- Marty McFly (Michael J. Fox) om 21. oktober 2015 i "Tilbage til fremtiden del II" (1989)
En gnist sprang fra amerikaneren Bob Gales hjerne, da han i 1980 fandt sin fars gymnasieårbog fra 1940 og opdagede, at farmand havde været noget så utjekket som elevrådsformand. Ville Bob have været ven med sin egen far, hvis de havde kendt hinanden som jævnaldrende?
Bob Gale fik sin filmskolekammerat fra USC, instruktøren Robert Zemeckis, solgt på konceptet. Sammen skrev de manuskriptet til ”Tilbage til fremtiden” (Back to the Future). Parrets tidsrejsekomedie mødte mange forhindringer på vej mod lærredet, hvilket man bl.a. kan læse om i den nyligt udkomne, uofficielle ledsagebog "We Don't Need Roads" af Caseen Gaines (Plume Books) og den luksuriøst udstyrede officielle "Back to the Future: The Ultimate Visual History" (Titan Books).
Britisk plakat til "Tilbage til fremtiden" (Back to the Future, 1985)
Men da "Tilbage til fremtiden" endelig fik premiere den 3. juli 1985, overraskede filmen alle ved at blive årets største biografhit såvel i USA som på verdensplan. Siden udtænkte Bob Gale og Robert Zemeckis to fortsættelser (i 1989 og 1990), der blev optaget i halen på hinanden og med handlingsgange, der var tæt indbyrdes forbundne.
At den samlede "Tilbage til fremtiden"-trilogi fejres over hele verden i dag, onsdag 21. oktober 2015, og ikke på 30-års jubilæumsdagen skyldes, at det var på netop denne dato – også kendt som Future Day – i "Tilbage til Fremtiden del II", at hovedpersonerne Marty McFly og Emmett ”Doc” Brown landede i, hvad der dengang i 1989 var den forunderlige fremtid.
Mange tilskuere troede i 1989, at de seje, futuristiske hoverboards, som figurerer i "Tilbage til fremtiden del II", fandtes i virkeligheden - til dels fordi Robert Zemeckis spøgefuldt hævdede dette i et bag kulisserne-program på tv! De svævende skateboards var desværre kun filmtricks, og selv om flere firmaer siden har forsøgt at omsætte konceptet til virkelighed, er der stadig et stykke vej fra prototyperne til et færdigt forbrugerprodukt.
Et hoverboard i "Tilbage til fremtiden del II" (1989) | framegrab
Flyvende biler og skoer med selvsnørende bånd har vi heller ikke set meget til anno 2015. Til gengæld ramte Zemeckis og Gale plet, da de forudsagde fladskærms-tv, videotelefoni, Nintendo Wii, fingeraftrykslåse og dronekameraer.
Selv så jeg "Tilbage til fremtiden del II" med stor fornøjelse i Fønix-biografen i Odense, kort efter filmen havde danmarkspremiere i juleferien 1989. Godt seks måneder senere fulgte del III. Forinden havde jeg lært etteren at kende via vesttysk tv, og trods dubbingen var jeg helt forgabt i Marty McFly og "Doc" Emmett Browns tidsrejseeventyr.
(Filmens tyske titel, "Zurück in die Zukunft", ser også flot ud grafisk. I det hele taget elskede jeg filmens distinkte logo og brugte så mange timer på at kopiere det i diverse skolehæfter, at jeg vil tro, jeg stadig kan tegne det ud fra muskelhukommelse.)
Min kærlighed til Gale og Zemeckis' trilogi var så stor, at de allerførste filmanmeldelser, jeg nogensinde skrev, omhandlede "Tilbage til Fremtiden" del II og III. Aftageren var børnefilmklubben Busters avis, og teksterne blev afleveret på elektrisk skrivemaskine med kunstfærdigt håndtegnede logoer limet på papiret. Som jeg husker det, var Del II en prøveanmeldelse, som skaffede mig tjansen med at anmelde del III. Ingen af teksterne blev dog publiceret, vistnok fordi avisredaktøren måtte aflyse et nummer.
Jeg fandt teksterne igen, da jeg gennnemgik min (noget tilfældigt kuraterede) "Tilbage til fremtiden"-samling op til Future Day. Særlig herlig er mit 14-årige fortidsjegs gammelkloge konstatering:
"Robert Zemeckis er nok p.t. en af de bedste til at lave film i den lidt lettere genre".
- 14-årige Bries anmeldelse af "Tilbage til fremtiden del III" (1990)
(klik for stor størrelse)
I aften, 25 år senere og på selve Future Day, introducerer jeg de samme to film, "Tilbage til Fremtiden" del II og III, i Atlas Biograferne i Rødovre sammen med mine medværter fra podcasten Filmnørdens Hjørne. Det ser jeg som et tegn på, at universet hænger sammen.
P.S.: At "Tilbage til fremtiden" er firsernes mest underholdende filmserie, står jeg i øvrigt stadig ved.
Samlingen i øvrigt (minus en udlånt bog og to VHS-kassetter):
Original dansk filmplakat,"Tilbage til Fremtiden del III" (1990)
Alle tiders mest populære musicalfilm, Robert Wises "The Sound of Music”, runder de 50 år i år.
I sidste uge, den 17. september, fejrede Det Ny Teater premiere på den seneste danske opsætning af Rodgers & Hammersteins syngespil, og anmeldelserne var overstrømmende positive. I den anledning kan du her læse min 50-års jubilæumsartikel om filmversionen fra 1965, der gjorde Julie Andrews og Østrigs grønne bakketoppe til folkeeje.
Bjergene genlyder af sang Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, marts 2015
”The hiiills are aliiiive with the sound of muuuusic ...”
Mon ikke de fleste kan nynne med på ørehængere som ”Edelweiss”, ”Do-Re-Mi”, ”My Favorite Things”, ”Climb Every Mountain” og ”So Long, Farewell”? De stammer alle fra én og samme musical, ”The Sound of Music”, som i 1959 blev det sidste af mange broadwayhits for sangskriverduoen Richard Rodgers og Oscar Hammerstein II.
Siden urpremieren i New York er stykket blevet opført overalt i verden. Alene i Danmark kunne man sidste år (2014) opleve hele tre versioner af det folkekære syngespil.
”Den er jo blevet alle musicalers moder,” siger sangeren og skuespilleren Trine Gadeberg, der to gange i sin karriere har prøvet kræfter med hovedpartiet som Maria von Trapp.
