Viser opslag med etiketten remakes. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten remakes. Vis alle opslag

torsdag den 1. december 2011

Julekalendere for voksne - det æ bår' dejli

Forleden ringede telefonen på Bries kontor. Den venlige stemme tilhørte såmænd tilrettelæggeren af DR2's program "TV!TV!TV!", der var i gang med researche et indslag om julekalenderserier til den næste "TV!TV!TV!"-udsendelse.

Og fordi hun havde googlet sig frem til, at jeg skulle være en af Danmarks få eksperter i tv-julekalendere – hvilket jeg i al beskedenhed hævder på Blog-O-Ramas side om mig selv – ville hun gerne stille mig en masse spørgsmål om denne unikke danske fiktionsgenre.

Thomas Bo Larsen i "Hjælp, det er jul" (© DR2 2011)

Ud over at det var hyggeligt at kunne agere julekalenderkilde for en journalistkollega, mindede seancen mig også om, at vi allerede i dag skriver 1. december, og at det dermed atter er tv-julekalendertid.

Årgangens nye elever er TV 2's familiekalender "Ludvig og Julemanden", skrevet af Philip LaZebnik, og DR2's voksenkalender "Hjælp ... det er jul" med Thomas Bo Larsen og Mette Horn som parret Niels og Helle (fra "Hjælp, min kone er skidesur"). DR Ramasjang har desuden importeret den svenske "Hotel Krølle på halen" (Hotell Gyllene Knorren) fra 2011 og givet serien dansk tale.

> Se "Ludvig og Julemanden" på YouTube
> Se "Hjælp ... det er jul" på DR2's website

Ellers står den på genbrug, når DR1 spiser de yngre seere af med den tredje reprise af "Nissebanden i Grønland" (1989), ligesom TV 2 for gud ved hvilken gang tærsker langhalm på De Nattergales "The Julekalender" (1991) hver aften indtil den 24. december.

I denne ånd genoptrykker jeg her den baggrundsartikel om voksenjulekalendere, som første gang stod at læse i Berlingske Tidendes juletillæg i 2004. I min artikel fortæller tv-nobiliteter som Mikael Bertelsen og Mads Brügger om satiriske julekalendere for voksne – en TV 2-specialitet, som siden er blevet annekteret med succes af både DR og vore nabolande.

Bevis nr. 1: De norske og finske genindspilninger af "The Julekalender" fra hhv. 1994 og 1997!


"The Julekalender" på dansk, norsk og finsk

ARTIKEL:
De voksnes julekalender
Brian Iskov i Berlingske Tidende, 25. november 2004

Hvad står øverst på lille Puttes ønskeseddel? Hvis du gætter på en pony eller fred i verden, så prøv igen. Det rigtige svar er et par silikonebryster.
Onkel Stewart fra stenbroen stiller sig gerne tilfreds med mindre. Så længe pakkekalenderen lokker med en daglig alkoholprocent på 7,2, har han det godt.

Velbekomme, og velkommen til de voksnes julekalender, hvor sneen enten er gul eller sort – aldrig hvid. Her vendes højtiden på vrangen, vrides op og hænges til tørre som modgift til gaveræset og glansbilledernes forløjede eventyridyl. Opskriften er 100% dansk, og seertallene taler deres eget frostklare sprog: En julekalender for voksne slår sjældent fejl.

Gran i håret
- Alle i vores generation har fulgt ”Børnenes Julekalender” på DR, dengang vi var små. Det var et fast ritual op igennem december, og jeg tror, at glæden ved den barndomsoplevelse stadig sidder i vores underbevidsthed, filosoferer DR2’s programchef Mikael Bertelsen. Han fortsætter:
- Derfor er det sjovt tænkt at lægge den kendte struktur fra julekalenderserierne ned over et udpræget voksent univers.

På Kvægtorvet sidder Bo Damgaard ved sit skrivebord, og TV 2’s programchef virker behørigt stolt over den populære nyskabelse, som voksenjulekalenderen har vist sig at være.
- Genren ligger et sted mellem satiren, tv-dramaet og den danske folkekomedie. Specielt satiren er svær at få til at fungere på de landsdækkende kanaler nu til dags, fordi den sjældent rammer særlig bredt. Men i december måned er seerne generelt meget modtagelige. De får lyst til at tage papnæser på og putte gran i håret, og derfor kan vi slippe af sted med at lave seriel dramatik, som ellers ville falde igennem på andre tidspunkter af året, forklarer Bo Damgaard.



Satirens tradition
Gunhild Agger holder så meget af fjernsynets årlige julespas, at hun har forenet kalenderlågernes åbning med sit daglige virke som lektor på Aalborg Universitet.
- Man kan sige, at voksenkalenderen tilbyder et frirum, hvor man kan tage afstand til hele decemberhysteriet og grine lidt ad det, mener Gunhild Agger, som i øjeblikket venter spændt på en bog om dansk tv-dramatik, hvortil hun selv har skrevet et afsnit om voksenkalendere. Hun ser Onkel Stewart og alle hans slægtninge som det seneste led i genoplivningen af den gamle julesatire. En tradition, som kan spores helt tilbage til Ludvig Holbergs tid.

