”Kaskoforsikrix”. Og er det måske ikke mere passende at kalde en fiskehandler for Hørmetix end ”Alfabetisk-Ordenix”?
Då oversatte sit sidste Asterix-album i 2005 som 83-årig. Som vist nok den eneste i verden kunne han dermed prale af at have oversat alle hidtidige Asterix-album på nær ét, ”Den store grav”. Det tog hans kone, Inge – i hvert fald formelt – sig af, fordi dette bind som det eneste blev udgivet af Gutenberghus' konkurrerende forlag Interpresse.
ASTERIX INDTA’R BIFFEN
René Goscinny elskede film, så han var ikke sen til at løfte sine gallere over på det hvide lærred. Men først måtte de en tur forbi tv-skærmen, hvor en animeret Asterix og ditto Obelix delte en enkelt scene med en levende romer i tv-showet ”Deux romains en Gaule” (1967).Senere samme år fik Goscinny og Uderzo sig en overraskelse, da de blev præsenteret for en splinterny lang tegnefilm, der byggede på det første Asterix-album. Problemet var ikke så meget, at filmen var dårlig – for det var den – men snarere, at ingen af dem anede et muk om dens eksistens, før de sad i forevisningssalen og gloede vantro på lærredet. For de havde aldrig givet tilladelse til, at deres figurer måtte bruges til spillefilm. På den anden side var de heller aldrig blevet spurgt.
For at bevare kontrollen over Asterix' fremtidige filmkarriere, oprettede Goscinny og Uderzo i fællesskab Studio Idéfix, der nåede at udsende en enkelt tegnefilm inden Goscinnys død. Forfatteren gav dog tidligt udtryk for, at ideen om at lade rigtige skuespillere agere Asterix & Co. var dødfødt: De anatomiske forskelle var simpelthen for iøjnefaldende, mente han.
Åbenbart hørte Uderzo ikke efter, for i 1999 kom Asterix & Obelix i kød og blod, eller rettere ”I kamp mod Cæsar”. Den franske superstjerne Gérard Depardieus korpus og drankernæse gjorde ham sådan set selvskrevet til rollen som den tøndeformede Obelix, men selv om alle sejl var sat til, faldt den charmeforladte film tungt til jorden.
Generelt understreger de hidtil ni Asterix-tegnefilm og tre realspillefilm desværre, hvor svært det kan være at overføre tegnede figurer fra papir til lærred. Meget få af Asterix’ filmeventyr matcher albummenes friskhed, og seriens barokke humor føles ofte temmelig omstændelig, når der sættes levende billeder til.
Overraskende nok er det faktisk en af realfilmene, den fiffigt underspillede ”Asterix & Obelix 2: Mission Kleopatra” fra 2001, der bedst formår at ramme seriens drilske tone. Blandt tegnefilmene var ”Asterix og vikingerne” (2006) attraktivt produceret af danske A. Film, men ”Asterix og Kleopatra” (1968) og især ”Asterix indta’r Rom” (1976) havde flere morsomme scener – måske fordi Goscinny i sidstnævnte tilfælde skræddersyede en ny historie direkte til filmen. Et højdepunkt er den forrykte jagt på ”attest nr. 117”, hvor gallerne farer vild i den bureaukratiske labyrint, vi til daglig kalder det offentlige!
> Læs artiklen om optagelserne til filmen "Asterix & Obelix og briterne"
VIDSTE DU DET OM ASTERIX?
Vennerne Asterix og Obelix er født samme dag – ifølge den korte historie ”Asterix' fødsel”.Et fast indslag i ”Asterix” er de uheldige pirater, som uafladeligt krydser gallernes vej, selv om de gør alt i deres magt for at undgå dem. Såvel den frustrerede kaptajn Rødskæg som hans besætning er utilslørede parodier på figurerne fra sørøverserien ”Rødskæg” (Barbe-Rouge), der kørte sideløbende med ”Asterix” i Pilote fra bladets start i 1959.
Albert Uderzo og René Goscinny arbejdede sammen på seks andre serier, bl.a. ”Junior”, ”Kaptajn Kaj” og den mest kendte udover ”Asterix”, den humoristiske indianerserie ”Umpa-pa” (1958-62), som også er udgivet på dansk.
