Ole Stephensen om "Walter & Carlo i Amerika"

● DENNE ARTIKEL ER SAMPUBLICERET MED JAMES BOND•O•RAMA.DK

Ole Stephensen fortæller om den dag i 1989, hvor han instruerede og spillede over for Clifton James – bedre kendt som sherif J.W. Pepper i James Bond-filmene

I lørdags, 15. april 2017, sov Clifton James stille ind i Oregon, USA. Den amerikanske skuespiller var kendt af James Bond 007-fans for sin komiske birolle som røvballesheriffen J.W. Pepper i Roger Moores to første Bond-film, "Lev og lad dø" (Live and Let Die, 1973) og "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, 1974).

Modsat vores norske og svenske nabolande har kun få medier i Danmark fundet det værd at nævne den 96-årige skuespillers bortgang. Clifton James' cameorolle i folkekomedien "Walter & Carlo i Amerika" fra 1989 ligner ellers en decideret foræring til redaktionssekretærer med løstsiddende danskervinkel.

Clifton James i "Walter & Carlo i Amerika" (1989) - framegrab

Clifton James dukker op en time og seks minutter inde i "Walter & Carlo i Amerika", hvor han spiller texaneren John D. Donut (i slutteksterne blot kaldet "Tex"). Han besøger en skandinavisk udstilling i New York City og brokker sig højlydt til sin kone over at blive slæbt med på endnu et museum, hvor han – "en gammel marinesoldat" – ikke engang må ryge. Figuren, der er klædt i spraglet skjorte, cowboyslips og cowboyhat, adskiller sig ikke stort fra J.W. Pepper, som han tydeligvis skal minde om.

I sit ene, korte bidrag til dansk filmhistorie optræder Clifton James over for Ole Stephensen (Walter) og Jarl Friis-Mikkelsen (Carlo). Parret både skrev og instruerede denne tredje film i serien om Walter von Heimweh, den nydelige steward, og hans dominerende ven, hælebarsejeren Carlo Jensen.

"Jarl og jeg skrev rollen med Clifton James i tankerne," bekræfter Ole Stephensen over for James Bond•O•Rama.dk.

"Vi valgte ham netop ud fra hans medvirken i Bondfilmene. Hans varemærke var den her skråtyggende, gammelkloge smartass af en sydstatssherif, og det var den accent og attitude, den karikatur, vi var ude efter," siger Ole Stephensen.

Ole Stephensen og Clifton James i "Walter & Carlo i Amerika" (1989) - framegrab

"Det er jo ikke en kæmpe rolle, han har – han var bare med på en enkelt optagedag – så det var ikke hamrende vigtigt, at Clifton James sagde ja. Men vi syntes, det var sjovt, netop fordi mange i 1989 stadig havde den reference til ham fra de to Bond-film. Det var i princippet sheriffen fra Bond-filmene, der af en eller anden grund var på ferie i New York og havde forvildet sig ind på den udstilling," fortsætter Ole Stephensen.

James Bond•O•Rama.dk: Ny dansk James Bond 007-fanside

Som mangeårig fan af James Bond 007 har jeg, Brian Iskov, længe savnet et dedikeret dansk internetsted, der dækker James Bond 007-fænomenet, som det ser ud fra vores hjørne af verden.

Nu har jeg selv oprettet James Bond•O•Rama.dk: Et uofficielt fanarkiv, hvor jeg vil samle nyt og gammelt danskproduceret materiale om og med Ian Flemings agent 007, James Bond.

> Besøg James Bond•O•Rama.dk på bond-o-rama.dk

Dørene til James Bond•O•Rama.dk er kun lige blevet åbnet, så der er endnu lidt tomt på mange af hylderne. Med tiden vil du kunne finde følgende på James Bond-O-Rama.dk's forskellige platforme:

James Bond•O•Rama.dk på www (dansk og engelsk)
http://www.bond-o-rama.dk

• Webmasterens egne artikler og reportager om James Bond 007
• Eksklusivt materiale produceret til James Bond•O•Rama.dk af Brian Iskov og Bond-kyndige gæsteskribenter
• Danske James Bond-anmeldelser og artikler fra ældre dagblade og magasiner
• Sjældne videoklip fra danske og tyske tv-udsendelser om James Bond 007
• Detaljeret information om danske bog- og tegneserieudgivelser om James Bond 007
• Linksamling til dansksproget James Bond-information på www
• Udvalgte indlæg i engelsk oversættelse

James Bond•O•Rama.dk på Facebook (primært dansk)
https://www.facebook.com/bondoramaDK

• Opslag af nye indlæg og artikler fra James Bond•O•Rama.dk
• Deling af James Bond-relaterede artikler fra andre dansksprogede medier

James Bond•O•Rama.dk på Twitter (primært engelsk)
https://twitter.com/BondORamaDK

• Opslag af engelsksprogede indlæg og artikler fra James Bond•O•Rama.dk

James Bond•O•Rama.dk på Vimeo
http://vimeo.com/bondoramadk

• Egne videoreportager og -indslag om James Bond 007
• Sjældne videoklip fra danske tv-udsendelser om James Bond 007

James Bond•O•Rama.dk som foredrag
http://www.bond-o-rama.dk/foredrag-007-til-tiden

• Causeri om James Bond 007-fænomenet og hvordan figuren har udviklet sig i forhold til sin samtid over 50+ år
• Krydret med billeder, videoklip, sjældent arkivmateriale og rekvisitter

Jeg håber, at James Bond•O•Rama.dk vil bibringe andre lige så stor glæde i udforskningen af James Bond 007's eventyrlige spionunivers, som jeg selv har nydt siden den skæbnesvangre vinterdag i 1984, hvor jeg så mit livs første James Bond-film. Rigtig god fornøjelse!

Bedste Bond-hilsner
Brian ”Brie” Iskov
freelancejournalist, bondolog og webmaster for James Bond•O•Rama.dk

Brian "Brie" Iskov | foto af Carsten Seidel, 2015

007-biler i London: Brie besøger "Bond in Motion"

Endnu en gang lokker London med en lækkerbisken til James Bond-fans som undertegnede. Udstillingen "Bond in Motion", der åbner på London Film Museum i dag, fredag den 21. marts, byder på verdens største, officielle samling af originale 007-transportmidler!

