Mission Oversæt 007: Problemet med James Bond-nyudgivelserne

Sidste efterår annoncerede forlaget Rosenkilde og Bahnhof, at de ville genudgive samtlige af forfatteren Ian Flemings James Bond-romaner og noveller på dansk. Umiddelbart et prisværdigt initiativ.

> Forlagets pressemateriale om James Bond-serien (pdf)

Serien, der tæller 12 romaner og 2 novellesamlinger, udkom i kronologisk rækkefølge a to omgange i oktober og november 2014. Alle bøgerne blev udstyret med nye forsideillustrationer, designet af Silvana Nikolic, samt udmærkede forord skrevet til lejligheden af den alvidende bondolog Rasmus Paaske Larsen, der til daglig arbejder i Kirkeministeriet.

Rosenkilde og Bahnhofs serie af Ian Fleming-nyudgivelser (2014)

Forlaget fejrede bogrækken med reception, paneldebat og Vesper-cocktails på Holmen Mindship den 27. november. Rasmus Paaske Larsen og Bo Tao Michaëlis diskuterede veloplagt agent 007's litterære meritter, men ét væsentligt punkt forblev uberørt under hele seancen:

At de anvendte oversættelser er af yderst svingende kvalitet.

Rosenkilde og Bahnhof har nemlig valgt at basere hele genudgivelsesrækken på bøgernes danske førsteudgaver. Med en enkelt undtagelse (novellen ”007 i New York”, som aldrig før har været udgivet i Danmark) stammer oversættelserne fra perioden 1953 til 1966, altså samtidig med originaludgaverne. Denne løsning er imidlertid ikke uproblematisk.

Angiveligt skyldes bevarelsen af de oprindelige oversættelser, at forlaget har ønsket at fastholde James Bond-figuren i den koldkrigsæra, som Ian Fleming skrev romanerne i. Set i dét lys kan fordanskningernes i passager noget altmodische sprogbrug ikke nægtes en vis charme. Desværre – og dette er langt mere grelt: Flere af datidens oversættere var med rette berygtede for deres særdeles hårdhændede omgang med romanforlæggene, hvad enten der stod Ian Fleming eller Dostojevskij på bogryggen.

Ny udgave fra Rosenkilde og Bahnhof (2014)
Oversat af Rita Damm med "revisioner" af Rasmus Paaske Larsen

Skræmmeeksemplet i Agent 007-serien er ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste” (On Her Majesty's Secret Service, org. 1963), der ellers er en af Ian Flemings mest læseværdige Bond-bøger. Men både den danske førsteudgave og den aktuelle nyudgivelse er voldsomt amputeret i forhold til Flemings engelske original.

Rita Damms ufølsomme og uelegante bearbejdelse fra 1963 buldrer hovedløst igennem teksten og springer ofte over hele afsnit uden at blinke. Hastværket går især ud over de berømte, beskrivende passager, hvor eks-journalisten Fleming folder sin detaljerige fortællestil, the Fleming sweep, ud i fuldt flor. Damms danske skamhugning udvander Flemings prosa til det rene ingenting. Dermed fordufter meget af meningen med overhovedet at gøre Ian Flemings samlede værker tilgængelige på dansk.

Allermest forstemmende er det dog, at Rosenkilde og Bahnhof undlader at gøre opmærksom på, at det er en drastisk forkortet udgave af ”I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste”, som læseren holder mellem hænderne. Hverken forlagets hjemmeside, pressematerialet eller Rasmus Paaske Larsens otte sider lange forord nævner dette forhold, endsige bogens danske udgivelseshistorik, med så meget som ét bogstav.

Genudgivelse fra Forum (2002), nyoversat af Claes Johansen

Sagen er desto mere absurd, idet der faktisk foreligger en glimrende – uforkortet – dansk oversættelse af netop ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste”. Claes Johansen nyoversatte bogen i fuld længde, da forlaget Forum genudgav denne titel og ”Goldfinger” i 2002. Som man vil se af nedenstående eksempler, er Claes Johansen helt anderledes loyal mod Flemings omhyggelige, til tider omstændelige stil, som han formidler med fingerspidsfornemmelse og respekt for originalens tone. Men denne version har Rosenkilde og Bahnhof altså vraget til fordel for et sjusket og bedaget kondensat – også selv om forlaget var gjort bekendt med eksistensen af Johansens oversættelse.

Claes Johansen skrev endda i januar 2003 en kronik til Berlingske Tidende, hvor han causerede over de tidligere lemfældige fordanskninger af agent 007's romaneventyr. Her argumenterede Johansen for, at brugen af udeladelser i oversættelser er en højst utidssvarende makrostrategi:

”Det første sæt af danske oversættelser reflekterer sandsynligvis den måde, Bond-bøgerne i sin tid blev læst på af engelske skoledrenge – man springer hen over de kompakte, deskriptive passager for at nå frem til den næste pige med silkestrømper og brystholder, det næste slagsmål eller den næste elektroniske himstregims. Men den form for læsning giver ingen mening i år 2003, hvor letpåklædte piger, ultravold og ”gadgets” er blevet hverdagskost. […] I stedet kan man give sig god tid, snuppe en dyb indånding foran hvert nyt, koncentreret afsnit og så dykke ned i Flemings særegne univers.”

> KRONIK: Om at oversætte 007 (Claes Johansen 12.01.2003, Berlingske.dk)

---

Mission Oversæt 007: Tekstanalysen

En gennemgang af nyudgivelserne fra Rosenkilde og Bahnhof afslører, at den ”sproglige revision” af teksterne, som forlaget henviser til, mestendels beløber sig til ren kosmetik (som f.eks. at ændre stavemåden af ”silhouet” til ”silhuet”). Kun i ”Man lever kun to gange” (You Only Live Twice, org. 1964) har Rasmus Paaske Larsen haft held til at indføje et par væsentlige sider, som manglede i tidligere danske udgaver.

Allerede fra begyndelsen af ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste” bemærker man slående forskelle udgivelserne imellem.

Fra Ian Flemings hånd rummer det indledende kapitel 2833 ord. Claes Johansen har brugt 2881 ord på at fordanske denne tekstmængde, mens Rita Damm tromler igennem kapitlet og nøjes med 2257 ord. Det svarer til 78 % af Johansens tekstnære oversættelse og 79 % af Flemings original.

Dansk førsteudgave af "On Her Majesty's Secret Service" fra Skrifola (1965)
Oversat af Rita Damm

Den udgave, som Rosenkilde og Bahnhof nu har sendt på markedet, mangler altså 21-22 % af indholdet i første kapitel alene. Tag for eksempel åbningssiden, hvor Fleming malerisk skildrer farverne, lydene og menneskene på en strandpromenade:

It was one of those Septembers when it seemed that the summer would never end.The five-mile promenade of Royale-les-Eaux, backed by trim lawns emblazoned at intervals with tricolour beds of salvia, alyssum and lobelia, was bright with nags and, on the longest beach in the north of France, the gay bathing tents still marched prettily down to the tide-line in big, money-making battalions. Music, one of those lilting accordion waltzes, blared from the loudspeakers around the Olympic-size piscine and, from time to time, echoing above the music, a man's voice announced over the public address system that Philippe Bertrand, aged seven, was looking for his mother, that Yolande Lefevre was waiting for her friends below the dock at the entrance, or that a Madame Dufours was demanded on the telephone. From the beach, particularly from the neighbourhood of the three playground enclosures -'Joie de Vivre', 'Helio' and 'Azur' - came a twitter of children's cries that waxed and waned with the thrill of their games and, farther out, on the firm sand left by the now distant sea, the shrill whistle of the physical-fitness instructor marshalled his teenagers through the last course of the day.It was one of those beautiful, naive seaside panoramas for which the Brittany and Picardy beaches have provided the setting - and inspired their recorders, Boudin, Tissot, Monet - ever since the birth of plages and bains de mer more than a hundred years ago.

Samme side er i den danske nyudgivelse kogt ned til otte linjer:

James Bond sad i dybe tanker og betragtede solnedgangen over den kilometerlange strandpromenade ved Royale-les-Eaux med alle det mondæne badesteds velholdte plæner og blomsterbede i tricolorens farver, de kulørte vimpler og muntert spraglede badekabiner, de larmende højttalere omkring svømmebassinerne, børnenes glade skrig fra de indhegnede legepladser og svømmelærerens ude fra vandkanten, hvor dagens sidste teenage-hold var ved at slutte af.

Eksempler fra bogens senere kapitler viser også, hvor meget fattigere Rita Damms oversættelse er i forhold til Ian Fleming og Claes Johansens udgaver. Det er mildest talt en ommer – og en ærgerlig skønhedsplet på en ellers velment genudgivelsesplan.

Forståelsesnøgle:
Engelsk original (Ian Fleming 1963)
Rosenkilde & Bahnhofs udgivelse (Rita Damm 1963, ”sproglig revision" ved Rasmus Paaske Larsen 2014)
Forums udgivelse (nyoversat af Claes Johansen 2002)

---

Uddrag af kap. 9, ”Irma la Knap så Douce” (Irma la Not so Douce)
Her smile was an oblong hole without humour or welcome […]
Hendes smil var uden varme [...]
Hun smilede, men smilet var bare et rektangulært hul uden humor og imødekommenhed […]

Uddrag af kap. 10, ”Ti flotte piger” (Ten Gorgeous Girls)
Blofeld had certainly spent money on his eyrie. Their three tables, in a remote corner by the long, curved, curtained window, occupied only a fraction of the space in the big, low, luxuriously appointed, mock-German baroque room, ornate with candelabra suspended from the stomachs of flying cherubs, festooned with heavy gilt plaster-work, solemnized by the dark portraits of anonymous noblemen. 
Blofeld havde bestemt ikke sparet på skillingerne! Spisesalen var luksuriøst indrettet med stuk på loftet, svære kandelabre og malerier på væggene.
Blofeld havde unægtelig brugt en masse penge på ørnereden her. Det lille selskabs tre spiseborde, der stod i hjørnet ovre ved det lange, buede vindue, optog kun en brøkdel af pladsen i den store, lavloftede, luksuriøse stue. Stilen var tysk pseudo-barok med træudskæringer og lysekroner hængende ned fra maven af flyvende keruber. Brede, forgyldte gipspaneler med guirlandemønstre løb langs lofterne, og på væggene hang mørke portrætter af unavngivne adelsmænd.

