007-biler i London: Brie besøger "Bond in Motion"

Endnu en gang lokker London med en lækkerbisken til James Bond-fans som undertegnede. Udstillingen "Bond in Motion", der åbner på London Film Museum i dag, fredag den 21. marts, byder på verdens største, officielle samling af originale 007-transportmidler!

Over 100 effekter, heraf 16 af de originale biler fra James Bond-filmserien, kan opleves i London Film Museums rummelige udstillingslokaler. Dertil kommer et udvalg af de motorcykler, flyvemaskiner og både, som Sean Connery og hans efterfølgere har benyttet i rollen som agent 007.

"Bond in Motion" kan også fremvise en montre med rekvisitter, hvoraf nogle er gengangere fra "Designing 007"-udstilingen på Barbican i 2012, mens andre aldrig har været udstillet før (f.eks. kan man nærlæse Bonds evalueringspapirer fra "Skyfall"). Museets beskedne øvre mezzanin er forbeholdt originale storyboardtegninger og skitser, hvoraf de ældste daterer helt tilbage til "Agent 007 jages" (From Russia with Love, 1963).

Goldfingers Rolls-Royce Phantom III løftes på plads | Foto © London Film Museum

Endelig indeholder "Bond in Motion" flere eksotiske kuriosa såsom Bonds begravelsesleje fra "Du lever kun to gange" (You Only Live Twice, 1967) og den cellokasse, der fragter James Bond og Kara Milovy over den østrigske grænse i "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, 1987). Og så vil det muligvis berolige fans af Bonds legendariske Aston Martin DB5, at den model, som gennemhulles af Silvas bøller i "Skyfall" (2012), er en ufatteligt detaljeret miniature i skala 1:3, fremstillet ved hjælp af en 3D-printer!

Jeg havde den store fornøjelse at deltage i udstillingens pressedag tirsdag 18. marts, hvor jeg fik skudt nogle snapshots og sludret med et par garvede Bond-medarbejdere i form af stuntinstruktøren Vic Armstrong og special effects-eksperten Chris Corbould. Tilsammen har de to herrer arbejdet på 16 Bond-film. (Interviewene vil være at læse i Børsen den 11. april.)

Maryam d'Abo, Barbara Broccoli, Naomie Harris, Caterina Murino og Michael G. Wilson på pressedagen | foto © 007.com

Pressedagen blev i øvrigt invaderet af en privat reception for EON Productions, der er produktionsselskabet bag 23 af de hidtil 25 Bond-film. Sjældent har denne 007-nørd været mere starstruck, end da jeg pludselig stod omringet af Naomie Harris (Miss Moneypenny), Maryam d'Abo (Kara Milovy), producenterne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson, scenografen Peter Lamont og, ikke mindst, designgeniet Sir Ken Adam i egen tudsegamle person!

Smagsprøver fra "Bond in Motion":

Det ældste køretøj på udstillingen "Bond in Motion" er skurken Auric Goldfingers stilige Rolls-Royce Phantom III fra 1937 (med sort læderindtræk). Det er dén, som Bond skygger på de schweiziske landeveje i "Agent 007 kontra Goldfinger" (1964). Bilen skyder en topfart på 148 km/t. og vejer tæt på 3,6 tons.

Rolls-Royce Phantom III | Foto © Brian Iskov

En ofte overset godbid blandt Bond-slæderne er den Mercury Cougar XR7 fra 1969, som Diana Rigg river rundt på isen under stockcar-ræset i "On Her Majesty's Secret Service" (Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste, 1969). Tre biler overlevede indspilningen af den voldsomme sekvens, og man kan stadig se ridserne i lakken på det udstillede eksemplar.

Mercury Cougar XR7 | Foto © Brian Iskov

Og sådan her tager en Aston Martin DBS sig ud, efter at Bond (eller rettere hans stuntkører) har kastet den rundt på en øde landevej i "Casino Royale" (2006). Chris Corbould fortalte mig, at DBS'en var så velafbalanceret fra fabrikkens side, at den nægtede at slå en eneste kolbøtte for stuntholdet. Corboulds teknikere måtte installere en nitrogenkanon under bilen for overhovedet at få den til at løfte sig fra asfalten. Så lykkedes det til gengæld også stuntkøreren Adam Kirley at vælte Aston'en syv gange rundt om sig selv, før den holdt op med at rulle. En verdensrekord, ifølge Guinness!

Aston Martin DBS | Foto © Brian Iskov

Til lands, til vands - og i luften. Den britiske oberstløjtnant Ken Wallis, som døde sidste år, opfandt og konstruerede enmands-autogyroen Little Nellie i 1962. Den gadget-fyldte maskine fik sine fem minutter i rampelyset, da Q udleverede Nellie som samlesæt til Sean Connerys 007 i "You Only Live Twice" (1967). I virkeligheden var det Wallis selv, der fløj sit hjertebarn hen over Japans vulkanlandskaber og legede kispus med SPECTREs helikoptere.

Little Nellie | Foto © Brian Iskov

Little Nellie (detalje) | Foto © Brian Iskov

Acrostar BD-5J fra "Octopussy" (1983) stod opført i Guinness Rekordbog som "verdens mindste jetfly" i over 25 år, og det er vitterlig ikke ret stort, når man står ved siden af det (3,6 meter langt, svarende til en Renault Twingo). Flyet blev designet af Jim Bede i 1971 og fløjet i filmen af J. W. "Corkey" Fornoff. Bemærk styregrejet: Det ligner mistænkelig meget et cykelstyr!

Acrostar BD-5J | Foto © Brian Iskov

Acrostar BD-5J (detalje) | Foto © Brian Iskov

"The Man with the Golden Gun" (Manden med den gyldne pistol", 1974) huskes bedst for scenen, hvor James Bond kører en AMC Hornet ud over en sammenstyrtet bro i Thailand og skruer bilen 360 grader om dens længdeakse, før den lander på alle fire hjul på den modsatte flodbred. Spiralhoppet, som blev udført i ét take af Loren "Bumps" Milligan, var det første stunt i filmhistorien, som blev udregnet ved hjælp af computere. Såvel Bonds AMC som Scaramangas transformer-flyvebil af samme mærke er dog kun repræsenteret på udstillingen i form af storyboards og produktionstegninger.