- Holbergs ”Julestuen” fra 1724 er lidt i samme ånd, fortæller Gunhild Agger. Hun tilføjer, at Johan Ludvig Heibergs parodiske ”Julespøg og nytårsløjer” fandt vej til landets fjernsynsstuer så tidligt som 1963. DR forsøgte sig senere med otte afsnit af ”Julekalender for voksne” i 1978, men det blev TV 2, der efter monopolbruddet videreudviklede formatet og skabte en frisk, levedygtig genre.

Og som Gunhild Agger siger: - Hvis man skal bedømme ud fra originalitetskriterier, så er voksenjulekalenderen TV 2’s største bidrag til dansk tv-dramatik.

En lovende start
Da DR søsatte storsatsningen ”Nissebanden i Grønland” som årets familiejulekalender i 1989, var klejnekassen ved at være tom. De næste fem år bød kun på hengemte krummer fra DR’s tidligere julesucceser. Dermed stod døren vidt åben for den nye landsdækkende konkurrent, TV 2, som gik i luften i 1988 og hurtigt formåede at lægge sin decemberkane i overhalingssporet.

Fra starten fik TV 2 den kvikke idé at dele julekalenderen op i to selvstændige programmer. Et for børn og et for voksne. Så undgik man at skulle tilfredsstille alle målgrupper på samme tid. Det viste sig snart, at det alligevel var lykkedes for Odense-stationen at ramme bredt med de voksnes kalendere: Om aftenen var børnepublikummet lige så stort som om eftermiddagen. Det er bår’ dejli’, som Oluf Sand senere så mindeværdigt formulerede det.

TV 2 lovede ”overrumplende satire og dybt deprimerende crazy-komik” i foromtalen, og så var tonen ligesom slået an for deres første voksne julekalender. Stress og sære frustrationer fik frit løb i ”Jul i den gamle trædemølle” (1990), hvor Poul Glargaards spritnisse dryssede højtidsstemning og hyggefims ud over ægteparret Flemming og Berits dagligstue.



Jamen, Be-rit!
Seriens humor lagde sig tæt op ad revytraditionen, og det kværulerende ægtepar var da også startet som et sketchindslag i stationens fredagsflagskib, ”Eleva2ren”. Her fik de succes som den enlige juleflue i et ellers satireløst tv-landskab, og det fik Hans Morten Rubin fra Nordisk Film til at spørge TV 2’s redaktør Mogens Kløvedal: Hvad vil der mon ske, hvis Flemming og Berit (Peter Schrøder og Søs Egelind) bliver sluppet løs i en julekalender?

Svaret fik vi året efter, hvor eksperimentet blev modtaget som en kærkommen fornyelse: ”En julekalender, som er dejlig gal, men ikke helt tosset”, skrev denne avis [Berlingske] blandt andet. De tætte bånd mellem Søs Egelind, Peter Schrøder og forfatteren Carl-Erik Sørensen betød et klart plus for ”Trædemøllen”, og værdien i at benytte allerede sammentømrede hold er siden blevet udnyttet maksimalt i TV 2’s voksenkalendere. Tænk blot på ”Juletestamentet” (1995), hvor de københavnske teaterdarlings fra Dr. Dante stod foran og bag kameraet. Eller komikerduoen John & Aage, der i 1997 var skyld i politiserie-parodien ”GUFOL-Mysteriet”. Dén vender vi tilbage til.

Også ”Andersens Julehemmelighed” (1993) var en kvik ”jule-kriminal-lystspil-komedie”, hvor de fem teatersportsfyre fra ”Så hatten passer” udfyldte samtlige roller – deriblandt de kvindelige. Med seertal, der flere gange rundede de gyldne to millioner, blev det et af stationens største julehits nogensinde.



It's good to be a nissemand
”Andersens” er stadig et godt bud på en arketypisk TV 2-voksenkalender: Højspændt dramatik, men med tungen i kinden, og umådeligt fjollede roller spillet med dødeligt seriøs mine. Hvem husker ikke Frits – Julemand 39’s assistent, der går undercover som vvs-mand hos familien Andersen og forelsker sig hovedløst i Putte med fletningerne?

Som læseren måske fornemmer, er det sjældent den klassiske, letfattelige fortælling, der trækker læsset i de voksne kalendere. Det er snarere person­karakteristikken, en absurd dialog og skæve omstændigheder, som udgør genrens kerne, og alle tre elementer fandt man til overflod i ”Det er bar’ dejli’ – The Julekalender” (1991), hvor De Nattergale knoklede sig igennem dobbeltrollerne som jysk-engelske nisser versus kartoffelavlere. Oluf, Gertrud, Benny … bob-bob-bob. Need we say mere?