Uddrag af kap. 12: ”To gange lige på vippen”/”Lige ved og næsten ...” (Two Near Misses)
… the terrified novice who, with stuck-out behind, stemmed his way down, his skis angled and edged like a snow-plough, with occasional straight runs diagonally across the polished slope - dashing little sprints that usually ended in a mild crash as he ran off the flattened surface into the thick powder snow that edged the wide, beaten piste.
… den rædselsslagne nybegynders akavede snepløjning, der i reglen endte med en tur i snedyngen langs den glatte løjpe.
… den skræmte nybegynder, der slæbte stavene efter sig i et eneste langt forsøg på at bremse, mens hans ski stod i en spids vinkel som skovlen på en sneplov, og turen gik frem og tilbage på tværs af den glatte piste – små livlige sprint, der i reglen endte i et par kolbøtter, når pistens glatte overflade pludselig holdt op og blev til tyk, grynet sne.

Engelsk førsteudgave (Pan Books 1963)

---

Forlaget Rosenkilde og Bahnhof genudgav Ian Flemings første syv James Bond-bøger på dansk den 15. oktober 2014. De resterende syv titler i serien udkom den 17. november 2014.

Titlerne i serien:
1. Casino Royale (Casino Royale, org. 1953 – tidl.: Banko for døden)
2. Lev og lad dø (Live and Let Die, org. 1954 – tidl.: Blodig vej til Jamaica)
3. Moonraker (Moonraker, org. 1955 – tidl.:Agent 007; James Bond og Tordenkilen)
4. Diamanter varer evigt (Diamonds are Forever, org. 1956 – tidl.:Agent 007 spiller højt)
5. Kærlig hilsen fra Kreml (From Russia with Love, org. 1957 – tidl.: Agent 007 jages; Med russisk kærlighed
6. Dr. No (Dr. No, org. 1958 – tidl.:Agent 007 operation mord)
7. Goldfinger (Goldfinger, org. 1959 – tidl.: Døden må vente; Agent 007 kontra Goldfinger)
8. Strengt fortroligt (For Your Eyes Only, org. 1960)*
9. Kodenavn Thunderball (Thunderball, org. 1961 – tidl.: Domino; Agent 007 i ilden)
10. Spionen der elskede mig (The Spy Who Loved Me, org. 1962 – tidl.: Jeg elskede James Bond)javascript:void(0);
11. I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste (On Her Majesty's Secret Service, org. 1963 – tidl.: Spillet er ude, James Bond)
12. Man lever kun to gange (You Only Live Twice, org. 1964 – tidl.: Du lever kun to gange, James Bond)
13. Manden med den gyldne revolver (The Man with the Golden Gun, org. 1965)
14. Octopussy (Octopussy and The Living Daylights, org. 1966 – tidl.: 100.000 er budt, James Bond)*

* novellesamling

---

STORT JAMES BOND-TEMA PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:

• Brie møder George Lazenby
• 007-biler i London: Brie besøger "Bond in Motion"
• "Designing 007": Fotoreportage fra udstillingen på Barbican
• Hør Filmnørdens Hjørnes store James Bond-podcast fra 2012
• From Denmark with Love: Brie interviewer Bond-casteren Debbie McWilliams
• "Bond om Bond": Brie anmelder Sir Roger Moores nye bog
• Dagbog fra et rekordforsøg: Reportage fra Bio City Odenses 007-maraton i 1999
• John Barry 1933-2011: Den lækre lyd af luksus
• En helt igennem almindelig skotte: Portræt af Sir Sean Connery
• Læs om mit møde med Daniel Craig (Cowboys & Aliens)

Historien bag "Teenage Mutant Ninja Turtles" - slagsbrødre med skjolde

De færreste havde troet, at fire muterede skildpadder, der dyrker kampsport og spiser pizza, skulle blive en sejlivet succes hos drenge verden over. Med deres seneste spillefilm ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, som udgives på dansk dvd og blu-ray i dag, kan den bizarre kvartet fejre 30-års-jubilæum inden for tegneserier, film, tv, spil og legetøj – også selv om paddernes voldelige navn skaffede dem censuren på halsen.

En version af denne artikel har tidligere været publiceret i Dagbladenes Bureaus medlemsaviser september 2014. Al tekst © Brian Iskov.

”Ninja Turtles er en døgnflue,” spåede avisen The Wall Street Journal i 1990. Dét år kunne man dårligt tænde for fjernsynet, gå i biografen eller besøge en legetøjsbutik uden at støde på navnene Donatello, Leonardo, Raphael og Michelangelo og høre udråb som ”Cowabunga” og ”Turtle Power!”.

Men de fire, forvoksede krybdyr fra New Yorks kloakker, der tilsammen udgør Teenage Mutant Ninja Turtles, var mere sejlivede end som så. Padderne har nu i tre årtier bekæmpet skurke og henrykket barnlige sjæle – især af hankøn – i tegnefilm, tegneserier, spillefilm, koncerter og ikke mindst legetøjskataloger.

”Helte, der slås som ninjaer, er altid et hit hos drenge,” siger legetøjseksperten Christopher H. Andersen, der har lavet tv-indslag og podcast om den storsælgende Turtles-franchise.

> Se Christopher H. Andersen i DR's "Legetøjszonen" om Turtles
> Hør Christopher H. Andersen i podcasten "Dårligdommerne" om Turtles

”Oven i dét kører Ninja Turtles skateboard og elsker pizza. Deres univers har nogle virkelig opfindsomme og farverige skurke, og så er der en råhed over alle figurernes udseende, som tiltaler børn. Meget af legetøjet ligner noget fra en ulækker kloak eller en snusket newyorker-baggård i midtfirserne,” forklarer han.

"Turtles-legesættene var nogle kæmpestore lokummer," siger Christopher H. Andersen.
"Hvis man var den dreng på vejen, der havde teknodromen, var man konge."

Christopher H. Andersen, som er årgang 1989, fik sine første Turtle-figurer i adventsgave, da han var to år gammel. Han bemærker, at de fire padders klart afgrænsede personligheder og forskellige farver masker gør det nemt for børn at skelne de ellers identisk udseende figurer. Enhver fan har også sin personlige yndlingsfigur i kvartetten:

”Jeg er selv vild med Donatello, ham med den lilla maske. Han er den Georg Gearløs-agtige turtle, som altid lige har opfundet en dims, der kan redde dem ud af farlige situationer. Leonardo (i blå maske, red.) er lederen, Raphael (rød maske) er den seje enspænder, og Michelangelo (orange maske) er festaben, der ryster jokes af sig. Den kombination er genial til børn,” mener Christopher H. Andersen.

Voksne har traditionelt haft sværere ved at forstå fascinationen af Turtles. Da fænomenet kom til Danmark i 1990, vidste man heller ikke helt, hvor man skulle placere det, siger Christopher H. Andersen:

”Baggrundshistorien er på mange måder ret latterlig, når man tænker over det. Fire skildpadder og en rotte, der muterer, da de bliver udsat for radioaktivt slam – og så oplærer rotten dem til at blive ninjaer!”

Hele eventyret om Teenage Mutant Ninja Turtles startede da også som en indforstået vits mellem to unge tegneserieentusiaster i New Hampshire i USA.

Den allerførste tegning nogensinde af ninjaskildpadderne blev tegnet af Kevin Eastman i november 1983 som en parodi på superhelte. Originaltegningen blev i maj 2012 solgt for 405.000 kroner af Heritage Auctions. Førsteudgaver af seriehæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles nr. 1” fra 1984 går i dag for op mod 22.000 kroner.

Kevin Eastman og Peter Laird havde læst mange superheltehæfter, men de havde lidt svært ved at tage figurernes absurde oprindelseshistorier og fjollede navne seriøst. En aften i november 1983 tegnede Kevin Eastman en muskuløs, opretstående skildpadde, der havde maske for øjnene og et nunchaku-våben i hånden. Øverst på papiret skrev Eastman ordene ”Ninja Turtle” (ninjaskildpadde, red.). Peter Laird spruttede af grin over tegningen, der hurtigt fik tilføjet yderligere tre kampsportkyndige padder og ”Teenage Mutant” hægtet på logoet.

Med afsæt i Frank Millers Marvel-serie ”Dæmonen”, der vrimlede med japanske ninjakrigere, byggede Kevin Eastman og Peter Laird videre på ideen. De opfandt et univers, der tog tykt gas på mange af superheltegenrens klicheer, og de navngav deres figurer efter italienske renæssancemalere, fordi det med Eastmans ord ”var excentrisk nok til at passe ind i konceptet”.

Parret udgav selv den første Turtles-tegneserie i 1984, men trods det humoristiske navn og udgangspunkt var historierne alt andet end børneegnede i starten, fortæller Christopher H. Andersen:

”De oprindelige hæfter er ret dystre og voldelige og klart lavet til voksne. Padderne bruger deres ninjavåben for alvor, og de lægger ikke fingrene imellem.”

Det ændrede sig, efter at legetøjsproducenten Playmates Toys i 1987 kontaktede Kevin Eastman og Peter Laird. Det lille firma ønskede at få del i det lukrative marked for actionfigurer, men først skulle jorden gødes hos den 4-8-årige målgruppe. I 1987 søsatte Playmates' marketingfolk en serie tegnefilm, der blev sendt lørdag morgen på tv som slet skjult reklame for deres sortiment af Turtles-dukker.



”Tv-serien blødte figurerne op, så de blev sjovere og mere børnevenlige. Det huede ikke rigtig Eastman og Laird, for deres tegneserie var jo undergrund,” fortæller Christopher H. Andersen.

Paddernes vandede vitser, bedagede surferslang og skarpt optrukne personligheder stammer alle fra denne første tv-serie, som trods sine afslebne kanter alligevel blev offer for censuren i England.

”Problemet var især ordet ”ninja”, som mange i 1980'erne forbandt med voldsfilm på VHS. Man frygtede simpelthen, at børn blev voldelige af at se noget med ninjaer. Derfor blev serien i starten omdøbt til ”Teenage Mutant Hero Turtles” i Europa,” forklarer Christopher H. Andersen.

Indgrebet lagde ikke en dæmper på efterspørgslen. I perioden 1988 til 1992 indbragte salget af Turtles-produkter over 1 milliard dollars – kun overgået af G.I. Joe (i Europa kaldet Action Man) og Star Wars-legetøj.

”En overgang kunne man få alt med Turtles: flippermaskiner, morgenkåber, tandpasta, you name it,” siger Christopher H. Andersen. Særlig populært var paddernes første Nintendo-spil, der solgte 4 millioner eksemplarer, selv om det med Christopher H. Andersens ord er ”forbandet svært og grænsende til det umulige at gennemføre”.



