torsdag den 10. december 2015

25 år med TV 2's julekalendere: "Alletiders nisse" (1995)

TV 2's julekalendere kan i år fejre 25-års jubilæum. Fra 30. november til 24. december går Bries Blog-O-Rama bag om samtlige af de egenproducerede tv-julekalendere, som TV 2 har sendt på hovedkanalen fra 1990 til 2015.

> I GÅR: "Alletiders jul" (familiejulekalender, 1994)

Efter sit uventede gennembrud som hiphopnissen Pyrus i 1994-julekalenderen ”Alletiders jul” var skuespilleren Jan Linnebjerg tæt på at få skrivekrampe af alle de autografer, han måtte skrive til sine fans.

”På et tidspunkt talte vi om at lave et stempel, men det er for ucharmerende,” udtalte Jan Linnebjerg til B.T. året efter (31.10.1995).

Da var fænomenet Pyrus godt i gang med at vokse sig endnu større. I 1995 fik ”Alletiders jul” sin første fortsættelse, og titlen på julekalenderen afspejlede ungnissens nyvundne stjernestatus hos seerne: ”Alletiders nisse”.



Bag serien stod endnu en gang Martin Miehe-Renard, som hermed skrev og instruerede sin fjerde TV 2-julekalender i træk. Han gav desuden sig selv en lille cameorolle i serien som Guds stemme.

Den første Pyrus-serie, ”Alletiders jul”, gik på opdagelse i danmarkshistorien for at finde årsagerne til, at vi holder jul. Da tiden kom til at skrive efterfølgeren, ”Alletiders nisse”, fik Miehe-Renard den idé at slippe Pyrus løs i den danske julelitteratur. Målet var denne gang at undersøge, hvorfor vi går amok i nisserier hver december.

”Vi har nisser overalt, når julen nærmer sig. I vindueskarme, på bordet - ja, alle vegne. Og så tænkte jeg, hvordan kan det være, at vi stadig - i 1995 - tror på nisser? Vi ville ikke have dem allevegne, hvis vi ikke selv troede på dem,” udtalte Martin Miehe-Renard til Berlingske Tidende 29.08.1995.

I ”Alletiders nisse” er Pyrus derfor startet på nisse-versitetet, hvor han skal skrive en rapport om emnet ”Hvad er en nisse?”. Arbejdet med opgaven giver Pyrus anledning til at gå på besøg i klassikere som ”Peters Jul”, ”Elverhøj”, ”Nøddebo Præstegaard” og ”Nils Holgersens forunderlige rejse”.

I afsnit 18 dukker Pyrus også op i den berømte scene fra familiefilmen ”Far til fire i byen” (1956), hvor Lille Per (Ole Neumann) synger ”Til julebal i Nisseland”. Jan Linnebjerg blev kopieret digitalt ind i klippene fra den oprindelige film, og det krævede flere måneders forhandlinger med rettighedshaverne til Far til Fire-serien, førend dette crossover-møde mellem Pyrus og Per kunne lade sig gøre.



Nissepigen Freja (Karen Gardelli) fra ”Alletiders jul” var ikke med i fortsættelsen, som i stedet introducerede den da 29-årige Christiane Bjørg Nielsen som ungpigenissen Kandis. Ellers var alt ved det gamle i Pyrus' anden julekalender, der i gennemsnit blev set af 1,34 mio. danskere ved førstevisningen i 1995.

Nogle anmeldere virkede dog lidt trætte over, at Martin Miehe-Renard endnu en gang havde gjort en EDB-fikseret rationaliseringsekspert til skurk i en julekalender. I ”Alletiders nisse” forsøger Uffe Spage Andersen (Steen Stig Lommer) ihærdigt at nedlægge Rigsarkivet, ganske som den blip-båttende paragrafrytter Ebba Dagny Blommenfeldt (Lisbeth Gajhede) ville sætte familiecirkusset på porten i DR's ”Cirkus Julius” (1988) - også skrevet af Miehe-Renard.

> Læs om Martin Miehe-Renards "Cirkus Julius" (DR's julekalender 1988)

”Der skal rationaliseres, og computerne skal tage over. Nisserne er ude af sig selv, for de kan ikke vise sig for menneskene, og noget må de gøre, for at arkivet ikke lukker. Hvorfor skal børn udsættes for sådan en gang socialrealisme?” spurgte Nana Olivia Jacobsen i Ekstra Bladet (21.12.1995)

”På TV2 summer man rundt om, hvorvidt det Rigsarkiv skal nedlægges eller ej. Er det overhovedet noget for børn?”
- Camilla Kjærsgaard i Berlingske Tidende 23.12.1995

Jesper Klein, der gentog sin rolle som rigsarkivar Bertramsen i ”Alletiders nisse”, havde personligt let ved at leve sig ind i julekalenderhistoriens dilemma.
”Jeg har selv et edb-anlæg, som jeg har haft den store fornøjelse at stille væk,” sagde han med vanlig Kleinsk finurlighed til Politiken 08.02.1996.

Ved samme lejlighed udtrykte Jesper Klein sin bekymring for digitaliseringen, som for alvor begyndte at tage fart i midten af 1990'erne, da ”Alletiders nisse” blev produceret:

”Internettet og informationssamfundet, som alle skriger og råber om. I år 2000 vil man værne sig mod alle disse informationer. Man vil begynde at sætte et skjold op mod alt det forfærdelige, som det fører med sig,” mente Jesper Klein og tilføjede:

”Jeg tror, det bliver ligesom, når folk i dag har et skilt på deres postkasse, som meddeler: 'Ingen reklamer, tak' vil vi i år 2000 kunne opleve folk, som siger: 'Ingen informationer i dag, tak'.”

