"Flight": Flotte flystyrt på film

Efter tolv års ørkenvandring i motion capture-land er instruktøren Robert Zemeckis endelig vendt tilbage til den virkelige verden med "Flight", som har dansk biografpremiere i dag.

Denzel Washington i "Flight" | © Paramount Pictures

Oscarnominerede Denzel Washington spiller piloten Whip Whitaker, som arbejder bedst på en solid blanding af vodka og kokain. Det beviser han i filmens indledning, hvor motorerne på hans JR-88 sætter ud under en rutinetur fra Orlando til Atlanta. Mod alle odds lykkes det mirakuløst Whitaker at stabilisere og lande den store maskine ved at rulle flyet 180 grader i luften!

> Is Denzel’s Upside-Down Flying Trick Plausible?
(fra Air & Space/Smithsonian magazine)



Den første halve time af "Flight" er et mesterstykke, der beviser, at Zemeckis' håndelag stadig er uovertruffent, når det gælder om at orkestrere teknisk udfordrende showstopper-scener.

Resten af filmen er dog anderledes blottet for action. "Flight" viser sig - lidt skuffende - at være et misbrugsdrama, som handler langt mere om Whitakers personlige håndtering af sin alkoholisme, end den handler om følgerne af styrtet og havarikommissionens undersøgelser.

John Gatins' manuskript afvikles i et noget mere adstadigt tempo, end man er vant til hos Robert Zemeckis, og selv om det er dristigt af Zemeckis at skrue så langt ned, efter at han har skudt fortællingen af sted i højeste gear, synes jeg, at satsningen ender med at give bagslag. Hele mellemsektionen af "Flight", hvor man igen og igen ser Whip Whitaker slå sig på flasken og fornægte sit misbrug over for sig selv og andre, bliver uvægerligt noget langtrukken og stillestående.

Du kan høre Brie og Caspers anmeldelse af "Flight" i podcast nr. 71 fra Filmnørdens Hjørne. Indslaget starter ved 41:44.

Flere flotte flystyrt på film:

Cast Away (2000, Robert Zemeckis)
For tolv år siden imponerede Zemeckis med denne sekvens, hvor et MD-11-fly fra FedEx rammer Stillehavet med Tom Hanks om bord. Måske filmhistoriens ensomste flyulykke?



The Aviator (2004, Martin Scorsese)
I 1946 prøveflyver Howard Hughes (Leonardo DiCaprio) sin XF-11. Turen ender brat i en baghave i Beverly Hills, og Hughes brækker ni ribben!



Flight of the Phoenix (2004, John Moore)
En brysk erhvervspilot (Dennis Quaid) strander fotogent i Gobi-ørkenen, da hans C-119 tvinges ned af et uvejr. Styrtsekvensen, hvor flyet pløjer sig gennem et par kilometer sand i en medrivende blanding af CGI, modeller og heftigt lyddesign, er den eneste grund til at se John Moores remake af "Vinger til fugl Føniks" (1965).



Vi lever (Alive, 1993, Frank Marshall)
”Skal vi flyve så tæt på bjergsiden?” Æh, nej. En skræmmende rekonstruktion af tragedien i 1972, hvor en Fairchild FH-227 blev revet i stykker over Andesbjergene.



Frygtløs (Fearless, 1993, Peter Weir)
Jeff Bridges tror sig usårlig, efter at han overlever en voldsom nødlanding i Peter Weirs bevægende drama fra 1993. Musikken er Henryk Goreckis "Symphony No. 3".

Komediens væsen: featuring Rasmus Heide, Simon Pegg, Nick Frost, Jonas Elmer, Greg Mottola

Efter en lang januartørke, hvor hverken Bries Blog-O-Rama eller Filmnørdens Hjørne har gjort meget væsen af sig, er der i dag - to minutter i februar - endelig nyt fra begge kanter.

Brie og Casper har haft instruktøren Rasmus Heide i studiet til en lang, underholdende og overraskende seriøs snak om komediens væsen. Rasmus Heide, der er biografaktuel med "Alle for to" (biopremiere i dag, 31. januar), afslører sig som en grundig fætter, der gør sig mange overvejelser omkring, hvordan man laver en sjov film.

I podcast 69 gennemgår vi også kort komediens historie som filmgenre. Brie hiver noget teori op af den høje hat. Nikolaj Lie Kaas afslører et noget uventet komisk forbillede. Og endelig pipper nobiliteter som Mike Myers, David Zucker og Gene Wilder med i sjældne interviewklip.