Nattergalenes eventyr blev fulgt af en tredjedel af Danmarks tv-husstande, og trioen fulgte succesen op i 2001 med ”CWC/Canal Wild Card”, en lammende udlevering af dansk lokalfjernsyn, når det er værst. Stationsleder Finn Nissens faste udtryk spredte sig i befolkningen som gløder i et tørt grantræ, og også pressen lod sig villigt påvirke til at skrive ”knaldhamrende” og ”skråstreg” i hver anden sætning.



Morskaben kulminerede, da finansminister Thor Pedersen udtalte sig om et ”knaldhamrende godt forlig”. Spidsfindig selvironi eller bevidstløs papegøjeteknik?, spurgte websitet Danske Nyheder. En mere serveringsklar soundbite til 19-Nyhederne er i al fald svær at tænke sig.

Mysteriet om den forsvundne titel
Nissen & Co. fortsatte deres stivnakkede løjer i 2003, men det nye, ”globale” format med showglitter og jingleorkester fik aldrig julometeret op at ringe hos det brede publikum, og ”CWC World” endte som en af genrens få, om end milde skuffelser. Den stolte seertalskurve knækkede for første gang i 1997 med ”GUFOL-Mysteriet”, som ikke desto mindre hives frem af gemmerne i [december 2004]. For at øge mystikken har serien nu skiftet navn til ”Station 7-9-13”. Prøver TV 2 at sløre en glemt fiasko ved at svøbe den i nyt indpakningspapir?
- Det er faktisk den originale titel, bedyrer Bo Damgaard. Han føler, at ”Station 7-9-13” rammer tonen i historien langt mere præcist end den gamle titel, som forfatteren Carl-Erik Sørensen hægtede på projektet i sidste time.

> Se et afsnit af "GUFOL-mysteriet" på YouTube

Jul på stenbroen ... igen
Hos DR2 nærer redaktionen samme følelser for deres uægte genresøn, ”Jul på Vesterbro”. Anders Matthesens social(u)realistiske satire smides på fadet igen i [december 2004], sølle elleve måneder efter førstevisningen. Nogle vil måske føle, at DR’s genbrugspolitik malker Andens vældige popularitet en tand for hårdt. Men ikke Mikael Bertelsen, der som programredaktør tager kritikken med vanlig, skælmsk sindsro.
- Juleaften, da det sidste afsnit blev vist, havde vi en seerandel på 30,6 %. DR2 var med andre ord den mest sete tv-station i Danmark i de femten minutter, og det er ikke noget, vi oplever særlig tit, fortæller Mikael Bertelsen. Han afslører også, at det potentielle publikum viste sig at være endnu større.

- Der skete desværre det, at udsendelsen blev forsinket på grund af en eller anden julekoncert med nogle samer, der spillede på horn. Vi endte med at få en masse klager fra folk, som havde sat videoen til at optage og ikke fik andet på båndet end de her finske samer. Det er jo en meget god grund til at sende kalenderen igen.
Er den virkelige forklaring ikke bare et gement spørgsmål om, at DR ville udnytte genudsendelsesrettighederne?
- Jo, men den historie er ikke nær så underholdende, pointerer Mikael Bertelsen.

Ikke flere voksenkalendere
Den i forvejen allestedsnærværende Anders Matthesen spiller elleve roller i ”Jul på Vesterbro”, og så kan genrens fysiske rammer heller ikke strækkes meget længere. At skuespillerne optræder i mange inkarnationer, ofte i samspil med sig selv, er langtfra noget nyt. Vi har set det før i gamle ugerevyer som DR’s ”Uha” og ”Hov-hov”, men Bo Damgaard fra TV 2 erkender, at der ud over traditionsbevidstheden indgår en anden væsentlig faktor i ligningen.
- Det er simpelthen billigere på den måde. Det er meget dyrt at producere både familie- og voksenkalendere, understreger Bo Damgaard, der desværre må skuffe genrens mange fans med en trist nyhed.

Fremover bliver der ikke råd til flere voksenkalendere. Heller ikke selv om TV 2’s julerier i forhold til DR’s familietilbud ofte er endt med at have flere seere for færre penge. Så må man trøste sig med, at deres hidtidige bidrag til genren snildt kan tåle indtil flere gensyn. Og hånden på hjertet: Hvor mange kan i dag gå under en mistelten eller stå bøjet over en foodprocessor uden at føle trangen til at bræge ”Ooooooooluuuuuuf!”?



BONUSARTIKEL:
Efterligning er den bedste ros
TV 2’s voksenkalenderidé har sat sine spor hos DR, og resten af Skandinavien følger trop
Brian Iskov i Berlingske Tidende, 25. november 2004

Siden Gallup introducerede Tv-meter-målingerne i 1992 har kun én af DR’s familiejulekalendere – genudsendelsen af ”Nissebanden i Grønland” – [indtil 2004] været i stand til at true TV 2’s position på området. Så det siger næsten sig selv, at den gamle monopolstation før eller siden ville begive sig ud på voksenkalenderens forjættede is.

