Vi hører sjældent om dem, men de findes derude – de kvindelige filmkomponister. Bries Blog-O-Rama mødte nogle af dem på sidste års Toronto Film Festival. Her er det første interview i serien (på engelsk).
Canadiske Lesley Barber har senest komponeret underlægningsmusik til Kenneth Lonergans drama ”Manchester by the Sea”, som havde dansk biografpremiere torsdag 19. januar.
Selvom "Manchester by the Sea" ligger lunt i svinget til årets oscarnomineringer, er Lesley Barbers musik ikke med i opløbet. Det Amerikanske Filmakademi valgte at diskvalificere lydsporet, fordi det indeholder flere eksisterende stykker klassisk musik, der anvendes på linje med Barbers nykomponerede cues. (Diskvalificeringen skete, efter at det nedenstående interview fandt sted.)
Lesley Barber har tidligere skrevet musik til bl.a. Kenneth Lonergans ”You Can Count on Me” (2001), Mary Harrons ”The Moth Diaries” (2011) og Patricia Rozemas ”Mansfield Park” (1999). Uddrag fra mange af Lesley Barbers scores kan høres på hendes hjemmeside, lesleybarber.com.
FOR FOREIGN READERS: Canadian film composer Lesley Barber has written the music score for Kenneth Lonergan's recent Oscar contender "Manchester by the Sea" (2016) as well as Lonergan's "You Can Count on Me" (2001). Other works include Mary Harron's "The Moth Diaries" (2011) and Patricia Rozema's "Mansfield Park" (1999).
The following interview with Lesley Barber took place at Toronto Film Festival 2016, before Barber's score for "Manchester by the Sea" was deemed ineligible for Academy Award consideration by the Academy of Motion Picture Arts and Sciences (AMPAS).
I fredags ringede den ene halvdel af Filmnørdens Hjørne, Casper Christensen, til mig for at høre, om jeg havde noget fornuftigt at sige om mine filmoplevelser i Venedig. Og det havde jeg selvfølgelig!
Du kan høre mig blive interviewet om Venedig Filmfestival 2010 i Filmnørdens Podcast nr. 27 (jeg er med fra 27. til 34. minut):
Husk samtidig at gå på opdagelse i Filmnørdens Hjørne, hvor du evt. kan putte en håndfuld Flattr-mønter i deres virtuelle sparegris, hvis du kan lide det, du finder!
Venedig 2010: Juryformand Quentin Tarantino og festivalleder Marco Müller - pressefoto
I den seneste udgave af Weekendavisen, der også udkom i fredags (17. september), kan du læse anden og sidste del af min reportage fra Venedig Filmfestival 2010.
Denne gang handler det om Quentin Tarantinos telefonbog, bajadser i bersærkergang, barfodsafghanere i den kolde sne, talende dådyr i Tangdynastiet og plastikkirurgi via insekter i næsen!
Mine anmeldelser fra Venedig Filmfestival (Weekendavisen 17.-23. september 2010):
"Balada trista de trompeta" (Álex de la Iglesia, Spanien-Frankrig)
Stumfilmens gyserikon Lon Chaney Jr. er trædestenen – og takt og sordin absolut fraværende – i [Sofia Coppolas] "Somewhere"s antitese på festivalen, "Balada Triste de Trompeta". Hele to anerkendelser, for instruktion og manuskript, faldt overraskende af til Álex de la Iglesias voldssatire, der sætter Spaniens fascistiske fortid (1937-1973) ind i en ramme af nihilistisk cirkushorror.
»Hvis jeg ikke var klovn, var jeg morder,« understreger Sergio, den brutale og alkoholiske cirkusdirektør. »Også jeg,« svarer truppens nytilkomne hvide klovn, dydsmønstret Javier. Sergios smækre akrobatkone, Natalia, indtager rollen som Spanien: en masochistisk kastebold i spil mellem undertrykkende magthavere og vage kujoner.
Tonen er kradsbørstig og krigerisk i "Balada Triste de Trompeta", hvis stiliserede opkørthed bringer tankerne omkring Peter Jacksons tidlige kolbøtter eller Jean-Pierre Jeunet på crack.
