I dag får Jon Favreaus genreblanding "Cowboys & Aliens" dansk biografpremiere. Den 163 mio. dollar dyre Steven Spielberg-produktion har ikke levet op til forventningerne i USA, hvor den til dato kun har hentet 93,5 mio. af budgettet hjem.
Det er heller ikke uforbeholden begejstring, der kendetegner de danske anmeldelser af filmen. Selv giver jeg tre stjerner til "Cowboys & Aliens" i Børsen i dag, hvor jeg bl.a. skriver:
"I sin iver efter at undgå det latent fjollede, som lurer i titlens miks af cowboydere og rummonstre, trækker instruktøren Jon Favreau (»Iron Man«) for langt over i den modsatte grøft. Morskaben er doseret med pipette, og der hviler noget næsten bodstynget over den respektfulde alvorstone – som om vi nødig skulle hygge os for meget."
> MIN ANMELDELSE AF "COWBOYS & ALIENS": Spielberg-western mangler humor Brian Iskov, Børsen 01.09.2011 (NB: kræver abonnement)
Tidligere på sommeren var jeg i London for at møde filmens to mandlige stjerner, Daniel Craig og Harrison Ford. Craig var munter og løssluppen, grænsende til det overgearede. Han snakkede blandt andet om sin første optræden i dametøj:
»Jeg tror, mænd altid er bange for, at de faktisk vil synes om at gå i dametøj, hvis de prøver det. Men så snart jeg fik kjolen på, tænkte jeg, »For helvede, det her er sgu langt ude!««
> MIT INTERVIEW MED DANIEL CRAIG: Cowboy i højt humør Brian Iskov, Børsen 25.08.2011 (NB: kræver abonnement)
Og så var der Harrison Ford. Han mumlede i skægget og skulede utilpas ud over sine bedstefarbriller under hele forløbet. Her er et typisk afsnit, som ikke fandt vej til den endelige artikel i Politiken:
Var det kombinationen af sci-fi og western, eller endda Indiana Jones og James Bond, som tiltrak dig ved 'Cowboys & Aliens'?
»Nej, nej. Harrison Ford som Indiana Jones over for James Bond, eh, overvejede jeg slet ikke. Jeg tænkte på potentialet for et bredt publikum. En rolle, jeg havde lyst til at spille. En instruktør, hvis arbejde jeg beundrer, og som jeg synes virker ambitiøs. Lejligheden til at arbejde med Daniel Craig tre måneder i Santa Fe, New Mexico, udendørs på en hest. Det er dén slags ting, som indgik i mine overvejelser.«
Hvad med muligheden for at dykke ned i datidens historie i dit arbejde med rollens baggrund?
»Ja, naturligvis, jeg måtte jo vide, hvad jeg talte om. Når det gjaldt slaget ved Antietam, for eksempel ...«
Som vi europæere ikke kender.
(irriteret) »Det var ikke vigtigt for dig; du spillede ikke rollen. Det gjorde jeg. At manipulere sproget, at stræbe efter klarhed og definition. De ting måtte jeg beskæftige mig med, fordi det var mig, der stod i køkkenet.«
I interviewet kom vi også ind på Harrison Fords aflyste samarbejde med Nicolas Winding Refn, "The Dying of the Light". Og til allersidst var jeg så heldig at byde ind med et spørgsmål, som fremkaldte noget, der næsten kunne ligne et smil under Harrison Fords stramme panderynker. Du finder spørgsmålet, og Fords svar, i linket herunder.
Endelig talte jeg med Jon Favreau, som viste sig at være en meget behagelig og jordnær mand. Interviewet udviklede sig til en halv times intim masterclass i, hvilke overvejelser han har gjort sig som succesinstruktør i Hollywood. Særlig spændende er Favreaus diagnose af de mekanismer, som bestemmer, hvorfor filmudbuddet fra Hollywood ser ud, som det gør.