Gyngemosens første livtag med en aftenkalender i 24 afsnit hed ”Jule-X-tra” (1995). Her kunne seerne opleve videopostkort fra de danskere, som havde gjort sig uheldigt bemærket i årets løb.
- Vi fik blandt andre Erik Ninn Hansen og Pedal-Ove til at lave hver sit indslag. Der var også en narkopusher fra Ghana med i programmet, fortæller DR’s Mads Brügger, der selv var klædt ud som Jesper Fårekylling og husker "Jule-X-tra" som ”en ret pæn succes”.

> Se alle afsnit af "Jul i hjemmeværnet" på DR Bonanza

DR2’s første forsøg ud i genren, ”Jul i hjemmeværnet” (2001) og ”Jul på Vesterbro” (2003), lignede til forveksling konkurrentens kalendere, blot i endnu mere skrabet udgave. Godt fire millioner kostede ”Vesterbro”, eller som Mikael Bertelsen proklamerede ved premieren: Det samme som 347.826 poser pebernødder til standardpris. Med Anders Matthesen i alle væsentlige roller, og hans sprogblomstrende bolværkskaptajn Stewart Stardust som midtpunkt for seriens respektløse lavbudget-komik, var der dømt kulthit fra starten. ”Jul på Vesterbro” genudsendtes allerede året efter og havde pr. 1. november 2004 solgt 25.000 eksemplarer på dvd.

Effekten af TV 2’s pionérarbejde har desuden spredt sig til Norge, hvor De Nattergale genindspillede ”The Julekalender” ord for ord med en lokal underholdningstrio, Travellin' Strawberries, i 1994. Det norske publikum kvitterede med en tilslutning på 800.000 seere i snit, hvilket gjorde eksportsuccesen til en kendsgerning. Som Oluf Sand siger deroppe: ”Det er berre lekkert”.

I 1997 fulgte "The Joulukalenteri" på finsk MTV3 med Trio Saletti i samtlige roller:


"Yeah, it's hard to be a tonttu" fra "The Joulukalenteri" (1997)

Det endegyldige bevis på, at ”the Xmas calendar from Denmark” er slået an i udlandet, leverede TvNorge i 2001 med den yderst vellykkede reality-parodi ”Nisserne – det endelige opgør”. Både Sveriges Kanal 5 og TvDanmark købte serien året efter, og [julen 2004] forsøger Femman sig på egen hånd med endnu en fingeret doku-soap, ”Julbocken”, hvor den kære Jullemand dater sig igennem 24 smukke singlekvinder for at finde den helt rigtige nissemor. Afsenderne lover masser af ”vulgær-hyggelig højtidsstemning” med blinkende lygter og kunstig sne i sprøjten. Voksent lyder det unægtelig.

tirsdag den 3. maj 2011

Remake-mania: Asien genbruger Hollywood

Tidens store dille i Asien er at genindspille amerikanske succesfilm med orientalske stjerner. På torsdag får biografgængere i København, Århus og Odense chancen for at se, hvad der sker, når Kinas mest anerkendte instruktør vender en af Coen-brødrenes film på vrangen.

Zhang Yimous aktuelle sorte komedie, "En kvinde, en pistol og en nudelbar" (2009), er nemlig et remake af "Blood Simple" (1984) – omplantet fra nutidens Texas til en vejkro i det feudale Kina.





»Mit mål var at ændre historien så meget, at Coen-brødrene ikke længere ville kunne genkende den,« fortalte Zhang Yimou mig på sidste års Berlinale.
Efter premieren på Zhangs remake modtog han da også en e-mail fra Joel og Ethan Coen, som var imponerede over, hvor anderledes hans gakkede kinesiske version var blevet.

I deres mail fremhævede Coen-brødrene bl.a. den virtuose scene i "En kvinde, en pistol og en nudelbar", hvor vejkroens tre kokke jonglerer med nudeldej.
»Og så holdt de meget af den tykke tåbe med kaninfortænderne," fortalte Zhang Yimou.


Du kan læse meget mere om Zhang Yimous kuriøse remake i min artikel fra sidste søndags Jyllands-Posten, hvor jeg også skriver om mange andre asiatiske genindspilninger af Hollywood-hits:

REMAKE-ARTIKEL (NB! Kræver login til bibliotek.dk)
> Asien genbruger Hollywood
Brian Iskov, Jyllands-Posten 01.05.2011

For eksempel er den indiske "The Italian Job" lige på trapperne, mens "Ghost" og "Sideways" allerede foreligger på japansk. Er du også træt af Mel Gibson, kan du nu vælge at se "What Women Want" med de kinesiske superstjerner Andy Lau og Gong Li i stedet for Gibbo og Helen Hunt.