Christiane Bjørg Nielsen og Jan Linnebjerg i "Alletiders nisse" (1995) | Foto: TV 2/Søren Hartvig

”Alletiders nisse” blev efterfulgt af ”Alle tiders julemand” (1997), ”Pyrus i alletiders eventyr” (2000), biograffilmen ”Pyrus på pletten” (2000) og teatershowet ”Pyrus i alletiders show” (2008). Og hvis Martin Miehe-Renard skal fremhæve én af sine mange Pyrus-historier frem for de andre, peger han på julekalenderen fra 1995.

”Den var jeg særlig glad for. Jeg kendte figurerne godt, og den har en spændende historie, som glider godt. Vi havde også nemt ved at få skuespillere til at lave endagsoptrædener i serien. Det er jo blomsten af Dansk Skuespillerforbund, som medvirker i Pyrus,” siger Martin Miehe-Renard til Bries Blog-O-Rama.

Det danske biblioteksvæsen udtrykte også deres tilfredshed med Pyrus' jagt gennem den danske litteraturhistorie. I Politiken 15.12.1995 skrev ledende børnebibliotekar Carsten Flink om ”Alletiders nisse”:

”Her viser Martin Miehe-Renard, hvordan det indre billedunivers springer ud af siderne i bøgerne, når de tre nisser tager os på rundtur i nisselitteraturens fantasiland. For det er jo netop, hvad bøger kan - tænde tanker i en fantasiverden, hvor børn og voksne får fælles oplevelser af den bundfældende slags. Og når Pyrus synger, at man skal ku' li' sig selv, finde sig selv og være sig selv, har han ligefrem fat i den eksistentialistiske ende af børnebogsuniverset. Flot gjort, Martin Miehe-Renard! Din julekalender har været bogbranchens eneste effektive markedsføring her til jul!”

TV 2 genudsendte ”Alletiders nisse” i 2006. Året efter udgav Nordisk Film serien på firedobbelt dvd under titlen ”Pyrus i Alletiders Nisse”.

TV 2's lågekalender 1995 - kilde: www.u-landskalenderdr.dk

Bonusinfo:

”Alletiders nisse” havde oprindelig 25 afsnit (ligesom ”Jul i den gamle trædemølle” fra 1990). TV 2's familiejulekalender i 1995 tyvstartede 30. november med en særlig optaktsepisode, ”Husker du?”, hvor Martin Miehe-Renard kunne opsummere, hvad der var hændt i og omkring Rigsarkivet siden sidste jul.

Blandt andet opklarede afsnit 0, hvorfor nissen Guttenborg (Paul Hüttel) fremover skulle tituleres von Gyldengrød. Martin Miehe-Renard adlede nissen og gav ham nyt navn, efter at en virkelig familie Guthenborg gjorde krav på 300.000 kroner for julekalenderens uretmæssige brug af deres registrerede familienavn.

Afsnit 0 af ”Alletiders nisse” er aldrig blevet genudsendt på TV 2 eller udgivet på video.

Alletiders nisse (TV 2 1995, genuds. 2006)
Produktionsselskab: Frontier Media A/S.
Instruktion, manus og sangtekster: Martin Miehe-Renard.
Producent: Michael Iversen.
Musik: Jan Rørdam.
Med Jan Linnebjerg, Paul Hüttel, Jesper Klein, Jeanne Boel, Christiane Bjørg Nielsen, Steen Stig Lommer, Karin Jagd, Max Hansen, Peter Aude, Christoffer Bro, Bodil Jørgensen, Lars Knutzon, Jesper Langberg, Birthe Neumann, Asger Reher, Elin Reimer, Vigga Bro, Aksel Erhardtsen, Karen-Lise Mynster, Henning Sprogøe, Jens Sætter-Lassen m.fl.


> I MORGEN: "Juletestamentet" (1995, voksenjulekalender)

onsdag den 9. december 2015

25 år med TV 2's julekalendere: "Alletiders jul" (1994)

Paul Hüttel og Jan Linnebjerg (som Pyrus) i "Alletiders jul" (1994) | Foto: TV 2

TV 2's julekalendere kan i år fejre 25-års jubilæum. Fra 30. november til 24. december går Bries Blog-O-Rama bag om samtlige af de egenproducerede tv-julekalendere, som TV 2 har sendt på hovedkanalen fra 1990 til 2015.

< I GÅR: "Andersens julehemmelighed" (voksenjulekalender, 1993)

Efter de to familiejulekalendere ”Skibet i Skilteskoven” (1992) og ”Jul i Juleland” (1993) ringede TV 2 endnu en gang til Martin Miehe-Renard, da decemberserien for 1994 skulle planlægges. Denne gang fik Miehe-Renard frie hænder til selv at vælge handlingen og rammerne for sit julekalendermanuskript.

”Det føltes som at gå i et stort supermarked med en meget lille indkøbskurv,” husker Martin Miehe-Renard. I et eksklusivt interview med Bries Blog-O-Rama fortæller han:

”Julen 1993 hjalp mine to små drenge mig med at slæbe juletræet ind i stuen. ”Hvorfor stiller vi træerne inden for til jul?”, spurgte min søn Oliver, som dengang var fire. Jeg tænkte: ”Hvor er det en god ide til en julekalender! At undersøge, hvorfor julen har alle de mærkelige traditioner, og hvor de stammer fra.”



Som andengenerations indvandrer af en skotsk mor lærte Martin Miehe-Renard danskernes skikke at kende ved at læse klassikeren ”Peters Jul” og holde dansk-engelsk blandingsjul. Den tosproglige opvækst har smittet af på mange af Miehe-Renards tv-julekalendere, der undersøger danskernes højtidstraditioner i et historisk lys.
”Når man er fremmed, kan man bedre se tingene udefra,” forklarer han.

