søndag den 5. april 2015

"Den skaldede frisør": Brie møder Pierce Brosnan

Søndagens film på DR1 er Susanne Biers romantiske komedie "Den skaldede frisør" fra 2012.



Filmen fik verdenspremiere på festivalen i Venedig, hvor jeg udnyttede chancen til at interviewe den mandlige hovedrolleindehaver, Pierce Brosnan, og dermed trykke endnu en agent 007-skuespiller i næven.

> Læs om mit møde med George Lazenby (2014)
> Brie interviewer Daniel Craig (2011)

Den da 59-årige Brosnan kunne fortælle, at rollen som James Bond var en spændetrøje, men at mødet med Susanne Bier og hendes danske skuespillerstab blev en befriende oplevelse for den irske filmstjerne – også selv om han måtte trække på sin egen erfaring som kræftenkemand i "Den skaldede frisør".

[NOTE: Året efter dette interview døde Pierce Brosnan og Cassandra Harris' datter, Charlotte Brosnan, også af kræft, 42 år gammel.]



INTERVIEW MED PIERCE BROSNAN, "DEN SKALDEDE FRISØR"
Fra Bond til Bier
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, september 2012

»Tak«. »Tusind tak«. Og »du er smuk«.

I sin glansrolle som agent 007 har Pierce Brosnan taget livet af Ulrich Thomsen og fået enetimer i »skandinaviske tungemål« hos Cecilie Thomsen. Men da vi møder den irskfødte gentleman på filmfestivalen i Venedig, erkender Brosnan blankt, at hans danske ordforråd kun rækker til de tre ovenstående fraser.

Pierce Brosnan (t.h.) møder den danske presse i Venedig 2012 | foto © Brian Iskov

Blandt andet derfor sad nerverne uden på skjorten, da den 59-årige skuespiller sidste år [2011] rejste til København for at forberede sig på sin første hovedrolle nogensinde i en dansk film: Susanne Biers biografaktuelle »Den skaldede frisør«.

– Jeg var meget nervøs over at møde alle de her danske skuespillere, som havde kendt hinanden i mange år og været venner, elskere, kolleger, fortæller Pierce Brosnan i Venedig.

– Tag sådan en fyr som Kim Bodnia. Han har enormt meget power. Når han sidder på den anden side af bordet, kan man godt blive bange for, at han vil springe på én!

Men Bodnia viste sig at være »virkelig sjov«, tilføjer Pierce Brosnan, som slet ikke havde behøvet at bekymre sig. Lige fra starten tog alle danskerne på holdet imod deres fremmede kollega med åbne arme.

– De optog mig i deres stamme, beskyttede mig og lo kærligt ad mig, når jeg forsøgte at tale sproget, siger han med sin bløde, lavmælte røst.

– Heldigvis gav det mening i forhold til filmens historie, at min figur (en britisk forretningsmand bosat i Danmark, red.) beholdt sit modersmål, så jeg slap for at lære dansk.

Pierce Brosnan, Paprika Steen, Trine Dyrholm og Molly Blixt Egelind i "Den skaldede frisør"
pr-foto: Duane Gregory

Pierce Brosnans manglende nordiske sprogkundskaber opvejes dog af hans viden om dansk kultur. Den ellers så milde og distingverede skuespiller virker næsten lidt fornærmet, når man spørger ham, om han har fulgt udviklingen i vores hjemlige filmbranche.

– Selvfølgelig har jeg det. Jeg har lavet film i 30 år, og når man støder på et fænomen som dogme, vil man da gerne vide, hvad det går ud på. Jeg så »Festen« (af Thomas Vinterberg, red.) og Lars von Triers »Breaking the Waves« og tænkte: »Shit. Wow. Hvad har de gang i?« De film var så energiske, så levende i deres udtryk, og man kunne tydeligt mærke, hvor befriende det var for skuespillerne at arbejde på den måde. Jeg fik lyst til at være en del af det.

Den følelse af frihed, som Pierce Brosnan fornemmede i de danske dogmefilm, mindede ham om karrierens spæde start på Londons eksperimenterende teaterscener. Her slog den nyuddannede skuespiller sine folder sidst i 1970'erne, inden han brød igennem som gentlemandetektiv i den populære tv-serie »Remington Steele«.

– Alting er så rigidt, når man indspiller film, siger han.

– »Stille. Værsgo. Tak. En gang til.« Der er noget sløvende og hæmmende ved den stop-start-rytme, som gør, at jeg somme tider kan føle mig fastlåst.

Optagelserne med Biers danske filmhold i det solrige Syditalien, hvor cheffotografen Morten Søborg dansede ind og ud mellem skuespillerne med sit kamera og filmede løs i lange, ubrudte stræk, blev derfor »en berusende og frigørende oplevelse« for den irske hollywoodstjerne.

Trine Dyrholm og Pierce Brosnan i "Den skaldede frisør" | pr-foto: Duane Gregory

Pierce Brosnan var i forvejen fan af Susanne Bier og hævder at have set alle hendes film. Det skulle vise sig, at interessen gik begge veje. Den danske succesinstruktør forsøgte faktisk at få Brosnan med i sin forrige film, »Hævnen«, men andre forpligtelser gjorde, at han måtte afslå tilbuddet.

– Godt det samme, for hun fandt en anden skuespiller, som passede langt bedre til den rolle, lyder det selvudslettende fra Pierce Brosnan, som dog ikke vil røbe, hvilken rolle der var på tale.

