Viser opslag med etiketten Asterix. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Asterix. Vis alle opslag

tirsdag den 24. marts 2020

Hyldest til Asterix: Albert Uderzo 1927-2020

I nat døde Albert Uderzo, 92 år gammel. For at hylde den franske tegner og medskaber af Asterix, min favorit blandt de klassiske fransk-belgiske albumtegneserier, bringer jeg her det kapitel om Asterix-serien, som jeg skrev til "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - den store troldspejlsbog" i 2010.

OBS: DR Ramasjang viser tegnefilmen "Asterix indta'r Rom" fra 1976 i morgen onsdag den 25. marts klokken 8.30. Filmen kan efterfølgende ses online på dr.dk/ramasjang.

Forlaget Cobolt er pt. i gang med at genudgive alle Asterix-historierne i luksussamlebind med nyt ekstramateriale: cobolt.dk

ASTERIX: Det rene gallermatias

Tekst: Brian Iskov (med input fra Jakob Stegelmann) 2010
Må ikke gengives helt eller delvist uden forudgående aftale
Alle illustrationer © Les Éditions Albert-René; fra "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - den store troldspejlsbog" (Carlsen 2010)

Kalenderen viser år 50 før Kristi fødsel. Hele Gallien, det nuværende Frankrig og Belgien, er besat af romerne – altså italienerne, dem fra Rom – under Julius Cæsars kejserlige befaling. ”Men hersker der virkelig ro og nyordning overalt?”.

Sådan lød det retoriske spørgsmål, der med vanemæssig tryghed bød læseren velkommen på første side af ethvert nyt Asterix-album.

Og svaret lød i kor: Selvfølgelig gør der ikke det! Alle, der har læst Goscinny og Uderzos forrygende tegneserie vil vide, at der i det nordlige Bretagne, helt oppe ved Den Engelske Kanal, ligger en ukuelig lille landsby, som stædigt nægter at acceptere ”den historiske nødvendighed”.

Inde bag byens palisade bor en klynge uimponerede gallere i deres stråtækte stenhuse. Og de vil bare gerne have lov til at leve deres rustikke liv i fred og mag. Gå på vildsvinejagt i de omliggende skove. Kværulere over hørmen fra fiskehandlerens bod. Drikke, feste, slås og synge.


Men når nu Julle (som gallerne ynder at titulere Romerrigets leder) bliver ved med at pudse sine tropper på beboerne i den idylliske kystby, har de intet andet valg end at slå (dem) tilbage. Og det gør de så, endda med udelt succes og fornøjelse. For lokalpatriotisme afgør ikke modstandskampen alene.

I sin gyldne sejdkedel brygger druiden Miraculix den magiske drik, som sætter turbo på gallernes muskelkraft. Et rask slagsmål om dagen holder imperiet fra døren, og når et enkelt velrettet dask kan sende en legionær gennem skyerne, så fuglene skræpper forundret over den fremmede gæst, er de stakkels ydmygede romersoldater kun alt for vidende om, at deres mission for Cæsar er til grin.

Intrigen mellem gallerne og den såkaldte overmagt varieres kløgtigt fra album til album, som når Gøg og Gokke bygger hus, eller Tom sætter efter Jerry. Vi ved, hvad der skal ske – men glæder os til at opleve, hvordan det sker. Og forfatteren René Goscinnys evne til at bygge en situation op var helt eminent.

Han sørgede for en skummende strøm af tilbagevendende gags, som både boblede op på de mest indlysende steder, og hvor man mindst ventede det. Samtidig forviklede han plottet mere og mere for hver side, indtil alt forløstes i et lystigt brag af et bråvallaslag. Den rituelle uddeling af øretæver genoprettede tingenes (s)tilstand og sendte en utvetydig melding til magtens centrum i Rom: Den lille mand overgiver sig aldrig!

torsdag den 18. oktober 2012

Brie på besøg hos "Asterix & Obelix - og briterne"

Sidste efterår mødte jeg Asterix på bunden af en forblæst dal i Sydirland. Vi trykkede næver. Han fortalte mig, sådan rent en passant, at han foretrækker Moore frem for Connery. Imens spankulerede tre næsten identiske Obelix'er omkring på engen. 


Edouard Baer (Asterix) og Gérard Depardieu (Obelix) - © UCG

Ellers var det mest slående, da Bries Blog-O-Rama tilbragte en dag på settet i de grønne Wicklow-bjerge uden for Dublin, hvor langsomt tingene går på en 450 mio. kroners mastodontproduktion som ”Asterix & Obelix – og briterne”.

I en kaffepause mellem optagelserne forsøgte den tredje og seneste Asterix-skuespiller, Edouard Baer, at overbevise Bries Blog-O-Rama om, at Asterix i den aktuelle film optræder som en slags fransk James Bond, en actionhelt i Hendes Majestæts tjeneste.

For at illustrere sin pointe rejste Edouard Baer sig fra stolen for at imitere den aldrende Roger Moore, som gik hen foran kameraet tre gange dagligt og hævede øjenbrynene, hvorefter en hoben stand-ins tog over og udførte det hårde arbejde for Moores agent 007.

”Jeg håber, publikum vil sammenligne Asterix-skuespillerne, som var de Bond. Jeg kan godt lide Roger Moore, selv om alle de intellektuelle fyre foretrækker Sean Connery. Efter min mening er Daniel Craig ikke en rigtig Bond,” causerede Edouard Baer videre, ganske uopfordret.

Hvordan resten af min setvisit hos de gæve gallere spændte af, kan du læse om i dagens FILM-tillæg til Politiken (18. oktober 2012).