"What Women Want" (Kina 2011) vs. "What Women Want" (USA 2000):





"Sideways" (Japan-USA 2009) vs. "Sideways" (USA 2004):






FRA ASIEN TIL AMERIKA (udvalg)
Dæmonernes port (Japan 1950) → Halvblods (USA 1964)
De syv samuraier (Japan 1954) → Syv mænd sejrer (USA 1960)
Godzilla (Japan 1954) → Godzilla (USA 1998) / Godzilla (USA 2012)
Livvagten (Japan 1961) → Last Man Standing (USA 1996)
Nankyoku Monogatari (Japan 1983) → Eight Below (USA 2006)
Spis drik mand kvinde (Taiwan-USA 1994) → Tortilla Soup (USA 2001)
The Ring (Japan 1998) → The Ring (USA 2002)
Bangkok Dangerous (Thailand 1999) → Bangkok Dangerous (USA 2008)
Siworae (Sydkorea 2000) → The Lake House (USA 2006)
Pulse (Japan 2001) → Pulse (USA 2006)
Infernal Affairs (Hongkong 2002) → The Departed (USA 2006)
The Eye (Hongkong-Singapore 2002) → The Eye (USA 2008)
Dark Water (Japan 2002) → Dark Water (USA 2005)
Ju-On: Forbandelsen (Japan 2003) → Forbandelsen (USA 2004)
A Tale of Two Sisters (Sydkorea 2003) → The Uninvited (USA 2009)

FRA AMERIKA TIL ASIEN (udvalg)
Den hårde måde (USA 1991) → Main Khiladi Tu Anari (Indien 1994)
Mrs. Doubtfire (USA 1993) → Avvai Shanmugi (Indien 1996) / Chachi 420 (Indien 1998)
Fight Club (USA 1999) → Fight Club: Members Only (Indien 2006)
Final Call (USA 2004) → Speed (Indien 2007) / Connected (Hongkong-Kina 2008)
Sideways (USA 2004) → Saidoweizu (USA-Japan 2009)
Blood Simple – et nemt offer (USA 1984) → En kvinde, en pistol og en nudelbar (Kina 2009)
Ghost (USA 1990) → Ghost: In Your Arms Again (USA-Korea-Japan 2010)
Stepmom (USA 1998) → We Are Family (Indien 2010)
What Women Want (USA 2000) → What Women Want (Kina 2011)
The Italian Job (USA 2003) → Players (Indien 2011)

"Ghost" (USA 1990)
"Ghost: In Your Arms Again" (USA-Korea-Japan 2010)

tirsdag den 20. april 2010

Remake-mania: Hollywood køber dansk!

Under overskriften "Make it again, Sam!" præsenterer DFI's hjemmeside i dag en artikel om de efterhånden mange danske spillefilm, der bliver forsøgt genindspillet i USA.

Min ærede kollega Eva Novrup Redvall har blandt andet talt med Nikolaj Arcel ("Island of Lost Souls"), Henrik Ruben Genz ("Terribly Happy") og flere af de producere, der pt. arbejder på amerikanske remakes af deres egne film.

> Eva Novrup Redvalls artikel (DFI 20.04.2010)

Jeg iler med at tilføje, at jeg tidligere har skrevet en større, detaljeret artikel om dansk-amerikanske remakes for Børsen i december 2009. Her får du bl.a. listen over de danske titler, som er ved at blive kørt igennem Hollywoods kopimaskine. Der er flere, end man umiddelbart tror! [OPDATERING: Artiklen kan læses længere nede i dette indlæg.]

Desuden ser produceren Michael Obel tilbage på de fejl, han og Ole Bornedal begik, da de lavede deres amerikanske flop-version af "Nattevagten". Og endelig besvarer artiklen spørgsmålet: Hvilken dansk film er den eneste, der har hele to remakes i produktion - ét i USA og ét i Tyskland?


> Bonusmateriale for de tyskkyndige: Setvisit på remaket "Zimmer 205" (fra filmstarts.de)



ARTIKEL:
Danske film sælges til remake i udlandet
Brian Iskov for Børsen, december 2009

Mens biografpublikummet herhjemme fravælger de danske spillefilm, sælger danske producenter flere manuskripter til udlandet end nogensinde før. Et dusin danske filmhits er på vej til at blive genindspillet i USA, men hvordan gentager man egentlig en succes? Børsen har talt med en række branchefolk om deres erfaringer med »remakes«

AF BRIAN ISKOV

Hvis nogen synes, at biografernes kommende nytårspremiere »The First Time« minder mistænkelig meget om den ti år gamle komedie »Kærlighed ved første hik« – så har de fuldstændig ret. Producenten Regner Grasten har nemlig genindspillet sit danske manuskript scene for scene, linje for linje med amerikanske skuespillere i håb om at gøre »Anya & Victor« attraktive for et internationalt publikum.

