Historien bag "Teenage Mutant Ninja Turtles" - slagsbrødre med skjolde

De færreste havde troet, at fire muterede skildpadder, der dyrker kampsport og spiser pizza, skulle blive en sejlivet succes hos drenge verden over. Med deres seneste spillefilm ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, som udgives på dansk dvd og blu-ray i dag, kan den bizarre kvartet fejre 30-års-jubilæum inden for tegneserier, film, tv, spil og legetøj – også selv om paddernes voldelige navn skaffede dem censuren på halsen.

En version af denne artikel har tidligere været publiceret i Dagbladenes Bureaus medlemsaviser september 2014. Al tekst © Brian Iskov.

”Ninja Turtles er en døgnflue,” spåede avisen The Wall Street Journal i 1990. Dét år kunne man dårligt tænde for fjernsynet, gå i biografen eller besøge en legetøjsbutik uden at støde på navnene Donatello, Leonardo, Raphael og Michelangelo og høre udråb som ”Cowabunga” og ”Turtle Power!”.

Men de fire, forvoksede krybdyr fra New Yorks kloakker, der tilsammen udgør Teenage Mutant Ninja Turtles, var mere sejlivede end som så. Padderne har nu i tre årtier bekæmpet skurke og henrykket barnlige sjæle – især af hankøn – i tegnefilm, tegneserier, spillefilm, koncerter og ikke mindst legetøjskataloger.

”Helte, der slås som ninjaer, er altid et hit hos drenge,” siger legetøjseksperten Christopher H. Andersen, der har lavet tv-indslag og podcast om den storsælgende Turtles-franchise.

> Se Christopher H. Andersen i DR's "Legetøjszonen" om Turtles
> Hør Christopher H. Andersen i podcasten "Dårligdommerne" om Turtles

”Oven i dét kører Ninja Turtles skateboard og elsker pizza. Deres univers har nogle virkelig opfindsomme og farverige skurke, og så er der en råhed over alle figurernes udseende, som tiltaler børn. Meget af legetøjet ligner noget fra en ulækker kloak eller en snusket newyorker-baggård i midtfirserne,” forklarer han.

"Turtles-legesættene var nogle kæmpestore lokummer," siger Christopher H. Andersen.
"Hvis man var den dreng på vejen, der havde teknodromen, var man konge."

Christopher H. Andersen, som er årgang 1989, fik sine første Turtle-figurer i adventsgave, da han var to år gammel. Han bemærker, at de fire padders klart afgrænsede personligheder og forskellige farver masker gør det nemt for børn at skelne de ellers identisk udseende figurer. Enhver fan har også sin personlige yndlingsfigur i kvartetten:

”Jeg er selv vild med Donatello, ham med den lilla maske. Han er den Georg Gearløs-agtige turtle, som altid lige har opfundet en dims, der kan redde dem ud af farlige situationer. Leonardo (i blå maske, red.) er lederen, Raphael (rød maske) er den seje enspænder, og Michelangelo (orange maske) er festaben, der ryster jokes af sig. Den kombination er genial til børn,” mener Christopher H. Andersen.

Voksne har traditionelt haft sværere ved at forstå fascinationen af Turtles. Da fænomenet kom til Danmark i 1990, vidste man heller ikke helt, hvor man skulle placere det, siger Christopher H. Andersen:

”Baggrundshistorien er på mange måder ret latterlig, når man tænker over det. Fire skildpadder og en rotte, der muterer, da de bliver udsat for radioaktivt slam – og så oplærer rotten dem til at blive ninjaer!”

Hele eventyret om Teenage Mutant Ninja Turtles startede da også som en indforstået vits mellem to unge tegneserieentusiaster i New Hampshire i USA.

Den allerførste tegning nogensinde af ninjaskildpadderne blev tegnet af Kevin Eastman i november 1983 som en parodi på superhelte. Originaltegningen blev i maj 2012 solgt for 405.000 kroner af Heritage Auctions. Førsteudgaver af seriehæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles nr. 1” fra 1984 går i dag for op mod 22.000 kroner.

Kevin Eastman og Peter Laird havde læst mange superheltehæfter, men de havde lidt svært ved at tage figurernes absurde oprindelseshistorier og fjollede navne seriøst. En aften i november 1983 tegnede Kevin Eastman en muskuløs, opretstående skildpadde, der havde maske for øjnene og et nunchaku-våben i hånden. Øverst på papiret skrev Eastman ordene ”Ninja Turtle” (ninjaskildpadde, red.). Peter Laird spruttede af grin over tegningen, der hurtigt fik tilføjet yderligere tre kampsportkyndige padder og ”Teenage Mutant” hægtet på logoet.

Med afsæt i Frank Millers Marvel-serie ”Dæmonen”, der vrimlede med japanske ninjakrigere, byggede Kevin Eastman og Peter Laird videre på ideen. De opfandt et univers, der tog tykt gas på mange af superheltegenrens klicheer, og de navngav deres figurer efter italienske renæssancemalere, fordi det med Eastmans ord ”var excentrisk nok til at passe ind i konceptet”.

Parret udgav selv den første Turtles-tegneserie i 1984, men trods det humoristiske navn og udgangspunkt var historierne alt andet end børneegnede i starten, fortæller Christopher H. Andersen:

”De oprindelige hæfter er ret dystre og voldelige og klart lavet til voksne. Padderne bruger deres ninjavåben for alvor, og de lægger ikke fingrene imellem.”

Det ændrede sig, efter at legetøjsproducenten Playmates Toys i 1987 kontaktede Kevin Eastman og Peter Laird. Det lille firma ønskede at få del i det lukrative marked for actionfigurer, men først skulle jorden gødes hos den 4-8-årige målgruppe. I 1987 søsatte Playmates' marketingfolk en serie tegnefilm, der blev sendt lørdag morgen på tv som slet skjult reklame for deres sortiment af Turtles-dukker.



”Tv-serien blødte figurerne op, så de blev sjovere og mere børnevenlige. Det huede ikke rigtig Eastman og Laird, for deres tegneserie var jo undergrund,” fortæller Christopher H. Andersen.

Paddernes vandede vitser, bedagede surferslang og skarpt optrukne personligheder stammer alle fra denne første tv-serie, som trods sine afslebne kanter alligevel blev offer for censuren i England.

”Problemet var især ordet ”ninja”, som mange i 1980'erne forbandt med voldsfilm på VHS. Man frygtede simpelthen, at børn blev voldelige af at se noget med ninjaer. Derfor blev serien i starten omdøbt til ”Teenage Mutant Hero Turtles” i Europa,” forklarer Christopher H. Andersen.

Indgrebet lagde ikke en dæmper på efterspørgslen. I perioden 1988 til 1992 indbragte salget af Turtles-produkter over 1 milliard dollars – kun overgået af G.I. Joe (i Europa kaldet Action Man) og Star Wars-legetøj.

”En overgang kunne man få alt med Turtles: flippermaskiner, morgenkåber, tandpasta, you name it,” siger Christopher H. Andersen. Særlig populært var paddernes første Nintendo-spil, der solgte 4 millioner eksemplarer, selv om det med Christopher H. Andersens ord er ”forbandet svært og grænsende til det umulige at gennemføre”.



Fænomenet ramte Danmark, da Turtles' første biograffilm fik premiere i 1990 under den lidt kejtede titel ”Skøre teenage ninja skildpadder”. Her fik figurerne liv af atletiske skuespillere, der hoppede rundt i Turtles-kostumer fra muppetskaberen Jim Hensons værksted. Dukkeførere fjernstyrede de mekaniske hoveders læber og ansigtsudtryk ved hjælp af joysticks.

Også herhjemme reagerede Statens Filmcensur på brugen af ninjavåben og smækkede en 12-års-grænse på filmen. Det forhindrede ikke padderne i at trække over 120.000 danskere i biografen. På verdensplan endte filmen som årets niendemest sete, og så blev der ellers smedet, mens jernet var varmt. Den næste film fulgte mindre end et år efter, og i mellemtiden tog Turtles-figurerne på en verdensomspændende koncertturné – naturligvis sponsoreret af en stor pizzakæde.

Paddefeberen greb sådan om sig, at også levende skildpadder blev en efterspurgt handelsvare. Desværre mistede mange børn hurtigt interessen for deres nye kæledyr og satte dem ud i floder og damme, hvor de gjorde skade på de lokale økosystemer. Det førte til, at EU i 1997 måtte forbyde importen af den mest populære art sumpskildpadde, den rødørede terrapin, til Europa.

Men da var Turtles-bølgen også ebbet ud. Samme år skrabede franchisen bunden med den billige tv-serie ”The Next Mutation”, hvor fire skuespillere i dragter fik selskab af en femte ninjapadde, Venus de Milo, hvis køn tydeligt fremgik af to udbulninger på skjoldets bug! Peter Laird har selv kaldt ”The Next Mutation” for det værste Turtles-produkt nogensinde.



Da en ny, tegnet tv-serie kom til verden i 2003, sikrede Laird sig, at seriens tone lå tættere på det oprindelige forlæg. Også den computeranimerede spillefilm ”TMNT” fra 2007 udviste respekt for originalmaterialet, siger Christopher H. Andersen. Han fremhæver denne som den kvalitetsmæssigt bedste Turtles-film: 

”Den er helstøbt og gennemført, men også så dyster, at man spørger sig selv, om det overhovedet er en børnefilm.”

Siden har en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (herhjemme udgivet på dvd) haft succes med at genetablere paddernes univers. LEGO begyndte at producere Turtles-legetøj på licens i 2013, og sidste sommer bragte Michael Bay figurerne tilbage til det store lærred, på samme måde som han gav et andet tv- og legetøjsfænomen fra 1980'erne, ”Transformers”, nyt liv som mega-biobasker.

I den Bay-producerede ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, instrueret af Jonathan Liebesman, optræder computergenererede padder ved siden af rigtige skuespillere. Og ganske som den allerførste film fra 1990 overraskede mange ved at blive et kæmpehit, strømmede både nostalgiske voksne og små drenge i biograferne for at opleve de moderniserede Turtles anno 2014.



En fortsættelse blev hurtigt premieresat til sommeren 2016, og at dømme efter biografpublikummets aldersspredning – og reaktionen fra de gæster, som besøger Christopher H. Andersens hjem – vil nostalgiens faktor gøre sit til at holde liv i ninjaskildpaddernes popularitet i lang tid fremover.

”Når folk ser mine Turtles blandt det gamle legetøj, jeg har stående fremme, bliver de bløde i knæene og får et helt særligt lys i øjnene, fordi de husker figurerne fra deres barndom,” konstaterer legetøjseksperten.

”Teenage Mutant Ninja Turtles” er ude på VOD og udkommer på dansk dvd, blu-ray og 3D-blu-ray den 27. december. Fortsættelsen, "Teenage Mutant Ninja Turtles 2", har forventet biografpremiere 3. juni 2016. Dokumentarfilmen "Turtle Power: The Definitive History of the Teenage Mutant Ninja Turtles" er tilgængelig på dvd.

---

TURTLES-TIDSLINJE

• 1984: Tegneserieskaberne Kevin Eastman og Peter Laird udgiver selv det første nummer af hæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, der er en bizar superhelteparodi.
• 1987: Legetøjsfirmaet Playmates Toys ønsker at producere figurer med Turtles og lancerer en tegnet tv-serie som reklamesøjle for sortimentet. Serien bliver et hit og sætter skub i den globale Turtles-feber.
• 1989: Konsolspillet ”Teenage Mutant Ninja Turtles” bliver et af alle tiders bedst sælgende Nintendo-spil.
• 1990: Den første spillefilm, ”Skøre teenage ninja skildpadder”, bliver et internationalt biografhit. Turtles-skuespillerne drager på verdensturné i deres kostumer og giver koncerter.
• 1991: Den anden spillefilm, ”Ninja Turtles II: Gåden om det grønne slim”, får premiere.
• 1993: Den tredje spillefilm, ”Teenage Mutant Ninja Turtles III”, sender padderne tilbage i tiden til det feudale Japan. Filmen sælger ikke nær så mange billetter som de foregående.
• 1997: En udskældt tv-serie, ”Ninja Turtles: The Next Mutation”, introducerer den kvindelige ninjapadde Venus de Milo.
• 2003: En ny tv-tegnefilmserie genetablerer Turtles-universet.
• 2007: Padderne gør biograf-comeback i den computeranimerede film ”TMNT”.
• 2009: Konglomeratet Viacom køber rettighederne til Turtles-figurerne. Deres synergiplan indbefatter en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (2012-), som skaffer Turtles mange nye fans, og den seneste spillefilm (2014), der sælger langt bedre end forventet i amerikanske biografer.

Bag om ”Tidsrejsen" (2. del): Interview med forfatteren Poul Berg

EKSKLUSIVT FOR BRIES BLOG-O-RAMA!

Selv om DR1's nye julekalender, ”Tidsrejsen”, selvfølgelig først startede i går, 1. december, har utålmodige sjæle allerede i flere uger kunnet smugåbne historiens låger og endda læse slutningen længe før juleaften. Seriens hovedforfatter, Poul Berg, har nemlig skrevet julekalenderens manuskript om til en roman, som forlaget People's Press udgav som hardcover den 12. november.

Nedenfor taler Poul Berg med Bries Blog-O-Rama om både bogen og tv-serien ”Tidsrejsen”, om trenden med kloge piger i moderne julekalendere og seriens åbenlyse inspiration fra ”Tilbage til fremtiden”-filmene.

> Læs også mit interview med producenten af "Tidsrejsen", Bo Mortensen

Idéen

POUL BERG: ””Tidsrejsen” er baseret på et oplæg, som DR købte fra Nordisk Film & TV. Oplægget var ikke flyvefærdigt; der manglede et persongalleri og en narrativ motor. Jeg blev spurgt af DR, om jeg ville udbygge historien, og de gav mig frie hænder til at skrive manuskriptet.”

”Jeg sagde selvfølgelig ja, for julekalenderen er et fantastisk format, hvor man har friheden til at gøre vilde ting og folde eventyret vanvittigt og morsomt ud. Man kan afsøge tangenter og tillade sig mere i julekalendere end i andre genrer. Sofie, vores hovedperson i ”Tidsrejsen”, møder for eksempel personer undervejs, som hun bestemt ikke havde regnet med at møde, og som hun aldrig havde mødt uden en tidsmaskine.”

”Sofies drivkraft er at bringe sine fraskilte forældre sammen igen. Uden at afsløre for meget, så kommer hun til at ændre sit blik på deres skilsmisse i løbet af december måned.”

"DR's dramachefer og jeg trak de elementer ud af oplægget, som vi havde lyst til at bruge og gå videre med. Vi vidste, at det skulle være en tidsrejsejulekalender, og at den også skulle handle om skilsmisse.”

Sofie (Bebiane Kreutzmann) fanget mellem sine to forældre | pr-foto: DR/Søren Bay

Bag om DR1's julekalender 2014: "Tidsrejsen"

Den 1. december 2014 har DR1 premiere på deres seneste julekalenderserie, ”Tidsrejsen”. Med sin ambitiøse blanding af fantasy, science fiction og familiedramatik ligger ”Tidsrejsen” i direkte forlængelse af den trend mod mere seriøse tv-julekalendere, som TV 2's ”Jesus og Josefine” (2003) og DR's egne ”Absalons hemmelighed” (2006) og ”Pagten” (2009) indvarslede.

> Læs også mit interview med seriens forfatter, Poul Berg

Bebiane Kreutzmann som Sofie i "Tidsrejsen" (2014) | pr-foto: DR/Tine Harden

Også i ”Tidsrejsen” hviler en tung byrde på den unge hovedpersons skuldre. Heltinden er atter en eftertænksom og videbegærlig teenagepige, ligesom Cecilie i ”Absalons hemmelighed”. Denne gang hedder hun Sofie, en 13-årig videnskabsnørd (spillet af den to år ældre Bebiane Kreutzmann). Hun er upopulær i skolen, men elsket af sin 8-årige lillebror, Birk, og deres forældre, Camilla og Henrik, der til Sofies dybe skuffelse er blevet skilt.

Bo Mortensen, der har produceret "Tidsrejsen", siger eksklusivt til Bries Blog-O-Rama:

”Det er i bund og grund en skilsmissehistorie, der er centreret omkring en handlekraftig pige, som også er en nørd og ikke er bange for at isolere sig og gå sine egne veje. Det er ét af seriens budskaber: Man skal turde stole på sine egne ideer.”

Interessen for videnskab og teknik har Sofie fra sin geniale farfar, der pusler med avancerede opfindelser i sit værksted. Farfaren (Lars Knutzon) lyder navnet Alfred – et hyggeligt vink til dukkekalenderen ”Kikkebakke Boligby” fra 1977, hvor Frits Helmuth lagde stemme til en anden opfinder-Alfred.

Lars Knutzon og Bebiane Kreutzmann i "Tidsrejsen" | pr-foto: DR/Tine Harden

Alfred har i 30 år arbejdet på en gyro, som i teorien vil kunne bøje tid og sted – hvis han ellers kunne få den til at virke. Den rationelle Sofie stiller sig skeptisk over for konceptet, men hun kan alligevel ikke slippe tanken. Med en tidsmaskine kunne hun måske rette i historiens gang og forhindre, at hendes mor og far gik fra hinanden ...

”Vores historie stiller spørgsmålene: Hvad hvis man kunne lave om på sin egen skæbne? Bør man gøre det? Hvad risikerer man ved det?”  

- Bo Mortensen, DR-producent

Manuskriptets leg med tidsspring og paradokser røber, at holdet bag julekalenderen har skelet til Robert Zemeckis' forbilledlige tidsrejsefilmtrilogi ”Tilbage til fremtiden” (1985-90) som inspirationskilde.

”Selvfølgelig er det ikke ubærlige ting, vi viser i ”Tidsrejsen”, men de moralske valg, som Sofie stilles over for, giver historien en tyngde oven i det underholdende action-adventure-aspekt,” mener Bo Mortensen.

Dvd- og blu-ray-anmeldelse: "Muppets Most Wanted"

Det vakte en smule opsigt, da Disney i 2011 valgte at sende muppernes comebackfilm ”The Muppets” uden om biograferne og direkte på dvd og blu-ray i Danmark. Informations Christian Monggaard og jeg kritiserede tappert, men forgæves distributørens beslutning, og noget kunne desværre tyde på, at Disney har fat i den lange ende, når de hævder, at Kermit, Piggy og de andre Henson-dukkers fanskare på vores breddegrader er temmelig begrænset.

> Mysteriet om "The Muppets": Hvorfor kom den ikke i biografen?

I april i år fik opfølgeren, ”Muppets Most Wanted”, forsøgsvis svensk biografpremiere i en tekstet kopi. Og svenskerne var rystende ligeglade. Ifølge Disneys københavnske kontor solgte den nye muppetfilm kun 444 billetter i Sverige. Et trecifret tal. Av.



Så man kan dårligt klandre Disney for, at de nu har nedjusteret Muppet-brandet yderligere i Norden. For en måned siden listede selskabet ”Muppets Most Wanted” ud på de skandinaviske dvd-hylder uden nævneværdig fanfare. Filmen kommer slet ikke på blu-ray med danske tekster, og eneste ekstraudstyr på den skrabede dvd er en svag, 2D-animeret Mickey Mouse-kortfilm fra 2013 (”No Service”).

> Se ”Muppets Most Wanted” i HD med danske tekster på SF Anytime

For at se fraklip og featuretter fra ”Muppets Most Wanted” må man købe filmen via Storbritannien eller – endnu bedre – anskaffe sig den amerikanske blu-ray-udgivelse, som tillige rummer den 17 minutter længere (og sjovere!) version af filmen, ”The Unnecessarily Extended Cut”. Den amerikanske skive er oven i købet regionsfri.

"Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

”Muppets Most Wanted” er ligesom sin umiddelbare forgænger, ”The Muppets”, skrevet af Nicholas Stoller og filmens britiske instruktør, James Bobin (tredjemanden, Jason Segel, er hoppet af muppetvognen siden sidst). Og hvor deres ellers vellykkede 2011-genstart havde mærkbar slagside mod det sentimentale, bekender opfølgeren sig helt og holdent til det glade anarki.

Handlingen starter helt bogstaveligt i selvsamme sekund, som ”The Muppets” tonede ud. Muppernes comeback er en kendsgerning, og nu skal der smedes, mens jernet er varmt – hvilket leder direkte til åbningsnummeret ”We're doing a sequel”, som i klassisk, metabevidst muppettradition tager tyren ved hornene og kommer eventuelle kritikere i forkøbet:

”We’re doing a sequel/ That’s what we do in Hollywood/ And everybody knows/ That the sequel’s never quite as good”
- fra sangen ”We're doing a Sequel”

Mupperne lokkes til at drage på europaturné af deres nye manager (Ricky Gervais), der bærer det ellers let gennemskuelige navn Dominic Badguy. (Her forpasser den unavngivne dvd-oversætter sin chance for at finde en tilsvarende Anders And-agtig fordanskning.) Ingen af mupperne stiller spørgsmålstegn ved, at Badguy kun har booket spillesteder, der ligger klos op ad Europas mest værdifulde skatkamre. Og da Kermit bortføres til en sibirisk gulag, hvorefter hans plads i truppen overtages af en lidet troværdig dobbeltgænger, er det længe kun Animal, der synes at ane uråd.

Ricky Gervais og Mupperne i "Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

Kermits stedfortræder, den nederdrægtige Constantine, er efterlyst som ”verdens førende forbryder”, hvilket han hellere end gerne minder sin håndlanger, Badguy, om. Matt Vogel giver liv og stemme til Constantine, der i bund og grund er Kermit-dukken med lidt kortere krave, en vorte på kinden, tætsiddende øjne og spidst Kaj-næb.

Flere nyere muppetprojekter har lidt under, at bagmændene ignorerer Kermit-figurens unikke appeal og henviser ham til andet eller endog tredje led (værst i ”Muppets Skatteø”, hvor frøen først gør sin entré efter en halv time). Problemet truer også ”Muppets Most Wanted”, der i lange stræk isolerer Kermit fra den egentlige handling og i stedet retter spotlightet mod skurkene.

Matt Vogels præstation som den mageløst skråsikre Constantine er imidlertid så morsom, at man gerne under forbryderfrøen pladsen i solen. Jeg kan i hvert fald ikke stå for Constantines håbløse imitationer af Kermits karakteristiske, kvækkende røst – komplet med halsbrækkende russisk accent – og hans bundløse arrogance, især når det gælder memoriseringen af muppernes navne (”Zongo! Fonzie! Pig!”).

”Pig. Do I wear sign around neck that says BOTHER ME?”
- Constantine til Piggy

Miss Piggy og Constantine i "Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

Af muppernes hidtidige syv spillefilm ligger denne i stemning og handling tættest på ”Muppet og juvelbanden” (The Great Muppet Caper) fra 1981, der ligeledes var en balstyrig kupfilm i europæisk miljø. (En pudsig detalje: Skurkenes modus operandi i "Muppets Most Wanted" ligger forbløffende tæt op ad Elverhøj-kuppet i "Olsen Banden ser rødt" fra 1976.) Afviklingen af kriminalintrigen gør denne gang filmen lige lovlig plottung og, trods det generelt høje tempo, omstændelig. Særlig den hektiske sidste akt trækker unødigt i langdrag.

Til gengæld virker ”Muppets Most Wanted” mere tro mod Jim Hensons skabninger end sin umiddelbare forgænger, hvor man lidt for tydeligt mærkede, at kun én af de oprindelige dukkeførere (Dave Goelz) er med på nutidens Muppet-hold. Flere af stemmepræstationerne i ”The Muppets" ramte skævt på forbillederne, og Kermit anno 2011 tyngedes af en uklædelig, klynkende melankoli, som figurens iboende charme havde svært ved at trænge igennem, trods manuskriptets oprigtige kærlighed til mupperne og deres univers.

I den aktuelle film udviser den seneste generation af muppeteers et langt sikrere greb om figurernes stemmer, ligesom manuskriptet i højere grad rammer muppernes distinkte personligheder på kornet. Kermit fremtræder atter som sit gode, gamle jeg, og Steve Whitmire, der arvede rollen efter Jim Hensons død i 1990, præsterer mindst ét frustreret temperamentsudbrud, der tangerer klassisk Henson-Kermit.

Tina Fey og Kermit i "Muppets Most Wanted" | pr-foto © Disney

De menneskelige medspillere i ”Muppets Most Wanted” hiver knap så mange point hjem. Ricky Gervais viser kapabelt sangtalent i shownummeret ”I'm Number One”, men hans forlegne facon får ham generelt til at fremstå noget fad og farveløs over for mupperne. Som frø-forlibt fængselsdirektør lades Tina Fey i nogen grad i stikken af sit materiale. Bedst går det for Ty Burrell, der energisk og i den helt rette muppetånd giver stereotyperne fuld skrue som Clouseau-agtig fransk politimand.

Den alenlange liste af one-line cameos spænder fra Christoph Waltz, der danser vals, og Tom Hiddleston (udbryderkonge) til Céline Dion (sig selv) og en gruppe for mig ukendte Disney-teenidoler, der præsenterer sig med ordene: ”We're the Disney synergy party”.

Bret McKenzie, der i 2012 vandt en Oscar for ørehængeren ”Man or Muppet?”, returnerer som sangskriver, og skønt han igen leverer skægge og opfindsomme tekster, når ingen af kompositionerne i ”Muppets Most Wanted” samme niveau som i ”The Muppets”. For eksempel lyder den ellers fængende, discofarvede ”Cockatoo in Malibu” mere som et overskudsnummer fra Flight of the Conchords end en regulær Muppet-sang. (Bonusinfo: Tre af filmens sange er forkortet i biografudgaven, men kan opleves i fuld længde på soundtrackalbummet og i ”The Unnecessarily Extended Cut”.)



Ellers skorter det ikke på henkastede gags og metajokes, hvoraf mange vil stryge hen over hovedet på et børnepublikum (her skydes med spredehagl på bl.a. ”Ondskabens øjne”, ”Borte med blæsten”, ”Jerry Maguire”, ”A Chorus Line” og ”Det syvende segl”). Flere af de vitser, som på den amerikanske blu-ray er genindsat i ”The Unnecessarily Extended Edition”, hører endda til filmens allerskæggeste – hvorfor den lange version paradoksalt nok ikke føles længere end den korte, selv om finalen stadig virker overlæsset.

Dette tyder også på, at det ikke så meget er kvaliteten af humoren, men snarere manuskriptets struktur og klipningens valg, der er de svage led i ”Muppets Most Wanted”. De, som måtte savne noget af den sværmeriske, varme nostalgi fra ”The Muppets” i den nyeste film, kan også trøste sig med, at muppernes emotionelle gennemslagskraft forbliver intakt efter syv film, fire tv-serier og snart fire årtier – selv i en hæsblæsende krimifarce som denne.

Muppets Most Wanted. USA 2014. Instruktion: James Bobin. Spilletid: 103 minutter (dansk dvd); 107/124 minutter (amerikansk blu-ray). Dansk dvd-premiere: 21. august 2014. Distributør: Walt Disney Home Entertainment.

Amerikansk blu-ray/dvd-combo

Dansk dvd

Den danske dvd er venligst stillet til rådighed af Walt Disney Home Entertainment Denmark. Udgivelsen indeholder kun biografversionen og Mickey Mouse-kortfilmen ”No Service” (4 min.).

Den amerikanske blu-ray indeholder foruden biografversionen også ”The Unnecessarily Extended Cut” (124 min.) samt ”The Statler & Waldorf Cut” (et 1 ½ minutters sammenklip). Ekstramaterialet tæller fraklip (10 min.), en sketch med Rizzo the Rat (3 min.) og musikvideoen til ”I'll Get You What You Want (Cockatoo in Malibu)” med Bret McKenzie (4 min.). En dvd og en digital HD-kopi følger med udgivelsen.

Den engelske blu-ray indeholder ikke ”The Unnecessarily Extended Cut”, men har ellers samme ekstramateriale som den amerikanske udgivelse plus ”No Service” og en eksklusiv featurette, ”On-Set with Walter” (8 ½ min.). Den tidligere annoncerede featurette ”Inside the Gulag” (5 ½ min.) er tilsyneladende kun tilgængelig online på Muppets' YouTube-kanal.

George Lazenby 75 år: Brie møder James Bond!

Som filmjournalist og livslang James Bond-fan har jeg trykket Pierce Brosnan i næven og stirret direkte ind i Daniel Craigs stålblå øjne. Men jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle nå at møde dén James Bond-skuespiller, der faldt mest uden for rammerne. George Lazenby spillede kun rollen én gang, men har alligevel - eller måske netop derfor - aldrig siden kunnet ryste den af sig.

Brie og George Lazenby, Malmø 2014. Det er Brie til højre.

George Robert Lazenby fylder 75 år i dag, den 5. september 2014. Den brunøjede australier er ene og alene berømt for at være fotomodellen, der forspildte sit livs chance, efter at han i 1969 afløste Sean Connery som James Bond i "On Her Majesty's Secret Service" (Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste).

I'd never been an actor before. I became James Bond through my arrogance and ignorance and not knowing I couldn't do it.

- George Lazenby 

I ungdommeligt overmod vendte George Lazenby 007-figuren ryggen efter denne ene film, fordi han ikke troede på Bond-fænomenets levedygtighed. Han ville hellere opsøge "seriøse" roller, sagde han dengang, da han stadig troede, at verden lå for hans fødder.

Den smertelige ironi i tilfældet George Lazenby er, at han aldrig nogensinde fik en lige så god rolle som James Bond. Lazenbys primadonnanykker ramte hans karriere som en boomerang, og efter "On Her Majesty's Secret Service" måtte han tage til takke med sporadisk arbejde i billige B-film, tilfældige tv-serier og reklamefilm.



Ofte var Lazenbys relation til James Bond-fænomenet den eneste grund til, at han overhovedet blev castet. Et typisk eksempel er tv-filmen "The Return of the Man from U.N.C.L.E." fra 1983, hvor han optræder i tre minutter under navnet "J.B." (nudge-nudge) og kører rundt i en Aston Martin.

> Se George Lazenbys gæsteoptræden som J.B. i "The Return of the Man from U.N.C.L.E." (1983)

Tidligere i år opdagede jeg ved et tilfælde, at den 74-årige George Lazenby var programsat som en af kendisserne på SciFiWorld-messen i Malmø. Denne chance kunne jeg naturligvis ikke gå glip af. Lørdag den 1. marts 2014 stod jeg over for den australske eks-Bond i en kold messehal, hvor han tilbragte weekenden med at skrive autografer og posere med fans, mens en emsig assistent indkrævede 200 svenske kroner per krusedulle eller foto.

Med sit trætte udtryk og et højst u-Bond-agtigt, spraglet tørklæde dinglende fra halsen lignede George Lazenby i Malmø det, han var: en aldrende, australsk pensionist, som udelukkende deltager i James Bond-relaterede sammenhænge, når han bliver betalt godt for det.

Brie møder George Lazenby på SciFiWorld Malmö 2014.

I 2006 lod Lazenby sig portrættere i det hollandske tv-program "Andere tijden: De 'vergeten' James Bond". Til allersidst i interviewet (tidskode 26:58) sænker Lazenby paraderne og giver os et ærligt indtryk af, hvordan det føles at have James Bonds spøgelse svævende over sin skulder hele livet:

I've had to live my life as a one-time James Bond. It's a constant job. I can hear people, they go: 'Look! It's that guy. Tarzan, wasn't he? No, he was in Star Trek. No, he's that James Bond guy!' It's just a constant fuzz throughout life.

> Se programmet "Andere tijden: De 'vergeten' James Bond" her

---

George Lazenby fortæller
George Lazenby in his own words (Malmö, Sweden 03-01-2014)

SciFiWorld-messen i Malmø bød også på en Q&A, hvor George Lazenby genfortalte en stribe anekdoter fra sin tid før og efter agent 007. En af de mere farverige handlede om den gang, Lazenby inviterede 40 portugisiske showgirls op på sit hotelværelse, hvorefter han måtte hente forstærkning hos den australske tennisspiller Lew Hoad, som boede på samme hotel. De to landsmænd havde ikke mødt hinanden før, men efter dén nat var de venner for livet!
(Til ære for eventuelle internationale læsere er de følgende citater ikke oversat.)

GEORGE LAZENBY ON BECOMING JAMES BOND:

I never wanted to be an actor. A friend of mine double-dated an agent who wanted to be an actor. I took her out, and next thing, she wants me to go up for James Bond. That's how it happened.  

GEORGE LAZENBY ON DOING HIS OWN STUNTS:

I ended up doing all my own stunts. I didn't know the other guy didn't do 'em. The director's attitude was, "Shit, if we kill him off, we get a second shot. No-one's seen him anyway!" The fight scenes were easy, but I was jumping out of helicopters, hanging off cables thousands of feet up in the air, thinking "What am I doing here?" And I always said, "Bet the other fellow didn't have to do this." And that's where that line came from, "This never happened to the other feller", when Diana Rigg ran off with my car on the beach. 

GEORGE LAZENBY ON WHY HE ONLY DID ONE BOND FILM:

I never signed the contract. I got through the whole movie by sending it back all the time, because I'd ask them to change this and I'd send it back, then change that and send it back. This went back and forth until I'd finished the movie, and I hadn't signed the contract! Harry Saltzman, the producer, came up to me and said, “What are we gonna do to get you to sign the contract?” And I said, “I'm not gonna do another one.”

Harry Saltzman offered me a million dollars under the table – what Hugh Hefner paid for the Playboy mansion. Everybody was telling me, “James Bond's over. Finished. "Easy Rider" is in, Bruce Lee is in.” All those types of things. They said, “This guy called Clint Eastwood, he can make 500 grand in Italy making a western. He didn't even speak! If you go and do two westerns, they'll give you a million bucks.” This was the kind of dialogue I was getting. 

So I told them I wasn't gonna do it, and after that, when I got a film offered, I'd get on the film, and [the Bond producers] would ring up and say I'm under contract, and they'd sue them. I got thrown off about fifteen movies. In other words, I was blacklisted. 

GEORGE LAZENBY ON GETTING WORK AFTER BOND:

I went over to Hong Kong and did three kung fu movies, then went back to Australia and did a little commercial there that kind of kept me going. Cigarette commercial. I didn't smoke. I expected the guy to give me five grand, and he said, “Look. It's only for Australia. Don't say no until you hear what we have to tell you.” I'm thinking, “Jesus, I hope they give me five grand.” He says, “75.000. That's the most we can pay you.” They could have gotten me for five, I was broke. That went on for years, and then I went to America and couldn't get arrested. 

GEORGE LAZENBY ON HIS LIFE AFTER BOND:

Do I regret it? Yes and no. I have six great kids that I probably wouldn't have had. I remember this psychic: “Do you want me to read what would have happened for you if you'd been James Bond? You'd have three big houses in Beverly Hills with three beautiful wives living in them, and you'd be wondering what to do next. You'd probably be a drug addict.” 

Well, it turns out that I've had three houses, but not in Beverly Hills. Then I had a problem with alcohol for a time. Otherwise, you know, when I look back on my life, I've done what I wanted to do. And I wouldn't have been able to do it if I'd been stuck with James Bond. 

