Danske undertekster: "Kald mig ikke Herman!"

I store dele af Europa eftersynkroniserer man spillefilm fra andre lande, mens vi skandinaver gudskelov har tradition for at se importerede film med undertekster.

De fleste af os bemærker kun teksterne, når vi fanger åbenlyse fejl i oversættelsen. Som når "make-up sex" bliver til "sminkesex", eller en "Vietnam vet" forvandles til dyrlæge. Men faktisk er det lidt af en kunst at bearbejde replikker på fremmedsprog til et præcist, flydende og mundret dansk, som samtidig fanger og formidler dialogens jargon med alle referencer og ordspil intakte.



Henrik Thøgersen fra Scandinavian Text Service er en af landets flittigste (og dygtigste) tekstere af spillefilm. Det er f.eks. ham, der har oversat de danske biografkopier af "Juno", "Twilight"-serien, "Avatar" og den premiereaktuelle "Bollevenner" (se trailer ovenfor).

I det interview, jeg har lavet til Politiken i dag (22. september 2011), fortæller Henrik Thøgersen om de sproglige udfordringer og faldgruber, han møder i sit arbejde som filmtekster. Bered dig på skinkelyn, pandefrost og, til sidst, en rigtig RASMUS.

INTERVIEW MED FILMOVERSÆTTER HENRIK THØGERSEN:
> Skinkelyn? Slangoversættelser er en kompliceret affære
Brian Iskov, Politiken 22. september 2011

---

BONUSMATERIALE

Juno (2007): "When I see them all running like that, with their things bouncing around in their shorts, I always picture them naked even if I don't want to. All I see is pork swords."

Tv-tekstning af Henrik Thøgersen

Henrik Thøgersen var en af de første billedmedieoversættere i Danmark, som tog ordet "fuck" til sig og brugte det i sine tekster. Dog valgte han at nedtone Frank Booths monomane verbale referencer til kønsakten, da han i 2005 tekstede dvd-udgaven af David Lynchs "Blue Velvet". Blue Velvet (1986): "Get ready to fuck! You fucker's fucker! You fucker!"

"Who's that fuck?"

Den oprindelige biograftekstning fra 1986 bøjede sig derimod bagover for at finde pendanter til "fuck", der dengang var et fremmedord på dansk:

Biotekstning, 1986 (anonym)

Af rettighedsmæssige årsager kan den samme film risikere at blive oversat flere gange til hhv. bio, tv og video. En sammenligning af de forskellige versioneringer afslører, at de samme replikskifter kan fortolkes på mange måder – især, hvis dialogen indeholder ordspil.

Airplane!/Højt at flyve (1980):
"Surely you can't be serious."
"I am serious. And don't call me Shirley."

TV 2-tekstning af Niels Søndergaard

TV 2-tekstning fra programmet "Helt til grin"

Dvd-tekstning (anonym)

OPDATERING: Henrik Thøgersen og Niels Søndergaard er begge blandt de nominerede til Teksterprisen, som FBO (Foreningen af Danske Billedmedieoversættere) uddeler torsdag 29. september 2011 ved et arrangement i København. Adgangen er gratis, og alle kan melde sig til på foreningens website:
> Årets uddeling af Teksterprisen

Mere om tekstning

”Jeg tager mikken i hånden og ordspiller den af!” rappede Eminem i sin debutfilm ”8 Mile” fra 2003. Dengang var det sangskriveren Kenneth Thordal, der påtog sig den svære opgave at formidle filmens slangfyldte battles i danske undertekster. Han fortæller om udfordringen her:
> Kenneth Thordal: Kunsten at oversætte "8 Mile"

Titlevisions berømte samling af tekstningsbøffer, kaldet Bøfsiden, er en (næsten) uudtømmelig kilde til ufrivillig komik: > http://www.titlevision.dk/boeuf.htm

Bøfsiden er nu også kommet på Facebook: > https://www.facebook.com/Boeufsiden?sk=wall#!/Boeufsiden

Firmaet Subline står bag denne pædagogiske indføring i tekstningens gåder. God at blive klog af: > http://www.subline.dk/subonline/ordbog.html

Gennem FBO's hjemmeside kan du klage over de fejl, du måtte finde i undertekster på tv, dvd eller i biografen: > http://fbo-dj.dk/Seerklager/klager/

Alle, der mener, at de kan gøre et bedre stykke arbejde end de professionelle tekstere, bør dog først prøve kræfter med nedenstående test. Thi der er mange parametre, man skal tage højde for, når man oversætter dialog til billedmedier: > http://elkan.dk/artikler/oversaette_tekster_film.asp

En udmærket artikel fra Journalisten.dk (2001): > Tekstens vilde Vesten

Og i denne artikel fra Politiken (december 2000) giver oversætter Mette Curdt sit besyv med om tv-teksternes faldende standard: > "Mit luftpudefartøj er fuldt af ål"

---

Jeg har selv tidligere begået følgende tekst til Børsen om nogle af de udfordringer, som truer kvaliteten af de danske billedmedieoversættelser:

Krav om fartgrænse for tv-tekster
Brian Iskov i Børsen, 2. december 2008

Som danske tv-seere er vi så vant til undertekster, at de sorte blokke nederst på skærmen er den mest læste form for skriftlig dansk. Men kvaliteten af tv-teksterne er for nedadgående, advarer Kirstine Baloti fra specialgruppen Forum for Billedmedieoversættere (FBO):

»Vi kan se, værdierne skrider, og det er seerne, der bliver tabere.«

Kirstine Baloti peger især på eksponeringstiden af de enkelte tekstblokke som et område, hvor politikerne bør gribe ind og sikre læsevenligheden.

Kulturministeriets udvalgsrapport »Sprog til tiden« fik i april [2008] kritik for at ignorere tv-tekstningen og dens betydning for sprogdannelsen. I et høringssvar, som Kirstine Baloti nu har indgivet på vegne af Dansk Journalistforbund og FBO, anbefaler hun at indføre et loft over det antal af bogstaver, som seerne skal afkode hvert sekund.

DR’s uskrevne regler foreskriver, at en dobbeltlinjet tekstblok skal stå på skærmen i seks sekunder, for at seeren kan afkode den. Men de kommercielle kanaler lægger sig tættere på den internationale standard på kun to sekunder pr. tekst. Og når bogstaverne skiftes ud, før øjet når at registrere ordenes mening, tabes de sprogsvage seere i farten.

Det store flertal af befolkningen, som ikke beskæftiger sig professionelt med sprog, stresser over, at de ikke kan følge teksternes opskruede tempo. Hvis de heller ikke forstår det fremmedsprog, som tales i udsendelsen, er de fortabte,« mener Kirstine Baloti.

Allerede i 2004 skrev FBO forgæves til daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) for at gøre opmærksom på problemet med teksternes fartgalskab. Nu anmoder FBO igen politikerne om at sikre niveauet af public service- stationernes oversættelser.

For selv om DR og TV 2 primært benytter veletablerede tekstere, ser Kirstine Baloti en tendens til, at begge stationer lægger opgaver ud til »discountfirmaer« af ringere kvalitet.

Hun håber, at en lovbestemt standard vil smitte af på de kommercielle kanaler, som ikke er underlagt samme politiske regulering, og som i højere grad kritiseres for at bruge »skabelontekster« (ukondenserede andenoversættelser, red.) fra billige, udenlandske selskaber.

»De ansætter midlertidige svingdørstekstere, som får en så lav hyre, at de er tvunget til at arbejde ekstra hurtigt. Nogle af under byderne lønner deres freelancere med helt ned til 50 pct. af den normale sats, og det afspejler sig i dårlige, jappede tekster«, siger Kirstine Baloti.

Kulturministeriet er i øjeblikket ved at bearbejde de over 30 modtagne høringssvar på rapporten og ønsker ikke at kommentere konkrete detaljer, før de sprogpolitiske forhandlinger starter efter nytår [2009].

Venedig 2011: Vinderne (feat. Michael Fassbender)

Michael Fassbender, vinder af Coppa Volpi for "Shame" / Foto © Brian Iskov 2011

Leone d'Oro, Guldløven:
Aleksandr Sokurov, "Faust" (Rusland)

Leone d'Argento, bedste instruktion:
Shangjun Cai, "People Mountain People Sea" / "Ren Shan Ren Hai" (Kina-Hongkong)

Osella for bedste manuskript:
Yorgos Lanthimos, "Alpis" (Grækenland)

Coppa Volpi for bedste skuespiller:
Michael Fassbender, "Shame" (Storbritannien)

Coppa Volpi for bedste skuespillerinde:
Deanie Yip, "A Simple Life" / "Tao jie" (Kina-Hongkong)

"Marcello Mastroianni"-prisen for bedste unge skuespiltalent:
Shota Sometani & Fumi Nikaido, "Himizu" (Japan)

Osella for bedste fotografering:
Robbie Ryan, "Wuthering Heights" (Storbritannien)

De forventede frontløbere på den 68. Venedig Filmfestival fordelte de tunge priser imellem sig ved lørdag aftens prisuddeling. Russiske Aleksandr Sokurov leverede kunstfilm i højt gear med sin hektisk myldrende udgave af "Faust"-myten. Den græske kritikerdarling "Alpis" (af teamet bag "Dogtooth") tog manusprisen. Og Steve McQueens hypnotisk hårdtslående "Shame" kastede en skuespilpris af til irsk-tyske Michael Fassbender, der leverer en uforglemmelig mesterpræstation som den sexafhængige Brandon.

Michael Fassbender spillede også en af hovedrollerne - som den unge Carl Jung - i David Cronenbergs "A Dangerous Method", der gik tomhændet fra prisfesten. Hverken Fassbender eller jeg havde endnu set "Shame", da vi mødtes i festivalens tidlige dage for at snakke om Cronenberg-filmen. Men ét turde den irske charmetrold godt love, dagen inden den allerførste visning af "Shame" for verdenspressen:
"It will certainly wake you up at 9 A.M. in the morning."

> Læs min anmeldelse af "Shame"

Ellers snakkede vi faktisk mest om, at Michael Fassbender holder ferie resten af året efter at have indspillet "A Dangerous Method", "X-Men: First Class", "Shame", "Haywire" og den kommende "Jane Eyre" i streg. Sammen med sin far rejser den irsk-tyske skuespiller kontinentet tyndt på motorcykel. Køretøjet er en nyerhvervet BMW 1200 Adventure, som han købte i London. ("Den har en fantastisk balanceevne," roser Fassbender). Han og farmand startede med at tage til Bosnien med stop ved Sarajevo Filmfestival. Derfra gik turen til filmfestival i Venedig, hvor han lader kværnen stå, mens han hopper på et fly til filmfestivalen i San Sebastian ... Dét er altså, hvad en af Europas hotteste skuespillere kalder "ferie"!

I Weekendavisen fra 9. september kan du læse mine anmeldelser af følgende film fra den 68. Venedig Filmfestival:
"Shame" (Steve McQueen)
"A Dangerous Method" (David Cronenberg)
"Alpis" (Yorgos Lanthimos)
"Whores' Glory" (Michael Glawogger, vist i sidekonkurrencen Orizzonti)
"The Ides of March" (George Clooney)

> Læs min anmeldelse af "Whores' Glory"

I næste uges Weekendavisen (16.-23. september) følger mine omtaler af:
"Dame, konge, es, spion" / Tinker, Tailor, Soldier, Spy (Tomas Alfredson)
"Carnage" (Roman Polanski)
"Wuthering Heights" (Andrea Arnold)
"Faust" (Aleksandr Sokurov)

> Læs min anmeldelse af "Dame, konge, es, spion"
> Læs min anmeldelse af "Carnage"

"Cowboys & Aliens": Brie vs. Harrison Ford, Daniel Craig og Jon Favreau

I dag får Jon Favreaus genreblanding "Cowboys & Aliens" dansk biografpremiere. Den 163 mio. dollar dyre Steven Spielberg-produktion har ikke levet op til forventningerne i USA, hvor den til dato kun har hentet 93,5 mio. af budgettet hjem.



Det er heller ikke uforbeholden begejstring, der kendetegner de danske anmeldelser af filmen. Selv giver jeg tre stjerner til "Cowboys & Aliens" i Børsen i dag, hvor jeg bl.a. skriver:

"I sin iver efter at undgå det latent fjollede, som lurer i titlens miks af cowboydere og rummonstre, trækker instruktøren Jon Favreau (»Iron Man«) for langt over i den modsatte grøft. Morskaben er doseret med pipette, og der hviler noget næsten bodstynget over den respektfulde alvorstone – som om vi nødig skulle hygge os for meget."

> MIN ANMELDELSE AF "COWBOYS & ALIENS":
Spielberg-western mangler humor
Brian Iskov, Børsen 01.09.2011 (NB: kræver abonnement)

Tidligere på sommeren var jeg i London for at møde filmens to mandlige stjerner, Daniel Craig og Harrison Ford. Craig var munter og løssluppen, grænsende til det overgearede. Han snakkede blandt andet om sin første optræden i dametøj:

»Jeg tror, mænd altid er bange for, at de faktisk vil synes om at gå i dametøj, hvis de prøver det. Men så snart jeg fik kjolen på, tænkte jeg, »For helvede, det her er sgu langt ude!««

> MIT INTERVIEW MED DANIEL CRAIG:
Cowboy i højt humør
Brian Iskov, Børsen 25.08.2011 (NB: kræver abonnement)

Og så var der Harrison Ford. Han mumlede i skægget og skulede utilpas ud over sine bedstefarbriller under hele forløbet. Her er et typisk afsnit, som ikke fandt vej til den endelige artikel i Politiken:

Var det kombinationen af sci-fi og western, eller endda Indiana Jones og James Bond, som tiltrak dig ved 'Cowboys & Aliens'?

»Nej, nej. Harrison Ford som Indiana Jones over for James Bond, eh, overvejede jeg slet ikke. Jeg tænkte på potentialet for et bredt publikum. En rolle, jeg havde lyst til at spille. En instruktør, hvis arbejde jeg beundrer, og som jeg synes virker ambitiøs. Lejligheden til at arbejde med Daniel Craig tre måneder i Santa Fe, New Mexico, udendørs på en hest. Det er dén slags ting, som indgik i mine overvejelser.«

Hvad med muligheden for at dykke ned i datidens historie i dit arbejde med rollens baggrund?

»Ja, naturligvis, jeg måtte jo vide, hvad jeg talte om. Når det gjaldt slaget ved Antietam, for eksempel ...«

Som vi europæere ikke kender.

(irriteret) »Det var ikke vigtigt for dig; du spillede ikke rollen. Det gjorde jeg. At manipulere sproget, at stræbe efter klarhed og definition. De ting måtte jeg beskæftige mig med, fordi det var mig, der stod i køkkenet.«

I interviewet kom vi også ind på Harrison Fords aflyste samarbejde med Nicolas Winding Refn, "The Dying of the Light". Og til allersidst var jeg så heldig at byde ind med et spørgsmål, som fremkaldte noget, der næsten kunne ligne et smil under Harrison Fords stramme panderynker. Du finder spørgsmålet, og Fords svar, i linket herunder.

> MIT INTERVIEW MED HARRISON FORD:
"Nu kender I alle mine hemmeligheder"
Brian Iskov, Politiken Film 01.09.2011

Endelig talte jeg med Jon Favreau, som viste sig at være en meget behagelig og jordnær mand. Interviewet udviklede sig til en halv times intim masterclass i, hvilke overvejelser han har gjort sig som succesinstruktør i Hollywood. Særlig spændende er Favreaus diagnose af de mekanismer, som bestemmer, hvorfor filmudbuddet fra Hollywood ser ud, som det gør.

> MIT INTERVIEW MED JON FAVREAU:
En succesinstruktørs bekendelser
Brian Iskov, Morgenavisen Jyllands-Posten 01.09.2011 (NB: kræver abonnement)

I en anden interessant betragtning, som ikke kom med i artiklen, giver Jon Favreau et uventet bud på, hvorfor angreb fra andre planeter i stadig højere grad præger Hollywood-filmenes fjendebillede:

"Vi ser mange film om ruminvasioner for tiden, og det skyldes, at Hollywood ikke længere laver film til Amerika, men til hele verden. 70 procent af indtjeningen kommer i dag fra de internationale markeder, og det har aldrig før været tilfældet. Derfor kan man heller ikke fortælle en historie, hvor halvdelen af publikum holder med det ene hold, mens resten hepper på det andet. Men hvis et rumvæsen dukker op, så er alle lige pludselig på samme side!"

> Se Jon Favreaus egne EPK-interviews med Harrison Ford, Daniel Craig, Olivia Wilde, Steven Spielberg, Ron Howard og Brian Grazer på YouTube

Daniel Craig og instruktør Jon Favreau © Universal Studios

Nikolaj Lie Kaas: Mr. Comedy & Co.

Foto: TV 2

Mens Nikolaj Lie Kaas fylder biograferne som Dirch Passer i filmen om selvsamme Dirch, kan han i aften (28. august) opleves live på scenen i Operaen, hvor han for tredje år i træk præsenterer landets bedste stand-uppere i Zulu Comedy Galla.

> Interview: Nikolaj Lie Kaas om rollen som Dirch Passer

"Grundlaget for min værtsrolle er bare, at jeg skal være morsom. Men det kan jeg ikke," fortæller Nikolaj Lie Kaas, da jeg interviewer ham til Børsen. "Jeg har ikke funny bones på dén måde. Jeg bliver nødt til at tage en vinkel til selve min situation og set-uppet og kommentere det på en eller anden måde."



Da jeg påpeger, at han da klarede værtsjobbet for Zulu Comedy Galla vældig fint i både 2009 og '10, svarer Nikolaj Lie Kaas:
”Ja ja, men jeg kan love dig for, der var mange ildebrande, der skulle slukkes. Jeg fik så meget materiale, hvor jeg tænkte, "hvis jeg laver det her, så vil det stinke, så I slet ikke begriber det".”

I år skriver skuespilleren derfor sine replikker selv sammen med en partner, som deler hans humoristiske smag.
”Det er så svært at kommunikere, hvad der er sjovt og ikke sjovt,” funderer Nikolaj Lie Kaas, der i sit arbejde med tv-reklamer for hårde hvidevarer har erfaret, at det morsomme sjældent ligger i indholdet eller plottet.
”Det, jeg selv husker bedst fra diverse reklamer, er jo de steder, hvor man ikke prøver at sælge en vare.”



”Folk, der stiller sig op og skaber sig tosset, har nok et mere selvoptaget behov end de fleste andre,” reflekterer Nikolaj Lie Kaas videre om komikerens drivkraft.
”Jeg tror, de fleste har oplevet et sølvbryllup, hvordan nogen prøver at holde tale uden nogensinde at nå dertil, hvor det bliver sjovt. Men det er da klart et kick at prøve at være morsom.”

Tilsyneladende ejer Kaas selv en rem af huden. En lidt for lang pause i vores samtale gør ham rastløs, og ud af det blå sætter han i en længere improvisation over den kødret, han lige har hentet i Nordisk Films kantine: ”Tænk, hvis det var kattekød. Har alle husket at få noget af den marinerede mjavkat?”, småråber han ud i luften til et imaginært klientel. Han kan heller ikke dy sig for at joke, da en filmproducents hundehvalp planter forpoterne på vores bord og snuser nysgerrigt til den tomme tallerken. ”Det er en lille rottweiler,” konstaterer Nikolaj Lie Kaas bagefter med tryk på lille. ”Den har været kogevasket.”

> Zulu Comedy Galla på Facebook

Zulu Comedy Galla afholdes i aften i Operaen i København. Showet sendes på TV 2 Zulu næste søndag, den 4. september.



Nikolaj Lie Kaas anbefaler:
Mænd med "funny bones"

»Will Farrells film er jeg ikke fan af, men hans komik fungerer sindssygt godt live. Du kan se et klip på YouTube, hvor han kommer ind som vært for Harvards sommerfest til kæmpe musik og synger, ”Welcome to the ship and boat show!”. Han har kaptajnshat og sømandstøj på og er helt tydeligt gået forkert, men fyrer den helt af. Folk forstår ikke helt, hvad der foregår; de er bare glade for, at han er der. Han kører den rigtig længe med det her boat show, og det er skidegodt tænkt. Han er sat til at komme og være Will Ferrell, og folk vil være glade, bare han skider på en avis. Men for at han selv kan holde det ud, bliver han nødt til at lave den overbygning, hvor han siger, ”Jeg er gået forkert, og den vinkel insisterer jeg på”. Så er det, at det bliver sjovt.«



»Jeg har meget let til grin. Sådan en som Søren Pilmark rammer min humoristiske nerve, så jeg tit ikke kan komme igennem en scene, hvis han står over for mig.
På ”Blinkende Lygter” kunne jeg slet ikke se Søren i øjnene. Efter en uges optagelse fik jeg et tape-kryds at spille over for. Der var Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen og et stykke tape. Og så en anden, der leverede Sørens replikker til mig. Da er det, man kigger på filmholdet og tror, de har det lige så sjovt som én selv. Men de står alle sammen og tripper, fordi de skal hente unger i børnehaven og bare venter på, at du tager dig sammen.«

»Det er dejligt befriende, når man kan se, at skuespilleren selv synes, han er morsom, som f.eks. Steve Carrell i ”The 40-Year-Old Virgin”. Normalt hader jeg, når en skuespiller står på scenen og har en fest med sig selv, men i komik kan det være fantastisk smittende. Ofte har jeg oplevet det ved folk, som jeg kender godt. Da vi indspillede ”De Grønne Slagtere”, kunne jeg se, at Mads Mikkelsen havde kæmpe optur over sig selv. Udenpå var han alvorlig og sagde en masse lort, men jeg kunne se, hvordan hans øjne glimtede. Han syntes selv, han var pissemorsom, og jeg tror, den energi trænger igennem til publikum.«



»Thomas Bo Larsen er så konsekvent og ihærdig. Han kan ikke gøre noget, som han ikke har inde under huden. Det er virkelig hårdt at spille over for ham. Vi havde en scene sammen i ”Solkongen”, som var umulig at komme igennem. Hvis man ved det, kan man se i halvtotalerne, at jeg bevæger mig rigtig meget og kigger væk for at skjule, at jeg har svært ved at holde masken.«

»Axel Strøbye er det eneste, der lyser i de gamle ”Min søsters børn”. Når han f.eks. skal ned og bede om en ble på tysk: ”Blei. Blei? Bleeh ...” [i "Min søsters børn på bryllupsrejse"]. Det bliver så absurd, når han kaster sig ud i sådan nogle situationer, eller når han ikke kan fuldføre en sætning og i stedet dyrker gentagelsen af de samme fire halve replikker.«

»Fraklippene fra "The Office" er det sjoveste i verden. De ting, Ricky Gervais flipper over, er præcis de samme ting, som jeg selv døde over.«

Nikolaj Lie Kaas: Bag om "Dirch"

Fra og med næste torsdag, den 25. august, kan man i biograferne opleve Nikolaj Lie Kaas som "Dirch". Det er duoen bag "Applaus", instruktør Martin Zandvliet og forfatter Anders August, der står bag denne første filmbiografi om Dirch Hartvig Passer (1926-1980), Danmarks vel nok mest folkekære skuespiller nogensinde.



I Børsen i dag (18. august) forklarer Nikolaj Lie Kaas, hvorfor han ingen berøringsangst havde over for rollen, som alle andre mente var næsten umulig at spille. Kaas fortæller også om, hvad han opdagede, da han dykkede ned i Dirchs personlighed, og hvordan hans egen måde at være sjov på adskiller sig fra Dirch Passers.

LÆS INTERVIEWET MED NIKOLAJ LIE KAAS:
> Detektivarbejde var nøglen til Dirch
Brian Iskov i Børsen, 18. august 2011 (NB: kræver abonnement)

---

BONUSMATERIALE:
Nikolaj Lie Kaas om at forme Dirch
– fortalt til Brian Iskov

»Jeg var meget opsat på, at filmen og personerne skulle ligne, og Martin [Zandvliet] har været ret ligeglad med det. Han har været interesseret i at lave en historie om en mand, der falder. Alt det med Dirch har han overladt til mig. Jeg tror ikke engang, han har tænkt over, at der skulle være noget, man kunne genkende.«

»I arbejdet med rollen har jeg tillagt mig de typiske greb, som Dirch brugte i sin mimik, og jeg håber, det kan få publikum til at glemme mig i rollen. Jeg tænkte meget over de ting i processen op til indspilningen, men for at det skal være ægte, må man tillægge sig manererne, før man begynder at skabe sig med dem. Det er ligesom at lære en solo udenad på klaver. Man skal ikke sidde og øve sig til koncerten. Når man sidder og improviserer, vil soloen dukke op, hvis den ligger under huden. Derfor er det vigtigt, at man gør et godt stykke forarbejde. Jeg er alt for analog til at kunne trække »udtryk nr. 2« op af hatten på kommando.«

Nikolaj Lie Kaas som Dirch Passer i "Dirch" (2011)

Om Dirch Passers brug af overdrivelse:
»Nogle gange kan jeg se, når Dirch trækker sit udtryk helt ned, at han lige gør nogle ting, der afslører, at det er umuligt for ham at være så afdæmpet. Han føler ikke, at det er nok at tænke tanken; i stedet føler han, »jeg skal vise for folk, hvad der gik op for mig dér.« Han laver altid en ting med øjenbrynet og mundvigen, når han tænker sig om på film. Jeg tror ikke, der sker så meget inde bagved, men fordi han skruer så stort op for det, bliver det skægt at se på.«

Om Dirch Passers udstråling:
»Jo mere jeg har dyrket Dirch, jo mere tør jeg sige, at manden var et geni, der kunne have klaret sig på verdensplan. Han havde en sårbarhed, som folk kunne relatere til. Pigerne var jo også vilde med ham, hvilket aldrig før har strejfet mig. Jeg har altid tænkt om Dirch, »hold da kæft, der er meget kød i det ansigt«. Men samtidig var han pissecharmerende, og i kombination med sårbarhed, selvironi og et knivskarpt komisk udtryk gav det altså pote.«

Om filmens rekonstruktioner af revysketcherne "Tømmerflåden" og "Skolekammerater":
»En ting er at prøve at efterligne noget, der virkelig sad i skabet, men samtidig var Kjeld og Dirch heller ikke bedre end deres publikum. Det man hører på bånd og har set med dem er noget, der har kørt i lang tid. Jeg har hørt flere versioner af sange, som Dirch har optaget ved premieren og så to måneder senere. Det er ikke rigtig fedt i starten, det sidder ikke rigtig. Siden kommer der så meget til, at det virkelig spiller. Vi [Lars Ranthe og Nikolaj Lie Kaas] havde én dag til det. Vi har ikke prøvet det med publikum 300 gange. På det tidspunkt, man hører "Skolekammerater" [med Kellerdirk], har de spillet den over 200 gange, og så ved man også godt, hvilke knapper man skal trykke på. Det skal vi kopiere på en formiddag, og det er svært.«

> Læs også Nikolaj Lie Kaas' tanker om comedy op til årets Zulu Comedy Galla – kun på Bries Blog-O-Rama!

Lars Ranthe & Nikolaj Lie Kaas som Kjeld & Dirch (Foto: Bjørn Bertheussen)

---

BAGGRUNDSARTIKEL:
Kjeld og Dirch – et essay
© Brian Iskov, 2011

Hver for sig var de store på en scene.
Sammen blev de enestående.

Kjeld Petersen og Dirch Passer fandt hinanden ”som to hundehvalpe i leg om en tot træuld”. Den kompakte Petersen nåede omtrent ”sofitskraberen” Passer til næsetippen, men i syn og sind kompletterede de hinanden perfekt, og deres mandlige stormforelskelse – en bromance på nutidsdansk – brusede frydefuldt over i et indforstået selvsving, som resten af Danmark også fik glæde af.

Kellerdirk Bros. på ABC Teatret var et guddommeligt match: to stjerner smeltet sammen til én blændende supernova. Efter kun tre år og en enkelt aftens dacapo var det forbi, men vi husker dem endnu, som om vi selv havde været der. For Kellerdirks sublime tosomhed hævede sig over tiden; ophævede den, satte den ud af kraft i en åndeløs legato af latter, som man ønskede aldrig ville tone ud.

Når ”dobbeltdyret” Kellerdirk indtog Stig Lommers diminutive scene på det gamle Montmartre, dirrede teatersalen som en trykkoger: saunavarm, sveddryppende og eksplosionsagtigt bristefærdig. Øjenvidner beretter om publikummer, der trillede ud af de skumgummipolstrede sæder for at overgive sig til henrykkelsens kramper mellem bænkeraderne.

”Det var surf-riding på bølger af gråd”, sagde Dirch Passer senere om knockout-stemningen på ABC. Selv kritikerne slog knuder på sproget og sig selv for at finde gloser, der syntes panegyriske nok til at yde Kellerdirks kunst retfærdighed. En af bivånerne, Frederik Dessau, gav duoen dette smukke eftermæle:
”Man blev et lykkeligere menneske af at være med i legen.”

Dirch Passer (t.v.) og Kjeld Petersen i hopla

Indtil lukningen i 1990'erne funklede ABC Teatret som morskabsjuvelen på ”forlystelsernes allé” i Frederiksberg. Teaterkøbmanden Stig Lommer vidste præcis, hvad folk ville have, og var aldrig bleg for at give dem netop dét. Han tryllede den lavloftede barak om til sin egen lomme af Paris; et ødselt underholdningsmekka, der falbød lagkagevarieteer og langlemmede dansemus til det københavnske borgerskab.