Skitse af modificeret AMC Hornet | Foto © Brian Iskov

Det absolut sejeste og mest berømte af Roger Moore-æraens transportmidler er uden tvivl hans Lotus Esprit S1, der kunne transmogriffe sig selv om til en ubåd (en effekt, der blev skabt med en blanding af modeller og bilskrog med dykkere indeni). Lotusen fra "The Spy Who Loved Me" (Spionen der elskede mig, 1977) gik under kælenavnet "Wet Nellie" som et kærligt nik til den førnævnte Little Nellie. Noget ufortjent er denne ikoniske 70'er-øse gemt af vejen i det fjerneste hjørne af udstillingen.

Lotus Esprit S1 | Foto © Brian Iskov

Afdelingen for søgående fartøjer rummer desuden Blofelds knap så elegante enmandsubåd, Bath-o-Sub, fra "Diamonds are Forever" (Diamanter varer evigt, 1971 - ikke afbildet her) samt et par deciderede undervandsslæder fra "Thunderball" (Agent 007 i ilden, 1965) og remaket "Never Say Never Again" (1983). Sidstnævnte film blev lavet uden for nummer af et rivaliserende filmselskab, og endnu i dag anses det for helligbrøde at nævne dens titel i korridorerne hos EON Productions!

Diverse undervandsgrej | Foto © Brian Iskov

Bondolaen, den idiotiske luftpudegondol fra "Moonraker", er gudskelov ikke med på "Bond in Motion". Men det er til gengæld et andet, næsten lige så fjollet befordringsmiddel. Der er tale om Q's krokodille-ubåd fra "Octopussy", hvis klaustrofobiske glasfiberskrog med elmotor lige akkurat har plads til én person i vandret tilstand (Roger Moore, hvem ellers!).

Nørdfaktum: Filmholdet importerede også en rigtig, levende krokodille til sekvensen i "Octopussy". Men under optagelserne stak kræet af og gik i hi under kulisserne på Pinewood Studios. Den dukkede først frem igen to uger senere!

Crocodile submarine | Foto © Brian Iskov

> Læs også min fotoreportage fra "Designing 007" på Barbican
> Hør Filmnørdens Hjørnes store James Bond-podcast (2012)

Udstillingsfakta

"Bond in Motion" er en videreudbyggelse af den udstilling, som tidligere har kunnet ses på Beaulieu National Motor Museum. Udstillingen på London Film Museum fortsætter året ud og formentlig også ind i 2015.

London Film Museum ligger få minutters gang fra undergrundsstationen Covent Garden. Entre til udstillingen koster £14,50 (ca. 130 kroner) for voksne og £9,50 (85 kr.) for børn. Særlige familiebilletter for to voksne og to børn under 16 år sælges for £38 (250 kr).

Museet har åbent alle ugens dage kl. 10-18; lørdage og søndage dog til kl. 19. Det anbefales at bestille billetter på forhånd via londonfilmmuseum.com.

Fra udstillingens Bond-logo-fotoservice

"Gravity": 3D Blu-ray-anmeldelse

En gang imellem – og især på festivaler – har vi filmjournalister det privilegium at gå en ny film i møde uden at vide noget som helst om den. Det skete for mig i august 2013, da jeg satte mig til rette i Venedig-festivalens premieresal for at se åbningsfilmen, Alfonso Cuaróns ”Gravity”.

Det var første gang nogensinde, at denne film blev vist offentligt, og eftersom jeg ikke havde opfanget nogen hype forud for denne verdenspremiere, anede jeg ikke, hvad jeg gik ind til.

Måske på grund af de manglende forventninger ramte ”Gravity” mig som en forhammer i mellemgulvet. En intens, voldsomt knugende og frem for alt fysisk medrivende biografoplevelse af stor visuel skønhed blæste mig bagover, og jeg følte siden, at jeg havde været vidne til en form for ur-film; en overlegen orkestrering af billede og lyd, der var inde og røre ved noget grundlæggende, sanseligt og primalt i filmmediet.



I dag, syv måneder og syv Oscars senere, har ”Gravity” konsolideret sin status som et skelsættende værk på flere fronter. Det er sjældent set, at en af årets største biografsucceser er en 80 % computeranimeret hybrid, der parrer katastrofefilmens troper med et intimt kammerspil for to personer. Læg dertil en kærkommen blockbuster-minimalisme i kraft af filmens overkommelige spillelængde på 90 minutter, der udfoldes i noget nær realtid. Endelig skiller ”Gravity” sig ud ved at have en voksen kvinde – 49-årige Sandra Bullock – i en bærende næsten-solo-rolle.

Først og sidst har den mexicanske instruktør Alfonso Cuarón med ”Gravity” begået en teknisk kraftpræstation, der på linje med ”Avatar” (2009) banker solide hegnspæle ned i mediets udviklingshistorie. Anført af det britiske effektfirma Framestore måtte holdet bag ”Gravity” opfinde en række helt nye teknologier for at kunne forløse Cuaróns vision.

"Space in Gravity feels so real in part because we get to see it in such long stretches. And because it feels so real, we invest even more deeply in Bullock’s performance and the reality of her predicament. We believe that she — and we — are really there. The long takes are a huge part of why." - John August

Alfonso Cuaróns brug af ubrudte indstillinger (af op til 12 minutters varighed) er et inspireret kunstnerisk valg, der ikke blot suger tilskueren ind i filmens taktile 3D-rum, men også formidler universets forunderlige skønhed, rædsel og isolation bedre end få andre film siden ”Rumrejsen år 2001” (1969). Ophævelsen af tyngdekraften – og dermed retningssansen – sætter det virtuelle kamera fri til at glide op, ned, rundt og sågar ind og ud af Sandra Bullocks hjelm-POV.



Den lystfyldte fornemmelse af vægtløshed forplanter sig til seeren, men kan på få sekunder skifte fra vægtløs ballet til rædselsvækkende, mareridtsagtig gru, når rumskraldet suser brat ud af det sorte verdensalt og hvirvler faretruende tæt forbi linsen. I disse scener brillerer også Glenn Freemantles lyddesign, der veksler mellem hæsblæsende aktivitet og spøgelsesagtig stilhed – i øvrigt i fuld overensstemmelse med de fysiske realiteter i termosfærens lydtomme rum.

Efter den mesterlige første times åndeløse jerngreb taber ”Gravity” desværre højde. Det er efterhånden bredt accepteret som et faktum, at manuskriptet er det svage led i ”Gravity” – og i særdeleshed den stadig mere bastante symbolik, som Alfonso Cuarón og hans medforfatter, Jonás Cuarón, tvinger ned over den ellers simple fortælling. Bullocks figur, den utrænede astronaut Ryan Stone, er således udstyret med en skematisk baggrundshistorie, der pædagogisk udstanses i overtydelige replikker hen mod filmens klimaks.

Den banale genfødselsmetaforik virker desuden som en irriterende helgardering. der føles påklistret og aldeles unødvendig: Det primale, eksistentielle overlevelsesdrama i filmens enkle set-up – frit fald gennem det ydre rum! – er rigelig stærkt i sig selv.

"Gravity": med og uden Framestores visuelle effekter

Under førstevisningen i Venedig blev min jubel over ”Gravity” gradvist afløst af irritation over, at Cuarón senior og junior absolut skulle sabotere deres eget storværk med en så rørstrømsk og forfladiget finale. Heldigvis synes fejlene at skæmme helheden mindre ved de gensyn, som ”Gravity” i høj grad indbyder til. Og uden at have testet filmen på et telefondisplay – den ultimative lakmustest for en udpræget biografplevelse som ”Gravity” – må jeg konstatere, nu hvor filmen er ude på blu-ray, at den heldigvis ikke falder til jorden (undskyld!) i hjemmebiografen. Især hvis man som jeg har mulighed for at projicere den op i 3D.

Alfonso Cuarón og Mark Singers yderst afmålte klippetempo er perfekt afstemt til 3D-teknikken. Kørt igennem en Optoma-projektor fungerer blu-ray'ens 3D-konversion af ”Gravity” så lydefrit, at man lynhurtigt glemmer, man sidder med et ekstra sæt briller på. Blu-ray'ens 5.1-surroundspor formidler fint dynamikken i det spændende lyddesign, men kan naturligvis ikke helt kan hamle op med Atmos-oplevelsen i Imperial (hvor ”Gravity” gik så længe, at den indspillede halvdelen af sine samlede, danske biografindtægter i denne ene biograf!).

I Venedig sad jeg flere gange under filmen og måbede: ”Hvordan fanden har de lavet det der?” ”Gravity” nærmest skriger på omfattende ekstramateriale, og blu-ray'ens længe ventede kig bag kulisserne skuffer absolut ikke. For eksempel varer det generøse bonusstof tilsammen dobbelt så længe som selve hovedfilmen.

Det primære ekstramateriale, "Gravity: Mission Control" (106:36), er inddelt i mindre featuretter, som kan afspilles separat eller i forlængelse af hinanden.

”It began with a story” (16:21): Dette første kapitel understreger kun alt for tydeligt, hvorfor manuskriptarbejdet var et af de få områder, hvor ”Gravity” ikke gjorde sig fortjent til en Oscar-nominering. Alfonso og Jonas Cuarón forklarer velvilligt deres tanker bag historien, men man bliver endnu hurtigere træt af deres pladder om ”rebirth” og livets mange ”adversities”, når metaforikken som her skrives med versaler for de tungnemme på bageste række. Det er i den grad on the nose.

”From the get-go, when we decided to do a film in space, the metaphorical value of space was very obvious. You have a character who is drifting, following her own inertia. In one hand, she has life, she has planet Earth, human connection. On the other side, she's drifting towards the void. We wanted to do a film about adversities and the possibility of a rebirth. With rebirth, I'm talking about knowledge. Having a new knowledge of yourself after an experience. And obviously, part of that rebirth is the acceptance of death. That is the biggest experience of knowledge that we want to obtain, the acceptance of death. It's something that we talked about, Jonás and I, when we were writing the script. We see a character that, first of all, lives in her own bubble. Literally lives in her own bubble. And she needs to shed that skin, she needs to come out of the bubble in order to begin her process. Like metaphorically, you tell people they have to put their feet on the ground and just keep on going.” 

- Alfonso Cuarón i Venedig, 2013

Alfonso Cuarón, Sandra Bullock og George Clooney i Venedig 2013 | pr-foto

”Initial challenge: Long shots and Zero G” (10:12): Her får man bl.a. at vide, at Cuarón lod sig inspirere til de lange indstillinger ved at se NASAs videooptagelser fra rigtige rummissioner. Desuden forklares konceptet ”mikrogravitet” med en fiks lille animation, og vi ser Tim Webber, Framestores VFX-maestro, afprøve NASAs berygtede Vomit Comet (vægtløshedssimulatoren kendt fra ekstramaterialet til Ron Howards ”Apollo 13”).

”Previsualizing Gravity” (11:38): Hvor de store blockbustere (alt for) ofte henter effektholdet ind i optagelsernes sidste fase, hvorefter de forventes at halse af sted for at nå premieredatoen, er hele ”Gravity” i praksis præprogrammeret fra første til sidste billede. Alt er simpelthen lagt fast i præ-visualiserings-stadiet i en sådan grad, at skuespillerne skal tilpasse deres bevægelser til effekterne og ikke omvendt. Featuretten går også i detaljer med den famøse og banebrydende opfindelse ”Light Box”, som gjorde filmens vanvittigt komplicerede indstillinger mulige.

”The hues of space” (10:41) kan tjene som anskuelighedsværktøj for alle, der betvivler, hvorvidt cheffotografen på en overvejende computergenereret film (”Life of Pi”, host-host) har ret til at blive honoreret med en Oscar. For uanset hvor mange pixels der dominerer billedet på lærredet, er det stadig cheffotografen Emmanuel ”Chivo” Lubezki, der har truffet de afgørende valg om filmens komposition og lyssætning (som i øvrigt i dette tilfælde er smuk, varieret og fotorealistisk).

Et fjollet påskeæg afsløres i ekstramaterialet: Alfonso Cuarón og cheffotografen Emmanuel Lubezki (begge i rumdragt) "spejler sig" i Clooneys visir i denne scene!

”Physical weightlessness” (7:48): Et kig på, hvordan avancerede snoretræk og gode gammeldags dukkeførere bidrog til illusionen af vægtløshed ved at rive Sandra Bullock rundt på settet.

”Space tech” (13:02): Og hvis nogen undrer sig over, at ”Gravity” tillige vandt Oscar for bedste scenografi, mindes der her om, at samtlige af de 2000 virtuelle rekvisitter i ISS er designet fra bunden!

”Sandra and George: A pair in space” (9:37): Fis og ballade på settet med Bullock og Clooney.

”Final animation” (15:01). Udvalgte nørdfakta: Tre millioner stjerner ses på himlen bag Bullock og Clooney i filmen. Den endelige rendering af ”Gravity” fylder 500 terabyte. Og det tog computerne tre måneder at vende op og ned på seks minutter af åbningsscenen, efter at Alfonso Cuarón ombestemte sig.

”Complete silence” (12:13): Rart at se, at Steven Prices oscarvindende, immersive musik også får sin egen featurette. Her erfarer man, at dele af partituret blev fremført på glas og bearbejdede menneskevokaler i stedet for synths.



Længere nede i blu-ray-menuen dækker paraplytitlen "Shot Breakdowns" (36:48) over fem ekstra featuretter med overskydende interview, som alle er lige så spændende og informative som hoveddokumentaren. Hvem har f.eks. skænket det en tanke, mens de så ” Gravity”, at både Sandra Bullocks og George Clooneys visirer er 100 % computeranimerede?

• Behind the visor (6:50)
• Fire in the international space station (5:42)
• Dr. Stone's rebirth (7:54)
• The sound of action in space (7:55)
• Splashdown (8:24)

I programmet "Collision Point: The Race to Clean Up Space" (22:28) redegør Ed Harris' fortællestemme ganske overbevisende for, at rumskrald også i virkeligheden er et farligt og i nogen grad upåagtet problem.



”Aningaaq” (6:53) er Jonás Cuaróns pudsigt tænkte, men lidt ligegyldige kortfilm, der skildrer dr. Stones radiosamtale med grønlandske Aningaaq fra dennes jordiske synsvinkel. Filmen kan også vises med introduktion af Alfonso og Jonás Cuarón (i alt 10:11).

Endelig er ”Film festivals” (1 sides tekst) en helt igennem overflødig opremsning af de festivaler, hvor ”Gravity” har været vist.

Gravity 3D. USA/Storbritannien 2013. Instruktion: Alfonso Cuarón. Spilletid: 91 minutter. Dansk blu-ray-udgivelse: 4. marts 2014. Distributør: Warner Bros. Entertainment. ”Gravity 3D” blu-ray er venligst stillet til rådighed af Warner Bros. Nordic.

HVIS DU VIL VIDE MERE OM "GRAVITY":

> Brie og Casper anmelder "Gravity" i Filmnørdens Hjørne #85
> The Camera's Cusp: Alfonso Cuarón Takes Filmmaking to a New Extreme With Gravity - langt interview med Alfonso Cuarón (New York Magazine)
> Spændende interview med filmens 3D-supervisor Chris Parks (ScreenDaily.com)
> Alfonso Cuarón: Long takes and realism - blogindlæg (JohnAugust.com)

"Wadjda - Den grønne cykel": Interview med Haifaa Al-Mansour

Haifaa al-Mansour er den første kvindelige filminstruktør i Saudi-Arabien - et mandsdomineret land, der i øvrigt hverken har filmindustri eller biografer. Brie har mødt mønsterbryderen, der har danmarkspremiere på sin debutfilm, "Wadjda - den grønne cykel", i dag.

I Haifaa Al-Mansours hjemland, Saudi-Arabien, må kvinder ikke køre bil. De må ikke færdes offentligt sammen med mænd, og en saudisk kvinde kan heller ikke gifte sig, få et job, åbne en bankkonto eller forlade landet uden en mandlig værges samtykke.

Og indtil for nylig måtte kvinder heller ikke køre på cykel i Saudi-Arabien.

Men Haifaa Al-Mansour er brudt igennem glasloftet. Som 30-årig forlod hun sit job i et amerikanskejet oliefirma for at blive filmmager. Godt otte år senere spillefilmdebuterede hun som Saudi-Arabiens første kvindelige instruktør med den charmerende "Wadjda" (udtales hva-dji-da).

Familiefilmen om den rebelske 10-årige saudipige, som brændende ønsker sig en grøn cykel, fik verdenspremiere på Venedig-festivalen i 2012. Først nu, 30. januar 2014, når "Wadjda" til Danmark under titlen "Den grønne cykel".


Bag Wadjdas uskyldige drøm om frihed på to hjul lurer instruktørens kommentar til Saudi-Arabiens stærkt konservative samfund. Trods nye, liberale vinde og et reformvenligt styre har de patriarkalske skikke fortsat godt tag i den islamiske befolkning. Hvis Haifaa Al-Mansour ønsker at se en dvd-film i sit fødeland, skal hendes chauffør leje den for hende, da saudiske kvinder er forment adgang til videobutikkerne.

Desuden er offentlige filmvisninger bandlyst i Saudi-Arabien og har været det siden 1980erne. Indbyggere af begge køn må rejse til nabostater som Bahrain eller Qatar, hvis de vil opleve "Wadjda" på det store lærred. I hjemlandet vil Haifaa Al-Mansours debut kun blive tilgængelig på dvd og betalings-tv.

»Vi optog filmen i Riyadh (Saudi-Arabiens hovedstad, red.) med lokale skuespillere, og den er koproduceret og delvist finansieret af et saudisk selskab. Så det stikker lidt i hjertet,« siger instruktøren, der er gift med en amerikansk diplomat og bosat i Australien.

"Den grønne cykel" | pr-foto © Øst for Paradis

Står det til de liberale kræfter i Saudi-Arabien, varer det ikke mange år, før landet får sine første biografer og en egentlig filmindustri. Indtil 2006 fandtes der slet ikke saudiske spillefilm.

»Vores koproducer på filmen, prins Al-Waleed bin Talal (kong Abdullahs nevø, red.), er erklæret kvindesagsforkæmper og gør meget for at fremme saudisk filmproduktion. Regeringen arbejder også på at skabe bedre vilkår for kunstnere og kvinder. Men den religiøse elite er imod det. I deres øjne udgør filmmediet en trussel mod moralen og det ubesmittede samfund,« forklarer Haifaa Al-Mansour og understreger, at også mange menige saudiere ønsker at fastholde dynastiernes traditionelle værdier.

Haifaa Al-Mansour og hendes (mandlige) tyske filmhold var derfor tvunget til at sno sig, da de indspillede "Wadjda" i hovedstaden Riyadhs gader. I særligt konservative bydele måtte instruktricen gemme sig i en varevogn og kommunikere med sine skuespillere via walkie-talkie for at vække mindst mulig opsigt.

Men filmholdet mødte også velvilje, fortæller hun:
»I andre kvarterer kom beboerne ud for at blive fotograferet med os, og nogle spurgte, om de måtte medvirke som statister i baggrunden. Det var rart også at opleve dét.«

Haifaa Al-Mansour, instruktør af "Den grønne cykel" | pr-foto © ØFP

Selv er Haifaa Al-Mansour vokset op i en lille, saudisk provinsby som den ottende i en søskendeflok på tolv. Og hun priser sig lykkelig over at have haft progressive middelklasseforældre, som støttede deres børn i et og alt. Hendes mor og far sørgede for, at børnene havde adgang til videofilm, tidsskrifter, tv-serier og udlandsrejser. Således oplevede Haifaa Al-Mansour sit livs første biograftur på en familieudflugt til Egypten.

»Mine forældre har altid givet mig og mine søskende plads til at være kreative og forfølge vore mål. Mange af mine barndomsvenner fik aldrig den chance,« siger hun og tilføjer: »En af mine niecer minder meget om Wadjda. Hun er energisk og viljestærk og vil kunne nå meget langt. Men hendes far giftede sig konservativt og gør, hvad han kan for at holde sin datter nede.«

Wadjdas oprørstrang spejler helt konkret instruktørens egen livshistorie på ét punkt: den grønne cykel. Haifaa Al-Mansour fik sådan en af sin far, den nu afdøde digter Abdul Rahman Mansour, da hun var barn. Cykelhandleren protesterede, men hr. Mansour nægtede at forskelsbehandle sine pige- og drengebørn. Dog turde han kun lade Haifaa cykle omkring inden døre. Det var for farligt at lade den lille pige færdes alene på gaden i Riyadh.

Haifaa Al-Mansour fortæller, at hendes far ofte modtog breve fra oprørte slægtninge, der kritiserede ham for at give sit afkom så frie tøjler.
»Men han bekymrede sig aldrig om, hvad andre sagde eller tænkte. Han ville ikke lægge bånd på os, så vi er opdraget til at være selvstændige, moderne mennesker. Og i et samfund som vores, hvor mændene forventes at holde kvinderne under kontrol, er det vigtigt at have mænd som ham, der tør at stå imod presset,« siger Haifaa Al-Mansour.

Hun håber, at hendes film kan give debatten et menneskeligt ansigt: »Måske sidder der en konservativ far derude, som efter at have set filmen vil give sin datter en cykel, eller hvad hun nu ønsker sig, og hjælpe hende til at forløse sit potentiale.«

"Den grønne cykel" (2012) | pr-foto © Øst for Paradis

De brydninger mellem modernitet og tradition, som Al Mansour netop nu oplever i Saudi-Arabien, ser hun som et tegn på, at tøbruddet er begyndt.
»Det er en rig nation, så alle har adgang til internet, tv og sociale medier, og alle teenagere har en Facebook-profil. Man kan ikke kønsopdele internettet,« siger Haifaa Al-Mansour, der bemærker, at netdating er yderst populært blandt saudiske teenagere.

»Selv om de måske aldrig har rejst uden for bygrænsen, har de set hele verden gennem deres bærbare computer. De unge vil gerne frigøre sig fra den ældre generations levevis. De ønsker ikke det kønsopdelte samfund, hvor piger skal holdes skjult bag hjemmets fire vægge. De vil ud og rejse, arbejde, leve livet.«

Haifaa Al-Mansour nævner også deltagelsen af to saudiske sportskvinder ved det seneste OL i London som et tegn på, at Saudi-Arabien langsomt er ved at åbne sig mod omverdenen:
»Jeg siger ikke, det er et paradis, men vilkårene for kvinder og kunstnere er under forandring. Vi skal bare tro på os selv, stemme skuldrene imod glasloftet og kæmpe for det, vi gerne vil opnå. Vi har fået muligheden for at blive hørt. Og verden er klar til at høre fra os.«

Efterskrift: I de halvandet år, der er gået, siden jeg interviewede Haifaa Al-Mansour i Venedig i 2012, har "Wadjda" været vist offentligt tre gange i hjemlandet Saudi-Arabien – omend kun for et stærkt begrænset publikum på de tyske og amerikanske ambassader.

Desuden blev Haifaa Al-Mansours film indstillet til en Oscar af en saudisk komite, som grundet fraværet af lokale biografer var nødt til at rejse til De Forenede Emirater for at se filmen! ("Wadjda" endte dog ikke blandt de fem nominerede i kategorien bedste udenlandske film).