Et kig bag kulisserne i fotostudiet. Malmø, marts 2014.

---

George Lazenbys andre film

George Lazenbys erindringer, "The Other Fella", har været lige på trapperne i snart mange år, men har stadig ingen klippefast udgivelsesdato. "It's hard!" klynkede Lazenby, da jeg spurgte ham, hvordan det går med at få skrevet selvbiografien færdig. Desværre glemte jeg at udfritte ham om, hvilke titler han kan anbefale fra sin filmografi ud over "On Her Majesty's Secret Service". Der er næppe mange. Her kommer dog et par stykker, som i mine øjne besidder en form for underholdningsværdi, der rækker ud over det rent kuriøse.

Who Saw Her Die?
(Chi l'ha vista morire?, 1972, Aldo Lado)
Den italienske giallo "Who Saw Her Die?" (1971) foregår i Venedig og kan ses som en til tider ganske stilfuld forløber til Nicolas Roegs "Don't Look Now" (Rødt chok, 1973). En langhåret Lazenby smed 17 kilo til denne rolle, som han ifølge instruktøren, Aldo Lado, kun påtog sig for at betale sin gæld efter Bond-eventyret. Desværre er det svært at bedømme den udmagrede Lazenbys præstation, da han er klodset eftersynkroniseret på amerikansk gennem hele filmen.



Stoner
(aka The Shrine of Ultimate Bliss, 1974, Huang Feng)
At George Lazenby slår en proper næve, så vi allerede i "On Her Majesty's Secret Service" (og manden er jo ikke australier for ingenting). I kungfu-filmen "Stoner" (1974) går Lazenby og hans pornosnegl på hævntogt i et syndigt rodsammen af lummer 70'er-sleaze, hidsig funkmusik, rådden dubbing og masser af afklædte damer. Lazenby slås bl.a. mod legenden Sammo Hung, og selv om han tydeligvis ikke er på niveau med de kampsportseksperter, han er oppe imod, kommer han langt på ren og skær sammenbidt energi.

Manden fra Hong Kong
(The Man from Hong Kong, 1975, Brian Trenchard-Smith)
Den kvalitativt bedste og mest seværdige af George Lazenbys tre Hongkong-knallerter er Tarantino-favoritten "The Man from Hong Kong" (Manden fra Hong Kong), der også er en af de få Lazenby-film, som har opnået premiere i danske biografer. Som det fremgår af nedenstående klip fra dokumentarfilmen "Not Quite Hollywood" er det Lazenby selv, som er faretruende tæt på at gå op i flammer i denne forrygende slagsmålscene fra filmens klimaks!



Hele filmen: https://www.youtube.com/watch?v=bdh0VLVBIeg

Vil du vide mere om George Lazenby, kan jeg anbefale Nicolas Barbanos artikel i det sidste nummer af det danske tegneseriehæfte James Bond 007 (nr. 7 fra 1984). Trods enkelte småfejl er det stadig den bedste tekst, jeg har læst om Lazenby på dansk.

---

MERE JAMES BOND PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:

• 007-biler i London: Brie besøger "Bond in Motion"
• "Designing 007": Fotoreportage fra udstillingen på Barbican
• Hør Filmnørdens Hjørnes store James Bond-podcast fra 2012
• From Denmark with Love: Brie interviewer Bond-casteren Debbie McWilliams
• "Bond om Bond": Brie anmelder Sir Roger Moores nye bog
• Dagbog fra et rekordforsøg: Reportage fra Bio City Odenses 007-maraton i 1999
• John Barry 1933-2011: Den lækre lyd af luksus
• En helt igennem almindelig skotte: Portræt af Sir Sean Connery
• Læs om mit møde med Daniel Craig (Cowboys & Aliens)

"Zelly and Me" (1988): David Lynch som førsteelsker!

I 1988 overtalte skuespilleren Isabella Rossellini sin daværende kæreste, David Lynch, til at tage en birolle i familiedramaet "Zelly and Me", instrueret af Tina Rathborne. Indtil da havde Lynch holdt sig bag kameraet, bortset fra en cameooptræden i sin egen "Dune - Ørkenplaneten" (1984). Men han tog imod Rossellinis udfordring, da han mente, at oplevelsen ville få ham til at overvinde sin frygt for at spille skuespil.

I rollen som barnepigen Zellys bejler, den rare Willie, leverer David Lynch en uventet blid, sårbar og romantisk præstation. Han får sågar lejlighed til at demonstrere sine evner som illusionist, da Willie charmerer Zelly med et lille tryllenummer.

David Lynchs scener er absolut højdepunktet i "Zelly and Me", der ellers er en temmelig klæg historie om den forældreløse Phoebe, der terroriseres af sin strikse bedstemor på et stort landsted i Virginia. Filmen er aldrig udgivet på dvd eller blu-ray, og selv om den i øvrigt er fotograferet af danske Mikael Salomon, har den så vidt vides kun været vist én gang i Danmark.

DR1 programsatte "Zelly and Me" en søndag eftermiddag i 1990'erne (28. august 1994) under titlen "Stakkels rige pige", og ud fra en VHS-optagelse af denne visning har jeg nu sat alle Lynchs scener fra filmen sammen til en 15 minutters montage. Mine damer og herrer: David Lynch som førsteelsker!



Få år senere gengældte David Lynch tjenesten ved at lade Tina Rathborne instruere to afsnit af "Twin Peaks" (1989-91). Rathborne har aldrig lavet tv eller film siden, men Lynch blev åbenbart bidt af skuespillet. Han brillerede som agent Dale Coopers foresatte, den tunghøre FBI-chef Gordon Cole, i såvel "Twin Peaks" som spillefilmen "Laura Palmers sidste dage" (1992). Desuden kunne vi sidste år nyde ham i svidende topform som talkshowproduceren Jack Dahl over for Louis C.K. i komedieserien "Louie":

> Se David Lynch i afsnit 311 af tv-serien "Louie"

Du kan høre meget mere om David Lynch i den netop udgivne, fire timer lange podcast 94 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper, Mille og undertegnede går i dybden med Lynch og hans samlede værker:


MERE DAVID LYNCH PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:

> ”Inland Empire”: Læs Bries interview med David Lynch
> Brie anmelder det nye ekstramateriale på ”Twin Peaks: The Entire Mystery”
> Brie anmelder bogen “Reflections – An Oral History of Twin Peaks”
> Fotoreportage fra Bries besøg i virkelighedens Twin Peaks
> Søde minder: Et tilbageblik på en skelsættende tv-oplevelse
> Tegneserien “Twin Pies" – og andre parodier
> Twin Peaks-merchandise fra Bries arkiver

Boganmeldelse: "Reflections: An Oral History of Twin Peaks"

Det er ikke kun her på Bries Blog-O-Rama, at Twin Peaks-feberen er blusset op igen i forbindelse med blu-ray-udgivelsen af ”Twin Peaks: The Entire Mystery”. Denne sommer byder også på to spritnye bøger, der ser tilbage på Mark Frost og David Lynchs 24 år gamle tv-fænomen.

Ultimo august udkommer Andreas Halskovs bog ”Paradoksets kunst – David Lynch og hans film” på Turbine forlaget, hvor forfatteren anlægger en akademisk vinkel på ”Twin Peaks” og andre Lynch-værker. Men i dag skal det handle om den engelsksprogede bog "Reflections: An Oral History of Twin Peaks", som udkom den 15. juli på forlaget short/Tall press. Lad det være sagt med det samme: Brad Dukes' bog er et absolut must for alle Peaks-fans.

”Reflections: An Oral History of Twin Peaks” må være den hidtil grundigste og mest detaljerede krønike over ”Twin Peaks”-serien og dens tilblivelse. Gennem tre år har Brad Dukes utrætteligt opsøgt mere end 100 af de personer, der var med til at skabe serien foran og bag kameraet. Nogle af dem har endda stillet sjældne privatfotos fra optagelserne til rådighed for bogen.

Galleriet af interviewpersoner favner bredt, så både teknikere, talentagenter og tidligere network-folk kommer til orde. Alle væsentlige skuespillere pånær Lara Flynn Boyle og David Duchovny giver deres besyv med, og Brad Dukes har også været så priviligeret at få Mark Frost til at deltage i projektet. Ikke overraskende glimrer David Lynch ved sit fravær, men kender man Lynch ret, ville han næppe have sagt meget brugbart alligevel. (Ifølge et interview med Brad Dukes var Lynch tæt på at bide på krogen, men valgte altså i sidste ende at takke nej.)

> Læs interview med forfatteren Brad Dukes (Welcome to Twin Peaks.com)

De mange indsamlede udsagn er stykket sammen til en mosaik, som tegner et kronologisk billede af ”Twin Peaks” og seriens udvikling set indefra. Tidslinjen spænder fra det første møde mellem Mark Frost og David Lynch i 1985 til den drastiske implosion af seriens anden sæson i 1991. (Den efterfølgende spillefilm, ”Twin Peaks – Laura Palmers sidste dage”, som Lynch lavede uden Frost i 1992, berøres kun kursorisk.)

Bogens forfatter flankeret af Sheryl Lee (Laura Palmer) og Ray Wise (Leland Palmer) | pr-foto

I koret af stemmer i ”Reflections” aner man nogle gennemgående refræner, som alle synger med på. Ét af dem lyder, at det var en genistreg at sætte Mark Frost og David Lynch sammen.

Den erfarne tv-forfatter Mark Frost har alle dage stået i skyggen af Lynch, når talen faldt på ”Twin Peaks” (se bare, hvordan flere danske dagblade for nylig henviste Frost til en sølle parentes i deres omtaler af blu-ray-boksen). Derfor tjener det ”Reflections” til ære, at den netop fremhæver styrken af kombinationen Lynch og Frost. I mødet mellem de to opstod en unik synergi, hvor David Lynchs skæve ideer og Mark Frosts greb om tv-mediets fortællestrukturer berigede hinanden.

”I do credit Mark Frost for keeping David's genius accessible in that pilot and bringing him to earth a bit. I think that's a dance they did so brilliantly: their collaboration of grounding and extraordinary inspired weirdness.” 

- Todd Holland, episodeinstruktør på ”Twin Peaks”

”Reflections” sætter en fed streg under Mark Frosts væsentlige bidrag til ”Twin Peaks” som seriens medskaber og tovholder – det, man i dag ville kalde showrunner. Mange vil nok blive overrasket over at læse, at David Lynch var væk under størstedelen af første sæson, mens Frost var på settet hver dag for at holde opsyn med produktionen. Det var også Frost, der sikrede kontinuiteten ved at lave den sidste gennemskrivning af samtlige manuskripter.

Blu-ray-anmeldelse: "Twin Peaks - The Entire Mystery" (ekstramateriale)

Årets mest ventede blu-ray-udgivelse – hvis man spørger mig – er uden konkurrence det luksuriøse bokssæt "Twin Peaks: The Entire Mystery", som udkom i tirsdags, den 29. juli.

Jeg var så heldig at få fingre i et eksemplar allerede torsdagen inden, og at det har taget mig en hel uge at kigge alt ekstramaterialet igennem, siger noget om, hvor ødselt denne boks er udstyret (ikke at det foregående dvd-sæt "Ultimate Gold Box Edition" ellers haltede på dét punkt).

"Twin Peaks: The Entire Mystery" indeholder samtlige 30 afsnit af Mark Frost og David Lynchs banebrydende tv-serie (sendt over to sæsoner i 1990-91) samt Lynchs efterfølgende spillefilmsprequel "Twin Peaks: Fire Walk With Me" (Twin Peaks - Laura Palmers sidste dage, 1992). Filmnørdens Hjørne kommer til at grave dybt i såvel serien som filmen i en kommende podcast om David Lynch, så jeg vil i stedet fokusere på de nye elementer i boksens omfattende bonusmateriale.

Forhåndsinteressen har især sværmet om de hidtil usete, slettede scener fra "Fire Walk With Me", her samlet under titlen "The Missing Pieces". Det har længe været kendt, at David Lynch optog så meget materiale til prequel-filmen, at næsten halvdelen af scenerne – inklusive flere af de elskede figurer fra serien – endte på klipperummets gulv inden premieren.

En gruppe fans iværksatte for nogle år siden en underskriftindsamling for at få offentliggjort det glemte guld, men der skulle altså otte års juridisk benarbejde til, før rettighederne blev udredt. Nu har David Lynch personligt klippet det forjættede overskudsmateriale sammen til en halvanden times suite, der mere fungerer som en supplerende samling af vignetter end et reelt forløb (a la "More Things That Happened", der udkom på dvd som et appendix til Lynchs "INLAND EMPIRE").

> Læs mit interview med David Lynch om "Inland Empire"

For en Twin Peaks-fan som undertegnede er euforien stor over, at vi endelig får adgang til hele 91 "nye" minutter fra Twin Peaks-universet, endda fra David Lynchs egen hånd. "The Missing Pieces" genindsætter næsten alle væsentlige figurer fra serien (kun Audrey og Benjamin Horne glimrer fortsat ved deres fravær). Sherif Truman, Lucy, Andy og Hawk var ikke med i spillefilmen, men ses her tilbage på politistationen. Josie Packard og Pete Martell stempler ind på savværket, mens Ed og Nadine Hurley kigger forbi Double R-Diner. Bedst af alt får vi flere (omend stadig alt for få) ekstra minutter med Dale Cooper, som altid gestaltet af den uforlignelige Kyle MacLachlan.

Når dét er sagt, må man medgive, at mange af scenerne i "The Missing Pieces" blev udeladt fra "Fire Walk With Me" med god grund. Flere af dem tjener intet andet formål end at give de velkendte figurer en kort cameooptræden, så de kan krydses af på gæstelisten. Desuden er scenerne ofte påfaldende dårligt skrevet og føles (ligesom filmen) som en Twin Peaks-efterligning, der rammer forbi målet, selv om signaturen altså er Lynchs egen.

"Hysteria": Gode vibrationer – om vibratorens historie

DRK viser i aften Tanya Wexlers ganske fornøjelige komedie "Hysteria" fra 2011 som et led i en programrække om "forførelse og erotik". Filmen foregår i viktoriatidens England og skildrer med glimt i øjet, hvordan lægen Joseph Mortimer Granville (1833-1900) opfinder den elektromekaniske vibrator for at helbrede sine kulrede kvindelige patienter.

"Hysteria" er inspireret af virkelige begivenheder, hvilket ansporede mig til at skrive denne artikel om vibratorens spændende historie til Weekendavisen, da filmen havde dansk biografpremiere i december 2011. God læselyst!



ARTIKEL:
Gode vibrationer
Brian Iskov i Weekendavisen, december 2011

Millioner af frustrerede kvinder har gennem historisk tid fået stillet diagnosen »hysteri« af en uforstående mandlig lægestand. Sygeliggørelsen af hunkønnets drifter medførte dog også en mekanisk kur, der kom til at revolutionere forståelsen af kvindelig seksualitet: den elektriske vibrator.

Hvad var verdens første elektrificerede husholdningsredskab?

Svaret er symaskinen. Singer lancerede deres mekaniserede vidunder i 1889, hvorefter ventilatoren, tekedlen og brødristeren prompte fulgte trop.

Mere overraskende er det måske, at det næste patent i rækken af strømdrevne hjælpemidler hverken tilfaldt støvsugeren eller strygejernet. Det femte el-apparat til hjemmet blev vibratoren. Og ligesom andre populære opdagelser, såsom penicillin og gin og tonic, så den elektromekaniske vibrator dagens lys under andre rammer end de sidenhen kendte.

Den muntre britiske periodefilm "Hysteria" sporer vibratorens udspring tilbage til viktoriatidens britiske lægepraksis. Redskabet var oprindelig tænkt som en hjælpende hånd til de doktorer, der specialiserede sig i at behandle kvinders »bækkenblokering« med fingermassage. I langt de fleste tilfælde konkluderede lægevidenskaben, at de kulrede fruers ulyksalige tilstand skyldtes »hysteriske luner«.

Maggie Gyllenhaal og Hugh Dancy i "Hysteria" (2011) | pr-foto: Scanbox

Man skal helt tilbage til antikkens hippokratiske skrifter for at finde termen hysteri anvendt første gang som en paraplydiagnose, der belejligt favner alskens kvindagtige luner. Uanset om sygdommen manifesterede sig som glæde, vrede, mismod eller søvngængeri, dækkede symptomerne oftest over det simple, men tabubelagte faktum, at kvinderne følte sig negligeret i ægtesengen.

Selvtilfredsstillelse blandt kvinder fandt man naturligvis ikke tilrådelig, da man mente, denne praksis ville overflødiggøre herrernes indsats i intime anliggender. En så presserende sag måtte nødvendigvis lægges i lægekunstens kyndige (mande)hænder.

I sit pionerværk "The Technology of Orgasm" fra 1999 argumenterer forfatteren og forskeren Rachel P. Maines for, hvordan vestlige patriarkater gennem to årtusinde har værnet om den androcentriske magtbalance. Ved konsekvent at stemple hunkønnets seksualdrift som suspekt og »hysterisk«, i modsætning til »sund« mandlig potens og penetration, sikrede hankønnet sin fortsatte dominans i samfundet.

Ergo har hysteri i perioder været så almindelig udbredt som feber eller forkølelse, somme tider ligefrem af pandemisk omfang. Den anerkendte 1600-talslæge Thomas Sydenham vurderede, at hysteri tegnede sig for en sjettedel af alle sygdomstegn: »Der findes næppe den kvinde, som kan sige sig ganske fri for hysteriske skavanker.«

Skønt mænd også risikerede at pådrage sig lidelsen, var det kun naturligt, at hysteriet primært ramte kvinder. Ikke for ingenting lånte sygdommen sit navn fra hystéra, det græske ord for livmoder. Riverius (17. årh.) omtalte ligefrem lidelsen som Womb-Furie (livmodergalskab), idet problemet måtte skyldes en vagabonderende uterus. Denne sejlivede teori hævdede, at livmoderen slet og ret blev sendt på vandring op igennem legemet af de kropsvæsker, der hobede sig op i underlivet som følge af manglende seksuel aktivitet.

Illlustration af hydromassage, ca. 1860

Løsningen nedfældede den græske læge Galén af Pergamon allerede omkring år 200 e.Kr. Han mente, at fruentimmernes temperament kun lod sig formilde, om man – dvs. en mandlig medikus – ved håndkraft manipulerede det urolige organ på plads.

Sidenhen eksperimenterede doktorer i Europa med at sende hysteriplagede kvinder på raske hesteridt gennem skovene. Andre fandt, at lidelsen skulle bekæmpes med hydroterapi, dvs. vandstråler rettet strategisk mod patientens nedre regioner (se illustration). Et tredje råd til plagede frøkener i den giftefærdige alder lød, at de måtte underkaste sig den kur, som bl.a. Robert Burton i det 17. århundrede anbefalede mod Maid's, Nun's, and Widow's Melancholy: indgåelsen af ægteskab.

Ifølge Rachel P. Maines' research turde kun ganske få læger angribe konsensus. Den franske psykiater Charles Lasègue tilhørte de klarsynede, da han i 1800-tallet beskrev hysteri som »lægevidenskabens papirkurv, hvori man kaster de symptomer, der ikke finder beskæftigelse andetsteds«. Også hans samtidige landsmand Pierre Briquet gik imod strømmen, idet han åbent anerkendte, at kvindernes besvær med at opnå orgasme under samleje var det egentlige problem. Den lægeordinerede titillation du clitoris besad desværre ikke helbredelsens kraft, men tilbød blot forbigående lindring. Dermed blev behandlingsformen, med dens tilfredse klientel af evighedspatienter, en økonomisk gave til lægestanden. »Tak for i dag, kom snart igen!«



Skal man tro overleveringerne og den humoristiske skildring af 1880'ernes lægedom i Hysteria, var bækkenbundsmassage et kedsommeligt, nedslidende pillearbejde, som doktorerne hellere end gerne overlod til deres assistenter. Optrinnet i filmen, hvor dr. Joseph Mortimer Granville, spillet af Hugh Dancy, overanstrenger sin tjenende hånd og udvikler seneskedehindebetændelse, er muligvis en fiktion, men ikke en urealistisk af slagsen.

Hjælpen var på vej. I Amerika opfandt George Taylor det dampdrevne massageapparat, Manipulatoren, i 1869, da han forbandt sit Medical Rubbing Apparatus til en stationær kulfyret dampmaskine. Men det var netop Granville, hans britiske kollega, som i 1880'erne anmeldte patent på verdens første elektromekaniske vibrator, bygget af instrumentfirmaet Weiss.

Tanken med opfindelsen var at afhjælpe myoser og ømme muskler. Virkelighedens Granville nægtede pure at udsætte kvindelige patienter for sin batteridrevne innovation: »Jeg ønsker ikke at blive vildledt af, eller medvirke til at bedrage andre gennem, den hysteriske tilstands lunefuldheder,« skrev han i 1883.

Alligevel vandt Joseph M. Granvilles nyskabelse hurtigt indpas blandt hans fagfæller som et mirakelmiddel mod hysteri. Hvor læger før måtte bruge en stiv klokketime på at genoprette deres patienter velbefindende, klarede deres mekaniske »Lille Hjælper« ærterne på fem minutter.
De tidlige modeller bestod i bund og grund af et træ- eller bakelithåndtag med en elektrisk metalmotor påhæftet. En typisk vibrator fra århundredskiftet vejede velvoksne 3 til 7 kilo og var sluttet til et endnu større batteri, der gjorde det vanskeligt at transportere udstyret omkring. Enkelte særligt avancerede modeller spillede musik til arbejdet, mens andre varianter udsendte ultraviolette stråler.

Den dansk designede dr. J. C. Johansens Auto-Vibrator, 1907

Avisannonce for dr. Johansens vibrator, 1909 | National Library of Australia
(klik for at forstørre)

Billige vibratorer med håndsving (de såkaldte »piskeris«) opnåede en vis popularitet i starten af 1900-tallet, eftersom de ikke krævede nogen strømkilde. Men med elektricitetens indmarch i de private hjem flyttede vekselstrømsvibratorerne endegyldigt ud af klinikkerne og ind i sovekamrene. Et apparat til personligt brug beløb sig sjældent til mere end prisen på fire-fem visitationer og tjente sig derfor hurtigt ind.

I de første tiår følte fabrikanterne sig stadig tryggest ved at pakke massageapparaternes egentlige natur ind i mere uskyldigt lydende løfter om lindring af bl.a. hovedpine. »Får Dem ligefrem til at dirre af livsnydelse«, lød en af de pirrende eufemismer i postordrekatalogernes annoncer. »Ungdommens fornøjelser vil pulsere inde i Dem,« hed det forjættende om et konkurrerende produkt.

Herhjemme blev Vibrations-Massage-Maskinen Massavib introduceret på markedet i 1908. Formedelst 24,50 kroner (svarende til 1.500 kr. i dag) tilbød Massavib sig som universalremediet imod »Svækkelsestilstand, Træthed, Slaphed, Søvnløshed, Maveonde, Lever- og Nyresygdomme, Snue, Astma, Tunghørighed, Menstruationsbesvær, Rynker og Skaldethed« – endda med lovning på øjeblikkelig lindring og forsikring om, at behandlingen »umuligt kunne overdoseres«. Massavib fulgte i hælene på en model af britisk fabrikat, hvis navn knap nok orkede at dølge den nøgne sandhed om apparatets beskaffenhed: Veni Vici – »jeg kom, jeg sejrede«.

Vibrator fra Shelton Electric Corp., ca. 1927

Efter at det håndholdte legetøj i 1920'erne begyndte at optræde i pornografiske stag-film, kneb det med at opretholde den sociale kamuflage og dermed illusionen om vibratoren som en salonfæhig helsebringer. De suggestive reklametekster forsvandt fra katalogerne, og det erotiske legetøj dukkede først frem fra skuffedariets skjul igen i 1960’erne, da feministernes befrielsestogt banede vej for vibratorens sociale accept. Nye vinde, herunder frigivelsen af billedpornografien i 1969, bar demokratiseringen med sig og lagde – langt om længe – kvindernes seksualitet i hænderne på dem selv.

I mellemtiden havde lægevidenskaben revideret sit syn på hysteriets gåde. Dr. Sigmund Freud indvarslede paradigmeskiftet, da han i 1800-tallets sidste år vristede sygdommen fri af den kropslige årsagssammenhæng. Freud søgte i stedet at forklare de neurologiske symptomer med sociale årsager eller uafklarede psykiske konflikter.

Diagnosen hysteri trådte officielt ud af kraft i USA i 1952. Lidelsen ændrede i 1980 officielt navn til det langt mindre stigmatiserende »konversionssyndrom«.

Trods alle fremskridt lader det dog til, at patologiseringen af hunkønnets mysterier lever videre i andre arenaer. Indtil 2008 var det strafbart i otte amerikanske delstater at eje og anvende massagestave til seksuel tilfredsstillelse – og forbuddet gjaldt også inden for hjemmets fire vægge. Den dag i dag risikerer handelsfolk i delstaten Alabama op til ti års fængsel, hvis politiet griber dem i at lange en vibrator over disken. Men Viagra? Det må man(d) – naturligvis – gerne sælge og købe.

Litteratur: "The Technology of Orgasm: »Hysteria«, the Vibrator, and Women's Sexual Satisfaction" af Rachel P. Maines, The Johns Hopkins University Press 1999.

Tak til historiker Nina Søndergaard fra Nørd Tours for yderligere research.

Links:
> The Science Museum i London har et bredt udvalg af antikke vibratorer i deres permanente samling.
> Mike's Antique Vibrator and Quack Medical Museum (online billedgalleri)

Blockbusterens elefantsyge: Hvorfor er film så lange?

Føler du også, at filmene i biografen bliver længere og længere? Det er ikke nødvendigvis din tålmodighed, den er gal med. Nutidens blockbuster-instruktører mestrer ikke begrænsningens kunst, mener en række kritikere.



»En films længde bør stå i direkte forhold til den menneskelige blæres udholdenhed,« mente Alfred Hitchcock. Gennem hele sin karriere, der favnede et halvt århundrede og mere end 60 spillefilm, signerede den britiske mesterinstruktør kun syv film, der sneg sig op over to timers spilletid.

Mange nutidige instruktører har sværere ved at fatte sig i korthed, og en af de værste syndere er Michael Bay. Hans seneste blockbuster, "Transformers: Age of Extinction", som får dansk biografpremiere i denne uge, er med sine 165 minutter det hidtil længste kapitel i Transformers-serien. Michael Bays forrige film, actionkomedien "Pain & Gain", var instruktørens korteste siden hans debut, 'Bad Boys' fra 1995. Alligevel var "Pain & Gain" samfulde to timer og ni minutter om at komme i mål.

Tager man Michael Bays samlede filmografi i betragtning, ligger den gennemsnitlige spilletid i omegnen af 147 minutter. Dermed er "Transformers"-instruktøren suverænt den af verdens ti bedst indtjenende filmmagere, som trækker størst veksler på publikums tid i biografsædet. Men han er ikke alene blandt Hollywoods gulddrenge om at synes, at en aften i biffen helst skal vare længere end en maraton.

Se bare på nogle af de store film i 2013: "The Hunger Games: Catching Fire" varede 146 minutter. "Prisoners": 153 minutter. "Hobbitten: Dragen Smaugs Ødemark": 161 minutter. Og "The Wolf of Wall Street" er med sine 179 minutter den længste film, Martin Scorsese nogensinde har lavet.

> Thelma Schoonmaker om længden af "The Wolf of Wall Street" (New York Times)

Statistikken taler også sit tydelige sprog. Ifølge dagbladet The Independent var 1980'ernes ti mest succesfulde biograffilm i gennemsnit 119 minutter lange. I 2000'erne lød det tilsvarende tal 149 minutter.

Internet Movie DataBase går endnu længere tilbage og har regnet sig frem til, at de 50 mest populære film i 1920'erne var 98 minutter i snit, mens de i 2000'erne nåede op på 129 minutter – nøjagtig som Michael Bays "Pain & Gain".

»I Michael Bays tilfælde har jeg faktisk ikke noget problem med, at hans film bliver ved og ved, fordi det netop er hans stil at være fuldstændig skamløs,« siger Stephanie Zacharek, cheffilmanmelder på newyorkeravisen Village Voice. Ellers erklærer den erfarne kritiker sig stopmæt efter en på alle måder lang blockbustersommer. Hun siger:

»Som udgangspunkt elsker jeg at blive godt underholdt af en hollywoodfilm. Men jeg kan ikke lide at føle mig gennemtæsket, når jeg kommer ud af biografen.«

Transformers 1-4 marathon = 765 minutter!

Gunnar Rehlin har gennem fire årtier anmeldt og skrevet om film for bl.a. svensk tv og branchebladet Variety. Også han mærker den stigende tendens til, hvad han kalder Hollywoods »elefantsyge«:

»Det er ikke længere på mode at fortælle stramt og effektivt ud fra princippet ’less is more’. Tag en film som "The Lone Ranger" (149 min.), som floppede i det meste af verden. Den kunne snildt forbedres ved, at man klippede 40 minutter ud af den,« siger Gunnar Rehlin.

Selv komediegenren har fået vokseværk. Paul Feigs sommerhit fra sidste år, "The Heat", var oppe og snuse til totimersmarkøren (117 min.), mens comedy-guruen Judd Apatow efterhånden er berygtet for at drøje mærkbart på sit materiale. Hans seneste parforholdskomedie 'This is 40' har fået anmelderklø for at brede sig over 133 minutter.

I en artikel i Los Angeles Times tog Judd Apatow til genmæle mod kritikken:

»Det er svært at komme ud af huset for at tage i biffen. Billetterne er dyre, parkeringen er dyr – hvorfor har alle så travlt med at komme hjem igen? Du dør ikke af, at filmen varer femten minutter mere.«

Judd Apatows synspunkt vinder genklang i en onlinerundspørge, som det amerikanske billetsalgsfirma Fandango har foretaget blandt 1000 biografgængere. 78 % af de adspurgte føler, at lange film yder mere »valuta for pengene«.

Judd Apatow | pr-foto

Stephanie Zacharek nævner newzealandske Peter Jackson som en af de filmmagere, der i nyere tid har populariseret spillelængder i supersize - senest med helaftensfilmene om "Hobbitten". Med sin trilogi "Ringenes Herre" (2001-03) skabte Jackson tradition for at udsende forlængede dvd-versioner af sine allerede nærmest endeløse eposser.

Hans nyindspilning af "King Kong" (2005) – 187 minutter mod originalens 100 – står også tilbage som et symptom på, at Director's Cut-æraen har pustet succesinstruktørernes egoer, og dermed spilletiderne, op til en størrelse XL. For hvilken producer eller filmselskabschef tør sige en Spielberg, en Tarantino, en Jackson imod?

»Peter Jackson har før bevist, at han er en filmkunstner, som kan fortælle gode historier i lille målestok,« siger Stephanie Zacharek med henvisning til instruktørens "Engel min engel" (Heavenly Creatures) fra 1994.

»Men efterhånden som Jacksons budgetter er vokset, har han fået fuldstændig frie hænder, og set udefra kan det godt føles, som om han misbruger det,« mener Zacharek.

> Se Bries interview med Peter Jackson fra Troldspejlet (2013)

Peter Jackson har lovet mig, at hans tredje Hobbitten-film bliver kortere end de foregående!

Foruden instruktørernes ego har den teknologiske udvikling også sat skred i spilletiderne. Et computerbaseret værktøj som Avid gør redigeringsarbejdet til en langt mere flydende proces end tidligere, hvor den fysiske filmstrimmel møjsommeligt skulle tapes sammen bid for bid i klippebordet. Den vidtstrakte brug af computermanipulation åbner også for mange flere muligheder end de gammeldags, ofte besværlige og tidskrævende teknikker som miniaturemodeller, glasmalerier og optiske effekter.

»Man kan lave hvad som helst med CGI i dag. Potentialet er endeløst,« siger Gunnar Rehlin, som føler, at filminstruktører i dag har svært ved at begrænse sig, fordi de har alt for meget at lege med:

»Resultatet bliver, at mange film i dag overfodrer publikum. Man læsser bare på med effekter i stedet for at sortere i ideerne og finde kreative løsninger,« siger han.

Eksempel: Da George Lucas i 1977-83 skød sin oprindelige "Star Wars"-trilogi, foregik indspilningen analogt, dvs. uden brug af computere. Hans prequel-trilogi, som fulgte i 1999-2005, gjorde udstrakt brug af digitale produktionsteknikker og CGI. Ganske symptomatisk er de tre nye film alle længere end de gamle.

Endelig er HD-videoformatet væsentlig billigere i drift end gammeldags råfilm af celluloid. Som bivirkning optager nutidens filmfolk meget mere materiale end nogensinde før.

»Filminstruktører har fået den fejlagtige opfattelse, at det er gratis at optage digitalt, så de skyder bare løs og forelsker sig i det, de får i kassen,« udtaler Jan-Christopher Horak, chef for UCLA’s film- og tv-arkiv, til Los Angeles Times. Han oplyser, at amerikanske filminstruktører førhen brugte ca. 40 minutters råfilm for hvert spilleminut i den færdige film. Nu om stunder er forholdet tættere på 200-400 minutters optagelser for hvert minut af filmen, anslår Horak.

Men måske ligger problemets kerne slet ikke i selve længden, men derimod i misforholdet mellem omfang og indhold. For som den afdøde kritikerlegende Roger Ebert så viselig sagde:

»Ingen god film er for lang, og ingen dårlig film er tilstrækkelig kort.«

Gunnar Rehlin nævner "The Godfather 2. del" (200 min.), "Once Upon a Time in America" (229 min.) og "1900" (317 min.) som eksempler på mammutfilm, der i hans øjne ikke indeholder en eneste overflødig scene.
»Nogle historier er så komplekse, at de kræver plads for at kunne folde sig ordentligt ud. Men det kræver, at man har en ordentlig historie at fortælle, og det har nutidens blockbustere sjældent,« konstaterer han.

---

De ti mest indtjenende hollywoodinstruktører, rangordnet efter gennemsnitlig spillefilmlængde:

Michael Bay – 146,6 min.
Peter Jackson – 140,7 min.
James Cameron – 139,4 min.
Steven Spielberg – 136,0 min.
Christopher Nolan – 129,6 min.
Ron Howard – 124,6 min.
George Lucas – 122 min.
Chris Columbus – 119,9 min.
Robert Zemeckis – 117,9 min.
Tim Burton – 108,6 min.

Kilder: Box Office Mojo, Wikipedia; research: Brian Iskov

Bonusinfo:
Siden 1929 har det amerikanske filmakademi, AMPAS, gerne sat lighedstegn mellem en films spillelængde og dens vigtighed, når de har uddelt deres oscarpriser. Ifølge Collider.com har næsten 70 % af alle vindere i kategorien 'bedste film' varet over to timer. I mere end 40 % af tilfældene gik prisen til den længste film blandt de nominerede. Ved den seneste oscaruddeling varede otte ud af de ni nominerede 'bedste film' to timer eller derover.

En version af denne artikel har været trykt i Politiken september 2013.