”For mig havde den danske jul traditioner, man kunne lære noget af. Da jeg først kom i gang med min research, viste det sig at være et enormt kultursociologisk emne, der fortæller meget om mennesker og folkeslag. Vi gør jo virkelig noget ud af julen i Danmark, selv om vi har lånt mange traditioner fra for eksempel Sverige,” siger Martin Miehe-Renard til Bries Blog-O-Rama.

Som en understregning af det kulturhistoriske aspekt valgte Martin Miehe-Renard at lade 1994-julekalenderen ”Alletiders jul” udspille sig på Danmarks Rigsarkiv. Her varetager arkivarerne Birger Bertramsen (Jesper Klein) og Josefine Brahe (Jeanne Boel) danmarkshistoriens kildemateriale, mens nissen Guttenborg (Paul Hüttel) i al ubemærkethed passer kælderetagens nissearkiv.



Den 1. december vendes der op og ned på arkivets rolige og velordnede hverdag, da den uregerlige ungnisse Pyrus (Jan Linnebjerg) dukker op i den tro, at han har fundet Risarkivet – uden g. Efter at Pyrus får fingre i Guttenborgs tryllebog, trimler alle bogstaverne ud fra de gamle historiebøger.

Resten af julemåneden går med at bremse de ulykker, som Pyrus har forårsaget, og bringe orden i danmarkshistorien, så vi blandt andet atter kan huske, hvorfor vi holder jul. Undervejs møder Pyrus & Co. berømte fortidsdanskere såsom Christian IV (Jens Okking), Grevinde Danner (Ulla Jessen), Ludvig Holberg (Henning Jensen), Tycho Brahe (Nis Bank-Mikkelsen) og Emma Gad (Birthe Neumann).

Martin Miehe-Renard modellerede den ”kun” 140 år unge Pyrus over sin egen søn, Oliver: ”Oliver har altid lavet gale streger, selv om han vil det godt, og sådan er han stadig i dag, hvor han er fyldt 26,” siger Miehe-Renard.

En anden inspiration var nissedrengen Fimpe, en Miehe-Renard-figur, som Allan Olsen gav mindeværdigt liv i DR's”Jul på Slottet” (1986).
”Pyrus skulle være en ung, fræk nisse, som børnene kunne identificere sig med,” fortæller Miehe-Renard. Egentlig havde han kun tiltænkt Pyrus en mindre rolle i julekalenderen. Men ganske som Magnus Tagmus opnåede stjernestatus i 1960'ernes DR-julekalendere, selv om han blot var en bifigur, kastede seerne i 1994 deres udelte kærlighed på den sprælske hiphopnisse Pyrus.

”Han bragede igennem, fordi børnene elskede ham.”

- Martin Miehe-Renard om figuren Pyrus (Jan Linnebjerg)

Pyrus-figurens pludselige og uventede succes blev afgørende for skuespilleren Jan Linnebjergs liv og karriere. ”Alletiders jul” kastede hele tre fortsættelser, en biograffilm og et teatershow af sig, for ikke at tale om utallige offentlige optrædener i indkøbscentre og deslige for Jan Linnebjerg.

I dag, 15 år efter den sidste Pyrus-serie, er Linnebjerg stadig synonym med figuren i offentlighedens optik. Man aner, at det kun er halvt i spøg, når Martin Miehe-Renard i bakspejlet hævder:
”Jeg skabte et monster!”

Jan Linnebjerg som Pyrus | Foto: TV 2

Martin Miehe-Renard tog igen instruktørkasketten på, da ”Alletiders jul” blev optaget fra juni til september 1994 i TV 1 Productions' studier i Taastrup. Tropesommerens varmegrader betød, at temperaturen i studiet toppede omkring de 45.

Som barn eksperimenterede Martin Miehe-Renard med special effects på sin fars smalfilmskamera. Legebarnets tilgang tog han med sig til Pyrus-kalenderne, og han blev opmuntret af TV 2's daværende redaktør Preben Vridstoft, som altid ledte efter nye gimmicks, han kunne introducere i stationens julekalendere.

I ”Alletiders jul” fik Miehe-Renard lov til at lege med sidste skrig inden for digitale effekter.
”Vi hentede nogle folk over fra USA til at lave virtuelle dekorationer på kæmpe Silicon Graphic-computere,” mindes Martin Miehe-Renard.

En samtidig artikel i Berlingske Tidende 6.12.1994, skrevet af Claus Bülow Christensen, forklarer:
”Miehe-Renard havde en vision om en historie med nisser, der tager på opdagelse i Danmarks-historien, og de mange forskellige lokaliteter, som de kommer frem til, var uoverskuelige og bekostelige at bygge op som ægte kulisser.”

Vordingborg slot, Tycho Brahes Uranienborg, Asgård og Midgård fra asemytologien samt Emma Gads arbejdsværelse var blandt de 18 syntetiske kulisser, som LightHouse, TV 2's afdeling for computergrafik og visuelle effekter, byggede op i 3D-programmet Softimage. Softwaren var den samme, som George Lucas' firma ILM året forinden anvendte til at skabe dinosaurerne i Steven Spielbergs revolutionerende biograffilm ”Jurassic Park”.

Via chromakey-teknik (en slags bluescreen) placerede LightHouse-holdet julekalenderens skuespillere inde i den virtuelle scenografi. Martin Miehe-Renard var dengang vildt begejstret over mulighederne: ”En helt ny dimension for kreativiteten,” udtalte han til Berlingske. I dag erkender han, at den topmoderne teknologi fra 1994 har svært ved at imponere i 2015.



Dagbladenes kritikere tog pænt imod ”Alletiders jul” ved førsteudsendelsen i 1994.

