"Infinite Deep": Uendeligt dyb middag i David Lynchs univers (2021)

Den 11. til 13. oktober 2021 bød Nikolaj Kunsthal i København en lille håndfuld David Lynch-fans på en "gastronomisk totaloplevelse med performative indslag". Bries Blog-O-Rama var inviteret med.

I forbindelse med Copenhagen Architecture Festival arrangerede Nikolaj Kunsthal i oktober 2021 en eksklusiv kulinarisk seance indenfor rammerne af deres aktuelle David Lynch-fotoudstilling, "Infinite Deep". Kunsthallen, som til dels består af rester fra den tidligere Sankt Nikolaj Kirke, var til lejligheden piftet op med lyddesign og scenografi. 

Den lokkende programtekst til eventet lød: 

"Kom til en sansemæssig totaloplevelse, når Copenhagen Architecture Festival i samarbejde med Nikolaj Kunsthal inviterer publikum til en aften af lynchske dimensioner. Her vil du opleve at blive ført gennem forskellige tableauer med serveringer af mad, drinks, musik og fortællinger i Nikolaj Kunsthals kringlede korridorer og skæve vinkler. Oplevelsen er iscenesat af The Tower Prophets aka Christian Friedländer og Dicki Lakha i samarbejde med musikerne og komponisterne Mikkel Hess og Peter Albrechtsen og kokkene og kunstnerne Mette Martinussen og Augusta Sørensen. Der garanteres en unik gastronomisk oplevelse i udstillingen Infinite Deep, og præcis som i David Lynchs dragende, smukke og foruroligende verden, ved man ikke hvad der skjuler sig rundt om det næste hjørne." 

Hver af de tre aftener havde plads til tre seatings, hvor publikum lod sig føre rundt mellem udstillingens rum i mindre grupper (op til 16 personer) af en fænomenalt vellignende, ung Agent Cooper-klon.

Appetitvækkeren skulle man selv plukke fra den bugnende trillebør. Hvad der lignede råd på æblerne, viste sig at være fedtegrever med krydderfedt og citron-timiansalt. Af uvisse årsager tilbragte vores gruppe hele 25 minutter i dette forrum med skiftevis murrende og kvidrende lyddesign af Peter Albrechtsen. En særligt utålmodig gæst kom faretruende tæt på at revoltere og lod sig ikke stort formilde af æblecideren i glassene.

Andet stop var meditationsrummet, hvor to unge kvinder sad fordybet i Transcendental Meditation. "Dale Cooper" indstillede et æggeur til cirka ti minutter og proklamerede venligt: "Mr. Lynch will see you soon". Og så gik han. På stolene lå et flyveblad, der forkyndte TM's fortræffelighed (åbenbart et obligatorisk indslag til ethvert David Lynch-arrangement) og et velvoksent holdkæftbolsje med stikkelsbær og citron. Der sad vi så og suttede endnu en rum tid, omend ventetidens fordybelse virkede mere tematisk gennemtænkt end i æblerummet, hvor det gav indtryk af fejlslagen logistik. 

Twin Peaks vender tilbage: "I en by som Twin Peaks er ingen uskyldig"

Snart er ventetiden ovre. I tre uger har jeg delt minder, historier og billeder på Facebook og Twitter for at tælle ned til mandag 22. maj. Den dag, vi aldrig troede skulle oprinde: Den dag, hvor David Lynch og Mark Frost genopliver "Twin Peaks" med en tredje sæson efter 26 års pause.

(Det skulle selvfølgelig have været 25 år, jævnfør Laura Palmers famøse replik i Det Sorte Hjemsted. Men ting tager den tid, ting tager.)

Da Frost og Lynch i oktober 2014 gjorde det officielt på Twitter, at de satte tyggegummiet i produktion igen, hev DR2 Dagen mig og Keld Reinicke i studiet til en snak om, hvad vi som Twin Peaks-fans forventede os af seriens sensationelle genkomst. Halvandet år senere ved jeg ikke meget mere om den nye Twin Peaks end dengang, ud over hvem der medvirker, og at de første fire kapitler kan ses i Danmark fra på mandag. Og jeg ELSKER, at intet er sevet ud. Det kan stadig lade sig gøre at have hemmeligheder i Twin Peaks.



"Twin Peaks: The Return" er produceret til kabelkanalen Showtime i USA og er inddelt i 18 kapitler. I Danmark kan sæson 3 ses eksklusivt på abonnementstjenesten HBO Nordic, hvor de første to dele har premiere mandag 22. maj. De næste to dele vil blive gjort tilgængelige samme dag. Som noget nyt er samtlige 18 timer af den nye Twin Peaks instrueret af David Lynch og skrevet af ham og Mark Frost i fællesskab.

PS: Den nedenstående artikel om "Twin Peaks" skrev jeg for Dagbladenes Bureau i oktober 2014. Teksten er tænkt som en begyndervenlig indføring i Mark Frost og David Lynchs banebrydende tv-serie. For en god ordens skyld skal det nævnes, at både jeg og den tv-serieforfatter, som er artiklens primære kilde, deltog i de nævnte "Twin Peaks"-maratonvisninger i 1990'erne. Det var tider!