Over 100 effekter, heraf 16 af de originale biler fra James Bond-filmserien, kan opleves i London Film Museums rummelige udstillingslokaler. Dertil kommer et udvalg af de motorcykler, flyvemaskiner og både, som Sean Connery og hans efterfølgere har benyttet i rollen som agent 007.

"Bond in Motion" kan også fremvise en montre med rekvisitter, hvoraf nogle er gengangere fra "Designing 007"-udstilingen på Barbican i 2012, mens andre aldrig har været udstillet før (f.eks. kan man nærlæse Bonds evalueringspapirer fra "Skyfall"). Museets beskedne øvre mezzanin er forbeholdt originale storyboardtegninger og skitser, hvoraf de ældste daterer helt tilbage til "Agent 007 jages" (From Russia with Love, 1963).

Goldfingers Rolls-Royce Phantom III løftes på plads | Foto © London Film Museum

Endelig indeholder "Bond in Motion" flere eksotiske kuriosa såsom Bonds begravelsesleje fra "Du lever kun to gange" (You Only Live Twice, 1967) og den cellokasse, der fragter James Bond og Kara Milovy over den østrigske grænse i "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, 1987). Og så vil det muligvis berolige fans af Bonds legendariske Aston Martin DB5, at den model, som gennemhulles af Silvas bøller i "Skyfall" (2012), er en ufatteligt detaljeret miniature i skala 1:3, fremstillet ved hjælp af en 3D-printer!

Jeg havde den store fornøjelse at deltage i udstillingens pressedag tirsdag 18. marts, hvor jeg fik skudt nogle snapshots og sludret med et par garvede Bond-medarbejdere i form af stuntinstruktøren Vic Armstrong og special effects-eksperten Chris Corbould. Tilsammen har de to herrer arbejdet på 16 Bond-film. (Interviewene vil være at læse i Børsen den 11. april.)

Maryam d'Abo, Barbara Broccoli, Naomie Harris, Caterina Murino og Michael G. Wilson på pressedagen | foto © 007.com

Pressedagen blev i øvrigt invaderet af en privat reception for EON Productions, der er produktionsselskabet bag 23 af de hidtil 25 Bond-film. Sjældent har denne 007-nørd været mere starstruck, end da jeg pludselig stod omringet af Naomie Harris (Miss Moneypenny), Maryam d'Abo (Kara Milovy), producenterne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson, scenografen Peter Lamont og, ikke mindst, designgeniet Sir Ken Adam i egen tudsegamle person!

Smagsprøver fra "Bond in Motion":

Det ældste køretøj på udstillingen "Bond in Motion" er skurken Auric Goldfingers stilige Rolls-Royce Phantom III fra 1937 (med sort læderindtræk). Det er dén, som Bond skygger på de schweiziske landeveje i "Agent 007 kontra Goldfinger" (1964). Bilen skyder en topfart på 148 km/t. og vejer tæt på 3,6 tons.

Rolls-Royce Phantom III | Foto © Brian Iskov

En ofte overset godbid blandt Bond-slæderne er den Mercury Cougar XR7 fra 1969, som Diana Rigg river rundt på isen under stockcar-ræset i "On Her Majesty's Secret Service" (Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste, 1969). Tre biler overlevede indspilningen af den voldsomme sekvens, og man kan stadig se ridserne i lakken på det udstillede eksemplar.

Mercury Cougar XR7 | Foto © Brian Iskov

Og sådan her tager en Aston Martin DBS sig ud, efter at Bond (eller rettere hans stuntkører) har kastet den rundt på en øde landevej i "Casino Royale" (2006). Chris Corbould fortalte mig, at DBS'en var så velafbalanceret fra fabrikkens side, at den nægtede at slå en eneste kolbøtte for stuntholdet. Corboulds teknikere måtte installere en nitrogenkanon under bilen for overhovedet at få den til at løfte sig fra asfalten. Så lykkedes det til gengæld også stuntkøreren Adam Kirley at vælte Aston'en syv gange rundt om sig selv, før den holdt op med at rulle. En verdensrekord, ifølge Guinness!

Aston Martin DBS | Foto © Brian Iskov

Til lands, til vands - og i luften. Den britiske oberstløjtnant Ken Wallis, som døde sidste år, opfandt og konstruerede enmands-autogyroen Little Nellie i 1962. Den gadget-fyldte maskine fik sine fem minutter i rampelyset, da Q udleverede Nellie som samlesæt til Sean Connerys 007 i "You Only Live Twice" (1967). I virkeligheden var det Wallis selv, der fløj sit hjertebarn hen over Japans vulkanlandskaber og legede kispus med SPECTREs helikoptere.

Little Nellie | Foto © Brian Iskov

Little Nellie (detalje) | Foto © Brian Iskov

Acrostar BD-5J fra "Octopussy" (1983) stod opført i Guinness Rekordbog som "verdens mindste jetfly" i over 25 år, og det er vitterlig ikke ret stort, når man står ved siden af det (3,6 meter langt, svarende til en Renault Twingo). Flyet blev designet af Jim Bede i 1971 og fløjet i filmen af J. W. "Corkey" Fornoff. Bemærk styregrejet: Det ligner mistænkelig meget et cykelstyr!

Acrostar BD-5J | Foto © Brian Iskov

Acrostar BD-5J (detalje) | Foto © Brian Iskov

"The Man with the Golden Gun" (Manden med den gyldne pistol", 1974) huskes bedst for scenen, hvor James Bond kører en AMC Hornet ud over en sammenstyrtet bro i Thailand og skruer bilen 360 grader om dens længdeakse, før den lander på alle fire hjul på den modsatte flodbred. Spiralhoppet, som blev udført i ét take af Loren "Bumps" Milligan, var det første stunt i filmhistorien, som blev udregnet ved hjælp af computere. Såvel Bonds AMC som Scaramangas transformer-flyvebil af samme mærke er dog kun repræsenteret på udstillingen i form af storyboards og produktionstegninger.

Skitse af modificeret AMC Hornet | Foto © Brian Iskov

Det absolut sejeste og mest berømte af Roger Moore-æraens transportmidler er uden tvivl hans Lotus Esprit S1, der kunne transmogriffe sig selv om til en ubåd (en effekt, der blev skabt med en blanding af modeller og bilskrog med dykkere indeni). Lotusen fra "The Spy Who Loved Me" (Spionen der elskede mig, 1977) gik under kælenavnet "Wet Nellie" som et kærligt nik til den førnævnte Little Nellie. Noget ufortjent er denne ikoniske 70'er-øse gemt af vejen i det fjerneste hjørne af udstillingen.