> MIT INTERVIEW MED JON FAVREAU: En succesinstruktørs bekendelser Brian Iskov, Morgenavisen Jyllands-Posten 01.09.2011 (NB: kræver abonnement)
I en anden interessant betragtning, som ikke kom med i artiklen, giver Jon Favreau et uventet bud på, hvorfor angreb fra andre planeter i stadig højere grad præger Hollywood-filmenes fjendebillede:
"Vi ser mange film om ruminvasioner for tiden, og det skyldes, at Hollywood ikke længere laver film til Amerika, men til hele verden. 70 procent af indtjeningen kommer i dag fra de internationale markeder, og det har aldrig før været tilfældet. Derfor kan man heller ikke fortælle en historie, hvor halvdelen af publikum holder med det ene hold, mens resten hepper på det andet. Men hvis et rumvæsen dukker op, så er alle lige pludselig på samme side!"
> Se Jon Favreaus egne EPK-interviews med Harrison Ford, Daniel Craig, Olivia Wilde, Steven Spielberg, Ron Howard og Brian Grazer på YouTube
Mens Nikolaj Lie Kaasfylder biograferne som Dirch Passer i filmen om selvsamme Dirch, kan han i aften (28. august) opleves live på scenen i Operaen, hvor han for tredje år i træk præsenterer landets bedste stand-uppere i Zulu Comedy Galla.
"Grundlaget for min værtsrolle er bare, at jeg skal være morsom. Men det kan jeg ikke," fortæller Nikolaj Lie Kaas, da jeg interviewer ham til Børsen. "Jeg har ikke funny bones på dén måde. Jeg bliver nødt til at tage en vinkel til selve min situation og set-uppet og kommentere det på en eller anden måde."
Da jeg påpeger, at han da klarede værtsjobbet for Zulu Comedy Galla vældig fint i både 2009 og '10, svarer Nikolaj Lie Kaas:
”Ja ja, men jeg kan love dig for, der var mange ildebrande, der skulle slukkes. Jeg fik så meget materiale, hvor jeg tænkte, "hvis jeg laver det her, så vil det stinke, så I slet ikke begriber det".”
I år skriver skuespilleren derfor sine replikker selv sammen med en partner, som deler hans humoristiske smag.
”Det er så svært at kommunikere, hvad der er sjovt og ikke sjovt,” funderer Nikolaj Lie Kaas, der i sit arbejde med tv-reklamer for hårde hvidevarer har erfaret, at det morsomme sjældent ligger i indholdet eller plottet.
”Det, jeg selv husker bedst fra diverse reklamer, er jo de steder, hvor man ikke prøver at sælge en vare.”
”Folk, der stiller sig op og skaber sig tosset, har nok et mere selvoptaget behov end de fleste andre,” reflekterer Nikolaj Lie Kaas videre om komikerens drivkraft.
”Jeg tror, de fleste har oplevet et sølvbryllup, hvordan nogen prøver at holde tale uden nogensinde at nå dertil, hvor det bliver sjovt. Men det er da klart et kick at prøve at være morsom.”
Tilsyneladende ejer Kaas selv en rem af huden. En lidt for lang pause i vores samtale gør ham rastløs, og ud af det blå sætter han i en længere improvisation over den kødret, han lige har hentet i Nordisk Films kantine: ”Tænk, hvis det var kattekød. Har alle husket at få noget af den marinerede mjavkat?”, småråber han ud i luften til et imaginært klientel. Han kan heller ikke dy sig for at joke, da en filmproducents hundehvalp planter forpoterne på vores bord og snuser nysgerrigt til den tomme tallerken. ”Det er en lille rottweiler,” konstaterer Nikolaj Lie Kaas bagefter med tryk på lille. ”Den har været kogevasket.”
Zulu Comedy Galla afholdes i aften i Operaen i København. Showet sendes på TV 2 Zulu næste søndag, den 4. september.
Nikolaj Lie Kaas anbefaler:
Mænd med "funny bones"
»Will Farrells film er jeg ikke fan af, men hans komik fungerer sindssygt godt live. Du kan se et klip på YouTube, hvor han kommer ind som vært for Harvards sommerfest til kæmpe musik og synger, ”Welcome to the ship and boat show!”. Han har kaptajnshat og sømandstøj på og er helt tydeligt gået forkert, men fyrer den helt af. Folk forstår ikke helt, hvad der foregår; de er bare glade for, at han er der. Han kører den rigtig længe med det her boat show, og det er skidegodt tænkt. Han er sat til at komme og være Will Ferrell, og folk vil være glade, bare han skider på en avis. Men for at han selv kan holde det ud, bliver han nødt til at lave den overbygning, hvor han siger, ”Jeg er gået forkert, og den vinkel insisterer jeg på”. Så er det, at det bliver sjovt.«
»Jeg har meget let til grin. Sådan en som Søren Pilmark rammer min humoristiske nerve, så jeg tit ikke kan komme igennem en scene, hvis han står over for mig.