”Når man ikke ved, hvad man skal sætte op på sit teater, kan man altid vælge ”The Sound of Music”. Den er et sikkert trækplaster,” fortsætter Trine Gadeberg, som bemærker, at det næppe skader, at handlingen finder sted i et alpint miljø a la ”Sommer i Tyrol”:
”Hvis der er noget, danskere kan lide, er det bjergene ved Harzen!”
Lady Gaga synger "The Sound of Music" til Oscaruddelingen 2015 | pr-foto: AMPAS
Rollen som Maria – den unge nonneaspirant, der som huslærer i mellemkrigstidens Østrig smelter en enkemands hjerte med sin omsorg og ukuelige livsglæde – vil dog for altid være forbundet med Julie Andrews. I den stort opsatte filmatisering fra 1965, som gjorde ”The Sound of Music” verdenskendt, gav den 29-årige brite sit definitive bud på rollen. Den nu 79-årige stjerne var også med på sidelinjen, da popkunstneren Lady Gaga ved det seneste Oscar-prisshow fremførte et medley over filmens sange for at markere dens 50-års jubilæum.
Virkelighedens Maria – thi ”The Sound of Music” er inspireret af en sand historie – var næppe helt så sorgløs som Andrews' inkarnation, der danser cirkler over Salzburgs grønne bakketoppe. Efter alt at dømme var dén baron Georg von Trapp, Maria giftede sig med i 1927, også langt mere kærlig end den strikse flådehelt og patriark, som Christopher Plummer portrætterer i filmen. I øvrigt flygtede familien heller ikke fra Hitlers regime i 1938 ved at vandre over bjergene til Schweiz i ly af natten. De steg på et tog til Italien ved højlys dag og fløj derfra videre til Amerika.
Men ellers er det ganske vist, at Trapp'erne og deres børneflok optrådte sammen som familiekor gennem mange år. I maj 1939 kunne odenseanerne således opleve The Salzburg Trapp Choir (senere The Trapp Family Singers) på scenen i Fyens Forum. Siden slog familien sig endegyldigt sig ned i USA, nærmere betegnet det landlige Vermont, hvor Maria Augusta von Trapp i 1949 nedfældede sine erindringer.
Hendes bog blev syv år senere filmatiseret med stor succes i Tyskland, og det var disse to biograffilm – ”Familien Trapp” (1956) og ”Familien Trapp i Amerika” (1958) – som leverede den direkte inspiration til Broadway-musicalen ”The Sound of Music”.
”Historiens autentiske baggrund går lige i hjertekulen,” mener Trine Gadeberg.
”Anden verdenskrig huskes stadig af mange, men hele krigselementet er jo stadig aktuelt i dag. Og så er der også en moderlighed og empati i Marias samspil med de syv børn, der vækker ens beskytterfølelser, så man næsten selv får lyst til at tage et forældreløst barn med hjem bagefter.”
Trine Gadeberg (t.h.) som Maria i "The Sound of Music" på Fredericia Teater (2009) | pressefoto
De færreste anmeldere nærede samme kærlighed til filmversionen, da den fik premiere i marts 1965.
”En indsukret løgn, som folk tilsyneladende gerne vil æde,” hvæsede den anerkendte, amerikanske kritiker Pauline Kael. Hun måtte senere ”æde” en fyreseddel fra sit magasin, efter at læserne gjorde oprør over hendes kontroversielle vurdering af filmen.
For folket elskede ”The Sound of Music”. Filmen voksede sig så stor ved mund til øre-metoden, at den gik uafbrudt i de amerikanske biografer i 4 ½ år. I dag regnes den for den mest populære musicalfilm og den tredjestørste biografsucces nogensinde i USA, når man justerer for inflation – hvorfor den i branchen vandt tilnavnet ”The Sound of Money”.
Herhjemme har filmen også fejret triumfer, i nyere tid ikke mindst som fast inventar i juledagenes tv-program. Kun i Tyskland og Østrig, der jo allerede havde deres egne, populære film om familien von Trapp, floppede den ved fremkomsten.
Verdenssuccesen gjorde filmens to relativt uprøvede hovedkræfter til stjerner. Den canadiske teaterskuespiller Christopher Plummer var kun 34, da han spillede Georg von Trapp, og fik indfarvet grå striber i håret for at se ældre ud. Plummer har aldrig lagt skjul på sit had til både rollen og filmen, som han ynder at kalde ”The Sound of Mucus” (lyden af slim, red.). Ligesom anmelderne nærede Christopher Plummer stærke betænkeligheder ved historiens sentimentale aspekter.
Christopher Plummer og Julie Andrews under optagelserne til "The Sound of Music" | pr-foto, public domain
”Der ligger en pænhed over musikken og handlingen i ”The Sound of Music”,” vedkender Trine Gadeberg. Da hun genoptog rollen som Maria på Fredericia Teater i 2009, stræbte hun efter at give opsætningen lidt mere kant:
”Vi var meget opmærksomme på at fremhæve de mere alvorlige aspekter af historien, såsom krigen, den uforløste kærlighed og hele stemningen omkring dét at skulle flygte, for at det ikke skulle blive til sødsuppe.”
Ved filmens optagestart havde Julie Andrews netop færdiggjort en anden familievenlig musical om en glad guvernante: Disney-hittet ”Mary Poppins”. Efter dén og ”The Sound of Music” følte hun sig i mange år sat i bås som et kernesundt, trallende tandsmil.
Også Trine Gadeberg har mærket typecastingen i sit videre virke. ”Det er måske derfor, jeg nu laver ”City Singler”,” siger hun med adresse til det grovkornede ensembleshow, hun turnerer rundt i landet med [marts 2015, B.I.].
Både Julie Andrews og hendes 85-årige kollega Christopher Plummer er stadig i vigør, omend Andrews ikke længere kan synge efter en mislykket halsoperation i 1997. Til gengæld stemmer biografgæsterne gerne i, når Maria hvirvler over bakketoppen oppe på lærredet.
Siden det første syng med-arrangement løb af stablen i London i 1999, har karaokevisninger af filmen grebet om sig. Det sangglade publikum er gerne klædt ud som figurer eller fænomener, der indgår i fortællingen – det være sig nonner, geder eller de ”pakker med snore og fint broderi” fra sangen ”My Favourite Things” (Hva' jeg særligt ka' li').