Lotus Esprit S1 | Foto © Brian Iskov

Afdelingen for søgående fartøjer rummer desuden Blofelds knap så elegante enmandsubåd, Bath-o-Sub, fra "Diamonds are Forever" (Diamanter varer evigt, 1971 - ikke afbildet her) samt et par deciderede undervandsslæder fra "Thunderball" (Agent 007 i ilden, 1965) og remaket "Never Say Never Again" (1983). Sidstnævnte film blev lavet uden for nummer af et rivaliserende filmselskab, og endnu i dag anses det for helligbrøde at nævne dens titel i korridorerne hos EON Productions!

Diverse undervandsgrej | Foto © Brian Iskov

Bondolaen, den idiotiske luftpudegondol fra "Moonraker", er gudskelov ikke med på "Bond in Motion". Men det er til gengæld et andet, næsten lige så fjollet befordringsmiddel. Der er tale om Q's krokodille-ubåd fra "Octopussy", hvis klaustrofobiske glasfiberskrog med elmotor lige akkurat har plads til én person i vandret tilstand (Roger Moore, hvem ellers!).

Nørdfaktum: Filmholdet importerede også en rigtig, levende krokodille til sekvensen i "Octopussy". Men under optagelserne stak kræet af og gik i hi under kulisserne på Pinewood Studios. Den dukkede først frem igen to uger senere!

Crocodile submarine | Foto © Brian Iskov

> Læs også min fotoreportage fra "Designing 007" på Barbican
> Hør Filmnørdens Hjørnes store James Bond-podcast (2012)

Udstillingsfakta

"Bond in Motion" er en videreudbyggelse af den udstilling, som tidligere har kunnet ses på Beaulieu National Motor Museum. Udstillingen på London Film Museum fortsætter året ud og formentlig også ind i 2015.

London Film Museum ligger få minutters gang fra undergrundsstationen Covent Garden. Entre til udstillingen koster £14,50 (ca. 130 kroner) for voksne og £9,50 (85 kr.) for børn. Særlige familiebilletter for to voksne og to børn under 16 år sælges for £38 (250 kr).

Museet har åbent alle ugens dage kl. 10-18; lørdage og søndage dog til kl. 19. Det anbefales at bestille billetter på forhånd via londonfilmmuseum.com.

Fra udstillingens Bond-logo-fotoservice

Bond 50: Filmnørdens Hjørnes James Bond-podcast - inkl. anmeldelse af "Skyfall"

Så kom "Skyfall" endelig!

Og med dén kom også Bries forløsning efter fem ugers intens dyrkning af James Bond, hvor jeg har genset alle de foregående film på blu-ray, skrevet Bond-artikler til bl.a. Politiken, læst op på min Bond-lekture og fået mine to minutters tv-berømmelse som Bond-ekspert i - af alle steder - TV 2's vejrudsigt!

> Brie præsenterer vejret i James Bond-filmene (TV 2 26. oktober 2012)

Min fejring af Bond-seriens jubilæum kulminerede endegyldigt sidste fredag, da Casper "kendt fra Go' morgen Danmark" Christensen og jeg nørdede Agent 007 til den store guldmedalje for åben mikrofon. Filmnørdens Hjørnes podcast nr. 65 er helliget Ian Flemings James Bond, og i 2 ½ time graver Casper og jeg dybt i den nørdede godtepose for at finde jomfruelig trivia om den ellers så gennemtyggede hemmelige agent og hans 50-årige filmkarriere.

F.eks. er det kun i Filmnørdens store James Bond-podcast, at du kan høre en afslørende montage, der gør det endog meget tydeligt, at en række af de tidlige Bond-babes blev eftersynkroniseret af én og samme skuespiller (Nikki van der Zyl). Du kan læse baggrundshistorien om den usynlige Bond-babe i denne artikel fra Daily Mail.

Selveste Pierce Brosnan kigger såmænd også forbi podcast nr. 65 i et eksklusivt interviewklip, hvor han fortæller om udfordringerne ved at spille James Bond!

Casper og Brie anmelder naturligvis "Skyfall" i podcasten (fra 01:23 til 01:38), og vi gennemgår desuden den officielle jubilæums-dokumentarfilm "Everything Or Nothing", som Jens Ditlev Christensen fra SF Film venligt stillede til rådighed for os. Dokumentaren, som er ganske fremragende, følger Bond-producernes kamp for at holde franchisen kørende gennem 50 år.

"Everything or Nothing" kan indtil videre kun ses i udvalgte engelske biografer og på EPIX-kanalen i USA. Bries Blog-O-Rama erfarer dog, at DR har overvejet at købe de danske tv-rettigheder til "Everything Or Nothing" i forbindelse med den aktuelle James Bond-kavalkade på DR1 og DR HD. Hold øje med Bries Blog-O-Ramas Facebook-side, hvor jeg nok skal give lyd, når og hvis dokumentaren bliver programsat.

FILMNØRDENS HJØRNES PODCAST 65: Den om James Bond
> som mp3
> på iTunes
> på Rapidshare
> hos Filmnørdens Hjørne (med velkomsttekst af Casper)

Forresten, så glemte vi helt at nævne, at Rowan Atkinson filmdebuterer i en James Bond-film: Han er (malplaceret) comic relief i "Never Say Never Again" fra 1983. Og så er Bries yndlings-temasang fra Bond-filmene slet ikke "Goldfinger", men "You Only Live Twice" ... Og George Lazenby er dubbet i en halv time af "On Her Majesty's Secret Service"! Og og og ...

En tidlig betaversion af Brie møder den allerførste Bond-babe, Sylvia Trench alias Eunice Gayson, ved et Bond-fanarrangement i London, november 1995 - © Brian Iskov

"BOND 50"-TEMA PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:

• From Denmark with Love: Brie interviewer Bond-casteren Debbie McWilliams
• "Bond om Bond": Brie anmelder Sir Roger Moores nye bog
• "Designing 007": Spionfotos fra den store Bond-udstilling i London
• Dagbog fra et rekordforsøg: Bries reportage fra Bio City Odenses 007-maraton i 1999
• Den lækre lyd af luksus: Artikel om Bond-komponisten John Barry
• En helt igennem almindelig skotte: Bries portræt af Sir Sean Connery

Bond 50: Boganmeldelse - "Bond om Bond" af Roger Moore

Ikke overraskende har "Skyfall" og James Bond-filmseriens 50 års jubilæum givet anledning til en sand flodbølge af nye bøger, der med vekslende held tærsker langhalm på Ian Flemings hemmelige agent.

