Pixar-tema: Med Pete Docter, podcast A116 og udstillingen "25 Years of Animation"

Mens Pixars seneste computeranimerede mesterværk, "Inderst inde" (Inside Out), fejrer triumfer i biograferne, har Casper Christensen og jeg gravet dybt i emnet Pixar ovre på Filmnørdens Hjørne.



Vores begejstrede nørderi er nu mundet ud i en episk, 4 timer og 49 minutter lang podcast, som udelukkende handler om Pixar. Vi følger selskabet fra deres spæde start som computervirksomhed, gennemgår deres hidtil 15 spillefilmsucceser, besvarer en masse af lytternes spørgsmål og forsøger undervejs at definere, hvad Pixar-magien består i. Som glasur på lagkagen har vi eksklusive interviews med nogle af folkene fra Pixar-banden!

Jeg har været så heldig at møde Pete Docter, instruktøren af "Inderst inde", og hans producer, Jonas Rivera, flere gange. Først i 2009 ved filmfestivalen i Cannes, hvor "OP" var åbningsfilmen, og siden i Svendborg, hvor jeg for nylig sikrede mig 15 minutters interview til Filmnørdens Hjørne.

Frygt (Brie) og Vrede (Pete Docter) i Svendborg | foto af Lars Høngaard Sørensen, 2015

Min Pixar-snak med Pete Docter og Jonas Rivera kan høres i sin helhed, hvis man spoler frem til tidskoden 03:30:55 i podcast A116.

Derudover får Hjørnet besøg af Pixar-kenderen Anders Høeg Nissen fra P1 Harddisken, ligesom selveste Pixar-høvdingen John Lasseter giver sit besyv med i form af interviewbidder fra dengang, jeg mødte ham i Cannes.

HØR PODCAST A116, "DEN OM PIXAR", HER:

Som lovet i podcasten kommer her min reportage fra London Science Museum i 2006, hvor jeg med åben mund og polypper gik på opdagelse i vandreudstillingen "Pixar: 25 Years of Animation".

Den højst anbefalelsesværdige udstilling kan pt. opleves i Ciudad de las Artes y las Ciencias i Valencia, Spanien indtil ultimo september 2015.

---

ARTIKEL:
På udflugt i Pixars arkiver
Brian Iskov, AOK/Berlingske Tidende 01.09.2006

I anledningen af Pixars 20 års jubilæum har animationsstudiet sat store dele af sit arkiv på hjul. En verdensomrejsende udstilling, som vi besøgte i London, illustrerer ideernes lange vej til lærredet og giver et sjældent indblik i den kreative proces bag de virtuelle kulisser.

Farvestudier/color scripts til "De Utrolige" (The Incredibles, 2004) af Lou Romano

Gennem tyve år har det californiske animationsstudie Pixar konstant hævet overliggeren for den computerskabte film. Men selv om den tredimensionelle, digitale animations muligheder haler ind på fremtiden med stormskridt, holder John Lasseter klogelig fast i de klassiske dyder. Firmaets kreative høvding og über-legeonkel er egentlig uddannet håndtegner fra Disney, og før Lasseters glade svende får lov at animere en eneste pixel, bliver der tegnet, malet, formgivet og diskuteret på livet løs – og mange af de grundige forberedelser foregår stadig i hånden.

Brainstormingen kaster en imponerende mængde biprodukter af sig, lige fra kunstfærdige olie- og akrylmalerier til tossede tegnerier med tuschpen. Alt dette forarbejde gemmes normalt af vejen for offentligheden i Pixars arkiver, men i anledning af jubilæet har studiet sendt et gavmildt tværsnit af deres skatte på verdensturné i udstillingen »Pixar: 20 Years of Animation«. [Pt. går udstillingen under navnet "Pixar: 25 Years of Animation" - B.I. 2015].


John Lasseters præsentationsvideo til Pixar-udstillingen i Paris, 2014
De velkendte figurer dukker op i et utal af permutationer på udstillingen, hvor Pixars karakteristiske humor udgør den samlende tråd i et hav af stærkt varierende stilarter og abstraktionsgrader. I et hjørne finder man helt simple blyantsskitser af blandt andre cowboyen Woody i en tidlig, tykhovedet inkarnation. Andre afdelinger er tilegnet modernistiske farvestudier, hvor inspirationskilder som Matisses litografier og russisk konstruktivisme skinner igennem lærredet.

Smukkest er de dramatiske og ekspressive malerier, der er opstået i et forsøg på at indkredse en overordnet visuel stil for hver ny film, såsom »Lysreflekser i vand« (»Find Nemo«) eller »Blades farvespil gennem årstiderne« (»Græs-rødderne«). Selv røntgenfotos af legetøjet fra »Toy Story« er indrammet og hængt op på væggen som et typisk eksempel på den legesyge udforskningstrang, der kendetegner Pixars arbejde.

Geofwee Boedoes koncepttegning til "Monsters, Inc.", signeret af Pete Docter og John Lasseter (privateje)

Tilsammen modbeviser de udstillede effekter enhver fordom om, at computertegnefilm ikke kræver kunstnerisk talent. Pastel, blyant, filtpen, trækul, akryl, collage, gouache, oliemaleri og kunststof deler plads med musen på Pixars værktøjshylde, og det største publikumshit på udstillingen – »zoetropen« – har heller intet med terabit og pixels at gøre, men vækker persongalleriet fra »Toy Story« til live gennem ældgammel mekanik.

På en stor drejeskive står alle filmens figurer linet op, hver af dem mangedoblet til en stribe plasticstøbte kloner i let adskilte positurer. Men når motoren starter, og det flimrende stroboskoplys efteraber lysets eksponering af enkeltbillederne på en filmstrimmel, eksploderer den roterende cirkusmanege i sprudlende action. Med ét ser pingvinerne ud til at hoppe rundt mellem de bedårende, treøjede rumvæsener i kåd kolbøtteleg, mens Buzz Lightyear balancerer på en bold, Jessie svinger sin lasso, og faldskærmstropper springer ud af deres plasticspand på toppen af kransekagen!



Det er et ældgammelt illusionsnummer i slægt med laterna magicaen, men det tager stadig lige så mange kegler, som man kunne forestille sig, det gjorde på vores tipoldeforældres tid. Både børn og voksne må samle undermunden op fra gulvet bagefter, og dermed afspejler zoetropen også den egentlige hemmelighed bag jubilantens unikke succeshistorie. For det er i virkeligheden underordnet, hvilket medie Pixars figurer udfolder sig i.

Så længe John Lasseter og hans medarbejdere fastholder deres oprigtige tro på den gode historie, den besjælede detalje og det bankende hjerte bag teknikken, vil deres fortællinger ramme bredere, end selv det mest nidkært målgruppetilrettede stykke spekulation nogensinde vil kunne gøre det.

> Minisite med eksempler fra udstillingen (eksternt link)

Her finder du rejseudstillingen "Pixar: 25 Years of Animation":
http://www.pixar.com/about/The-Exhibition

En bearbejdet udgave af denne artikel er publiceret i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - Den Store Troldspejlsbog" (Forlaget Carlsen 2010). Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan købes direkte fra forfatteren så længe lager haves. 

---

MERE PIXAR PÅ BRIES BLOG-O-RAMA:
> John Lasseter: Vis mig dit klædeskab
> John Lasseter, Jonas Rivera og Pete Docter om brugen af stereoskopisk 3-D i "OP" (Up)
> Jakob Stegelmann om Pixars hemmelighed
> Jakob Stegelmann om sin cameorolle i "Toy Story 3"

"Tamara Drewe": Brie vs. Stephen Frears

Skulle eventyret om De Tre Bukke Bruse nogensinde blive filmatiseret, vil instruktøren Stephen Frears være selvskrevet til rollen som den vrisne trold under broen.

Blandt os filmjournalister, der turnerer Europas festivaler tynde, er den 69-årige Frears nemlig berygtet for at være en temmelig prikken herre.

Det er ellers ikke, fordi den erfarne brite mangler lune eller humor. Han har bare meget lidt tålmodighed med folk, der tvinger ham til at skulle forklare sig. Derfor fremtræder Stephen Frears ofte brysk og kort for hovedet i interviewsituationer, og når han begynder at smashe de dumme spørgsmål retur, gælder det om at dukke sig for hans dødbringende sarkasmer.

Jeg oplevede Frears i defensiven første gang i Venedig 2006, hvor “The Queen” vandt en løve til Helen Mirren. Og vi skulle ikke langt ind i gruppeinterviewet med Frears, før filmsnedkerens lave tolerance over for tåbelige journalister blev udfordret af dette spørgsmål:

Var det nødvendigt at finde en britisk skuespiller til rollen som dronning Elizabeth?

“Altså ..." begyndte Stephen Frears med et dybt suk. Efter en opgivende pause knurrede han irritabelt: "Hvad er det, du vil have? Nogen foreslog Helen Mirren, så jeg mødte hende og syntes, det var en god idé. Jeg overvejede aldrig nogen andre, men nu du siger det, ville Gong Li have været glimrende!”

> Læs også mit interview med Helen Mirren om "The Queen"



På sidste års Cannes-festival mødte jeg Frears igen, og den rundbugede brite var ikke blevet mildere stemt over for pressecirkuset siden sidst. Denne gang gjaldt det "Tamara Drewe", hans letbenede, landlige sommerlystspil, som kan ses i 31 danske biografer fra på torsdag (den 10. marts).

> MIT INTERVIEW MED STEPHEN FREARS, "TAMARA DREWE"
Britisk films gnavne onkel (pdf)
Brian Iskov i Børsen 07.03.2011 (NB: kræver abonnement)

Her er et udpluk af mine Stephen Frears-citater, som ikke kom med i den ovenstående Børsen-artikel:

”Tamara Drewe” rammer tonen fra Thomas Hardy perfekt. Hvordan vakte Frears denne sprudlende ånd i sine skuespillere?
”Jeg gav dem stoffer. Faktisk sagde jeg ikke et ord. Kun småting som 'kan du ikke gøre det bedre?'”

Om den flertydige slutning i "Tamara Drewe":
”Jeg vil forsvare flertydighed til min død. Hvis jeg hævdede, jeg helst vil fortælle sandheden i mine film, ville det være løgn.”

Hvorfor ser man så sjældent den borgerlige middelklasse repræsenteret i britiske film?
”Jeg ved det ikke, men jeg skal huske at spørge min kone om det. Hun kender svaret på det spørgsmål, hvorimod jeg aldrig kan huske det!”

Hvordan var det at være juryformand for Cannes-festivalen i 2007?
”Det var skønt. Man får en livvagt. Fuldstændig unødvendigt, i øvrigt, men han var umådeligt flink, og der er aldrig før nogen, der har givet mig en livvagt.”

Stephen Frears om at tilføje scener efter testvisninger:
“Det er aldrig let at finde frem til, hvad der generer folk. Hvis man viser en film for ti mennesker og beder om efterkritik, vil de pege på ti forskellige ting. Men i virkeligheden mener de noget helt ellevte, som ingen af dem rigtig kan formulere. Første gang jeg viste “Mit smukke vaskeri”, fik den ros af alle i salen, men det var tydeligt, at der også var et eller andet, der gik dem på. Til sidst tror jeg min ekskone sagde, “Hvorfor hedder den egentlig “Mit smukke vaskeri”? Der går jo tyve minutter, før vi ser den møntvask.” Så jeg endte med at indsætte et billede af vaskeriet under forteksterne. Det viser bare, at de ting, der generer folk, er så besynderlige og specifikke, at det næsten er umuligt at gætte sig til.”

Flere berømte skuespillere har fået deres start hos Frears. Føler han sig som en stolt far?
”Far?! Nej, bevares. Dan [Daniel Day-Lewis i "Mit smukke vaskeri"] ville være blevet en fremragende skuespiller under alle omstændigheder. Det var så tilfældigvis mig, der blev katalysatoren, hvis det er det rette ord. Det samme skete med Jack Black ["High Fidelity"]. Men de er så talentfulde, at de alligevel ville være brudt igennem uden mig."

Har han fortrudt, at han i sin tid sagde nej til at instruere “Thelma & Louise”?
”Jeg tror ikke, min version ville have kunnet måle sig med Ridley Scotts. Han havde godt tag i den historie.”
Ville Stephen Frears-versionen have været anderledes?
”Ja, selvfølgelig! Men den ville ikke have været lige så god.”

Var det et tilfælde, at Stephen Frears blev filminstruktør?
”Tja, det var ikke forsætligt. Snarere beviset på Guds eksistens.”

Hvad hvis han ikke var blevet instruktør?
”Så ville jeg være død. Eller også ville mit liv have været langt kedeligere.”

> Se klip fra "Tamara Drewe" i min webcast fra Cannes 2010

> Læs også Posy Simmonds' tegneserie "Tamara Drewe" fra The Guardian

Josh Brolin om "True Grit"

I dag får Joel og Ethan Coens tifold Oscar-nominerede western "True Grit" dansk biografpremiere.



Det lykkedes mig desværre ikke at få interview med Jeff Bridges eller filmens 14-årige stortalent Hailee Steinfeld på Berlinalen i den forgangne uge, men til gengæld mødte jeg Josh Brolin i Cannes sidste sommer. Allerede dengang fortalte han entusiastisk om sin skurkerolle som den vederstyggelige, om end ikke for kløgtige Tom Chaney, der gør en sen entré i "True Grit":

"I went very, very far with that character. I don't know if it works or not, but I'm hoping. It's taking the primitive nature of this guy and going literally to the moon with it. He's not stupid – he's a complete idiot! You know, his mouth kind of hangs open, he's very hairy, he's got a unibrow ..."

