Anthony Dod Mantle: Filmnørdens podcast nr. 63 + ekstramateriale

Hvilken berømt filminstruktør har "the wettest handshake in the world"? Hvor vigtigt er det at få sig en uddannelse? Hvad er fedest at optage på, celluloid eller digital? Hvad er problemerne med at se film i 3D og på Blu-ray? Hvordan hænger det sammen, at en skotte flytter til Danmark på grund af 27 sygeplejersker? Og hvorfor dømmer Lars von Trier sin egen filmfotograf til Helvede i "Breaking the Waves"?

Alt dette og meget mere kan du få svar på i den aktuelle podcast nr. 63 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper og Brie har Oscar-vinderen Anthony Dod Mantle som gæstestjerne i studiet!

Anthony Dod Mantle, Filmnørdens studie, oktober 2012. © Brian Iskov

I hele to tætpakkede timer fortæller den 57-årige, dansk bosatte filmfotograf Anthony Dod Mantle om sit spændende liv og karriereforløb. Den afslappede kaffesnak berører, blandt ovennævnte og mange andre ting, Anthony Dod Mantles stilskabende dogme-samarbejde med Thomas Vinterberg på "Festen" og hans faste parløb med Danny Boyle på bl.a. "28 dage senere" og "Slumdog Millionaire". Lyt med fra 01:35:08 (intro starter 01:28:40):

> Filmnørdens podcast 63 med Anthony Dod Mantle (mp3)

I løbet af podcasten kommer Anthony Dod Mantle også ind på de problemer, der opstod, da Danny Boyle insisterede på at sætte to filmfotografer sammen på "127 Hours". Som bonus kan du længere nede i dette indlæg høre (eller læse) Danny Boyles tanker om, hvad der lå bag det usædvanlige eksperiment.

Desuden giver Danny Boyle, Harmony Korine ("Julien Donkey Boy") og Lone Scherfig deres helt personlige bud på, hvad der gør Anthony Dod Mantle til noget ganske særligt som filmfotograf – og som menneske. Men allerførst  får du som ekstramateriale Anthony Dod Mantles uddybende kommentarer til nogle af de film, vi snakker om i podcasten. God fornøjelse!

Anthony Dod Mantle, Kastrup Lufthavn, februar 2009. © Brian Iskov

Anthony Dod Mantle om (nogle af) sine film

Anthony Dod Mantle om "Die Terroristen" (Phillip Gröning, 1990):
”Min første spillefilm [som DP, director of photography] lavede jeg for en tysk instruktør, Phillip Gröning, som jeg holder meget af. Han lærte mig meget om, hvad der er imellem to punkter. Det er meget tysk, en konceptkunst-tankegang. At det usynlige rum imellem to objekter er lige så interessant som selve de to objekter, man kigger på. Det er jeg så gået videre med i min udforskning af kamerabevægelser, og jeg har talt meget med Garrett Brown, som opfandt Steadicam, om det.”

Anthony Dod Mantle om "Menneskedyret" (Carsten Rudolf, 1995):
”Jeg begyndte som DP i dansk film med ”Menneskedyret”, som fik flere Roberter, end den havde publikummer. Men den gav mig en Robert, og det var en god start.”

Anthony Dod Mantle om "Festen" (Thomas Vinterberg, 1998):
”Jeg testede mere grundigt på ”Festen” end på nogen anden film. Vi testede alle former for elektroniske formater. Vi overvejede Super 8, 16 og 35 mm. Og pludselig kunne jeg mærke, de her små moderne, emotionelt håndterlige kameraer, det var dét. Og det har ligget meget dybt i mig, og det ligger meget dybt i ”Festen”. Den karakter, det kamera har, passer til historien. Man kunne sagtens have lavet det på en anden måde, det kunne lige så godt ikke have været en dogmefilm. Men det er godt, at det blev, hvad det blev. Et eller andet sted, så holder den i dag. Den har ramt folks hjerte. Fuck incest, det er ikke det, det handler om, men bare det, at man ikke hører efter. Man mærker ikke hinanden, før man dør. Så står man der ved begravelsen og er ked af det. Et liv er gået, og man har ikke været gode nok til at lytte til hinanden.”

Anthony Dod Mantle om "The Last King of Scotland" (Kevin Macdonald, 2006) [som skuespilleren Forest Whitaker vandt en Oscar for]:
”Det år var jeg tilfældigvis en af de få danskere, der havde noget som helst med Oscarpriserne at gøre. Mug'en, idioten her. Det er det samme med Lars (von Trier, red.) og Cannes. I mediernes øjne bouncer jeg ind og ud af det der ”han er dansker, han er ikke dansker”. Men jeg betaler for meget i skat, og det skal jeg takke Danmark for.”