I marts 2010 følger »Brothers«, en Hollywood-produktion, som ifølge anmelderne ligger meget tæt op ad forlægget, Susanne Biers drama »Brødre« fra 2004. Og i pipelinen ligger mindst 10 andre genindspilninger, eller »remakes«, af dansksprogede succestitler fra de sidste fem år.

Langt de fleste genindspilninger finder sted i USA, hvor det længe har været populært at opkøbe rettighederne, de såkaldte optioner, til europæiske filmmanuskripter med henblik på at dreje engelsksprogede versioner til det globale marked. Thomas Gammeltoft, producent og administrerende direktør i produktionsselskabet Fine&Mellow, bekræfter, at tendensen i øjeblikket er stigende.
»De amerikanske selskaber har hele afdelinger, der udelukkende beskæftiger sig med at kigge på remakerettigheder,« fortæller han.

Ifølge Thomas Gammeltoft er der bedst salg i de filmplot, der bærer stærke genretræk, og som har bevist deres værd i form af pæne salgstal på hjemmemarkedet. Michael Obel, producent og administrerende direktør i Thura Film, deler denne opfattelse:
»De amerikanske opkøbere er især interesseret i kvalitetsfilm, der har gode karakterer og universer, men som samtidig ejer en bred publikumsappeal. Altså originale fortællinger, der har noget mellem ørerne uden at være indadvendte.«

Ingen guldgrube
For Michael Obel og de andre danske producenter, der eksporterer deres allerede gennemprøvede historier til Hollywood, er selve handelen med optioner ikke just nogen guldgrube.
»Vores indtægt fra salg af remakerettigheder svarer til at afsætte en dansksproget film til distribution i et udenlandsk territorium,« vurderer Michael Obel. Det er hans erfaring, at danske film i udlandet betragtes som en feinschmeckervare, der ikke fylder mange biografer. Og det forhold afspejles i prisen, der ifølge Thomas Gammeltoft når op omkring 100.000 $ (ca. 500.000 DKK) i særlig gunstige tilfælde.

Mange planlagte genindspilninger løber på grund i udviklingsfasen. Men hvis filmen ender med at gå i produktion, kan der falde procenter af til historiens oprindelige ophavsmænd. Instruktøren Martin Barnewitz, hvis gyser »Kollegiet« er solgt til genindspilning i både USA og Tyskland, anslår, at et færdigt remake kan udløse 1,5 pct. af filmens samlede budget oven i indtægterne fra salget af optionen. Barnewitz har også et bud på, hvorfor udlandet i stigende grad kigger mod Danmark og andre europæiske lande for at finde stof til deres kommende film.

»Måske er vi blevet mere genrebevidste og professionelle til at skrive manuskripter, der har universel appeal,« siger Martin Barnewitz. Desuden bemærker han, at det er blevet sværere at rejse penge til nye projekter, efter den globale recession ramte filmindustrien.
»Der er mindre risikovillig kapital fra for eksempel Tyskland og Mellemøsten, end der før har været. Men med et remake kan producenterne i forvejen se, hvad de får for deres penge, fordi der allerede findes et filmet forlæg. Det sparer meget udviklingsarbejde, og det virker for dem som en god måde at lave forretning på,« mener Barnewitz.

Thomas Gammeltoft sekunderer: »Det hjælper enormt, at de har en færdig film at forholde sig til. De kan lettere vurdere resultatet og hvordan historien vil fungere, når den bliver omplantet til deres univers.«

Eksport af dansk kultur
Som en medvirkende årsag til remakeboomet nævner flere af de danske producenter, at rettighederne er blevet billigere i senere år. Men selv om beløbene er relativt små, kan handelen stadig betale sig for begge parter.
»Remakes er jo en anden måde at eksportere dansk kultur på,« mener Michael Obel. »Vi er et så lille sprogområde, at filmproduktionen simpelthen ikke hænger sammen økonomisk, hvis vi ikke får støtte fra staten eller indspiller på engelsk.«

Derfor har Michael Obel valgt at sætte to af Thura Films nyere produktioner op som genindspilninger hos Mandate Pictures i USA. »Kærlighed på film« bliver til »Just Another Love Story«, mens den nye udgave af »Vikaren« får titlen »The Substitute«. Sidstnævnte har en amerikansk instruktør tilknyttet og går sandsynligvis i produktion til næste sommer. Begge er oprindelig konciperet og instrueret af Obels faste filmmakker, Ole Bornedal.

Michael Obel hævder, at han og Bornedal ikke kalkulerer med remakemuligheder, når de vinkler historier til deres film. Ikke desto mindre er parret danske pionerer, når det gælder udenlandske genindspilninger af danske biografsucceser. Obel og Bornedal rejste i 1997 til Hollywood for at indspille »Nattevagten« på engelsk for selskabet Miramax. Det var ingen ubetinget succesoplevelse, blandt andet fordi de amerikanske producenter ikke havde forstået essensen af den historie, de havde købt.