Álex de la Iglesia trækker for alvor stopklodserne ud, da Javier – ansporet af amour fou og et løfte til sin afdøde far om at uddrive sin smerte gennem hævn – vansirer sit ansigt med kaustisk soda og strygejern. Umiddelbart før han forvandles til manisk leende dødsengel, indtræder filmens måske mest bizarre hændelse, da en oberst indfanger gøgleren og sætter ham i arbejde som retriever på sit landsted. Ingen ringere end general Franco deltager i fasanjagten, hvilket giver den stadig mere rabiate Javier mulighed for at skambide diktatorens hånd!
Iglesias' frådende feberdrøm om bajadser i bersærkergang vandt ikke mange fans uden for Tarantinos slæng, men konsekvensen og det vitale håndelag kan man dårligt frasige den.
"Attenberg" (Athina Rachel Tsangari, Grækenland)
Højst usædvanligt, men ganske opløftende, vrimlede det med seriøse kandidater til Coppa Volpi for bedste kvindelige præstation på årets Mostra, der på mange måder stod i hunkønnets tegn. Natalie Portman og Catherine Deneuve skilte sig ud som tidlige favoritter, mens den franske amatør Yahima Torrès efterlod et blivende indtryk som titelfiguren i Abdellatif Kechiches smertefulde "Black Venus" (om en frodig sydafrikansk kvinde, der lod sig udstille som eksotisk tivoliobjekt i 1800-tallets Europa).
Det blev dog en anden debutant, der bævende trådte ind i rampelyset for at løfte den tunge pokal. Franske Ariane Labed charmerede i den græske "Attenberg" som 23-årige Marina, et uerfarent og prikkent »søpindsvin«, der observerer sine nærmeste med zoologens distancerede blik. Den pudsige, plotløse film, iscenesat som absurdistisk deadpan af Athina Rachel Tsangari, fremviser samtidig et andet billede af Grækenland end de gængse turistpostkort. »Industrialiseret og grimt, som en fremmed planet,« småjublede Tarantino i sin motivation.
Titlen er i øvrigt afledt af BBC's navnkundige Sir David Attenborough, idet Marina og hendes kræftsyge far ynder at spejle sig i britens tv-dokumentarer om menneskeabers adfærd. Som i "Essential Killing" synes afstanden mellem homo sapiens og andre pattedyr forsvindende lille.
"Detective Dee and the Mystery of Phantom Flame", Tsui Hark (Kina)
Spindesiden hævdede sig også over for sværdsiden i Mostraens asiatiske indslag, som i år gik tomhændede fra prisfesten. Til gengæld skabte de balance i programmet som kærkomne oaser af kulørt ramasjang.
I "Detective Dee and the Mystery of the Phantom Flame" er det Kinas første kejserinde, den snu Wu Zetian, der sætter intrigen i skred, da hun udnævner sin gamle opponent Di Renjie som efterforsker i en særligt penibel sag. Detektiven spilles af Hongkong-idolet Andy Lau som Tang-dynastiets svar på William af Baskerville, og hans metodik fejer snart de mere irrationelle teorier af bordet, skønt bølgen af spontant selvantændende embedsmænd ikke umiddelbart indbyder til logiske løsninger.
Mikset af wuxia og whodunnit – martial arts-epos og mordmysterium – er ganske forfriskende, og den garvede Tsui Hark anvender hele farvepaletten til sit velproducerede periodeeventyr, der ikke stræber efter graviteten fra overdådigheder som "Den Forbudte By" og "Tiger på Spring, Drage i Skjul". Til gengæld kan "Detective Dee" byde på talende dådyr og dødbringende marionetter med indbyggede rundsave.
"13 Assassins" (Takashi Miike, Japan)
Kinesernes delegation fik følge af den afsindigt produktive japaner Takashi Miike, der ene mand har signeret i omegnen af 40 film siden årtusindskiftet. Ofte røber niveauet den hidsige arbejdsfrekvens, men i hans flot opsatte konkurrencebidrag, "13 Assassins", mærker man, at den tabusøgende Miike er gået til opgaven med større omhu og beherskelse, end han normalt har ry for.
Genindspilningen af Eiichi Kudos actionfilm fra 1963 er henlagt til feudalsystemets sidste dage omkring 1850, hvor samuraiernes sværd kun slipper skeden, når der skal snittes radiser.
Efterårsstemningen kaster et skær af melankoli over den første time, hvis langstrakte tilløb ikke undgår at virke blegt sammenlignet med den store finale. De sidste 45 minutters nonstop-bråvallaslag demonstrerer med eftertryk, at den ellers så løsslupne Takashi Miike også mestrer overblikket og den stramme klassicisme, når det kræves af ham.
VENEDIG - I går aftes sluttede den 67. årgang af Venedig Filmfestival, da jurypræsident Quentin Tarantino overrakte hovedprisen, Guldløven, til sin ekskæreste Sofia Coppola og hendes film "Somewhere".
Quentin Tarantino understregede dog flere gange, at hans seks jurymedlemmer havde været rørende enige om at kåre "Somewhere" som den ypperste blandt festivalens 24 konkurrencetitler.
"Det var den film, som vi blev ved med at vende tilbage til, hver gang vi diskuterede de andre film," forklarede han til pressemødet, hvor Sofia Coppola kunne fortælle, at hendes far – Francis Ford Coppola, executive producer af "Somewhere" – var meget stolt.
Sofia Coppola, der også deltog i Venedig med "Lost in Translation" i 2003, er hermed den fjerde kvindelige instruktør, som hædres med Guldløven på Venedig Filmfestival.
ANMELDELSE: Somewhere (Sofia Coppola, USA 2010) Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 10. september 2010
Actionfilmidolet Johnny Marco plages af et forvirret kompas i Sofia Coppolas "Somewhere". Vi møder ham først på en øde californisk strækning, hvor dækkene på hans Ferrari graver cirkler i asfalten som en spejling af hans eksistentielle rundhyl. Ligesom Bob Harris, Bill Murrays kriseramte Tokyo-turist, er Johnny Marco lost in transition. Fastlåst i limbo på Los Angeles' rockhotel Chateau Marmont, hvor dage og nætter flyder sammen i en døs af sprut, lediggang og synkront pæledansende tvillinger i tennisskørter.
Selv om Marcos sti mod stjernerne er mineret med forsmåede frøkener, der tæppebomber hans mobildisplay med hadske sms-beskeder, er han dog i Stephen Dorffs generøse udlægning et entydigt hæderligt menneske. Og da omstændighederne tvinger Marco til at tage hånd om sin 11-årige datter, spillet begavet og ukunstlet af Elle Fanning, griber hun ham i faldet blot ved at være til stede.
Det kan lyde banalt i referat, med overtydelige ekkoer af "Lost in Translation". Men 39-årige Coppola – den anden af konkurrencens tre kvindelige instruktører – har eminent greb om de subtile stemninger og milde ironier i parløbet mellem far og datter. Med sin diskrete, afslappede brug af minimalismens virkemidler opnåede "Somewhere" øjeblikkelig status af favorit på Mostraen, og det er tillige den af konkurrencefilmene, som foreløbig høster det største afkast på at lade sine scener løbe linen ud i realtid. På deres første dag sammen betragter Marco sin datters kunstløb i den affolkede skøjtehal. Sekvensen hengår uden yderligere dramatik i de fire minutter, som Gwen Stefanis midtempo-nummer "Cool" varer på soundtracket. Det er utvungen filmmagi af reneste organiske aftapning.
Du kan læse mine anmeldelser af følgende festivalfilm i Weekendavisen fra 10. september 2010:
"Meek's Cutoff" (Kelly Reichardt, USA)
"Potiche" (Francois Ozon, Frankrig)
"Black Swan" (Darren Aronofsky, USA)
"Miral" (Julian Schnabel, Frankrig-Indien-Italien-Israel)
"Norwegian Wood" (Tran Anh Hung, Japan) - læs anmeldelsen her
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
