Som mangeårig fan af James Bond 007 har jeg, Brian Iskov, længe savnet et dedikeret dansk internetsted, der dækker James Bond 007-fænomenet, som det ser ud fra vores hjørne af verden.
Nu har jeg selv oprettet James Bond•O•Rama.dk: Et uofficielt fanarkiv, hvor jeg vil samle nyt og gammelt danskproduceret materiale om og med Ian Flemings agent 007, James Bond.
Dørene til James Bond•O•Rama.dk er kun lige blevet åbnet, så der er endnu lidt tomt på mange af hylderne. Med tiden vil du kunne finde følgende på James Bond-O-Rama.dk's forskellige platforme:
• Webmasterens egne artikler og reportager om James Bond 007
• Eksklusivt materiale produceret til James Bond•O•Rama.dk af Brian Iskov og Bond-kyndige gæsteskribenter
• Danske James Bond-anmeldelser og artikler fra ældre dagblade og magasiner
• Sjældne videoklip fra danske og tyske tv-udsendelser om James Bond 007
• Detaljeret information om danske bog- og tegneserieudgivelser om James Bond 007
• Linksamling til dansksproget James Bond-information på www
• Udvalgte indlæg i engelsk oversættelse
• Causeri om James Bond 007-fænomenet og hvordan figuren har udviklet sig i forhold til sin samtid over 50+ år
• Krydret med billeder, videoklip, sjældent arkivmateriale og rekvisitter
Jeg håber, at James Bond•O•Rama.dk vil bibringe andre lige så stor glæde i udforskningen af James Bond 007's eventyrlige spionunivers, som jeg selv har nydt siden den skæbnesvangre vinterdag i 1984, hvor jeg så mit livs første James Bond-film. Rigtig god fornøjelse!
Bedste Bond-hilsner
Brian ”Brie” Iskov
freelancejournalist, bondolog og webmaster for James Bond•O•Rama.dk
Søndagens film på DR1 er Susanne Biers romantiske komedie "Den skaldede frisør" fra 2012.
Filmen fik verdenspremiere på festivalen i Venedig, hvor jeg udnyttede chancen til at interviewe den mandlige hovedrolleindehaver, Pierce Brosnan, og dermed trykke endnu en agent 007-skuespiller i næven.
Den da 59-årige Brosnan kunne fortælle, at rollen som James Bond var en spændetrøje, men at mødet med Susanne Bier og hendes danske skuespillerstab blev en befriende oplevelse for den irske filmstjerne – også selv om han måtte trække på sin egen erfaring som kræftenkemand i "Den skaldede frisør".
[NOTE: Året efter dette interview døde Pierce Brosnan og Cassandra Harris' datter, Charlotte Brosnan, også af kræft, 42 år gammel.]
INTERVIEW MED PIERCE BROSNAN, "DEN SKALDEDE FRISØR" Fra Bond til Bier Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, september 2012
»Tak«. »Tusind tak«. Og »du er smuk«.
I sin glansrolle som agent 007 har Pierce Brosnan taget livet af Ulrich Thomsen og fået enetimer i »skandinaviske tungemål« hos Cecilie Thomsen. Men da vi møder den irskfødte gentleman på filmfestivalen i Venedig, erkender Brosnan blankt, at hans danske ordforråd kun rækker til de tre ovenstående fraser.
Blandt andet derfor sad nerverne uden på skjorten, da den 59-årige skuespiller sidste år [2011] rejste til København for at forberede sig på sin første hovedrolle nogensinde i en dansk film: Susanne Biers biografaktuelle »Den skaldede frisør«.
– Jeg var meget nervøs over at møde alle de her danske skuespillere, som havde kendt hinanden i mange år og været venner, elskere, kolleger, fortæller Pierce Brosnan i Venedig.
– Tag sådan en fyr som Kim Bodnia. Han har enormt meget power. Når han sidder på den anden side af bordet, kan man godt blive bange for, at han vil springe på én!