"Vi optog on location i Uganda, som i øjeblikket er et af de afrikanske lande, som fungerer bedre. De oplever rigdom, men også stadig korruption i højeste grad. Mistænkelige unge politikere med Armani-jakkesæt på. Og dem, der er lidt ældre og erfarne og begynder at sige dem imod, de ryger ud. Det er lidt ligesom filmbranchen."

Danny Boyle i Mumbai, august 2007. Foto © Anthony Dod Mantle

Anthony Dod Mantle om "Slumdog Millionaire" (Danny Boyle, 2008):
”Det var en fordel, at jeg havde boet i Mumbai. Jeg var forberedt. Men at filme i slummen er svært, for du er midt i folks liv, og de har måske et rum to gange større end det her bord, hvor de bor tre unger. De skider i poser og smider det ud over muren. Det er meget primitive forhold, som millioner af mennesker bor i. Og du sidder i det, du sidder i deres verden. Tyve millioner mennesker bor der. Det er ubegribeligt og ubeskriveligt. Når filmen rører så mange mennesker, er det sikkert også på grund af dét.”

Anthony Dod Mantle om at vinde en Oscar for "Slumdog Millionaire":
”Det er en meget abstrakt, hurtig oplevelse. Det er lige før, at nogle af dem, der kender mig bedst og fulgte det på tv, oplevede det på en mere ægte måde. Jeg ville måske opleve det bedre, hvis det havde været en af mine venner, som stod der. Det går så hurtigt.”
”Min hund på halvandet år er en af de ting, der bringer en tilbage på jorden. To dage efter Oscar-uddelingen stod jeg uden for naboens hus med sådan en sausage bag, en hundepose med hul i, og rodede rundt i regnvejret. Da min nabo så det, skreg han af grin.”

> Læs også Anthony Dod Mantles kommentarer til "The Eagle" (Kevin Macdonald, 2011)

Anthony Dod Mantle, Østerbro januar 2009. © Brian Iskov

Hvad instruktørerne siger om Anthony Dod Mantle:

DANNY BOYLE 
(Trance, 127 Hours, Slumdog Millionaire, Millions, 28 dage senere, En sælger med sug i, Strumpet):

"There's an old African saying that the best time to plant a tree is 20 years ago. And the next best time is now.

That's what it's like working with Anthony. We do our research, we share the images we have in our heads, or that we have torn from books and magazines, movies and museums; we have the perfect version of how everything should be. We talk of course (and Anthony can talk for ten) usually about celluloid – like all great cinematographers his preferred weapon of choice.

But then we look at each other and realise that version has already been done by people much better qualified than us 20 years ago.....and that the next best time is now.

So he drags himself back to the 'small and modest malignancy, wicked and bristling with dots' of digital cameras and screens and off we go. A modern eye on a modern world. All the classicism and perfection of celluloid is betrayed by his reach for the moment. Now means just that with Anthony."

HARMONY KORINE
(Julien Donkey Boy):

anthony is a crazy mother fucker. he is a cinematic gangster. he does what needs to be done. he does not feel the need to have to articulate his intentions to me, he works more like a painter or a psychopath, he jumps around and hides out in the shadows or under beds or inside dirty closets, he finds spots that other people generally dont like to venture. nothing pertaing to the image is off limits, there is no reverence, there is an explosion of piss and poetry, there is an beautiful detachment, this is a great way to approach things, its something thats felt more then discussed, its inside rather than out, its restless and wild and fucked in the head, he follows the light, he bends the light and creates the rules, he understands the folly in things. he is one of the great ones.

LONE SCHERFIG
(Hjemve, Kajs fødselsdag):

"Anthony har et meget stort kunstnerisk register. Han bruger kameraet, lyset og efterarbejdsprocessen til at formulere stof, tanker og stemninger, ingen andre vil kunne formidle på samme måde. Han er inspireret, nysgerrig, fornyende, stilsikker, feteret. Phileas Fogg møder Leslie Howard møder David Bowie, bare mere familiefar-kærlig."


> Mere om "127 Hours" på Bries Blog-O-Rama

Om "127 Hours": Danny Boyle, Anthony Dod Mantle og Aron Ralston

Aron Ralston havde besteget adskillige bjerge, overlevet en lavine og var sluppet helskindet fra sit møde med en vild brun bjørn.

Men i maj 2003 kom han bogstaveligt talt i klemme på en afslappet solovandretur i Utahs canyon-landskab. En fastkilet klippeblok rev sig løs og naglede Ralstons højre hånd til væggen i bunden af en kløft. Efter fem dage uden mad og vand måtte han amputere sin egen arm med en sløv lommekniv for at slippe fri.