Hans ønske om at arbejde sammen med Susanne Bier gjorde, at han efterfølgende sagde ja til »Den skaldede frisør«, allerede inden han læste manuskriptet og opdagede, at det romantiske komediedrama rummede stærke paralleller til hans eget liv.

I filmen spiller Pierce Brosnan den melankolske Philip, som satte sit hjerte på standby, da han mistede sin kone i en ulykke mange år tilbage. Først da Philip under en bryllupsfest i Italien møder Ida (Trine Dyrholm), en humørfyldt dansk frisør med brystkræft, begynder han at få farve i kinderne igen.


Pierce Brosnan og Trine Dyrholm i "Den skaldede frisør" | pr-foto: Duane Gregory

Privat kender Pierce Brosnan også kun alt for godt til enkemandens sorg. Han mistede sin første kone, skuespillerinden Cassandra Harris, til livmoderkræft i 1991.

– Som en engel kom hun ned ad en trappe og ind i mit liv, og 17 år senere forsvandt hun ud af mit liv igen som en engel, fortæller han stille.

I årene efter hustruens død kæmpede den ombejlede filmhelt for at genfinde fodfæstet som alenefar til tre børn.

– Kvinder og løse forhold var begyndt at hænge mig langt ud af halsen. Men alt ændrede sig en dag i 1994, da jeg sad i Mexico og så den her gudesmukke kvinde, Keely [Shaye Smith], gå rundt om hjørnet. Nu, 17 år senere, er vi gift og har en søn sammen. Så jeg har været heldig med kærligheden, siger Pierce Brosnan, der hævder, at det modsatte køn ikke altid har stået i kø ved hans dør.

– Jeg kan ikke påstå, at jeg var særlig god til at samle piger op, da jeg var yngre. Det gik sjældent særlig glat. Når jeg gik i byen med mine kammerater, var det som regel en af mine venner, som fik pigernes telefonnumre. Jeg var mere høflig og tilbageholdende.



Pierce Brosnan nævner Cary Grant, Sean Connery, Steve McQueen og Spencer Tracy som nogle af de maskuline filmidoler, der inspirerede ham til at finde sin egen stil. Med årene forvandlede den irske ungersvend sig til indbegrebet af en glatsleben og charmerende verdensmand. Det elegante ladykiller-image blev slået fast med nul-nul-syv-tommersøm, da han i 1994 fik tjansen som den femte James Bond-skuespiller.

Efter en smertefuld falsk alarm i 1986 – hvor en tv-kontrakt tvang Pierce Brosnan til at give 007-stafetten videre, før han overhovedet kom i gang – endte han med at udfylde rollen som verdens mest berømte hemmelige agent i fire film.

– Bond kommer til at følge mig resten af mit liv, og det har jeg det fint med. Det er på grund af ham, at jeg nu sidder her og er med i en Susanne Bier-film, understreger Pierce Brosnan.

Men selv om han ser tilbage på sin tid som agent 007 med taknemmelighed, har han aldrig lagt skjul på, at han også nærede sine forbehold over for rollen.

– Det var en fantastisk chance at få lov at spille James Bond, og jeg nød det, mens det stod på. Samtidig er Bond også lidt af en spændetrøje, som vejer tungt over skuldrene. Der er nogle klare begrænsninger for, hvor meget man kan påvirke figuren. Og man vil nødig være den, der bryder magien.



Endnu i dag trækker Pierce Brosnans læber sig sammen i et jag af bitterhed, når han mindes den telefonsamtale i 2004, hvor Bond-producerne meddelte ham, at han var færdig som 007 efter ni år i rollen.

– Den dør blev smækket i på et meget sent tidspunkt i forløbet, siger Brosnan. Han havde gerne givet Bond en femte og sidste tur i manegen. Men bagmændene ønskede at genstarte filmserien med Daniel Craig som en yngre Bond. Der var ikke noget at stille op.

– På en måde vidste jeg godt, at der var nogle ændringer under opsejling. Jeg blev bare meget vred og forurettet over måden, de håndterede det på, forklarer han.

At Bond-serien i næste måned fejrer 50-års jubilæum efter alle kunstens regler, når den 23. film i rækken, »Skyfall«, får premiere, lader ikke til at optage Brosnan synderlig meget.

– Det er Daniels problem, konstaterer han med et lille, skævt smil.

Derimod tænker Pierce Brosnan en del over en kommende milepæl i hans eget liv. Han fylder 60 til maj næste år [2013], og for ham er det ikke bare endnu et tal i rækken, men et skarpt hjørne, som maner til eftertanke.

– Jeg strøg ind over 50-års grænsen i flyvende stil. 51 og 52 gik også fint. Omkring de 53 begyndte jeg at mærke en smule turbulens. I kroppen, i sindet, i min indstilling til livet. Jeg blev bevidst om, at uret tikker. Jeg er mere opmærksom på at være til stede i nuet med mine børn og mere lidenskabelig omkring at være i live. Og så føler jeg mig lidt mindre nervøs over at spille skuespil – om end nerverne aldrig helt forsvinder, slutter Pierce Brosnan.