”Nej, hvor sjovt,” udbryder Trine Gadeberg, da hun hører, at ”The Sound of Music” har udviklet sig til et karaoke-kultfænomen. Musicalens partitur ligger ellers ikke lige til højrebenet for begyndere, noterer hun sig:
”Rollen som Maria kræver en god sopranstemme, som ikke må være for hård; den skal have noget sødme i sig. Den kræver også et stort register, for man kommer både dybt ned og højt op i løbet af de tre timer, musicalen varer. Og så er titelsangen også ret svær,” siger Trine Gadeberg og slår over i kvidrende skønsang, så man straks føler sig hensat til blå himmel og østrigsk alpelandskab:
Instruktøren Robert Wises filmatisering af musicalen "The Sound of Music" fik verdenspremiere i USA 2. marts 1965.
Sean Connery, Richard Burton og Bing Crosby blev overvejet til rollen som kaptajn von Trapp. Danske Victor Borge var på tale til at spille børnenes onkel, Max Detweiler.
Christopher Plummer synger ikke selv i filmen: hans sangstemme tilhører Bill Lee.
Under indspilningen af den klassiske åbningssekvens på bakketoppen blev Julie Andrews flere gange væltet omkuld af kamerahelikopterens kraftige nedstrøm.
Virkelighedens Maria von Trapp var fan af filmen og medvirker også i den som statist. Hun og hendes barnebarn går igennem billedets baggrund i den sekvens, hvor Julie Andrews synger ”I Have Confidence”.
Filmen "The Sound of Music" endte med at vinde fem oscarpriser, bl.a. for bedste film. Den afløste kortvarigt ”Borte med blæsten” (1939) som den mest indtjenende spillefilm i Nordamerika og regnes i dag for historiens største musicalfilmsucces.
Filmens soundtrackplade solgte mere end 11 millioner eksemplarer og lå øverst på den engelske hitliste fire år i træk (1965-1968).
Også i Danmark, hvor premieren blev lagt 2. juledag 1965, var tilstrømningen stor. I Grand-biografen i Odense kørte filmen "The Sound of Music" uafbrudt i mere end et år og trak tilskuere helt fra Nordjylland. En 70mm-version gik længe i Imperial Bio i København, hvor filmen fik repremiere i 1982 og 2008. CinemaxX-kædens danske biografer viste den i 2005 og 2009.
Man har anslået, at 70 % af al turisme i Salzburg, hvor filmens udendørsscener blev optaget, skyldes ”The Sound of Music”.
I december 2013 viste det amerikanske tv-netværk NBC en livetransmitteret opsætning med countrysangerinden Carrie Underwood som Maria. Det blev et seerhit og en kritikerfiasko.
FAKTA: Teatermusicalen "The Sound of Music"
Den amerikanske teatermusical ”The Sound of Music” (1959) er en bearbejdelse af den populære tyske spillefilm ”Familien Trapp” (1956), som igen er baseret på baronesse Maria Augusta von Trapps erindringsbog, ”The Story of the Trapp Family Singers” (1949).
Musicalen blev skrevet af forfatterne Howard Lindsay og Russell Crouse og skulle oprindelig kun have indeholdt de sange, som virkelighedens Trapp Family Singers optrådte med. Komponisten Richard Rodgers og tekstforfatteren Oscar Hammerstein II (”South Pacific”, ”Kongen og jeg”, ”Oklahoma!”) endte med at levere lutter nye sange til stykket, der fik urpremiere 16. november 1959 i New York City. Med Mary Martin i hovedrollen som Maria blev ”The Sound of Music” en stor succes, der spillede 1443 gange på Broadway og vandt seks Tony-priser.
Siden er musicalen "The Sound of Music" opført over hele kloden, fra Sydkorea og Sydafrika til Australien og Puerto Rico. En opsætning i England i 1981 med Petula Clark slog rekorder og fik Maria von Trapp til at kalde den da 49-årige Clark for ”den bedste Maria nogensinde”. ”The Sound of Music” er også en hyppig gæst på danske egnsteatre og friluftsscener, hvor bl.a. Charlotte Guldberg og Trine Gadeberg har fået deres gennembrud som Maria.
Trine Gadeberg (f. 1969) spillede første gang Maria som amatør i Varde Sommerspil i 1992. Dengang havde hun, som hun siger, ”den rigtige alder til at spille en nonneaspirant i starten af 20'erne”. Friluftsopsætningen var en kæmpe succes, der satte publikumsrekord med 42.800 tilskuere og gjorde den unge Gadeberg ”landskendt i Jylland”. Da hun genoptog rollen i professionelt regi i 2009 på Fredericia Teater, var hun i mellemtiden blevet 40 år, men ”stadig lille og vims” nok til at agere ungmø. Dog spurgte Trine Gadeberg flere gange stykkets instruktør, om hun ikke skulle gå længere tilbage på scenen, så publikum ikke kunne se hendes rynker.
"The Sound of Music" opføres indtil 31. december 2015 på Det Ny Teater i København. Hovedrollerne som Maria og Georg von Trapp spilles af hhv. Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Jens Jacob Tychsen. Forestillingen er iscenesat af Daniel Bohr. Sangteksterne er fordansket af Karen Hoffmann.
FAKTA: Virkelighedens von Trapp-familie
Baronesse Maria von Trapp (1905-1987) var født Maria Augusta Kutschera. Hun var skolelærer på Nonnbergklostret i Salzburg, da hun som 22-årig blev udsendt som huslærer for ét af de syv børn, som baron og flådekaptajn Georg Johannes von Trapp (1880-1947) var blevet alene med efter sin kones død.
Efter at Georg von Trapp friede til sine børns guvernante, giftede de sig i november 1927. Han og Maria fik tre egne børn sammen.
Von Trapp-familiekoret opstod i midten af 1930'erne af pengenød. Baronen og baronessen var gået fallit under den store depression og tog imod et forslag om at optræde med deres børn. Trapp Family Singers blev et populært koncertnavn i Skandinavien og siden i USA, hvor familien bosatte sig i 1940'erne. Koret opløstes i 1956.
Maria Franziska von Trapp, det sidste medlem af de originale Trapp Family Singers, døde sidste år i en alder af 99. Hun skildres i filmen ”The Sound of Music” under navnet Louisa.
Familiens hjem i Salzburg fra 1923 til 1938 er i dag Hotel Villa Trapp. Deres landejendom i Vermont er også omdannet til feriested under navnet The Trapp Family Lodges. Læs mere på hhv. http://www.villa-trapp.com og http://www.trappfamily.com.
Von Trapps historie er også blevet til en tegnefilmserie på japansk tv. I ”Trapp Ikka Monogatari” (1991) bærer alle børnene samme navne som deres virkelige forbilleder.