På ”Blinkende Lygter” kunne jeg slet ikke se Søren i øjnene. Efter en uges optagelse fik jeg et tape-kryds at spille over for. Der var Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen og et stykke tape. Og så en anden, der leverede Sørens replikker til mig. Da er det, man kigger på filmholdet og tror, de har det lige så sjovt som én selv. Men de står alle sammen og tripper, fordi de skal hente unger i børnehaven og bare venter på, at du tager dig sammen.«
»Det er dejligt befriende, når man kan se, at skuespilleren selv synes, han er morsom, som f.eks. Steve Carrell i ”The 40-Year-Old Virgin”. Normalt hader jeg, når en skuespiller står på scenen og har en fest med sig selv, men i komik kan det være fantastisk smittende. Ofte har jeg oplevet det ved folk, som jeg kender godt. Da vi indspillede ”De Grønne Slagtere”, kunne jeg se, at Mads Mikkelsen havde kæmpe optur over sig selv. Udenpå var han alvorlig og sagde en masse lort, men jeg kunne se, hvordan hans øjne glimtede. Han syntes selv, han var pissemorsom, og jeg tror, den energi trænger igennem til publikum.«
»Thomas Bo Larsen er så konsekvent og ihærdig. Han kan ikke gøre noget, som han ikke har inde under huden. Det er virkelig hårdt at spille over for ham. Vi havde en scene sammen i ”Solkongen”, som var umulig at komme igennem. Hvis man ved det, kan man se i halvtotalerne, at jeg bevæger mig rigtig meget og kigger væk for at skjule, at jeg har svært ved at holde masken.«
»Axel Strøbye er det eneste, der lyser i de gamle ”Min søsters børn”. Når han f.eks. skal ned og bede om en ble på tysk: ”Blei. Blei? Bleeh ...” [i "Min søsters børn på bryllupsrejse"]. Det bliver så absurd, når han kaster sig ud i sådan nogle situationer, eller når han ikke kan fuldføre en sætning og i stedet dyrker gentagelsen af de samme fire halve replikker.«
»Fraklippene fra "The Office" er det sjoveste i verden. De ting, Ricky Gervais flipper over, er præcis de samme ting, som jeg selv døde over.«
Fra og med næste torsdag, den 25. august, kan man i biograferne opleve Nikolaj Lie Kaas som "Dirch". Det er duoen bag "Applaus", instruktør Martin Zandvliet og forfatter Anders August, der står bag denne første filmbiografi om Dirch Hartvig Passer (1926-1980), Danmarks vel nok mest folkekære skuespiller nogensinde.
I Børsen i dag (18. august) forklarer Nikolaj Lie Kaas, hvorfor han ingen berøringsangst havde over for rollen, som alle andre mente var næsten umulig at spille. Kaas fortæller også om, hvad han opdagede, da han dykkede ned i Dirchs personlighed, og hvordan hans egen måde at være sjov på adskiller sig fra Dirch Passers.