Fænomenet ramte Danmark, da Turtles' første biograffilm fik premiere i 1990 under den lidt kejtede titel ”Skøre teenage ninja skildpadder”. Her fik figurerne liv af atletiske skuespillere, der hoppede rundt i Turtles-kostumer fra muppetskaberen Jim Hensons værksted. Dukkeførere fjernstyrede de mekaniske hoveders læber og ansigtsudtryk ved hjælp af joysticks.

Også herhjemme reagerede Statens Filmcensur på brugen af ninjavåben og smækkede en 12-års-grænse på filmen. Det forhindrede ikke padderne i at trække over 120.000 danskere i biografen. På verdensplan endte filmen som årets niendemest sete, og så blev der ellers smedet, mens jernet var varmt. Den næste film fulgte mindre end et år efter, og i mellemtiden tog Turtles-figurerne på en verdensomspændende koncertturné – naturligvis sponsoreret af en stor pizzakæde.

Paddefeberen greb sådan om sig, at også levende skildpadder blev en efterspurgt handelsvare. Desværre mistede mange børn hurtigt interessen for deres nye kæledyr og satte dem ud i floder og damme, hvor de gjorde skade på de lokale økosystemer. Det førte til, at EU i 1997 måtte forbyde importen af den mest populære art sumpskildpadde, den rødørede terrapin, til Europa.

Men da var Turtles-bølgen også ebbet ud. Samme år skrabede franchisen bunden med den billige tv-serie ”The Next Mutation”, hvor fire skuespillere i dragter fik selskab af en femte ninjapadde, Venus de Milo, hvis køn tydeligt fremgik af to udbulninger på skjoldets bug! Peter Laird har selv kaldt ”The Next Mutation” for det værste Turtles-produkt nogensinde.



Da en ny, tegnet tv-serie kom til verden i 2003, sikrede Laird sig, at seriens tone lå tættere på det oprindelige forlæg. Også den computeranimerede spillefilm ”TMNT” fra 2007 udviste respekt for originalmaterialet, siger Christopher H. Andersen. Han fremhæver denne som den kvalitetsmæssigt bedste Turtles-film: 

”Den er helstøbt og gennemført, men også så dyster, at man spørger sig selv, om det overhovedet er en børnefilm.”

Siden har en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (herhjemme udgivet på dvd) haft succes med at genetablere paddernes univers. LEGO begyndte at producere Turtles-legetøj på licens i 2013, og sidste sommer bragte Michael Bay figurerne tilbage til det store lærred, på samme måde som han gav et andet tv- og legetøjsfænomen fra 1980'erne, ”Transformers”, nyt liv som mega-biobasker.

I den Bay-producerede ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, instrueret af Jonathan Liebesman, optræder computergenererede padder ved siden af rigtige skuespillere. Og ganske som den allerførste film fra 1990 overraskede mange ved at blive et kæmpehit, strømmede både nostalgiske voksne og små drenge i biograferne for at opleve de moderniserede Turtles anno 2014.



En fortsættelse blev hurtigt premieresat til sommeren 2016, og at dømme efter biografpublikummets aldersspredning – og reaktionen fra de gæster, som besøger Christopher H. Andersens hjem – vil nostalgiens faktor gøre sit til at holde liv i ninjaskildpaddernes popularitet i lang tid fremover.

”Når folk ser mine Turtles blandt det gamle legetøj, jeg har stående fremme, bliver de bløde i knæene og får et helt særligt lys i øjnene, fordi de husker figurerne fra deres barndom,” konstaterer legetøjseksperten.

”Teenage Mutant Ninja Turtles” er ude på VOD og udkommer på dansk dvd, blu-ray og 3D-blu-ray den 27. december. Fortsættelsen, "Teenage Mutant Ninja Turtles 2", har forventet biografpremiere 3. juni 2016. Dokumentarfilmen "Turtle Power: The Definitive History of the Teenage Mutant Ninja Turtles" er tilgængelig på dvd.

---

TURTLES-TIDSLINJE

• 1984: Tegneserieskaberne Kevin Eastman og Peter Laird udgiver selv det første nummer af hæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, der er en bizar superhelteparodi.
• 1987: Legetøjsfirmaet Playmates Toys ønsker at producere figurer med Turtles og lancerer en tegnet tv-serie som reklamesøjle for sortimentet. Serien bliver et hit og sætter skub i den globale Turtles-feber.
• 1989: Konsolspillet ”Teenage Mutant Ninja Turtles” bliver et af alle tiders bedst sælgende Nintendo-spil.
• 1990: Den første spillefilm, ”Skøre teenage ninja skildpadder”, bliver et internationalt biografhit. Turtles-skuespillerne drager på verdensturné i deres kostumer og giver koncerter.
• 1991: Den anden spillefilm, ”Ninja Turtles II: Gåden om det grønne slim”, får premiere.
• 1993: Den tredje spillefilm, ”Teenage Mutant Ninja Turtles III”, sender padderne tilbage i tiden til det feudale Japan. Filmen sælger ikke nær så mange billetter som de foregående.
• 1997: En udskældt tv-serie, ”Ninja Turtles: The Next Mutation”, introducerer den kvindelige ninjapadde Venus de Milo.
• 2003: En ny tv-tegnefilmserie genetablerer Turtles-universet.
• 2007: Padderne gør biograf-comeback i den computeranimerede film ”TMNT”.
• 2009: Konglomeratet Viacom køber rettighederne til Turtles-figurerne. Deres synergiplan indbefatter en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (2012-), som skaffer Turtles mange nye fans, og den seneste spillefilm (2014), der sælger langt bedre end forventet i amerikanske biografer.