»Mange ting skal gå op i en højere enhed. At transformere en historie til en anden kultur er en svær opgave, for man arbejder under anderledes markedsmekanismer, og det er vigtigt at sikre sig samarbejdspartnere, som er på samme frekvens,« siger Michael Obel i dag.

På »Just Another Love Story« og »The Substitute« har den danske producent igen valgt at beholde kontrollen med rettighederne. Obel har sikret et udviklingsbudget, så optionen på filmene ikke løber ud i sandet. Og som executive producer holder han hånd i hanke med begge genindspilninger hele vejen gennem forløbet.
»Vi har gjort meget ud af at snakke med Mandate Films og se dem i øjnene for at vide, at vi vil det samme,« siger Michael Obel.

Genrefilm står stærkt
Hos Fine&Mellow er Thomas Gammeltoft i gang med at sende »Frygtelig lykkelig« over Atlanten. Dels i form af Henrik Ruben Genz' oprindelige version, der er med i opløbet om en oscarnominering i kategorien »bedste udenlandske film«. Dels i form af en nyindspilning med titlen »Terribly Happy«, som Genz skal optage i det nordlige USA. Et færdigt manus forventes klar i januar, og derefter skal skuespillerne og finansieringen falde på plads, hvilket Gammeltoft vurderer kan tage resten af 2010.

Netop hjemvendt fra Los Angeles meddeler han, at det aktuelle billede af filmbranchen i USA er speget. Mange af de væsentlige spillere, der tidligere satsede på mellemlaget af kvalitetsfilm, har haft problemer under finanskrisen.
»Dramaer har det rigtig svært i USA lige nu, selv med store stjerner tilknyttet. Filmene skal helst have et stærkt koncept, og der er vi så heldige med ”Frygtelig lykkelig”, at den er meget genrebestemt,« siger Thomas Gammeltoft om filmen, der blander elementer af thriller, western og grotesk sort humor.

Ligesom Thura Film har Fine&Mellow valgt at fastholde rettighederne og indgå aktivt i produktionen, og det giver respekt hos de amerikanske samarbejdspartnere, mærker Thomas Gammeltoft.
»Vi stiller med en god film og har desuden samlet dygtige folk omkring os. Vores producer, Carol Poliakoff, har arbejdet i Europa, og hun forstår og anerkender den unikke tone i filmen. Hun vil gerne beskytte historiens integritet, og derfor er hun også glad for, at Genz har valgt at instruere remaket, så vi ikke ender med en »Nightwatch«,« siger Gammeltoft med henvisning til Obel og Bornedals oplevelser hos Miramax.

Han oplyser, at »Terribly Happy« langt fra bliver en kopi af »Frygtelig lykkelig«. Sammen med Genz stræber han efter at give genindspilningen en anden fremdrift, med mere intensitet og en dybere psykologi end originalen.
»Henrik (Ruben Genz, red.) føler, der er meget mere at udforske i historien. Vi vil fremdrage nogle ting, som lå underfortalt i den danske version, enten fordi vi ikke havde råd til at lave dem ordentligt, eller fordi vi siden har set, at de kunne trækkes tydeligere op,« siger Gammeltoft.

Solgt til USA og Tyskland
Også Martin Barnewitz udnytter chancen til at omskabe sin egen film, når han instruerer »Kollegiet« på amerikansk som »The Dorm«. Anden gennemskrivning af manuskriptet ligger klar, og Barnewitz håber, at produktionen går i gang i løbet af 2010.

»Vi laver mange ændringer i forhold til originalen. Jeg opfatter det som en ny historie, og det finder jeg langt mere interessant, end hvis man overførte filmen i forholdet 1:1,« siger Martin Barnewitz om sit involvement. Remaket giver ham samtidig mulighed for at prøve kræfter med et større budget. »The Dorm« vil koste 8 mio. $ (39 mio. kr) mod den danske films mere beskedne 1,2 mio. $ (6 mio. kr.)
»Det er et andet vindue at arbejde i. Rene genrefilm er svære at få igennem de danske og europæiske støttesystemer, for publikummet er ikke stort nok,« siger Barnewitz, som heller ikke havde tænkt remakemuligheden ind i projektet fra starten af.

Aftalen kom i stand, efter at Sam Raimis selskab, Ghost House Pictures, købte »Kollegiet« til amerikansk distribution og tilbød Barnewitz at instruere en billig direct to video-gyser, »Messengers 2: The Scarecrow«. Da de var tilfredse med resultatet, spurgte de, om han var interesseret i at genindspille »Room 205«, som »Kollegiet« hedder i USA.
Ganske usædvanligt har Nordisk Film også solgt gyseren til remake i Tyskland, hvor den snart går i produktion med et budget på omkring 3 mio. € (22 mio. kr.) under arbejdstitlen »Das erste Semester«.