På computerspilfronten har man kunnet slås med Asterix og Obelix siden 1993. Dengang skete det på Atari; 26 år senere foregik løjerne på Nintento DS. Mange af spillene har været lidt kedsommelige platformspil, hvor det mest bare gjaldt om at banke romere og nedlægge et vildsvin eller to. Man har dog også set strategispil, der genskabte gallerkrigen – og dermed gav spilleren mulighed for at vinde over de ellers urørlige gallere!
Seriens figurer fik i 1989 deres egen forlystelsespark, Parc Astérix, som desværre ikke ligger i Bretagne, hvor den ifølge serien burde, men i Plailly godt 30 km nord for Paris. Her er den hyggelige landsby genskabt med omvandrende kæmpe-Asterix’er, rutsjebaner og kunstige legionærer, der dukker sig bag buske. Og er man sulten, står menuen i restauranten naturligvis på vildsvin.
Hvis man er interesseret i at kigge tegneren Uderzo over skulderen, så kan man gøre det i pragtudgaven af albummet ”Asterix og Latraviata” (2002), hvor hans blyantsskitser til serien er optrykt i fuldt format. Her kan man nærstudere alt det blyantskradseri og viskelæderarbejde, der skal til, før Uderzos assistenter rentegner, håndtekster og farvelægger siderne.
Asterix gæsteoptrådte i en anden berømt serie, da belgieren Hergé tegnede galleren som en kæmpe karnevalsmaske i sin historie ”Tintin og picaroerne” (1976). Uderzo gengældte æren ved at lade Asterix og Obelix møde Dupond og Dupont under deres belgiensbesøg i ”Styrkeprøven” tre år senere.
Uderzo tegnede sig selv og makkeren Goscinny ind i serien ved flere lejligheder. Kig selv efter i ”Asterix ... olympisk mester!” og ”Obelix & Co.” (hvor de begge er med) samt ”Asterix' odyssé” og ”Asterix på skattejagt” (kun Goscinny).
I 2009 gav Uderzo tilladelse til, at andre kunne fortsætte Asterix-serien efter hans død.
GALLER-IET
Asterix er snarrådig, renhjertet og på mange måder en flink fyr, om end han også kan være lidt af et bedrevidende brokkehoved. Hans temperament svinger ubesværet fra det hidsige til det blævrende sentimentale, og frem for alt elsker han et rask slagsmål og et bæger vin. Kort sagt: En typisk franskmand!Bautastenhuggeren Obelix er trods sin robuste fysik temmelig tyndhudet, og han stiller sig særlig nærtagende, når det gælder hentydninger til hans kropsvægt! Han elsker vildsvinesteg og at slå på tæven, men er også set uhelbredeligt hals-over-hoved forgabt i skønne kvinder. Og så faldt han i gryden med trylledrik, da han var spæd, hvorfor hans superkræfter har holdt sig helt op i voksenalderen.
Uden for slagterbutikken sidder der en lille, snehvid hund, da Asterix og Obelix ankommer til Lutetia (Paris) på deres rejse ”Gallien rundt” i 1963. Det pjuskede kræ løber troligt i hælene på gallerne i et genialt ”running gag”, der strækker sig helt fra albummets side 13 og til de allersidste ruder, hvor Obelix endelig opdager deres firbenede påhæng – og med øjeblikkelig virkning kaster al sin kærlighed på sin nye ven. Hunden fik sit navn gennem en navnekonkurrence i Pilote, og Idéfix har bevaret sin popularitet som seriens maskot lige siden, selv om den sjældent spiller nogen egentlig rolle i historierne.
Fakta: ASTERIX
Fransk humortegneserie
Skabt af: René Goscinny (forfatter) og Albert Aleandro Uderzo (tegner, forfatter fra 1980) i 1959
Troldspejlet anbefaler: ”Asterix som gladiator” (1962), ”Asterix og Kleopatra” (1963), ”Asterix og briterne” (1965), ”Asterix og vikingerne” (1966), ”Tvekampen” (1964), ”Asterix ... olympisk mester!” (1968), ”Byplanlæggeren” (1971)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar