Messias. Guds søn. Vandreprædikanten. Manden på vandet. Kært barn har mange navne, og Jesus Kristus’ inkarnationer i levende billeder er lige så talstærke.
Pr-foto fra "Et herrens liv" (Monty Python's Life of Brian, 1979)
I april 2006 markerede Cinemateket påsken ved at lade frelseren korsfæste hele fire gange på en weekend. Filmhusets lille kavalkade af Jesusfilm blev kurateret af teologen Geert Hallbäck fra Københavns Universitet, som også indledte visningerne. Jeg interviewede i samme anledning Geert Hallbäck til AOK/Berlingske, men artiklen blev aldrig publiceret. Nedenfor kan du læse den i dag pensionerede lektors ord om de gnister, der uvægerligt springer, når kristendommens største stjerne træder over i filmens verden.
ARTIKEL (UDDRAG): Jesus Christ Moviestar Brian Iskov for AOK/Berlingske 2006 - ikke tidligere publiceret
»Filmen er et medie med meget stor gennemslagskraft, og når den kirkelige Jesus-figur møder den dominerende, sekulære kultur, udebliver reaktionerne sjældent«, siger Geert Hallbäck, lektor ved Center for Studiet af Bibelens Brug.
Som forsker i bibelrepræsentationernes historie har Hallbäck hæftet sig ved, at det automatisk udløser ballade, hver gang en kunstner giver sig i kast med at fortolke Jesus-figuren på det store lærred – uanset om det er Jens Jørgen Thorsen eller Mel Gibson, der svinger penslen.
Alene tanken om, at Pier Paolo Pasolini skulle pille ved Jesus, hensatte i 1960'erne det katolske Italien i panik. Hvad kunne sådan en homoseksuel marxist og ateist dog ikke forrette af skade på Kristus-figuren?
Det viste sig, at Pasolini, trods sin status som intellektuel provo og outsider, ingen skumle bagtanker havde med sin film "Matthæusevangeliet" (1964). I Jesus-skikkelsen fandt han alle tiders største politiske rebel, og med en spansk økonomistuderende som korthåret Jesus og Matthæus’ tekst som sin eneste drejebog skabte Pasolini et renfærdigt, næsten dokumentarisk værk, der var så tro mod forlægget, at instruktøren pludselig mærkede vindene skifte retning. Efter premieren var det kun kommunisterne, der kritiserede Pasolinis tolkning, fortæller Geert Hallbäck.
Også Martin Scorseses "The Last Temptation of Christ" (1988) piskede en storm op, længe før nogen havde set filmen. Med basis i en roman af Nikos Kazantzakis, og altså ikke et evangelium, satte den katolsk opdragede Scorsese fokus på den menneskelighed, der er en lige så stor del af den rettroende dogmatik omkring Jesus som hans guddommelighed. For han er jo både menneskets søn og Guds søn.
Skismaet sættes på spidsen i filmens sidste akt, hvor Djævelen serverer den ultimative lokkemad for Willem Dafoe på trækorset: »Hvad nu, hvis du stiger ned derfra, gifter dig med Maria Magdalena og får et almindeligt, jordisk liv ligesom alle andre … var det ikke noget?«
At Kristus overvinder fristelsen kan dårligt kaldes en spoiler, men visionen om en tvivlende Jesus hengivet til kødeligt begær var alligevel mere, end det amerikanske bibelbælte kunne bære. Spørger man Geert Hallbäck, er der intet i Martin Scorseses udlægning, som ikke holder vand fra et teologisk synspunkt. Kontroversen er blot et symptom på, at den almene, folkelige forestilling om Jesus nemt lader sig påvirke.
Canadiske Denys Arcands oscarnominerede, omend knap så kendte "Jesus fra Montreal" fra 1989 illustrerer på original vis, hvordan bølgerne kan gå højt, når Kristus-skikkelsen står på vippen mellem den gejstlige og verdslige kultur.
I "Jesus fra Montreal" hyres en arbejdsløs skuespillertrup til at puste nyt liv i det årlige passionsspil. Deres opsætning skærer ind til kendsgerningerne om den historiske Jesus, om hvem oplysningerne er ret begrænsede, ligesom det heller ikke kan påvises ud fra fakta, hvilken dag korsfæstelsen på Golgata overhovedet fandt sted. Ikke overraskende fortryder kirken hurtigt projektet.
»Alt, der går imod den kirkelige forkyndelse, opfattes som en trussel mod troen på Jesus’ guddommelighed«, siger Geert Hallbäck, som mener, striden mellem kirke og kultur i bund og grund kan reduceres til et spørgsmål om jalousi.
»Kirken føler, at Jesus er deres figur, og at de derfor bør eje retten til at definere, hvem han var. Når den sekulære verden tager Jesus i besiddelse, føler kirken, at dens privilegium bliver gået for nær«.
Flere film om den kristne påske:
Kongernes konge (The King of Kings, 1927, Cecil B. DeMille)
- men jeg så ham dø (The Robe, 1953, Henry Koster)
The Greatest Story Ever Told (1965, George Stevens)
Jesus Christ Superstar (1973, Norman Jewison)
Jesus fra Nazaret (tv-miniserie, 1977, Franco Zeffirelli)
Et herrens liv (Monty Python's Life of Brian, 1979, Terry Jones)
På få år har det lille Viborg-firma Nørlum opnået international succes ved at levere håndtegnet animation til kvalitetstegnefilm, der vil andet og mere end sælge legetøj. Selskabet har en stor andel i den biografaktuelle "Sangen fra havet", som har chancen for at vinde en Oscar søndag nat.
Rygterne om den håndlavede tegnefilms bortgang har vist sig at være stærkt overdrevne.
Disney producerer ikke længere 2D-tegnefilm i spillefilmslængde, men heldigvis holder andre selskaber liv i det gode, gammeldags animationshåndværk. Hele to af de nominerede bidrag i dette års oscarkategori ”bedste animerede spillefilm” er således tegnet i hånden, men bærer ellers hver deres distinkte udtryk.
Den ene af de oscarnominerede tegnefilm er ”Sangen fra havet” (Song of the Sea) af Tomm Moore. Filmen, der får dansk biografpremiere i dag, er produceret af irske Cartoon Saloon, men delvist animeret i Viborg i Danmark.
(Den anden oscarnominerede 2D-tegnefilm, Isao Takahatas ”Fortællingen om prinsesse Kaguya” fra det hæderkronede japanske Studio Ghibli, følger i juni. Du kan høre mere om begge film i oscar-opvarmningspodcasten fra Filmnørdens Hjørne.)
Med den gribende, poetiske og grafisk smukke 'Sangen fra havet' er det viborgensiske animationsfirma Nørlum med til at bevise, at man sagtens kan fortælle vedkommende historier som klassisk, fuldanimeret tegnefilm i 2015.
Nørlum har produceret hele 36 minutters animation til den 93 minutter lange film. I spidsbelastede perioder sad der 22 tegnere og arbejdede på filmen i Nørlums lokaler i Viborg. Resten af filmens scener blev fordelt ud på fire andre animationsstudier i Irland, Luxemburg, Belgien og Frankrig.
»Oscarnomineringen til 'Sangen fra havet' bekræfter os i, at vi i Nørlum gør tingene på den rigtige måde, og at vi har fundet en troværdig formel på at producere kvalitet,« siger Frederik Villumsen, der er administrerende direktør i Nørlum.
Frederik Villumsen er en af de to ildsjæle, som grundlagde Nørlum i marts 2010. Dengang var Villumsen 25 og nylig dimitteret fra The Animation Workshop. Han havde oprindelig søgt ind på den jyske animationsskole, fordi han drømte om at gøre tegneriet til sit levebrød. Karriereplanen? At gå efter guldet og blive animator hos Disney i USA. Et selvstudium på uddannelsens tredje år fik ham på nye tanker.
»Jeg fandt ud af, at det var vigtigere for mig at arbejde på ambitiøse prestigeprojekter og fortælle fine historier, der ikke var pakket ind i salgbart merchandise,« formulerer Frederik Villumsen det i dag.
Figurskitse til "Sangen fra Havet" tegnet af Frederik Villumsen
Alle scenerne i "Sangen fra havet" er animeret ved ”digital håndtegning” på Wacom Cintiq-tegneplader. Den digitale pen overfører animatorens streger direkte til computeren. »Det føles meget som at arbejde med blyant på papir,« siger Frederik Villumsen.
Frederik Villumsens position som daglig kreativ leder af Nørlum giver ham ikke megen tid til selv at sidde ved det digitale tegnebræt. Kun ganske få scener i "Sangen fra havet" er animeret af ham personligt. »Mit job var primært at føre filmens vision igennem i Danmark samt at hjælpe animatorerne med at tegne de forskellige figurer rigtigt,« fortæller han.
Produktionsartwork fra "Longway North" | c Nørlum
Nørlum har senest bidraget med 36 minutters animation, præcis halvdelen af spilletiden, til den kommende fransk-danske tegnefilm "Longway North". De danske animatorer nåede i mål én dag før deadline og inden for budgettet, begge dele til Nørlum-chefen Frederik Villumsens udelte stolthed. »Professionalisme er supervigtigt for et godt ry i branchen,« understreger han. »Vi skal holde, hvad vi lover.«
De næste tre år handler for Nørlum om at smede firmaets fremtid og udnytte det aktuelle momentum. Selskabet har allerede sat deres første, egenudviklede spillefilm i søen. "Aether" (Æter, red.) lyder arbejdstitlen på projektet, der har den canadiske instruktør Jericca Cleland tilknyttet. Men filmen bliver ikke nødvendigvis animeret i hånden.
»Vi har ikke lagt os fast på kun at lave 2D-tegnefilm. Den form, vi vælger, afhænger helt af, hvilket udtryk der passer bedst til den historie, vi vil fortælle. Så selv om det er et privilegium at få lov til at lave håndtegnede spillefilm, ser vi ikke os selv som fanebærere for en uddøende kunstart,« understreger Frederik Villumsen.
Som en bonus for animationsnørder kan det nævnes, at Nørlum-chefens personlige forbillede inden for faget er Milt Kahl. Han var en af Disney-studiets legendariske ”nine old men”, dvs. den kernegruppe af chefanimatorer, som arbejdede på alle studiets film fra ”Snehvide og de syv dværge” i 1937 til ”Bernard og Bianca” i 1977, og som i vid udstrækning er artitekterne bag den særlige, skoledannende Disney-animationsstil.
”Milt Kahls animation er mindre blid end f.eks. Frank Thomas og Ollie Johnstons,” forklarer Frederik Villumsen. ”Men hans skitsetegninger havde så meget liv, og han var superprofessionel i den måde, han brugte sin teknik til at skabe imponerende skuespil. Det var det samme, som drev mig, da jeg læste på The Animation Workshop: At man ikke går på kompromis med selve tegningen, selvom det betyder, at man skal lave meget mere arbejde.”
Blandt Milt Kahls mest berømte animationspræstationer er Pinocchio i filmen af samme navn (1940), Shere Khan fra ”Junglebogen” (1967), sheriffen fra Nottingham i ”Robin Hood” (1973) og Medusa fra ”Bernard og Bianca” (1977).
"Sangen fra havet" har dansk biografpremiere over hele landet i dag.
> Mit fulde interview med Frederik Villumsen fra Nørlum kan læses i Politiken FILM i dag, torsdag 19. februar 2015.
> Den 87. Oscaruddeling finder sted natten til mandag (dansk tid) og transmitteres direkte på TV 2. Filmnørdens Hjørne (i samarbejde med Bries Blog-O-Rama) streamer livekommentarer under hele Oscarshowet natten til mandag 23. februar. Lyt med på http://mixlr.com/filmnørdens-hjørne
Grundlagt i marts 2010 af Frederik Villumsen og Jeanette Nørgaard. Firmanavnet er en sammensmeltning af navnene Nørgaard og Villumsen. I dag udgøres Nørlum af Villumsen (adm. direktør og partner) og Claus Toksvig Kjær (producer og partner).
Nørlum har leveret animation til de håndtegnede spillefilm 'Sangen fra havet' (en irsk-belgisk-fransk-dansk-luxemburgsk samproduktion) og den fransk-dansk finansierede 'Longway North', som får verdenspremiere senere i år.
Nørlum planlægger pt. sin første egenproducerede animationsfilm, 'Aether', med forventet biografpremiere i 2018.
Under banneret Team Generous producerer Nørlum hvert år en kort tegnefilm pro bono til velgørende formål. I år er modtageren Børnefonden. Se mere på www.teamgenerous.com
Sidste efterår annoncerede forlaget Rosenkilde og Bahnhof, at de ville genudgive samtlige af forfatteren Ian Flemings James Bond-romaner og noveller på dansk. Umiddelbart et prisværdigt initiativ.
Serien, der tæller 12 romaner og 2 novellesamlinger, udkom i kronologisk rækkefølge a to omgange i oktober og november 2014. Alle bøgerne blev udstyret med nye forsideillustrationer, designet af Silvana Nikolic, samt udmærkede forord skrevet til lejligheden af den alvidende bondolog Rasmus Paaske Larsen, der til daglig arbejder i Kirkeministeriet.
Rosenkilde og Bahnhofs serie af Ian Fleming-nyudgivelser (2014)
Forlaget fejrede bogrækken med reception, paneldebat og Vesper-cocktails på Holmen Mindship den 27. november. Rasmus Paaske Larsen og Bo Tao Michaëlis diskuterede veloplagt agent 007's litterære meritter, men ét væsentligt punkt forblev uberørt under hele seancen:
At de anvendte oversættelser er af yderst svingende kvalitet.
Rosenkilde og Bahnhof har nemlig valgt at basere hele genudgivelsesrækken på bøgernes danske førsteudgaver. Med en enkelt undtagelse (novellen ”007 i New York”, som aldrig før har været udgivet i Danmark) stammer oversættelserne fra perioden 1953 til 1966, altså samtidig med originaludgaverne. Denne løsning er imidlertid ikke uproblematisk.
Angiveligt skyldes bevarelsen af de oprindelige oversættelser, at forlaget har ønsket at fastholde James Bond-figuren i den koldkrigsæra, som Ian Fleming skrev romanerne i. Set i dét lys kan fordanskningernes i passager noget altmodische sprogbrug ikke nægtes en vis charme. Desværre – og dette er langt mere grelt: Flere af datidens oversættere var med rette berygtede for deres særdeles hårdhændede omgang med romanforlæggene, hvad enten der stod Ian Fleming eller Dostojevskij på bogryggen.
Ny udgave fra Rosenkilde og Bahnhof (2014)
Oversat af Rita Damm med "revisioner" af Rasmus Paaske Larsen
Skræmmeeksemplet i Agent 007-serien er ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste” (On Her Majesty's Secret Service, org. 1963), der ellers er en af Ian Flemings mest læseværdige Bond-bøger. Men både den danske førsteudgave og den aktuelle nyudgivelse er voldsomt amputeret i forhold til Flemings engelske original.
Rita Damms ufølsomme og uelegante bearbejdelse fra 1963 buldrer hovedløst igennem teksten og springer ofte over hele afsnit uden at blinke. Hastværket går især ud over de berømte, beskrivende passager, hvor eks-journalisten Fleming folder sin detaljerige fortællestil, the Fleming sweep, ud i fuldt flor. Damms danske skamhugning udvander Flemings prosa til det rene ingenting. Dermed fordufter meget af meningen med overhovedet at gøre Ian Flemings samlede værker tilgængelige på dansk.
Allermest forstemmende er det dog, at Rosenkilde og Bahnhof undlader at gøre opmærksom på, at det er en drastisk forkortet udgave af ”I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste”, som læseren holder mellem hænderne. Hverken forlagets hjemmeside, pressematerialet eller Rasmus Paaske Larsens otte sider lange forord nævner dette forhold, endsige bogens danske udgivelseshistorik, med så meget som ét bogstav.
Genudgivelse fra Forum (2002), nyoversat af Claes Johansen
Sagen er desto mere absurd, idet der faktisk foreligger en glimrende – uforkortet – dansk oversættelse af netop ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste”. Claes Johansen nyoversatte bogen i fuld længde, da forlaget Forum genudgav denne titel og ”Goldfinger” i 2002. Som man vil se af nedenstående eksempler, er Claes Johansen helt anderledes loyal mod Flemings omhyggelige, til tider omstændelige stil, som han formidler med fingerspidsfornemmelse og respekt for originalens tone. Men denne version har Rosenkilde og Bahnhof altså vraget til fordel for et sjusket og bedaget kondensat – også selv om forlaget var gjort bekendt med eksistensen af Johansens oversættelse.
Claes Johansen skrev endda i januar 2003 en kronik til Berlingske Tidende, hvor han causerede over de tidligere lemfældige fordanskninger af agent 007's romaneventyr. Her argumenterede Johansen for, at brugen af udeladelser i oversættelser er en højst utidssvarende makrostrategi:
”Det første sæt af danske oversættelser reflekterer sandsynligvis den måde, Bond-bøgerne i sin tid blev læst på af engelske skoledrenge – man springer hen over de kompakte, deskriptive passager for at nå frem til den næste pige med silkestrømper og brystholder, det næste slagsmål eller den næste elektroniske himstregims. Men den form for læsning giver ingen mening i år 2003, hvor letpåklædte piger, ultravold og ”gadgets” er blevet hverdagskost. […] I stedet kan man give sig god tid, snuppe en dyb indånding foran hvert nyt, koncentreret afsnit og så dykke ned i Flemings særegne univers.”
En gennemgang af nyudgivelserne fra Rosenkilde og Bahnhof afslører, at den ”sproglige revision” af teksterne, som forlaget henviser til, mestendels beløber sig til ren kosmetik (som f.eks. at ændre stavemåden af ”silhouet” til ”silhuet”). Kun i ”Man lever kun to gange” (You Only Live Twice, org. 1964) har Rasmus Paaske Larsen haft held til at indføje et par væsentlige sider, som manglede i tidligere danske udgaver.
Allerede fra begyndelsen af ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste” bemærker man slående forskelle udgivelserne imellem.
Fra Ian Flemings hånd rummer det indledende kapitel 2833 ord. Claes Johansen har brugt 2881 ord på at fordanske denne tekstmængde, mens Rita Damm tromler igennem kapitlet og nøjes med 2257 ord. Det svarer til 78 % af Johansens tekstnære oversættelse og 79 % af Flemings original.
Dansk førsteudgave af "On Her Majesty's Secret Service" fra Skrifola (1965)
Oversat af Rita Damm
Den udgave, som Rosenkilde og Bahnhof nu har sendt på markedet, mangler altså 21-22 % af indholdet i første kapitel alene. Tag for eksempel åbningssiden, hvor Fleming malerisk skildrer farverne, lydene og menneskene på en strandpromenade:
It was one of those Septembers when it seemed that the summer would never end.The five-mile promenade of Royale-les-Eaux, backed by trim lawns emblazoned at intervals with tricolour beds of salvia, alyssum and lobelia, was bright with nags and, on the longest beach in the north of France, the gay bathing tents still marched prettily down to the tide-line in big, money-making battalions. Music, one of those lilting accordion waltzes, blared from the loudspeakers around the Olympic-size piscine and, from time to time, echoing above the music, a man's voice announced over the public address system that Philippe Bertrand, aged seven, was looking for his mother, that Yolande Lefevre was waiting for her friends below the dock at the entrance, or that a Madame Dufours was demanded on the telephone. From the beach, particularly from the neighbourhood of the three playground enclosures -'Joie de Vivre', 'Helio' and 'Azur' - came a twitter of children's cries that waxed and waned with the thrill of their games and, farther out, on the firm sand left by the now distant sea, the shrill whistle of the physical-fitness instructor marshalled his teenagers through the last course of the day.It was one of those beautiful, naive seaside panoramas for which the Brittany and Picardy beaches have provided the setting - and inspired their recorders, Boudin, Tissot, Monet - ever since the birth of plages and bains de mer more than a hundred years ago.
Samme side er i den danske nyudgivelse kogt ned til otte linjer:
James Bond sad i dybe tanker og betragtede solnedgangen over den kilometerlange strandpromenade ved Royale-les-Eaux med alle det mondæne badesteds velholdte plæner og blomsterbede i tricolorens farver, de kulørte vimpler og muntert spraglede badekabiner, de larmende højttalere omkring svømmebassinerne, børnenes glade skrig fra de indhegnede legepladser og svømmelærerens ude fra vandkanten, hvor dagens sidste teenage-hold var ved at slutte af.
Eksempler fra bogens senere kapitler viser også, hvor meget fattigere Rita Damms oversættelse er i forhold til Ian Fleming og Claes Johansens udgaver. Det er mildest talt en ommer – og en ærgerlig skønhedsplet på en ellers velment genudgivelsesplan.
Forståelsesnøgle: Engelsk original (Ian Fleming 1963) Rosenkilde & Bahnhofs udgivelse (Rita Damm 1963, ”sproglig revision" ved Rasmus Paaske Larsen 2014) Forums udgivelse (nyoversat af Claes Johansen 2002)
Uddrag af kap. 9, ”Irma la Knap så Douce” (Irma la Not so Douce) Her smile was an oblong hole without humour or welcome […] Hendes smil var uden varme [...] Hun smilede, men smilet var bare et rektangulært hul uden humor og imødekommenhed […]
Uddrag af kap. 10, ”Ti flotte piger” (Ten Gorgeous Girls) Blofeld had certainly spent money on his eyrie. Their three tables, in a remote corner by the long, curved, curtained window, occupied only a fraction of the space in the big, low, luxuriously appointed, mock-German baroque room, ornate with candelabra suspended from the stomachs of flying cherubs, festooned with heavy gilt plaster-work, solemnized by the dark portraits of anonymous noblemen. Blofeld havde bestemt ikke sparet på skillingerne! Spisesalen var luksuriøst indrettet med stuk på loftet, svære kandelabre og malerier på væggene. Blofeld havde unægtelig brugt en masse penge på ørnereden her. Det lille selskabs tre spiseborde, der stod i hjørnet ovre ved det lange, buede vindue, optog kun en brøkdel af pladsen i den store, lavloftede, luksuriøse stue. Stilen var tysk pseudo-barok med træudskæringer og lysekroner hængende ned fra maven af flyvende keruber. Brede, forgyldte gipspaneler med guirlandemønstre løb langs lofterne, og på væggene hang mørke portrætter af unavngivne adelsmænd.
Uddrag af kap. 12: ”To gange lige på vippen”/”Lige ved og næsten ...” (Two Near Misses) … the terrified novice who, with stuck-out behind, stemmed his way down, his skis angled and edged like a snow-plough, with occasional straight runs diagonally across the polished slope - dashing little sprints that usually ended in a mild crash as he ran off the flattened surface into the thick powder snow that edged the wide, beaten piste. … den rædselsslagne nybegynders akavede snepløjning, der i reglen endte med en tur i snedyngen langs den glatte løjpe. … den skræmte nybegynder, der slæbte stavene efter sig i et eneste langt forsøg på at bremse, mens hans ski stod i en spids vinkel som skovlen på en sneplov, og turen gik frem og tilbage på tværs af den glatte piste – små livlige sprint, der i reglen endte i et par kolbøtter, når pistens glatte overflade pludselig holdt op og blev til tyk, grynet sne.
Engelsk førsteudgave (Pan Books 1963)
Forlaget Rosenkilde og Bahnhof genudgav Ian Flemings første syv James Bond-bøger på dansk den 15. oktober 2014. De resterende syv titler i serien udkom den 17. november 2014.