Går efter internationalt potentiale
Blandt de danske producenter, der for tiden søsætter remakes, indrømmer kun Jonas Allen fra Miso Film, at han med »Kandidaten« gik målrettet efter at skabe en film med indbygget international appeal.
»Vores oplæg var at lave en superfed amerikansk thriller på dansk. Et remake var ikke et must, men vi har haft muligheden i baghovedet hele tiden, og at vi nu laver et remake sammen med Summit Entertainment og Temple Hill Productions i USA, ser jeg som en honorering af, at vores projekt lykkedes,« siger Jonas Allen.

Sammen med partneren Peter Bose forbliver han executive producer på genindspilningen, der forventes i produktion efter sommerferien 2010. Jonas Allen fortæller, at Summit Entertainment især hæftede sig ved filmens stærke mandlige hovedrolle, der medvirker i næsten alle scener.
»Det var enormt vigtigt, at vi kunne sælge projektet som en ”vehicle” (et udstillingsvindue, red.) for en mandlig stjerne,« fortæller Jonas Allen. I remaket overtager Sam Worthington (»Avatar«) den actionorienterede hovedrolle efter Nikolaj Lie Kaas.
Historien bliver ikke meget anderledes i »The Candidate«, men det gør budgettet, der vokser fra originalens 18,5 mio. kroner til 35 mio. $ (172 mio. kr). Miso Film arbejder samtidig på at sælge deres norske tv- og biografserie »Varg Veum« til remake i udlandet.



BONUSMATERIALE:
CASE STORY: FRA »NATTEVAGTEN« TIL »NIGHTWATCH«

Ole Bornedals stilfulde krimigyser »Nattevagten« (1994) indvarslede en ny genrebevidsthed i dansk film, og med 465.000 solgte billetter var den med til atter at gøre dansksprogede spillefilm til en attraktiv vare efter en række år, hvor det lokale produkt fandt ringe opbakning hos hjemmepublikummet.
»Nattevagten« vakte også opmærksomhed i udlandet, hvor det amerikanske selskab Miramax købte rettighederne til en genindspilning. Filmens producent, Michael Obel, valgte at bevare kontrollen med remaket i stedet for blot at sælge optionen. Beslutningen gav ham og Bornedal et års arbejde i Hollywood, hvor de opbyggede et kontaktnetværk og høstede en knowhow ud i international filmproduktion, som med Obels ord har været »guld værd«.

Men »Nightwatch« (1997) fandt hverken et publikum internationalt eller i Danmark. Set i bakspejlet vurderer Obel, at Miramax' bagmænd, brødrene Bob og Harvey Weinstein, var for hurtige på aftrækkeren, da de sikrede sig rettighederne til »Nattevagten«.
»De havde købt en historie, som de ikke helt forstod essensen af, og derfor var det svært at blive enige om, hvilken film vi var ved at lave.«

Ifølge Michael Obel så Weinstein-brødrene »Nightwatch« som en traditionel amerikansk thriller, men karaktertegningen i den oprindelige udgave var alt andet end sort-hvid, ligesom humoren hældte mod det morbide. Den danske producer måtte sande, at amerikanske filmfolk somme tider har sværere ved at arbejde med nuancer, end europæere har.
»Amerikanerne søger gerne det originale, men hvis det viser sig ikke at appellere til alle, bliver de nervøse. Dér har vi danskere mere tradition for at tage nogle risici og satse på overraskelsen,« mener Michael Obel. Han og Bornedal endte med at klippe »Nightwatch« om, efter testkørslerne gav brødrene Weinstein kolde fødder.

»Vi udvandede historien for at gøre den mere spiselig. Det var en kæmpe oplevelse at lave »Nightwatch«, og Ole og jeg bestod så at sige eksamen, men jeg deler den udbredte holdning, at den danske film fungerer bedre end remaket,« erkender Michael Obel.


Tidligere udenlandske remakes af danske film:

Solstice, USA 2008
(Midsommer, instr. Carsten Myllerup, 2003)

Catch That Kid, USA 2004
(Klatretøsen, instr. Hans Fabian Wullenweber, 2002)

The One and Only, Storbritannien 2002
(Den eneste ene, instr. Susanne Bier, 1999)

Nightwatch, USA 1997
(Nattevagten, instr. Ole Bornedal, 1994)

Olsenbanden; filmserie, Norge 1969-1998
Jönssonligan; filmserie, Sverige 1981-2000
(Olsen-banden, instr. Erik Balling/Tom Hedegaard, 1968-97)

Die Ente klingelt um halb acht, Vesttyskland-Italien 1968
(Vi er allesammen tossede, instr. Sven Methling, 1959)

Das haut einen Seemann doch nicht um, Vesttyskland-Danmark 1958
(En sømand går i land, instr. Lau Lauritzen jr, 1954)