Men Bodnia viste sig at være »virkelig sjov«, tilføjer Pierce Brosnan, som slet ikke havde behøvet at bekymre sig. Lige fra starten tog alle danskerne på holdet imod deres fremmede kollega med åbne arme.
– De optog mig i deres stamme, beskyttede mig og lo kærligt ad mig, når jeg forsøgte at tale sproget, siger han med sin bløde, lavmælte røst.
– Heldigvis gav det mening i forhold til filmens historie, at min figur (en britisk forretningsmand bosat i Danmark, red.) beholdt sit modersmål, så jeg slap for at lære dansk.
Pierce Brosnan, Paprika Steen, Trine Dyrholm og Molly Blixt Egelind i "Den skaldede frisør"
pr-foto: Duane Gregory
Pierce Brosnans manglende nordiske sprogkundskaber opvejes dog af hans viden om dansk kultur. Den ellers så milde og distingverede skuespiller virker næsten lidt fornærmet, når man spørger ham, om han har fulgt udviklingen i vores hjemlige filmbranche.
– Selvfølgelig har jeg det. Jeg har lavet film i 30 år, og når man støder på et fænomen som dogme, vil man da gerne vide, hvad det går ud på. Jeg så »Festen« (af Thomas Vinterberg, red.) og Lars von Triers »Breaking the Waves« og tænkte: »Shit. Wow. Hvad har de gang i?« De film var så energiske, så levende i deres udtryk, og man kunne tydeligt mærke, hvor befriende det var for skuespillerne at arbejde på den måde. Jeg fik lyst til at være en del af det.
Den følelse af frihed, som Pierce Brosnan fornemmede i de danske dogmefilm, mindede ham om karrierens spæde start på Londons eksperimenterende teaterscener. Her slog den nyuddannede skuespiller sine folder sidst i 1970'erne, inden han brød igennem som gentlemandetektiv i den populære tv-serie »Remington Steele«.
– Alting er så rigidt, når man indspiller film, siger han.
– »Stille. Værsgo. Tak. En gang til.« Der er noget sløvende og hæmmende ved den stop-start-rytme, som gør, at jeg somme tider kan føle mig fastlåst.
Optagelserne med Biers danske filmhold i det solrige Syditalien, hvor cheffotografen Morten Søborg dansede ind og ud mellem skuespillerne med sit kamera og filmede løs i lange, ubrudte stræk, blev derfor »en berusende og frigørende oplevelse« for den irske hollywoodstjerne.
Trine Dyrholm og Pierce Brosnan i "Den skaldede frisør" | pr-foto: Duane Gregory
Pierce Brosnan var i forvejen fan af Susanne Bier og hævder at have set alle hendes film. Det skulle vise sig, at interessen gik begge veje. Den danske succesinstruktør forsøgte faktisk at få Brosnan med i sin forrige film, »Hævnen«, men andre forpligtelser gjorde, at han måtte afslå tilbuddet.
– Godt det samme, for hun fandt en anden skuespiller, som passede langt bedre til den rolle, lyder det selvudslettende fra Pierce Brosnan, som dog ikke vil røbe, hvilken rolle der var på tale.
Hans ønske om at arbejde sammen med Susanne Bier gjorde, at han efterfølgende sagde ja til »Den skaldede frisør«, allerede inden han læste manuskriptet og opdagede, at det romantiske komediedrama rummede stærke paralleller til hans eget liv.
I filmen spiller Pierce Brosnan den melankolske Philip, som satte sit hjerte på standby, da han mistede sin kone i en ulykke mange år tilbage. Først da Philip under en bryllupsfest i Italien møder Ida (Trine Dyrholm), en humørfyldt dansk frisør med brystkræft, begynder han at få farve i kinderne igen.
Pierce Brosnan og Trine Dyrholm i "Den skaldede frisør" | pr-foto: Duane Gregory
Privat kender Pierce Brosnan også kun alt for godt til enkemandens sorg. Han mistede sin første kone, skuespillerinden Cassandra Harris, til livmoderkræft i 1991.