BONUSMATERIALE: Nikolaj Lie Kaas om at forme Dirch – fortalt til Brian Iskov
»Jeg var meget opsat på, at filmen og personerne skulle ligne, og Martin [Zandvliet] har været ret ligeglad med det. Han har været interesseret i at lave en historie om en mand, der falder. Alt det med Dirch har han overladt til mig. Jeg tror ikke engang, han har tænkt over, at der skulle være noget, man kunne genkende.«
»I arbejdet med rollen har jeg tillagt mig de typiske greb, som Dirch brugte i sin mimik, og jeg håber, det kan få publikum til at glemme mig i rollen. Jeg tænkte meget over de ting i processen op til indspilningen, men for at det skal være ægte, må man tillægge sig manererne, før man begynder at skabe sig med dem. Det er ligesom at lære en solo udenad på klaver. Man skal ikke sidde og øve sig til koncerten. Når man sidder og improviserer, vil soloen dukke op, hvis den ligger under huden. Derfor er det vigtigt, at man gør et godt stykke forarbejde. Jeg er alt for analog til at kunne trække »udtryk nr. 2« op af hatten på kommando.«
Nikolaj Lie Kaas som Dirch Passer i "Dirch" (2011)
Om Dirch Passers brug af overdrivelse:
»Nogle gange kan jeg se, når Dirch trækker sit udtryk helt ned, at han lige gør nogle ting, der afslører, at det er umuligt for ham at være så afdæmpet. Han føler ikke, at det er nok at tænke tanken; i stedet føler han, »jeg skal vise for folk, hvad der gik op for mig dér.« Han laver altid en ting med øjenbrynet og mundvigen, når han tænker sig om på film. Jeg tror ikke, der sker så meget inde bagved, men fordi han skruer så stort op for det, bliver det skægt at se på.«
Om Dirch Passers udstråling:
»Jo mere jeg har dyrket Dirch, jo mere tør jeg sige, at manden var et geni, der kunne have klaret sig på verdensplan. Han havde en sårbarhed, som folk kunne relatere til. Pigerne var jo også vilde med ham, hvilket aldrig før har strejfet mig. Jeg har altid tænkt om Dirch, »hold da kæft, der er meget kød i det ansigt«. Men samtidig var han pissecharmerende, og i kombination med sårbarhed, selvironi og et knivskarpt komisk udtryk gav det altså pote.«
Om filmens rekonstruktioner af revysketcherne "Tømmerflåden" og "Skolekammerater":
»En ting er at prøve at efterligne noget, der virkelig sad i skabet, men samtidig var Kjeld og Dirch heller ikke bedre end deres publikum. Det man hører på bånd og har set med dem er noget, der har kørt i lang tid. Jeg har hørt flere versioner af sange, som Dirch har optaget ved premieren og så to måneder senere. Det er ikke rigtig fedt i starten, det sidder ikke rigtig. Siden kommer der så meget til, at det virkelig spiller. Vi [Lars Ranthe og Nikolaj Lie Kaas] havde én dag til det. Vi har ikke prøvet det med publikum 300 gange. På det tidspunkt, man hører "Skolekammerater" [med Kellerdirk], har de spillet den over 200 gange, og så ved man også godt, hvilke knapper man skal trykke på. Det skal vi kopiere på en formiddag, og det er svært.«
Hver for sig var de store på en scene.
Sammen blev de enestående.
Kjeld Petersen og Dirch Passer fandt hinanden ”som to hundehvalpe i leg om en tot træuld”. Den kompakte Petersen nåede omtrent ”sofitskraberen” Passer til næsetippen, men i syn og sind kompletterede de hinanden perfekt, og deres mandlige stormforelskelse – en bromance på nutidsdansk – brusede frydefuldt over i et indforstået selvsving, som resten af Danmark også fik glæde af.
Kellerdirk Bros. på ABC Teatret var et guddommeligt match: to stjerner smeltet sammen til én blændende supernova. Efter kun tre år og en enkelt aftens dacapo var det forbi, men vi husker dem endnu, som om vi selv havde været der. For Kellerdirks sublime tosomhed hævede sig over tiden; ophævede den, satte den ud af kraft i en åndeløs legato af latter, som man ønskede aldrig ville tone ud.
Når ”dobbeltdyret” Kellerdirk indtog Stig Lommers diminutive scene på det gamle Montmartre, dirrede teatersalen som en trykkoger: saunavarm, sveddryppende og eksplosionsagtigt bristefærdig. Øjenvidner beretter om publikummer, der trillede ud af de skumgummipolstrede sæder for at overgive sig til henrykkelsens kramper mellem bænkeraderne.
”Det var surf-riding på bølger af gråd”, sagde Dirch Passer senere om knockout-stemningen på ABC. Selv kritikerne slog knuder på sproget og sig selv for at finde gloser, der syntes panegyriske nok til at yde Kellerdirks kunst retfærdighed. En af bivånerne, Frederik Dessau, gav duoen dette smukke eftermæle:
”Man blev et lykkeligere menneske af at være med i legen.”