Josh Brolin sagde endvidere om Coen-brødrenes "True Grit":

"It's a weird movie, but I love it. There's no relation to "No County for Old Men", none, zero. I saw Steven Spielberg, who produced the movie, in the street in New York a few weeks ago, and he was so excited about the movie ["True Grit"]. He said, "it's so unique"."

I Cannes redegjorde Josh Brolin også for skuespillets finere mekanismer ved at vise, hvordan han som børshajen Bretton James i "Wall Street: Money Never Sleeps" bruger dræbende blikke som et frygtindgydende våben, mens han som den fårede George W. Bush i "W" modsat tømmer sine øjne for "psykisk vægt".

Jeg havde placeret mig direkte over for Josh Brolin under gruppeinterviewet, så det var mig, der sad i skudlinjen, da Brolin illustrerede sin pointe ved at fiksere mig med et stift, stålsat blik i flere intense sekunder.
Han undskyldte dog pænt bagefter: "Sorry to look at you like that."

Det er ok, Josh. Det er ok.

Anmeldelse: "Another Year"

Mine ærede kolleger hos Filmnørdens Hjørne strør seks hjertevarme stjerner ud over Mike Leighs biografaktuelle drama, "Another Year", i deres seneste podcast. Jeg kan kun tilslutte mig hyldestkoret. "Another Year" er absolut ugens – og måske endda månedens – mest seværdige filmpremiere.

Min personlige favorit i sidste års hovedkonkurrence i Cannes kan dårligt beskyldes for at kolportere vilde, nye dessiner inden for verdensfilmkunsten. Men når hverdagsdramaet turneres så morsomt, præcist og solidarisk som i ”Another Year”, savner man hverken krasse choktaktikker eller højbrynet navlepilleri.

For så vidt føles det egentlig også som en lille revolution, at Leigh lader portrættet af et såre almindeligt midaldrende ægtepar – velfungerende, kærligt, uproblematisk – udgøre filmens jordbundne anker. At skildre det ordinære, uden at det på noget tidspunkt bliver tandløst, er også (en) kunst.

Jim Broadbent og Ruth Sheen giver parret en smuk, indforstået kemi, der danner kontrast til filmens showstopper, Leigh-kendingen Lesley Manville. Som den modne og lettere drikfældige husveninde, der bærer sin skuffelse over at være uhelbredeligt single uden på tøjet, dirrer Manville af febrilske nerver på et leje, der (som før hos Leigh) skyder cirka 10 procent over karikaturtærsklen. Men præstationen stikker alligevel så bedragerisk dybt, at jeg sad med klumpen i halsen, da erkendelsen indhenter hende i sidste akt af den firdelte film.

"Another Year" har premiere i 8 danske biografer torsdag 27. januar 2011. OPDATERING: Mike Leigh er Oscarnomineret for bedste originalmanuskript.

Se klip fra "Another Year" i Bries webcast fra Cannes 2010:

Eksklusivt fraklip: Jim Carrey synger Elvis!

I dag udkommer Robert Zemeckis' motion capture-version af "A Christmas Carol" (Et juleeventyr) på dansk dvd og Blu-ray.

Jim Carrey lægger stemme og bevægelser til såvel Ebenezer Scrooge som hans plageånder, og styrken i Charles Dickens' eviggrønne moralske fabel formår lige akkurat at overskygge de digitale voksdukkers stikkende glasøjne og de påklistrede actionsekvenser i 3-D.

Brian "Brie" Iskov i Cannes til præsentationen af "Disney's A Christmas Carol" 

Jeg var med, da Jim Carrey slog på tromme for "Disney's A Christmas Carol" i Cannes sidste år. Under presseseancen blev han spurgt: "Hvad er din yndlingsjulesang?"

Her ser du, hvad – eller rettere hvordan – Jim Carrey valgte at svare:



> Se også fraklip #1: Wesley Snipes og den flove fejltagelse

CPH:DOX: "Inside Job" - interview med Charles Ferguson

Ikke én topchef fra den amerikanske bankverden ønskede at medvirke i den afslørende "Inside Job" (Wall Street indefra), som pt. kan ses på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. (NB: Filmen får dansk biografpremiere 31. marts 2011).

Da jeg interviewede filmens instruktør, Charles Ferguson, i Cannes, undrede han sig ikke over, at Wall Street holdt dørene lukkede for hans kamera:
»Det er elementær menneskelig psykologi, at hvis man har været med til at skabe et problem, tilskynder man næppe til undersøgelsen af samme problem,« sagde han.

Med nådeløst klarsyn kortlægger "Inside Job", hvordan bankernes grådighed og mangel på regulering i 2008 sendte verdensøkonomien ud over afgrunden.
»Det virkede næsten som om, Marx-brødrene havde indtaget Det Hvide Hus,« bemærkede Charles Ferguson desuden om den »uorganiserede og inkompetente« måde, som Bush-regeringen håndterede finanskrisen på.

> Læs min anmeldelse af "Inside Job"

---

INTERVIEW MED CHARLES H. FERGUSON OM "INSIDE JOB":
Finanstoget der kørte galt
Brian Iskov (Cannes) i Børsen, 21. maj 2010

Finanskrisen var ikke en naturkatastrofe. Den kunne have været afværget, og de skyldige bør holdes ansvarlige.
Så enkel er præmissen for dokumentaren »Inside Job«, der i maj fik verdenspremiere på Cannes-festivalen. De mekanismer, som instruktøren Charles Ferguson afdækker i sin film, er dog uendeligt mere spegede.

Gennem ekspertudsagn og analyser beskriver »Inside Job« omhyggeligt de forhold, der fik investeringsfirmaerne til at falde som dominobrikker i 2008, hvilket igen førte til den største globale recession siden 2. verdenskrig.

Michael Moore var ude i et lignende ærinde sidste år med »Kapitalismen – en kærlighedshistorie«, mens Charles Ferguson har bestræbt sig på at anlægge en mere saglig tone, når han i »Inside Job« afmystificerer finanskrisen og gør dens detaljer forståelige for lægmand.

> Læs også mit interview med Michael Moore

»Tidligere var bankverdenen reguleret, og der var strikse retningslinjer, som blev overholdt,« siger Charles Ferguson, da Børsen møder ham i Cannes.
Men i 1980'erne begyndte Reagan-regeringen at slække på kontrollen med finanssektoren. Dermed startede den glidende tendens mod mindre regulering, som ifølge »Inside Job« tillod grådigheden at sprede sig i finanssektoren som en ustoppelig, ondartet cancer.

Willem Buiter, en af 37 interviewede i "Inside Job"

»Bankvirksomhed udartede sig til en konkurrence om at pisse længst,« som Citigroups cheføkonom, Willem Buiter, bramfrit formulerer det i et af filmens mange interviews.