PPS: Den 6. maj svarede Sherilyn Fenn (Audrey Horne) på et af mine tweets. Nogen ville mene, at min nedtælling toppede dér.

@BrianIskov @brad_d_ @TwinPeaksBook ugh....revision.....what I hated was that TwinPeaks seemed to be losing its way.

— sherilynfenn (@sherilynfenn1) 6. maj 2017

"Manchester by the Sea": Interview med filmkomponist Lesley Barber

Vi hører sjældent om dem, men de findes derude – de kvindelige filmkomponister. Bries Blog-O-Rama mødte nogle af dem på sidste års Toronto Film Festival. Her er det første interview i serien (på engelsk).



Canadiske Lesley Barber har senest komponeret underlægningsmusik til Kenneth Lonergans drama ”Manchester by the Sea”, som havde dansk biografpremiere torsdag 19. januar.

Selvom "Manchester by the Sea" ligger lunt i svinget til årets oscarnomineringer, er Lesley Barbers musik ikke med i opløbet. Det Amerikanske Filmakademi valgte at diskvalificere lydsporet, fordi det indeholder flere eksisterende stykker klassisk musik, der anvendes på linje med Barbers nykomponerede cues. (Diskvalificeringen skete, efter at det nedenstående interview fandt sted.)

Lesley Barber har tidligere skrevet musik til bl.a. Kenneth Lonergans ”You Can Count on Me” (2001), Mary Harrons ”The Moth Diaries” (2011) og Patricia Rozemas ”Mansfield Park” (1999). Uddrag fra mange af Lesley Barbers scores kan høres på hendes hjemmeside, lesleybarber.com.

Barber er medlem af Alliance for Women Film Composers.

---

FOR FOREIGN READERS: Canadian film composer Lesley Barber has written the music score for Kenneth Lonergan's recent Oscar contender "Manchester by the Sea" (2016) as well as Lonergan's "You Can Count on Me" (2001). Other works include Mary Harron's "The Moth Diaries" (2011) and Patricia Rozema's "Mansfield Park" (1999).

The following interview with Lesley Barber took place at Toronto Film Festival 2016, before Barber's score for "Manchester by the Sea" was deemed ineligible for Academy Award consideration by the Academy of Motion Picture Arts and Sciences (AMPAS).

Lesley Barber - publicity photo

"Zelly and Me" (1988): David Lynch som førsteelsker!

I 1988 overtalte skuespilleren Isabella Rossellini sin daværende kæreste, David Lynch, til at tage en birolle i familiedramaet "Zelly and Me", instrueret af Tina Rathborne. Indtil da havde Lynch holdt sig bag kameraet, bortset fra en cameooptræden i sin egen "Dune - Ørkenplaneten" (1984). Men han tog imod Rossellinis udfordring, da han mente, at oplevelsen ville få ham til at overvinde sin frygt for at spille skuespil.

I rollen som barnepigen Zellys bejler, den rare Willie, leverer David Lynch en uventet blid, sårbar og romantisk præstation. Han får sågar lejlighed til at demonstrere sine evner som illusionist, da Willie charmerer Zelly med et lille tryllenummer.

David Lynchs scener er absolut højdepunktet i "Zelly and Me", der ellers er en temmelig klæg historie om den forældreløse Phoebe, der terroriseres af sin strikse bedstemor på et stort landsted i Virginia. Filmen er aldrig udgivet på dvd eller blu-ray, og selv om den i øvrigt er fotograferet af danske Mikael Salomon, har den så vidt vides kun været vist én gang i Danmark.

DR1 programsatte "Zelly and Me" en søndag eftermiddag i 1990'erne (28. august 1994) under titlen "Stakkels rige pige", og ud fra en VHS-optagelse af denne visning har jeg nu sat alle Lynchs scener fra filmen sammen til en 15 minutters montage. Mine damer og herrer: David Lynch som førsteelsker!



Få år senere gengældte David Lynch tjenesten ved at lade Tina Rathborne instruere to afsnit af "Twin Peaks" (1989-91). Rathborne har aldrig lavet tv eller film siden, men Lynch blev åbenbart bidt af skuespillet. Han brillerede som agent Dale Coopers foresatte, den tunghøre FBI-chef Gordon Cole, i såvel "Twin Peaks" som spillefilmen "Laura Palmers sidste dage" (1992). Desuden kunne vi sidste år nyde ham i svidende topform som talkshowproduceren Jack Dahl over for Louis C.K. i komedieserien "Louie":

> Se David Lynch i afsnit 311 af tv-serien "Louie"

Du kan høre meget mere om David Lynch i den netop udgivne, fire timer lange podcast 94 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper, Mille og undertegnede går i dybden med Lynch og hans samlede værker:


MERE DAVID LYNCH PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:

> ”Inland Empire”: Læs Bries interview med David Lynch
> Brie anmelder det nye ekstramateriale på ”Twin Peaks: The Entire Mystery”
> Brie anmelder bogen “Reflections – An Oral History of Twin Peaks”
> Fotoreportage fra Bries besøg i virkelighedens Twin Peaks
> Søde minder: Et tilbageblik på en skelsættende tv-oplevelse
> Tegneserien “Twin Pies" – og andre parodier
> Twin Peaks-merchandise fra Bries arkiver

Boganmeldelse: "Reflections: An Oral History of Twin Peaks"

Det er ikke kun her på Bries Blog-O-Rama, at Twin Peaks-feberen er blusset op igen i forbindelse med blu-ray-udgivelsen af ”Twin Peaks: The Entire Mystery”. Denne sommer byder også på to spritnye bøger, der ser tilbage på Mark Frost og David Lynchs 24 år gamle tv-fænomen.