Endelig er det nu blevet lovligt for kvinder at cykle på gaden i Haifaa Al-Mansours hjemland. Mon man kan give "Wadjda" æren for denne positive udvikling?

---

Blå bog: Haifaa Al-Mansour

• Født 1974 i Saudi-Arabien.
• Er Saudi-Arabiens første kvindelige film- og tv-instruktør.
• Har studeret litteratur på det amerikanske universitet i Kairo og filmteori i Sydney.
• Debuterede som filmmager i 2005 med dokumentaren "Women Without Shadows" om kvinders vilkår i det saudiske samfund.
• Spillefilmdebut med "Den grønne cykel" (Wadjda, 2012), som hun også har skrevet manuskript til.

NB: En version af denne artikel har tidligere været bragt i Politiken september 2012.

Bries interview med Nicolas Cage: "Engle findes!"

Tidligere var Nicolas Cage kendt for at give den hele armen i alle sine film, men i Oliver Stones "World Trade Center" fra 2006, som TV 2 viser i aften, spiller den aparte stjerne udelukkende med ansigtsmusklerne. Jeg var dengang den eneste danske journalist, som fik interview med Nicolas Cage om "World Trade Center" - og det foregik selvfølgelig i New York.



Der kan ofte være noget fåret over Nicolas Cages lange Fedtmulefjæs, men i dag ligner han mest af alt en klassisk dirigent, som han skridter mod podiet i sort jakkesæt, hvid skjorte og med bølgende Beethoven-hår. Vi er i Manhattan, New York, hvor den 40-årige skuespiller taler høfligt og alvorsfuldt til pressen om sin aktuelle film, ’World Trade Center’, så vi ikke lades i tvivl om, at det er et nobelt projekt.

Bedrøvelsen i Nicolas Cages hundeøjne synes at blive forstærket af langsomheden i hans slæbende, californiske accent, da han opruller historiens autentiske baggrund: hvordan to betjente overlevede at ligge fanget et halvt døgn under de sammenstyrtede tvillingetårne.

 Engle eksisterer. De er inde i folk.

- Nicolas Cage 

– Da manuskriptet blev leveret til mig, kom det som svaret på mine bønner. I seks måneder havde jeg gået og spekuleret på, hvordan jeg kunne bruge mine skuespilevner til at hjælpe andre. Og så ringede Oliver Stone med denne simple, sande historie om, hvordan disse mænd og deres familier kom igennem 11. september, og jeg tænkte: ”Det her kunne godt hjælpe. Det kan bidrage til helingsprocessen”. Det har altid en lægende effekt, når man ser autentiske historier om folk, der hæver sig selv op på et plan, hvor de kan overvinde de mest utrolige forhindringer. Engle eksisterer. De er inde i folk, siger Nicolas Cage med højtidelig mine.

Nicolas Cage i "World Trade Center" (2006) | pr-foto TV 2

Stjernen har valgt at træde uden om den sædvanlige talkshow-rute med 'World Trade Center’. Han giver kun få interview om filmen og har doneret sit fulde honorar til Røde Kors og deres arbejde med ofrene for orkanen Katrina.

> Læs også mit interview med Oliver Stone

Frygtløs desperado
Det er unægtelig en noget anden Nicolas Cage, vi sidder over for, end den excentriske kolbøtte, vi husker fra ‘Lunefulde måne’ og ‘Vilde hjerter’. Dengang var han berygtet for at tage sine roller langt ud over kanten, og den unge desperados mangel på stopklodser resulterede i en stribe fortolkninger så uforudsigelige og fulde af bizarre tics, at det tangerede filmisk jazz.

Det faldt for eksempel ikke i god jord, da Cage i onkel Coppolas ‘Peggy Sue blev gift’ spillede Kathleen Turners ungdomskæreste som en blanding af Søren Spætte og Fjotte fra ’Basserne’. Han kunne også finde på at hive en tand ud uden bedøvelse for rollens skyld (‘Birdy’) eller æde en levende kakerlak for rullende kamera (‘Hvem har taget mine tænder?’).



Vendepunktet kom, da Nicolas Cage i 1996 vandt en Oscar, og branchens respekt, for det melankolske drankerdrama ’Leaving Las Vegas’. Straks sadlede han om ved at relancere sig selv som actionhelt – et kontrært, men for Cage meget typisk træk. De højoktane popcornfilm gjorde ham populær hos det brede publikum, men han har samtidig formået at komme ud i hjørnerne med alternative skæverter som ‘Orkidétyven’ (Adaptation) og ‘The Weather Man’.

Selv her møder man dog en Nicolas Cage, der har skruet gevaldigt ned for armbevægelserne, og rollen som John McLoughlin i ‘World Trade Center’ byder på den ultimative spændetrøje for den kinetiske skuespiller: I størstedelen af spilletiden kan han ikke røre sig ud af flækken, fordi han ligger fastklemt under murbrokkerne som nederste pind i en kæmpe omgang betonmikado.

– Jeg kan normalt godt lide at bevæge mig meget, men her var jeg fanget i et seks meter dybt hul og havde kun mine ansigtsmuskler at arbejde med, fortæller Nicolas Cage om de uvante omstændigheder.

Michael Peña og Nicolas Cage i "World Trade Center" (2006) | pr-foto TV 2

Flydetanken
Under forberedelserne fæstnede Nicolas Cage sig ved den detalje, at de to betjente ikke alene måtte slås med chokket, smerterne og de pludselige stikflammer, som skød gennem ruinerne – de var også omgivet af bælgravende mørke. Det fik Cage til at tænke på ’The Tactile Dome’, en interaktiv udstilling, som hans far, dr. August Coppola, lavede i 1971, og som stadig kan opleves på The Exploratorium i San Francisco. Kunstværket består af en totalt mørklagt kuppel, som man skal føle sig vej igennem med berøringssansen i fingerspidserne som eneste hjælpemiddel.