Dirch Passer (t.v.) og Kjeld Petersen i hopla
Indtil lukningen i 1990'erne funklede ABC Teatret som morskabsjuvelen på ”forlystelsernes allé” i Frederiksberg. Teaterkøbmanden Stig Lommer vidste præcis, hvad folk ville have, og var aldrig bleg for at give dem netop dét. Han tryllede den lavloftede barak om til sin egen lomme af Paris; et ødselt underholdningsmekka, der falbød lagkagevarieteer og langlemmede dansemus til det københavnske borgerskab.
Dirch var 29 og Kjeld 35, da Lommer importerede Petersen fra Apollorevyen og klædte sine nyslåede brødre i ens citrongule smokingsæt og høje hatte. Den 19. januar 1955 slap han Kellerdirk Bros. løs foran ABC-revyens 600 publikummer.
Timingen kunne ikke være mere i øjet. Klemt inde mellem 40'ernes tungsind og 60'ernes opsving oplevede danskerne 1950'erne som et tidehverv af skuffelser. Priserne steg, humøret faldt, militæret oprustede. Aviserne skrev om atombomber, Korea-krig og Suez-krise. Og i Ungarn (der jo næsten lå i Europa, eller i al fald lige om hjørnet) døde studenterne som fluer under den store opstand.
Herhjemme drev industrialiseringen folket fra landet og ind mod byerne. Boligmangel og smalhals fordrede små armbevægelser. Man syede tøjet om og stuvede sig tæt sammen i baggårdene.
Intet under, at Morten Korch og Far til Fire fyldte biograferne med nationalromantisk bondeidyl og lindrende solstrejf til folkesjælen. En ør og forvirret nation tørstede efter en flugtvej fra frustrationerne, og Lommer gav os befrielsen: gruppeterapi med Kellerdirk.
På ABC's trange intimscene, kun 1 ½ meter dyb og 17 meter lang, blev Kellerdirks optrædener i perioden 1955-58 en rekreativ oase for almenvellet. Deres balstyriske stormvind af vanvid lutrede sindet og blæste bekymringerne til himmels.
Parrets revolutionerende crazy-humor, rablende og dog sofistikeret, var i sig selv et spejl af industrisamfundets brølende fremmarch. Danskerne var dødtrætte af dagsordener, meningsrevyer og revsende satire. Kellerdirk omfavnede i stedet tidens fragmentering og gjorde den menneskelig. I deres tekster blev alt, der smagte af politik og samfundskritik, bandlyst til fordel for det skære nonsens. Dét gav ilt til akvariet.
Stilen lånte inspiration fra bl.a. svenske Povel Ramel, men pegede også bagud mod Marx Brothers, Gøg & Gokke og ”Hellzapoppin'” – og fremad mod Monty Python, ”Højt at flyve” og ”Casper & Mandrilaftalen”.
Samtidig kunne det fabulerende anarki på ABC-scenen snildt hamle op med absurditeterne i et moderne stykke af Ionesco eller Beckett. Når Kjeld og Dirch (og deres forfattere!) vendte vrangen ud på hverdagens smalltalk, eller tålmodigt og metodisk dekonstruerede deres egne numre indefra, fór de gerne vild halvvejs mod pointen. Hvis der da var én.
De kunne også opløse rammerne ved fysisk at inddrage salen i en rask pudekamp. Og nådig være dén sent ankomne tilskuer, som beskæmmet måtte lunte på plads efter forestillingens start med Kellerdirks drilske fornærmelser regnende ned over sin dukkede nakke.
Kellerdirk Bros. var et produkt af tiden, men forblev et tidløst produkt. Ligesom Marilyn Monroe og designermøbler i teaktræ synes de aldrig at gå af mode: Alene inden for de seneste to år har to nye bøger om Dirch og Kjeld fundet vej til reolerne. Stand-up-stjernerne af i dag hylder indirekte fortidens revy-fyrtårne, når TV 2 sender skæve sketcher ”live fra Bremen”. Og på Nørrebro Teater kunne man i foråret 2011 møde genfærdene af Passer og Petersen (Anders Matthesen og Jonatan Spang), der arm i arm fødte guirlander af kældermænd ved bardisken i det hinsides.
Men hvor meget vi end anstrenger os, i ord eller gerning, for at formidle egenarten af ”brødrenes” kærlige sparring, musikaliteten i deres timing og den intense forbindelse mellem publikum og scene, vil vi aldrig kunne bringe øjeblikkets magi fra ABC Teatret tilbage til live.