– Som en engel kom hun ned ad en trappe og ind i mit liv, og 17 år senere forsvandt hun ud af mit liv igen som en engel, fortæller han stille.
I årene efter hustruens død kæmpede den ombejlede filmhelt for at genfinde fodfæstet som alenefar til tre børn.
– Kvinder og løse forhold var begyndt at hænge mig langt ud af halsen. Men alt ændrede sig en dag i 1994, da jeg sad i Mexico og så den her gudesmukke kvinde, Keely [Shaye Smith], gå rundt om hjørnet. Nu, 17 år senere, er vi gift og har en søn sammen. Så jeg har været heldig med kærligheden, siger Pierce Brosnan, der hævder, at det modsatte køn ikke altid har stået i kø ved hans dør.
– Jeg kan ikke påstå, at jeg var særlig god til at samle piger op, da jeg var yngre. Det gik sjældent særlig glat. Når jeg gik i byen med mine kammerater, var det som regel en af mine venner, som fik pigernes telefonnumre. Jeg var mere høflig og tilbageholdende.
Pierce Brosnan nævner Cary Grant, Sean Connery, Steve McQueen og Spencer Tracy som nogle af de maskuline filmidoler, der inspirerede ham til at finde sin egen stil. Med årene forvandlede den irske ungersvend sig til indbegrebet af en glatsleben og charmerende verdensmand. Det elegante ladykiller-image blev slået fast med nul-nul-syv-tommersøm, da han i 1994 fik tjansen som den femte James Bond-skuespiller.
Efter en smertefuld falsk alarm i 1986 – hvor en tv-kontrakt tvang Pierce Brosnan til at give 007-stafetten videre, før han overhovedet kom i gang – endte han med at udfylde rollen som verdens mest berømte hemmelige agent i fire film.
– Bond kommer til at følge mig resten af mit liv, og det har jeg det fint med. Det er på grund af ham, at jeg nu sidder her og er med i en Susanne Bier-film, understreger Pierce Brosnan.
Men selv om han ser tilbage på sin tid som agent 007 med taknemmelighed, har han aldrig lagt skjul på, at han også nærede sine forbehold over for rollen.
– Det var en fantastisk chance at få lov at spille James Bond, og jeg nød det, mens det stod på. Samtidig er Bond også lidt af en spændetrøje, som vejer tungt over skuldrene. Der er nogle klare begrænsninger for, hvor meget man kan påvirke figuren. Og man vil nødig være den, der bryder magien.
Endnu i dag trækker Pierce Brosnans læber sig sammen i et jag af bitterhed, når han mindes den telefonsamtale i 2004, hvor Bond-producerne meddelte ham, at han var færdig som 007 efter ni år i rollen.
– Den dør blev smækket i på et meget sent tidspunkt i forløbet, siger Brosnan. Han havde gerne givet Bond en femte og sidste tur i manegen. Men bagmændene ønskede at genstarte filmserien med Daniel Craig som en yngre Bond. Der var ikke noget at stille op.
– På en måde vidste jeg godt, at der var nogle ændringer under opsejling. Jeg blev bare meget vred og forurettet over måden, de håndterede det på, forklarer han.
At Bond-serien i næste måned fejrer 50-års jubilæum efter alle kunstens regler, når den 23. film i rækken, »Skyfall«, får premiere, lader ikke til at optage Brosnan synderlig meget.
– Det er Daniels problem, konstaterer han med et lille, skævt smil.
Derimod tænker Pierce Brosnan en del over en kommende milepæl i hans eget liv. Han fylder 60 til maj næste år [2013], og for ham er det ikke bare endnu et tal i rækken, men et skarpt hjørne, som maner til eftertanke.