Gérard Depardieu (Obelix) og Edouard Baer (Asterix) - © UCG

Da jeg besøgte Asterix-optagelserne i august 2011, nærmede det franske filmhold sig afslutningen på et seks måneder langt indspilningsforløb. Før de nåede Irlands bakkede græsenge, havde holdet optaget i solrige Malta og et hedebølgeramt Budapest.

”I Irland skifter vejret tit og hurtigt,” forklarede filmens scenograf, Françoise Dupertuis, som faktisk foretrak den bidende efterårsrusk frem for den midteuropæiske sommer.

”Lyset er bedre, når det er overskyet. Den grønne farve bliver skinnende og elektrisk, og kontrasten mellem himlen og græsset og bladene tager sig helt utrolig ud på film,” forsikrede scenografen begejstret.

Dagens fem besøgende journalister – en dybfrossen Brie inklusive – var mindre imponerede, måske fordi vi slet ikke følte os klædt på til vejrliget. Som vores franske pr-dame konkluderede, mens hun greb lidt hårdere fast om sin frakkekrave i blæsten: ”C'est super froid.”

Lough Dan, Wicklow Country, Irland, august 2011 - © Brian Iskov

"Asterix & Obelix - og briterne" får dansk biografpremiere i dag, mere end et år senere efter mit setvisit. Historien er bygget over albummene "Asterix og briterne" samt "Asterix og vikingerne" (begge tidligere filmatiseret som selvstændige animationsfilm). Desværre bliver denne fjerde realfilm om Asterix & Co. kun vist herhjemme i en flad dansk versionering, der konsekvent taber oplæggets lingvistiske finurligheder på gulvet. At dømme efter den franske trailer er en betydelig del af originalversionens humor baseret på, at "briterne" - herunder Catherine Deneuve som dronning Cordelia - fremsiger deres replikker på fransk med tommetyk britisk accent:



EKSTRAMATERIALE:
Interviews fra settet til ”Asterix & Obelix – og briterne”
© Brian Iskov, 2012 – Eftertryk kun tilladt med tydelig kildeangivelse

Edouard Baer, Asterix (om sin medspiller, Gérard Depardieu, der spiller Obelix for fjerde gang)
”Gérard elsker figurens uskyld og naivitet. Obelix er sulten efter alt: livet, mad, mennesker. Han er barnagtig, men også ganske voldsom og på mange måder en karikatur af Depardieu.”

Françoise Dupertuis, scenograf:
”Vores film giver et nyt bud på Asterix' univers, som er ganske anderledes fra de tidligere spillefilm. Instruktøren, Laurent Tirard, ville gerne have et mindre tegnefilmsagtigt udtryk. ”Bevar det fantastiske element, men gør det gerne poetisk,” sagde han. Laurent ønskede flere organiske detaljer i scenografien og kostumerne. Derfor har jeg brugt mange naturlige materialer såsom græs og dyrehorn. Desuden optager vi filmen i 3D, hvilket kræver, at alting skal forarbejdes med en høj finish.”

Optagelser til "Asterix & Obelix - og briterne" - © UGC

Marc Missonnier, producer:
”Vores to største udfordringer ved at skyde i 3D i Irland har været regnen og myggene. Regnvejr i det fjerne gør ikke noget, for det kan man slet ikke se på filmen. Men hvis regnen falder tæt på kameraets linse, springer det virkelig i øjnene, når man ser optagelsen i 3D. Det gælder også myggesværmene, som ligner skinnende skyer på filmen. Vi bliver nok nødt til at viske alle myggene ud digitalt i postproduktionen!”

”Før vi kunne gå i gang med filmen, måtte vi udkonkurrere to andre producenter, der bød ind på projektet: Luc Besson og Thomas Langmann. Men vi vandt, fordi vi sikrede os, at Asterix og Obelix stod i centrum for vores historie. De oplever indbyrdes konflikter og udvikler sig undervejs. Især Asterix: Han er normalt en fejlfri helt, men vi har udstyret ham med samvittighedsproblemer for at gøre ham mere interessant.”

”Af de hidtidige tre Asterix-spillefilm ligger vores, ”Asterix & Obelix – og briterne”, tættest på Alain Chabats ”Mission: Kleopatra”, omend vi har knap så indforståede jokes i vores film. Vi har forsøgt at indfange Goscinny-ånden og de ideer, han havde om vores moderne verden. Anne Goscinny (datter af den afdøde Asterix-forfatter René Goscinny, red.) og Albert Uderzo (Asterix-tegneren) har godkendt manuskriptet, og de kom også og kiggede på under indspilningerne.”

Edouard Baer (Asterix) og Gérard Depardieu (Obelix) - © UGC

Laurent Tirard, instruktør:
”I en franchise som Asterix-serien er man nødt til at forny sig. Vi ønskede at gøre Asterix-figuren mere kompleks, næsten eksistentiel, og udforske hans venskab med Obelix. For eksempel stiller tegneserierne aldrig spørgsmålstegn ved deres seksualitet, selv om de her to mænd deler hus og tager på eventyr sammen. Derfor valgte vi at skrive flere kvinder ind i historien, så Asterix flirter med den smukke Ofelia, og Obelix falder for den strikse Miss Macintosh. På den måde bliver ”Asterix & Obelix – og briterne” knap så meget en børnefilm. Den får mere subtekst. Når skuespillerne er af kød og blod, bliver man også nødt til at gøre de figurer, de spiller, mere menneskelige og fejlbarlige.”

Catherine Deneuve som dronning Cordelia - © UCG