– Jeg prøvede kuplen, da jeg var seks år gammel, og det var en meget skræmmende oplevelse, som jeg aldrig har glemt. Så sagde Oliver: ”Hvad med at prøve flydetanken i Venice Beach?”.

En flydetank ligner mest af alt en trådløs mus i overstørrelse. Den lys- og lydisolerede kokon fyldes op med saltvand – blandingsforholdet er ”400 kilo magnesiumsulfat til to tommer vand”, oplyser Cage – og idéen er, at man træder op i beholderen, lukker alle forstyrrende elementer ude og chiller igennem i halvanden time. Flydning er det seneste hit inden for afstresning og siges også at være god terapi, men da låget blev lagt på Cages glasfiberkiste, og alt blev mørkt og stille som i graven, var han tæt på at gå i panik.

– Mit hjerte pumpede løs, og jeg havde bare lyst til at slippe ud derfra. Men da jeg så faldt lidt til ro og fik min puls under kontrol – og jeg ved, at det her kommer til at lyde åndssvagt – så begyndte jeg at tænke på ordene ”Within you, without you”. Jeg ved ikke hvorfor, men det fik mig til at smile. Og så slappede jeg bare af. Det føltes som at svæve vægtløs i det ydre rum, siger Nicolas Cage, der brugte ”en lille flig” af oplevelsen, da han senere skulle agere under endnu mere klaustrofobiske forhold.

Nicolas Cage i "World Trade Center" (2006) | pr-foto TV 2

Døden nær
Skuespilleren var desuden så heldig at have den virkelige John McLoughlin ved sin side under optagelserne. Den garvede overbetjent kendte finanscentret ud og ind efter at have gået vagt i bygningerne i 12 år. Allerede i 1993 oplevede McLoughlin et bombeattentat mod Twin Towers, og selv om alle slap med skrækken dengang, havde han hele tiden i baghovedet, at det kunne ske igen. Den 11. september 2001 fik han ret.

John McLoughlin var netop rykket ind i gennemgangshallen med fire kolleger for at hjælpe folk ud, da sydtårnet ramlede ned over hovederne på dem. Kun tyve personer overlevede sammenstyrtningen, og der gik 22 timer, før John blev trukket op af mørket. Han lå siden i medicinsk koma i seks uger og måtte gennemgå en række pinefulde operationer for at komme fysisk til hægterne igen.

Nicolas Cage fortæller:
– Det var vigtigt for mig at behandle rollen med respekt, fordi jeg havde med en levende person, og endda en helt, at gøre. John gav mig lov til at videofilme ham, så jeg kunne tilegne mig hans manerer, og han hjalp mig til at forstå, hvor han søgte hen mentalt for at overleve de mange timer i hullet.

– Selv om han var tæt på at give op flere gange, tillod John sig på intet tidspunkt at anerkende det faktum, at han var døden nær. Han havde en trist følelse af at have svigtet sin kone og børn og var bange for, at han aldrig ville se dem igen. Det var sindbillederne af hans familie, som holdt ham i live, beretter Nicolas Cage, der selv er far til to.

Nicolas Cage og Michael Peña i "World Trade Center" (2006) | pr-foto UIP

Barndommens helte
Nicolas Cage blev valgt til rollen af filmens instruktør, Oliver Stone, som skuespilleren havde ønsket at arbejde sammen med siden midten af 80’erne. Den stridbare filmmager bag ’Platoon’ og ’JFK’ har længe været en torn i siden på det konservative Amerika, men trods det ømtålelige emne bærer hans nye film ikke det mindste præg af skjulte dagsordener eller politisk agitation.

Nicolas Cage mener sågar, at man for en gangs skyld kan og bør se filmen sammen med ungerne, selv om der står Oliver Stone på forteksterne:
– Jeg tror, at de letpåvirkelige unge sind, der overværede 11. september på tv, ønsker at få svar. De vil vide, hvad der skete den dag. Jeg ved i hvert fald, at min egen søn har det sådan, siger Cage, der kan huske, hvordan han som yngre gik i biffen og så ’Kinasyndromet’ og ’Papillon’, og hvordan det hjalp ham til en bedre forståelse af verdenssituationen.

Dengang var Nicolas Cages egne forbilleder af en lidt anden støbning end brave hverdagshelte som overbetjent McLoughlin.
– Mine helte var tegneseriefigurer, afslører Cage og indrømmer, at det var de kulørte hæfter fra Marvel og DC, der lærte ham at læse. Ikke alene har skuespilleren taget sit kunstnernavn efter den sorte superhelt Luke Cage, han har tillige døbt sin yngste søn Kal-El – Supermans fødenavn.

Nicolas Cages mangeårige drøm om at spille Manden af Stål faldt til jorden, da den længe udskudte ’Superman Reborn’ blev skrinlagt til fordel for Bryan Singers genfortælling, 'Superman Returns', med Brandon Routh i titelrollen. Til gengæld lykkedes det Cage i 2006 at få grønt lys til den filmatisering af Marvel-serien ’Ghost Rider’, som han har været tilknyttet siden årtusindeskiftet.



– Man kan sige, at ’Ghost Rider’, hvor helten vandrer mellem de levendes og de dødes verden, fungerer på et mere indlysende mytologisk plan end ’World Trade Center’. Men egentlig synes jeg, det er lige meget, hvilken form helten antager. En helt er en, der ofrer sig selv for at hjælpe andre. Det behøver ikke være fysisk. Det kan være at fravælge et vigtigt job, fordi firmaet ikke deler dit etiske standpunkt, eller det kan have noget at gøre med samspillet i familien, siger Nicolas Cage.

Privatlivets myter
Som voksen er Nicolas Cage stadig lige fascineret af myter, såvel populærkulturens som antikkens, og han finder også stof til eftertanke i C. G. Jung og Joseph Campbells analyser af mytologierne.

– Jeg tror, man kan uddrage nyttige ting af myter. De udgør en slags model for den menneskelige erfaring, som man kan bruge til selv at komme igennem vanskelige situationer. Jeg har selv har spejlet sig i mytologierne for at blive klogere på, hvad der skete i mit eget liv, røber Cage.

