Marvels "The Avengers": Fastelavn for superhelte

Mark Ruffalo, Jeremy Renner og Tom Hiddleston fra Marvels "The Avengers" fortæller om filmens superheltekostumer – eksklusivt for Bries Blog-O-Rama!

I går (onsdag) havde Marvel Studios og Disney verdenspremiere på "The Avengers". Joss Whedons episke ensemblefilm binder en flot sløjfe på Marvel Studios' første serie af indbyrdes forbundne superheltefilmatiseringer, der startede med "Iron Man" i 2008.

> Hør Bries interviewklip med Joss Whedon og Clark Gregg (agent Coulson) hos Filmnørdens Hjørne
> Læs Bries indlæg om "Iron Man 2"

Kostumedesigneren Alexandra Byrne er ophavskvinde til de opsigtsvækkende superheltedragter i "The Avengers". Det var også Byrne, der designede asernes flamboyante garderobe til Kenneth Branaghs "Thor".

> Læs Bries interview med Kenneth Branagh om "Thor"
> Læs Bries anmeldelse af "Thor" (blu-ray)

De bizarre kostumer vakte megen moro under optagelserne til "The Avengers", hvor skuespillerne ofte følte sig hensat til en syret udklædningsfest. Pinligst var det for Mark Ruffalo, der måtte spille sine scener som den animerede Hulk iført et performance capture-trikot. Dragten lignede mest af alt en natdragt med polkaprikker eller, som Ruffalo selv har døbt looket, "et kinaskakbræt".

"Sådan en trikot får alle de forkerte steder på kroppen til at se små ud – og modsat," klynkede Mark Ruffalo bravt på filmens europæiske pressedag i London.

I London indrømmede Jeremy Renner (Hawkeye) også, at han følte sig på udebane i en film som "The Avengers", hvor skuespillerne må trække store veksler på deres forestillingsevne, indtil computeranimatorerne tilføjer digitale effekter i postproduktionsfasen:

"Jeg siger jer, det var en underlig film at arbejde på. Jeg sloges med Scarlett Johansson. Det var meget nice. Jeg sloges med en masse luft – dét var sært – og en masse fyre i pyjamas, hvilket også var ret mærkeligt. Jeg foretrækker lidt mere autenticitet. Noget håndgribeligt, som jeg kan ramme eller blive slået af," siger Renner, der har stunterfaring fra "Mission Impossible: Ghost Protocol" og den kommende "The Bourne Legacy".

Mark Ruffalos garderobekvaler under optagelserne til "The Avengers" morede til gengæld Jeremy Renner så meget, at han stadig sprutter af grin, når han genfortæller sin yndlingsanekdote fra indspilningen:

"På et tidspunkt optager vi filmens store heltebillede, hvor The Avengers danner en cirkel, mens vi kigger på et eller andet meget ondt. Dér står vi i vores cheesy, corny, bad-ass dragter med pistoler og buer trukket, men i det mindste er vi ikke Mark Ruffalo, som står … he he … på sin lille trækasse og knurrer i sin pyjamas, ha ha ha! Vi kunne slet ikke se på ham uden at grine. Han står dér i sine tøfler og grynter ud i den blå luft. Fantastisk."

I "The Avengers" såvel som i "Thor" spilles superskurken Loke af den høje, slanke brite Tom Hiddleston. Rollen indebærer, at Hiddleston bærer rundt på en imposant kappe, gyldne brystplader og en hjelm med gevir (Clark Gregg, der spiller agent Coulson, døbte hornene "Loki's Antlers of Doom"). Tom Hiddleston fortæller:

"Det tager op til to timer at komme i Lokes dragt. Jeg kan ikke selv tage tøjet på, jeg skal have nogen til at hjælpe mig. Det hele bliver endnu sjovere, når jeg så skal slås i kostumet. Sveden trækker ind i brystet, og ... Det er virkelig en luksuriøs oplevelse."

"Men jeg må tage hatten af for vores designer, Alexandra Byrne, for man risikerer virkelig at falde på halen, når man forsøger sig med kostumer i denne målestok. De skal udstråle heltemod og være larger than life, men de må endelig ikke kamme over i camp. Jeg synes, Alex har løst opgaven fremragende, og hun sikrede sig, at kostumerne samtidig var praktisk anvendelige, så man kan slås, springe omkring og rulle rundt i dem."

"Mit kostume gør meget af skuespilarbejdet for mig. Dels fordi Lokes silhuet er utrolig skræmmende, dels fordi tøjet ser så ledt ud – jeg mener, det består af læder, metal og guld! Men indrømmet, der var dage undervejs, hvor jeg kiggede misundeligt på agent Coulsons Dolce & Gabbana-habit."

Tom Hiddleston er svært tilfreds med, at han i "The Avengers" ikke længere er dén, der under optagelserne tiltrak flest underlige blikke med sit kostume:

"He he! Mark Ruffalos motion capture-dragt var mere fjollet end Lokes kostume, men hans tøj vejede til gengæld ikke nær så meget. Vi havde alle sammen øjeblikke af garderobeflovhed under "The Avengers". En dag så jeg Chris Hemsworth (Thor) blive boret ind i sit kostume. En af brystpladerne på hans brynje var ved at falde af. Den måtte sættes på plads med en boremaskine. Så var der mig i mit Rock of Ages-møder-Reindeer Games-ensemble, og Chris Evans (Captain America) og Scarlett Johansson (Black Widow), der begge slår et slag for Spandex. Det var helt åndssvagt. Jeg tør slet ikke forestille mig, hvordan det må have set ud de dage, hvor vi alle var samlet på sættet."

Marvels Avengers-plan – næste fase:

• "Iron Man 3" (dansk premiere 2. maj 2013)
  Instruktør: Shane Black
  
• "Thor 2" (dansk premiere 14. november 2013)
  Instruktør: Alan Taylor ("Game of Thrones")
  
• "Captain America 2" (premiere april 2014)
Instruktører: Anthony og Joe Russo
• "The Avengers 2" (forventet premiere 2015)
Instruktør endnu ukendt

Marvel Studios' to kommende "The Amazing Spider-Man"-film er produceret uden for Avengers-skemaet. De er i Danmark premieresat til hhv. 3. juli 2012 og 2. maj 2014.

CPH PIX 2012: Guide

Fjerde årgang af den københavnske filmfestival CPH PIX er nu i gang. Fra torsdag den 12. til søndag den 29. april 2012 kan man gå på opdagelse blandt de cirka 150 film og særarrangementer, der fylder det digre program.

Sammen med Casper og Jesper fra Filmnørdens Hjørne har jeg forsøgt at plukke nogle interessante titler ud af PIX-programmet. Selv om udvalget selvfølgelig kun repræsenterer et lille hjørne af, hvad man kan opleve på årets CPH PIX, kan vores gennemgang forhåbentlig give lidt inspiration til de næste sytten dages festivalplanlægning.

Lyt til PIX-casten her eller direkte på filmnoerden.dk:

Nedenfor har jeg samlet trailere til nogle af de PIX-titler, som vi i Filmnørdens Hjørnes podcast 57 giver en anbefaling med på vejen i form af et anerkendende 'ding' fra Caspers soundboard.

Vi ses til CPH PIX 2012 – god filmjagt og ditto fornøjelse!

THRILLS & KILLS:
Gantz
(Shinsuke Sato, Japan 2011)
Ingen CPH PIX er komplet uden japanske genrebøjninger, og i årgang 2012 fremstår den todelte blockbuster 'Gantz' som et af hovednumrene med sin flotte hybrid af sci-fi, fantasy og superheltetemaer. Ikke nær så voldelig og bizar som sit mangaforlæg, men stadig meget underholdende.
Begge "Gantz"-film vises på CPH PIX søndag 15. og fredag 27. april.



Gantz: Perfect Answer
(Shinsuke Sato, Japan 2011)



Sleep Tight
(Mientras duermes / Jaume Balagueró, Spanien 2011)
Særdeles vellykket psykologisk thriller, der elegant forløser sin spændende grundidé med en Hitchcock'sk understrøm af sort humor. Luis Tosar imponerer i hovedrollen som den kronisk ulykkelige vicevært, der sniger sig ind i opgangens lejligheder for at gøre beboernes liv lige så triste som sit eget!
"Sleep Tight" vises på CPH PIX mandag 16. og mandag 23. april.



The Raid: Redemption
(Gareth Huw Evans, Indonesien 2011)
Hypen er usædvanlig stærk omkring "The Raid: Redemption", og der er lagt op til virtuos voldsaction af den gamle skole, når en enlig politimand går i clinch med et højhus fuld af gangstere. Bang, værsgo!
"The Raid: Redemption" vises på CPH PIX onsdag 18., tirsdag 24. og onsdag 25. april.



LO-FI SCI-FI:
Carré blanc
(Jean-Baptiste Léonetti, Frankrig m.fl. 2011)
Anbefalet af Jesper Grubb Laursen fra Filmnørdens Hjørne – hvorfor kan du høre i podcasten!
"Carré blanc" vises på CPH PIX søndag 22., mandag 23. og torsdag 26. april.



AMERICAN INDIES:
Corman's World: Exploits of a Hollywood Rebel
(Alex Stapleton, USA 2011)
Den 86-årige og stadig aktive B-filmmaestro Roger Corman portrætteres gennem interviews og klip fra hans mere end 380 (!) værker. Dertil kommer røverhistorier fra hans utallige berømte lærlinge, bl.a. Martin Scorsese, Ron Howard, Jonathan Demme og en i særklasse veloplagt Jack Nicholson. En festlig dokumentar for alle fans af kulørt ramasjang.
"Corman's World" vises på CPH PIX fredag 13. og lørdag 21. april.



NORTHERN LIGHTS:
Babycall
(Pål Sletaune, Norge 2011)
En ængstelig hønemor og hendes otteårige søn plages af uforklarlige lyde og syner i deres nye lejlighed. Historien er en smule gennemsigtig, og som helhed er det psykologiske gys ikke på højde med instruktørens forrige, "Next Door", men Noomi Rapace er vanligt intens og seværdig i sin første hovedrolle siden Millennium-trilogien.
"Babycall" vises på CPH PIX torsdag 19. og søndag 23. april.

PIX SPECIALS:
Bullhead
(Rundskop / Michaël R. Roskam, Belgien 2011)
Sidste års overraskende oscarkandidat fra Belgien er en fængslende sag om den steroidpumpede gårdmedhjælper Jacky, der tvinges til at konfrontere den hændelse i sin fortid, han allerhelst vil glemme. Den uforudsigelige handling, der stritter i lidt vel mange retninger, forankres solidt af Matthias Schoenaerts' glødende spil i hovedrollen.
"Bullhead" vises på CPH PIX til og med lørdag 14. april.



> Læs også min artikel om PIX-konkurrencen Movie Battle 2012, hvor danske undergrundsinstruktører dyster på kortfilm inden for en udvalgt genre. I år gælder det "supernatural horror".

Movie Battle-finalen finder sted i Palads onsdag den 18. april, og samtlige indsendte film kan ses i Husets Biograf 19.-21. april.

Blu-ray-anmeldelse: Jean Dujardin i "Lucky Luke" (2009)

Vidste du, at Jean Dujardin før "The Artist" spillede med i hele to Lucky Luke-film? At han selv har skrevet manuskript til den ene film? Og at Michel Hazanavicius har skrevet den anden?

Jean Dujardin som "Lucky Luke" (2009) / © UGC Films

Ingen af Lucky Lukes hidtidige eventyr, og da slet ikke den uskyldige ”Lucky Kid”-tegneserie om cowboyheltens drengeår, har røbet blot det mindste hint om, at den fåmælte prærierytter skulle bære et tungt åg fra fortiden på sine skuldre.

Ikke desto mindre tager den seneste realspillefilm om ”Lucky Luke” sin begyndelse i Daisy Town, Utah, i det herrens år 1846 (klokken 11:50). Her leger lille John Luke indianer på verandaen, da et cowboyslæng med det uvederhæftige navn Snydebanden kommer anstigende på hesteryg. Gennem et knasthul i væggen må Luke overvære, hvordan banditterne koldblodigt nedslagter hans farmand og mor, som er squaw. Bang, instant traume.

Det brutale flashback er selvfølgelig til dels en fortsættelse af albumseriens leg med westerngenrens klicheer. Men grebet ligner mindst lige så meget et (ikke udpræget effektivt) forsøg på at give den endimensionelle Luke-skikkelse noget dramatisk dybde som filmfigur.

Teasertrailer

Der dvæles lovlig meget ved det dystre barndomsminde i James Huths ”Lucky Luke” fra 2009, hvor heltens primære dilemma er, at han aldrig kan få sig selv til at dræbe skurkene. Heller ikke, selv om de har gjort sig fortjent til døden.

Flashforward til 1885, hvor USA's præsident vil sikre sig, at jernbaneruten mellem New York og San Francisco står klar til brug inden hans genvalg. Uheldigvis skal sporene samles på midten i den berygtede røverrede Daisy Town. Præsidenten må derfor bede Lucky Luke (Jean Dujardin) om at skabe ro og orden i den lovløse by, hvor ”jorden er rød af 16 sheriffers blod”.

I Daisy Town mødes også et imponerende sammenrend af bifigurer fra 60 års Lucky Luke-tegneseriehistorie. Byens hersker er Pat Poker fra albummet ”Falskspilleren” (1953), her spillet af Daniel Prévost. Han indkalder den umodne tudeprins Billy the Kid (Michaël Youn) til at ondulere Luke, og da de i en fingeret duel narrer cowboyen til at tro, at hans kugle har dræbt Poker, smider vor helt sit revolverbælte og trækker sig tilbage til familiegården med den inciterende dansepige Belle (Alexandra Lamy, der er Jean Dujardins kone).

Alexandra Lamy og Jean Dujardin i "Lucky Luke" / pr-foto © Christine Tamalet

Noget overraskende viser undsætningen sig i form af den mandhaftige Calamity Jane (Sylvie Testud), der er hemmeligt lun på Luke, og den Shakespeare-citerende frikadelleskurk Jesse James (Melvil Poupaud). Deres fælles anstrengelser bringer Lucky Luke – og ”Lucky Luke” – tilbage på sporet efter en mellemakt, som klart er filmens svageste led. I sekvenserne, hvor helten opgiver sit kald, kammer tonen ofte over fra pastiche til rendyrket spoof, og de malplacerede Mel Brooks-agtige gags fjerner Lukefiguren yderligere fra forlægget.

Klimakset i ”Lucky Luke” falder også lidt uden for kanon, men tager sig dog flot ud i en fantasifuld scenografi, der er en Terry Gilliam-film værdig. Opgøret står nemlig i et gigantisk casino, der er plantet midt ude i ørkenen og udformet som en tyve etager høj enarmet tyveknægt.

Fuld trailer (fransk tale)

Modsat de tidligere forsøg på at gestalte Lucky Luke i kød og blod mærker man, at James Huth og hans hold gør sig umage med at skabe et overbevisende univers, og at de arbejder med et budget, som tillader dem at kæle for detaljerne. Især de gennemarbejdede, teksturrige kostumer springer i øjnene på den franske Blu-ray-udgivelse, hvor også de dødlækre locationoptagelser fra Patagoniens sletter strutter af overdådig billedkraft.

Bedst af alt er Jean Dujardin i titelrollen. Hans ydre lighed med den tegnede Lucky Luke er rent ud sagt slående, og Dujardins afslappede, men såre præcise og fysisk udtryksfulde spillestil rammer cowboyens nonchalante personlighed på kornet. Filmen indeholder desuden masser af fiffige visuelle og metatekstuelle gags, herunder jokes om Lukes rygestop, som tegneren Morris indførte i 1983 efter kritik fra læserne. Optrinnet, hvor Luke opdager, at hans trofaste ganger Jolly Jumper besidder talens gave – den kalder sin ejer for ”Lulu” – er trods scenens sketchagtige karakter et kosteligt lille stykke absurdisme.

Still fra "Lucky Luke" (2009) / © UGC Films

Albumforfatteren René Goscinnys barokke tegneserievid har til dato bedst ladet sig omsætte i levende billeder i Alain Chabats ”Asterix og Obelix: Mission Kleopatra” (2002). James Huths ”Lucky Luke” nærmer sig niveauet, men undgår ikke at slingre usikkert på sin vej mod målskiven. Lange stræk af filmen er bare ikke særlig sjove, og iscenesættelsens enøjede dyrkelse af stil og overflade sker ofte på bekostning af fortællingens fremdrift.

Men ”Lucky Luke” gør også mange ting rigtigt, og med en veloplagt, perfekt castet Jean Dujardin som den bærende kraft – han har også bidraget til manuskriptet – sætter ”Lucky Luke” overlegent den kummerlige ”Dalton Brødrene” i skammekrogen. Dér kan den passende få selskab af Terence Hills dovne tv-serie ”Lucky Luke” fra 1990 og den søvndyssende animerede udgave af ”Lucky Luke i Daisy Town” (1971).

> Læs min anmeldelse af ”Dalton Brødrene” (2004)
> Jean Dujardin og takketalens kunst

Lucky Luke. Frankrig/Argentina 2009. Instruktion: James Huth. Spilletid: 108 minutter. Udgivet på dvd og blu-ray (Region 2 med engelske undertekster) af UGC Films. Kan købes på amazon.fr. Ekstramaterialet (instruktørens kommentarspor, billedgalleri med kommentarer og effektgennemgang) er på fransk uden undertekster.

Dvd-anmeldelse: "Dalton Brødrene" (2004)

Vidste du, at Jean Dujardin før "The Artist" spillede med i hele to Lucky Luke-film? At han selv har skrevet manuskript til den ene film? Og at Michel Hazanavicius har skrevet den anden?

Grænsebyen Gulch City bryster sig af at have verdens bedst bevogtede bank. ”Men der er altid et par idioter, der skal prøve,” konstaterer bankdirektøren hovedrystende.

Dét bliver så Daltonbrødrenes stikord. Joe, William, Jack og Averell er nemlig smidt på porten af den strenge Ma Dalton. Og moderdyret nægter at lade sin yngel sove inden døre, før de har bevist deres kærlighed til hende ved at sprænge bankboksen.

Eric Judor, Saïd Serrari, Romain Berger og Ramzy Bedia som "Dalton Brødrene"

Det første forsøg ender naturligvis med, at de uduelige daltoner må trække i den, fra tegneserierne velkendte, gul- og sortstribede fangemode. Trods dommerens strafudmåling på 112 års fængsel per næse lykkes det Ma at befri sine drenge efter ”kun” 12 år.

De fire brødre rider derefter til Mexico for at finde banditten El Tarlo og rapse hans sagnomspundne sombrero, der gør bæreren usårlig. Hvordan virker sådan en magisk hat, spørger du? Det gør den ved hjælp af computeranimerede Ronal-kranier, der fiser omkring hattepulden som projektilafbøjende satellitter. Selvklart.

Men hvor befinder Lucky Luke sig i alt dette? spørger du dernæst. Og med god grund. For i ”Dalton Brødrene”, som Philippe Haïms film ”Les Dalton” fra 2004 hedder på ortografisk tvivlsomt dansk, kan Lukes scener tælles på to hænder. At nedgradere forlæggets titelfigur til en cameorolle virker umiddelbart som en besynderlig idé. Men når man først har oplevet den tyske superstjerne Til Schweiger som Lucky Luke iført grotesk falsk næse og kunststofskinnende gul skjorte, føler man sig egentlig taknemmelig for, at man ikke ser mere til ham.

Til Schweiger som Lucky Luke i "Dalton Brødrene" (2004)

Til Schweigers fortolkning af rollen rammer så milevidt ved siden af originalen, at han – perverst nok – passer perfekt ind i filmens tone. Slutteksterne identificerer ”Dalton Brødrene” som en ”hyldest til Morris og Goscinny”; en cadeau, som de herrer nok ville betakke sig for, om de endnu var i live til at gøre indsigelser.

Historiens hovedpersoner er reelt Joe og Averell Dalton, den mindste og den største af brødrene, som her tillægges et internt magtspil, jeg ikke husker meget belæg for i albummene. Joe og Averell spilles af tv-komikerparret Eric og Ramzy, som vi gudskelov ikke kender i Danmark, og deres usjove grimasser får lov at lægge niveauet for filmens opskruede farcestil, som man enten skal være meget ung eller meget fransk for at påskønne. Alle andre medvirkende agerer i samme anstrengte leje, som om de har galopperende diarré og desperat leder efter nærmeste toilet på settet. Louis de Funés har tydeligvis ikke levet forgæves.

Den følgende trailer har fransk tale og græske undertekster, men giver alligevel et meget godt billede af, hvad der passerer for humor i "Dalton Brødrene":



De få vellykkede gags i ”Dalton Brødrene” er primært af visuel karakter, som da Averell bruger sine fingre som kikkert. At lugen i banken er udformet som en lille guillotine med klinge, er også et ganske pudsigt indfald. Ellers er der bedrøveligt langt mellem guldklumperne, og der er umiddelbart intet i manuskriptet, som forudskikker, at dets forfatter syv år senere skulle gøre sig fortjent til en oscarstatuette. Thi det er ingen ringere end Michel Hazanavicius, manden bag stumfilmsensationen ”The Artist”, der er krediteret for oplægget til denne flove fuser.

Et enkelt optrin, hvor Daltonbrødrene forklæder sig som mariachikvartet, foregriber dog Jean Dujardins orientalske sangnummer i Hazanavicius' spionpastiche ”OSS 117: Cairo, Nest of Spies” fra 2006. Og lur mig, om ikke også Dujardin dukker kortvarigt op i to scener af ”Dalton Brødrene” for at give den som storskrydende cowboy i kæk, rødternet skjorte. Heller ikke hans lynoptræden overbeviser om, at Dujardin fem år senere skulle blive den ideelle Lucky Luke på film ...

> Læs også min anmeldelse af ”Lucky Luke” (2009) med Jean Dujardin!

Jean Dujardin som "le cow-boy vanneur" i "Dalton Brødrene" (2004)

Dalton Brødrene. Frankrig/Tyskland/Spanien 2004. Instruktion: Philippe Haïm. Originaltitel: Les Dalton. Spilletid: 86 minutter. Dansk dvd-udgivelse: 6. september 2005. Distributør: SF Film. 

"Hugo": Brie møder Brian Selznick

I de sidste to minutter af Martin Scorseses overdådige 3D-familiefilm "Hugo" cirkulerer kameraet blandt gæsterne i en proppet pariserlejlighed. Under sin virtuose køretur gør kameraet ophold ved en høj, spinkel, bebrillet herre, der entusiastisk spørger sin sidemand: »When can I sign up?«

Denne ene replik tilhører Brian Selznick. Den 45-årige tegner og forfatter er manden bag billedromanen "Opfindelsen af Hugo Cabret", som Martin Scorseses premiereaktuelle "Hugo" bygger over.

Brian Selznick (midten) i Martin Scorseses "Hugo" / © Paramount Pictures

I sidste uges Weekendavisen (9.-15. marts) interviewede jeg Brian Selznick om "Opfindelsen af Hugo Cabret" og hans seneste bog, den lige så flotte og fascinerende "Wonderstruck":

INTERVIEW MED BRIAN SELZNICK:
> Hugos far
Brian Iskov i Weekendavisen, 9. marts 2012 (NB: kræver login til bibliotek.dk)

> Læs også Bries anmeldelse af "Hugo"-blu-ray'en
> Læs om Bries møde med Chloë Grace Moretz og Ben Kingsley

Nedenfor kan du læse overskydende materiale fra min samtale med Brian Selznick, der afslører, at han er stor fan af H. C. Andersen. Han fortæller også om de mekaniske dukker, som spiller en væsentlig rolle i "Opfindelsen af Hugo Cabret".

Brian Selznick beretter desuden om den dag, han besøgte Martin Scorseses filmoptagelser for at være statist i filmens imponerende afslutningsscene.

Opslag fra "Opfindelsen af Hugo Cabret" / © Brian Selznick

BRIAN SELZNICK OM H. C. ANDERSEN:

"Jeg har altid været vild med H. C. Andersen. Da jeg var barn, havde jeg en fantastisk illustreret udgave af "Den standhaftige tinsoldat", som et japansk studie havde lavet i 1960'erne. De brugte fotografier af rigtige legetøjsfigurer, dioramaer og modeller til at illustrere historien med. Jeg var helt besat af den bog. Den havde et holografisk 3D-cover, som jeg kunne stirre på i evigheder."

"En af mine yndlingshistorier som barn var "Den lille havfrue", som jeg havde i en samling af H. C. Andersens eventyr. Jeg husker stadig, hvor skuffet jeg var over Disneys udgave af "Den lille havfrue", for den havde stort set ingenting at gøre med H. C. Andersens original."

"Rigtig mange misforstår H. C. Andersens "Den lille havfrue". Alle tror, at havfruen dør til sidst. Men det gør hun altså ikke. Faktisk bliver hun en slags luftens datter, en ånd, der rejser verden rundt i 500 år og udretter gode gerninger for at gøre sig fortjent til en menneskesjæl. Det er ret smukt. I bund og grund handler historien om at blive et menneske, og at man må gøre sig fortjent til at komme i himlen. Det er en af de smukkeste historier, jeg kender, så jeg var kun glad for at gøre H. C. Andersen til en af Hugo Cabrets yndlingsforfattere i min bog."

Martin Scorsese med Brian Selznicks bog / © Jaap Buitendijk

BRIAN SELZNICK OM SIN GÆSTEROLLE I SCORSESES "HUGO":

"At se Martin Scorsese skildre filmmediets barndom i billeder er noget af det mest ekstraordinære, jeg nogensinde har været med til. Tænk, at de billeder, jeg tegnede til bogen som en slags simulerede storyboards, endte med at blive til rigtige storyboards i en Martin Scorsese-film! Noget må jeg have gjort rigtigt."

"Jeg blev spurgt, om jeg ville være statist i filmens allersidste indstilling. Jeg troede bare, jeg skulle stå i et hjørne med et glas champagne og forsøge ikke at glo ind i linsen. Men på optagelsesdagen stak instruktørassistenten et manuskript i hånden på mig og bad mig om at indstudere min replik – som jeg ikke anede, jeg havde. Så dér stod jeg med Sir Ben Kingsley, et 3D-kamera og et 250 personers filmhold med børn og hunde omkring mig."

"Da jeg indspillede min scene med Sir Ben Kingsley og Michael Stuhlbarg, brugte vi meget tid på at stå ude i køkkenet mellem hver optagelse. Kameraet kommer aldrig ud i den del af kulissen; man kan lige ane køkkenet ude fra korridoren. Men når vi åbnede køkkenskabene, opdagede vi, at de var fyldt op med madvarer! Og inde i væggen, hvor kameraet aldrig nogensinde vil kunne kigge ind, havde sceneteknikerne installeret autentiske strømudtag fra 1930'erne. Som Sir Ben Kingsley sagde, "Det er netop dén detaljerigdom, som sørger for, at vi skuespillere ikke falder ud af filmens univers.""

Brian Selznick til premieren på "Hugo" i New York / © Dave Allocca

BRIAN SELZNICK OM MEKANISKE DUKKER:

"Da jeg begyndte at arbejde på bogen ”Opfindelsen af Hugo Cabret”, vidste jeg kun, at Hugos mekaniske dukke skulle ende med at skrive sin skabers navn på et stykke papir."

"Under min research fandt jeg ud af, at The Franklin Institute i Philadelphia havde en rigtig mekanisk dukke fra det 18. århundrede. Jeg besøgte museet for at se dukken, som på dette tidspunkt var gået i stykker og lå i kælderen. Det viste sig, at denne næsten 200 år gamle dukke var blevet doneret til museet 100 år tidligere. Den ankom i flere stykker efter at have været i en museumsbrand, muligvis på Barnum Museum. Og da de samlede dukken og trak den op for første gang, vidste de ikke, hvem der havde lavet den, indtil den skrev navnet på sin skaber. Så jeg har faktisk mødt en mekanisk dukke, der har gennemlevet nøjagtig samme historie som den dukke, jeg opfandt til min bog."



"Dukken på Franklin Institute er siden blevet repareret af en af mine venner, som er et mekanisk geni. Nu er den en af hovedattraktionerne i museets udstilling. Til oscaruddelingen i februar, hvor ”Hugo” var nomineret, fik museet fremstillet en lille smoking til dukken, så han kunne være fin til den store aften!"

"For et par år siden vandrede jeg omkring i Barcelonas gader og opdagede et forfaldent, støvet, men meget smukt museum. Og oppe på en af de øvre etager havde de en samling ekstremt gamle mekaniske mænd. I min fantasi forestillede jeg mig, at nogle af dem måske stammede fra Georges Méliès' samling, som han overtog fra Jean Eugène Robert-Houdin, og som Méliès måtte skille sig af med, da han gik fallit under første verdenskrig. Men den teori har jeg hverken kunnet af- eller bekræfte."

VIDEO: Brian Selznick præsenterer sin nyeste bog, "Wonderstruck"



"Opfindelsen af Hugo Cabret" er netop genudgivet på dansk af Carlsen – desværre trykt på tyndt papir og med Martin Scorseses navn stavet forkert på bagsiden.

Brian Selznicks "Wonderstruck" og "The Hugo Movie Companion" (om filmindspilningen af Hugo) er begge udgivet af Scholastic Press i USA og kan købes via amazon.co.uk. De er begge værd at læse.