Spring ud på komediens dybe vand i Filmnørdens podcast nr. 69:

FILMNØRDENS HJØRNE, PODCAST 69
Comedy-extravaganza med Brie, Casper og Rasmus Heide:



> Hør podcast 69 på Filmnørdens Hjørne
> Hør podcast 69 på iTunes

Som bonusmateriale har Brie fisket en artikel om improv-comedy op af arkivet. Rasmus Heide er med igen, og denne gang er han i fint selskab sammen med Simon Pegg, Nick Frost, Judd Apatow-instruktøren Greg Mottola og danske Jonas Elmer, som jeg alle har interviewet for at få mere at vide om brugen af improvisation i filmkomedier.

Mick Øgendahl og Rasmus Heide, "Alle for to" (2012)
pr-foto © Per Arnesen

ARTIKEL OM FILMKOMEDIER:
Skæve hjerner scorer kassen
Brian Iskov, JP Indblik juli 2011

Takket være hits som ”Tømmermænd i Thailand” er den sjove genre blevet Hollywoods nye guldkalv. Komediekonger som Judd Apatow har succes med at improvisere sig frem til et resultat, mens andre foretrækker at støtte sig til et solidt manuskript, som i den biografaktuelle ”Paul”. I Danmark arbejder komedieinstruktører også med improvisation som værktøj, om end i noget mindre skala.

I ARTIKLEN MEDVIRKER:

Simon Pegg & Nick Frost. Britisk skuespiller- og manusforfatterduo. Har skrevet og spillet hovedroller i ”Paul” samt kultsucceserne ”Hot Fuzz” og ”Shaun of the Dead”.

Greg Mottola. Amerikansk filminstruktør. Før ”Paul” instruerede han bl.a. teenagekomedien ”Superbad” og seks episoder af tv-serien ”Undeclared”, begge produceret af Judd Apatow og skrevet af Seth Rogen (rumvæsnets stemme i ”Paul”).

Rasmus Heide. Dansk filminstruktør. Har instrueret komedierne ”Blå mænd”, ”Julefrokosten” og ”Alle for én” (fås på dvd med ekstra improviseret materiale).

Jonas Elmer. Dansk filminstruktør bag de overvejende improviserede ”Let's Get Lost” og ”Monas verden”. Har desuden signeret spillefilmen ”Nynne” og flere sæsoner af tv-serien ”Langt fra Las Vegas”. Seneste film er den amerikansk-producerede komedie ”New in Town” med Renée Zellweger.

Judd Apatow under optagelserne til "Superbad" (2007) | pr-foto

Greg Mottola om Judd Apatow

Fører man luppen over flere af de senere års populære komedier fra Amerika, begynder et mønster at træde frem. Filmene handler helst om umodne mænd, der bringer sig selv i dybt pinlige situationer. De benytter sig i høj grad af improviserede optrin, hvor de medvirkende ”føder” gags og replikker i øjeblikket. Og hvis instruktøren ikke lige hedder Todd Phillips (som i ”Tømmermænd”), figurerer navnet Judd Apatow gerne mindst ét sted på rulleteksterne.

Den 43-årige Judd Apatow har blot tre film under bæltet som instruktør (”The 40-Year-Old Virgin”, ”Knocked Up” og ”Funny People”). Til gengæld står han krediteret som producer, forfatter eller igangsætter på mere end 20 filmkomedier inden for det seneste tiår.
En del af Judd Apatows succes beror på, at han giver sin faste kreds af komikere (bl.a. Will Ferrell, Steve Carell, Adam Sandler og Seth Rogen) frie tøjler til at skyde vildt fra hoften, mens kameraerne snurrer.

»Judds tilgang til komedie er baseret på improvisation, og jeg tror, det har givet genren et frisk pust,« mener instruktøren Greg Mottola. Han har tidligere iscenesat dele af tv-serien ”Undeclared” samt ungdomsfilmen ”Superbad”, begge produceret af Judd Apatow.
»Judds grundlæggende idé er, at han går i klipperummet med et utal af valgmuligheder for hver eneste vits, hver eneste scene, sågar hver eneste følelse i filmen. Mens han optager, får han skuespillerne til at riffe over materialet i en uendelighed. »Prøv at spille scenen, som om du er nervøs; prøv nu at spille den træt” og så videre. Han kan bogstavelig talt klippe flere vidt forskellige versioner sammen af hver film, han laver,« forklarer Greg Mottola.

Greg Mottola | pr-foto

Selv i ”Superbad”, hvor manuskriptet ifølge Mottola var »ret præcist«, endte instruktøren og skuespillerne med at tilføje »et ton ekstra jokes«:
»I næsten alle scener fandt vi på fire-fem forskellige vitser, vi kunne sætte ind i stedet for den oprindelige,« fortæller Greg Mottola til Morgenavisen Jyllands-Posten.
»Når man laver film på den måde, skriver man i praksis manuskriptet fuldstændig om i klipperummet, og det giver en enorm fleksibilitet. Desværre hæmmer det også iscenesættelsen til en vis grad. Der er mange filmiske ting, som ikke kan lade sig gøre, for hvis man f.eks. bevæger kameraet, låser man sig selv fast i et klippemønster, som ikke kan ændres senere. Så der er fordele og ulemper,« medgiver Greg Mottola.

Simon Pegg & Nick Frost

Greg Mottola har senest instrueret science fiction-komedien ”Paul”, der skildrer to britiske ufo-nørders road trip gennem Amerika med et rumvæsen på slæb.

Manuskriptet er begået af filmens hovedrolleindehavere, Simon Pegg og Nick Frost, som vandt et trofast kultpublikum med zombiekomedien ”Shaun of the Dead” og actionfilmparodien ”Hot Fuzz” (ligeledes skrevet af dem selv). Da hverken Pegg eller Frost er uddannede skuespillere, føler de to venner sig tryggest, når historiens komiske setups og payoffs er nøje planlagt på forhånd. Derfor skiller ”Paul” sig også ud fra tidens hovedstrøm af amerikanske komedier, idet den vægter afviklingen af plot og gags lige højt.

»Der er noget tilfredsstillende ved at bruge kræfter på at skrive et gennemarbejdet manus, som er tæt pakket med vitser,« forklarer Nick Frost, og Simon Pegg sekunderer:
»En komedie, hvor alle scenerne er rystet ud af ærmet, kan nemt komme til at føles lovlig løs i kødet. Desuden bliver det svært at skabe kontinuitet fra scene til scene, når man finder på tingene undervejs. Så ender publikum med at sidde og se på en række usammenhængende sketcher.«

»Ved at improvisere så meget sætter man også sin lid til, at skuespillerne reelt skriver manuskriptet for én,« tilføjer Nick Frost og tænker højt:
»Jeg tror, det er et biprodukt af den typiske Hollywood-situation, hvor manuskriptet måske ikke ligger klar, men finansieringen er på plads, og så tænker producenterne, at så kan de lige så godt gå i gang med at filme.«

Morskab under optagelserne til "Paul" (2011)

Simon Pegg anerkender, at ”Paul” ikke er fri for at tage sig nogle udflugter undervejs.
»Men grundlæggende er historien stramt fortalt, og filmen holder et rapt tempo. Så snart en komedie bevæger sig ud over to timers spilletid, kommer man på glatis,« siger Pegg med et slet skjult hib til Judd Apatow, hvis tre hidtidige film som instruktør er hhv. 116, 129 og 146 minutter lange.
Trods deres skepsis har Pegg og Frost, med Greg Mottola ved roret, alligevel lukket ekstemporalspillet ind ad bagdøren. De fleste biroller i ”Paul” er besat med drevne improvisatorer som Jason Bateman, Bill Hader og Kristen Wiig (de sidstnævnte kendt fra det legendariske tv-satireshow ”Saturday Night Live”).

»Eftersom vi har castet cremen af amerikansk improv, virkede det fjollet ikke at slippe dem løs foran kameraet. Som udgangspunkt optog vi alle scenerne, sådan som vi havde skrevet dem, og derefter fik skuespillerne lov at prøve nogle ting af. Jason Bateman har f.eks. en fantastisk replikbehandling, så hver gang han fik lyst til at give en scene sit eget præg, lod vi ham gøre det,« fortæller Nick Frost.

Rasmus Heide

»Det er klart, at improvisationer kan give guldkorn og gaver, for en håndfuld skæve hjerner vil altid få flere ideer end en enkelt. Men hvis man lader det stikke af i hver scene, risikerer man også et meget ujævnt resultat.«
Sådan siger Rasmus Heide, som med komedien ”Alle for én” har skabt årets hidtil mest sete danske film. Den 32-årige instruktør drømmer om at lave lystspil efter Apatow-metoden. Men improvisationer sluger i sagens natur »oceaner af tid«, og den slags fråds tillader danske filmbudgetter sjældent.

»Når vi kun har penge til fire-fem takes af hver scene, og hele holdet står og venter, kan vi ikke bare tillade os at galoppere ud ad en tangent,« siger Rasmus Heide.
I stedet øver han gerne manuskriptet igennem med skuespillerne inden optagestart. Under prøvefasen kan alle byde ind med ideer og forslag til forbedringer. Men så snart klaptræet smækker, må instruktøren begrænse legen til nogle få, udvalgte scener, hvor han lader skuespillerne jamme sig frem til et morsommere resultat end det skrevne.



Under produktionen af ”Alle for én” noterede han sig, at en scene ville fungere bedre, hvis den startede midt i en diskussion mellem filmens to brødre (spillet af Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg). I manuskriptets margen griflede Heide tre bud på, hvad dén diskussion kunne handle om.

»Næste dag, da scenen skulle skydes, prøvede skuespillerne at overgå hinanden i gakkede ideer. Jonatan Spang foreslog en debat om, hvorvidt Grundtvig var vegetar, og Øgendahl fandt på noget, der var endnu længere ude. Men vi prøvede alle indfaldene af, og det viste sig, at Rasmus Bjergs bud var sjovest,« forklarer Rasmus Heide. Derfor kan man i den færdige film opleve Bjerg fundere over, hvorfor A4-papir hedder, som det gør.

Jonas Elmer

»Improvisation i komedier er jo ikke noget nyt. Charlie Chaplin brugte det gennem hele sin karriere,« påpeger Rasmus Heides danske kollega Jonas Elmer, der har ekstemporerede scener i samtlige af sine film til dato. Når Nynnes bukseben sidder fast i en dør, eller Renée Zellweger har problemer med at besørge under åben himmel i Jonas Elmers ”New in Town”, er optrinnene udtænkt og udført på stedet.
»Det skaber noget frihed, når skuespillerne får rum til at undersøge situationer, karakterer og konflikter i stedet for bare at aflevere, hvad der står på papiret. Det er en mere organisk måde, hvor man bevæger sig på randen af afgrunden i stedet for at spille sikkert,« mener Jonas Elmer.

Inden Jonas Elmer optog så meget som et sekund af sin debutfilm, ”Let's Get Lost” fra 1997, brugte han seks måneder på at improvisere en handling frem. Sammen med sine fire skuespillere prøvede han en lang række scenarier af, og gennem disse øvelser begyndte figurernes psykologi at tage form: »Hvad sker der, hvis ham, du slår op med, bliver vred? Hvad hvis han bliver glad?«

Jonas Elmer (midt) under optagelserne til "New in Town" | pr-foto

Kun én replik var fastlagt i manuskriptet, da kameraerne begyndte at snurre på ”Let's Get Lost”. »Der er ikke én klassisk punchline i den film,« siger Jonas Elmer, som på settet gav hver skuespiller individuelle retningslinjer for, hvordan scenerne skulle starte.
»Jeg udpegede nogle små øer undervejs, hvor de kunne komme op og trække vejret, før de skulle plumpe i vandet igen og svømme videre sammen. Men når der blev sagt værsgo, kunne de gøre, hvad pokker de ville inden for rammerne,« forklarer Jonas Elmer om sin fremgangsmåde.

Den 45-årige instruktør har tidligere taget teatersportkurser i Chicago, og med sin næste film, ”IRL”, vil han atter arbejde målrettet med improvisationer. Igen rækker budgettet dog ikke til ødsel luksus-legestue a la Judd Apatow:
»Improvisation er en arbejdsmetode, som godt kan gøre producenter og filminstitutter bange. Det kræver, at de stoler på talentet og på metodens rigtighed. For der er jo ingen garantier for, at resultatet bliver godt, når man ikke kan vurdere det på forhånd,« erfarer han.

Bonusmateriale:
JONAS ELMER OM IMPROV-COMEDY I USA

Tre af de væsentligste rugekasser for improv-skuespillere i USA er teatertrupperne Second City (Chicago) og The Groundlings (Los Angeles) samt tv-showet ”Saturday Night Live”, der sender fra New York. Her har en lang række af de mest berømte komedieskuespillere fra 1980'erne og fremefter finpudset deres talenter, før de brød igennem på film.

»Der eksisterer et helt andet miljø omkring improvisation i Amerika,« fortæller den danske komedieinstruktør Jonas Elmer, der har studeret teatersport ved ImprovOlympic i Chicago.

»Dér, såvel som i New York og Los Angeles, har komikerne et kæmpe arbejdsnetværk, hvor de bruger år på at dygtiggøre sig. Mange bliver episodeforfattere på tv-serier, mens de laver stand-up og spiller film- og teaterroller ved siden af. De behandler comedy som en kunstart, og improv er et værktøj, de kan bruge inden for alle disciplinerne,« siger Jonas Elmer.

"Sprængfarlig bombe": The Nikolaj Lie Kaas & Ulrich Thomsen Comedy Show

I aften viser TV 2 "Sprængfarlig bombe", der markerede Nordisk Films 100-års jubilæum i 2006, hvor den blev årets tredjemest sete danske biograffilm. Tomas Villum Jensen instruerede den stjernespækkede komedie om den krukkede kunstfilminstruktør Claus Volter (Nikolaj Lie Kaas), der tørner sammen med den voldsdømte proletar Tonny (Ulrich Thomsen), som hader hans film.

"Sprængfarlig bombe", trailer, 2006

I "Sprængfarlig bombe" delte Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen biograflærred for femte gang. Da jeg satte parret stævne op til premieren i august 2006, gennemsyrede deres indbyrdes kemi også interviewsituationen, hvor de to skuespillere meget af tiden spillede pingpong uden om tredjemanden.

Rollerne var lynhurtigt fordelt med Ulrich Thomsen som skeptikeren, der syntes, at jeg - journalisten - stillede mærkelige spørgsmål, mens Nikolaj Lie Kaas gav den som udglattende ironiker. Her er nogle af højdepunkterne fra den underholdende seance.

NIKOLAJ LIE KAAS OG ULRICH THOMSEN:
"Sprængfarlig bombe" - interview
Brian Iskov, URBAN august 2006

Når I ses på slap line i en filmkomedie, står der ni ud af ti gange Anders Thomas Jensen på forsiden af manuskriptet. Er det kun ham, der kan finde ud af at skrive komiske roller til jer?

Nikolaj Lie Kaas: Jeg tror ikke, jeg har set andre danske komediemanuskripter, hvor jeg har været lige så færdig af grin, mens jeg læste dem. Der er noget i hans humor, som tiltaler mig. Det er jo også derfor, han er min ven. Jeg ved ikke, hvor mange film vi snart har lavet sammen – det er nok en tolv stykker. Så hvis Anders stopper med at lave film, stopper min karriere også!

Ulrich  Thomsen i "Sprængfarlig bombe" | pr-foto © Ole Kragh-Jacobsen

Ulrich Thomsen (til Brie): Siger du, at jeg har lavet en komedie, som ikke er skrevet af Anders Thomas?

‘De største helte’ (1996). Den har elementer af komedie.

Ulrich Thomsen: Jo jo, men det er der jo så meget, der har. Den betragter jeg ikke som en komisk rolle.

Nikolaj Lie Kaas: Vi syntes, den var komisk. Ufrivillig komisk.

I ‘Sprængfarlig bombe’ får Ulrichs figur sig en ubehagelig overraskelse, da han ser den film, han har været med til at lave. Har I prøvet at sige ja til noget, hvor slutresultatet ender med at blive helt anderledes end det, I havde forventet?

Ulrich Thomsen: Altså, en film bliver jo altid anderledes på et eller andet plan. De intentioner, man har oppe i hovedet, fungerer måske ikke, når man klipper det sammen. Eller måske er vejret ikke lige rigtigt, og så mister man en scene, fordi man kommer bagud og sådan.

‘Killing Me Softly’ (2002), dén havde faktisk et ret godt manuskript, men det var edderrådme en dårlig film, der blev ud af det. De løb tør for penge, så instruktøren (Chen Kaige, red.) måtte skære halvdelen af historien væk. Hvis man forestillede sig, at han havde lavet dét, han gerne ville lave, var den jo nok blevet noget bedre.



Nikolaj Lie Kaas: ‘Max’ (2000, af Trine Piil Christensen, red.) kom bag på mig. Der forstod jeg så heller ikke en skid af manuskriptet. Jeg havde ellers læst det hundrede gange.

Ulrich Thomsen (der har medvirket i en udenlandsk film med samme titel): ‘Max’? Er det ikke sådan en … kat?

Nikolaj Lie Kaas: Nej, den hedder ’Kat’, dén film. Det er Sidse Babett Knudsen, som er Max. Det er en meget intens thriller, og den skal absolut ikke ses. Det tør jeg kun at sige, fordi instruktøren selv har sagt undskyld til mig. Distributøren lod filmen ligge på hylden i tre år. Da den endelig kom frem, var den ikke bare dårlig … den var gammel!

Hvad er det, der går skævt i sådan en situation?

Nikolaj Lie Kaas: Der var ikke rigtig nogen, der forstod manuskriptet. Jeg tror, at alle tænkte, at der nok var nogle andre, der havde styr på det.

Ulrich Thomsen: I bund og grund er det jo pissesvært at lave film. Det er de færreste nybegyndere, der bare kan sætte sig ned og være Nikolaj Arcel og have fuldstændig tjek på det.

Mille Dinesen og Nikolaj Lie Kaas i "Sprængfarlig bombe" | pr-foto © Ole Kragh-Jacobsen

Har I nogensinde været ude for en filmoptagelse så grotesk som dén, der skildres i ‘Sprængfarlig bombe’?

Nikolaj Lie Kaas: Jeg synes, man har oplevet lignende situationer, bare i mindre ekstrem grad. Jeg har aldrig mødt nogen, der opførte sig som Claus Volter.

Findes der heller ingen instruktører, der ligesom Volter kører rundt i golfvogn på filmsettet?

Nikolaj Lie Kaas: Jo, der findes i hvert fald en, der hedder Lars von Trier. Jeg har tit kørt med ham i hans golfvogn. Da vi lavede dummyen til ‘Dogville’, kørte han fra studiet til kantinen ude i Filmbyen.

Ulrich Thomsen: Dummyen til ‘Dogville’, hvad lavede du i dén?

Nikolaj Lie Kaas: Jeg havde Paul Bettanys rolle.

Ulrich Thomsen: Var det for at have noget, I kunne præsentere for investorerne?

Nikolaj Lie Kaas: Det var for at se, om det overhovedet fungerede. Sidse Babett spillede Nicole Kidmans rolle.

Ulrich Thomsen : Nå. Og så lavede de den som film med ”rigtige” skuespillere bagefter, ha ha!

50 år med DR's julekalendere: Pagten (2009)

1. december 2012 er det 50 år siden, at DR viste sin første tv-julekalender. Hver dag indtil den 24. december fejrer Bries Blog-O-Rama ”Børnenes Julekalender” ved at se tilbage på et halvt århundredes dansk tv-historie med stangdukker, drillenisser, tagmus og provoer i jordhuler.

I DAG: DEN MED GRUNDTVIG

Benjamin Engell og Karla Løkke i "Pagten" (2009)
© Agnete Schlichtkrull/DR

Med ”Pagten” fra 2009 fortsatte DR's julekalendere ud ad den mere dystre og dramatiske sti, som ”Absalons Hemmelighed” var slået ind på i 2006.
Sikkert belært af erfaringerne fra ”Jul på Kronborg” og ”Absalons Hemmelighed” anstrengte DR sig da også for at understrege over for seerne, at ”Pagten” var ”egnet for børn fra 8 år”.

”Det er egentlig ikke så meget en julekalender, men mere et eventyrligt juledrama, som både indeholder fantasi og nordisk realisme.”
- Maya Ilsøe, hovedforfatter af "Pagten", til Dagbladenes Bureau

Hovedarkitekterne bag ”Pagten” var igen Maya Ilsøe og produceren Katrine Vogelsang, der også stod bag ”Absalons Hemmelighed”. Denne gang hentede parret inspiration til ”Pagten” i eventyrbøgerne om ”Narnia” og ”Harry Potter” – og ikke mindst i den berømte, danske digterpræst Nicolai Frederik Severin Grundtvig, der levede fra 1783 til 1872.

”Min idé var, at [”Pagten”] skulle foregå i en klasse og handle om fællesskabet, samt sætte fokus på mobning,” fortalte Maya Ilsøe til Dagbladenes Bureau.
Under sin research fik hun øjnene op for Grundtvigs tanker og salmer, der blandt andet kredsede ”om at opsøge fællesskabet, tage ansvar og bruge det levende ord”.
”Grundtvig mener, at mødet mellem mennesker er det vigtigste, hvad enten det drejer sig om to mennesker, en gruppe eller på globalt niveau,” uddybede Maya Ilsøe i Information den 8. december.

Mathias Toftegård Andersen og Benjamin Engell i "Pagten" (2009)
© Agnete Schlichtkrull/DR

50 år med DR's julekalendere: Absalons hemmelighed (2006)

1. december 2012 er det 50 år siden, at DR viste sin første tv-julekalender. Hver dag indtil den 24. december fejrer Bries Blog-O-Rama ”Børnenes Julekalender” ved at se tilbage på et halvt århundredes dansk tv-historie med stangdukker, drillenisser, tagmus og provoer i jordhuler.

I DAG: BØRNENES JULEKALENDER BLIVER VOKSEN

"Absalons Hemmelighed" (2006) | © Mike Kollöffel/DR

Med en dyster og højdramatisk julekalender i 2006 tog DR endelig konsekvensen af, at TV 2's julekalendere gav den gamle monopolstation baghjul hver eneste december. DR's "Absalons Hemmelighed" var tydeligt påvirket af TV 2's nyskabende ”Jesus og Josefine”, der i 2003 banede vejen for en mere nutidig og seriøs type familiejulekalender.

I sommeren 2005 fik den nyuddannede tv-producer Katrine Vogelsang til opgave at finde på en dramatisk familieserie, som DR kunne sende i december året efter.
”Jeg besluttede, at den nye dramaserie skulle handle om rigtige mennesker – jeg skulle kunne genkende dem og vide, at de eksisterede i virkeligheden. Og det skulle være farligt for karaktererne - for at skabe spænding,” udtalte Katrine Vogelsang i en pressemeddelelse fra DR.

Sammen med instruktørerne Trine Piil og Malene Vilstrup udviklede Katrine Vogelsang et oplæg om en pige, der bliver væk i et stormagasin kort før juleaften. Ideen blev givet videre til Maya Ilsøe, der som hovedforfatter på ”Absalons Hemmelighed” kom kød på historien og trak de store linjer op. Inspirationen fandt hun i så forskellige kilder som Dan Browns ”Da Vinci Mysteriet”, Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte” og Bibelen.

Hovedforfatter Maya Ilsøe i 2009 | © Bjarne Bergius Hermansen/DR

Et møde med en arkæolog gav Maya Ilsøe den idé at koble sit juleeventyr sammen med middelalderen. Hun lod handlingen udspille sig i varehuset Magasin du Nord i hjertet af København, fordi metroselskabets udgravninger havde vist, at byens grundlægger, ærkebiskop Absalon, havde en gård i 1100-tallet på nøjagtig samme sted. Dermed fortsatte ”Absalons Hemmelighed” den historieformidlende linje, som Martin Miehe-Renard indførte i DR's julekalendere i 2000, da han producerede ”Jul på Kronborg”.

Maya Ilsøe måtte dog kæmpe for sit valg af kulisse, idet DR's chefredaktion – med rette – frygtede, at kalenderens eksponering af Magasin gennem hele julemåneden ville blive opfattet som gratis reklame. Mediebureauet Carat udregnede for Politiken, at Magasins optræden i ”Absalons Hemmelighed” svarede til ca. 9-10 millioner kroner i reklamepenge.

Ida og hendes mor i "Absalons Hemmelighed" (2006)
© Mike Kollöffel/DR

Julekalenderens hovedperson er Magasin-direktørens 12-årige datter, Cecilie (Sarah Juel Werner), der bor med sin fortravlede forældre i bygningens penthouse. Familiens yngste, Ida (Eva-Theresa Jermiin Anker), er så uhelbredeligt syg, at det kræver et mirakel, hvis hun skal overleve julen.

En arkæologisk udstilling leder Cecilie på sporet af myten om Absalons hemmelighed. I håbet om, at denne hemmelighed kan helbrede Cecilies lillesøster, begiver hun sig ud på en farefuld opdagelsesrejse i ruinerne under byen. Den snu Cecilie får hjælp til sin mission af drengen Hubert (Gustav Hintze), der bor ulovligt i bygningens kælder sammen med to voksne klunsere (Claus Bue og Mikkel Vadsholt). Arkæologen Petra (Sarah Boberg) og vagten Amir (Ali Kazim) har dog ikke fidus til de unge amatørdetektiver.

“Der sker en redefinition af, hvad vi laver til hvem. Især på børne- og ungeområdet. Og jeg vil ikke være med til tale ned til børn.”

- kalenderinstruktør Morten Køhlert i Information 2.12.2006

Amir (Ali Kazim) og Petra (Sarah Boberg) | © Mike Kollöffel/DR

Hele tre instruktører skulle der til for at realisere ”Absalons Hemmelighed”. Morten Køhlert tog sig af seriens første otte afsnit, og han erklærede i Information den 2. december, at også han var inspireret af Astrid Lindgren, der bragte virkelighedens realisme ind i sit eventyrlige univers:
“Moralen i Absalons Hemmelighed er også, at man ikke får noget gratis. Alting har en pris. For at nå målet har det store omkostninger,” udtalte han.

Morten Køhlert understregede også, at ”Absalons Hemmelighed” var et seriøst og bevidst forsøg på at forny DR's julekalendere, så de kom på omdrejningshøjde med TV 2's mere tidssvarende kalenderserier og fik de lidt større børn i tale:

“Når TV2 havde 1,4 millioner seere på deres julekalender, så er det simpelthen det succeskriterium, man går efter. Samtidig er der sket et voldsomt skred i børns evne til at aflæse mediet. Den evne bliver stimuleret og forbedret konstant. Det, man producerede for tre år siden, vil føles gammeldags og langsomt i dag. I stedet for at lade sig skræmme af det, som mange i den ældre generation, der beskæftiger sig med børnekultur har en tendens til, så må man bare spille med på det.”

Claus Bue og Sarah Juel Werner i "Absalons Hemmelighed" (2006)
© Mike Kollöffel/DR

Med sin grundlæggende alvorstone, hvor humoren trådte i baggrunden som sporadisk comic relief, stod ”Absalons Hemmelighed” i skarp relief til tidligere julekalendere på DR. I sit BA-projekt om tv-julekalendere (2007) konstaterede Regitze Louise Swane Heiberg, at ”Absalons Hemmelighed” var den første af DR's kalenderserier, der blandede elementer fra så spredte genrer som quest- og thrillergenren, kriminalfilmen og det socialrealistiske hverdagsdrama. Og så var serien i øvrigt 100 % nissefri.
”Strengt taget er det mest julede [ved ”Absalons Hemmelighed”], at dramaet foregår over 24 afsnit,” bemærkede Regitze Louise Swane Heiberg.