> Filmnørdens James Bond-special (med Brosnan-lydklip og anmeldelse af "Skyfall")

Trine Dyrholm og Pierce Brosnan i "Den skaldede frisør" | pr-foto: Duane Gregory

Pierce Brosnan om Susanne Bier:
– Susanne er blændende, sexet, livfuld og smuk. Som filmmager er hun begavet med fremragende øjne og ører. Hun kan somme tider være krævende, kommanderende, påståelig og voldsomt irriterende. Samtidig er hun temmelig dejlig og lidt af en forførerske, så hun kan slippe af sted med hvad som helst!

Susanne Bier om Pierce Brosnan:
– Pierce udstråler altid enormt meget værdighed. Han har en djævelsk humor. Som skuespiller er han mindst lige så modig som Trine (Dyrholm, red.). Og så ser han vildt godt ud!

Trine Dyrholm om Pierce Brosnan:
– Pierce er den mest charmerende gentleman, man kan tænke sig. Jeg var meget nervøs for at møde ham, fordi han er sådan en stor stjerne. Men til vores første læseprøve på filmen greb han min hånd, kiggede mig dybt i øjnene og begyndte at læse højt fra manuskriptet. Han inviterede mig ind i sit »rum«, og det fik mig til at slappe fuldstændig af. Han er helt nede på jorden, meget generøs, begavet og morsom. Det er ikke svært at falde for ham, hvilket jeg tror, at samtlige kvinder på filmholdet gjorde. Og vist også nogle af mændene!



BLÅ BOG: Pierce Brendan Brosnan

  • Irsk skuespiller og filmproducer, født 16. maj 1953.
  • Uddannet fra Drama Centre London i 1975. Filmdebut i 1980.
  • Gift med journalist Keely Shaye Smith i 2001. Har sønnen Sean fra et tidligere ægteskab med skuespilleren Cassandra Harris (1980-91).
  • Bosat i Californien og Hawaii, hvor han ynder at male i sin fritid.
  • Er ambassadør for UNICEF og aktiv i en række miljø- og kræftorganisationer.

torsdag den 2. april 2015

Danske undertekster: Cronenberg og rumaberne

Jeg har flere gange på Bries Blog-O-Rama sat fokus på danske filmundertekster. En af grundene er, at jeg selv jævnligt arbejder som oversætter (dog ikke af film) og interesserer mig for sprog.

En anden grund er, at den hæderkronede tradition for kvalificerede, danske tekster på film og tv har været under pres i en del år pga. kynisk kassetænkning og manglende forståelse for, hvor stor betydning en præcis oversættelse kan have på den samlede filmoplevelse.

> Tema på Bries Blog-O-Rama: Danske undertekster

Det seneste, chokerende eksempel på, at kyndige undertekster langtfra er en selvfølge, oplevede jeg i sidste uge under en biografvisning af David Cronenbergs "Maps to the Stars", som fik dansk premiere den 26. marts.

Kvaliteten af filmens danske biografundertekster er rent ud sagt en skandale og øjensynlig begået af en amatør, som hverken kan stave, sætte tegn, kondensere, researche fagudtryk, ramme de rigtige taster eller kende forskel på majuskler og minuskler.


Trailer - uden danske undertekster

Her er et udvalg af bommerter fra de danske biograftekster til "Maps to the Stars":

sønikke (sønnike)
vansirret (vansiret)
brænd (brand)
mig ven (min ven)
min replikker (mine replikker)
mind kufferter (mine kufferter)
de give dig (de giver dig)
øjblikke (øjeblikke)
pretentiøs (prætentiøs)
Florida kørekørt (Florida-kørekort)
Gary Marshall (Garry Marshall)
Tatum O'Neill (Tatum O'Neal)
TVT (TNT)
Limo (limo)
"dual diagnosis" (dobbeltdiagnose)
cameo (stunt casting = opsigtsvækkende casting)
dumt (ghoulish = uhyggeligt)
rumaber (space soap = rumsæbeopera)


Selskabet Mis.Label distribuerer "Maps to the Stars" i Danmark. Eftersom de kun har sendt filmen ud i sølle fire kopier (til Vester Vov Vov, Øst for Paradis, Café biografen og Biffen Nordkraft), kunne man nemt mistænke dem for at bruge filmens smalle appeal som et påskud for at skære udgiften til en professionel oversætter væk. Det ville i hvert fald være den mest plausible forklaring på et så grelt opbud af fejl og til tider regulært meningsforstyrrende vås. Hvis jeg ikke havde set filmen til en pressevisning, havde jeg nok forlangt mine billetpenge tilbage.

Bries Blog-O-Rama har gjort produktchef Kim Bjerring fra Mis.Label opmærksom på de uacceptable tekster til "Maps to the Stars". Han erkender i en svarmail, at det "selvfølgelig [er] langt fra godt nok", og han forsikrer, at selskabet "ikke bruger samme oversætter igen".

Derfor skal der også lyde en opfordring til alle betalende publikummer, som oplever lignende sjusketekster på andre produkter: Skriv til distributøren og klag. Jo flere der stiltiende accepterer dårlig kvalitet, jo hurtigere risikerer vi, at den gode undertekst en skønne dag ikke bare er truet, men uddød.

MERE OM OVERSÆTTELSE:

> Sort snak på Netflix
> "Kald mig ikke Herman" - featuring Henrik Thøgersen
> Kenneth Thordal om kunsten at oversætte "8 Mile"
> Filmnørdens Hjørne podcast 90: Dén om filmoversættelse

søndag den 29. marts 2015

Jesus Christ Moviestar: Påsken på film

Messias. Guds søn. Vandreprædikanten. Manden på vandet. Kært barn har mange navne, og Jesus Kristus’ inkarnationer i levende billeder er lige så talstærke.