– Jeg strøg ind over 50-års grænsen i flyvende stil. 51 og 52 gik også fint. Omkring de 53 begyndte jeg at mærke en smule turbulens. I kroppen, i sindet, i min indstilling til livet. Jeg blev bevidst om, at uret tikker. Jeg er mere opmærksom på at være til stede i nuet med mine børn og mere lidenskabelig omkring at være i live. Og så føler jeg mig lidt mindre nervøs over at spille skuespil – om end nerverne aldrig helt forsvinder, slutter Pierce Brosnan.
Trine Dyrholm og Pierce Brosnan i "Den skaldede frisør" | pr-foto: Duane Gregory
Pierce Brosnan om Susanne Bier:
– Susanne er blændende, sexet, livfuld og smuk. Som filmmager er hun begavet med fremragende øjne og ører. Hun kan somme tider være krævende, kommanderende, påståelig og voldsomt irriterende. Samtidig er hun temmelig dejlig og lidt af en forførerske, så hun kan slippe af sted med hvad som helst!
Susanne Bier om Pierce Brosnan:
– Pierce udstråler altid enormt meget værdighed. Han har en djævelsk humor. Som skuespiller er han mindst lige så modig som Trine (Dyrholm, red.). Og så ser han vildt godt ud!
Trine Dyrholm om Pierce Brosnan:
– Pierce er den mest charmerende gentleman, man kan tænke sig. Jeg var meget nervøs for at møde ham, fordi han er sådan en stor stjerne. Men til vores første læseprøve på filmen greb han min hånd, kiggede mig dybt i øjnene og begyndte at læse højt fra manuskriptet. Han inviterede mig ind i sit »rum«, og det fik mig til at slappe fuldstændig af. Han er helt nede på jorden, meget generøs, begavet og morsom. Det er ikke svært at falde for ham, hvilket jeg tror, at samtlige kvinder på filmholdet gjorde. Og vist også nogle af mændene!
BLÅ BOG: Pierce Brendan Brosnan
Irsk skuespiller og filmproducer, født 16. maj 1953.
Uddannet fra Drama Centre London i 1975. Filmdebut i 1980.
Gift med journalist Keely Shaye Smith i 2001. Har sønnen Sean fra et tidligere ægteskab med skuespilleren Cassandra Harris (1980-91).
Bosat i Californien og Hawaii, hvor han ynder at male i sin fritid.
Er ambassadør for UNICEF og aktiv i en række miljø- og kræftorganisationer.
Og med dén kom også Bries forløsning efter fem ugers intens dyrkning af James Bond, hvor jeg har genset alle de foregående film på blu-ray, skrevet Bond-artikler til bl.a. Politiken, læst op på min Bond-lekture og fået mine to minutters tv-berømmelse som Bond-ekspert i - af alle steder - TV 2's vejrudsigt!
Min fejring af Bond-seriens jubilæum kulminerede endegyldigt sidste fredag, da Casper "kendt fra Go' morgen Danmark" Christensen og jeg nørdede Agent 007 til den store guldmedalje for åben mikrofon. Filmnørdens Hjørnes podcast nr. 65 er helliget Ian Flemings James Bond, og i 2 ½ time graver Casper og jeg dybt i den nørdede godtepose for at finde jomfruelig trivia om den ellers så gennemtyggede hemmelige agent og hans 50-årige filmkarriere.
F.eks. er det kun i Filmnørdens store James Bond-podcast, at du kan høre en afslørende montage, der gør det endog meget tydeligt, at en række af de tidlige Bond-babes blev eftersynkroniseret af én og samme skuespiller (Nikki van der Zyl). Du kan læse baggrundshistorien om den usynlige Bond-babe i denne artikel fra Daily Mail.
Selveste Pierce Brosnan kigger såmænd også forbi podcast nr. 65 i et eksklusivt interviewklip, hvor han fortæller om udfordringerne ved at spille James Bond!