Eksempler er han dog ikke meget for at dele ud af. Det er for personligt, undskylder han sig genert og ligner pludselig den gode gamle, halvfjumrede Nicolas Cage i et kort sekund. Efter at have udvekslet prøvende blikke med sin presseagent beslutter skuespilleren sig til sidst for at trække et tilpas vagt eksempel frem fra privatsfæren.

– Uden at ville nævne navne, så kan jeg sige, at den måde, Arthur tacklede og tilgav Lancelots forræderi på, var utrolig heltemodig, for det var egentlig ikke Arthurs lod at være gift på det tidspunkt i sit liv. Han havde mange andre jern i ilden, så han kunne sagtens forstå, hvorfor han blev forrådt. Jeg kan godt finde paralleller i mit eget liv til dét, slutter Nicolas Cage, og hvilken af hans to ekskoner, han ser i rollen som sin personlige Guinevere, må vi selv digte os til.

En version af denne artikel har været trykt i FOKUS' særtillæg 7. september 2006.

Danske undertekster: Sort snak på Netflix

Netflix har modtaget kritik for sine mangelfulde undertekster, siden den amerikanske streamingkanal åbnede på det skandinaviske marked i 2012. Netflix er helt ligeglad med kvaliteten, lyder det fra oversætterne.

»They used to keel haul traitors back in the day«, lyder en replik om kølhaling i tv-serien 'Firefly'. Men når afsnittet vises på Netflix Danmark, står der noget overraskende i underteksten: »De plejede at suge folk ud igennem nøglehuller i gamle dage«.

På forbrugersitet Trustpilot.dk skriver utilfredse Netflix-kunder, at de opsiger deres kanalabonnement netop på grund af de mange meningsforstyrrende danske tekster, hvor dyrlæger (veterinarians) forvandles til vegetarer og smoothiebarer til »glatte barer«.

> Læs brugernes anmeldelser af Netflix på Trustpilot

Også i Norge har Netflix bøvl med underteksterne. Her blev udråbet ”Holy fuselage« (du milde flyskrog) i en Disney-børneserie oversat med "Fy fitte" (fy fisse)!

> Norsk kritik af Netflix' undertekster (nrk.no)

Problemerne opstår, fordi den amerikanske streamingkanal får mange af sine skandinaviske tekstninger leveret af bureauer, hvor utrænede oversættere arbejder under tidspres, uden korrektur og til takster, der ligger 40-50 % under normalt lønningsniveau, oplyser Dansk Journalistforbund.

»Netflix har tilsyneladende kun ønsket at presse prisen mest muligt for at komme ind på markedet. De er klar over, at vi i Norden forlanger tekster i bunden af billedet. Men Netflix er ligeglade med kvaliteten af underteksterne – også selv om de mange fejl faktisk gør det sværere at forstå meningen,« siger Kirstine Baloti, der er faglig konsulent for billedmedieoversættere i DJ.

> Danske tekstere angriber Netflix (journalisten.dk)

Kirstine Baloti erfarer, at Netflix er begyndt at kræve, at de film og serier, de køber til distribution, leveres med færdige (gratis) tekster fra produktionsselskaberne.

Dette bekræftes til dels af Netflix' kommunikationsdirektør, Joris Evers, i en mail til Bries Blog-O-Rama. Han lægger samtidig hele ansvaret for kvaliteten på tekstleverandørernes skuldre:

At Netflix we acquire the subtitles mostly from the same places as traditional broadcasters do. Often times the subtitles actually come with the titles when we acquire them, so a show or a movie will come to us complete with the subtitles.

Netflix eksperimenterer også med crowdsourcing, hvor tekstningen lægges ud til ulønnede amatører og hobbytekstere på nettet.

> Læs om Netflix' test af brugergenererede undertekster (gigaom.com)

Herhjemme har en erfaren filmoversætter set en af sine gamle tekstninger brugt på Netflix, men krediteret til et andet bureau – hvilket er en krænkelse af ophavsretten. Og i Finland blev kanalen grebet i at benytte rippede dvd-tekstfiler, der var downloadet fra pirathjemmesider.

Framegrab af ulovlige pirattekster på Netflix Finland

Kirstine Baloti vurderer, at eksterne leverandører kan have solgt disse tekstninger ulovligt videre til Netflix.

»Discount-tekstningerne er bekymrende, fordi udviklingen går i retning af internationale streamingtjenester. I den sammenhæng fylder 5 mio. dansktalende seere meget lidt – især hvis de ikke klager over at få serveret dårligt sprog,« siger Kirstine Baloti, der opfordrer Netflix-brugere til at gå på barrikaderne for modersmålet.

> Underskriftindsamling for bedre undertekster på Netflix Danmark (stream-tv.dk)

En finsk oversætter har på sin blog citeret kanalens produktdirektør, Neil Hunt, for at sige, at tekstningens kvalitet ikke spiller nogen rolle.
»At undertekster har indflydelse på befolkningens læsedygtighed og sproglige færdigheder, affejede han som en joke,« beretter den finske oversætter fra sit møde med Hunt i 2012.

> Netflix-produktchef: "Vi er ligeglade med teksterne" (av-kaantajat.fi)

Netflix’ kommunikationsdirektør, Joris Evers, har siden sået tvivl om Neil Hunts udtalelser, mens den anonyme blogger fastholder citatets rigtighed, skriver NRK.no.

> Netflix versus den finske blogger (nrk.no)

Netflix Support oplyser, at kunder kan indsende klager over underteksterne ved at logge på netflix.dk med deres kundenummer og udfylde sidens e-mail-formular.

Streamingkanalen Netflix har hovedsæde i Californien, USA, og ca. 40 mio. kunder på verdensplan.

En kortere version af denne artikel blev trykt i Politiken Film & TV 9. januar 2013.

---

Mere om undertekster på Bries Blog-O-Rama:
> "Kald mig ikke Herman" - interview med Henrik Thøgersen m.m.
> Kunsten at oversætte "8 Mile" - interview med Kenneth Thordal