Ud over den sædvanlige, autoriserede souvenirbog med Greg Williams' bag kulisserne-fotos er det i forvejen velforsynede marked blevet oversvømmet af mere eller mindre lødige udgivelser, der hægter sig på "Skyfall" og jubilæumsvognen. Alt fra James Bond-filmenes danske vinkler over Bond-musikken til opsamlinger af gamle magasinartikler er blevet støvet af, og det kræver sin mand (m/k) at bevare overblikket over, hvilke bøger der reelt er værd at bruge penge på.

Umiddelbart ser Taschens 600 sider tykke sofabordsmursten ”The James Bond Archive” ud til at besidde mest pondus og luksuriøs nørdappeal, mens de mere nøjsomme fans vil være tilfredse med den langt billigere ”Bond om Bond”, som Nyt Nordisk Forlag udgiver på fredag. Den gennemillustrerede hardcoverbog, der ser tilbage på Bond-filmseriens første halve århundrede, mangler ganske vist Eon Productions' officielle stempel. Til gengæld kan ”Bond om Bond” bryste sig af være signeret af en ægte agent 007. Ifølge titelbladet skyldes teksten ”Roger Moore med Gareth Owen”.



Sir Roger Moore har tidligere demonstreret, at han ikke er uden evner som skribent. For eksempel er hans dagbog fra indspilningen af ”Lev og lad dø” (1973) absolut læseværdig. Dog tyder de mange opremsninger af nørdet detaljeviden i ”Bond om Bond” på, at ghostwriteren Gareth Owen har leveret det skrivemæssige rugbrødsarbejde, hvorefter den nu 85-årige Moore har strøet sine muntre minder og selvironiske kommentarer ud over siderne. Gareth Owen er i øvrigt daglig leder af Roger Moores produktionsselskab på Pinewood Studios – Bond-filmenes traditionelle hjem gennem mange år.

Problemet med de fleste 007-relaterede bogudgivelser er, at det efter 50 år er svært, for ikke at sige næsten umuligt, at fortælle noget epokegørende nyt om Bond-fænomenet. Hardcore fans som undertegnede bør heller ikke forvente verdensomstyrtende overraskelser af ”Bond om Bond”, der inddeler sin gennemgang af filmene i sektioner efter emne: skurkene, pigerne, hjælpemidlerne, bilerne, optagestederne og så fremdeles. Omend hverken ”Never Say Never Again” (1983) eller farceversionen af ”Casino Royale” (1967) får mere end kursorisk omtale i ”Bond om Bond”, tjener det til bogens ære, at den overhovedet anerkender eksistensen af de to Bond-film, som er produceret uden for Eons regi.

Bogens stærkeste kort er det omfattende visuelle materiale. Layoutet er rent og overskueligt, og selv om mange af de viste billeder er velkendte, formår ”Bond om Bond” også at fiske et par sjældent sete fotos op af gemmerne. Et gulnet avisudklip på side 19 viser en lidt beklemt Moore anno 1972 i frisørstolen, efter at Bond-producerne, Albert R. Broccoli og Harry Saltzman, har beordret deres nyslåede 007 til at få sig en mere mandhaftig frisure (”We think Bond looks more masculine with his hair cut to a reasonable length”!). De britiske avistegneres bidende satirer over Moores fremskredne alder i hans senere Bond-film (s. 158-159) tager skuespilleren naturligvis med højt humør i de tilhørende billedtekster.

Flere passager i ”Bond om Bond” er rene gentagelser fra Roger Moores selvbiografi, ”My Word is My Bond” fra 2008, som ligeledes var krediteret til ”Roger Moore med Gareth Owen”. Men eftersom denne aldrig er blevet oversat til dansk, går genbruget såmænd an. Yndere af Moores patenterede onkelhumor får i hvert fald valuta for pengene, når han med jævne mellemrum genfortæller røverhistorier og practical jokes fra diverse Bond-sets eller udbreder sig om sine egne talentmæssige utilstrækkeligheder. Læseren hører uden videre Sir Rogers joviale røst for sit indre øre, når blikket falder på sætninger som: ”Jeg var med i et par såkaldte ”mirakel-film”. Det vil sige, at det var et mirakel, hvis nogen fik dem set”.

Desuden erfarer læseren af "Bond om Bond" blandt andet, at den famøse Lotus Esprit fra "Spionen der elskede mig" (1977) jævnligt satte ud på grund af drænede batterier og en overophedet motor; at Sean Connerys Bond begår en fodfejl, når han vil have sin sake serveret varm i "Du lever kun to gange" (1967); at Roger Moores prangende Davidoff-cigarer ikke var inkluderet i hans Bond-kontrakt, som rygtet ellers lød; og at Timothy Dalton nedlagde veto, da kostumedesigneren på "Licence To Kill" (1989) - den samme, som klædte "Miami-patruljen" på - ville hælde Bond i et pastelfarvet sæt tøj.

Roger Moore om sin selvbiografi "My Word is My Bond":

Den danske oversættelse af ”Bond om Bond” er nogenlunde hæderlig, om end en smule utidssvarende i sit sprogbrug. Desværre bærer teksten flere steder præg af, at oversætteren tilsyneladende ikke er fortrolig med Bond-filmene eller besidder nogen indgående viden om filmtekniske termer. Bond-seriens scriptgirl, June Randall, optræder således i bogen som ”manuskriptkonsulent”, hvilket må være en misforstået fordanskning af det engelske begreb ”script supervisor”. Andetsteds oversættes ”editor” til redaktør, selv om der er tale om en filmklipper. En typisk, men ikke desto mindre irriterende brøler.

Der rodes desuden lidt rundt i de danske tv- og filmtitler: ”Moonraker” optræder under sin oprindelige romantitel ”James Bond og Tordenkilen”, ligesom oversætteren forveksler tv-serien ”The Avengers”, som aldrig blev vist i Danmark, med den langt senere spillefilmversion, der i danske biografer bar undertitlen ”Hævnere i kjole og hvidt”. Og så er hverken ”The Saint” eller ”L'année dernière à Marienbad” udstyret med deres danske navne (hhv. ”Helgenen” og ”I fjor i Marienbad”). En række fejlstavede personnavne (hvor f.eks. Irving G. Thalberg omdøbes Thalbard, og Denise Richards pludselig hedder Williams) forstyrrer også læseoplevelsen til en vis grad. Om disse smuttere stammer fra bogens engelske originaludgave eller er opstået i bearbejdelsen til dansk, tør jeg ikke sige, men en filmkyndig korrekturlæsning ville under alle omstændigheder have fanget flere skønhedspletter.

Alt i alt gør ”Bond om Bond” udmærket fyldest som en uhøjtidelig og let læst indføring i James Bonds filmiske univers. Ud over tilhængere af Roger Moore vil jeg mene, at bogen egner sig bedst til de afslappede 007-fans, som enten er relative novicer ud i Bond-fænomenet eller endnu ikke mestrer det engelske sprog godt nok til at kaste sig over mere udtømmende værker som f.eks. Taschens førnævnte udstyrsstykke "The James Bond Archive", den uomgængelige ”James Bond: The Legacy” og lignende udgivelser, som det aldrig ville kunne betale sig at oversætte til det danske marked. Men mon ikke superfansene også ender med at købe ”Bond om Bond” alligevel bare for at have den stående på hylden?

”Bond om Bond: Den ultimative bog om 50 år med Bond-film”
Af Roger Moore med Gareth Owen
Oversat fra ”Bond on Bond: The Ultimate Book on 50 Years of Bond Movies” af Ursula Baum Hansen
224 sider, farver
Vejl. pris: 299,95 kr.
Udgiver: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Udgivelsesdato: 26. oktober 2012
ISBN 978-87-17-04294-0

Brie på besøg hos "Asterix & Obelix - og briterne"

Sidste efterår mødte jeg Asterix på bunden af en forblæst dal i Sydirland. Vi trykkede næver. Han fortalte mig, sådan rent en passant, at han foretrækker Moore frem for Connery. Imens spankulerede tre næsten identiske Obelix'er omkring på engen. 

Edouard Baer (Asterix) og Gérard Depardieu (Obelix) - © UCG

Ellers var det mest slående, da Bries Blog-O-Rama tilbragte en dag på settet i de grønne Wicklow-bjerge uden for Dublin, hvor langsomt tingene går på en 450 mio. kroners mastodontproduktion som ”Asterix & Obelix – og briterne”.

I en kaffepause mellem optagelserne forsøgte den tredje og seneste Asterix-skuespiller, Edouard Baer, at overbevise Bries Blog-O-Rama om, at Asterix i den aktuelle film optræder som en slags fransk James Bond, en actionhelt i Hendes Majestæts tjeneste.

For at illustrere sin pointe rejste Edouard Baer sig fra stolen for at imitere den aldrende Roger Moore, som gik hen foran kameraet tre gange dagligt og hævede øjenbrynene, hvorefter en hoben stand-ins tog over og udførte det hårde arbejde for Moores agent 007.

”Jeg håber, publikum vil sammenligne Asterix-skuespillerne, som var de Bond. Jeg kan godt lide Roger Moore, selv om alle de intellektuelle fyre foretrækker Sean Connery. Efter min mening er Daniel Craig ikke en rigtig Bond,” causerede Edouard Baer videre, ganske uopfordret.

Hvordan resten af min setvisit hos de gæve gallere spændte af, kan du læse om i dagens FILM-tillæg til Politiken (18. oktober 2012).

Gérard Depardieu (Obelix) og Edouard Baer (Asterix) - © UCG

Da jeg besøgte Asterix-optagelserne i august 2011, nærmede det franske filmhold sig afslutningen på et seks måneder langt indspilningsforløb. Før de nåede Irlands bakkede græsenge, havde holdet optaget i solrige Malta og et hedebølgeramt Budapest.

”I Irland skifter vejret tit og hurtigt,” forklarede filmens scenograf, Françoise Dupertuis, som faktisk foretrak den bidende efterårsrusk frem for den midteuropæiske sommer.

”Lyset er bedre, når det er overskyet. Den grønne farve bliver skinnende og elektrisk, og kontrasten mellem himlen og græsset og bladene tager sig helt utrolig ud på film,” forsikrede scenografen begejstret.

Dagens fem besøgende journalister – en dybfrossen Brie inklusive – var mindre imponerede, måske fordi vi slet ikke følte os klædt på til vejrliget. Som vores franske pr-dame konkluderede, mens hun greb lidt hårdere fast om sin frakkekrave i blæsten: ”C'est super froid.”

Lough Dan, Wicklow Country, Irland, august 2011 - © Brian Iskov

"Asterix & Obelix - og briterne" får dansk biografpremiere i dag, mere end et år senere efter mit setvisit. Historien er bygget over albummene "Asterix og briterne" samt "Asterix og vikingerne" (begge tidligere filmatiseret som selvstændige animationsfilm). Desværre bliver denne fjerde realfilm om Asterix & Co. kun vist herhjemme i en flad dansk versionering, der konsekvent taber oplæggets lingvistiske finurligheder på gulvet. At dømme efter den franske trailer er en betydelig del af originalversionens humor baseret på, at "briterne" - herunder Catherine Deneuve som dronning Cordelia - fremsiger deres replikker på fransk med tommetyk britisk accent:



EKSTRAMATERIALE:
Interviews fra settet til ”Asterix & Obelix – og briterne”
© Brian Iskov, 2012 – Eftertryk kun tilladt med tydelig kildeangivelse

Edouard Baer, Asterix (om sin medspiller, Gérard Depardieu, der spiller Obelix for fjerde gang)
”Gérard elsker figurens uskyld og naivitet. Obelix er sulten efter alt: livet, mad, mennesker. Han er barnagtig, men også ganske voldsom og på mange måder en karikatur af Depardieu.”

Françoise Dupertuis, scenograf:
”Vores film giver et nyt bud på Asterix' univers, som er ganske anderledes fra de tidligere spillefilm. Instruktøren, Laurent Tirard, ville gerne have et mindre tegnefilmsagtigt udtryk. ”Bevar det fantastiske element, men gør det gerne poetisk,” sagde han. Laurent ønskede flere organiske detaljer i scenografien og kostumerne. Derfor har jeg brugt mange naturlige materialer såsom græs og dyrehorn. Desuden optager vi filmen i 3D, hvilket kræver, at alting skal forarbejdes med en høj finish.”

Optagelser til "Asterix & Obelix - og briterne" - © UGC

Marc Missonnier, producer:
”Vores to største udfordringer ved at skyde i 3D i Irland har været regnen og myggene. Regnvejr i det fjerne gør ikke noget, for det kan man slet ikke se på filmen. Men hvis regnen falder tæt på kameraets linse, springer det virkelig i øjnene, når man ser optagelsen i 3D. Det gælder også myggesværmene, som ligner skinnende skyer på filmen. Vi bliver nok nødt til at viske alle myggene ud digitalt i postproduktionen!”

”Før vi kunne gå i gang med filmen, måtte vi udkonkurrere to andre producenter, der bød ind på projektet: Luc Besson og Thomas Langmann. Men vi vandt, fordi vi sikrede os, at Asterix og Obelix stod i centrum for vores historie. De oplever indbyrdes konflikter og udvikler sig undervejs. Især Asterix: Han er normalt en fejlfri helt, men vi har udstyret ham med samvittighedsproblemer for at gøre ham mere interessant.”

”Af de hidtidige tre Asterix-spillefilm ligger vores, ”Asterix & Obelix – og briterne”, tættest på Alain Chabats ”Mission: Kleopatra”, omend vi har knap så indforståede jokes i vores film. Vi har forsøgt at indfange Goscinny-ånden og de ideer, han havde om vores moderne verden. Anne Goscinny (datter af den afdøde Asterix-forfatter René Goscinny, red.) og Albert Uderzo (Asterix-tegneren) har godkendt manuskriptet, og de kom også og kiggede på under indspilningerne.”

Edouard Baer (Asterix) og Gérard Depardieu (Obelix) - © UGC

Laurent Tirard, instruktør:
”I en franchise som Asterix-serien er man nødt til at forny sig. Vi ønskede at gøre Asterix-figuren mere kompleks, næsten eksistentiel, og udforske hans venskab med Obelix. For eksempel stiller tegneserierne aldrig spørgsmålstegn ved deres seksualitet, selv om de her to mænd deler hus og tager på eventyr sammen. Derfor valgte vi at skrive flere kvinder ind i historien, så Asterix flirter med den smukke Ofelia, og Obelix falder for den strikse Miss Macintosh. På den måde bliver ”Asterix & Obelix – og briterne” knap så meget en børnefilm. Den får mere subtekst. Når skuespillerne er af kød og blod, bliver man også nødt til at gøre de figurer, de spiller, mere menneskelige og fejlbarlige.”

Catherine Deneuve som dronning Cordelia - © UCG

Bond 50: Dagbog fra et rekordforsøg (1999)

I weekenden 5.-7. november 1999 viste BioCity Odense samtlige af de daværende 18 James Bond-film i rap. Den 23-årige Brie var med til maratonvisningen og holdt ud til den bitre ende med notesblokken i hånden.

Klokken var 19:10, og kalenderen viste fredag den 5. november 1999, da forteksterne til ”Agent 007 mission: drab” (1962) ramte lærredet i BioCity Odenses største sal. Søndag den 7. november kl. 12:52 kørte slutteksterne til ”Tomorrow Never Dies” (1997) gennem salens fremviser, knap 43 timer og 55 kilometer film senere.

Mere end 300 inkarnerede James Bond-fans havde indlogeret sig i biografsalen under BioCitys weekendlange maraton. I skemaet var allernådigst indlagt tre halvtimes pauser til spisning og soignering. Den medbragte tandbørste viste sig at være en god idé.

Køreplan for BioCitys James Bond-maraton

Målet med dette enestående stunt var at få begivenheden optaget i Guinness Rekordbog som den længste sammenhængende, offentlige forevisning af en filmserie. Nordisk Films eventchef Lars Møller arrangerede Bond-weekenden i 1999, og han bekræfter over for Bries Blog-O-Rama, at seancen skam blev registreret i rekordbogen, om end kun i den danske udgave.

Som selvudnævnt James Bond-ekspert greb den unge Brie naturligvis chancen for at opleve agent 007's eventyr i én ubrudt kavalkade på et af landets største biograflærreder. Selv om EON's officielle serie på det tidspunkt "kun" talte 18 film, endte maratonbegivenheden nu alligevel med at være en blandet fornøjelse. For enden af tunnelen ventede et diplom til de deltagere, som udholdt de næsten to døgn i den stadig mere ildelugtende biografsal.

Morgendagen dør aldrig

- logbog fra et rekordforsøg

Brian Iskov for Filmmagasinet Scope, november 1999

Fredag 5. november, 19:08 - Lærredet i BioCitys sal 1 påstås at være Danmarks største. Endda større end dét i Imperial i København. Til gengæld er der kun 433 sæder i salen, og godt en femtedel af dem står tomme for at sikre en passende spredning mellem publikum. En fornuftig disposition.

Biografens daglige leder informerer om, at vi har 55 kilometer film foran os, at der vil være gratis kaffe ad libitum, og at et lokalt bryggeri byder på juleøl (sidstnævnte nyhed udløser weekendens første jubelbrøl). To fynske journalister er til stede som garanter for Guinness Rekordbog; de vil, ligesom operatøren og to af biografens servicemedarbejdere, være solidariske med de betalende gæster og blive hængende, til den sidste stump celluloid er rullet igennem fremviseren søndag eftermiddag.

21:07 - "Agent 007: mission drab" (1962). Allerede ved det første glimt af Sean Connerys smokingklædte ryg bliver publikum ellevilde, og bifaldet brager løs, da han for første gang præsenterer sig ved navn: "Bond ... James Bond". Replikken viser sig hurtigt at have samme effekt, hver eneste gang den gentages. I pausen fløjtes 007-temaet kækt i krogene, og fra en lille gruppe ved døren høres spørgsmålet: "Hvornår kommer Q"?

23:14 - "Agent 007 jages" (1963). Dér kom Q, våbenmesteren med det herlige teknologiske isenkram, og han fik en hjertelig modtagelse. Interessant at se, hvordan Connery på ét år er vokset flere alen som skuespiller, ligesom instruktionen også er langt mere raffineret end i forgængeren. Allerede nu bemærker man en tendens blandt publikum til at hylde de grove mandschauvinistiske bemærkninger, som fra tid til anden kommer over Bonds læber deroppe på lærredet.