Titlerne i serien:
1. Casino Royale (Casino Royale, org. 1953 – tidl.: Banko for døden)
2. Lev og lad dø (Live and Let Die, org. 1954 – tidl.: Blodig vej til Jamaica)
3. Moonraker (Moonraker, org. 1955 – tidl.:Agent 007; James Bond og Tordenkilen)
4. Diamanter varer evigt (Diamonds are Forever, org. 1956 – tidl.:Agent 007 spiller højt)
5. Kærlig hilsen fra Kreml (From Russia with Love, org. 1957 – tidl.: Agent 007 jages; Med russisk kærlighed
6. Dr. No (Dr. No, org. 1958 – tidl.:Agent 007 operation mord)
7. Goldfinger (Goldfinger, org. 1959 – tidl.: Døden må vente; Agent 007 kontra Goldfinger)
8. Strengt fortroligt (For Your Eyes Only, org. 1960)*
9. Kodenavn Thunderball (Thunderball, org. 1961 – tidl.: Domino; Agent 007 i ilden)
10. Spionen der elskede mig (The Spy Who Loved Me, org. 1962 – tidl.: Jeg elskede James Bond)javascript:void(0);
11. I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste (On Her Majesty's Secret Service, org. 1963 – tidl.: Spillet er ude, James Bond)
12. Man lever kun to gange (You Only Live Twice, org. 1964 – tidl.: Du lever kun to gange, James Bond)
13. Manden med den gyldne revolver (The Man with the Golden Gun, org. 1965)
14. Octopussy (Octopussy and The Living Daylights, org. 1966 – tidl.: 100.000 er budt, James Bond)*
De færreste havde troet, at fire muterede skildpadder, der dyrker kampsport og spiser pizza, skulle blive en sejlivet succes hos drenge verden over. Med deres seneste spillefilm ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, som udgives på dansk dvd og blu-ray i dag, kan den bizarre kvartet fejre 30-års-jubilæum inden for tegneserier, film, tv, spil og legetøj – også selv om paddernes voldelige navn skaffede dem censuren på halsen.
”Ninja Turtles er en døgnflue,” spåede avisen The Wall Street Journal i 1990. Dét år kunne man dårligt tænde for fjernsynet, gå i biografen eller besøge en legetøjsbutik uden at støde på navnene Donatello, Leonardo, Raphael og Michelangelo og høre udråb som ”Cowabunga” og ”Turtle Power!”.
Men de fire, forvoksede krybdyr fra New Yorks kloakker, der tilsammen udgør Teenage Mutant Ninja Turtles, var mere sejlivede end som så. Padderne har nu i tre årtier bekæmpet skurke og henrykket barnlige sjæle – især af hankøn – i tegnefilm, tegneserier, spillefilm, koncerter og ikke mindst legetøjskataloger.
”Helte, der slås som ninjaer, er altid et hit hos drenge,” siger legetøjseksperten Christopher H. Andersen, der har lavet tv-indslag og podcast om den storsælgende Turtles-franchise.
”Oven i dét kører Ninja Turtles skateboard og elsker pizza. Deres univers har nogle virkelig opfindsomme og farverige skurke, og så er der en råhed over alle figurernes udseende, som tiltaler børn. Meget af legetøjet ligner noget fra en ulækker kloak eller en snusket newyorker-baggård i midtfirserne,” forklarer han.
"Turtles-legesættene var nogle kæmpestore lokummer," siger Christopher H. Andersen.
"Hvis man var den dreng på vejen, der havde teknodromen, var man konge."
Christopher H. Andersen, som er årgang 1989, fik sine første Turtle-figurer i adventsgave, da han var to år gammel. Han bemærker, at de fire padders klart afgrænsede personligheder og forskellige farver masker gør det nemt for børn at skelne de ellers identisk udseende figurer. Enhver fan har også sin personlige yndlingsfigur i kvartetten:
”Jeg er selv vild med Donatello, ham med den lilla maske. Han er den Georg Gearløs-agtige turtle, som altid lige har opfundet en dims, der kan redde dem ud af farlige situationer. Leonardo (i blå maske, red.) er lederen, Raphael (rød maske) er den seje enspænder, og Michelangelo (orange maske) er festaben, der ryster jokes af sig. Den kombination er genial til børn,” mener Christopher H. Andersen.
Voksne har traditionelt haft sværere ved at forstå fascinationen af Turtles. Da fænomenet kom til Danmark i 1990, vidste man heller ikke helt, hvor man skulle placere det, siger Christopher H. Andersen:
”Baggrundshistorien er på mange måder ret latterlig, når man tænker over det. Fire skildpadder og en rotte, der muterer, da de bliver udsat for radioaktivt slam – og så oplærer rotten dem til at blive ninjaer!”
Hele eventyret om Teenage Mutant Ninja Turtles startede da også som en indforstået vits mellem to unge tegneserieentusiaster i New Hampshire i USA.
Den allerførste tegning nogensinde af ninjaskildpadderne blev tegnet af Kevin Eastman i november 1983 som en parodi på superhelte. Originaltegningen blev i maj 2012 solgt for 405.000 kroner af Heritage Auctions. Førsteudgaver af seriehæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles nr. 1” fra 1984 går i dag for op mod 22.000 kroner.
Kevin Eastman og Peter Laird havde læst mange superheltehæfter, men de havde lidt svært ved at tage figurernes absurde oprindelseshistorier og fjollede navne seriøst. En aften i november 1983 tegnede Kevin Eastman en muskuløs, opretstående skildpadde, der havde maske for øjnene og et nunchaku-våben i hånden. Øverst på papiret skrev Eastman ordene ”Ninja Turtle” (ninjaskildpadde, red.). Peter Laird spruttede af grin over tegningen, der hurtigt fik tilføjet yderligere tre kampsportkyndige padder og ”Teenage Mutant” hægtet på logoet.