Casper og Brie anmelder naturligvis "Skyfall" i podcasten (fra 01:23 til 01:38), og vi gennemgår desuden den officielle jubilæums-dokumentarfilm "Everything Or Nothing", som Jens Ditlev Christensen fra SF Film venligt stillede til rådighed for os. Dokumentaren, som er ganske fremragende, følger Bond-producernes kamp for at holde franchisen kørende gennem 50 år.
"Everything or Nothing" kan indtil videre kun ses i udvalgte engelske biografer og på EPIX-kanalen i USA. Bries Blog-O-Rama erfarer dog, at DR har overvejet at købe de danske tv-rettigheder til "Everything Or Nothing" i forbindelse med den aktuelle James Bond-kavalkade på DR1 og DR HD. Hold øje med Bries Blog-O-Ramas Facebook-side, hvor jeg nok skal give lyd, når og hvis dokumentaren bliver programsat.
Forresten, så glemte vi helt at nævne, at Rowan Atkinson filmdebuterer i en James Bond-film: Han er (malplaceret) comic relief i "Never Say Never Again" fra 1983. Og så er Bries yndlings-temasang fra Bond-filmene slet ikke "Goldfinger", men "You Only Live Twice" ... Og George Lazenby er dubbet i en halv time af "On Her Majesty's Secret Service"! Og og og ...
I weekenden 5.-7. november 1999 viste BioCity Odense samtlige af de daværende 18 James Bond-film i rap. Den 23-årige Brie var med til maratonvisningen og holdt ud til den bitre ende med notesblokken i hånden.
Klokken var 19:10, og kalenderen viste fredag den 5. november 1999, da forteksterne til ”Agent 007 mission: drab” (1962) ramte lærredet i BioCity Odenses største sal. Søndag den 7. november kl. 12:52 kørte slutteksterne til ”Tomorrow Never Dies” (1997) gennem salens fremviser, knap 43 timer og 55 kilometer film senere.
Mere end 300 inkarnerede James Bond-fans havde indlogeret sig i biografsalen under BioCitys weekendlange maraton. I skemaet var allernådigst indlagt tre halvtimes pauser til spisning og soignering. Den medbragte tandbørste viste sig at være en god idé.
Køreplan for BioCitys James Bond-maraton
Målet med dette enestående stunt var at få begivenheden optaget i Guinness Rekordbog som den længste sammenhængende, offentlige forevisning af en filmserie. Nordisk Films eventchef Lars Møller arrangerede Bond-weekenden i 1999, og han bekræfter over for Bries Blog-O-Rama, at seancen skam blev registreret i rekordbogen, om end kun i den danske udgave.
Som selvudnævnt James Bond-ekspert greb den unge Brie naturligvis chancen for at opleve agent 007's eventyr i én ubrudt kavalkade på et af landets største biograflærreder. Selv om EON's officielle serie på det tidspunkt "kun" talte 18 film, endte maratonbegivenheden nu alligevel med at være en blandet fornøjelse. For enden af tunnelen ventede et diplom til de deltagere, som udholdt de næsten to døgn i den stadig mere ildelugtende biografsal.
Morgendagen dør aldrig
- logbog fra et rekordforsøg
Brian Iskov for Filmmagasinet Scope, november 1999
Fredag 5. november, 19:08 - Lærredet
i BioCitys sal 1 påstås at være Danmarks største. Endda større
end dét i Imperial i København. Til gengæld er der kun 433 sæder
i salen, og godt en femtedel af dem står tomme for at sikre en
passende spredning mellem publikum. En fornuftig disposition.
Biografens daglige leder informerer om,
at vi har 55 kilometer film foran os, at der vil være gratis kaffe
ad libitum, og at et lokalt bryggeri byder på juleøl (sidstnævnte
nyhed udløser weekendens første jubelbrøl). To fynske journalister
er til stede som garanter for Guinness Rekordbog; de vil, ligesom
operatøren og to af biografens servicemedarbejdere, være
solidariske med de betalende gæster og blive hængende, til den
sidste stump celluloid er rullet igennem fremviseren søndag
eftermiddag.