Selvportræt af Aron Ralston i Blue John Canyon, 2003
 (fra bogen "Et umuligt valg", Lindhardt & Ringhof)

MIT INTERVIEW MED ARON RALSTON:
> Han fik livet tilbage – kløften beholdt hans arm
(kræver JP-abonnement)
Brian Iskov i Morgenavisen Jyllands-Posten, 30. januar 2011

I dag har Danny Boyles "127 Hours" premiere i ti danske biografer. Filmen, der sætter berusende billeder og farver på Aron Ralstons chokerende oplevelse i kløften, er Boyles første siden Oscar-slugeren "Slumdog Millionaire".

Jeg interviewer den energiske Danny Boyle i dagens udgave af dagbladet Børsen, hvor instruktøren fortæller om de mange forhindringer, han mødte før, under og efter tilblivelsen af "127 Hours".

MIT INTERVIEW MED DANNY BOYLE:
> Actionfilm på én kvadratmeter
(kræver Børsen-abonnement)
Brian Iskov i Børsen, 4. februar 2010



Endelig bør du glæde dig til det næste nummer af filmmagasinet Ekko, hvor hovedartiklen er mit store portrætinterview af Anthony Dod Mantle: Boyles foretrukne cheffotograf, som jeg har fulgt i to år gennem Oscar-triumf ("Slumdog Millionaire") og Trier-helvede ("Antichrist").

Ekko nr. 52 udkommer på onsdag den 9. februar.

> Hør Filmnørdens Hjørnes podcast med Anthony Dod Mantle

---

EKSKLUSIVT FOR BRIES BLOG-O-RAMA:
Danny Boyle forklarer, hvorfor han brugte to cheffotografer på "127 Hours" (2010)



TRANSSKRIPTION:

"It's a bit of a failure, actually. Because the plan ... That's Robert Burne's quote, isn't it? "Best laid plans of mice and men gang aft agley". The plan was that they [DOP's Anthony Dod Mantle and Enrique Chediak] would bring something different to it. Each one would have a different style, and that would be one of the variations that would compensate for the lack of characters. Because there is basically one character during 90 per cent of the film. And we thought, "Yeah!" 'Cos Anthony Dod Mantle is like Northern European, he'll bring a kind of cool diffidence to it. And Enrique Chediak is from Ecuador and would bring a Latin-American passion to it.

We were thinking, we'll manoeuvre the narrative around to suit their passions, or to get them to jump. And I also thought, in addition to that, "Wow. There's a fairly good chance that James [Franco] will prefer one of them to the other." 'Cos it's gonna be very intimate [in the canyon], I knew that. And I thought, he may even get that he really dislikes one of them and really likes the other. And then I could exploit that, like on a really difficult scene, I'd send in the one he doesn't like! There'd be tension, like "good cop, bad cop", you know?

None of that worked, of course, none of it. Because what happened, in fact, was something much better. It just shows you that, plans - you should always abandon them, if you can, if you find something better. I never really realized this, although we'd set up the equipment that would enable this to happen. Anthony and Enrique developed a style, with James, of the film, of how it's shot. We had these digital cameras, which we'd used in Mumbai on "Slumdog Millionaire", and they're very, very flexible, very intimate spaces they can get in, and yet they're proper film cameras.

Danny Boyle (t.v.) og Anthony Dod Mantle indspiller "127 Hours" (2010)

Hand-held is normally on your shoulder or on your hip, basically. Or running, aaaaagggh, with the camera at the bottom of your arm. Because a film camera, you can't really hold it in your hand, it's just too heavy. But with these digital cameras, you can swap hands. They have a little gyro underneath which stops them looking hand-held. They look smoother - not quite as smooth as a Steadicam, but sort of halfway there. And they were the key. Because there was no room in the canyon, there was just him [James Franco] and them [Anthony and Enrique].

They started to work, and if you'd stopped and started the whole time, we'd still be there. And it would look fake, because it would be impossible to sustain. So everything we did, we did in these long, long takes. And they would develop the movement during it. We wouldn't say, "Stop! Now we're doing a wide one. Okay, right, let's do the close-up." They would just go in for the close-up. And I think, American actors are like this, they know when a close-up is being taken. They can feel it. Whereas British actors are very different.

Anyway, they developed this style, and it dictated the whole film. We did virtually every scene like that, and when we did it differently, we never used it in the editing. Because it looked fake. Didn't look real, you didn't quite believe he was there, it felt like a film. So in fact, something much better than what was planned came out of it, and I love that. I celebrate that. You should always have a Plan A, but Plan B is always better, if you find it. It's always much better."

> Mere om "127 Hours" på Bries Blog-O-Rama

---

BONUSMATERIALE:

Danny Boyle løftede desuden sløret for sine kommende projekter, da jeg mødte ham i London. Allerede på lørdag åbner hans opsætning af Mary Shelleys "Frankenstein" på Londons National Theatre, hvor Benedict Cumberbatch og Jonny Lee Miller (Sick Boy fra "Trainspotting") skiftes til at spille hhv. doktor Frankenstein og hans skabning.
Musikken? Den er af Underworld. Og censuren? Uegnet for børn under 15!