Dirch var 29 og Kjeld 35, da Lommer importerede Petersen fra Apollorevyen og klædte sine nyslåede brødre i ens citrongule smokingsæt og høje hatte. Den 19. januar 1955 slap han Kellerdirk Bros. løs foran ABC-revyens 600 publikummer.

Timingen kunne ikke være mere i øjet. Klemt inde mellem 40'ernes tungsind og 60'ernes opsving oplevede danskerne 1950'erne som et tidehverv af skuffelser. Priserne steg, humøret faldt, militæret oprustede. Aviserne skrev om atombomber, Korea-krig og Suez-krise. Og i Ungarn (der jo næsten lå i Europa, eller i al fald lige om hjørnet) døde studenterne som fluer under den store opstand.

Herhjemme drev industrialiseringen folket fra landet og ind mod byerne. Boligmangel og smalhals fordrede små armbevægelser. Man syede tøjet om og stuvede sig tæt sammen i baggårdene.
Intet under, at Morten Korch og Far til Fire fyldte biograferne med nationalromantisk bondeidyl og lindrende solstrejf til folkesjælen. En ør og forvirret nation tørstede efter en flugtvej fra frustrationerne, og Lommer gav os befrielsen: gruppeterapi med Kellerdirk.



På ABC's trange intimscene, kun 1 ½ meter dyb og 17 meter lang, blev Kellerdirks optrædener i perioden 1955-58 en rekreativ oase for almenvellet. Deres balstyriske stormvind af vanvid lutrede sindet og blæste bekymringerne til himmels.

Parrets revolutionerende crazy-humor, rablende og dog sofistikeret, var i sig selv et spejl af industrisamfundets brølende fremmarch. Danskerne var dødtrætte af dagsordener, meningsrevyer og revsende satire. Kellerdirk omfavnede i stedet tidens fragmentering og gjorde den menneskelig. I deres tekster blev alt, der smagte af politik og samfundskritik, bandlyst til fordel for det skære nonsens. Dét gav ilt til akvariet.

Stilen lånte inspiration fra bl.a. svenske Povel Ramel, men pegede også bagud mod Marx Brothers, Gøg & Gokke og ”Hellzapoppin'” – og fremad mod Monty Python, ”Højt at flyve” og ”Casper & Mandrilaftalen”.
Samtidig kunne det fabulerende anarki på ABC-scenen snildt hamle op med absurditeterne i et moderne stykke af Ionesco eller Beckett. Når Kjeld og Dirch (og deres forfattere!) vendte vrangen ud på hverdagens smalltalk, eller tålmodigt og metodisk dekonstruerede deres egne numre indefra, fór de gerne vild halvvejs mod pointen. Hvis der da var én.

De kunne også opløse rammerne ved fysisk at inddrage salen i en rask pudekamp. Og nådig være dén sent ankomne tilskuer, som beskæmmet måtte lunte på plads efter forestillingens start med Kellerdirks drilske fornærmelser regnende ned over sin dukkede nakke.

Kellerdirk Bros. var et produkt af tiden, men forblev et tidløst produkt. Ligesom Marilyn Monroe og designermøbler i teaktræ synes de aldrig at gå af mode: Alene inden for de seneste to år har to nye bøger om Dirch og Kjeld fundet vej til reolerne. Stand-up-stjernerne af i dag hylder indirekte fortidens revy-fyrtårne, når TV 2 sender skæve sketcher ”live fra Bremen”. Og på Nørrebro Teater kunne man i foråret 2011 møde genfærdene af Passer og Petersen (Anders Matthesen og Jonatan Spang), der arm i arm fødte guirlander af kældermænd ved bardisken i det hinsides.



Men hvor meget vi end anstrenger os, i ord eller gerning, for at formidle egenarten af ”brødrenes” kærlige sparring, musikaliteten i deres timing og den intense forbindelse mellem publikum og scene, vil vi aldrig kunne bringe øjeblikkets magi fra ABC Teatret tilbage til live.
Dirch og Kjelds kemi var et unikum. Derfor kommer der, modsat sporvogne og piger, aldrig en Kellerdirk til.

Kilder:
Brian Iskov & Kristoffer Hegnsvad: "Store Danskere" (DR Multimedie, 2007)
Jesper Gaarskjær: "Kjeld og Dirch" (People's Press, 2011)
Bent Grasten (red.): "Nej, Kjeld, le vil de le, og det er lige så stort" (Arena, 1962)
Malin Lindgren: "Kære Dirch" (Borgens Forlag, 1981)