DR's satsning med ”Absalons Hemmelighed” kastede generelt positive anmeldelser af sig: Berlingske Tidende strøede fem stjerner ud over julekalenderens første afsnit, mens Christian Monggaard i Information kaldte serien for ”en af de mere friske, spændende og velproducerede julekalendere, DR har lavet i de senere år” (2.12.2006).

Omkring 900.000 seere fulgte i gennemsnit ”Absalons Hemmelighed” i 2006, hvor DR sendte julekalenderen i prime time. Ved genudsendelsen i 2010 kiggede 752.000 seere dagligt med.
Ligesom TV 2 fik hul igennem til det internationale marked  med "Jesus og Josefine" i 2003, fattede udlandet også interesse for "Absalons Hemmelighed". DR solgte julekalenderen til tv-stationer i Norge, Sverige, Polen og Slovenien, der programsatte kalenderen som ”vinterserie” i 24 afsnit.

Hubert, Ida og Cecilie i borgruinerne | © Mike Kollöffel/DR

At dramatikken i ”Absalons Hemmelighed” var mere højspændt, end hvad seerne var vant til i Børnenes Julekalender, gik ikke ubemærket hen. Vrede forældre klagede over, at Cecilie og Hubert i 16. afsnit skjulte sig for arkæologen Petra ved at hoppe ned i en dybfryser. Det var ”ubetænksomt af DR”, hed det sig, at lade et så farligt gemmested indgå i en udsendelse, som mange børn fulgte med i. Den følgende dag understregede værterne i magasinprogrammet ”Absalon Live”, der hver dag blev sendt direkte som supplement til julekalenderen kl. 17.30, at en kummefryser altså kun skulle bruges som gemmested på film – og ikke i virkeligheden.

På Kommunikationsforum satte julekalenderforskeren Gunhild Agger spørgsmålstegn ved, om ”Absalons Hemmelighed” gik for langt i sin higen efter seriøsitet (20. december 2006):

”Hvor quest-strukturen fører gennem Stormagasinet, dens udstilling, det sjællandske landskab og dets kirker, fungerer det godt. Men optagelserne fra de underjordiske huler fylder rigeligt. Det går, så længe det drejer sig om forholdet mellem oververden og underverden, mellem rige og udstødte, direktørfamilien og klunserne. Men når vi fortaber os i udgravningerne, bliver der for meget gyserstemning og for lidt afveksling i handlingen - og det er nok problematisk for børnemålgruppen, også selv om det drejer sig om større børn.”

Scene fra Roskilde Domkirke | © Mike Kollöffel/DR

Studieoptagelserne til ”Absalons Hemmelighed” fandt sted i TV-Byens store studie. Desuden indeholder serien location-optagelser fra Magasin du Nord, Christiansborg Slotsruin, Roskilde Domkirke, Kronborg, Vor Frue Kirke i Kalundborg, Sct. Bendts Kirke i Ringsted og Mønsted Kalkgruber.

Som noget nyt gjorde DR ”Absalons Hemmelighed” tilgængelig på dvd-markedet samtidig med førstevisningen i december 2006. DR udsendte også en ledsagebog, ”Absalons Hemmelighed – julerier før og nu”, som dog havde meget lidt med julekalenderens handling at gøre.

Bonusinfo: I december 2006 og januar 2007 arrangerede Nationalmuseet i København en udstilling, hvor kostumer og rekvisitter fra ”Absalons Hemmelighed” kunne opleves side om side med bl.a. Absalons guldring og bispestav.

ABSALONS HEMMELIGHED (2006 + 2010)
Sendt på DR1 kl. 19.30-20.00 (2006).
Produktion: DR Drama.
Instruktion: Morten Køhlert (afsnit 1-8), Trine Piil (afsnit 9-16), Malene Vilstrup (afsnit 17-24).
Manuskript: Maya Ilsøe med Jannik Tai Mosholt, Poul Berg, Rum Malmros, Kari Vidø.
Musik: Kåre Bjerkø.
Medvirkende: Sarah Juel Werner, Eva-Theresa Jermiin Anker, Gustav Hintze, Ellen Hillingsø, Henrik Prip, Sarah Boberg, Ali Kazim, Claus Bue, Mikkel Vadsholt, Thomas Levin, Erik Holmey, Nana Eide, Lars Lohmann, Anders Hove m.fl.

Kalenderkunstner: Sarah Maria Fritsche (2006)