Pr-foto fra "Et herrens liv" (Monty Python's Life of Brian, 1979)

I april 2006 markerede Cinemateket påsken ved at lade frelseren korsfæste hele fire gange på en weekend. Filmhusets lille kavalkade af Jesusfilm blev kurateret af teologen Geert Hallbäck fra Københavns Universitet, som også indledte visningerne. Jeg interviewede i samme anledning Geert Hallbäck til AOK/Berlingske, men artiklen blev aldrig publiceret. Nedenfor kan du læse den i dag pensionerede lektors ord om de gnister, der uvægerligt springer, når kristendommens største stjerne træder over i filmens verden.

ARTIKEL (UDDRAG):
Jesus Christ Moviestar
Brian Iskov for AOK/Berlingske 2006 - ikke tidligere publiceret

»Filmen er et medie med meget stor gennemslagskraft, og når den kirkelige Jesus-figur møder den dominerende, sekulære kultur, udebliver reaktionerne sjældent«, siger Geert Hallbäck, lektor ved Center for Studiet af Bibelens Brug.

Som forsker i bibelrepræsentationernes historie har Hallbäck hæftet sig ved, at det automatisk udløser ballade, hver gang en kunstner giver sig i kast med at fortolke Jesus-figuren på det store lærred – uanset om det er Jens Jørgen Thorsen eller Mel Gibson, der svinger penslen.



Alene tanken om, at Pier Paolo Pasolini skulle pille ved Jesus, hensatte i 1960'erne det katolske Italien i panik. Hvad kunne sådan en homoseksuel marxist og ateist dog ikke forrette af skade på Kristus-figuren?

Det viste sig, at Pasolini, trods sin status som intellektuel provo og outsider, ingen skumle bagtanker havde med sin film "Matthæusevangeliet" (1964). I Jesus-skikkelsen fandt han alle tiders største politiske rebel, og med en spansk økonomistuderende som korthåret Jesus og Matthæus’ tekst som sin eneste drejebog skabte Pasolini et renfærdigt, næsten dokumentarisk værk, der var så tro mod forlægget, at instruktøren pludselig mærkede vindene skifte retning. Efter premieren var det kun kommunisterne, der kritiserede Pasolinis tolkning, fortæller Geert Hallbäck.



Også Martin Scorseses "The Last Temptation of Christ" (1988) piskede en storm op, længe før nogen havde set filmen. Med basis i en roman af Nikos Kazantzakis, og altså ikke et evangelium, satte den katolsk opdragede Scorsese fokus på den menneskelighed, der er en lige så stor del af den rettroende dogmatik omkring Jesus som hans guddommelighed. For han er jo både menneskets søn og Guds søn.

Skismaet sættes på spidsen i filmens sidste akt, hvor Djævelen serverer den ultimative lokkemad for Willem Dafoe på trækorset: »Hvad nu, hvis du stiger ned derfra, gifter dig med Maria Magdalena og får et almindeligt, jordisk liv ligesom alle andre … var det ikke noget?«

At Kristus overvinder fristelsen kan dårligt kaldes en spoiler, men visionen om en tvivlende Jesus hengivet til kødeligt begær var alligevel mere, end det amerikanske bibelbælte kunne bære. Spørger man Geert Hallbäck, er der intet i Martin Scorseses udlægning, som ikke holder vand fra et teologisk synspunkt. Kontroversen er blot et symptom på, at den almene, folkelige forestilling om Jesus nemt lader sig påvirke.



Canadiske Denys Arcands oscarnominerede, omend knap så kendte "Jesus fra Montreal" fra 1989 illustrerer på original vis, hvordan bølgerne kan gå højt, når Kristus-skikkelsen står på vippen mellem den gejstlige og verdslige kultur.

I "Jesus fra Montreal" hyres en arbejdsløs skuespillertrup til at puste nyt liv i det årlige passionsspil. Deres opsætning skærer ind til kendsgerningerne om den historiske Jesus, om hvem oplysningerne er ret begrænsede, ligesom det heller ikke kan påvises ud fra fakta, hvilken dag korsfæstelsen på Golgata overhovedet fandt sted. Ikke overraskende fortryder kirken hurtigt projektet.

»Alt, der går imod den kirkelige forkyndelse, opfattes som en trussel mod troen på Jesus’ guddommelighed«, siger Geert Hallbäck, som mener, striden mellem kirke og kultur i bund og grund kan reduceres til et spørgsmål om jalousi.

»Kirken føler, at Jesus er deres figur, og at de derfor bør eje retten til at definere, hvem han var. Når den sekulære verden tager Jesus i besiddelse, føler kirken, at dens privilegium bliver gået for nær«.

Flere film om den kristne påske:

  • Kongernes konge (The King of Kings, 1927, Cecil B. DeMille)
  • - men jeg så ham dø (The Robe, 1953, Henry Koster)
  • The Greatest Story Ever Told (1965, George Stevens)
  • Jesus Christ Superstar (1973, Norman Jewison)
  • Jesus fra Nazaret (tv-miniserie, 1977, Franco Zeffirelli)
  • Et herrens liv (Monty Python's Life of Brian, 1979, Terry Jones)
  • Jesus (tv-film, 1999, Roger Young)
  • Passion of the Christ (2004, Mel Gibson)

torsdag den 19. februar 2015

"Sangen fra Havet": Interview med Frederik Villumsen (Nørlum)

På få år har det lille Viborg-firma Nørlum opnået international succes ved at levere håndtegnet animation til kvalitetstegnefilm, der vil andet og mere end sælge legetøj. Selskabet har en stor andel i den biografaktuelle "Sangen fra havet", som har chancen for at vinde en Oscar søndag nat.



Rygterne om den håndlavede tegnefilms bortgang har vist sig at være stærkt overdrevne.

Disney producerer ikke længere 2D-tegnefilm i spillefilmslængde, men heldigvis holder andre selskaber liv i det gode, gammeldags animationshåndværk. Hele to af de nominerede bidrag i dette års oscarkategori ”bedste animerede spillefilm” er således tegnet i hånden, men bærer ellers hver deres distinkte udtryk.

Den ene af de oscarnominerede tegnefilm er ”Sangen fra havet” (Song of the Sea) af Tomm Moore. Filmen, der får dansk biografpremiere i dag, er produceret af irske Cartoon Saloon, men delvist animeret i Viborg i Danmark.

(Den anden oscarnominerede 2D-tegnefilm, Isao Takahatas ”Fortællingen om prinsesse Kaguya” fra det hæderkronede japanske Studio Ghibli, følger i juni. Du kan høre mere om begge film i oscar-opvarmningspodcasten fra Filmnørdens Hjørne.)

Still fra "Sangen fra havet" | © Nørlum/Cartoon Saloon/SF Film

Med den gribende, poetiske og grafisk smukke 'Sangen fra havet' er det viborgensiske animationsfirma Nørlum med til at bevise, at man sagtens kan fortælle vedkommende historier som klassisk, fuldanimeret tegnefilm i 2015.

Nørlum har produceret hele 36 minutters animation til den 93 minutter lange film. I spidsbelastede perioder sad der 22 tegnere og arbejdede på filmen i Nørlums lokaler i Viborg. Resten af filmens scener blev fordelt ud på fire andre animationsstudier i Irland, Luxemburg, Belgien og Frankrig.

»Oscarnomineringen til 'Sangen fra havet' bekræfter os i, at vi i Nørlum gør tingene på den rigtige måde, og at vi har fundet en troværdig formel på at producere kvalitet,« siger Frederik Villumsen, der er administrerende direktør i Nørlum.

Still fra "Sangen fra havet" | © Nørlum/Cartoon Saloon/SF Film

Frederik Villumsen er en af de to ildsjæle, som grundlagde Nørlum i marts 2010. Dengang var Villumsen 25 og nylig dimitteret fra The Animation Workshop. Han havde oprindelig søgt ind på den jyske animationsskole, fordi han drømte om at gøre tegneriet til sit levebrød. Karriereplanen? At gå efter guldet og blive animator hos Disney i USA. Et selvstudium på uddannelsens tredje år fik ham på nye tanker.

»Jeg fandt ud af, at det var vigtigere for mig at arbejde på ambitiøse prestigeprojekter og fortælle fine historier, der ikke var pakket ind i salgbart merchandise,« formulerer Frederik Villumsen det i dag.

Figurskitse til "Sangen fra Havet" tegnet af Frederik Villumsen

Alle scenerne i "Sangen fra havet" er animeret ved ”digital håndtegning” på Wacom Cintiq-tegneplader. Den digitale pen overfører animatorens streger direkte til computeren. »Det føles meget som at arbejde med blyant på papir,« siger Frederik Villumsen.

Frederik Villumsens position som daglig kreativ leder af Nørlum giver ham ikke megen tid til selv at sidde ved det digitale tegnebræt. Kun ganske få scener i "Sangen fra havet" er animeret af ham personligt. »Mit job var primært at føre filmens vision igennem i Danmark samt at hjælpe animatorerne med at tegne de forskellige figurer rigtigt,« fortæller han.

Produktionsartwork fra "Longway North" | c Nørlum

Nørlum har senest bidraget med 36 minutters animation, præcis halvdelen af spilletiden, til den kommende fransk-danske tegnefilm "Longway North". De danske animatorer nåede i mål én dag før deadline og inden for budgettet, begge dele til Nørlum-chefen Frederik Villumsens udelte stolthed. »Professionalisme er supervigtigt for et godt ry i branchen,« understreger han. »Vi skal holde, hvad vi lover.«

De næste tre år handler for Nørlum om at smede firmaets fremtid og udnytte det aktuelle momentum. Selskabet har allerede sat deres første, egenudviklede spillefilm i søen. "Aether" (Æter, red.) lyder arbejdstitlen på projektet, der har den canadiske instruktør Jericca Cleland tilknyttet. Men filmen bliver ikke nødvendigvis animeret i hånden.

»Vi har ikke lagt os fast på kun at lave 2D-tegnefilm. Den form, vi vælger, afhænger helt af, hvilket udtryk der passer bedst til den historie, vi vil fortælle. Så selv om det er et privilegium at få lov til at lave håndtegnede spillefilm, ser vi ikke os selv som fanebærere for en uddøende kunstart,« understreger Frederik Villumsen.

Still fra "Sangen fra havet" | © Nørlum/Cartoon Saloon/SF Film

Som en bonus for animationsnørder kan det nævnes, at Nørlum-chefens personlige forbillede inden for faget er Milt Kahl. Han var en af Disney-studiets legendariske ”nine old men”, dvs. den kernegruppe af chefanimatorer, som arbejdede på alle studiets film fra ”Snehvide og de syv dværge” i 1937 til ”Bernard og Bianca” i 1977, og som i vid udstrækning er artitekterne bag den særlige, skoledannende Disney-animationsstil.