Griskheden forvandlede bankerne til kriminelle mastodonter, der underminerede markedet med stadig mere spekulative måder at maksimere deres profit på. Ferguson demonstrerer i »Inside Job«, hvordan de lagde tikkende bomber under systemet i form af kreditderivater, CDO-porteføljer og subprime-lån. Og bankerne fik frit spil af skiftende regeringer, der alle bøjede sig for lobbyisternes krav om nul kontrol og nul gennemsigtighed.

»Før jeg gik i gang med min research, anede jeg ikke, at investeringsbanker udstedte værdipapirer, der var designet til at slå fejl, så bankerne ikke kunne undgå at få overskud på videresalget. Da jeg opdagede det, troede jeg kun, det foregik i ét firma, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var standardpraksis i alle investeringsselskaber, at man hæftede vildledende ratings på CDO-sikkerhedsobligationer. Det kom som lidt af et chok for mig,« fortæller Charles Ferguson.

Forfatteren Charles Morris i "Inside Job"

Adskillige eksperter råbte vagt i gevær om det forestående sammenbrud – herunder Fergusons ven, forfatteren Charles Morris, der allerede i marts 2008 udgav bogen »The Two Trillion Dollar Meltdown«.
Men alle advarsler blev afvist eller ignoreret, og finansindustriens førerløse tog susede videre forbi de blinkende røde lamper. Ingen trak i bremsen før den spektakulære afsporing i september samme år.

I dag udtrykker Ferguson harme over, at finansverdenens løbske bonuskultur har belønnet de skyldige parter i stedet for at straffe dem.
»Ingen er blevet arresteret i forbindelse med den seneste finanskrise. I stedet er de ansvarlige topchefer kommet endnu rigere ud af recessionen,« kritiserer han.

Ferguson fandt det også forstemmende at opleve, hvordan Barack Obama – trods sine løfter om forbedringer – valgte at omgive sig med mange af de selvsamme Wall Street-profiler, som havde andel i krisen.
Blandt andet indsatte Obama Timothy Geithner som finansminister, trods Geithners involvering i en kontroversiel sag om udbetaling af millionbonusser i den kriseramte forsikringsgigant AIG. Og Larry Summers, der spillede en central rolle i dereguleringen af derivater, er nu formand for USA's nationale økonomiske råd.

Charles Ferguson, instruktør af "Inside Job" | pr-foto

»Udnævnelsen af Obamas økonomiske rådgivere var en sort dag,« sukker Charles Ferguson, der ellers havde bidraget til præsidentens valgkampagne. Håbet om en åben, offentlig debat omkring finanssektoren har Ferguson dog ikke opgivet.

»Jeg tror på, at en gennemgribende forandring er mulig. Historien har vist os, at det kan lade sig gøre at vende tingenes tilstand til det bedre, hvis folket står sammen og ytrer deres utilfredshed. Efter 16 måneder har Obamas regering stadig ikke rettet op på finansområdet. Men amerikanernes tålmodighed er ved at slippe op. De vil se resultater. Og jeg er overbevist om, at det kan lade sig gøre at afvikle banker, selv om det er svært. Det vil også ske i Europa,« mener Charles Ferguson.

Han efterlyser især mere fyldestgørende høringer, der undersøger bankerne til bunds og stiller Justitsministeriet til regnskab for deres manglende indgriben.
»Vi må tilbage til et strammere, mere kontrolleret system, hvor loven bliver håndhævet, når bankerne overtræder den«.

Har Charles Ferguson tænkt sig at invitere præsident Obama til en visning af »Inside Job«?
»Naturligvis!«

"Inside Job" vises på CPH:DOX 10. og 13. november.

> Officiel hjemmeside for "Inside Job" (Sony Classics)

FAKTA:
CHARLES FERGUSON OG »INSIDE JOB«
55-årig amerikansk forfatter, filminstruktør med mere.
Charles H. Ferguson tog en ph.d. i samfundsvidenskab og arbejdede som konsulent for bl.a. Apple og Motorola, før han i 1994 grundlagde softwarefirmaet Vermeer Technologies, der udviklede FrontPage-værktøjet (senere opkøbt af Microsoft).
Dernæst underviste Ferguson på anerkendte tekniske universiteter som MIT og Berkeley, mens han forfattede flere bøger om it-industrien. I 2007 debuterede han som dokumentarist med filmen »No End in Sight« om USA's militære tilstedeværelse i Irak. Filmen blev nomineret til en Oscar.

OPDATERING 1.3.2011: Charles Ferguson har nu vundet en Oscar i kategorien bedste dokumentarfilm for "Inside Job".

OPDATERING 28.1.2014: I anledning af debatten om Goldman Sachs' køb af DONG-aktier har DR2 ekstraordinært programsat "Inside Job" som reprise i Dokumania i aften kl. 20.30. Filmen bliver vist under titlen "Wall Street indefra".

Penélope Cruz i Cinemateket

”Jeg stiller Oscaren forskellige steder derhjemme for at se, hvor den gør sig bedst. De første to dage tog jeg den med mig overalt. Jeg var endda på stranden med min Oscar. Det var lidt som dengang, jeg var fem år gammel og fik det stykke legetøj, jeg allerhelst ville have!”
– Penélope Cruz i interview med Brie, Cannes 2009

Hendes Oscar-rolle som fyrig tornado i ”Vicky Cristina Barcelona” (2008) var den foreløbige kulmination på Penélope Cruz' karriere. Den madrilenske stjernes cv spænder over mere end 40 internationale film – herunder fire lykkelige samarbejder med hendes gode ven, bysbarnet Pedro Almodóvar. Og som alle cinefile heteromænd ved, er den nu 36-årige señorita altid más sexy, når hun slipper for at slås med de angelsaksiske gloser.

Penélope Cruz i "Vicky Cristina Barcelona" (2008);

Derfor skal der lyde et hurra for, at La Pené taler sit eget tungemål i godt halvdelen af den kavalkade på ni titler, som Cinemateket i København tog hul på i går. Almodóvar er repræsenteret med to værker (”Volver” og ”Alt om min mor”), ligesom Woody Allens delvist spansksprogede ”Vicky Cristina Barcelona” er inkluderet i filmhusets serie.

Til verdenspremieren på ”Brudte favntag” i maj 2009 mødte jeg en temmelig forkølet Penélope Cruz på en strandterrasse i Cannes. Her fortalte hun, at det var Pedro Almodóvars fortjeneste, at hun overhovedet fandt på at blive skuespiller.

”Jeg var kun et barn, da jeg første gang så en af Pedros film, men den gav mig lyst til at se alt, hvad han ellers havde lavet. Da jeg fyldte 13 og måtte tage til byen selv, sneg jeg mig ind til Pedros ”Bind mig, elsk mig” – alene. Jeg løj om min alder og bildte biografpersonalet ind, at jeg var 17,” røbede Penélope.

Da hun kom ud fra forestillingen, gik hun en tur for sig selv, og det var i de minutter, at den balletdansende teenagepige fra forstaden Alcobendas traf beslutningen om sin fremtidige levevej.

”Det var på grund af dén film, at jeg blev valgte at blive skuespiller. Jeg husker dagen, som var det i går,” fortalte hun mig i 2009.

Penélope Cruz i "Spis mig" (1992)

Ellers pegede intet i Penélope Cruz' bagland på en fremtid inden for underholdningsbranchen. Hendes mor var frisør, faren detailhandler, og nabolaget havde ikke engang en biograf. Indtil Penélope blev gammel nok til at besøge Madrid på egen hånd, måtte hun udforske filmens verden gennem fjernsynsskærmen. Her blev hjemmevideoen en magisk skatkiste af kulørte skæbner og berusende dramatik, som kunne få den ellers så energiske pige til at sidde musestille.

”Mine forældre købte en Betamax-maskine, da jeg var omkring otte år. Det var en af de første videoafspillere på markedet, en kæmpe kasse. Jeg bestemte mig for at leje film hver eneste dag, og jeg begyndte at tænke: 'Hvem er de her mennesker, som vækker så mange følelser i mig, når jeg ser deres arbejde?'”

Som 15-årig blev Penélope Cruz opdaget i en talentkonkurrence, hvor hun vandt et job som vært for et ungdomsprogram på tv. Og da skønheden to år senere tonede frem på biograflærredet som letpåklædt 17-årig sexbombe i ”Spis mig” (1992), vakte hun sensation i sit hjemland. Bigas Lunas vovede komedie, som Cinemateket viser i august, havde dog næppe eksisteret, hvis ikke Pedro Almodóvar & Co. forinden havde banet vejen for frisproget i den moderne spanske kunst.

Penélope var kun halvandet år gammel, da Spaniens mangeårige diktator, general Franco, døde i 1975. Fascistens fald løftede et tungt åg fra folkets skuldre. Efter 36 år med streng censur – hvor alle meninger, der pegede ud over førerens konservative smag, blev manet i jorden – kunne man som spanier pludselig udtrykke sig fuldstændig, som man havde lyst til.

Undergrundsmiljøet i Madrid var først til at udnytte de nye muligheder, og deres tøbrud, kaldet ”La Movida Madrileña”, bredte sig snart til hele samfundet. I slutningen af 1970'erne eksploderede det katolske kongerige i et brus af demokratisk frihed.

”Da jeg var otte-ni år, begyndte jeg at lægge mærke til de drastiske og dramatiske ændringer, som skete i mit land. Det var ikke bare inden for kulturen og kunsten. La Movida var en sand revolutionær bevægelse, der havde en politisk effekt, og Pedro var en af tidens største inspiratorer,” sagde Penélope Cruz i interviewet.

Penélope Cruz i "Volver" (2006)

I en alder af 17 mødte hun sit idol første gang, da hun blev kaldt til casting i Almodóvars hus.
”Jeg kom en halv time for tidligt og vandrede rundt i nabolaget, mens jeg kiggede op på hans terrasse og tænkte, ”er han der virkelig?” Jeg var utrolig nervøs”, erindrede Penélope. Hun gik derfra med beskeden om, at hun var for ung til ”Kika”, men at Pedro ville skrive en rolle til hende i en af sine næste film.

Og dét løfte holdt han. I ”Kødet skælver” (1997) fik Penélope Cruz publikum til at spærre øjnene op, da hun i åbningsscenen fødte et barn om bord på en bus. Den lille optræden på otte minutter skaffede hende en billet til Hollywood, hvor hun, for første gang på film, slog knuder på det engelske sprog i ”The Hi-Lo Country” (1998, vises i Cinemateket).

Siden har Pedro Almodóvar givet sin Penélope tre saftige hovedroller, hvoraf hendes veldrejede vicevært i ”Volver” (2006, vises i Cinemateket) udløste en Oscar-nominering. Hver gang har Penélope lært noget nyt om sin yndlingsinstruktør, som hun regner for en del af sin familie.
”Jeg synes, vi er gode til at administrere vores venskab. Når vi indspiller film, er han min instruktør og jeg hans skuespiller. Vores venskab er der stadig, men arbejdsfællesskabet træder i første række. Så snart optagelserne er overstået, begynder vi at hænge ud igen og gå i biografen og den slags,” fortalte hun i Cannes.

Hvorfor Pedro Almodóvar tilsyneladende føler trang til at slå Penélope Cruz ihjel på film – hvilket er sket i tre ud af parrets fire samarbejder – fik jeg desværre aldrig svar på ...


CINEMATEKET I AUGUST: PENÉLOPE CRUZ

• Spis mig (1992)
• Belle Epoque (1992)
• The Hi-Lo Country (1998)
• Alt om min mor (1999)
• Blow (2001)
• Volver (2006)
• Elegy – Skønhedens magt (2008)
• Vicky Christina Barcelona (2008)
• Nine (2009)

PENÉLOPE CRUZ SANCHEZ

• er født i Madrid 1974
• har været model for Ralph Lauren, Sean Combs og L'Oreal
• spillede over for Trine Pallesen i den danske film ”Et hjørne af Paradis” fra 1997
• lærte at galoppere på en kamel til filmen ”Sahara” (2005)
• har interviewet Moder Teresa til en spansk avis
• fotograferer i sin fritid
• har tallet 883 tatoveret på sin ankel

Cannes 2010: En jævn årgang

ANMELDELSER AF: Another Year / Cameraman: The Life & Work of Jack Cardiff / Sound of Noise / Inside Job

Temperaturen på den franske riviera steg drastisk i løbet af de forgangne tolv dage, men modtagelsen af filmene i hovedserien forblev kølig på den netop afsluttede 63. Cannes-festival.
Blandt journalisterne herskede der bred enighed om, at konkurrenceprogrammet savnede overraskelser, mens fotograferne begræd det pauvre opbud af Hollywood-stjerner på den røde løber. Mandefaldet mærkedes også på festivalområdets hovedåre, Boulevard de la Croisette, der virkede noget tyndere befolket end vanligt.

> Se Bries webcast fra Cannes 2010

I aftes (søndag) annoncerede juryen årets vinder af Den Gyldne Palme, og hæderen tilfaldt – naturligvis – et af de konkurrencebidrag, jeg ikke nåede at se: En thailandsk kunstfilm af instruktøren med det længste navn i Cannes-festivalens vinderhistorie, Apichatkong Weerasethakul (man forstår, hvorfor han blot signerer sine e-mails ”Joe”). Derudover bærer juryens valg og fravalg præg af de sædvanlige kompromiser og diplomatiske krumspring; ingen havde vist regnet med, at outsidere som ”Tournée” og ”Copie conforme” ville modtage andet end lange næser ved prisoverrækkelsen.