Ultimo august udkommer Andreas Halskovs bog ”Paradoksets kunst – David Lynch og hans film” på Turbine forlaget, hvor forfatteren anlægger en akademisk vinkel på ”Twin Peaks” og andre Lynch-værker. Men i dag skal det handle om den engelsksprogede bog "Reflections: An Oral History of Twin Peaks", som udkom den 15. juli på forlaget short/Tall press. Lad det være sagt med det samme: Brad Dukes' bog er et absolut must for alle Peaks-fans.

”Reflections: An Oral History of Twin Peaks” må være den hidtil grundigste og mest detaljerede krønike over ”Twin Peaks”-serien og dens tilblivelse. Gennem tre år har Brad Dukes utrætteligt opsøgt mere end 100 af de personer, der var med til at skabe serien foran og bag kameraet. Nogle af dem har endda stillet sjældne privatfotos fra optagelserne til rådighed for bogen.

Galleriet af interviewpersoner favner bredt, så både teknikere, talentagenter og tidligere network-folk kommer til orde. Alle væsentlige skuespillere pånær Lara Flynn Boyle og David Duchovny giver deres besyv med, og Brad Dukes har også været så priviligeret at få Mark Frost til at deltage i projektet. Ikke overraskende glimrer David Lynch ved sit fravær, men kender man Lynch ret, ville han næppe have sagt meget brugbart alligevel. (Ifølge et interview med Brad Dukes var Lynch tæt på at bide på krogen, men valgte altså i sidste ende at takke nej.)

> Læs interview med forfatteren Brad Dukes (Welcome to Twin Peaks.com)

De mange indsamlede udsagn er stykket sammen til en mosaik, som tegner et kronologisk billede af ”Twin Peaks” og seriens udvikling set indefra. Tidslinjen spænder fra det første møde mellem Mark Frost og David Lynch i 1985 til den drastiske implosion af seriens anden sæson i 1991. (Den efterfølgende spillefilm, ”Twin Peaks – Laura Palmers sidste dage”, som Lynch lavede uden Frost i 1992, berøres kun kursorisk.)

Bogens forfatter flankeret af Sheryl Lee (Laura Palmer) og Ray Wise (Leland Palmer) | pr-foto

I koret af stemmer i ”Reflections” aner man nogle gennemgående refræner, som alle synger med på. Ét af dem lyder, at det var en genistreg at sætte Mark Frost og David Lynch sammen.

Den erfarne tv-forfatter Mark Frost har alle dage stået i skyggen af Lynch, når talen faldt på ”Twin Peaks” (se bare, hvordan flere danske dagblade for nylig henviste Frost til en sølle parentes i deres omtaler af blu-ray-boksen). Derfor tjener det ”Reflections” til ære, at den netop fremhæver styrken af kombinationen Lynch og Frost. I mødet mellem de to opstod en unik synergi, hvor David Lynchs skæve ideer og Mark Frosts greb om tv-mediets fortællestrukturer berigede hinanden.

”I do credit Mark Frost for keeping David's genius accessible in that pilot and bringing him to earth a bit. I think that's a dance they did so brilliantly: their collaboration of grounding and extraordinary inspired weirdness.” 

- Todd Holland, episodeinstruktør på ”Twin Peaks”

”Reflections” sætter en fed streg under Mark Frosts væsentlige bidrag til ”Twin Peaks” som seriens medskaber og tovholder – det, man i dag ville kalde showrunner. Mange vil nok blive overrasket over at læse, at David Lynch var væk under størstedelen af første sæson, mens Frost var på settet hver dag for at holde opsyn med produktionen. Det var også Frost, der sikrede kontinuiteten ved at lave den sidste gennemskrivning af samtlige manuskripter.

Blu-ray-anmeldelse: "Twin Peaks - The Entire Mystery" (ekstramateriale)

Årets mest ventede blu-ray-udgivelse – hvis man spørger mig – er uden konkurrence det luksuriøse bokssæt "Twin Peaks: The Entire Mystery", som udkom i tirsdags, den 29. juli.

Jeg var så heldig at få fingre i et eksemplar allerede torsdagen inden, og at det har taget mig en hel uge at kigge alt ekstramaterialet igennem, siger noget om, hvor ødselt denne boks er udstyret (ikke at det foregående dvd-sæt "Ultimate Gold Box Edition" ellers haltede på dét punkt).

"Twin Peaks: The Entire Mystery" indeholder samtlige 30 afsnit af Mark Frost og David Lynchs banebrydende tv-serie (sendt over to sæsoner i 1990-91) samt Lynchs efterfølgende spillefilmsprequel "Twin Peaks: Fire Walk With Me" (Twin Peaks - Laura Palmers sidste dage, 1992). Filmnørdens Hjørne kommer til at grave dybt i såvel serien som filmen i en kommende podcast om David Lynch, så jeg vil i stedet fokusere på de nye elementer i boksens omfattende bonusmateriale.