”Milt Kahls animation er mindre blid end f.eks. Frank Thomas og Ollie Johnstons,” forklarer Frederik Villumsen. ”Men hans skitsetegninger havde så meget liv, og han var superprofessionel i den måde, han brugte sin teknik til at skabe imponerende skuespil. Det var det samme, som drev mig, da jeg læste på The Animation Workshop: At man ikke går på kompromis med selve tegningen, selvom det betyder, at man skal lave meget mere arbejde.”

Blandt Milt Kahls mest berømte animationspræstationer er Pinocchio i filmen af samme navn (1940), Shere Khan fra ”Junglebogen” (1967), sheriffen fra Nottingham i ”Robin Hood” (1973) og Medusa fra ”Bernard og Bianca” (1977).



"Sangen fra havet" har dansk biografpremiere over hele landet i dag.

> Mit fulde interview med Frederik Villumsen fra Nørlum kan læses i Politiken FILM i dag, torsdag 19. februar 2015.

> Den 87. Oscaruddeling finder sted natten til mandag (dansk tid) og transmitteres direkte på TV 2. Filmnørdens Hjørne (i samarbejde med Bries Blog-O-Rama) streamer livekommentarer under hele Oscarshowet natten til mandag 23. februar. Lyt med på http://mixlr.com/filmnørdens-hjørne

> Hør meget mere om "Sangen fra havet" og alle årets andre oscarnominerede film i den sjette oscar-opvarmingspodcast fra Filmnørdens Hjørne: http://www.filmnoerden.dk/2015/02/podcast-105-oscar-opvarmnings-podcast.html



FAKTA:
Nørlum

  • Danskejet animationsselskab med base i Viborg.
  • Grundlagt i marts 2010 af Frederik Villumsen og Jeanette Nørgaard. Firmanavnet er en sammensmeltning af navnene Nørgaard og Villumsen. I dag udgøres Nørlum af Villumsen (adm. direktør og partner) og Claus Toksvig Kjær (producer og partner).
  • Nørlum har leveret animation til de håndtegnede spillefilm 'Sangen fra havet' (en irsk-belgisk-fransk-dansk-luxemburgsk samproduktion) og den fransk-dansk finansierede 'Longway North', som får verdenspremiere senere i år.
  • Nørlum planlægger pt. sin første egenproducerede animationsfilm, 'Aether', med forventet biografpremiere i 2018.
  • Under banneret Team Generous producerer Nørlum hvert år en kort tegnefilm pro bono til velgørende formål. I år er modtageren Børnefonden. Se mere på www.teamgenerous.com

onsdag den 7. januar 2015

Mission Oversæt 007: Problemet med James Bond-nyudgivelserne

Sidste efterår annoncerede forlaget Rosenkilde og Bahnhof, at de ville genudgive samtlige af forfatteren Ian Flemings James Bond-romaner og noveller på dansk. Umiddelbart et prisværdigt initiativ.

> Forlagets pressemateriale om James Bond-serien (pdf)

Serien, der tæller 12 romaner og 2 novellesamlinger, udkom i kronologisk rækkefølge a to omgange i oktober og november 2014. Alle bøgerne blev udstyret med nye forsideillustrationer, designet af Silvana Nikolic, samt udmærkede forord skrevet til lejligheden af den alvidende bondolog Rasmus Paaske Larsen, der til daglig arbejder i Kirkeministeriet.

Rosenkilde og Bahnhofs serie af Ian Fleming-nyudgivelser (2014)

Forlaget fejrede bogrækken med reception, paneldebat og Vesper-cocktails på Holmen Mindship den 27. november. Rasmus Paaske Larsen og Bo Tao Michaëlis diskuterede veloplagt agent 007's litterære meritter, men ét væsentligt punkt forblev uberørt under hele seancen:

At de anvendte oversættelser er af yderst svingende kvalitet.

Rosenkilde og Bahnhof har nemlig valgt at basere hele genudgivelsesrækken på bøgernes danske førsteudgaver. Med en enkelt undtagelse (novellen ”007 i New York”, som aldrig før har været udgivet i Danmark) stammer oversættelserne fra perioden 1953 til 1966, altså samtidig med originaludgaverne. Denne løsning er imidlertid ikke uproblematisk.

Angiveligt skyldes bevarelsen af de oprindelige oversættelser, at forlaget har ønsket at fastholde James Bond-figuren i den koldkrigsæra, som Ian Fleming skrev romanerne i. Set i dét lys kan fordanskningernes i passager noget altmodische sprogbrug ikke nægtes en vis charme. Desværre – og dette er langt mere grelt: Flere af datidens oversættere var med rette berygtede for deres særdeles hårdhændede omgang med romanforlæggene, hvad enten der stod Ian Fleming eller Dostojevskij på bogryggen.

Ny udgave fra Rosenkilde og Bahnhof (2014)
Oversat af Rita Damm med "revisioner" af Rasmus Paaske Larsen

Skræmmeeksemplet i Agent 007-serien er ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste” (On Her Majesty's Secret Service, org. 1963), der ellers er en af Ian Flemings mest læseværdige Bond-bøger. Men både den danske førsteudgave og den aktuelle nyudgivelse er voldsomt amputeret i forhold til Flemings engelske original.