21:07 - "Agent 007: mission
drab" (1962). Allerede ved det første glimt af Sean Connerys
smokingklædte ryg bliver publikum ellevilde, og bifaldet brager løs,
da han for første gang præsenterer sig ved navn: "Bond ...
James Bond". Replikken viser sig hurtigt at have samme effekt,
hver eneste gang den gentages. I pausen fløjtes 007-temaet kækt i
krogene, og fra en lille gruppe ved døren høres spørgsmålet:
"Hvornår kommer Q"?
23:14 -"Agent 007 jages"
(1963). Dér kom Q, våbenmesteren med det herlige teknologiske
isenkram, og han fik en hjertelig modtagelse. Interessant at se,
hvordan Connery på ét år er vokset flere alen som skuespiller,
ligesom instruktionen også er langt mere raffineret end i
forgængeren. Allerede nu bemærker man en tendens blandt publikum
til at hylde de grove mandschauvinistiske bemærkninger, som fra tid
til anden kommer over Bonds læber deroppe på lærredet.
Fyns Amts Avis 2. november 1999
Lørdag 6. november, 01:16 - Vælger af taktiske årsager at skippe "Agent 007 contra
Goldfinger" (1964). Får i stedet en lur og en snak med de to
ungersvende bag bardisken i foyeren. De har desværre ingen sandwich
som lovet - bageren klokkede i det. Biografsalen ser allerede
forbløffende hærget ud med popcornbjerge på gulvet og skødesløst
henslængte jakker blandt stolerækkerne.
03:35 - "Agent 007 i ilden"
(1965), en noget træg og omstændelig affære - og den bliver ikke
bedre af at blive set klokken to om natten. Spredte klik fra
medbragte Bond-pistoler fortæller, at folk nu er mærkbart mere
urolige og rastløse, end da de kom. Der serveres "energidrik"
i foyeren. Smager som kaffe med brus, iblandet et skvæt Cherry Coke.
Ikke just Dom Perignon '55.
05:45 - Sean Connery vader træt
og ugidelig gennem "Du lever kun to gange" (1967) som en
zombie på sovemedicin, men det må indrømmes, at filmen vinder ved
at blive set på det store lærred, hvor den sprøde
CinemaScope-fotografering og Ken Adams dekadente design rigtig kommer
til sin ret. Rundt omkring i salen ligger mennesker draperet i
soveposekokoner.
08:00 - Energidrik mig et vist
sted. Endnu en favorit-Bond, "Agent 007 i Hendes Majestæts
hemmelige tjeneste" (1969), må vige pladsen for lidt tiltrængt
lukøje. At dømme efter reaktionerne den sidste halve time falder George Lazenby, den menneskelige 007, ikke i fynboernes smag;
applausen vil næsten ingen ende tage, da den nygifte Mrs. Bond
brutalt mejes ned i slutscenen. Der serveres ét rundstykke pr.
person til morgenmad.
10:52 - Maratonens hidtil
største bifaldsstorm: Sean Connery vender tilbage i "Diamanter
varer evigt" (1971). Til gengæld får hans CIA-ven Felix Leiter
også klapsalver, så måske folk blot klapper for at holde sig
vågne.
Fyens Stiftstidende 6. november 1999
13:02 - Roger Moore modtages med
overvældende apati og et enkelt spagt buh-råb, indtil nogen
pludselig begynder at gejle en stemning op to minutter efter
mandens fremkomst på lærredet. Filmen er "Lev og lad dø"
(1973), og de højrøstede chauvinistiske tilkendegivelser i salen har
antaget en noget grovere form. Et hurtigt vue over publikum afslører
en ca. 99 % overvægt af hankønsvæsener.
15:15 - De kåde klik fra
legetøjspistolerne begynder at tage overhånd - og vi er ikke engang
halvvejs igennem arrangementet. Meget få er faldet fra, selv under
Roger Moores to første, temmelig tamme og farveløse film. Et uheldigt
islæt af folkekomedie har sneget sig ind i "Manden med den
gyldne pistol" fra 1974.