Bag om ”Tidsrejsen" (2. del): Interview med forfatteren Poul Berg

EKSKLUSIVT FOR BRIES BLOG-O-RAMA!

Selv om DR1's nye julekalender, ”Tidsrejsen”, selvfølgelig først startede i går, 1. december, har utålmodige sjæle allerede i flere uger kunnet smugåbne historiens låger og endda læse slutningen længe før juleaften. Seriens hovedforfatter, Poul Berg, har nemlig skrevet julekalenderens manuskript om til en roman, som forlaget People's Press udgav som hardcover den 12. november.

Nedenfor taler Poul Berg med Bries Blog-O-Rama om både bogen og tv-serien ”Tidsrejsen”, om trenden med kloge piger i moderne julekalendere og seriens åbenlyse inspiration fra ”Tilbage til fremtiden”-filmene.

> Læs også mit interview med producenten af "Tidsrejsen", Bo Mortensen

Idéen

POUL BERG: ””Tidsrejsen” er baseret på et oplæg, som DR købte fra Nordisk Film & TV. Oplægget var ikke flyvefærdigt; der manglede et persongalleri og en narrativ motor. Jeg blev spurgt af DR, om jeg ville udbygge historien, og de gav mig frie hænder til at skrive manuskriptet.”

”Jeg sagde selvfølgelig ja, for julekalenderen er et fantastisk format, hvor man har friheden til at gøre vilde ting og folde eventyret vanvittigt og morsomt ud. Man kan afsøge tangenter og tillade sig mere i julekalendere end i andre genrer. Sofie, vores hovedperson i ”Tidsrejsen”, møder for eksempel personer undervejs, som hun bestemt ikke havde regnet med at møde, og som hun aldrig havde mødt uden en tidsmaskine.”

”Sofies drivkraft er at bringe sine fraskilte forældre sammen igen. Uden at afsløre for meget, så kommer hun til at ændre sit blik på deres skilsmisse i løbet af december måned.”

"DR's dramachefer og jeg trak de elementer ud af oplægget, som vi havde lyst til at bruge og gå videre med. Vi vidste, at det skulle være en tidsrejsejulekalender, og at den også skulle handle om skilsmisse.”

Sofie (Bebiane Kreutzmann) fanget mellem sine to forældre | pr-foto: DR/Søren Bay

Bag om DR1's julekalender 2014: "Tidsrejsen"

Den 1. december 2014 har DR1 premiere på deres seneste julekalenderserie, ”Tidsrejsen”. Med sin ambitiøse blanding af fantasy, science fiction og familiedramatik ligger ”Tidsrejsen” i direkte forlængelse af den trend mod mere seriøse tv-julekalendere, som TV 2's ”Jesus og Josefine” (2003) og DR's egne ”Absalons hemmelighed” (2006) og ”Pagten” (2009) indvarslede.

> Læs også mit interview med seriens forfatter, Poul Berg

Bebiane Kreutzmann som Sofie i "Tidsrejsen" (2014) | pr-foto: DR/Tine Harden

Også i ”Tidsrejsen” hviler en tung byrde på den unge hovedpersons skuldre. Heltinden er atter en eftertænksom og videbegærlig teenagepige, ligesom Cecilie i ”Absalons hemmelighed”. Denne gang hedder hun Sofie, en 13-årig videnskabsnørd (spillet af den to år ældre Bebiane Kreutzmann). Hun er upopulær i skolen, men elsket af sin 8-årige lillebror, Birk, og deres forældre, Camilla og Henrik, der til Sofies dybe skuffelse er blevet skilt.

Bo Mortensen, der har produceret "Tidsrejsen", siger eksklusivt til Bries Blog-O-Rama:

”Det er i bund og grund en skilsmissehistorie, der er centreret omkring en handlekraftig pige, som også er en nørd og ikke er bange for at isolere sig og gå sine egne veje. Det er ét af seriens budskaber: Man skal turde stole på sine egne ideer.”

Interessen for videnskab og teknik har Sofie fra sin geniale farfar, der pusler med avancerede opfindelser i sit værksted. Farfaren (Lars Knutzon) lyder navnet Alfred – et hyggeligt vink til dukkekalenderen ”Kikkebakke Boligby” fra 1977, hvor Frits Helmuth lagde stemme til en anden opfinder-Alfred.

Lars Knutzon og Bebiane Kreutzmann i "Tidsrejsen" | pr-foto: DR/Tine Harden

Alfred har i 30 år arbejdet på en gyro, som i teorien vil kunne bøje tid og sted – hvis han ellers kunne få den til at virke. Den rationelle Sofie stiller sig skeptisk over for konceptet, men hun kan alligevel ikke slippe tanken. Med en tidsmaskine kunne hun måske rette i historiens gang og forhindre, at hendes mor og far gik fra hinanden ...

”Vores historie stiller spørgsmålene: Hvad hvis man kunne lave om på sin egen skæbne? Bør man gøre det? Hvad risikerer man ved det?”  

- Bo Mortensen, DR-producent

Manuskriptets leg med tidsspring og paradokser røber, at holdet bag julekalenderen har skelet til Robert Zemeckis' forbilledlige tidsrejsefilmtrilogi ”Tilbage til fremtiden” (1985-90) som inspirationskilde.

”Selvfølgelig er det ikke ubærlige ting, vi viser i ”Tidsrejsen”, men de moralske valg, som Sofie stilles over for, giver historien en tyngde oven i det underholdende action-adventure-aspekt,” mener Bo Mortensen.

Dvd- og blu-ray-anmeldelse: "Muppets Most Wanted"

Det vakte en smule opsigt, da Disney i 2011 valgte at sende muppernes comebackfilm ”The Muppets” uden om biograferne og direkte på dvd og blu-ray i Danmark. Informations Christian Monggaard og jeg kritiserede tappert, men forgæves distributørens beslutning, og noget kunne desværre tyde på, at Disney har fat i den lange ende, når de hævder, at Kermit, Piggy og de andre Henson-dukkers fanskare på vores breddegrader er temmelig begrænset.

> Mysteriet om "The Muppets": Hvorfor kom den ikke i biografen?

I april i år fik opfølgeren, ”Muppets Most Wanted”, forsøgsvis svensk biografpremiere i en tekstet kopi. Og svenskerne var rystende ligeglade. Ifølge Disneys københavnske kontor solgte den nye muppetfilm kun 444 billetter i Sverige. Et trecifret tal. Av.



Så man kan dårligt klandre Disney for, at de nu har nedjusteret Muppet-brandet yderligere i Norden. For en måned siden listede selskabet ”Muppets Most Wanted” ud på de skandinaviske dvd-hylder uden nævneværdig fanfare. Filmen kommer slet ikke på blu-ray med danske tekster, og eneste ekstraudstyr på den skrabede dvd er en svag, 2D-animeret Mickey Mouse-kortfilm fra 2013 (”No Service”).

> Se ”Muppets Most Wanted” i HD med danske tekster på SF Anytime

For at se fraklip og featuretter fra ”Muppets Most Wanted” må man købe filmen via Storbritannien eller – endnu bedre – anskaffe sig den amerikanske blu-ray-udgivelse, som tillige rummer den 17 minutter længere (og sjovere!) version af filmen, ”The Unnecessarily Extended Cut”. Den amerikanske skive er oven i købet regionsfri.

"Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

”Muppets Most Wanted” er ligesom sin umiddelbare forgænger, ”The Muppets”, skrevet af Nicholas Stoller og filmens britiske instruktør, James Bobin (tredjemanden, Jason Segel, er hoppet af muppetvognen siden sidst). Og hvor deres ellers vellykkede 2011-genstart havde mærkbar slagside mod det sentimentale, bekender opfølgeren sig helt og holdent til det glade anarki.

Handlingen starter helt bogstaveligt i selvsamme sekund, som ”The Muppets” tonede ud. Muppernes comeback er en kendsgerning, og nu skal der smedes, mens jernet er varmt – hvilket leder direkte til åbningsnummeret ”We're doing a sequel”, som i klassisk, metabevidst muppettradition tager tyren ved hornene og kommer eventuelle kritikere i forkøbet:

”We’re doing a sequel/ That’s what we do in Hollywood/ And everybody knows/ That the sequel’s never quite as good”
- fra sangen ”We're doing a Sequel”

Mupperne lokkes til at drage på europaturné af deres nye manager (Ricky Gervais), der bærer det ellers let gennemskuelige navn Dominic Badguy. (Her forpasser den unavngivne dvd-oversætter sin chance for at finde en tilsvarende Anders And-agtig fordanskning.) Ingen af mupperne stiller spørgsmålstegn ved, at Badguy kun har booket spillesteder, der ligger klos op ad Europas mest værdifulde skatkamre. Og da Kermit bortføres til en sibirisk gulag, hvorefter hans plads i truppen overtages af en lidet troværdig dobbeltgænger, er det længe kun Animal, der synes at ane uråd.

Ricky Gervais og Mupperne i "Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

Kermits stedfortræder, den nederdrægtige Constantine, er efterlyst som ”verdens førende forbryder”, hvilket han hellere end gerne minder sin håndlanger, Badguy, om. Matt Vogel giver liv og stemme til Constantine, der i bund og grund er Kermit-dukken med lidt kortere krave, en vorte på kinden, tætsiddende øjne og spidst Kaj-næb.

Flere nyere muppetprojekter har lidt under, at bagmændene ignorerer Kermit-figurens unikke appeal og henviser ham til andet eller endog tredje led (værst i ”Muppets Skatteø”, hvor frøen først gør sin entré efter en halv time). Problemet truer også ”Muppets Most Wanted”, der i lange stræk isolerer Kermit fra den egentlige handling og i stedet retter spotlightet mod skurkene.

Matt Vogels præstation som den mageløst skråsikre Constantine er imidlertid så morsom, at man gerne under forbryderfrøen pladsen i solen. Jeg kan i hvert fald ikke stå for Constantines håbløse imitationer af Kermits karakteristiske, kvækkende røst – komplet med halsbrækkende russisk accent – og hans bundløse arrogance, især når det gælder memoriseringen af muppernes navne (”Zongo! Fonzie! Pig!”).

”Pig. Do I wear sign around neck that says BOTHER ME?”
- Constantine til Piggy

Miss Piggy og Constantine i "Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

Af muppernes hidtidige syv spillefilm ligger denne i stemning og handling tættest på ”Muppet og juvelbanden” (The Great Muppet Caper) fra 1981, der ligeledes var en balstyrig kupfilm i europæisk miljø. (En pudsig detalje: Skurkenes modus operandi i "Muppets Most Wanted" ligger forbløffende tæt op ad Elverhøj-kuppet i "Olsen Banden ser rødt" fra 1976.) Afviklingen af kriminalintrigen gør denne gang filmen lige lovlig plottung og, trods det generelt høje tempo, omstændelig. Særlig den hektiske sidste akt trækker unødigt i langdrag.

Til gengæld virker ”Muppets Most Wanted” mere tro mod Jim Hensons skabninger end sin umiddelbare forgænger, hvor man lidt for tydeligt mærkede, at kun én af de oprindelige dukkeførere (Dave Goelz) er med på nutidens Muppet-hold. Flere af stemmepræstationerne i ”The Muppets" ramte skævt på forbillederne, og Kermit anno 2011 tyngedes af en uklædelig, klynkende melankoli, som figurens iboende charme havde svært ved at trænge igennem, trods manuskriptets oprigtige kærlighed til mupperne og deres univers.

I den aktuelle film udviser den seneste generation af muppeteers et langt sikrere greb om figurernes stemmer, ligesom manuskriptet i højere grad rammer muppernes distinkte personligheder på kornet. Kermit fremtræder atter som sit gode, gamle jeg, og Steve Whitmire, der arvede rollen efter Jim Hensons død i 1990, præsterer mindst ét frustreret temperamentsudbrud, der tangerer klassisk Henson-Kermit.

Tina Fey og Kermit i "Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

De menneskelige medspillere i ”Muppets Most Wanted” hiver knap så mange point hjem. Ricky Gervais viser kapabelt sangtalent i shownummeret ”I'm Number One”, men hans forlegne facon får ham generelt til at fremstå noget fad og farveløs over for mupperne. Som frø-forlibt fængselsdirektør lades Tina Fey i nogen grad i stikken af sit materiale. Bedst går det for Ty Burrell, der energisk og i den helt rette muppetånd giver stereotyperne fuld skrue som Clouseau-agtig fransk politimand.

Den alenlange liste af one-line cameos spænder fra Christoph Waltz, der danser vals, og Tom Hiddleston (udbryderkonge) til Céline Dion (sig selv) og en gruppe for mig ukendte Disney-teenidoler, der præsenterer sig med ordene: ”We're the Disney synergy party”.

Bret McKenzie, der i 2012 vandt en Oscar for ørehængeren ”Man or Muppet?”, returnerer som sangskriver, og skønt han igen leverer skægge og opfindsomme tekster, når ingen af kompositionerne i ”Muppets Most Wanted” samme niveau som i ”The Muppets”. For eksempel lyder den ellers fængende, discofarvede ”Cockatoo in Malibu” mere som et overskudsnummer fra Flight of the Conchords end en regulær Muppet-sang. (Bonusinfo: Tre af filmens sange er forkortet i biografudgaven, men kan opleves i fuld længde på soundtrackalbummet og i ”The Unnecessarily Extended Cut”.)



Ellers skorter det ikke på henkastede gags og metajokes, hvoraf mange vil stryge hen over hovedet på et børnepublikum (her skydes med spredehagl på bl.a. ”Ondskabens øjne”, ”Borte med blæsten”, ”Jerry Maguire”, ”A Chorus Line” og ”Det syvende segl”). Flere af de vitser, som på den amerikanske blu-ray er genindsat i ”The Unnecessarily Extended Edition”, hører endda til filmens allerskæggeste – hvorfor den lange version paradoksalt nok ikke føles længere end den korte, selv om finalen stadig virker overlæsset.

Dette tyder også på, at det ikke så meget er kvaliteten af humoren, men snarere manuskriptets struktur og klipningens valg, der er de svage led i ”Muppets Most Wanted”. De, som måtte savne noget af den sværmeriske, varme nostalgi fra ”The Muppets” i den nyeste film, kan også trøste sig med, at muppernes emotionelle gennemslagskraft forbliver intakt efter syv film, fire tv-serier og snart fire årtier – selv i en hæsblæsende krimifarce som denne.

Muppets Most Wanted. USA 2014. Instruktion: James Bobin. Spilletid: 103 minutter (dansk dvd); 107/124 minutter (amerikansk blu-ray). Dansk dvd-premiere: 21. august 2014. Distributør: Walt Disney Home Entertainment.

Amerikansk blu-ray/dvd-combo

Dansk dvd

Den danske dvd er venligst stillet til rådighed af Walt Disney Home Entertainment Denmark. Udgivelsen indeholder kun biografversionen og Mickey Mouse-kortfilmen ”No Service” (4 min.).

Den amerikanske blu-ray indeholder foruden biografversionen også ”The Unnecessarily Extended Cut” (124 min.) samt ”The Statler & Waldorf Cut” (et 1 ½ minutters sammenklip). Ekstramaterialet tæller fraklip (10 min.), en sketch med Rizzo the Rat (3 min.) og musikvideoen til ”I'll Get You What You Want (Cockatoo in Malibu)” med Bret McKenzie (4 min.). En dvd og en digital HD-kopi følger med udgivelsen.

Den engelske blu-ray indeholder ikke ”The Unnecessarily Extended Cut”, men har ellers samme ekstramateriale som den amerikanske udgivelse plus ”No Service” og en eksklusiv featurette, ”On-Set with Walter” (8 ½ min.). Den tidligere annoncerede featurette ”Inside the Gulag” (5 ½ min.) er tilsyneladende kun tilgængelig online på Muppets' YouTube-kanal.