Med afsæt i Frank Millers Marvel-serie ”Dæmonen”, der vrimlede med japanske ninjakrigere, byggede Kevin Eastman og Peter Laird videre på ideen. De opfandt et univers, der tog tykt gas på mange af superheltegenrens klicheer, og de navngav deres figurer efter italienske renæssancemalere, fordi det med Eastmans ord ”var excentrisk nok til at passe ind i konceptet”.
Parret udgav selv den første Turtles-tegneserie i 1984, men trods det humoristiske navn og udgangspunkt var historierne alt andet end børneegnede i starten, fortæller Christopher H. Andersen:
”De oprindelige hæfter er ret dystre og voldelige og klart lavet til voksne. Padderne bruger deres ninjavåben for alvor, og de lægger ikke fingrene imellem.”
Det ændrede sig, efter at legetøjsproducenten Playmates Toys i 1987 kontaktede Kevin Eastman og Peter Laird. Det lille firma ønskede at få del i det lukrative marked for actionfigurer, men først skulle jorden gødes hos den 4-8-årige målgruppe. I 1987 søsatte Playmates' marketingfolk en serie tegnefilm, der blev sendt lørdag morgen på tv som slet skjult reklame for deres sortiment af Turtles-dukker.
”Tv-serien blødte figurerne op, så de blev sjovere og mere børnevenlige. Det huede ikke rigtig Eastman og Laird, for deres tegneserie var jo undergrund,” fortæller Christopher H. Andersen.
Paddernes vandede vitser, bedagede surferslang og skarpt optrukne personligheder stammer alle fra denne første tv-serie, som trods sine afslebne kanter alligevel blev offer for censuren i England.
”Problemet var især ordet ”ninja”, som mange i 1980'erne forbandt med voldsfilm på VHS. Man frygtede simpelthen, at børn blev voldelige af at se noget med ninjaer. Derfor blev serien i starten omdøbt til ”Teenage Mutant Hero Turtles” i Europa,” forklarer Christopher H. Andersen.
Indgrebet lagde ikke en dæmper på efterspørgslen. I perioden 1988 til 1992 indbragte salget af Turtles-produkter over 1 milliard dollars – kun overgået af G.I. Joe (i Europa kaldet Action Man) og Star Wars-legetøj.
”En overgang kunne man få alt med Turtles: flippermaskiner, morgenkåber, tandpasta, you name it,” siger Christopher H. Andersen. Særlig populært var paddernes første Nintendo-spil, der solgte 4 millioner eksemplarer, selv om det med Christopher H. Andersens ord er ”forbandet svært og grænsende til det umulige at gennemføre”.
Fænomenet ramte Danmark, da Turtles' første biograffilm fik premiere i 1990 under den lidt kejtede titel ”Skøre teenage ninja skildpadder”. Her fik figurerne liv af atletiske skuespillere, der hoppede rundt i Turtles-kostumer fra muppetskaberen Jim Hensons værksted. Dukkeførere fjernstyrede de mekaniske hoveders læber og ansigtsudtryk ved hjælp af joysticks.
Også herhjemme reagerede Statens Filmcensur på brugen af ninjavåben og smækkede en 12-års-grænse på filmen. Det forhindrede ikke padderne i at trække over 120.000 danskere i biografen. På verdensplan endte filmen som årets niendemest sete, og så blev der ellers smedet, mens jernet var varmt. Den næste film fulgte mindre end et år efter, og i mellemtiden tog Turtles-figurerne på en verdensomspændende koncertturné – naturligvis sponsoreret af en stor pizzakæde.
Paddefeberen greb sådan om sig, at også levende skildpadder blev en efterspurgt handelsvare. Desværre mistede mange børn hurtigt interessen for deres nye kæledyr og satte dem ud i floder og damme, hvor de gjorde skade på de lokale økosystemer. Det førte til, at EU i 1997 måtte forbyde importen af den mest populære art sumpskildpadde, den rødørede terrapin, til Europa.
Men da var Turtles-bølgen også ebbet ud. Samme år skrabede franchisen bunden med den billige tv-serie ”The Next Mutation”, hvor fire skuespillere i dragter fik selskab af en femte ninjapadde, Venus de Milo, hvis køn tydeligt fremgik af to udbulninger på skjoldets bug! Peter Laird har selv kaldt ”The Next Mutation” for det værste Turtles-produkt nogensinde.
Da en ny, tegnet tv-serie kom til verden i 2003, sikrede Laird sig, at seriens tone lå tættere på det oprindelige forlæg. Også den computeranimerede spillefilm ”TMNT” fra 2007 udviste respekt for originalmaterialet, siger Christopher H. Andersen. Han fremhæver denne som den kvalitetsmæssigt bedste Turtles-film:
”Den er helstøbt og gennemført, men også så dyster, at man spørger sig selv, om det overhovedet er en børnefilm.”
Siden har en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (herhjemme udgivet på dvd) haft succes med at genetablere paddernes univers. LEGO begyndte at producere Turtles-legetøj på licens i 2013, og sidste sommer bragte Michael Bay figurerne tilbage til det store lærred, på samme måde som han gav et andet tv- og legetøjsfænomen fra 1980'erne, ”Transformers”, nyt liv som mega-biobasker.
I den Bay-producerede ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, instrueret af Jonathan Liebesman, optræder computergenererede padder ved siden af rigtige skuespillere. Og ganske som den allerførste film fra 1990 overraskede mange ved at blive et kæmpehit, strømmede både nostalgiske voksne og små drenge i biograferne for at opleve de moderniserede Turtles anno 2014.
En fortsættelse blev hurtigt premieresat til sommeren 2016, og at dømme efter biografpublikummets aldersspredning – og reaktionen fra de gæster, som besøger Christopher H. Andersens hjem – vil nostalgiens faktor gøre sit til at holde liv i ninjaskildpaddernes popularitet i lang tid fremover.
”Når folk ser mine Turtles blandt det gamle legetøj, jeg har stående fremme, bliver de bløde i knæene og får et helt særligt lys i øjnene, fordi de husker figurerne fra deres barndom,” konstaterer legetøjseksperten.
”Teenage Mutant Ninja Turtles” er ude på VOD og udkommer på dansk dvd, blu-ray og 3D-blu-ray den 27. december. Fortsættelsen, "Teenage Mutant Ninja Turtles 2", har forventet biografpremiere 3. juni 2016. Dokumentarfilmen "Turtle Power: The Definitive History of the Teenage Mutant Ninja Turtles" er tilgængelig på dvd.
TURTLES-TIDSLINJE
1984: Tegneserieskaberne Kevin Eastman og Peter Laird udgiver selv det første nummer af hæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, der er en bizar superhelteparodi.
1987: Legetøjsfirmaet Playmates Toys ønsker at producere figurer med Turtles og lancerer en tegnet tv-serie som reklamesøjle for sortimentet. Serien bliver et hit og sætter skub i den globale Turtles-feber.
1989: Konsolspillet ”Teenage Mutant Ninja Turtles” bliver et af alle tiders bedst sælgende Nintendo-spil.
1990: Den første spillefilm, ”Skøre teenage ninja skildpadder”, bliver et internationalt biografhit. Turtles-skuespillerne drager på verdensturné i deres kostumer og giver koncerter.
1991: Den anden spillefilm, ”Ninja Turtles II: Gåden om det grønne slim”, får premiere.
1993: Den tredje spillefilm, ”Teenage Mutant Ninja Turtles III”, sender padderne tilbage i tiden til det feudale Japan. Filmen sælger ikke nær så mange billetter som de foregående.
1997: En udskældt tv-serie, ”Ninja Turtles: The Next Mutation”, introducerer den kvindelige ninjapadde Venus de Milo.
2003: En ny tv-tegnefilmserie genetablerer Turtles-universet.
2007: Padderne gør biograf-comeback i den computeranimerede film ”TMNT”.
2009: Konglomeratet Viacom køber rettighederne til Turtles-figurerne. Deres synergiplan indbefatter en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (2012-), som skaffer Turtles mange nye fans, og den seneste spillefilm (2014), der sælger langt bedre end forventet i amerikanske biografer.
Selv om DR1's nye julekalender, ”Tidsrejsen”, selvfølgelig først startede i går, 1. december, har utålmodige sjæle allerede i flere uger kunnet smugåbne historiens låger og endda læse slutningen længe før juleaften. Seriens hovedforfatter, Poul Berg, har nemlig skrevet julekalenderens manuskript om til en roman, som forlaget People's Press udgav som hardcover den 12. november.
Nedenfor taler Poul Berg med Bries Blog-O-Rama om både bogen og tv-serien ”Tidsrejsen”, om trenden med kloge piger i moderne julekalendere og seriens åbenlyse inspiration fra ”Tilbage til fremtiden”-filmene.
POUL BERG: ””Tidsrejsen” er baseret på et oplæg, som DR købte fra Nordisk Film & TV. Oplægget var ikke flyvefærdigt; der manglede et persongalleri og en narrativ motor. Jeg blev spurgt af DR, om jeg ville udbygge historien, og de gav mig frie hænder til at skrive manuskriptet.”
”Jeg sagde selvfølgelig ja, for julekalenderen er et fantastisk format, hvor man har friheden til at gøre vilde ting og folde eventyret vanvittigt og morsomt ud. Man kan afsøge tangenter og tillade sig mere i julekalendere end i andre genrer. Sofie, vores hovedperson i ”Tidsrejsen”, møder for eksempel personer undervejs, som hun bestemt ikke havde regnet med at møde, og som hun aldrig havde mødt uden en tidsmaskine.”
”Sofies drivkraft er at bringe sine fraskilte forældre sammen igen. Uden at afsløre for meget, så kommer hun til at ændre sit blik på deres skilsmisse i løbet af december måned.”
"DR's dramachefer og jeg trak de elementer ud af oplægget, som vi havde lyst til at bruge og gå videre med. Vi vidste, at det skulle være en tidsrejsejulekalender, og at den også skulle handle om skilsmisse.”
Sofie (Bebiane Kreutzmann) fanget mellem sine to forældre | pr-foto: DR/Søren Bay
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