Forhåndsinteressen har især sværmet om de hidtil usete, slettede scener fra "Fire Walk With Me", her samlet under titlen "The Missing Pieces". Det har længe været kendt, at David Lynch optog så meget materiale til prequel-filmen, at næsten halvdelen af scenerne – inklusive flere af de elskede figurer fra serien – endte på klipperummets gulv inden premieren.

En gruppe fans iværksatte for nogle år siden en underskriftindsamling for at få offentliggjort det glemte guld, men der skulle altså otte års juridisk benarbejde til, før rettighederne blev udredt. Nu har David Lynch personligt klippet det forjættede overskudsmateriale sammen til en halvanden times suite, der mere fungerer som en supplerende samling af vignetter end et reelt forløb (a la "More Things That Happened", der udkom på dvd som et appendix til Lynchs "INLAND EMPIRE").

> Læs mit interview med David Lynch om "Inland Empire"

For en Twin Peaks-fan som undertegnede er euforien stor over, at vi endelig får adgang til hele 91 "nye" minutter fra Twin Peaks-universet, endda fra David Lynchs egen hånd. "The Missing Pieces" genindsætter næsten alle væsentlige figurer fra serien (kun Audrey og Benjamin Horne glimrer fortsat ved deres fravær). Sherif Truman, Lucy, Andy og Hawk var ikke med i spillefilmen, men ses her tilbage på politistationen. Josie Packard og Pete Martell stempler ind på savværket, mens Ed og Nadine Hurley kigger forbi Double R-Diner. Bedst af alt får vi flere (omend stadig alt for få) ekstra minutter med Dale Cooper, som altid gestaltet af den uforlignelige Kyle MacLachlan.

Når dét er sagt, må man medgive, at mange af scenerne i "The Missing Pieces" blev udeladt fra "Fire Walk With Me" med god grund. Flere af dem tjener intet andet formål end at give de velkendte figurer en kort cameooptræden, så de kan krydses af på gæstelisten. Desuden er scenerne ofte påfaldende dårligt skrevet og føles (ligesom filmen) som en Twin Peaks-efterligning, der rammer forbi målet, selv om signaturen altså er Lynchs egen.

Dennis Hopper 1936-2010

"I should have been dead ten times over. I`ve thought about that a lot. I believe in miracles. It`s an absolute miracle that I`m still around."

- Dennis Hopper

Foto: Andy Warhol, 1971

Kun en tåbe turde sætte sine penge på, at Dennis Hopper nåede en alder af 74. Eller at det blev prostatakræft og ikke hans legendariske stof- og alkoholmisbrug, som i går aftes trak tæppet væk under en af Hollywoods sejeste overlevere.

Hopper spøgte gerne med, at han en dag ville skrive en bog med titlen "De seks stoffer, og hvordan man bruger dem i skuespilkunsten". I sin mørkeste periode, starten af 1980'erne, indtog Hopper to liter rom, 28 øl og tre gram kokain om dagen.

En chokerende videooptagelse fra 1983 dokumenterer, hvordan Dennis Hopper med fuldt forsæt sprængte sig selv i luften med dynamit foran en gruppe universitetsstuderende i Houston. Han havde hørt, at bolsjevikkerne efter den russiske revolution skinhenrettede adelsmænd ved at plante dem midt i en ring af eksploderende dynamitstænger. Tesen gik på, at detonationen dannede et vakuum i midten, hvor det var sikkert at opholde sig - som i orkanens øje.

Hopper vaklede ud af røgskyen uden en skramme.

> VIDEOKLIP: Dennis Hopper overlever "den russiske selvmordsstol" (1983)

Kort tid efter lod han sig indlægge på Cedars-Sinais psykiatriske afdeling. Dennis Hopper havde været på dope og druk i halvandet årti, og nu var telefonledningerne begyndt at tale til ham.

Selvportræt af Dennis Hopper, 1962

Allerede som syvårig vidste Dennis Hopper, at skuespillergerningen var hans kald. Barndommens yndlingslekture var Gene Fowlers "Minutes of the Last Meeting", en farverig samling anekdoter om udsvævende kunstnerliv i 1930'erne og 40'ernes Hollywood. Hopper læste bogen igen og igen og tog mentale noter til senere brug. Skitser til portrættet af kunstneren som "drinker-drugger".

Som 13-årig reviderede han sin vision: Han skulle både blive skuespiller og instruktør. Men efter to biroller over for mentoren James Dean lagde Hopper sig ud med Henry Hathaway, filmmager af den gamle skole, på optagelserne til "En mand jages" (From Hell to Texas, 1958). Dermed var den unge Hopper reelt persona non grata i Hollywood. 

> FILMKLIP: Dennis Hopper som ung, renskuret beat-poet i tv-serien "Petticoat Junction" (1964)

De næste mange år fandt Dennis Hopper arbejde på tv, imens han - på James Deans opfordring - fordybede sig i billedkunstens verden og udforskede fotografiet som en kreativ udtryksform. "Her kommer Turisten," sagde man i 1960'erne om Hopper, der altid bar et kamera med sig.

> VIDEOKLIP: Kavalkade af Dennis Hoppers fotografier, 1961-67

> LINK: Dennis Hoppers fotografier til salg på Artnet

"Easy Rider" (1969), som han skrev, instruerede og medvirkede i, ændrede alt for Hopper og Hollywood. Filmen, der var uafhængigt produceret, talte modkulturens sprog og indkapslede tidens desillusionerede rodløshed med en gennemslagskraft, som tog det gamle studiesystem med bukserne nede. 

Den rebelske roadmovie indvarslede et generationsskifte i det Hollywood, hvor unge auteurs som Coppola, Spielberg og Lucas skulle tegne fremtiden. Selv valgte Hopper at følge jordskredssuccesen op med det aggressivt eksperimenterende maveplaster "The Last Movie" (1971), som igen sendte ham ud i mørket. Med undtagelse af den canadiske lavbudgetfilm "Out of the Blue" fra 1980 fik Hopper først chancen for at instruere igen, da Sean Penn fik ham hyret til bandedramaet "Colors" i 1988.

Da havde Dennis Hopper været clean i fem år og ætset et varigt aftryk i filmhistorien med sit livs rolle som stjernepsykopaten Frank Booth i "Blue Velvet" (1986) - det første job, han fik tilbudt i sin nyvundne ædruelighed. David Lynch har senere fortalt, at han oprindelig ikke turde caste Hopper på grund af skuespillerens plettede rygte. Omvendt forsøgte Hoppers agent og manager at tale ham fra rollen. "Men jeg ER Frank Booth," indvendte Hopper.

Dennis Hopper som Frank Booth i "Blue Velvet" (1986)

Hoppers ragebladsskarpe og sitrende farlige Frank reddede hans karriere fra at flatline endnu engang, selv om signaturrollen også til en vis grad satte ham i bås som reflekscasting til uvederhæftige skurke og afvigere. Overraskende nok var det ikke for "Blue Velvet", at Hopper i 1987 modtog sin eneste Oscar-nominering som skuespiller, men for hans langt mere afdæmpede præstation som alkoholiker i basketballfilmen "Best Shot" (Hoosiers), som han lavede umiddelbart efter sit comeback hos Lynch.

> VIDEOKLIP: Dennis Hopper ser tilbage på sin rolle som Frank Booth (fra "Jonathan Ross meets David Lynch", 1990)

Han fortsatte med at arbejde støt som skuespiller ("True Romance", "Speed", "Elegy - skønhedens magt") og i 1990'erne også lejlighedsvis som instruktør ("The Hot Spot"). Dennis Hopper vandt desuden anerkendelse for sin omfattende kollektion af billedkunst, som han begyndte at samle allerede i 1960'erne, før han selv sprang ud som abstrakt ekspressionistisk maler. 

For ham var kunsten en måde at snyde døden på. Hans gave til de kommende generationer.

Dennis Hopper indspillede knap 200 tv- og filmroller i sin 56-årige karriere. Så mon ikke han var blevet husket alligevel.

Dennis Hopper, marts 2010

Se flere udvalgte klip med Dennis Hopper:

> 19-årige Dennis Hopper debuterer som epileptiker i tv-serien "Medic" (1955): https://www.youtube.com/watch?v=6GxbTYVRdWw

> Dennis Hopper læser Rudyard Kiplings digt "If" i "Johnny Cash Show" (1970): https://www.youtube.com/watch?v=T2LUbk_7uKg

> Portrætudsendelsen "Crazy About the Movies: Dennis Hopper" (1991):
http://www.youtube.com/watch?v=WXtci5tZks4

Læs mere om Dennis Hopper:

> Interview fra Cigar Aficionado, 2001:

http://www.cigaraficionado.com/Cigar/CA_Profiles/People_Profile/0,2540,16,00.html

> Interview fra The Hollywood Interview, 2008:

http://thehollywoodinterview.blogspot.com/2008/11/dennis-hopper-hollywood-interview.html

> The Guardians omfattende samling af Dennis Hopper-artikler, 2010:

http://www.guardian.co.uk/film/dennis-hopper

CPH PIX versus askeskyen

ANMELDELSER AF: Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans – My Son, My Son, What Have Ye Done? – Black Dynamite – The Box – Defendor – Kvinder uden mænd

Årets udgave af filmfestivalen CPH PIX, der åbnede i onsdags, kæmper et bravt slag mod en uforudset fjende. Udfordreren er den slemme askesky, som den islandske vulkan ved Eyjafjallajökull har hostet op, og som både formørker luftrummet over Nordeuropa og festivalplanlæggernes i forvejen stressede sind.

Flere af de indbudte instruktører og deres filmruller er nemlig fanget i lufthavnslimbo, mens alle venter på, at den brune fare driver over. Indtil videre har CPH PIX været nødt til bl.a. at aflyse en Q&A og flytte aftenens forevisning af "Metropolis" med liveakkompagnement til næste lørdag.

Heldigvis er de gæve PIX-arrangører mønsterværdigt dygtige til at holde de udadrettede kommunikationslinjer åbne. Festivalens hjemmeside, Facebook-profil og nyhedsbrev opdateres konstant, så ingen behøver at gå forgæves til de berørte events.

For at hjælpe publikum med at finde hoved og hale i programmets vildtvoksende bredde, afprøver CPH PIX i år et spøjst online-legetøj, som de lidt uskønt har døbt 'tastefinder'. Ved at rykke i seks virtuelle skydeknapper, der repræsenterer forskellige aspekter af filmoplevelsen, skulle det være muligt at matche ens personlige præferencer til de mere end 180 titler i festivalkataloget.

Banker man helt op for 'tempo' og 'laughs', foreslår smagsautomaten, at man løser billet til blaxploitation-pastichen "Black Dynamite". Anti-superheltefilmen "Defendor" scorer maksimum på både 'thrills', 'sighs' og 'laughs', mens det kræver mere avancerede kombinationer at få skydeknapperne til at pege på festivalens to Werner Herzog-bidrag.

Jeg håbede også, at værktøjet ville fortælle mig, hvor jeg skal lede efter den tast, som er forsvundet fra pladsen mellem Å og RETUR på mit trådløse keyboard. Men dén service yder tastefinderen desværre ikke endnu ...

CPH PIX 2010 fortsætter indtil 25. april i udvalgte københavnske biografer. Til evt. inspiration finder du nedenfor mine anmeldelser af de af årets CPH PIX-film, som jeg allerede har skrevet om i andre sammenhænge.

---

CPH PIX 2010: ANMELDELSER

BAD LIEUTENANT: PORT OF CALL NEW ORLEANS (Werner Herzog, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 11.9.2009

MY SON, MY SON, WHAT HAVE YE DONE? (Werner Herzog, 2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 11.9.2009

I hænderne på den egensindige tysker Werner Herzog finder Nicolas Cage endelig et passende forum for sit patenterede overspil. Cages navn på en rolleliste har i nyere tid lignet et syndrom mere end en anbefaling, men som strømeren med det galopperende stof- og magtmisbrug driver han værket med sine impressionistiske jazzmanerer.
Vi befinder os i "Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" langt fra det uforsonlige rendestensridt, som Abel Ferrara trak Harvey Keitel igennem i navnebroderen "Bad Lieutenant" (1992).
Katolsk skyldfølelse bragte en grædende Keitel i knæ, da Frelseren åbenbarede sig for den fortabte søn i et drømmesyn. Dagsordenen er en ganske anden hos Werner Herzog, der bedyrer, han aldrig har set Ferraras original. Hans autonome opfølger låner blot grundideen om den betændte politimand i frit spiralfald, overflytter reviret fra Manhattan til de lumre sydstater og malker løjtnantens vildtvoksende synderegister for bizar deadpan-humor.
Herzog får overraskende lidt ud af sin post-Katrina-kulisse, der syner flad og forvasket i den sært uengagerede fotografering. Som kompensation krydrer han løjerne med sin velkendte, bundløse nysgerrighed for den lokale faunas mere ejendommelige frembringelser.
I stedet for Guds søn hallucinerer Cage om leguaner og alligatorer, indfanget i deliriske ultranærbilleder, som instruktøren insisterede på selv at skyde gennem et fiberoptisk kabel. ”De ser så fabelagtigt absurde og stupide ud!” småjublede Werner Herzog om krybdyrene, da han hilste på pressen i Venedig.

Herzog troede dårligt sine egne øren, da Mostraens kunstneriske leder, Marco Müller, inden festivalen forkyndte, han ville indlemme Herzogs anden nye film som en af hovedseriens unavngivne surprise-titler.
”Ingen festival af denne størrelse vil være så forrykt at vise to film af samme instruktør i konkurrencen”, var Herzogs første tanke, og det er da også første gang i Mostraens historie, at en instruktør stiller op mod sig selv. Bonusbidraget – et rørsammen af Orestes-myten og instuktørens egne idiosynkrasier – er dog kun at regne for en excentrisk krusedulle i karrierens margen.
"My Son, My Son, What Have Ye Done" er født i slipstrømmen af Herzogs "Bad Lieutenant" under David Lynchs paraply. Begge de herrer syntes, verden manglede flere sære lavbudgetfilm, og selv om Lynch officielt intet kreativt input har haft, spøger slægtskabet både i rollebesætningen (med gamle kendinge som Brad Dourif og Willem Dafoe) og i den skævvredne absurdisme, som folder sig ud, når moderdyret Grace Zabriskie – endnu en Lynch-yndling – nidstirrer sønnen og hans kæreste i, hvad der synes som flere minutter.
Den retmæssige afsender røber sig, da flere mærkværdige dyr melder sig i koret. To levende flamingoer pryder forhaven hos hovedpersonen Brad, mens hans onkel opdrætter strudse og kagler henrykt over at se sine kæmpefugle bene af sted som ”eagles in drag”.
Brad, spillet af Michael Shannon fra "Revolutionary Road", falder naturligt ind i rækken af Herzogs grænsesøgende galninge: Hans evne til at skelne forstand fra afsind gik tabt, efter Gud talte til ham på en raftingtur i den peruvianske jungle. Indlagte flashbacks giver Herzog mulighed for at genbesøge floden, hvor Aguirre og Fitzcarraldo tidligere spejlede deres månesyge i strømhvirvlerne.
I filmens optakt omringer politiet Brad, der har forskanset sig i sit hjem efter at have kløvet sin mor i to med et sværd. Brad har dog stadig Herren ved sin side. Ude i køkkenet smiler hans hvidskæggede åsyn til Brad fra en æske med havregryn (af mærket ”Puritan Oatmeal”).
Huset med det flade tag er malet i samme pink pastelnuance som havens langhalsede tropiske kælefugle, og i det hele taget forstår man, hvorfor Shannon på festivalen karakteriserede San Diegos villakvarterer som ”den perfekte petriskål for opdyrkelsen af vanvid”.
"Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans" vises på CPH PIX 20. april.
""My Son, My Son, What Have Ye Done?" vises på CPH PIX 18. og 25. april.

Michael Jai White i "Black Dynamite" | pr-foto

BLACK DYNAMITE (2009, instr. Scott Sanders)
Brian Iskov i GEAR #78 (dvd), maj 2010
Sex, vold, funk og afrohår blæser ud over lærredet i "Black Dynamite", der parodierer stilen fra 70'ernes blaxploitation-film med skræmmende nøjagtighed. Den sorte dynamitstang sidder mellem benene på titlens seje supernigga, som pløjer sig gennem damernes bølgende barme, når han ikke afklapser skurkagtige kinamænd eller nakker Nixon med sin nunchaku! Joken føles ret spinkel i spillefilmlængde og kræver absolut kendskab til genren. Men ser man filmen i festligt lag, stiger karakteren tilsvarende – og mon ikke fnisegræs udløser yderligere et par stjerner!
Vises på CPH PIX 22., 24. og 25. april.

THE BOX (2008, instr. Richard Kelly)
Brian Iskov i GEAR #76 (dvd), marts 2010
Fans af ”X-Files” og ”Twilight Zone” vil have lyst til at kigge nærmere på ”The Box”, hvor en scary fætter (Frank Langella) tilbyder hr. og fru Lewis en gådefuld æske med en rød trykknap på. Aktiverer de knappen, får de 1 mio. $ skattefrit – og en fremmeds død på samvittigheden. Et pirrende moralsk dilemma, som Richard Kelly (”Donnie Darko”) gør sit yderste for at drukne i stadig mere surrealistiske forsiringer og søforklaringer. Meget mening giver det ikke, men teknisk set er det overlæssede mysterium nydeligt sat i scene, og især Cameron Diaz klarer sig pænt igennem en næsten umulig rolle.
Vises på CPH PIX 19. og 24. april.

DEFENDOR (2009, instr. Peter Stebbings)
Brian Iskov i GEAR #77 (dvd), april 2010

Som en pudsig fodnote til ”Kick-Ass” kaster dette lille komediedrama fra Canada et mere vemodigt blik på samme tema: Almindelige mennesker, der trækker i trikot for at agere superhelte i den virkelige verden. Woody Harrelson er temmelig rørende som "Defendor", der med et gaffatapet 'D' på brystet kaster sig ud i kampen mod de lokale narkobagmænd. Den lidt sky og tilbagestående Arthur, som gemmer sig bag masken, ejer dog ingen andre superkræfter end et velmenende hjerte og et hoved fuld af vrangforestillinger.
Vises på CPH PIX 17., 19. og 25. april.
> Læs mere om "Defendor" i min superhelteartikel i Børsen 15.04.2010.

KVINDER UDEN MÆND/Women Without Men (2009, instr. Shirin Neshat)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 18.9.2009
Agendaen er kønspolitisk snarere end realpolitisk hos den iranskfødte multikunstner Shirin Neshat, der vandt Guldløven på kunstbiennalen i 1999. På den seneste filmbiennale kunne hun føje en Sølvløve for bedste instruktion til familien.
I sin video- og fotokunst kredser Neshat om mellemøstlige kønsrollemønstre og især undertrykkelsen af kvindernes selvforståelse under islams åg. Flere af motiverne bærer hun direkte over i sin første spillefilm, der rekonfigurerer og udvider den multirumsinstallation (2004-08), der havde verdenspremiere på ARoS sidste år [2008].
"Women Without Men" henter brændstof i Shahrnush Parsipurs kortroman af samme navn fra 1989. Bogen har været bandlyst i Iran siden 1990'erne, hvor forfatteren blev arresteret for sin skildring af kvindelig seksualitet. I dag har hun status af politisk flygtning i USA, hvor også Neshat arbejder.
Af bogens og installationens fem skæbner har fire fundet vej til biografen. Den midaldrende Fakhri øjner en vej ud af sit triste ægteskab, da hun genser en gammel flamme. Unge Faezah drømmer om kærligheden, indtil hun mister sin dyrebare jomfruelighed under en voldtægt. Den prostituerede Zarin ser kun ansigtsløse dæmoner i de mænd, der bestiger hendes udmarvede krop på bordellet. Endelig trynes Munis' politiske vækkelse af hendes traditionsbundne bror. Hun vælger at svæve ud fra taget for at genopstå som vandrende ånd blandt gadens demonstranter.
Alle fire søger mod Fakhris nyerhvervede frugtplantage, et frodigt eksil spundet af piblende vandløb og solstrålernes spil i trækronerne. I dette Eden finder kvinderne kræfter og ro til at bryde fri af religionens maskuline dominans.

Parsipur udfoldede sin utopi på baggrund af den amerikansk-britiske operation, der i 1953 væltede Irans første demokratisk valgte premierminister, Dr. Mohammed Mossadegh. Hans ønske om at nationalisere landets oliekilder, der var under britisk administration, huede ikke Churchill. Heftig tumult brød løs i Teherans gader, da det første kupforsøg slog fejl. Kun to dage senere, den 19. august, var oprøret slået ned. CIA genindsatte shahen, mens kontrollen med olieresurserne kom på vestlige hænder. Et indgreb, der plantede kimen til den islamiske revolution i 1979 og Ayatollah Khomeinis fundamentalistiske styre.
Hvor Parsipur blot antydede dette samtidsbillede, sidestiller Neshat kvindernes frigørelse fra mændene med iranernes uafhængighedskamp mod briterne. Casablanca dublerer for 1950'ernes Teheran i de historiske rekonstruktioner, hvis bogstavelighed skurrer med den mysticisme, som Neshat overfører fra prosaens magiske realisme.
Man tør vanskeligt underkende "Women Without Men"s værdi som kønspolitisk traktat og religionskritisk samfundskommentar. I den narrative spillefilms regi trækker metaforikken dog mod det stift distancerende, ligesom de fire kvinder fremstår som allegoriske brikker, der aldrig får eget liv som rundede individer.
Det skal retfærdigvis nævnes, at Neshats festivalbidrag (en tysk-østrigsk-fransk produktion) havde sine flammende fortalere på Lidoen. Disse fandt også megen nydelse i filmens smagfuldt sepiatonede billeder, signeret af østrigeren Martin Gschlacht, som også havde komponeret "Lourdes" på årets Mostra.
Vises på CPH PIX 23. og 25. april.

> Min anmeldelse af "Miraklet i Lourdes"

20 år med Twin Peaks: Dag 4 - Brie møder David Lynch!

I dag skal det ikke handle om "Twin Peaks", men mere om faren ved at møde sine største idoler ansigt til ansigt. For hvad nu, hvis de viser sig at være nogle arrogante narhatte? Surmulende og uinteressante? Eller måske man bare er uheldig at ramme dem på en dårlig dag, hvorefter ens knuste forventninger klynger sig til deres navn fremover og sætter deres kunst i et mindre attraktivt lys?

Billedet af den vaklende piedestal tonede frem for mine øjne på Venedig-festivalen i september 2006, mens jeg sad over for ingen ringere end David Lynch. Geniet, hvis unikke gave, excentriske personlighed og høje hår jeg havde beundret, siden jeg i maj 1991 drattede med hovedet først ned i "Blue Velvet"s sorte malstrøm for aldrig at finde op igen.

Uheldigvis faldt mit og mesterens rendezvous sammen med, at Lynch gjorde reklame for dén ene af hans spillefilm, som jeg slet ikke kan fordrage:

"INLAND EMPIRE" blev afsløret for alverden i Venedig dét år, og hvor var jeg dog skuffet. Ved danmarkspremieren halvandet år senere gav jeg filmen en chance til. For det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at Lynch efter fem års filmpause havde mistet grebet om magien. Men dét kunne det.

Måske anede David Lynch en vis modvilje hos min gruppe af journalister, da vi omringede ham på en ellers overdådig solskinsdag i haven bag Hotel Des Bains. Det var i hvert fald nærliggende at tolke hans høflige, overbærende og lidt anstrengte facon under interviewet, som om Lynch hellere ville sidde hjemme på værkstedet i Hollywood Hills og klatmale et rådnende ådsel end at fremstamme vage svar på vores uforstående spørgsmål.

Men bedst som vi troede, vi havde mistet ham, skete der noget uventet. Filmselskabets pr-ansvarlige glemte nemlig at hente David Lynch, da frokostpausen indtraf. Og så rakte tålmodigheden åbenbart ikke længere hos den ellers så milde multikunstner. Situationen provokerede Lynch til at gøre noget, han ellers aldrig gør.

At redegøre entydigt og konkret for, hvordan beskueren bør nærme sig en forståelse af hans værk.

De indviede vil kunne forestille sig chokket over at høre en sammenhængende receptionsanalyse fra David Lynchs egen mund. Og den journalistiske glæde ved at få et (ganske vist meget esoterisk) scoop serveret lige før lukketid jog mareridtet om de bristede illusioner på flugt.

Det endte med en spændende artikel i Berlingske Tidende og en temmelig interessant oplevelse til mindebogen. "INLAND EMPIRE" orker jeg stadig ikke at se mere end en halv time af.

> LÆS MIT INTERVIEW MED DAVID LYNCH PÅ B.DK:
David Lynch kan lide helt almindelige film

---

> 20 år med Twin Peaks: De andre dage