> Læs også om Danny Boyles planer for "28 måneder senere" – den kommende treer i hans zombieserie!

Danny Boyle-kavalkade + nyt om "28 måneder senere"

Den 3. februar er britiske Danny Boyle atter biografaktuel med den spændende "127 Hours", som jeg skriver udførligt om i både Ekko, Børsen og Jyllands-Posten op til premieren.



Men Danny Boyle spøger også i TV 2's programflade de kommende weekender. I nat (lørdag kl. 00:10) vises "28 uger senere" (2007), som er Juan Carlos Fresnadillos vellykkede fortsættelse til Boyles zombiegyser "28 dage senere" fra 2002.

I morgen søndag kl. 23:45 følger Boyles filmatisering af Alex Garlands "The Beach" fra 2000, og næste fredag (28. januar kl. 22:30) kan man nyde begge herrers spektakulære ekskursion ud i science fiction-genren, "Sunshine" fra 2007.

OPDATERING 07.03.2011: I marts 2011 viser Cinemateket i København hele ni af Danny Boyles film på det hvide lærred. På programmet er bl.a. hans tidligste samarbejde med Anthony Dod Mantle, tv-filmen "Vacuuming Completely Nude in Paradise" (En sælger med sug i) fra 2001.
> Cinematekets Danny Boyle-serie



Danny Boyle var ikke selv involveret i "28 uger senere" ud over en producer-kreditering og nogle få optagelser, han lavede med B-holdet. Men Boyle røbede, da jeg for nylig interviewede ham i London, at han meget gerne vil vende tilbage som instruktør på seriens planlagte tredje film, "28 måneder senere". Det kræver kun, at han kan finde tid i sit skema, som pt. er fuldt booket med en opsætning af "Frankenstein" på National Theatre og planlægningen af OL-åbningsceremonien 2012, som Danny Boyle er kunstnerisk leder af:

"Når man instruerer en film, sættes man til at fortælle en historie, som man ret beset er den mindst kvalificerede til at formidle – fordi man allerede har set den tusinder af gange. Man kender hver en detalje, og alligevel skal man vise den til folk, som kun kommer til at se den én gang. Og de to oplevelser af historien er vidt forskellige."

"Men efter at have lavet "28 dage senere", var jeg så heldig at kunne se toeren, "28 uger senere", som en uvildig betragter. Og jeg tænkte, ”Det er faktisk rigtig god underholdning!” Så jeg vil meget gerne instruere treeren, hvis jeg kan finde tid til det, og ideen til "28 måneder senere" har vi allerede. Måske kan vi flette det ind i OL-ceremonien, så der kommer til at løbe zombier rundt på stadion, ha ha!"

Danny Boyle på settet til "127 Hours" (2010)

ANMELDELSE
28 uger senere (2007, Juan Carlos Fresnadillo)
Brian Iskov i GEAR #50, februar 2008

Danny Boyle gav zombiegenren et ordentligt skud saft med "28 dage senere", hvor en rabiesvirus forvandlede England til en krigszone og indbygerne til frådende sprintere med andres blod smurt ud over gebisset.
28 uger senere ånder der ro nok til, at de overlevende kan starte på en frisk, men trods militært overopsyn går der ged i den, da en familiefar (Robert Carlyle, "Trainspotting") genforenes med en elsket smittebærer.
Med effektiv udnyttelse af "Aliens"-princippet for toere – mere action og flere våben – lykkes det overraskende godt at videreføre historien fra en ny vinkel, uden det føles søgt eller som et plagiat af etteren. Især den frenetiske indledning sparker pulsen helt op i det røde felt.

ANMELDELSE
Sunshine (2007, Danny Boyle)
Brian Iskov i GEAR #40, april 2007

Og nu en nyhed fra år 2057: Vor klode er blevet til en frossen snebold, fordi solen er ved at gå ud, så otte astronauter sætter kurs mod den døende stjerne for at sparke den i gang igen med en extra extra large bombe. Magtkampe, ildsvind og rumkuller breder sig, efterhånden som besætningen opsluges af flammekuglens dragende mystik – men når man kalder sin mission for Ikaros, beder man selv om problemer!
”Solaris” og ”Alien” er blinde passagerer i Alex Garlands manus, som ikke altid er lige let at tage seriøst. Heldigvis iscenesætter Danny Boyle det semifilosofiske scifi-gys med en overvældende intensitet og billedpragt, som kræver at blive oplevet på det størst mulige lærred [eller skærm!].



Læs også: Flere interviewbidder med Danny Boyle, hans hoffotograf Anthony Dod Mantle samt Aron Ralston, hvis dramatiske historie "127 Hours" er baseret på.