Politikens Søren Vinterberg vurderede den første Pyrus-kalender som ”... ikke sløj, bedømt efter rimelige kalender-kriterier: For børn både spøg og spænding, endnu en variation over det uopslidelige kalender-tema: Når det at blive jul til tiden? Og deraf de oplysende indslag af ganske vist vekslende vellykkethed og underholdningsværdi, korte tidsrejser til optrin af danernes historie og opsporing af juleskikkenes opståen, så de kan genindsættes i nutiden.” (15.12.1994)

En del seere klagede over, at familiejulekalenderen fra 1994 havde fået nyt sendetidspunkt kl. 20.00, i TV 2's bedste sendetid, men efter børnenes sengetid.

”Tidspunktet kl. 20 er valgt, fordi TV 2's julekalender er for h e l e familien,” lød TV 2's officielle svar, ”med hyggelige nisser, julepynt og iørefaldende julesange plus en god fortælling om jagten på julen op gennem danmarkshistorien.”

Seertallene led da heller ingen skade. Omkring 1 ½ million seere gjorde den første Pyrus-serie ”Alletiders jul” til en ubetinget succes for TV 2, seriens sponsor, BR Legetøj, og landets biblioteker, der efter julekalenderen noterede en stigning på 700 % i udlånet af historiske børnebøger.

Martin Miehe-Renard skrev og instruerede siden tre julekalenderserier med Pyrus – ”Alletiders nisse” (1995), ”Alletiders julemand” (1997) og ”Pyrus i Alletiders eventyr” (2000) – samt biograffilmen ”Pyrus på pletten” (2000).

TV 2 genudsendte ”Alletiders jul” i 2004, ti år efter premieren. Nordisk Film udgav julekalenderserien på tredobbelt dvd i 2011 – denne gang med Pyrus' navn prominent fremhævet over titlen.

TV 2's lågekalender 1994 - kilde: www.u-landskalenderdr.dk

Bonusinfo:

• Scenografen Niels Secher lagde vægt på, at dekorationerne til ”Alletiders jul” var historisk korrekte. Det virkelige rigsarkiv stillede flere rekvisitter til rådighed for julekalenderen, blandt andet det glasskab, som Guldhornene blev stjålet fra i 1802.

• Rigsarkiv-kulissen fra ”Alletiders jul” stod udstillet i Lyngby Storcenter i december 1994. Da skuespillerne Paul Hüttel og Jan Linnebjerg skulle optræde, troppede så mange tilskuere op, at storcentret måtte bremse tilgangen og afvise kunder.

• Martin Miehe-Renards historie til ”Alletiders jul” blev udgivet i bogform af forlaget Klematis. AV Forlaget udsendte fortællingen som lydbog, indtalt af skuespilleren Søren Elung Jensen.

• Iørn Piø, arkivar i Dansk Folkemindesamling, måtte i B.T. 18.12.1994 gå muntert i rette med Martin Miehe-Renards beslutning om at lade ”Alletiders jul” udspille sig på Danmarks Rigsarkiv. I virkeligheden befinder det danske julearkiv sig hos Dansk Folkemindesamling på Amager – og ikke i rigsarkivet.

Alletiders jul (TV 2 1994, genuds. 2004)
Produktionsselskab: Frontier Media A/S.
Instruktion, manus og sangtekster: Martin Miehe-Renard.
Producent: Peter Hvarre.
Musik: Jan Rørdam.
Med Jan Linnebjerg, Paul Hüttel, Jesper Klein, Jeanne Boel, Karen Gardelli, Jens Okking, Max Hansen, Søren Spanning, Ghita Nørby, Susse Wold, Birthe Neumann, Ulla Jessen, Aage Haugland, Henning Jensen, Niels Olsen, Nis Bank-Mikkelsen, Steen Springborg, Ole Ernst, John Hahn-Petersen, Thomas Mørk, Peter Larsen m.fl.

> I MORGEN: "Alletiders nisse" (familiejulekalender, 1995)

tirsdag den 8. december 2015

25 år med TV 2's julekalendere: "Andersens julehemmelighed" (1993)

TV 2's julekalendere kan i år fejre 25-års jubilæum. Fra 30. november til 24. december går Bries Blog-O-Rama bag om samtlige af de egenproducerede tv-julekalendere, som TV 2 har sendt på hovedkanalen fra 1990 til 2015.

< I GÅR: "Jul i Juleland" (familiejulekalender, 1993)

Hvad står øverst på lille Puttes ønskeseddel? Hvis du gætter på en pony eller fred i verden, så prøv igen. Det rigtige svar er et par silikonebryster.

”Andersens julehemmelighed” fra 1993 er stadig et godt bud på en arketypisk TV 2-voksenjulekalender: Højspændt dramatik, men med tungen i kinden, og umådeligt fjollede roller spillet med dødeligt seriøs mine.

”Grænsen for skørhed i voksenjulekalenderen er, hvad man kan få mennesker til at gøre!” proklamerede TV 2's dramaredaktør Mogens Kløvedal i Amager Bladet 1.12.1998.

Søren Hauch-Fausbøll og Søren Østergaard i "Andersens julehemmelighed" (1993) | foto: Minerva Film

Sten Hasager fra produktionsselskabet Minerva Film Video fødte grundideen om en julemand, der skulle reeksamineres. Forfatterduoen Anne-Marie Olesen og Lars Mering fik til opgave at skrive manuskriptet til ”Andersens Julehemmelighed”, hvilket de gjorde på Sjællands strande under hedebølgen i sommeren 1992 (hvor de også fandt inspiration til til at skrive nissepiger med små, røde bikinier ind i serien).

Mering og Olesens ”jule-kriminal-lystspil-komedie” blev den tredje TV 2-voksenjulekalender i rap, der nød godt af allerede sammentømrede hold foran og bag kameraet.