Dirch og Kjelds kemi var et unikum. Derfor kommer der, modsat sporvogne og piger, aldrig en Kellerdirk til.
Kilder:
Brian Iskov & Kristoffer Hegnsvad: "Store Danskere" (DR Multimedie, 2007)
Jesper Gaarskjær: "Kjeld og Dirch" (People's Press, 2011)
Bent Grasten (red.): "Nej, Kjeld, le vil de le, og det er lige så stort" (Arena, 1962)
Malin Lindgren: "Kære Dirch" (Borgens Forlag, 1981)
John Lasseter er kendt for at være Pixar-høvdingen bag "Toy Story", "Græs-rødderne", "Biler" og senest "Biler 2", som har dansk biografpremiere i dag:
Næsten lige så kendt er Lasseter for at være chefen, der sværger til hawaiiskjorten som beklædningsgenstand. Han ejer over tusind forskellige spraglede skjorter med tryk, hvoraf 374 er i "aktiv rotation". Det er mere end en skjorte til hver dag i kalenderåret.
De fleste af Lasseters tekstiler bærer specialfremstillede designs, og han vælger tøj hver morgen ud fra, hvilket tema hans arbejde lægger op til netop dén dag. Da jeg mødte Lasseter i Cannes, hvor "OP" havde verdenspremiere i 2009, lignede han en omvandrende reklame for Pixars bagkatalog. Spændt ud over hans torso var en collage af farverige, fransksprogede logoer for samtlige af selskabets film til dato: "Là-Haut", "Les Indestructibles", "1001 Pattes" osv.
Kun én journalist har fået lov at stikke snuden i John Lasseters bugnende garderobeskab. Peter Hartlaub fra San Francisco Chronicle troppede op hos familien Lasseter den 1. april i år og fik en guidet rundvisning i skjortesamlingen.
Bemærk datoen: Den kommer til at spille en afgørende rolle i indslagets ubetalelige anden halvdel.
En passant var Lasseter så venlig at signere denne skønne koncepttegning fra "Monsters, Inc.", kreeret af Geofwee Boedoe, da jeg traf Pixar-slænget i Cannes:
»Senna havde en aura om sig. Når han sagde noget, lyttede folk. Også fordi han gav så meget af sig selv. Man vidste, at når han satte sig i en racerbil, præsterede han 110 % hver gang,« siger den danske motorekspert Rainer Bambino om Ayrton Senna.
Den brasilianske Formel 1-helt døde bag rattet i 1994. Nu er Ayrton Senna atter aktuel, idet han er emnet for en særdeles vellavet dokumentarfilm, "Senna", som Universal Pictures udgav på dvd og blu-ray i Danmark i sidste uge (19. juli).
Begge formater er udstyret med et interessant kommentarspor, der belyser, hvordan filmmagerne – udelukkende ved brug af arkivmateriale – har lagt en dramatisk effektiv treakts-struktur ned over Ayrton Sennas liv. På begge skiver findes også en lidt cheesy reklamespot for Sennas filantropiske virke.
Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en Special Extended Version, som fletter knap en time nye filminterviews med bl.a. Ayrton Sennas holdmakker og rival, Alain Prost, ind i filmforløbet. Endelig får blu-ray-køberne et 38 minutter langt radiointerview og et sammenklip af Senna-familiens hjemmevideoer.
Forstand på Formel 1 er slet ikke et krav for at nyde Asif Kapadias "Senna", der tegner et medrivende portræt af den karismatiske, gudfrygtige stræber, som blev Brasiliens lysende folkehelt. Jeg smuglyttede til reaktionerne i baren efter filmens danske premiere, der fandt sted i Cinemateket i juni 2011.
REPORTAGE OM DOKUMENTARFILMEN "SENNA" "I det øjeblik, man bliver den hurtigste, er man enormt skrøbelig" Brian Iskov, Politiken Film 9. juni 2011
Blandt de mange velklædte eksilbrasilianere, der oven på aftenens film dupper deres blanke øjne, mens de med slet skjult bevægelse nedsvælger en dulmende caipirinha, rager en høj dansker op.
Manden er teknisk konsulent ved FDM. Engang var han mekaniker for Thorkild Thyrring. Selv bærer han det prægtige, Bjergkøbing-klingende navn Rainer Bambino.