Mens Pixars seneste computeranimerede mesterværk, "Inderst inde" (Inside Out), fejrer triumfer i biograferne, har Casper Christensen og jeg gravet dybt i emnet Pixar ovre på Filmnørdens Hjørne.
Vores begejstrede nørderi er nu mundet ud i en episk, 4 timer og 49 minutter lang podcast, som udelukkende handler om Pixar. Vi følger selskabet fra deres spæde start som computervirksomhed, gennemgår deres hidtil 15 spillefilmsucceser, besvarer en masse af lytternes spørgsmål og forsøger undervejs at definere, hvad Pixar-magien består i. Som glasur på lagkagen har vi eksklusive interviews med nogle af folkene fra Pixar-banden!
Jeg har været så heldig at møde Pete Docter, instruktøren af "Inderst inde", og hans producer, Jonas Rivera, flere gange. Først i 2009 ved filmfestivalen i Cannes, hvor "OP" var åbningsfilmen, og siden i Svendborg, hvor jeg for nylig sikrede mig 15 minutters interview til Filmnørdens Hjørne.
Frygt (Brie) og Vrede (Pete Docter) i Svendborg | foto af Lars Høngaard Sørensen, 2015
Min Pixar-snak med Pete Docter og Jonas Rivera kan høres i sin helhed, hvis man spoler frem til tidskoden 03:30:55 i podcast A116.
Derudover får Hjørnet besøg af Pixar-kenderen Anders Høeg Nissen fra P1 Harddisken, ligesom selveste Pixar-høvdingen John Lasseter giver sit besyv med i form af interviewbidder fra dengang, jeg mødte ham i Cannes.
HØR PODCAST A116, "DEN OM PIXAR", HER:
Som lovet i podcasten kommer her min reportage fra London Science Museum i 2006, hvor jeg med åben mund og polypper gik på opdagelse i vandreudstillingen "Pixar: 25 Years of Animation".
Den højst anbefalelsesværdige udstilling kan pt. opleves i Ciudad de las Artes y las Ciencias i Valencia, Spanien indtil ultimo september 2015.
ARTIKEL: På udflugt i Pixars arkiver Brian Iskov, AOK/Berlingske Tidende 01.09.2006
I anledningen af Pixars 20 års jubilæum har animationsstudiet sat store dele af sit arkiv på hjul. En verdensomrejsende udstilling, som vi besøgte i London, illustrerer ideernes lange vej til lærredet og giver et sjældent indblik i den kreative proces bag de virtuelle kulisser.
Farvestudier/color scripts til "De Utrolige" (The Incredibles, 2004) af Lou Romano
Gennem tyve år har det californiske animationsstudie Pixar konstant hævet overliggeren for den computerskabte film. Men selv om den tredimensionelle, digitale animations muligheder haler ind på fremtiden med stormskridt, holder John Lasseter klogelig fast i de klassiske dyder. Firmaets kreative høvding og über-legeonkel er egentlig uddannet håndtegner fra Disney, og før Lasseters glade svende får lov at animere en eneste pixel, bliver der tegnet, malet, formgivet og diskuteret på livet løs – og mange af de grundige forberedelser foregår stadig i hånden.
Brainstormingen kaster en imponerende mængde biprodukter af sig, lige fra kunstfærdige olie- og akrylmalerier til tossede tegnerier med tuschpen. Alt dette forarbejde gemmes normalt af vejen for offentligheden i Pixars arkiver, men i anledning af jubilæet har studiet sendt et gavmildt tværsnit af deres skatte på verdensturné i udstillingen »Pixar: 20 Years of Animation«. [Pt. går udstillingen under navnet "Pixar: 25 Years of Animation" - B.I. 2015].
John Lasseters præsentationsvideo til Pixar-udstillingen i Paris, 2014
De velkendte figurer dukker op i et utal af permutationer på udstillingen, hvor Pixars karakteristiske humor udgør den samlende tråd i et hav af stærkt varierende stilarter og abstraktionsgrader. I et hjørne finder man helt simple blyantsskitser af blandt andre cowboyen Woody i en tidlig, tykhovedet inkarnation. Andre afdelinger er tilegnet modernistiske farvestudier, hvor inspirationskilder som Matisses litografier og russisk konstruktivisme skinner igennem lærredet.
Smukkest er de dramatiske og ekspressive malerier, der er opstået i et forsøg på at indkredse en overordnet visuel stil for hver ny film, såsom »Lysreflekser i vand« (»Find Nemo«) eller »Blades farvespil gennem årstiderne« (»Græs-rødderne«). Selv røntgenfotos af legetøjet fra »Toy Story« er indrammet og hængt op på væggen som et typisk eksempel på den legesyge udforskningstrang, der kendetegner Pixars arbejde.
Geofwee Boedoes koncepttegning til "Monsters, Inc.", signeret af Pete Docter og John Lasseter (privateje)
Tilsammen modbeviser de udstillede effekter enhver fordom om, at computertegnefilm ikke kræver kunstnerisk talent. Pastel, blyant, filtpen, trækul, akryl, collage, gouache, oliemaleri og kunststof deler plads med musen på Pixars værktøjshylde, og det største publikumshit på udstillingen – »zoetropen« – har heller intet med terabit og pixels at gøre, men vækker persongalleriet fra »Toy Story« til live gennem ældgammel mekanik.
På en stor drejeskive står alle filmens figurer linet op, hver af dem mangedoblet til en stribe plasticstøbte kloner i let adskilte positurer. Men når motoren starter, og det flimrende stroboskoplys efteraber lysets eksponering af enkeltbillederne på en filmstrimmel, eksploderer den roterende cirkusmanege i sprudlende action. Med ét ser pingvinerne ud til at hoppe rundt mellem de bedårende, treøjede rumvæsener i kåd kolbøtteleg, mens Buzz Lightyear balancerer på en bold, Jessie svinger sin lasso, og faldskærmstropper springer ud af deres plasticspand på toppen af kransekagen!
Det er et ældgammelt illusionsnummer i slægt med laterna magicaen, men det tager stadig lige så mange kegler, som man kunne forestille sig, det gjorde på vores tipoldeforældres tid. Både børn og voksne må samle undermunden op fra gulvet bagefter, og dermed afspejler zoetropen også den egentlige hemmelighed bag jubilantens unikke succeshistorie. For det er i virkeligheden underordnet, hvilket medie Pixars figurer udfolder sig i.
Så længe John Lasseter og hans medarbejdere fastholder deres oprigtige tro på den gode historie, den besjælede detalje og det bankende hjerte bag teknikken, vil deres fortællinger ramme bredere, end selv det mest nidkært målgruppetilrettede stykke spekulation nogensinde vil kunne gøre det.
En bearbejdet udgave af denne artikel er publiceret i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - Den Store Troldspejlsbog" (Forlaget Carlsen 2010). Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan købes direkte fra forfatteren så længe lager haves.
En af 1960'ernes tidligste James Bond-imitationer var “The Man from U.N.C.L.E” om et umage amerikansk/russisk spionpar. Den uhøjtidelige tv-serie kom aldrig til Danmark – men det gjorde til gengæld dens hovedpersoner, Napoleon Solo og Ilja Kuryakin, i en for længst glemt knaldroman fra 1967. Bries Blog-O-Rama har læst “Solo i København”
En amerikansk CIA-agent, Napoleon Solo, må modvilligt samarbejde med en russisk KGB-kollega, Ilja Kuryakin, under tressernes kolde krig. Hvordan det umage par løser deres første fælles mission, kan man opleve i filmen ”Spionen fra U.N.C.L.E.” (The Man from U.N.C.L.E.), der får dansk biografpremiere i dag.
Guy Ritchies noget uengagerende 60'er-pastiche er blot det seneste eksempel på en stort anlagt spillefilm bygget over en gammel amerikansk tv-serie, som de færreste i Danmark har set.
NBC's tv-serie ”The Man from U.N.C.L.E.” (1964-68) delte nemlig samme skæbne herhjemme som de samtidige ”Mission: Impossible” og ”Star Trek”, der alle blev vejet og fundet for let af det statslige danske monopolfjernsyn.
Tv-indkøberne i Sverige og Tyskland led ikke af denne berøringsangst over for ”underlødige” underholdningsserier. Derfor måtte danskerne vende deres stueantenner mod syd eller øst, hvis de ønskede at se ”Solo für O.N.C.E.L.” eller ”Mannen från UNCLE”.
Danmarks Radios bestræbelser kunne heller ikke forhindre ”The Man from U.N.C.L.E.” i at dukke op i andre medier herhjemme. Først kom otte spillefilm, der var klippet sammen af dobbeltepisoder fra tv-serien. Disse fik dansk biografpremiere fra 1964 til 1968.
Forlaget Interpresse udgav 12 numre af tegneseriehæftet ”Manden fra U.N.C.L.E.” mellem 1968 og 1970 i tæt samarbejde med et forlag i Sverige (hvor fænomenet jo var kendt fra tv). Disse tegneserier var oprindelig produceret til det amerikanske marked af Dell Comics.
Det danske "Manden fra U.N.C.L.E."-seriehæfte nr. 1 (Interpresse 1968)
Desuden blev ti ud af 23 kioskromaner fra Ace Books om ”Manden fra U.N.C.L.E.” oversat til dansk. Bøgerne udkom på Winthers forlag i 1966-67, og som et kuriosum hæfter man sig ved, at handlingen i en af bøgerne er henlagt til Danmark – et land, hvor Solo og Kuryakins tv-serie slet ikke gik på det tidspunkt!
”Hvis brintbomberne detonerer, så farvel Jylland ...”
”Hvis brintbomberne detonerer, så farvel Jylland ...” lyder den æggende slaglinje på forsiden af ”Solo i København” (Winthers forlag 1967). ”The Copenhagen Affair”, som originaltitlen lyder, var seriens tredje bog på amerikansk og den syvende i rækken på dansk.
Det kulørte plot, som skyldes forfatteren John Oram Thomas (1906-1992), sender Napoleon Solo og Ilja Kuryakin af sted til Danmark, da ufoer bliver observeret over Jylland. Sporet leder naturligvis agenterne til den infame skurkeorganisation Thrush, der har skandinavisk base i Trørød. Det viser sig, at Thrushs lokale rådsmedlem fremstiller dødbringende flyvende tallerkener i en forladt kalkmine uden for Horsens!
Forsiden til "Solo i København" (Winthers forlag 1967)
“Solo i København” er mildest talt ikke velskrevet, og oversættelsen ved O. Hemmingsen byder på mangen en bedaget flovser a la “Rend mig med dit kørvel”. Men for stedlige læsere er der ikke ringe underholdningsværdi i Solo og Kuryakins møde med Dannevang anno midten af 1960'erne.
"Et pistolløb mod rygsøjlen virker yderst forskelligt på folk. Nu for eksempel filmstjerner - drenge med lakhår og den slags hud, der ligefrem indbyder til et par på snuden - de slår det hen i latter. En vits, en baglæns dobbeltsalto, boinng! Endnu en skurk må bide i gulvtæppet, og derefter er det farvel kammerat og af sted med bankdirektørens datter."
- citat fra "Manden fra U.N.C.L.E.: Solo i København" (1967)
Napoleon Solo og Ilja Kuryakins mission bringer dem først til filmselskabet Paramounts daværende kontor på Gammel Strand i København. Adressen tjener som dække for U.N.C.L.E.'s danske afdeling, ledet af “Mr. Jørgensen”.
I det lyssky Nyhavn får Solo tæv af de lokale gangstere Eiler, Ole, Per og Bjørn, før Kuryakin redder ham. Turen går videre til Århus, hvor taxachaufføren ævler løs om Rebild-festen, inden han sætter Solo af på La Tour, “et stilfærdigt, men fremragende motel”. Ved Solos ankomst til Den Gamle By går handlingen brat i stå, mens forfatteren bruger en halv side på at forklare konceptet bag friluftsmuseet. Først derefter kan Solo nyde en Ceres Pilsner med en gæv, gammel modstandsmand ved navn Sørensen.
Original amerikansk udgave (Ace Books, 1965)
Allerede i det første kapitel, inden Napoleon Solo og Ilja Kuryakin betræder den danske muld, når læseren at runde Kastrup Lufthavn (“uden konkurrence den venligste lufthavn nogetsteds”), Strøget (“Piccadilly, Bond Street og Fifth Avenue lagt efter hinanden”), restauranten Syv Nationer, en sømandsbule på Nyhavn og Hotel Excelsior på Colbjørnsensgade (“hvor maden selv efter Københavns høje standard var fortræffelig, og værelserne både hyggelige og nydeligt indrettede”).
Bogens walisiske forfatter, John Oram Thomas, har tydeligvis gjort sin research og besøgt de mange jyske og sjællandske lokaliteter, han fletter ind i handlingen. Det lykkes ham også at nævne digteren Kaj Munk i forbifarten, mens Solo og Kuryakin kører mod den underjordiske Thrush-base, der gemmer sig et sted ud ad Silkeborgvej.
Bagsideteksten til "Solo i København" (Winthers forlag 1967)
Hvorfor de ansvarlige bag “Manden fra U.N.C.L.E.” valgte at lade Napoleon Solo og Ilja Kuryakin besøge et land, som ikke engang viste deres tv-serie, kan man kun gisne om. John Oram Thomas skrev siden fagbogen “The Giant-Killers” (1975) om den danske modstandsbevægelse, som også spiller en væsentlig rolle i “Solo i København”. Så måske har forfatterens interesse for danske forhold haft indflydelse på valget af location?
Under alle omstændigheder er “Solo i København” en pudsig, lokal fodnote til “The Man from U.N.C.L.E.”-fænomenet – og set med danske øjne er bogen også et sjovere, mere autentisk cheesy nostalgitrip end Guy Ritchies aktuelle filmversion.
“Manden fra U.N.C.L.E.”-romaner udgivet på dansk:
John Phillifent: Den gale videnskabsmand (The Mad Scientist Affair, da. 1966)
Harry Whittington: Dommedag (The Doomsday Affair, da. 1966)
John Oram: Kaos (The Stone-cold Dead in the Market Affair, da. 1966)
Michael Avallone: Sagen om de tusinde kister (The Thousand Coffins Affair, da. 1966)
Peter Leslie: Den radioaktive kamel (The Radioactive Camel Affair, da. 1966)
Peter Leslie: Fingeren på himlen (The Finger in the Sky Affair, da. 1967)
David McDaniel: Vampyren (The Vampire Affair, da. 1967)
David McDaniel: Dagger komplottet (The Dagger Affair, da. 1967)
John Oram: Solo i København (The Copenhagen Affair, da. 1967)
David McDaniel: Fabelhjulet (The Monster Wheel Affair, da. 1967)
”The Man from U.N.C.L.E.”-spillefilm vist i Danmark:
Spioncentralen W.A.S.P. (To Trap a Spy, 1964)
Spionaktion U.N.C.L.E. (The Spy with My Face, 1965)
U.N.C.L.E. slår til (One Spy Too Many, 1966)
U.N.C.L.E., en spion savnes (One of Our Spies Is Missing, 1966)
Spionen med den grønne hat (The Spy in the Green Hat, 1966)
Håndkantdræberne (The Karate Killers, 1967)
Helikopterspionerne (The Helicopter Spies, 1968)
Med U.N.C.L.E. i hælene (How to Steal the World,1968)
Spionen fra U.N.C.L.E. (The Man from U.N.C.L.E., 2015)
”Spionen fra U.N.C.L.E. (The Man from U.N.C.L.E.) - de hårde fakta
Under tressernes kolde krig parres en amerikansk hemmelig agent, Napoleon Solo (Robert Vaughn), med en russisk kollega, Ilja Kuryakin (David McCallum). Sammen bekæmper de skurke på vegne af den globale spionorganisation U.N.C.L.E. i tv-serien ”The Man from U.N.C.L.E.” (1964-68), som produceren Norman Felton udviklede for NBC.
De uhøjtidelige agenteventyr, hvis parodiske islæt blev stærkere i løbet af seriens 105 afsnit, var til dels baseret på en idé af James Bonds skaber, Ian Fleming.
Herhjemme blev ”The Man from U.N.C.L.E.” i sin tid fundet for let af DR (ligesom de samtidige ”Mission: Impossible” og ”Star Trek” i øvrigt). Danskerne måtte i stedet følge agentserien på svensk eller tysk fjernsyn.
En række spillefilm, klippet sammen af episoder fra serien, fandt vej til de danske biografer mellem 1964 og 1968. Disse kan, ligesom tv-serien, købes på dvd fra Storbritannien.
Tv-successen fik også en kortvarig lillesøster, ”The Girl from U.N.C.L.E.” (1966-67), hvor Stephanie Powers spillede agenten April Dancer.
Napoleon Solo og Ilja Kuryakin blev genforenet i tv-filmen ”The Return of the Man from U.N.C.L.E.” (1983).
Spillefilmen ”Spionen fra U.N.C.L.E.” af Guy Ritchie, er løseligt baseret på tv-serien. Filmen har dansk biografpremiere i dag, 3. september 2015.
Tv-seriens stjerner, Robert Vaughn (Solo) og David McCallum (Kuryakin), er i den aktuelle filmversion erstattet af hhv. Henry Cavill og Armie Hammer.
U.N.C.L.E. er et akronym for United Network Command for Law and Enforcement .
Alle tiders mest populære norske film, Ivo Caprinos dukkeklassiker ”Bjergkøbing Grand Prix”, fejrer i dag 40-års jubilæum. Bries Blog-O-Rama følger filmens vej mod kæmpesuccesen og går bag om den konflikt, som i 2013 forhindrede efterfølgeren, "Jul i Bakkekøbing", i at bruge Bjergkøbing-navnet i Danmark.
Kan du huske Ludvig, det frygtsomme pindsvin? Eller Sofus – den sorgløse husskade, som altid sagde ”Træk mig baglæns ind i fuglekassen”? For slet ikke at nævne parrets menneskeven, den idérige cykelsmed Teodor Fælgen og hans gyldne mesterstykke af en selvbygget racerbil: Il Tempo Gigante?
Hvis du kan svare ja til ovenstående, er du en af de mange, der er vokset op med Ivo Caprinos dukkefilm ”Bjergkøbing Grand Prix”. Ifølge statistikken er filmen set af 5 ½ millioner nordmænd i biograferne siden dens premiere i august 1975. Det mest bemærkelsesværdige ved tallet er, at Norge dengang kun havde 4 mio. indbyggere.
– Det må være en verdensrekord. Tænk, hvis en amerikansk film blev set af samtlige 300 millioner, der bor i USA. Den slags sker jo ikke, siger Remo Caprino, søn af filmens nu afdøde instruktør, Ivo Caprino (1920-2001). Remo, nu 71 år, var selv en del af det lille hold, som fra 1969 til 1975 knoklede for at realisere faderens nu klassiske animationsfilm.
Bag kulisserne på "Bjergkøbing Grand Prix". Ivo Caprino er nr. 2 fra højre (i rød skjorte). Remo Caprino ses yderst t.v. Foto: Caprino Studios
Også i Danmark er den 40 år gamle ”Bjergkøbing Grand Prix” suverænt alle tiders mest sete norske film. I dag, hvor Remo Caprino fører familiearven videre som leder af Caprino Studios, møder han fortsat mange danskere, der stolt, men fejlagtigt regner hans fars film for et dansk kulturklenodie. I Bergen overhørte han engang et norsk-dansk kærestepar, der ihærdigt diskuterede ”Bjergkøbing Grand Prix”. Pigen var overbevist om, at filmen var pæredansk. Først da hun skråsikkert satte 10.000 kroner på højkant, greb Remo Caprino ind i samtalen for at stoppe det letsindige væddemål.
Resten af Ivo Caprinos omfangsrige produktion, med ”Karius og Baktus” (1954) og ”Den standhaftige tinsoldat” (1955) som undtagelser, er ikke nær så kendt i Danmark. Men i hjemlandet indtager Caprinos eventyrlige dukkeuniverser en særstilling inden for norsk familiekultur.
– Norges statsfjernsyn, NRK, købte tv-rettighederne til alle Ivo Caprinos kortfilm for et engangsbeløb og sendte dem igen og igen, år efter år, uden at betale ham ekstra for det. Men Caprino tabte ikke på det, for eksponeringen gjorde hans film til fælles folkeeje, forklarer den norske animationsekspert Gunnar Strøm.
En særlig berømt detalje i ”Bjergkøbing Grand Prix” er suget i maven, som opstår, hver gang Il Tempo Gigante drøner over bakketoppen på racerbanen. Effekten blev skabt ved at hænge kameraet op i et specialfremstillet stativ på hjul, som bragte kameralinsen så tæt på kørebanen som muligt. Foto: Caprino Studios
Det er nok også kun få danskere, der vil vide, at Bjergkøbing – Flåklypa – var et afholdt fænomen i Norge længe før Ivo Caprinos film. Forfatteren og billedkunstneren Kjell Aukrust (1920-2002) skabte miljøet og dets beboere, da han i 1950'erne og 60'erne skrev og tegnede satiriske indlæg til forsvarets interne Mannskapsavis. Flåklypas mikrokosmos var hans parodi på et lille, norsk landsbysamfund med alt, hvad der hører til af sære originaler og nabostridigheder.
Kjell Aukrust kom selv fra provinsen og modellerede Flåklypa over sin hjemegn, Alvdal (syd for Trondheim, tæt på den svenske grænse, red.). Derved vandt Aukrust en stor læserskare, der kunne genkende sig selv i hans persongalleri, siger Gunnar Strøm:
– Norge er jo et bondesamfund. Alle nordmænd kommer fra en gård eller har haft bedsteforældre, der bor på landet.
Pindsvinet Ludvig i "Bjergkøbing Grand Prix". Foto: Caprino Film
Filmmanden Ivo Caprino var derimod født ind i Oslos kulturelite som søn af en kunstnerisk anlagt ambassadørdatter og en italiensk konsul. Men trods deres ulige baggrunde svingede Caprino og Aukrust godt sammen, da de mødtes i 1969. Caprino ville animere en sketch-dukkeserie til tv bygget over Aukrusts figurer. Efter halvandet års arbejde præsenterede Caprino et prøveafsnit af ”Flåklypa TV og Radio” for NRK's ledelse. De vendte tommelfingrene nedad.
– Det viste sig, at den fortælleform med korte, finurlige gags, som Aukrust var kendt og elsket for, ikke fungerede nær så godt som dukkefilm, fortæller Gunnar Strøm.
Først da sønnen Remo foreslog at videreudvikle ideen til en biografspillefilm med de samme dukker, fik Ivo Caprino vendt sit nederlag til triumf. Holdet bag filmen skrev et nyt manuskript med en længere, sammenhængende historie, og efter yderligere fire års møjsommelig millimeter-animation var ”Bjergkøbing Grand Prix” klar til at tage Norge med storm. Især bilen Il Tempo Gigante og den elskelige Ludvig vandt manges hjerter, skønt ingen af figurerne havde spillet væsentlige roller hos Aukrust. Før filmen eksisterede Ludvig kun som en reklametegning, mens bilen var designet til en gæsteoptræden i tv-serien. Men filmens nye rollefordeling ramte plet.
– Ludvig og Sofus afspejler to sider af Teodors natur: pessimisten og optimisten. Til sammen udgør trioen vores alles alter ego. For selv om mange i Norge føler, at Flåklypa er et ærkenorsk miljø, findes den slags typer i alle samfund, siger Remo Caprino.
Sofus (Solan) og Ludvig i Kjell Aukrusts streg
Gunnar Strøm mener desuden, at ”Bjergkøbing Grand Prix” forenede det bedste fra Ivo Caprinos og Kjell Aukrusts respektive verdener:
– Caprino lagde en klassisk hollywood-dramaturgi ned over Aukrusts figurgalleri og parodiske situationskomik. Og så er filmen jo også imponerende lavet og fuld af finurlige tekniske løsninger, siger han.
Utroligt nok animerede Ivo Caprino næsten hele den 88 minutter lange film egenhændigt.
– Han var perfektionist, næsten ud i det ekstreme, siger Gunnar Strøm og fremhæver scenen, hvor Bjergkøbings otte mand store orkester giver et nummer. Pianisten, bassisten og trompetisten er alle animeret med korrekt fingersætning i forhold til de toner, man hører dem spille på lydsporet.
– Når man tænker på, at Caprino sommetider skulle flytte ti dukker for hver gang, han optog et enkelt billede af filmen, er det næsten sygt, så fuld kontrol han havde over resultatet, siger Gunnar Strøm.
”Bjergkøbing Grand Prix” blev da også Ivo Caprinos sidste dukkefilm. Efter seks år på samme projekt følte han sig udbrændt, og han tvivlede på, at en opfølger ville kunne indfri forventningerne. I stedet oprettede han et ”Caprinoland” i forlystelsesparken Hunderfossen nord for Lillehammer. Her står en 1:1-model af Il Tempo Gigante udstillet imellem tableauer fra Caprinos mange andre dukkefilm.
Il Tempo Gigante. Foto: Henrik Thorstensen/Caprino Studios
Siden faderens død i 2001 har Remo Caprino restaureret ”Bjergkøbing Grand Prix” for 10 mio. nkr., så teknikken matcher nutidens standarder. Han undersøgte i 2005, hvad en fortsættelse i ”Caprino-kvalitet” ville koste. Overslaget lød på 230 mio. norske kroner.
– Et så stort budget ville gøre os afhængig af udenlandske investorer, og vi ville blive nødt til at fralægge os noget af det kunstneriske ansvar, siger Remo Caprino som begrundelse for ikke at vende tilbage til Bjergkøbing.
At de norske biografer i november 2013 kunne byde på en spritny, stopmotion-animeret dukkefilm fra Flåklypa med flere af de elskede Kjell Aukrust-figurer, kom derfor lige så meget bag på Caprino som alle andre. For selv om mange tror, at Caprino Studios står bag opfølgeren ”Jul i Bakkekøbing”, kendte Remo intet til dens eksistens, før han læste om den i avisen. Animationsfilmen fra selskabet Maipo er dog ganske officiel og sanktioneret af Aukrusts arvinger.
– Efter succesen med ”Bjergkøbing Grand Prix” opstod der en konflikt mellem Kjell Aukrust og Ivo Caprino, fortæller Gunnar Strøm.
Kjell Aukrust brød sig ikke om, at Ludvig, Sofus og Teodor blev associeret mere med Ivo Caprinos film end med hans egne tegninger. For at generobre ejerskabet over sine figurer skrev Aukrust en række nye bøger, hvor Sofus og Ludvig var i centrum. Og det er denne forgrening af Flåklypa-universet, som ”Jul i Bakkekøbing” forholder sig til. Alle, der arbejdede på filmen, fik ligefrem totalforbud imod at gense Caprinos film i de to år, produktionen af ”Jul i Bakkekøbing” stod på.
At byen ikke længere hedder Bjergkøbing på dansk, skyldes, at Caprino Studios har nægtet at lade konkurrenten bruge det hæderkronede navn i Danmark.
– Flåklypa er et eksisterende bynavn i Norge, så det er svært at nedlægge forbud imod. Men da alt for mange i forvejen er forvirrede over navnefællesskabet mellem de to film, har vi ikke ønsket, at folkene bag ”Jul i Flåklypa” skal udnytte vores succes med ”Flåklypa Grand Prix” til egen vinding, forklarer Remo Caprino.
Små 63.345 danskere endte med at løse billet til "Jul i Bakkekøbing", som nåede anderledes svimlende højder i hjemlandet: Mere end 890.000 solgte billetter gjorde "Jul i Flåklypa" til årets mest sete biograffilm i Norge. Og Flåklypa-universet knopskyder fortsat: Endnu en dukkefilm med de elskede Kjell Aukrust-figurer, ”Solan & Ludvig - Herfra til Flåklypa”, er på vej fra Maipo med norsk julepremiere allerede i år.
Bjergkøbing-fakta
”Flåklypa Grand Prix” var Norges første animationsfilm i spillefilmslængde. Et hold på i snit seks personer arbejdede fire år på dukkefilmen, før den fik premiere 28. august 1975.
Det anslås, at ”Flåklypa Grand Prix” har solgt over fem ½ millioner biografbilletter i sit hjemland. Det svarer til, at samtlige nordmænd har været i biografen for at se filmen.
Under titlen ”Bjergkøbing Grand Prix” kom "Flåklypa Grand Prix" til Danmark 8. oktober 1976. En digitalt restaureret kopi fik repremiere i danske biografer 30. juni 2011. I alt har filmen solgt knap 570.000 biografbilletter i Danmark.
"Bjergkøbing Grand Prix" er oversat til 13 sprog. På tysk kaldes Flåklypa for Hintertupfinger, mens den på engelsk hedder Pinchcliffe og på fransk Pignon-Sur-Roc.
Musikken til ”Bjergkøbing Grand Prix” blev komponeret af danske Bent Fabricius-Bjerre.
Den danske lydmand Jacob Trier designede motorlyden til racerbilen Il Tempo Gigante ved at kombinere optagelser af fem forskellige bilmotorer (bl.a. en Alfa Romeo) med lyden af en Cessna-flymotor og en speedbåd.
Dukkernes skeletter og Il Tempo Gigante blev bygget i hånden af Caprino-studiets tekniske geni, Bjarne Sandemose (søn af den danske forfatter Aksel Sandemose).
For at promovere filmen "Bjergkøbing Grand Prix" byggede Ivo Caprinos team en funktionsdygtig udgave af Il Tempo Gigante i fuld størrelse. Racerkøreren Niki Lauda donerede en 7,8 liters Chevrolet-motor med 550 hk og otte cylindere til formålet. Bilen, der er godkendt til vejkørsel, har præsteret 200 km/t. på den tyske Nürburgring. Il Tempo Gigante står i dag udstillet i Hunderfossen Familiepark i Øyer nord for Lillehammer.
Flere har påpeget, at podrace-sekvensen i ”Star Wars Episode I: Den usynlige fjende” (1999) til forveksling ligner væddeløbet i ”Bjergkøbing Grand Prix” helt ned i detaljerne omkring billedvalg og klipning. Det er aldrig blevet bekræftet, om George Lucas har ladet sig inspirere af den norske dukkefilm:
11. november 2013 udkom den restaurerede ”Bjergkøbing Grand Prix” på blu-ray med over to timers ekstramateriale. I Danmark kan filmen kun købes gennem Caprino Studios' webbutik (www.caprino.no) eller hos El-Giganten. Butikskædens navnesammenfald med Il Tempo Gigante er dog en ren tilfældighed, siger Remo Caprino.
En Limited Edition-gaveæske, der foruden blu-ray'en af "Bjergkøbing Grand Prix" indeholder håndmalede figurer af Sofus, Ludvig og Teodor, er fremstillet i 2000 eksemplarer.
Maipo Film og Qvisten Animation står bag den selvstændige efterfølger ”Jul i Bakkekøbing” (Jul i Flåklypa), der er instrueret af Rasmus A. Sivertsen (”Kurt blir grusom”). Produktionen varede to år og to måneder og kostede 25 mio. norske kroner. Filmens dukker blev stopmotion-animeret (flyttet billede for billede ved håndkraft) ligesom i ”Bjergkøbing Grand Prix”. Kun snefnug, røg og lignende effekter er skabt i computeren.
”Jul i Bakkekøbing” er den tredje filmatisering af Kjell Aukrusts Flåklypa-univers. Den håndtegnede spillefilm ”Solan, Ludvig og Gurin med reverompa” var en succes i de norske biografer i julen 1998.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