Skuespillerholdet bestod af Søren Østergaard, Søren Hauch-Fausbøll, Claus Bue, Torben Zeller og Niels Olsen. Truppen havde slået deres folder med improvisationskomik på Park i København og gentaget succesen i DR's teatersportprogram ”Så hatten passer”. De fem herrer deltes om at udfylde samtlige 17 roller i ”Andersens Julehemmelighed” – deriblandt de kvindelige.

”Vi kender jo hinanden ud og ind, så det var ikke ligefrem nogen uoverkommelig opgave at instruere,” sagde Claus Bue, som påtog sig at iscenesætte løjerne mod kun at spille én rolle i handlingen.

”Davs, Klavs”

– Putte

Indspilningerne fandt sted over to måneder fra 26. juli 1993 og frem, men kun om formiddagen fra 6 til 12. Alle skuespillerne skulle nemlig videre til teaterprøver om eftermiddagen.

Handlingen for så vidt kredser om Frits (Søren Østergaard), der er assistent for Julemand 39 (Claus Bue). Frits går undercover som vvs-mand hos ægteparret Tage (Niels Olsen) og Åse (Torben Zeller) Andersen, der ikke har holdt jul i 20 år. På sin mission for at genindføre højtiden i husstanden forelsker Frits sig hovedløst i familiens selvoptagede teenagedatter Putte (Søren Hauch-Fausbøll).

”Det er en bizar familie, som vi har gjort lidt mere bizar, men jeg kender godt Tage og Åse – de findes skam,” udtalte Anne-Marie Olesen til B.T. 12.11.1993. Hun krydsede fingre for, at seerne ville tage godt imod crazy-kalenderen, og det samme gjorde seriens redaktør på TV 2, Mogens Kløvedal:

”Enten vil man æde den råt, eller også vil man synes, at sådan noget kan man overhovedet ikke vise på fjernsyn,” spåede Kløvedal inden premieren (Dagbladenes Bureau 11.11.1993)

De havde nu ikke behøvet at være ængstelige.

Claus Bue og Søren Østergaard i "Andersens julehemmelighed" (1993) | foto: Minerva Film

Bortset fra Ekstra Bladets Hans Fl. Kragh, der den 9. december modstræbende måtte meddele, at han ikke fandt TV 2's julekalender morsom (”det er på manuskriptsiden, den hikker”), og hans kollega Ulla Dahlerup, som senere kårede ”Andersens Julehemmelighed” til ”årets platteste bundskraber” (03.01.1994), var dagbladenes anmeldere positivt stemte.

”Efter at have fået en foodprocessor galt i halsen af grin over "The Julekalender", vrider man sig klejneglad på rigsdansk i år,” erklærede B.T.'s Birgitte Grue (02.12.1993), der følte sig ”lykkeligt samspilsramt” af ”Andersens julehemmelighed”.

”Det skulle ikke undre, om TV 2 med dette krimidrama har scoret sig endnu en succes,” sekunderede Torben Weirup samme dag i Berlingske Tidende.

Og ganske rigtigt: Efter en lidt blød start voksede seertallene til ”Andersens Julehemmelighed” støt igennem hele julemåneden. 1,6 mio. danskere fulgte i gennemsnit serien i løbet af december 1993, mens det ugentlige snit toppede ved 1.874.000 i de sidste dage op mod juleaften. ”Andersens julehemmelighed” er stadig i skrivende stund (2015) den af alle TV 2's julekalenderserier, der har opnået de højeste seertal.

"Nej, helvede og patter, nu igen!"

- Postbudet

Ved genudsendelsen i december 1998 fulgte 715.000 seere familien Andersens genvordigheder. Den lavere tilslutning kunne muligvis hænge sammen med reprisens sene sendetidspunkt (21.40).

Politikens tv-anmelder Henrik Palle fandt julemysteriet ”ganske fornøjeligt” også i 1998. Dog måtte han erkende, at ”Andersens Julehemmelighed” tabte lidt ved at blive genudsendt, ”fordi den faktisk er bygget op omkring en gåde. Og når man kender løsningen på den fra start, ja så er det altså ikke helt det samme.” (03.12.1998)

Ti år senere satte Thomas Harder fra samme avis dvd'en i maskinen, da ”Andersens Julehemmelighed” endelig blev gjort tilgængelig på hjemmevideo. Han vurderede, at gensynet ikke skuffede:

”Den er præcis lige så original, absurd, sprogligt intelligent og velspillet, som vi huskede den, og pludselig forstår jeg, hvorfor jeg i årevis har følt det en lille smule pinligt, hver gang jeg er kommet til at sige »davs« til en Claus.” (09.12.2008)

Søren Hauch-Fausbøll, Niels Olsen, Torben Zeller og Søren Østergaard | Foto: Minerva Film

Bonusinfo:

• Danske Bank udtrykte ønske om at være sponsor for ”Andersens Julehemmelighed”. Virksomheden sprang imidlertid fra sent i forløbet, da det gik op for dem, at hovedpersonen i serien delte navn med koncernens forhenværende direktør, Tage Andersen. ”Så friske er man ikke i bankverdenen,” konstaterede Ekstra Bladet (12.11.1993).

• Den 4. december 1993 kunne B.T. fortælle, at TV 2 ville sende videokopier af ”Andersens Julehemmelighed” til de godt 1000 danske FN-soldater, som på det tidspunkt var udstationeret i Kroatien og Bosnien. Initiativet opstod, efter at TV 2-journalisten Niels Brinck under en reportagerejse i eks-Jugoslavien blev spurgt af soldaterne, om det mon kunne lade sig gøre at få tilsendt årets voksenjulekalender? De havde nemlig sådan moret sig over ”The Julekalender” året før.

• Succesen med ”Andersens Julehemmelighed” var så stor, at Putte og Åse (hhv. Søren Hauch-Fausbøll og Torben Zeller) den efterfølgende sommer kunne tage på blokvognsturné i provinsen og forlange et honorar på 30.000 kroner for en halv times underholdning – plus 5.000 ekstra i transporttillæg til Fyn og Jylland.

• EMI-Medley udgav "Andersens Julehemmelighed" på VHS i 1999. Da Scanbox i 2008 udsendte serien på dobbelt-dvd, manglede sangen ”Goddag og farvel”, der var klippet ud af episode 10.

Andersens Julehemmelighed (1993, genuds. 1998)
Sendetidspunkt: 20.00 (1993).
Produktionsselskab: Minerva Film Video.
Instruktion: Claus Bue.
Producent: Sten Hasager.
Musik: Fuzzy.
Manus: Anne-Marie Olesen, Lars Mering efter idé af Sten Hasager.
Med Claus Bue (Julemand 39 m.fl.), Morten Hauch-Fausbøll (Putte m.fl.), Torben Zeller (Aase m.fl.), Niels Olsen (Tage m.fl.), Søren Østergaard (Frits m.fl.)

> I MORGEN: Alletiders jul (familiejulekalender, 1994)

mandag den 7. december 2015

25 år med TV 2's julekalendere: "Jul i Juleland" (1993)

TV 2's julekalendere kan i år fejre 25-års jubilæum. Fra 30. november til 24. december går Bries Blog-O-Rama bag om samtlige af de egenproducerede tv-julekalendere, som TV 2 har sendt på hovedkanalen fra 1990 til 2015.

< I GÅR: "Skibet i Skilteskoven" (familiejulekalender, 1992)

Efter succesen med ”Skibet i Skilteskoven” i 1992 ringede TV 2 til Martin Miehe-Renard for at spørge, om han kunne finde på en fortsættelse.

”Sagtens,” svarede Miehe-Renard.

Men Linie 3, der spillede skilteskovens nissetrio Kogle, Multe og Stub, kunne ikke længere lege med, idet de var travlt optaget af deres nye sceneshow, ”Hvor er de 2 andre?”. Også skovfeen, Louise Fribo, var indisponeret, da fortsættelsen til ”Skibet i Skilteskoven” skulle optages i sommeren 1993.

"Jul i Juleland" (1993) | foto: Casper Rubin/TV 2

”I virkeligheden var det galimatias at lave en efterfølger uden de vigtigste figurer,” siger Martin Miehe-Renard i 2015 til Bries Blog-O-Rama. Men julekalenderforfatteren lod sig ikke slå ud. Han sendte Linie 3-nisserne af sted til Polynissien og skrev tre andre nisser ind i historien.

Karse (Kurt Ravn), Gyvel (Sonja Oppenhagen) og Brumle (Tom McEwan) flytter ind i bunden af søulken Ottos tørlagte skib, da den københavnske investor Wilhjelm Kayser (Waage Sandø) overtager nissernes mølle og fylder den med hightech-kram.

Dermed lagde Martin Miehe-Renard op til endnu en julekalender, hvor storkapital, fremskridt og forandring truer den hyggelige status quo. Kayser har nemlig planer om at omdanne Skilteskoven til et kommercielt juleland med pølseboder, stort indkøbscenter og 1000 parkeringspladser.



”Jeg har forsøgt at skabe en historie, hvor nøgleordene er nærhed, venskab, kærlighed, varme og samvær, i stedet for gaver og mad, som jo tilsyneladende har overtaget julens budskab,” forklarede Martin Miehe-Renard til Dagbladenes Bureau (1.10.1993).

Forfatteren uddybede historiens budskab i et interview med Ritzaus Bureau (15.10.1993):

”Sidste års julekalender var en opfordring om at beskytte det ydre, miljøet. I år er det det indre, vi skal beskytte. Julen handler ikke kun om at æde og flette julestads, men også om at sprede glæde.”

Martin Miehe-Renard påbegyndte manuskriptet til ”Jul i Juleland” den 12. april 1993 og færdiggjorde de 700 manuskriptsider på 28 dage (”jeg er kendt for at være en hurtig skriver,” siger han).
I samme hug leverede Miehe-Renard teksterne til julekalenderens 22 (!) sange, som Michael Hardinger og Rasmus Schwenger komponerede musik til.

Optagelserne til ”Jul i Juleland” stod på fra 21. juni til 21. september 1993 i TV 2's studie i Taastrup uden for København. Otto Brandenburg, Tommy Kenter, Amalie Ihle Alstrup, Karin Jagd (Miehe-Renards hustru) og Søren Thorup som papegøjen Bounty var alle gengangere fra "Skibet i Skilteskoven". Charlotte Fich, senere kendt som Ingrid Dahl i DR's "Rejseholdet" (2000-2004), overtog Louise Fribos rolle som skovfeen.



TV 2's familiejulekalender 1993, ”Jul i Juleland”, trak i gennemsnit 874.000 danskere til skærmen. Seertallene rakte ikke til at slå TV 2's voksenkalender ”Andersens julehemmelighed” og DR1's reprise af ”Nissebanden i Grønland” (1989), der begge lå over en million.

Ligesom sin forgænger, ”Skibet i Skilteskoven”, er ”Jul i Juleland” aldrig blevet genudsendt på TV 2. Begge kalendere blev først offentligt tilgængelige, da Nordisk Film udgav dem på dvd i november 2008.

Martin Miehe-Renard kender ikke årsagen bag TV 2's beslutning om at lægge de to kalendere i mølpose, men han forsøger sig med et bud:
”Vores budgetter var så små, hvilket man godt kan se på vores filmtricks. Jeg tror simpelthen ikke, at de serier holder i dag,” udtaler han til Bries Blog-O-Rama.

Pressen skrev om ”Jul i Juleland”:

”TV 2 har satset netop på den kommunale intrige om at skabe et syntetisk juleland ud af Skilteskoven. Som om noget kunne være meget mere syntetisk end den syngende glimmerfe, eller Otto Brandenburgs sømand i discountkulisser. Når skoven allerede fnitrer ad plasticsne og statisk elektricitet, er der ikke meget naturidyl at ødelægge. Og så kan selv Kurt Ravns fortryllende sentimentale juleballade ikke redde historien hjem.”
(Marie-Louise Kjølbye, Berlingske Tidende 7.12.1993)



BONUSINFO:
  • Henrik Kofoed og Tom McEwan kunne i 1993 ses i julekalenderne på både DR (”Nissebanden i Grønland”) og TV 2 (”Jul i Juleland”).
  • Motivet på TV 2's lågekalender i 1993 var en tro gengivelse af kulissen Karen-Maries Landhandel, tegnet af Pia Kryger Lakha. Ud over de 24 låger havde kalenderen et samlesystem, som gav ret til små gaver fra Spar-kædens butikker (TV 2-julekalenderens sponsor).

TV 2's lågekalender 1993 - kilde: www.u-landskalenderdr.dk

Jul i Juleland (TV 2 1993)
Produktionsselskab: TV 1 Productions.
Instruktion og manuskript: Martin Miehe-Renard.
Producer: Thorkil Lodahl.
Musik: Michael Hardinger, Rasmus Schwenger.
Med: Otto Brandenburg, Karin Jagd, Amalie Ihle Alstrup, Waage Sandø, Lisbet Dahl, Tommy Kenter, Henrik Kofoed, Ulf Pilgaard, Charlotte Fich, Sonja Oppenhagen, Kurt Ravn, Tom McEwan, Søren Thorup (stemme), Pernille Ålund (stemme).

> I MORGEN: "Andersens julehemmelighed" (voksenkalender, 1993)

søndag den 6. december 2015

25 år med TV 2's julekalendere: "Skibet i Skilteskoven" (1992)

TV 2's julekalendere kan i år fejre 25-års jubilæum. Fra 30. november til 24. december går Bries Blog-O-Rama bag om samtlige af de egenproducerede tv-julekalendere, som TV 2 har sendt på hovedkanalen fra 1990 til 2015.

< I GÅR: "Trolderiks posthule" (småbørnsjulekalender, 1992)

Efter den overvældende og overraskende brede succes, som blev voksenjulekalenderen ”The Julekalender” til dels i 1991, valgte TV 2 at droppe småbørnskalenderne med dukken Trolderik. Nu satsede kanalen målrettet på at ramme alle segmenter i ét hug.

Oplægget til TV 2's første familiejulekalender, ”Skibet i Skilteskoven”, blev udviklet af Thomas Hauger (TV 2-børneredaktør), Johnny Reimar (direktør for direktøren for produktionsselskabet TV1) og Preben Vridstoft (TV 2-direktør) over Reimars køkkenbord så sent som foråret 1992.

”Vi blev enige om at starte bagfra og vælge skuespillerne først. Otto Brandenburg var vi enige om, og Linie 3 var også hurtigt på plads. Linie 3 insisterede på, at Axel Strøbye skulle være med, og den var vi helt med på. Derefter lavede vi en grundhistorie, som vi sendte ud til tre forfattere,” fortalte Thomas Hauger til B.T. 9. december 1992.

Linie 3 i "Skibet i Skilteskoven" | foto: Peter Hvarre/TV 2

Af de tre svar, Hauger & Co. modtog i udbudsrunden, ramte Martin Miehe-Renards fortælling dem lige i hjertet.

”De ringede til mig og spurgte, om jeg tændte på at skrive en julekalender, der foregik i en juletræsskov. Jeg tænkte: Næh, egentlig ikke. Der må ske noget mere,” fortæller Martin Miehe-Renard i 2015 til Bries Blog-O-Rama.

Han fandt inspirationen til ”Skibet i Skilteskoven” på Det Danske Filmstudie i Lyngby, hvor en rekvisitør gennem mange år havde en fiskerbåd stående for at sætte den i stand.

”Den havde altid vækket min fantasi, for tænk hvis der boede nogen på båden. Det kunne være en gammel sømand, som havde lagt båden op inde i skoven, men stadig forsøgte at opretholde sit maritime liv,” siger Martin Miehe-Renard.

Efter at ideen tog form, skrev Martin Miehe-Renard de 700 manuskriptsider på to måneder.

”Mere tid var der ikke. Det må være lige til en Guinness-rekord,” udtalte den trætte forfatter til B.T. 29.08.1992. På det tidspunkt var han i fuld gang med at instruere seriens 24 afsnit. Da kalenderen nåede 1. december, manglede Miehe-Renard stadig at redigere de sidste fem episoder af ”Skibet i Skilteskoven”.



Martin Miehe-Renards første julemanuskript for TV 2 formede sig næsten som et kompendium af elementer fra DR's tidligere julekalendersucceser.

Nissernes sang om risengrødens glæder gentager rimet ”sød/sprød/strøed'” fra Flemming Jensens ”Nissebanden” (DR 1984).

Modstanderen i ”Skibet i Skilteskoven” er endnu en entreprenant kapitalist, der truer status quo med sine planer om at jævne en juletræsskov med jorden (som i DR's ”Torvet” fra 1981).

”Der skal være noget fornuft i balladen,” forklarer Martin Miehe-Renard om sit valg af konflikt. Han håbede, at nissernes kamp mod industriel forurening og ødelæggelse af naturressourcer kunne indpode noget miljøbevidsthed i de yngste seere.

Sømanden Ottos papegøje, Bounty (med stemme af Søren Thorup), lå så tæt på Jesper Kleins Mary fra ”Jullerup Færgeby” (1974), at det lignede plagiat. (Martin Miehe-Renard bedyrer, at ligheden var utilsigtet: ”En sømand skal jo have en papegøje, og jeg kendte en dukkemager fra Riddersalen [Poul Arne Kring], som var genial til at lave den slags.”)

Endelig klingede nissetrioens boblende replikker umiskendeligt af ”Jul på Slottet” (DR 1986). Dengang var det Allan Olsens nissedreng Fimpe, der agerede talerør for sprogforbistringerne i Miehe-Renards manuskript.

Martin Miehe-Renard forklarer sin legende tilgang til sproget med, at han selv er andengenerations indvandrer i Danmark: ”Min mor er skotsk, og da jeg var barn, talte jeg engelsk med hende.”

Otto Brandenburg var oplagt til rollen som pensioneret søulk. Til den populære entertainertrio Linie 3 (Preben Christensen, Anders Bircow og Thomas Eje) skrev Miehe-Renard de tre nisser Kogle, Multe og Stub, der bor i bunden af skibet og laver skilte til skoven – så dyrene kan finde rundt.



”Skibet i Skilteskoven” blev optaget i produktionsselskabet TV 1's studie i Høje Tåstrup sommeren 1992. Med kun tre dekorationer og få skuespillere var det ikke verdens dyreste julekalender at producere.

”Jeg fandt hurtigt ud af, at vi ikke havde det største budget i verden. Det var begrænset, hvor mange medvirkende vi havde råd til. Men jeg bestemte, at det ikke skulle afholde mig fra at lave en masse roller,” udtalte Martin Miehe-Renard til B.T. 29.08.1992.

Til sin mangeårige ven Tommy Kenter skrev han hele syv biroller med tilhørende forklædninger. ”Det var ikke på grund af økonomi, men for at bruge Tommys store energi”, siger Miehe-Renard i dag til Bries Blog-O-Rama.

Rollen som duftfabrikant Viggo Velva gik til Axel Strøbye. Som teenager havde Martin Miehe-Renard spillet Strøbyes søn i de tre populære lystspil om Familien Gyldenkål (1975-77).

”Han var som en far for mig. Jeg var nervøs for at skulle instruere ham i julekalenderen, men han var virkelig sød,” siger Miehe-Renard.

Den 22-årige musicalskuespiller Louise Fribo agerede historiens flyvende, økologiske skovfe. Endelig fik 12-årige Amalie Ihle Alstrup sin tv-debut efter at have medvirket i seks spillefilm. Da optagelserne til julekalenderen foregik i sommerferien, kunne hun nøjes med at holde tre uger fri fra Amagerfælled skole.

Karin Jagd, Tommy Kenter og Amalie Ihle Ahlstrup i "Skibet i Skilteskoven" | foto: Peter Hvarre/TV 2

”Det ligner og lugter af ægte julesucces i Skilteskoven!”

- Henrik List, Berlingske Tidende 04.12.1992

TV 2 havde set rigtigt, da de udnævnte Martin Miehe-Renard til tovholder på deres familiejulekalender. 1.973.000 danskere fulgte det første afsnit af ”Skibet i Skilteskoven”, hvilket svarer til en seerandel på 90 procent. Soundtracket med julekalenderens sange – komponeret af Jan Irhøj og Ivar Lind Greiner med tekster af Miehe-Renard – solgte guld (50.000 eksemplarer) allerede inden 1. december.

Selv dagbladsanmelderne udtrykte begejstring:

”Med en perlerække af kendte komikere og skuespillere - fra Linie 3 til Tommy Kenter - og et overskud af veloplagte ordspil og forviklinger, ser det allerede nu ud til, at »Skibet i skilteskoven« holder. Dette er en voksenjulekalender [sic], hvor der både laves skarp miljøsatire, skabes erindringsværdige typer og leveres gennemmusikalsk, spidsfindig underholdning,” skrev Henrik List i Berlingske Tidende 4. december og sluttede:

”Der kommer næppe til at gå mange år, før TV 2 genudsender den nyproducerede efterfølger til De Nattergales kæmpesucces.”

Henrik Lists spådom holdt dog ikke stik. Trods de imponerende seertal viste TV 2 aldrig ”Skibet i Skilteskoven” igen (den officielle vurdering lyder i dag, at serien er "for gammel til genudsendelse"). Julekalenderen fra 1992 først blev tilgængelig på video i 2008, 16 år efter premieren.

Martin Miehe-Renard fulgte "Skibet i Skilteskoven" op med en selvstændig fortsættelse, "Jul i Juleland", i 1993.

TV 2's lågekalender 1992 - kilde: www.u-landskalenderdr.dk

Bonusinfo:

• Inspireret af Viggo Velvas duftfabrik producerede TV 2 en papkalender til "Skibet i Skilteskoven", hvor lågerne udskilte særlige dufte, når man skrabede på dem. Overskuddet fra salget af lågekalenderen i 1992 indbragte imponerende 3,3 mio. kr. til de danske julemærkehjem. ”Den støtte er der stor behov for. Vi har så stor en venteliste som nogensinde,” sagde Julemærkefondens formand Peder K. Lund i B.T. 2. marts 1993.

• Miniaturemodellen af skilteskoven blev skabt af Jesper Østergaard. Han var samtidig kendt for den talende burgerdukke Elvis, der huserede i DR's børneprogrammer.

Skibet i Skilteskoven (TV 2 1992)
Produktionsselskab: TV 1 Productions.
Producent: Preben Vridstoft.
Instruktion, manus og sangtekster: Martin Miehe-Renard.
Musik: Jan Irhøj; Ivar Lind Greiner (nissesange).
Med Otto Brandenburg, Linie 3 (Preben Christensen, Anders Bircow og Thomas Eje), Axel Strøbye, Tommy Kenter, Karin Jagd, Amalie Ihle Ahlstrup, Louise Fribo, Søren Thorup (stemme).

> I MORGEN: "Jul i Juleland" (familiejulekalender, 1993)