Fyns Amts Avis 2. november 1999

Lørdag 6. november, 01:16 - Vælger af taktiske årsager at skippe "Agent 007 contra Goldfinger" (1964). Får i stedet en lur og en snak med de to ungersvende bag bardisken i foyeren. De har desværre ingen sandwich som lovet - bageren klokkede i det. Biografsalen ser allerede forbløffende hærget ud med popcornbjerge på gulvet og skødesløst henslængte jakker blandt stolerækkerne.

03:35 - "Agent 007 i ilden" (1965), en noget træg og omstændelig affære - og den bliver ikke bedre af at blive set klokken to om natten. Spredte klik fra medbragte Bond-pistoler fortæller, at folk nu er mærkbart mere urolige og rastløse, end da de kom. Der serveres "energidrik" i foyeren. Smager som kaffe med brus, iblandet et skvæt Cherry Coke. Ikke just Dom Perignon '55.

05:45 - Sean Connery vader træt og ugidelig gennem "Du lever kun to gange" (1967) som en zombie på sovemedicin, men det må indrømmes, at filmen vinder ved at blive set på det store lærred, hvor den sprøde CinemaScope-fotografering og Ken Adams dekadente design rigtig kommer til sin ret. Rundt omkring i salen ligger mennesker draperet i soveposekokoner.

08:00 - Energidrik mig et vist sted. Endnu en favorit-Bond, "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (1969), må vige pladsen for lidt tiltrængt lukøje. At dømme efter reaktionerne den sidste halve time falder George Lazenby, den menneskelige 007, ikke i fynboernes smag; applausen vil næsten ingen ende tage, da den nygifte Mrs. Bond brutalt mejes ned i slutscenen. Der serveres ét rundstykke pr. person til morgenmad.

10:52 - Maratonens hidtil største bifaldsstorm: Sean Connery vender tilbage i "Diamanter varer evigt" (1971). Til gengæld får hans CIA-ven Felix Leiter også klapsalver, så måske folk blot klapper for at holde sig vågne.

Fyens Stiftstidende 6. november 1999

13:02 - Roger Moore modtages med overvældende apati og et enkelt spagt buh-råb, indtil nogen pludselig begynder at gejle en stemning op to minutter efter mandens fremkomst på lærredet. Filmen er "Lev og lad dø" (1973), og de højrøstede chauvinistiske tilkendegivelser i salen har antaget en noget grovere form. Et hurtigt vue over publikum afslører en ca. 99  % overvægt af hankønsvæsener.

15:15 - De kåde klik fra legetøjspistolerne begynder at tage overhånd - og vi er ikke engang halvvejs igennem arrangementet. Meget få er faldet fra, selv under Roger Moores to første, temmelig tamme og farveløse film. Et uheldigt islæt af folkekomedie har sneget sig ind i "Manden med den gyldne pistol" fra 1974.

17:20 - "Spionen der elskede mig" (1977). Atmosfæren i BioCity bliver stadig mere kvindefjendsk.

20:01 - Den i forvejen staldkåde stemning løftes yderligere et par trin, da der loves flere julebryg til folket. Man gruer for aftenens videre udvikling. Snakken blandt publikum truer med at overdøve filmens lydspor, men da det er totalfadæsen "Moonraker" (1979), som vises, er det ikke just noget stort tab. Under spisepausen kæmper et rengøringshold sig bravt igennem oceaner af popcorn og skumplastbægre.

22:38 - Alt for mange pistolklik og desperate, kaffespeedede bemærkninger under "Agent 007 strengt fortroligt" (1981), som ellers er et af højdepunkterne. Der er forbavsende stille under klimakset - måske er folk faldet i søvn? Overhører i pausen, at nogle har moret sig med at tælle Bonds kvindeerobringer: Han er nu oppe på 27.

Framegrab fra "Octopussy" (1983)

Søndag 7. november, 00:54 - "Octopussy" (1983). En enkelt scene fremprovokerer et gevaldigt smædeudbrud, da et animeret kort på væggen i det sovjetiske krigsministerium viser, hvordan lille Danmark invaderes af kommunister ...! Blandt biografsalens gæster er cirka ti klædt i smoking, og de påstår, at de har det vældig behageligt. En lille gruppe har medbragt et komplet martinisæt med glas, bord og shaker. Meget stiligt!

03:24 - "Henad tre om morgenen er atmosfæren i et kasino tyk af røg og kvalme dunster af parfume og sved", skrev Ian Fleming i sin første Bond-bog. Man begynder at forstå, hvad han mener. BioCitys sal 1 ligner endelig den blanding af slagmark og udslidt lejrskole, den i snart mange timer har lugtet som, og at skulle holde sig vågen til "Agent 007 i skudlinien" (1985) er på alle tidspunkter af døgnet en umenneskelig bedrift.  

05:41 - "Spioner dør ved daggry" (1987). Go' film.

08:06 - Indeklimaet er ulideligt gustent, og gensynet med "Licence to Kill" (1989) en skuffelse. Timothy Dalton er alt for sammenbidt og ubehagelig. Og nu går det også op for én, hvor åndssvage Maurice Binders fortekster egentlig er blevet med årene.

10:47 - Sov som en sten under hele "GoldenEye" (1995). Men nu er der også kun én film tilbage ....

Fyens Stiftstidende 8. november 1999

12:52 - Slutteksterne til "Tomorrow Never Dies" (1997) ruller over lærredet, og der er stående ovationer fra et lettet og eksalteret publikum. Vi er kommet igennem manddomsprøven og ud på den anden side, ud i det hvide lys, der prøvende skinner os i møde fra banegårdscenterets parkeringstag. Taktfast råbes der: "En gang til"; enkelte er ligefrem så overstadige, at de beder om at se arrangøren uden tøj på. Han takker pænt nej og uddeler i stedet diplomer til samtlige overlevende. Tyngdekraften synes at have taget til, mens vi har siddet og svælget i koldkrigsfantasier og drengedrømme. 