Rita Damms ufølsomme og uelegante bearbejdelse fra 1963 buldrer hovedløst igennem teksten og springer ofte over hele afsnit uden at blinke. Hastværket går især ud over de berømte, beskrivende passager, hvor eks-journalisten Fleming folder sin detaljerige fortællestil, the Fleming sweep, ud i fuldt flor. Damms danske skamhugning udvander Flemings prosa til det rene ingenting. Dermed fordufter meget af meningen med overhovedet at gøre Ian Flemings samlede værker tilgængelige på dansk.

Allermest forstemmende er det dog, at Rosenkilde og Bahnhof undlader at gøre opmærksom på, at det er en drastisk forkortet udgave af ”I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste”, som læseren holder mellem hænderne. Hverken forlagets hjemmeside, pressematerialet eller Rasmus Paaske Larsens otte sider lange forord nævner dette forhold, endsige bogens danske udgivelseshistorik, med så meget som ét bogstav.

Genudgivelse fra Forum (2002), nyoversat af Claes Johansen

Sagen er desto mere absurd, idet der faktisk foreligger en glimrende – uforkortet – dansk oversættelse af netop ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste”. Claes Johansen nyoversatte bogen i fuld længde, da forlaget Forum genudgav denne titel og ”Goldfinger” i 2002. Som man vil se af nedenstående eksempler, er Claes Johansen helt anderledes loyal mod Flemings omhyggelige, til tider omstændelige stil, som han formidler med fingerspidsfornemmelse og respekt for originalens tone. Men denne version har Rosenkilde og Bahnhof altså vraget til fordel for et sjusket og bedaget kondensat – også selv om forlaget var gjort bekendt med eksistensen af Johansens oversættelse.

Claes Johansen skrev endda i januar 2003 en kronik til Berlingske Tidende, hvor han causerede over de tidligere lemfældige fordanskninger af agent 007's romaneventyr. Her argumenterede Johansen for, at brugen af udeladelser i oversættelser er en højst utidssvarende makrostrategi:

”Det første sæt af danske oversættelser reflekterer sandsynligvis den måde, Bond-bøgerne i sin tid blev læst på af engelske skoledrenge – man springer hen over de kompakte, deskriptive passager for at nå frem til den næste pige med silkestrømper og brystholder, det næste slagsmål eller den næste elektroniske himstregims. Men den form for læsning giver ingen mening i år 2003, hvor letpåklædte piger, ultravold og ”gadgets” er blevet hverdagskost. […] I stedet kan man give sig god tid, snuppe en dyb indånding foran hvert nyt, koncentreret afsnit og så dykke ned i Flemings særegne univers.”

> KRONIK: Om at oversætte 007 (Claes Johansen 12.01.2003, Berlingske.dk)



Mission Oversæt 007: Tekstanalysen

En gennemgang af nyudgivelserne fra Rosenkilde og Bahnhof afslører, at den ”sproglige revision” af teksterne, som forlaget henviser til, mestendels beløber sig til ren kosmetik (som f.eks. at ændre stavemåden af ”silhouet” til ”silhuet”). Kun i ”Man lever kun to gange” (You Only Live Twice, org. 1964) har Rasmus Paaske Larsen haft held til at indføje et par væsentlige sider, som manglede i tidligere danske udgaver.

Allerede fra begyndelsen af ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste” bemærker man slående forskelle udgivelserne imellem.

Fra Ian Flemings hånd rummer det indledende kapitel 2833 ord. Claes Johansen har brugt 2881 ord på at fordanske denne tekstmængde, mens Rita Damm tromler igennem kapitlet og nøjes med 2257 ord. Det svarer til 78 % af Johansens tekstnære oversættelse og 79 % af Flemings original.

Dansk førsteudgave af "On Her Majesty's Secret Service" fra Skrifola (1965)
Oversat af Rita Damm

Den udgave, som Rosenkilde og Bahnhof nu har sendt på markedet, mangler altså 21-22 % af indholdet i første kapitel alene. Tag for eksempel åbningssiden, hvor Fleming malerisk skildrer farverne, lydene og menneskene på en strandpromenade:

It was one of those Septembers when it seemed that the summer would never end.The five-mile promenade of Royale-les-Eaux, backed by trim lawns emblazoned at intervals with tricolour beds of salvia, alyssum and lobelia, was bright with nags and, on the longest beach in the north of France, the gay bathing tents still marched prettily down to the tide-line in big, money-making battalions. Music, one of those lilting accordion waltzes, blared from the loudspeakers around the Olympic-size piscine and, from time to time, echoing above the music, a man's voice announced over the public address system that Philippe Bertrand, aged seven, was looking for his mother, that Yolande Lefevre was waiting for her friends below the dock at the entrance, or that a Madame Dufours was demanded on the telephone. From the beach, particularly from the neighbourhood of the three playground enclosures -'Joie de Vivre', 'Helio' and 'Azur' - came a twitter of children's cries that waxed and waned with the thrill of their games and, farther out, on the firm sand left by the now distant sea, the shrill whistle of the physical-fitness instructor marshalled his teenagers through the last course of the day.It was one of those beautiful, naive seaside panoramas for which the Brittany and Picardy beaches have provided the setting - and inspired their recorders, Boudin, Tissot, Monet - ever since the birth of plages and bains de mer more than a hundred years ago.

