fredag den 11. december 2015

25 år med TV 2's julekalendere: "Juletestamentet" (1995)

TV 2's julekalendere kan i år fejre 25-års jubilæum. Fra 30. november til 24. december går Bries Blog-O-Rama bag om samtlige af de egenproducerede tv-julekalendere, som TV 2 har sendt på hovedkanalen fra 1990 til 2015.

< I GÅR: "Alletiders nisse" (familiejulekalender, 1995)

TV 2's voksenjulekalender i 1995, ”Juletestamentet” med undertitlen ”En dødelig dosis julehygge”, var et forsøg på at udvide formatets rammer. Holdet bag serien var den københavnske teatergruppe Dr. Dante, som året før havde fejret triumfer med den nyskabende teaterkoncert ”Gasolin'” på Østre Gasværk.

”Nisser gider jeg ikke beskæftige mig med. De interesserer mig ikke,” proklamerede Nikolaj Cederholm, Dante-leder og julekalenderens instruktør, i Ekstra Bladet 08.12.1995. Til pressemødet på TV 2's hovedsæde i Odense præsenterede han oplægget til ”Juletestamentet” som ”en god blanding af Panduro, Monty Python, Disney og Dennis Potter med drama, gys, komik, krimi, crazy soap og musical” (citeret i B.T. 26.10.1995).

Samtidig nærede Nikolaj Cederholm et ønske om at bringe Dr. Dante ud til et bredere publikum.
”Vi vil godt udvide Dr. Dantes fine image. Et image, der også nogle gange er et problem. Mange mennesker tror, at Dante er så eksperimenterende og så underligt, at det ikke er noget for dem. Derfor skulle det være et drama på tv's betingelser, men det skulle også indeholde noget af Dr. Dantes særpræg,” sagde han til Ekstra Bladet (08.12.1995)

"Juletestamentet" (1995) | Foto: Thura Film

Produktionen var lagt i entreprise hos Thura Film, selskabet bag de populære genrefilm ”Nattevagten” (1994) og ”Farligt venskab” (1995). Dette betød et løft i kvalitet, især visuelt, i forhold til de tidligere voksenjulekalendere. Berlingske Tidende kunne også røbe, at ”Juletestamentet” var ”betydelig dyrere end de foregående at lave” (19.06.1995).

Det var TV 2-redaktøren Mogens Kløvedal, som i 1993 opfordrede manuskriptforfatteren Ole Meldgaard til at finde på et voksenjulekalenderoplæg.

”Julen er budskabet om fred, men så skal der jo først have været ufred. Det var grundideen. Senere kom Michael Obel fra Thura Film, som skulle producere afsnittene, med ideen om en familiefejde,” fortalte Ole Meldgaard til Politiken 18.12.1995.

Forfatteren videreudviklede konceptet i sit sommerhus i Odsherred, hvis lighed med en gammel germansk jagthytte inspirerede til seriens enlige kulisse.

”Juletestamentet” tager sin begyndelse, da tre voksne brødre og deres respektive kvinder kaldes ud til en hytte på landet. Brødrenes far, som de ikke har haft kontakt med i mange år, er død, og nu skal arven forvaltes. Men hyttens skumle butler, Abrahamsen (Lars Brygmann), nægter at udbetale så meget som en øre, hvis bare én af gæsterne forlader hytten inden juleaften. Problemet er, at de seks familiemedlemmer ikke kan døje hinanden.

”Historien handler om moderne mennesker med almindelige problemer. Når man tvinger folk så tæt sammen i lang tid, udvikler der sig et psykologisk spil, som sætter arvingerne på en hård prøve. Skal det lykkes for dem at overholde butlerens urimelige krav, eller må de give op?”
- "Juletestamentet"s forfatter Ole Meldgaard, Berlingske Tidende 19.06.1995

"Juletestamentet" (1995) | Foto: Thura Film

I Ekstra Bladet 21.12.1995 beskrev Ole Meldgaard de karikaturer af moderne storbymennesker, som udgør figurgalleriet i ”Juletestamentet”:

”MARTIN (Niels Anders Thorn) bliver forbrugeren af guds nåde og drømmer om avancement i reklameverdenen. Inderst inde ved han godt, at han jagter regnbuen, men han giver bekvemt omverdenen skylden for, at han ikke når den, hvilket gør ham til en vred trykkoger.
HUBERT (Morten Hauch-Fausbøll) er den føjelige bror, som bliver den bløde mand, hvilket bliver hans fallit, for Mie gider ikke gå i seng med ham. Derfor bliver han hobbymennesket , der vender sig mod dyrene, hans sande venner.
SVEND (Timm Vladimir) er den sande abe. Han gør aldrig noget færdigt, hutler sig igennem tilværelsen på den forkerte side af loven og ender som skørtejæger bag et tykt panser af ironi.
Pigerne går heller ikke ram forbi.
MIE (Paprika Steen) er billedet på den oplyste kvinde, der nok ved, hvor orgasmen sidder, men mister evnen til at give sig hen til Hubert, som ellers elsker hende.
Hun kan få ham og derfor er han ikke spændende.
MERCEDES (Sidse Babett Knudsen) er gadepigen. Hun er realisten. Hun ved, at fyren ikke ringer og at checken ikke kommer med posten. Hun kæmper så hårdt for at tjene til dagen og vejen, at hun slet ikke har tid til at blive forelsket.
Tilbage er så SUS (Lotte Andersen), som er den reneste af dem alle sammen. Hun er pigen fra eventyret med hjertet af guld. Hun giver sig hen til Martin, men kærligheden falder på klippegrund og hun er lige ved at miste sine illusioner som de andre. Og det er sørgeligt, for når hun ikke længere tror på kærligheden, er den sidste bastion faldet. Så kan vi godt ringe til Greenpeace.”

”Har De rakt ud efter en, som de ellers havde glemt at elske? De kan roligt gøre det, for det er som med en stor opvask. De fortryder det ikke bagefter.”

- Ole Meldgaard i Ekstra Bladet 21.12.1995

Ole Meldgaard skrev de første otte afsnit af ”Juletestamentet” alene, hvorefter Nikolaj Cederholm hjalp med resten. De sidste episoder blev skrevet færdig, mens serien blev indspillet i TV 1 Productions' studier i Taastrup sommeren 1995.

Komponisten Kåre Bjerkø leverede 11 nye sange til "Juletestamentet". Vokalerne var optaget på forhånd af ”Gasolin'”-holdet (bl.a. Caroline Henderson, Jimmy Jørgensen, Marianne van Toornburg og Nis Pedersen samt Paprika Steen og Lotte Andersen) og indgik i julekalenderen som demonstrativt mimede playback-sekvenser.

Denne anti-realistiske stilisering var kraftigt inspireret af den britiske dramatiker Dennis Potters brug af kildemusik i tv-serierne "Ovenover skyerne" (Pennies from Heaven, 1978) og "Den syngende detektiv" (The Singing Detective, 1986).

”Det passer utroligt godt ind i hele konceptet for ”Juletestamentet” at lade personerne synge deres længsler og drømme ud i stedet for at lade dem sige banale replikker,” forklarede Meldgaard i Politiken 18.12.1995.



Kåre Bjerkø fortalte om sit arbejde med musikken i Politiken 17.12.1995:

”[Melodierne] skulle være iørefaldende i en dansk tradition, der har været glemt i lang tid. Sangene rejser stilmæssigt tilbage gennem flere årtier, så en dansk visetradition møder et moderne tonesprog, der passer til historien.”

EMI/Medley udsendte sangene på en soundtrack-cd, som vandt en Grammy i 1996 for ”årets danske entertainment-udgivelse”.

Selve julekalenderen, ”Juletestamentet”, opnåede omkring 1,5 millioner seere i snit og en seerandel (share) på 20 %.

”Dens blanding af grovkornet satire og jævn folkelighed luner i en kold tid, og den glider da ned. Men er det ikke typisk, at for at give ny dansk dramatik (Dr. Dante) en chance, skal det være i juleregi?” spurgte tv-anmelderen Hans Fl. Kragh i Ekstra Bladet 17.12.1995.

Berlingske Tidendes kritiker Me Lund noterede sig ”en formmæssig fremgang for voksenjulekalenderen” og roste Nikolaj Cederholm for at have fundet ”en selvironisk tone, der kan få os andre til at tage projekt mandeidentitetskrise alvorligt” (10.12.1995).

Me Lunds endelige dom på selve juleaftensdag faldt dog mere ambivalent ud:
”Sammenhæng, udvikling eller analytisk og idémæssigt overskud var der ikke meget af, og derfor handlede »Juletestamentet« heller ikke rigtig om det, det foregav, det strejfede bare nogle fænomener. Elegant, til tider endda raffineret, humoristisk og musikalsk, men altså overfladisk.” (24.12.1995)

TV 2 genudsendte ”Juletestamentet” i 1999. Nordisk Film udgav serien på dobbelt-dvd i 2008.

Outrosangen til "Juletestamentet", sunget af Caroline Henderson

Bonusinfo:
I Berlingske 23.12.1995 erklærede TV 2's programchef Bo Damgaard sin intention om at afsætte ”Juletestamentet” til engelsk tv (”Monty Python og Dennis Potters hjemland”). Historien melder intet om, hvorvidt dette lykkedes.

Den stærkt "Twin Peaks"-påvirkede scenografi i "Juletestamentet" skyldtes Marianne Nilsson og Camilla Bjørnvad.

Juletestamentet (voksenkalender, TV 2 1995, genuds. 1999)
Sendetidspunkt: 21.40 (1995)
Produktionsselskab: Thura Film.
Instruktion: Nikolaj Cederholm.
Manuskript: Ole Meldgaard, Nikolaj Cederholm.
Musik: Kåre Bjerkø.
Med Niels Anders Thorn, Paprika Steen, Timm Vladimir, Lotte Andersen, Morten Hauch-Fausbøll, Sidse Babett Knudsen, Lars Brygmann, Preben Harris, Pauli Ryberg.

> I MORGEN: "Krummernes Jul" (1996, familiejulekalender)

2 kommentarer:

  1. Genial julekalender. Venter hvert år på at den skal blive genudsendt og bliver skuffet hvert år 😭 ved du hvorfor det aldrig sker?

    SvarSlet
    Svar
    1. "Juletestamentet" kan ses på TV 2 Play i år (2023). ^_^

      Slet