Hvad kan man konkludere af 43 timers Bond? At bagprojektionerne er lige så dårlige i "Agent 007 Mission: drab" som i "Licence to Kill" 27 år senere. At Q er tæt på at være filmenes mest populære figur. At James Bonds kernepublikum består af flabede mandschauvinister i 20'erne. Og at undertegnede forhåbentlig aldrig igen bliver fristet til at bruge en hel weekend på at sidde i en biografsal og mærke søvnunderskuddet og fejlernæringen gnave sig igennem kroppen.

Jovist var det en fornøjelse. Men ikke helt til den bitre ende.

Bond 50: "Designing 007" - udstilling på Barbican

Jeg var (00)7 år, da jeg første gang mødte James Bond.

Det skete i januar 1984. Filmen hed "Diamanter varer evigt", og jeg havde skaffet den på VHS i en elendig, pan-scannet piratkopi, hvor samtlige medvirkende lød, som om de gurglede hals, mens de fremsagde deres replikker.

Alligevel var jeg solgt fra første øjeblik. I løbet af et år konsumerede jeg de dengang 13 andre Bond-film på video. Selv de eftersynkroniserede versioner på tysk tv blev pløjet igennem, og i et tidligt udslag af overdreven fanatisme forevigede jeg deres lydspor på kassettebånd for at kunne lytte til dem som hørespil. På tysk.

Brie poserer foran Aston Martin DB5 med skummel type (SPECTRE? CIA?) lurende i baggrunden.

Jeg opdagede Interpresses James Bond-tegneserieblad, som naturligvis gik ind, netop som jeg fandt ud af, at det eksisterede. Jeg læste bøger om filmene, senere også Ian Flemings oprindelige romaner, og sugede i det hele taget til mig af alt, hvad der havde med agent 007 at gøre.

I dag, 28 år senere, er min kærlighed til James Bond-universet lige usvækket. Så selvfølgelig kunne jeg ikke dy mig for at springe på et fly til London, da kulturcentret Barbican åbnede en omfattende 007-udstilling i anledning af Bond-filmseriens 50 års jubilæum.

Kataloget til udstillingen "Designing 007". Pris: £30.

"Designing 007: Fifty Years of Bond Style" sætter fokus på scenografien, rekvisitterne og kostumerne fra hele EON's Bond-serie: lige fra "Agent 007 mission: drab" (1962), her bl.a. repræsenteret ved Ursula Andress' berømte bikini, til den snart aktuelle 23. film i rækken, "Skyfall". Samlingen af effekter fra EONs Bond-arkiver rummer et væld af kjoler, smokingjakker, smykker, storyboards, skitser og plantegninger, miniaturemodeller og gadgets fra Q's værksted. Desuden har enkelte sætstykker fundet vej til Barbican, såsom den læderpolstrede dør til M's gamle kontor og pokerbordet fra "Casino Royale" (2006), komplet med (ansigtsløs) Mads Mikkelsen-dukke.

Udstillingen bærer præg af at være kurateret af to kostumedesignere, hvorfor man godt kan savne et mere dybdegående indblik i f.eks. processen bag Ken Adams vidunderlige kulisser, og trods udstillingens fokus på stil er det bestemt heller ikke alle dele af "Designing 007", der er lige spændende arrangeret. Til gengæld dækker udstillingen så mange kvadratmeter, at man vil føle, man får valuta for pengene (billetpris £12), hvad enten man er inkarneret Bond-aficionado som jeg eller blot overfladisk interesseret i 007-fænomenet.

PS: Det er ved at være sidste udkald, hvis man vil fange "Designing 007" i London. Efter den 5. september stævner udstillingen ud på en treårig international turne, der starter i Toronto. Om "Designing 007" kommer forbi Skandinavien på et tidspunkt, er endnu uvist, men hold øje med Barbicans hjemmeside for mere info.

PPS: Bries Blog-O-Rama laver naturligvis et større 007-tema, når "Skyfall" får premiere den 26. oktober.

Ved indgangen til Barbican mødes man af den legendariske Aston Martin DB5 og en Sean Connery-mannequin klædt i Bonds Anthony Sinclair-designede habit fra "Goldfinger" (1964).

Det er dog kun på afstand, at mannequinen rent faktisk ligner Connery ...

Noget af det sjove ved at besøge Bond-udstillingen er muligheden for at granske rekvisitterne på tæt hold. For hvad der tager sig flot og overbevisende ud på film, ligner ofte billigt legetøj i virkeligheden. Her det ombejlede ATAC-kodemodul fra "Agent 007 strengt fortroligt" ("For Your Eyes Only", 1981). 

Prototype af Rosa Klebbs giftige sko med smallere klinge end den, der ses i "Agent 007 jages" (1963). "She's had her kicks", lyder Bonds kække kommentar. 

I "Moonraker" fra 1979 møder skurken Hugo Drax sit endeligt, idet Bond (Roger Moore) smider ham ind i en sluse og sætter ham i kredsløb uden rumdragt. Det er dog denne ca. 30 cm høje dukke og ikke skuespilleren Michael Lonsdale, man ser hvirvle ud i rummets uendelige dyb. Modellen er skabt af trickspecialisten Derek Meddings, der var fast del af Bond-crewet i mange år.

Jaws' tænder (t.v.) og den originale afstøbning (t.h.). Stålgebisset er inspireret af tandhjul og var så pinefuldt at bære, at kæmpen Richard Kiel, der spillede Jaws i to film, kun kunne have det i munden det få minutter ad gangen. Fra "Spionen der elskede mig" ("The Spy Who Loved Me", 1977).

Q's gipsben, der i "GoldenEye" (1995) skjuler et raketstyr. Kun på udstillingen (og på dette spionfoto!) kan man se, hvad teknikerne på filmholdet har moret sig med at grifle på gipsen.

I Barbicans 007-souvenirbod kan man bl.a. købe et spil Matador med James Bond-tema. "På jeres vej fra brylluppet bliver din hustru plaffet ned af Blofeld. Vent to omgange".

Eller hvad med en spiselig Aston Martin i belgisk chokolade?

Jeg endte med at erhverve mig denne gaveæske (£7) med fire håndlavede, guldbestrøede Walther PPK-chokolader. Dog vil jeg anbefale, at man tager chokoladerne op af håndbagagen, når man går igennem sikkerhedstjekket i lufthavnen. Hele min kuffert blev endevendt i Gatwick, efter at røntgenskærmen røbede mistænkeligt udformede genstande i min bagage!

> Læs også Bries portræt af Sean Connery