Den energiske motorentusiast behøver kun ét stikord for at tryllebinde de omkringstående i Cinematekets Asta Bar.
Ordet er Senna. Som i Ayrton Senna, tredobbelt verdensmester i Formel 1.
»Han dansede på grænsen til det mulige. Tænk bare på Interlagos (Brasiliens grandprix i 1991, red.), hvor hans gearkasse sætter ud, og han tilbagelægger de sidste syv omgange i sjette gear på en våd bane. Enhver anden var kørt i pit og havde sagt »tak for i dag«. Men ikke Senna. Han holder føringen og er nærmest besvimet, da han kører i mål,« beretter Bambino med smittende indlevelse.
'Senna' er også navnet på den britiske dokumentarfilm, som denne tidlige juniaften fejrer dansk premiere i Cinemateket. Filmhuset i Gothersgade viser Asif Kapadias film yderligere to gange, inden den når dvd-hylderne i [juli] måned.
Hovedpersonen døde 17 år tilbage, men takket være rigtholdigt arkivmateriale og aldrig før sete klip kan Ayrton Senna selv viderebringe sin historie på lærredet.
Som få andre sportsmænd var Senna veltalende, tankefuld og filosofisk omkring sin lidenskab, og for sine landsmænd blev han et ideal i ordets egentlige forstand. Et forbillede, hvis stråleglans fyldte folkets hjerter med troen på, at det ikke kun var lutter nedtur og dårligdom at være brasilianer. Sydamerikas største land kastede militærdiktaturets åg af sig i 1980'erne, kun for at drukne i hyperinflation og korruption i stedet. Ayrton Senna udgjorde i årene efter Pelé det enlige lyspunkt, der bragte nationen sammen.
Senna var ingen gadedreng, der rejste sig fra slummen som en knejsende føniks. Tværtom voksede han op med sølvske i munden og pedaler under sålerne. Som fireårig fik han sin første hjemmebyggede minigokart af sin far, en velhavende landbesidder.
Til gengæld donerede den voksne Senna millioner af sin formue til bekæmpelse af fattigdom. Han stiftede Instituto Ayrton Senna for at hjælpe de gadebørn, der så op til ham, med at få en uddannelse – en gestus, som generationer af brasilianere vil huske ham for. Mønsterkatolik var han også, hvilket næppe heller har skadet eftermælet. »Intet kan adskille mig fra Guds kærlighed«, lyder Sennas gravskrift på São Paulos Morumbi-kirkegård.
Superraceren nåede tilmed at få sit eget opbyggelige tegneserie-alter ego i juniorstørrelse, 'Senninha', kort inden han forulykkede som 34-årig i det uheldssvangre San Marino Grand Prix 1994.
»Han ville bare være den hurtigste, koste hvad det ville. Gennem hele sin karriere knoklede han for at perfektionere han sin kørestil. Han udfordrede konstant sig selv og kunne presse middelmådige biler til at yde over evne,« forklarer Rainer Bambino.
Samtidig havde Senna blik for sin besættelses lumske understrøm: »I det øjeblik, man bliver den hurtigste, er man enormt skrøbelig,« erkendte han. »For det kan forsvinde på et splitsekund. Det hele.«
De sidste dage af april 1994 gengiver filmen med en nærved ubærlig grundighed. På den italienske Imola-bane mister Sennas elev og landsmand, Rubens Barrichello, kontrollen under fredagens træning. Han slår to kolbøtter i sin Jordan, men slipper med skrækken. Dagen derpå rammer østrigeren Roland Ratzenberger muren frontalt. Han er død på stedet.
Enestående optagelser fra løbets kulisser viser en indadskuende Senna i dyb splid med sig selv. Skal han fortsætte? Indstille karrieren? Hvor meget er en førsteplads værd?
Næste morgen, søndag 1. maj, taler Senna i versaler på et lukket møde, hvor han og kollegerne plæderer for stramninger af sportens sikkerhedsregulativer. Han sætter sig bag rattet i den Williams, hvis avancerede computerteknik har drillet ham og teknikerne hele weekenden. På syvende omgang skraber bunden af bilen kortvarigt mod asfalten i den frygtede Tamburello-kurve. Gnister fyger. Vejgrebet glipper. Da Senna vædrer betonbarrieren, viser speedometeret 217 km/t.