Den Gyldne Palme: Apichatpong Weerasethakul, ”Lung boonmee raluek chat” (Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives) - Thailand, Frankrig, Tyskland, Spanien, Storbritannien
Juryens pris: Mahamat-Saleh Haroun, ”Un homme qui crie” (A Screaming Man) - Frankrig, Belgien, Tchad
Grand Prix: Xavier Beauvois, ”Des hommes et des dieux” (Of Gods and Men) – Frankrig
Bedste manus: Lee Chang-Dong, "Poetry" - Sydkorea
Bedste skuespillerinde: Juliette Binoche, ”Copie conforme” (Cerfitied Copy) - Italien, Frankrig
Bedste skuespiller: Javier Bardem, ”Biutiful” - Spanien, Mexico / Elio Germano, ”La Nostra Vita” (Our Life) - Italien, Frankrig
Bedste instruktion: Matthieu Amalric, ”Tournée” (On Tour) - Frankrig
Den Gyldne Palme – kortfilm: Serge Avédikian, ”Chienne d'histoire” (Barking Island) - Frankrig
Juryprisen – kortfilm: Frida Kempff, ”Micky bader” (Bathing Micky) - Sverige, Danmark
Debutantprisen Det Gyldne Kamera: Michael Rowe, "Año bisiesto" (Leap Year) - Mexico
Un Certain Regard-prisen: Sang-soo Hong, "Ha ha ha" - Sydkorea

Og nu til nogle af de mindeværdige indslag, der blev snydt for palmesuset eller nøjedes med at brillere uden for hovedkonkurrencen:

ANOTHER YEAR
(Mike Leigh, Storbritannien 2010 – Competition)
Brian Iskov i Cannes, maj 2010 for Bries Blog-O-Rama

Min personlige favorit i årets hovedkonkurrence i Cannes kan dårligt beskyldes for at kolportere vilde, nye dessiner inden for verdensfilmkunsten. Men når hverdagsdramaet turneres så morsomt, præcist og solidarisk som i Mike Leighs ”Another Year”, savner man hverken krasse choktaktikker eller højbrynet navlepilleri.
For så vidt føles det egentlig også som en lille revolution, at Leigh lader portrættet af et såre almindeligt midaldrende ægtepar – velfungerende, kærligt, uproblematisk – udgøre filmens jordbundne anker. At skildre det ordinære, uden at det på noget tidspunkt bliver tandløst, er også (en) kunst.
Jim Broadbent og Ruth Sheen giver parret en smuk, indforstået kemi, der danner kontrast til filmens showstopper, Leigh-kendingen Lesley Manville. Som den modne og lettere drikfældige husveninde, der bærer sin skuffelse over at være uhelbredeligt single uden på tøjet, dirrer Manville af febrilske nerver på et leje, der (som før hos Leigh) skyder cirka 10 procent over karikaturtærsklen. Men præstationen stikker alligevel så bedragerisk dybt, at jeg sad med klumpen i halsen, da erkendelsen indhenter hende i sidste akt af den firdelte film.
”Another Year” er endnu ikke købt til dansk distribution, men det kan ikke vare længe, før en vågen filmkøbmand snupper den. Og det må gerne tolkes som en opfordring!

OPDATERET 6.7.2010: "Another Year" er nu købt til Danmark af SF Film med forventet biografpremiere 27. januar 2011. Hurra!

CAMERAMAN: THE LIFE & WORK OF JACK CARDIFF
(Craig McCall, Storbritannien 2010 – Cannes Classics)
Brian Iskov i Cannes, maj 2010 for Bries Blog-O-Rama

Ældre filmkendere vil ihukomme Jack Cardiff som manden, der i 1940'erne fik Technicolor-paletten til at eksplodere i Powell & Pressburger-klassikere som ”Sorte lilje” og ”De røde sko”. Men også ”Rambo” (1985) og ”Conan den uovervindelige” (1984) havde bud efter den Oscar-belønnede filmfotograf, som stadig var aktiv i branchen, da han døde som 94-årig i april 2009.
Helt i emnets ånd har skotske Craig McCall kælet for æstetikken i ”Cameraman”, der viser den aldrende Cardiff som en kvik, charmerende herre med et britisk vid så tørt som beskøjtere. Hans anekdotiske hukommelse fejler intet, og selv om flere af røverhistorierne (om bl.a. ”Afrikas dronning”) måske er hørt før, er der stadig nyt at hente, f.eks. i de skægge 16mm-privatoptagelser, hvor en ung og gemsekåd Kirk Douglas springer fra åre til åre under optagelserne til ”Vikingerne” (1958).
Filmen er desuden gavmildt garneret med eksempler på Cardiffs svimlende farvemættede arbejder, ligesom Martin Scorsese og andre fans bidrager med minder og analyser. Ren råcreme for cineaster og et oplagt valg til en kommende CPH DOX.

OPDATERING 03.01.2011: I februar 2011 vil Cinemateket i København vise "Cameraman" som et led i en Jack Cardiff-kavalkade!

SOUND OF NOISE
Vinder af ungdomsjuryens pris
(Johannes Stjärne Nilsson & Ola Simonsson, Sverige-Frankrig-Danmark 2010 – Semaine de la Critique)
Brian Iskov i Cannes, maj 2010 for Bries Blog-O-Rama

Allerførst: Hvis du aldrig har set kortfilmen ”Music for an Apartment and Six Drummers” (2000), så skynd dig at hoppe ind på dette link:

> "Music for an Apartment and Six Drummers" (YouTube)

En efternøler i spillefilmslængde, ”Sound of Noise”, fejrede verdenspremiere i Cannes-serien ”Semaine de la Critique” (Critics' Week), der ellers ikke er forvænt med komedier. Absurditererne i den svensk-fransk-danske koproduktion blev da også modtaget med taknemlighed som en kærkommen modvægt til programmets spleen-ramte teenagere og furede panderynker.
Der er spor af såvel Jacques Tati som Olsen-banden i den skæve historie om seks musikalske guerilla-terrorister, der laver ravage ved at opføre en reallydssymfoni i fire satser på udvalgte steder i Malmö. Hver happening er nøje udtænkt og tilrettelagt som en løjerlig hybrid mellem konceptkunst og hærværk, og alt fra højspændingsledninger til korpulente herremaver indgår i de polyrytmiske surprise-angreb, der efterlader deres intetanende publikum med kæben på gulvet.
De to svenske instruktører kæmper en smule med at strække plottet til 98 minutter, men man morer sig ofte kongeligt over deres snurrige udnyttelse af lyd – og fraværet af samme. For i slagtøjsorkanens øje står den hårdt prøvede kriminalkommissær Amadeus Warnebring: Den eneste af sin hæderkronede musikerslægt, som er født tonedøv og bare ønsker at leve sit liv i absolut stilhed! Tv-skuespilleren Bengt Nilsson er uhyre sympatisk og troværdig i rollen og får også lov at bære filmen over flere vadesteder med sin udsøgte komiske timing.
Bonusinfo: ”Sound of Noise” er købt til dansk distribution, og med lidt held drager de seks trummisar over Sundet for at give den gas live til københavnerpremieren!
Ekstra bonusinfo: David Owe er krediteret som stuntmand på filmen.

> Se klip fra ”Sound of Noise” i Bries webcast fra Cannes 2010

INSIDE JOB
(Charles Ferguson, USA 2010 – Séance Speciale)
Brian Iskov i Cannes, maj 2010 for Bries Blog-O-Rama

OPDATERING: Vises på CPH:DOX 6., 10. og 13. november 2010!

En af Cannes-sæsonens mest spændende og opsigtsvækkende dokumentarer, ”Inside Job”, kortlægger med nådeløst klarsyn, hvordan bankernes grådighed og mangel på regulering sendte verdensøkonomien ud over afgrunden i 2008.
Michael Moore gik et lignende ærinde i Venedig sidste år med »Kapitalismen – en kærlighedshistorie«, men amerikanske Charles Ferguson anlægger en mere saglig tone, når han afmystificerer finanskrisen og gør dens detaljer forståelige for lægmand. At det rent faktisk lykkes ham at skabe en medrivende og tilgængelig film om så usexede emner som CDO-porteføljer, kreditderivater og subprime-lån, er vitterlig en imponerende bedrift.
Over 100 nøglepersoner lod sig interviewe af Ferguson, hvoraf cirka en tredjedel medvirker i filmen. Hvorfor økonomer som Frederic Mishkin og Bush-rådgiveren Glenn Hubbard indvilgede i at grave deres egne grave for rullende kamera, står hen i det uvisse, men deres tåkrummende undvigemanøvrer udgør nogle af filmens skadefro højdepunkter.
Ferguson, der har en fortid som uafhængig konsulent for bl.a. Det Hvide Hus, fortalte mig i Cannes, at han mistede mindst én ven på at lave "Inside Job".
"Laura Tyson, som sidder i bestyrelsen hos investeringsfirmaet Morgan Stanley, har jeg kendt i mere end 25 år. Jeg forklarede hende, at jeg var ved at lave en kritisk film om finanssektoren, og jeg anbefalede hende at trække sig ud af bestyrelsen for at redde ansigt. Hun svarede meget kort tilbage, at hun ikke var enig i dén betragtning. Siden har jeg ikke hørt fra hende."

Læs meget mere om ”Inside Job” i mit interview med Charles Ferguson:

> Finanstoget der kørte galt
Brian Iskov i Cannes for Børsen, 21.5.2010

---

> Cannes 2010: Webcast fra Croisetten
> Cannes 2010: Brie med i Woody Allen-film
> Cannes 2010: Kvinderne og Berlusconi - anmeldelse af "Draquila: Italy Trembles"

Cannes 2010: Webcast fra Croisetten

Så er årets videopostkort fra Cannes-festivalen klar! Vær blandt de første til at se klip fra Mike Leighs palmefavorit "Another Year", Stephen Frears' kostelige "Tamara Drewe" og en skæv, svensk kultkomedie om terrorister med trommestikker: "Sound of Noise"!

OPDATERING 21.5.2010: Nu i højere opløsning - vil forsøge at få rettet de pixelerede filmklip ved førstkommende lejlighed!



> Læs min anmeldelse af "Another Year"
> Læs min anmeldelse af "Sound of Noise"

> Cannes 2010: Kvinderne og Berlusconi - anmeldelse af "Draquila: Italy Trembles"
> Cannes 2010: Brie med i Woody Allen-film
> Cannes 2010: En jævn årgang

Cannes 2010: Brie med i Woody Allen-film

Du læste det her først: Woody Allen, der ellers aldrig har tilladt ”bag kulisserne”-optagelser fra sine filmsets, har indvilget i at lade sig portrættere i en kommende dokumentarfilm. I disse dage, hvor han præsenterer sin seneste film, ”You Will Meet a Tall Dark Stranger”, i Cannes, følges han derfor tæt af en midaldrende herre med et HD-kamera.  

Woodys stalker er Robert Weide, som tidligere har instrueret den Oscar-nominerede dokumentar "Swear to Tell the Truth" om stand-up-legenden Lenny Bruce. Weide er også medskaberen af Larry Davids tv-serie ”Curb Your Enthusiasm”, hvorfor man må formode, at David – der spillede hovedrollen i Allens forrige film, ”Mig og Melody” – kan have overtalt den notorisk sky Allen til at give Weide fri adgang til sin hverdag (som ifølge Allen ellers er ludkedelig og rutinepræget).

I dokumentaren om Woody Allen vil man kunne se den 74-årige instruktør i arbejde på settet til ”You Will Meet a Tall Dark Stranger”. Han viser desuden rundt i sit barndomskvarter i Brooklyn, og Weide har også filmet Woody ved den Olympia-skrivemaskine, han købte som 16-årig, og som han stadig hamrer i tasterne på, når det årlige filmmanuskript bliver født.

Weide og hans kamera luskede også omkring i suiten på Hotel Martinez, da undertegnede i går (søndag) sad til bords med Woody Allen for at interviewe ham til Børsen. Der er med andre ord en minimal chance for, at jeg gæsteoptræder i dokumentaren, som skulle blive færdig engang til næste år. Så hold øje med den unge mand i det skræddersyede lyse jakkesæt.

"You Will Meet a Tall Dark Stranger" vises uden for konkurrence i Cannes og får dansk biografpremiere 25. november.

OPDATERING 5. juli 2012: Mere end to år senere får den nedklippede, to timer lange version af Robert Weides "Woody Allen: A Documentary" – lidt overraskende, men slet ikke ufortjent – dansk biografpremiere. Og jeg kan nu med et strejf af stolthed bekræfte, at jeg er med i den færdige film. Da Woody i dokumentarens sidste kvarter tager til Cannes for at promovere "You Will Meet at Tall Dark Stranger", sidder jeg ved det runde interviewbord yderst til højre i billedet (tættest på kameraet) og tager notater i mit lyse jakkesæt. Jeg er på lærredet hele to sekunder. IMDb, here I come!

Woody og Brie i "Woody Allen: A Documentary" (2011) | framegrab

Cannes 2010: Kvinderne - og Berlusconi

»Findes der virkelig ikke én eneste kvinde på hele kloden, som har lavet en seværdig film i år?« lyder det åbne spørgsmål fra en britisk kvindegruppe til Cannes-festivalens udvælgelseskomité.

Samtlige af de 18 spillefilm, der har chancen for at vinde Den Gyldne Palme i næste uge, er nemlig instrueret af mænd. Den skæve kønsfordeling i kokurrenceprogrammet har vakt protester på den 63. Festival de Cannes, hvilket du kan læse meget mere om i min åbningsartikel i Børsen:

> Cannes uden kvinder

Brian Iskov i Børsen, 12.5.2010 (OBS! Kræver Børsen-abonnement)

Heldigvis formår hunkønnet at gøre væsen af sig i sideprogrammer som Un Certain Regard og Quinzaine des Realisateurs, der traditionen tro fokuserer på skæve, runde, firkantede film fra fremtidens mulige palmekandidater.