17:20 - "Spionen der
elskede mig" (1977). Atmosfæren i BioCity bliver stadig mere
kvindefjendsk.
20:01 - Den i forvejen staldkåde
stemning løftes yderligere et par trin, da der loves flere julebryg
til folket. Man gruer for aftenens videre udvikling. Snakken blandt
publikum truer med at overdøve filmens lydspor, men da det er
totalfadæsen "Moonraker" (1979), som vises, er det ikke
just noget stort tab. Under spisepausen kæmper et rengøringshold
sig bravt igennem oceaner af popcorn og skumplastbægre.
22:38 - Alt for mange pistolklik
og desperate, kaffespeedede bemærkninger under "Agent 007
strengt fortroligt" (1981), som ellers er et af højdepunkterne.
Der er forbavsende stille under klimakset - måske er folk faldet i
søvn? Overhører i pausen, at nogle har moret sig med at tælle
Bonds kvindeerobringer: Han er nu oppe på 27.
Framegrab fra "Octopussy" (1983)
Søndag 7. november, 00:54 -"Octopussy" (1983). En enkelt scene fremprovokerer et
gevaldigt smædeudbrud, da et animeret kort på væggen i det
sovjetiske krigsministerium viser, hvordan lille Danmark invaderes af
kommunister ...! Blandt biografsalens gæster er cirka ti klædt i smoking, og de påstår, at de har det vældig behageligt. En lille gruppe
har medbragt et komplet martinisæt med glas, bord og shaker. Meget
stiligt!
03:24 - "Henad tre om
morgenen er atmosfæren i et kasino tyk af røg og kvalme dunster af
parfume og sved", skrev Ian Fleming i sin første Bond-bog. Man
begynder at forstå, hvad han mener. BioCitys sal 1 ligner endelig
den blanding af slagmark og udslidt lejrskole, den i snart mange
timer har lugtet som, og at skulle holde sig vågen til "Agent
007 i skudlinien" (1985) er på alle tidspunkter af døgnet en
umenneskelig bedrift.
05:41 -"Spioner dør ved
daggry" (1987). Go' film.
08:06 - Indeklimaet er ulideligt
gustent, og gensynet med "Licence to Kill" (1989) en
skuffelse. Timothy Dalton er alt for sammenbidt og ubehagelig. Og nu
går det også op for én, hvor åndssvage Maurice Binders fortekster
egentlig er blevet med årene.
10:47 - Sov som en sten under
hele "GoldenEye" (1995). Men nu er der også kun én film
tilbage ....
Fyens Stiftstidende 8. november 1999
12:52 - Slutteksterne til
"Tomorrow Never Dies" (1997) ruller over lærredet, og der
er stående ovationer fra et lettet og eksalteret publikum. Vi er
kommet igennem manddomsprøven og ud på den anden side, ud i det
hvide lys, der prøvende skinner os i møde fra banegårdscenterets
parkeringstag. Taktfast råbes der: "En gang til"; enkelte
er ligefrem så overstadige, at de beder om at se arrangøren uden
tøj på. Han takker pænt nej og uddeler i stedet diplomer til
samtlige overlevende. Tyngdekraften synes at have taget til, mens vi
har siddet og svælget i koldkrigsfantasier og drengedrømme.
Hvad
kan man konkludere af 43 timers Bond? At bagprojektionerne er lige så
dårlige i "Agent 007 Mission: drab" som i "Licence to Kill"
27 år senere. At Q er tæt på at være filmenes mest populære
figur. At James Bonds kernepublikum består af flabede mandschauvinister i
20'erne. Og at undertegnede forhåbentlig aldrig igen bliver
fristet til at bruge en hel weekend på at sidde i en biografsal og
mærke søvnunderskuddet og fejlernæringen gnave sig igennem
kroppen.
Jovist var det en fornøjelse. Men ikke helt til den bitre
ende.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
.jpg)