Samme side er i den danske nyudgivelse kogt ned til otte linjer:
James Bond sad i dybe tanker og betragtede solnedgangen over den kilometerlange strandpromenade ved Royale-les-Eaux med alle det mondæne badesteds velholdte plæner og blomsterbede i tricolorens farver, de kulørte vimpler og muntert spraglede badekabiner, de larmende højttalere omkring svømmebassinerne, børnenes glade skrig fra de indhegnede legepladser og svømmelærerens ude fra vandkanten, hvor dagens sidste teenage-hold var ved at slutte af.

Eksempler fra bogens senere kapitler viser også, hvor meget fattigere Rita Damms oversættelse er i forhold til Ian Fleming og Claes Johansens udgaver. Det er mildest talt en ommer – og en ærgerlig skønhedsplet på en ellers velment genudgivelsesplan.

Forståelsesnøgle:
Engelsk original (Ian Fleming 1963)
Rosenkilde & Bahnhofs udgivelse (Rita Damm 1963, ”sproglig revision" ved Rasmus Paaske Larsen 2014)
Forums udgivelse (nyoversat af Claes Johansen 2002)



Uddrag af kap. 9, ”Irma la Knap så Douce” (Irma la Not so Douce)
Her smile was an oblong hole without humour or welcome […]
Hendes smil var uden varme [...]
Hun smilede, men smilet var bare et rektangulært hul uden humor og imødekommenhed […]

Uddrag af kap. 10, ”Ti flotte piger” (Ten Gorgeous Girls)
Blofeld had certainly spent money on his eyrie. Their three tables, in a remote corner by the long, curved, curtained window, occupied only a fraction of the space in the big, low, luxuriously appointed, mock-German baroque room, ornate with candelabra suspended from the stomachs of flying cherubs, festooned with heavy gilt plaster-work, solemnized by the dark portraits of anonymous noblemen. 
Blofeld havde bestemt ikke sparet på skillingerne! Spisesalen var luksuriøst indrettet med stuk på loftet, svære kandelabre og malerier på væggene.
Blofeld havde unægtelig brugt en masse penge på ørnereden her. Det lille selskabs tre spiseborde, der stod i hjørnet ovre ved det lange, buede vindue, optog kun en brøkdel af pladsen i den store, lavloftede, luksuriøse stue. Stilen var tysk pseudo-barok med træudskæringer og lysekroner hængende ned fra maven af flyvende keruber. Brede, forgyldte gipspaneler med guirlandemønstre løb langs lofterne, og på væggene hang mørke portrætter af unavngivne adelsmænd.

Uddrag af kap. 12: ”To gange lige på vippen”/”Lige ved og næsten ...” (Two Near Misses)
… the terrified novice who, with stuck-out behind, stemmed his way down, his skis angled and edged like a snow-plough, with occasional straight runs diagonally across the polished slope - dashing little sprints that usually ended in a mild crash as he ran off the flattened surface into the thick powder snow that edged the wide, beaten piste.
… den rædselsslagne nybegynders akavede snepløjning, der i reglen endte med en tur i snedyngen langs den glatte løjpe.
… den skræmte nybegynder, der slæbte stavene efter sig i et eneste langt forsøg på at bremse, mens hans ski stod i en spids vinkel som skovlen på en sneplov, og turen gik frem og tilbage på tværs af den glatte piste – små livlige sprint, der i reglen endte i et par kolbøtter, når pistens glatte overflade pludselig holdt op og blev til tyk, grynet sne.


Engelsk førsteudgave (Pan Books 1963)



Forlaget Rosenkilde og Bahnhof genudgav Ian Flemings første syv James Bond-bøger på dansk den 15. oktober 2014. De resterende syv titler i serien udkom den 17. november 2014.

Titlerne i serien:
1. Casino Royale (Casino Royale, org. 1953 – tidl.: Banko for døden)
2. Lev og lad dø (Live and Let Die, org. 1954 – tidl.: Blodig vej til Jamaica)
3. Moonraker (Moonraker, org. 1955 – tidl.:Agent 007; James Bond og Tordenkilen)
4. Diamanter varer evigt (Diamonds are Forever, org. 1956 – tidl.:Agent 007 spiller højt)
5. Kærlig hilsen fra Kreml (From Russia with Love, org. 1957 – tidl.: Agent 007 jages; Med russisk kærlighed
6. Dr. No (Dr. No, org. 1958 – tidl.:Agent 007 operation mord)
7. Goldfinger (Goldfinger, org. 1959 – tidl.: Døden må vente; Agent 007 kontra Goldfinger)
8. Strengt fortroligt (For Your Eyes Only, org. 1960)*
9. Kodenavn Thunderball (Thunderball, org. 1961 – tidl.: Domino; Agent 007 i ilden)
10. Spionen der elskede mig (The Spy Who Loved Me, org. 1962 – tidl.: Jeg elskede James Bond)javascript:void(0);
11. I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste (On Her Majesty's Secret Service, org. 1963 – tidl.: Spillet er ude, James Bond)
12. Man lever kun to gange (You Only Live Twice, org. 1964 – tidl.: Du lever kun to gange, James Bond)
13. Manden med den gyldne revolver (The Man with the Golden Gun, org. 1965)
14. Octopussy (Octopussy and The Living Daylights, org. 1966 – tidl.: 100.000 er budt, James Bond)*

* novellesamling



STORT JAMES BOND-TEMA PÅ BRIES BLOG-O-RAMA: