"Shaun of the Dead": Brie besøger optagelserne!

For nøjagtig ti år siden, mandag den 23. juni 2003, besøgte jeg de legendariske Ealing Studios uden for London. Dengang var jeg filmreporter for TJECK Magazine, og jeg havde kun fået to ting at vide om turen på forhånd:

1) Jeg var udsendt for at overvære indspilningen af en britisk gyserkomedie.
2) Jeg havde fået et vagt brief om, at jeg skulle sminkes som en zombie og være statist i mandagens scene.
(Dette var også artiklens oprindelige præmis: "Zombie for en dag".)

De medvirkende, instruktøren, holdet bag kameraet og filmen vidste jeg absolut intet om. Blot at projektet gik under titlen "Shaun of the Dead".

Stor var min skuffelse, da jeg ankom til Ealing-studiet mandag kl. 11 og fik at vide, at nogen åbenbart havde misforstået det med statistjobbet og zombiesminken. Jeg skulle blot kigge på og tage noter. Øvvv.

Men besøget på optagelserne viste sig faktisk at være enormt hyggeligt. Jeg sludrede med filmens unge instruktør, der var en kvik, flink og herligt nørdet fyr. Han hed Edgar Wright, og på hans cv stod kun en spaghettiwestern-spoof på lavbudget ("A Fistful of Fingers", 1995) og to kortlivede komedieserier til tv. Hvis jeg havde vidst dengang i 2004, at Edgar Wright siden ville blive en af mine yndlingsinstruktører (se bl.a. "Spaced" og "Scott Pilgrim mod verden"), havde jeg nok bedt om en autograf.

Nick Frost, Penelope Wilton, Lucy Davis, Dylan Moran, Kate Ashfield og Simon Pegg i "Shaun of the Dead" (2004) | pr-foto © Universal Studios

Jeg drak kaffe med flere hold af pjattede skuespillere, der havde (for mig dengang ukendte) navne som Simon Pegg, Nick Frost, Dylan Moran og Lucy Davis. Halvanden måned inde i optagelserne var de alle sammen så overtrætte, at ingen rigtig løftede et øjenbryn, da Dylan Moran på fiffig vis fik drejet samtalen ind på emnet "intimbarbering". Hvortil hans kvindelige kollega, Lucy Davis, gestikulerede ned imod sit skridt og uden blusel svarede: "I'm intact".

Der gik et par sekunder, før Lucy Davis indså, hvad hun netop havde forklaret til nogle vildt fremmede journalister fra kontinentet.

Trailer til "Shaun of the Dead" (2004)

Da den færdige film endelig nåede til Danmark halvandet år efter - naturligvis kun på video - viste "Shaun of the Dead" sig at være en kæmpe positiv overraskelse, der fungerede forrygende både som komedie og som zombiehorrorfilm. Og besøget i Ealing Studios endte med at være det mest underholdende og mindeværdige setvisit, jeg nogensinde har været på. Selv om jeg stadig godt kan ærgre mig lidt over, at jeg kunne have været zombie i "Shaun of the Dead". Det ville have været blæret at kunne fortælle sine børnebørn.

PS: I nogle år ejede jeg et lille stykke kunstigt gummiglas, som jeg stjal samlede op fra studiegulvet, efter at zombierne havde smadret et af pubbens vinduer. Den souvenir er for længst gået tabt. Men minderne har man da lov at ha' ...

PPS: Billederne fra settet er lånt fra Edgar Wrights hjemmeside, EdgarWrightHere.com, hvor instruktøren dagligt mindes produktionen af "Shaun of the Dead" ved at lægge fotos op fra den tilsvarende optagedato i 2003. En fin idé.

Fra optagelserne til "Shaun of the Dead" (2004) | © www.edgarwrighthere.com

SETREPORTAGE FRA "SHAUN OF THE DEAD":
Fadbamser til de døde
Brian Iskov, TJECK december 2004

Det er en mandag middag som så mange andre i London-forstaden Ealing. En midaldrende, hvidhåret gubbe i cowboystøvler trisser forbi med et bæger kaffe i hånden. Hele hans højre kind hænger i laser, så der er frit udsyn til blodkarrene. To minutter senere kommer en ung fyr traskende samme vej med skjorten smurt ind i rødt snask.

Begge venter på, at dagens optagelser til ”Shaun of the Dead” skal rulle videre. Steve Emerson, den skrutryggede ældre herre, spiller Zombie-John, ejeren af filmens lokale pub. Han ser ikke synderligt frem til sin næste scene, og et kig i manuskriptet forklarer hvorfor. ”John gennemtæskes med billardkøer”, står der. Længere nede på siden tilføjes ordene ”dartpile” og ”jagtgevær”.

Fra optagelserne til "Shaun of the Dead" (2004) | © www.edgarwrighthere.com

Voldens bodega
En engelsk journalist skrev engang, at de fleste filmoptagelser var omtrent lige så underholdende som en lukket pub. Og minsandten: Her på Ealing-studiets scene to står simpelthen en lukket pub, The Winchester, troværdigt nusset til med snavset tapet og rester af gulnet julepynt i hjørnerne. Under fødderne viser et virvar af kulørte tapemærker, hvilke ruter skuespillerne skal følge, når kameraet snurrer. Lige nu er der dog en pause i optagelserne, fordi en af hovedpersonerne skal rives midt over.

Fire dukkeførere afprøver en falsk torso til en scene, der i den færdige film føjer nye dimensioner til fænomenet crowdsurfing. Da teknikerne endelig beslutter sig for, i hvilken rækkefølge lemmerne skal skilles fra kroppen, går testen i gang. En dryppende lever og andre slimede indvolde trækkes ud under megen postyr.

"Det var det. Vil I have noget at spise?" spørger pr-damen frejdigt.



Frivillige zombier
Ovre i kantinen diskuteres testen ivrigt blandt de skuespillere, der skal deltage i scenen om lidt.
"Oh my God!" gisper Lucy Davis fra tv-serien ”The Office”.
"Rev de både hans arme og ben af?"
"Det bliver bedre, når brystkassen er fyldt med blod," mener kollegaen Nick Frost.
"Jeg tror altså ikke, man kan skrige, hvis ens bugspytkirtel ligger i hånden på en anden," kommenterer Dylan Moran tørt.

Ved det bageste langbord venter tre mandlige studerende tålmodigt på deres tur i rampelyset. De har sagt ja til at agere baggrundsfyld uden betaling, fordi de elsker gysere. Næsten alle statisterne er hvervet frivilligt gennem en annonce på internettet.
"Ellers ville det have kostet godt halvanden million pund i lønninger," anslår filmens producer, Nira Park.

De forhåbningsfulde horrorfans indledte dagen med en workshop, der lærte dem at gå pasgang på rigtig zombie-manér. Siden er der intet sket.
"Vi har haft pause, siden vi mødte for fem timer siden," skumler den ene af drengene.
"Hvis jeg stadig ikke har været med på optagelse, når jeg tager hjem, har jeg i det mindste lært at vralte som en zombie."

Del af pubkulissen fra "Shaun of the Dead" (2004) | © www.edgarwrighthere.com  

Jasons lykkelige dag
Ind vandrer Jason, en glad fætter i Superman-T-shirt og Elvis-bakkenbarter. Han har taget seks dages ferie for at lade sig udødeliggøre i ”Shaun of the Dead”. Som det sømmer sig for en horrorfan med navnet Jason, har han allerede været med som statist i flere forskellige scener, så han er et kendt ansigt på settet.
"Når jeg dør, kommer jeg tilbage som en zombie," proklamerer han synligt stolt.

Produceren fortæller Jason, at han kan regne med at blive slået ihjel i næste uge.
"Er det rigtigt? Fantastisk!" udbryder Jason og stråler over hele femøren.
Han er en af de heldige. Da TJECK tager hjem to timer senere, sidder de tre studerende stadig og triller tommelfingre i kantinen. Det eneste, de får slået ihjel, er tiden.

FILMANMELDELSE
Shaun of the Dead (2004, Edgar Wright)
Brian Iskov i GEAR, december 2005

Kan du lide zombiefilm? Er du til engelsk humor? ”Shaun of the Dead” besvarer dine bønner ved at mose de to genrer sammen i én forrygende pakkeløsning. Titlens Shaun (Simon Pegg) er ret beset ikke død, men særlig sprælsk er han altså heller ikke; staklen ligner en forvokset Søren Brun fra ”Radiserne” og er omtrent lige så kikset. Shauns lækre kæreste (Kate Ashfield) går fra ham, hans job stinker, og hans bedste ven, Ed (Nick Frost), er et lasket sofadyr, der kun kan finde ud af at sælge tjald og spille ”Tekken”.

Både Shaun og Ed er meget længe om at opdage, at London er blevet overrendt af zombier, for tv-nyheder er da noget, man zapper forbi, og hvor nemt er det lige at se forskel på en levende død og en bleg hjemløs, når man har bagskid på? men efter de første blodige nærkampe mander vatnissen sig op. Han henter pigen, skifter controlleren ud med et cricketbat og søger med Ed mod yndlingsstedet: Den lokale pub!

"Shaun of the Dead" gik i en stor bue uden om de danske biografer. Helt ufortjent, for den tegner sine afrundede figurer hurtigt og præcist uden at jagte det billige grin. Som om det ikke var nok, får spillerne med deres bombesikre komiske timing og overbevisning også horrorelementerne til at fungere.

Dvd'ens lige så veloplagte ekstraudstyr præsenterer bl.a. historiens plothuller i tegneserieform og indeholder desuden fraklip, hvor den ubetalelige duo Pegg og Frost giver den som Sean Connery og Michael Caine. Blu-ray'en og den britiske dvd har hele fire kommentarspor.

> Læs også min anmeldelse af Edgar Wrights "Scott Pilgrim mod verden"

Brie på besøg hos "Asterix & Obelix - og briterne"

Sidste efterår mødte jeg Asterix på bunden af en forblæst dal i Sydirland. Vi trykkede næver. Han fortalte mig, sådan rent en passant, at han foretrækker Moore frem for Connery. Imens spankulerede tre næsten identiske Obelix'er omkring på engen. 

Edouard Baer (Asterix) og Gérard Depardieu (Obelix) - © UCG

Ellers var det mest slående, da Bries Blog-O-Rama tilbragte en dag på settet i de grønne Wicklow-bjerge uden for Dublin, hvor langsomt tingene går på en 450 mio. kroners mastodontproduktion som ”Asterix & Obelix – og briterne”.

I en kaffepause mellem optagelserne forsøgte den tredje og seneste Asterix-skuespiller, Edouard Baer, at overbevise Bries Blog-O-Rama om, at Asterix i den aktuelle film optræder som en slags fransk James Bond, en actionhelt i Hendes Majestæts tjeneste.

For at illustrere sin pointe rejste Edouard Baer sig fra stolen for at imitere den aldrende Roger Moore, som gik hen foran kameraet tre gange dagligt og hævede øjenbrynene, hvorefter en hoben stand-ins tog over og udførte det hårde arbejde for Moores agent 007.

”Jeg håber, publikum vil sammenligne Asterix-skuespillerne, som var de Bond. Jeg kan godt lide Roger Moore, selv om alle de intellektuelle fyre foretrækker Sean Connery. Efter min mening er Daniel Craig ikke en rigtig Bond,” causerede Edouard Baer videre, ganske uopfordret.

Hvordan resten af min setvisit hos de gæve gallere spændte af, kan du læse om i dagens FILM-tillæg til Politiken (18. oktober 2012).

Gérard Depardieu (Obelix) og Edouard Baer (Asterix) - © UCG

Da jeg besøgte Asterix-optagelserne i august 2011, nærmede det franske filmhold sig afslutningen på et seks måneder langt indspilningsforløb. Før de nåede Irlands bakkede græsenge, havde holdet optaget i solrige Malta og et hedebølgeramt Budapest.

”I Irland skifter vejret tit og hurtigt,” forklarede filmens scenograf, Françoise Dupertuis, som faktisk foretrak den bidende efterårsrusk frem for den midteuropæiske sommer.

”Lyset er bedre, når det er overskyet. Den grønne farve bliver skinnende og elektrisk, og kontrasten mellem himlen og græsset og bladene tager sig helt utrolig ud på film,” forsikrede scenografen begejstret.

Dagens fem besøgende journalister – en dybfrossen Brie inklusive – var mindre imponerede, måske fordi vi slet ikke følte os klædt på til vejrliget. Som vores franske pr-dame konkluderede, mens hun greb lidt hårdere fast om sin frakkekrave i blæsten: ”C'est super froid.”

Lough Dan, Wicklow Country, Irland, august 2011 - © Brian Iskov

"Asterix & Obelix - og briterne" får dansk biografpremiere i dag, mere end et år senere efter mit setvisit. Historien er bygget over albummene "Asterix og briterne" samt "Asterix og vikingerne" (begge tidligere filmatiseret som selvstændige animationsfilm). Desværre bliver denne fjerde realfilm om Asterix & Co. kun vist herhjemme i en flad dansk versionering, der konsekvent taber oplæggets lingvistiske finurligheder på gulvet. At dømme efter den franske trailer er en betydelig del af originalversionens humor baseret på, at "briterne" - herunder Catherine Deneuve som dronning Cordelia - fremsiger deres replikker på fransk med tommetyk britisk accent:



EKSTRAMATERIALE:
Interviews fra settet til ”Asterix & Obelix – og briterne”
© Brian Iskov, 2012 – Eftertryk kun tilladt med tydelig kildeangivelse

Edouard Baer, Asterix (om sin medspiller, Gérard Depardieu, der spiller Obelix for fjerde gang)
”Gérard elsker figurens uskyld og naivitet. Obelix er sulten efter alt: livet, mad, mennesker. Han er barnagtig, men også ganske voldsom og på mange måder en karikatur af Depardieu.”

Françoise Dupertuis, scenograf:
”Vores film giver et nyt bud på Asterix' univers, som er ganske anderledes fra de tidligere spillefilm. Instruktøren, Laurent Tirard, ville gerne have et mindre tegnefilmsagtigt udtryk. ”Bevar det fantastiske element, men gør det gerne poetisk,” sagde han. Laurent ønskede flere organiske detaljer i scenografien og kostumerne. Derfor har jeg brugt mange naturlige materialer såsom græs og dyrehorn. Desuden optager vi filmen i 3D, hvilket kræver, at alting skal forarbejdes med en høj finish.”

Optagelser til "Asterix & Obelix - og briterne" - © UGC

Marc Missonnier, producer:
”Vores to største udfordringer ved at skyde i 3D i Irland har været regnen og myggene. Regnvejr i det fjerne gør ikke noget, for det kan man slet ikke se på filmen. Men hvis regnen falder tæt på kameraets linse, springer det virkelig i øjnene, når man ser optagelsen i 3D. Det gælder også myggesværmene, som ligner skinnende skyer på filmen. Vi bliver nok nødt til at viske alle myggene ud digitalt i postproduktionen!”

”Før vi kunne gå i gang med filmen, måtte vi udkonkurrere to andre producenter, der bød ind på projektet: Luc Besson og Thomas Langmann. Men vi vandt, fordi vi sikrede os, at Asterix og Obelix stod i centrum for vores historie. De oplever indbyrdes konflikter og udvikler sig undervejs. Især Asterix: Han er normalt en fejlfri helt, men vi har udstyret ham med samvittighedsproblemer for at gøre ham mere interessant.”

”Af de hidtidige tre Asterix-spillefilm ligger vores, ”Asterix & Obelix – og briterne”, tættest på Alain Chabats ”Mission: Kleopatra”, omend vi har knap så indforståede jokes i vores film. Vi har forsøgt at indfange Goscinny-ånden og de ideer, han havde om vores moderne verden. Anne Goscinny (datter af den afdøde Asterix-forfatter René Goscinny, red.) og Albert Uderzo (Asterix-tegneren) har godkendt manuskriptet, og de kom også og kiggede på under indspilningerne.”

Edouard Baer (Asterix) og Gérard Depardieu (Obelix) - © UGC

Laurent Tirard, instruktør:
”I en franchise som Asterix-serien er man nødt til at forny sig. Vi ønskede at gøre Asterix-figuren mere kompleks, næsten eksistentiel, og udforske hans venskab med Obelix. For eksempel stiller tegneserierne aldrig spørgsmålstegn ved deres seksualitet, selv om de her to mænd deler hus og tager på eventyr sammen. Derfor valgte vi at skrive flere kvinder ind i historien, så Asterix flirter med den smukke Ofelia, og Obelix falder for den strikse Miss Macintosh. På den måde bliver ”Asterix & Obelix – og briterne” knap så meget en børnefilm. Den får mere subtekst. Når skuespillerne er af kød og blod, bliver man også nødt til at gøre de figurer, de spiller, mere menneskelige og fejlbarlige.”

Catherine Deneuve som dronning Cordelia - © UCG

"Marie Krøyer": Brie på optagelse med Bille August

I sin premiereaktuelle film "Marie Krøyer" skildrer Bille August forholdet mellem skagensmaleren P. S. ”Søren” Krøyer og dennes hustru, Marie Krøyer, som forlod sin maniodepressive mand for en svensk elsker.

Brie var med under optagelserne, da Bille og hans filmhold skruede tiden 109 år tilbage på Carlsberg Museum i Valby.

PR-foto © Rolf Konow for SF Film

For 120 år siden udstillede Carl Jacobsen sin enorme kunstsamling i disse sale, inden bryggersønnen flyttede klenodierne til det større Ny Carlsberg Glyptotek. Men denne ene oktoberdag i 2011 får kunsten atter lov at indtage konferencelokalerne i Carlsberg Museum. Bille August er rykket ind i det oprindelige glyptotek i Valby for at optage åbningsscenen til sin næste spillefilm, "Marie Krøyer", der på dette tidspunkt stadig går under arbejdstitlen "Maries valg".

Ude i gallerigangen skuer firmajubilarer og Carlsbergfondens bestyrelse myndigt ned fra deres portrætter for at bevidne det uvante leben, der udfolder sig i filmholdets interimistiske garderobe. Korridoren bugner af sminkeborde, spejle, kravatter, flipholdere, filthatte, skærfer, vifter og lange handsker. Tøjet er lejet for klækkelige summer hos Cosprop i London, der specialiserer sig i autentiske periodekostumer.
»Det ville være alt for dyrt at sy kjolerne selv og for tidskrævende at lave slitage på dem, så de ser tilpas gamle ud,« forklarer produktionens kostumier, Manon Blair Rasmussen.

Gennem døråbningen skimtes skuespillerinden Lene Maria Christensen, der afventer sin næste optræden. En hvid fjer topper hendes aristokratisk opsatte hår. Kroppen er pakket ind i blonder og selskabsgevandter i sart mintgrøn silke. Illusionen af svundne tider er perfekt, indtil man opdager den mobiltelefon, hun hviskende holder op til øret.

PR-foto © Rolf Konow for SF Film

De dybrøde vægge i Ragnarok-salen danner ramme om scene 2A i 'Maries valg'. Sekvensen introducerer Birgitte Hjort Sørensen og Søren Sætter-Lassen som henholdsvis hr. og fru P. S. Krøyer, thi det er skagensmalerens første københavnske fernisering i 1902, vi er vidne til. »En af årets store begivenheder«, kror overretssagfører Viggo Lachmann (Tommy Kenter) i sin velkomsttale til det overdådige arrangement.

Dagens optagelse udgør produktionens største udstyrsstykke, idet godt 50 professionelle statister er indkaldt til at promenere i det københavnske borgerskabs fineste puds. Filmens budget på 22 mio. kroner rækker dog ikke til ægte Krøyere i billedrammerne. Først når man stikker snuden helt tæt på de ophængte malerier, afsløres rasterstrukturen i reprotrykkene.

PR-foto © Rolf Konow for Nordisk Film

Til lejligheden har de kvindelige gæster iført sig prægtige rober af uld og silke. Dertil tidens accessories: nette håndtasker og fuglefjer i hatten. Herremoden dikterer jakkesæt eller kjole og hvidt, gerne ledsaget af imposante snurbarter og kindskæg.

Nogle behøver hjælp af parykmageren for at underbygge tidsbilledet. Andre scenevante statister har anlagt passende ansigtsbehåring hjemmefra. Herrerne udtrykker lettelse over, at deres antræk lader dem ånde frit, mens fruentimmerne, ligesom Marie Krøyer, er bundet af tidens normer.

»Vi er snøret ind på alle ledder og kanter,« pruster en ældre kvindelig deltager under lag af uld.

PR-foto © Rolf Konow for SF Film

I vrimlens centrum glider en solbrændt Bille August stilfærdigt omkring med et sæt hovedtelefoner om halsen. Afslappet klædt i sort blazer, lys skjorte, khakibukser og hvide Nike-sko styrer han slaget med den garvede tropsførers selvsikre ro. Sagte og tillidsfuldt konfererer instruktøren med sine medarbejdere. Fra tid til anden lægger han blidt hånden på en skuespillers arm eller skulder.

Før hver indstilling håndplukker Bille August personligt statister fra mængden og flytter lidt rundt på dem. Et par ældre damer i identiske grå kjoler installeres nedenfor 'Sommeraften ved Skagen'. Kvinderne, der også er søstre i virkeligheden, vurderer med kendermine Krøyers stemningsbillede fra Sønderstrand og trisser videre langs væggen. Instruktøren er tilfreds.

Arbejdstempoet på settet udstråler overblik og effektivitet. »Bille tager højst en scene tre-fire gange; han ved, hvad han skal bruge,« lyder det anerkendende blandt statisterne. Sekunder før klaptræet smælder, opdager Bille August, at en gentleman i baggrunden har glemt at fjerne sine briller fra næsen. Instruktøren sender diskret sin assistent af sted for at rette fejlen.

Imens udnytter chefsminkør Dennis Knudsen de sidste ledige sekunder til at indhylle en kvindelig bænkevarmer i skyer af hårspray. Resten af filmholdet kryber sammen i det ene hjørne af salen, hvor kameraets linse ikke risikerer at røbe deres tilstedeværelse.

PR-foto © Rolf Konow for SF Film

Da produktionslederen kalder til frokost i Glyptotekssalen, er Bille August allerede forduftet. Han spiser som den første på filmholdet, så kan han nå sin skemalagte middagslur. Et kvarter på langs er den internationale succesinstruktørs privilegium.

Ved middagsbordet svøber Birgitte Hjort Sørensen omhyggeligt en kåbe om sin kostbare kjole for ikke at sovse klenodiet til. På vej tilbage til salen kommer skuespillerindens følge til at plante en hæl på det skørt, som Sørensen trækker efter sig hen ad gulvet. »Knæk,« lyder det bag hendes ryg. Manon Rasmussen iler til for at besigtige og udbedre skaden.

»Og så serveres der champagne og petitfours i Palmehaven,« kvækker Tommy Kenter for tiende gang, da det lille lys på kameraet atter blinker rødt.

PR-foto © Rolf Konow for SF Film

EKSTRAMATERIALE:
Bille August om "Marie Krøyer"
Interviewet af Brian Iskov for Politiken, oktober 2011

»Jeg har altid været fascineret af, at Skagen havde så mange fantastiske kunstnere samlet på et sted. Men jeg tænkte også, at der måtte være noget drama under skønmaleriets overflade. Det fik jeg bekræftet, da jeg læste Anastassia Arnolds biografi "Balladen om Marie", som danner grundlag for "Marie Krøyer",« fortæller filmens instruktør, Bille August.

"Marie Krøyer" følger skagensmalerparret fra omkring 1900, hvor P. S. ”Søren” Krøyers maniodepressivitet gik i udbrud. Hans op- og nedture påvirkede ægteskabet med Marie, men aldersforskellen drev dem også fra hinanden.

»Da han gled ind i alderdommen, var hun stadig ung og ombejlet. Marie forelskede sig i svenskeren Hugo Alfvén, og Søren indgik det kompromis med hende, at hun godt måtte have Alfvén som elsker, hvis blot hun forblev Sørens hustru. Men det endte alligevel i et jalousidrama,« konstaterer Bille August.



Instruktøren opfatter ikke Marie Krøyer som den store kunstner, der ofrede sin egen karriere for at tjene et større geni. Filmen fokuserer i stedet på det kærlighedens valg, Marie måtte træffe: Ville hun leve sit liv med en sindssyg eller følge sit hjerte og dermed gøre sig selv til paria i offentlighedens øjne?

»Hun var jo en kendis, for hele Danmark havde set hende afbildet på Krøyers malerier,« bemærker Bille August, der finder, at kvindekønnets jonglering af karriere, familie og kærlighed stadig er et nærværende tema i dag.

"Marie Krøyer" har dansk biografpremiere i dag, torsdag 27. september 2012. Filmen er optaget på Skagen, på Fyn, i Marstrand (Sverige) samt i København.

Bortset fra to ugers studiearbejde i Lyngby på "Return to Sender" (2005) - som instruktøren ikke selv tæller med i regnskabet - er det første gang siden den oscarbelønnede "Pelle Erobreren" (1987), at Bille August har indspillet film i sit hjemland.

"Midsommer": Brie på settet

Natten til søndag viser TV 2 "Midsommer" fra 2003. Carsten Myllerup skød sin ungdomsgyser på en ødegård i Västra Götaland, og heldagsturen til settet i sommeren 2002 var afgjort en af de mere behagelige opgaver, jeg blev sendt på i min tid som freelancer for TJECK. Vejret var skønt, stedet var smukt, Tuva Novotny sad i havfruestilling ved skovsøens bred, og den færdige film viste sig også at være ganske fin ...

Sommerens hjerter så varme, så glade
Stemningsreportage fra settet til "Midsommer"
Brian Iskov i TJECK, februar 2003

Et halvt dagsridt oppe i Sverige, omringet af glitrende skovsøer og svajende graner, ligger Gustavsfors. En søvnig flække med 300 indbyggere, der på skift mødes nede i Optimistens Landhandel for at følge med i den nyeste sladder. I ferierne vokser indbyggertallet til cirka det tredobbelte. Og sidste sommer fik sladderen friske ben at gå på, for en helt særlig flok danskere var kommet til byen, og de havde både kameraer og fem smukke unge skuespillere med.

Her i lysningen synes birkene og fyrretræerne at have nået en remis i deres stædige dyst om at række højest mod himlen. Et gammelt, gult træhus putter sig ned i det varme græs. Imens væver eftermiddagssolen sit funklende spind over vandet, der ligger dér i søen og ser så indbydende ud.
Alt det har filmholdet bare ikke megen glæde af, for indenfor er der bragende mørkt. Den aktuelle scene foregår om natten, så alle vinduer er dækket til med sort klæde for at holde lyset ude. Og stoffet lægger ikke ligefrem en dæmper på stuens temperatur. Derfor undrer man sig heller ikke, når to af skuespillerne spottes ved det nærmeste badested, få minutter efter dagens arbejde er overstået.

Den seje jyde
Midt i det hele trasker en fyr rundt med skægstubbe og bølgende slackerhår under kasketten. Han ligner til forveksling en vildfaren surfer på skærgårds­ferie, men tag ikke fejl. Carsten Myllerup har styr på tingene. Spørger man skuespillerne, svarer de i kor: Han er "den seje jyde".
Myllerup debuterer som spillefilmsinstruktør med ”Midsommer”, og helt ærligt – når man starter sin karriere med noget så udskældt og trivielt som en dansk ungdomsgyser, tigger man da nærmest om at få tæsk!
– Jeg har selv det problem med en gyser som ”Scream”, at jeg egentlig er ligeglad med, om hovedpersonen dør. Vores film er meget mere psykologisk end det, forsikrer Myllerup ihærdigt.
Hans største frygt? At ”Midsommer” automatisk vil blive opfattet som endnu en af ”de der danske ungdoms­gysere”.
– Det ville simpelthen være så ærgerligt. De er da urimeligt ringe, konstaterer Myllerup smilende med tydelig adresse til ”Sidste time” og ”Mørkeleg”.

Jon Lange og Tuva Novotny i "Midsommer". Foto © Erik Nilsson, Cosmo Film

Svenske fristelser
Ligesom studenterne i filmen, der oplever sære ting under deres sankthanstur til Sverige, kender Myllerup selv lidt til det dér med svenske ødegårde og mystiske hændelser. Sammen med en ven flyttede Myllerup ind i en afsides knaldhytte sidste år og skrev historien i løbet af en uge. To dage efter de var taget hjem til Danmark, brændte huset ned til grunden. Uden forklaring.
Optagelserne til ”Midsommer” har derimod holdt sig lykkeligt fri af de onde ånders indblanding. Når strømmen slukkes efter dagens sidste skud, fjolles og råhygges der blandt de 18- til 22-årige skuespillere, som gjaldt det verdens­mesterskaberne i lejrskole.
Som en løssluppen hyttetur, der nægter at gå i sig selv igen, står den hver aften på spontane fodboldkampe, videofilm og svenske dåseøl. Jättetrevligt, som man siger på de kanter. Desværre er der nu kun ti dage tilbage af optagelserne.
– Her er da lækkert, men jeg ved altså ikke, hvor meget ferie der er i det. Jeg synes, vi arbejder hårdt, hævder Jon Lange, der dog ser ud til at kæmpe bravt for at fastholde sin professionelle indstilling til tingene. De pragtfulde naturomgivelser hvisker lokkende løfter om virkelighedsflugt og hedonisme. Og ved siden af sidder Tuva Novotny – ”Sveriges mest sexede kvinde 2000” ifølge magasinet Slitz! – og misser med øjnene mod solens sidste stråler.
– Det bliver sgu mærkeligt at komme hjem igen, sukker Kristian Leth. Han krammer en dåseøl og kigger ud i den svenske skumring. Afskeden lurer derude.



ANMELDELSE:
Midsommer (Carsten Myllerup, 2003)
Brian Iskov i TJECK, februar 2003

Midt under den store studenterfest fylder Sofie sig med piller og dejser død om på sofaen. Hendes fem bedste venner vælger, trods chokket, at tage på deres årlige Skt. Hans-tur til ødegården i Sverige. Sofies bror (Kristian Leth) har særlig svært ved at ryste selvmordet af sig. Det føles som om, Sofie prøver at trænge igennem fra hinsides graven for at fortælle ham noget …
"Midsommer" er et modigt forsøg på at lave en troværdig dansk teenagegyser, der stikker dybere end de fleste. Hatten af for Carsten Myllerup, hvis første spillefilm klarer skærene uden problemer, med realistisk skuespil og en spændende historie, der holder vand helt til slutningen.