Torsdagens mest omtalte titel, særvisningen af ”Draquila – Italien skælver”, bærer således en kvindes signatur: Skuespilleren, forfatteren og instruktøren Sabina Guzzanti. Og man noterer sig, at blandt de menige italienere, der i Guzzantis film står frem og kritiserer deres premierminister, Silvio Berlusconi, og hans fascistoide styreform forklædt som paternalisme, er det absolut kvinderne, der tør råbe højest og mest insisterende.

Anmeldelse: DRAQUILA – ITALY TREMBLES (2010)

Brian Iskov i Cannes (Séance Spéciale)
Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama, 13.5.2010

OPDATERING: Filmen vises på CPH:DOX den 4., 10. og 13. november 2010

Middelalderbyen L'Aquila i Abruzzo-regionen var en af Italiens 20 kunstbyer, indtil de gamle huse sprak på langs i jordskælvet den 6. april 2009.

Guzzantis film åbner med spøgelsesbyens borgmester på nattevandring gennem resterne, der ligner en indhegnet krigszone. Loftslysene er stadig tændt inde i de tomme huse, og udenfor er græsset brudt op gennem brostenene for at erobre gaderne tilbage.

Mens 308 børn og voksne omkom i murbrokkerne, gned Silvio Berlusconi og hans betroede bygherrer sig i hænderne. Naturkatastrofen forærede dem en glimrende undskyldning for at fremskynde og promovere et storstilet byggeforetagende, der skulle genhuse de 70.000 ramte borgere. 

Rekordværdige fem måneder senere stod 400 spritnye forstadsboliger klar, naturligvis med indvielsen timet til at falde på Berlusconis egen fødselsdag. Blot det seneste i rækken af ”mirakler” fra landsfaderen. ”Vi er verdensmestre i superhurtig opførelse,” lød det glade budskab til vælgerne.

Men fra 400 til 70.000 er der stadig et stykke. At 30.000 af de hjemløse ofre fortsat sad installeret i teltbyer, mens andre 30.000 var sendt på ”hotelferie” uden udløbsdato, hørte italienerne imidlertid meget lidt om i medierne (som Berlusconi ejer). Heller ikke, at teltlejrene blev drevet ud fra militaristiske principper af Berlusconis altmuligmænd i Protezione Civile – civilforsvaret.

Fra "Draquila - Italy trembles" (2010)

Med den endeløse ventetid fulgte også beboernes følelse af at blive holdt som fanger, både i det politiske spil og mere konkret i teltlejrene, hvor deres rettigheder én efter én blev suspenderet. Forsamlinger i større grupper var forbudt. Det samme gjaldt koffeinholdige drikkevarer. Og i september 2009 notificerede staten, at teltlejrene skulle lukkes ned for vinteren, hvorfor beboerne endnu engang måtte se sig skubbet længere ud i systemets periferi.

Sabina Guzzantis præmis er, at Berlusconi kynisk udnyttede katastrofen til at booste sin egen popularitet, som haltede efter en serie sexskandaler. Og at Italien ledes af en Orwell'sk manipulator, der løser ethvert problem ved at indsætte juridiske smuthuller i lovteksterne. For eksempel kan staten erklære undtagelsestilstand ved den mindste foranledning. Et internationalt svømmestævne, der finder sted i Italien, udfylder betingelserne. 

Fidusen ligger i gummibegrebet ”store begivenheder”, der giver det allestedsnærværende civilforsvar vidtrækkende beføjelser til at bryde loven, som det passer dem – og deres chef. Ene og alene med den bagtanke, at staten dermed får frie hænder til at score kassen på private byggeprojekter på steder, hvor det ellers er forbudt at opføre nye konstruktioner. Også her finder titlens ordspil på blodsugeren Dracula en frugtbar grobund.

Sabina Guzzanti | pr-foto

Sabina Guzzanti, der oprindelig er stand-up-komiker, kaldes ikke Italiens Michael Moore for ingenting: Det er de samme rapfodede klipperytmer, karikerede grafikker og sarkastiske betragtninger, der tegner stilen i ”Draquila”. Hun virker dog mindre opsat på klovnerier end sin amerikanske kollega, og hun husker at give fair taletid til Berlusconis vælgere, hvoraf mange virker oprigtigt taknemmelige over statsmandens bedrifter. 

Undervejs bliver billedet lovlig speget, når filmen fortaber sig i lokalpolitiske spidsfindigheder eller i forbifarten strejfer, hvordan Italiens privatøkonomi er kontamineret af mafiakapital. Men man forstemmes, når Guzzanti afslører, at staten udmærket kendte risikoen for et jordskælv i L'Aquila. Trods sagkundskabens advarsler efter flere måneders seismisk aktivitet i regionen valgte Berlusconi & Co. at neddysse faren gennem regulær misinformation. Målet ifølge Guzzanti: At sælge deres forjættende boligprojekt til masserne! 

En lokal journalist medvirkede til vildledningen, om end i god tro, ved at publicere den officielt sanktionerede ”sandhed” om den ikke-eksisterende trussel. Da skælvet alligevel brød løs natten til den 6. april i L'Aquila, trøstede han sine to skræmte børn:

”Alt er normalt. Der er ingen fare”.

Han mistede dem begge.

I Venedig sidste år granskede Erik Gandinis doku-essay ”Videocracy”, hvordan mediemogulen Berlusconi har underbygget politikeren Berlusconis popularitet ved gennem flere årtier at dreje tv's indhold i retning af mandehørm og celebrity-tilbedelse. ”Draquila” leverer endnu en brik til, om ikke forståelsen af, så i hvert fald indblikket i det bizarre selvbedrag, der får det italienske folk til at fastholde deres Berlusconi ved magten.

En mulig del af forklaringen hører vi fra en aldrende italiensk herre, som afslutter filmen med resigneret eftertanke. Han har talt med mange overlevere fra diktaturstater og kan konstatere: ”Berlusconis Italien er en slags lortediktatur – men i det mindste har vi ikke tortur.”

Bonusinfo: Udvælgelsen af Guzzantis film harmede den italienske kulturminister, Sandro Bondi, i en sådan grad, at han valgte at boykotte årets Cannes-festival. Mon nogen hernede savner hans tilstedeværelse, endsige bemærker hans fravær?

Sandheden om film og fulde folk

... tør jeg ikke garantere, at du finder her.

Til gengæld vil jeg love dig masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde. Blandt andet vil du kunne læse eksklusivt bonusmateriale i form af fraklip og ikke tidligere publicerede artikler!

Brad Pitt vinker til Bries kamera på Cannes-festivalen i 2009 | foto © Brian Iskov

Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig. Ryst på hovedet, når Martin Lawrence lover mig tæv i Miami - og ryk nærmere, når skuespillerne fra "Shaun of the Dead" kommer til at afsløre deres mest intime hemmeligheder over kaffebordet ...