13 år og utallige retssager senere, i 2007, placerede den italienske appeldomstol skylden for Ayrton Sennas dødsulykke på en defekt rataksel, dårligt design og slet udførte modifikationer i Williams-bilen.
»Sikkerheden inden for motorsport er mangedoblet siden den weekend,« påpeger Rainer Bambino.
»Man har indført chikaner (S-sving, red.) på mange baner for at nedsætte hastigheden, ligesom der nu er faste lægeteams og hospitalsfaciliteter ved anlæggene. I bilerne får kørerne spændt et sikkerhedssystem på nakke og hjelm, og kraftige sideskørter er nu påkrævet i cockpitterne.«
Han minder om, hvad der skete, eller rettere ikke skete, da australieren Mark Webber sidste år strejfede en forankørende bil ved det europæiske grandprix i Valencia.
»Webbers bil flippede 180 grader baglæns i luften, landede på snuden og tippede om på hjulene, inden den ramte barrieren. Og alligevel trådte Webber uskadt ud af vraget. For 20 år siden havde han aldrig overlevet det styrt,« fastslår den danske ekspert.
Ayrton Senna er den 24. og til dato sidste kører, der er omkommet på en Formel 1-bane. Da lægerne erklærede Senna død, forkyndte den brasilianske regering tre dages landesorg. 17 år efter, på den anden side af kloden, formår hans skæbne endnu at animere sindene. Koret af snøftende herrer vokser til et hulkende crescendo i Cinematekets sal, efterhånden som filmens sidste akt malker San Marino-grandprixet for tragisk suspense.
Bambino fortæller, at han på tiårsdagen for Sennas død besøgte Imola med en FDM-gruppe. En af dem draperede et medbragt brasiliansk flag over det hegn, hvorfra Sennas mindesmærke skuer ud mod den forbandede kurve. Senere samme dag kom gruppen tilbage. Flaget hang der endnu.
Hundreder af fans havde respektfuldt skrevet deres navnetræk hen over stoffet.
EKSKLUSIVT BONUSMATERIALE FOR BRIES BLOG-O-RAMA: SENNA vs. PROST – MIN BEDSTE FJENDE
Da Ayrton Senna skriver kontrakt med McLaren i 1988, kommer han på hold med franske Alain Prost, som på det tidspunkt er nummer ét på verdensplan.
»Prosts kørestil var klog og analytisk kalkulerende. Hvis han kun behøvede en tredjeplads for at vinde et løb, kørte han efter tredjepladsen. Senna var mere her og nu; for ham gjaldt det kun om at køre stærkt og om at vinde,« fortæller Rainer Bambino fra FDM.
Med så to store egoer på samme team, hvor de begge konkurrerede om at blive verdensmester, måtte det gå galt. I 1989 puffer Prost sin holdmakker ud af banen ved det japanske grandprix. Året efter giver Senna igen med samme mønt allerede i første kurve. Begge diskvalificeres.
Den indædte rivalisering mellem verdens to bedste F1-kørere eskalerer over flere år, hvor deres kontroverser rydder forsiderne. En pr-mæssig gave til motorsporten. Men da Senna bisættes i 1994, bærer Alain Prost kisten i processionen som nummer to i rækken.
Fakta: AYRTON SENNA
Brasiliansk væddeløbskører, født 21. marts 1960 i São Paulo, død 1. maj 1994 i Imola, Italien.
Deltog i sit første gokart-løb som 13-årig.
Formel 1-debut i 1984 for Toleman-Hart.
Kørte 1985-87 for Lotus-Renault.
Fra 1988-1993 holdkammerat til (og rival med) franske Alain Prost hos McLaren-Honda.
Skiftede i 1994 til Williams-Renault, men omkom samme år i en eneulykke under San Marino Grand Prix, kun 34 år gammel.
Blev verdensmester i 1988, 1990 og 1991. Vandt i alt 41 sejre på 162 grandprixer.
Fra 1989 til 2006 holdt han rekorden for flest pole positions (65 startpositioner som nr. 1).
Kåret som århundredets største sportsmand i Brasilien og som alle tiders bedste F1-kører i en afstemning blandt 217 kolleger.
Kun to væddeløbskørere (Michael Schumacher og Alain Prost) har vundet flere løb end Ayrton Senna.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
