Kun 14 ud af 71 europæiske medier fik audiens hos Peter Jackson, da holdet bag "Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark" for nylig gav tv-interviews i Berlin. Så det var lidt af et scoop, at jeg slap igennem nåleøjet til den newzealandske instruktør, verdensbygger og Tolkien-fan.
Det hjalp naturligvis at have et brand som DR's "Troldspejlet" i ryggen. Da jeg forklarede Peter Jackson, at jeg var udsendt for et tv-program, som gennem 25 år udelukkende havde beskæftiget sig med fantasy, science fiction, animation, tegneserier og spil, udbrød han: "We don't have anything like that in New Zealand. You're very lucky to have that."
"We don't have anything like that in New Zealand. You're very lucky to have that."
- Peter Jackson om "Troldspejlet"
Jeg fik 8 ½ minutter i selskab med Peter Jackson, og langt det meste materiale er med i det indslag, som Troldspejlets Dennis Stanley har klippet sammen til Troldspejlets julespecial. Programmet blev sendt første gang 22. december på DR Ultra og genudsendes 24. december i DR1's sendeflade "Vi juler for fedt". Du kan selvfølgelig også bare nyde mit Jackson-interview her på nettet.
Peter Jackson fortæller bl.a. om sin barndoms yndlingsfilm og tv-serier, der inspirerede ham til at lave film med store monstre i – en hobby, som han har taget med sig over i voksenlivet. Han taler også om sin samlermani (hans kæreste eje er det oprindelige King Kong-skelet fra 1933) samt vigtigheden af at skabe en god stemning som instruktør.
Og så afslører han, hvad vi kan vente os af den kommende Extended Edition af "Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark" og den tredje film, "Ud og hjem igen", som Peter Jackson lover vil blive den korteste i trilogien!
I Berlin mødte jeg også fem af filmens skuespillere, hvoraf mit interview med Martin Freeman klart var det mest vellykkede. Den engelske skuespiller, som vi også kender fra tv's "Sherlock" og "The Office" samt spillefilmene "The World's End" og "The Hitchhiker's Guide to the Galaxy", var i topform og fremstod som indbegrebet af en charmerende brite: knastørt humoristisk og propert klædt.
Højdepunktet i interviewet indtræffer, da Martin Freeman bliver bedt om at beskrive Peter Jackson i fem ord. Et af ordene så Jakob Stegelmann sig nødsaget til at klippe ud, da dele af interviewet skulle lægges op på Troldspejlets hjemmeside. Det var ikke for børn, mente Stegelmanden ...
Her på Bries Blog-O-Rama har vi ingen aldersmærkning, så her kommer den fulde og aldeles ucensurerede version af mit interview med Bilbo Baggins alias Martin Freeman. Enjoy!
"Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark" kan ses i biograferne netop nu. Tak til Camilla Baggesen fra SF Film.
Jeg er vokset op i 1980'erne. Det var dengang, man fik lov til at være barn længe. Tidsregningen før MGP. Et par gange i mit voksne liv som journalist har jeg siddet over for en teenageskuespiller, der startede sin karriere som barnestjerne. Og hver gang har jeg prist mig lykkelig over, at mine egne showbizdrømme ikke rakte ud over skoleteatret i 6. klasse.
I november sidste år kom jeg til audiens hos Chloë Grace Moretz i New York. Det 15-årige skuespiltalent startede sin karriere som syvårig og har leveret sikre præstationer i så forskellige film som ”Let Me In”, ”(500) Days of Summer”, ”Texas Killing Fields” og ikke mindst ”Kick-Ass”, hvor Moretz vandt alle superheltenørders hjerter som den møgprofane Hit Girl.
Nu gjaldt det Chloë Moretz' hidtil største produktion: Martin Scorseses overdådigt opsatte familieeventyr ”Hugo”. Jeg tænkte derfor, at den klejne Chloë burde have en masse spændende at fortælle fra sin allerede vidtfavnende karriere – f.eks. om at gå på arbejde i Dante Ferrettis gigantiske banegårdskulisse sammen med legender som Scorsese og Christopher Lee.
Men da jeg satte mig over for Chloë Grace Moretz og gik i gang med de aftalte fem minutters tv-interview, begyndte det hurtigt at løbe mig koldt ned ad ryggen. For jeg har aldrig før mødt nogen skuespiller, barn eller voksen, som så åbenlyst og anstrengt lirede et interview af på rutinen.
Alle mine spørgsmål blev affejet med glatte, intetsigende og kortfattede soundbites, som denne 15-årige pige pligtskyldigt langede over disken med et påtaget, overgjort smil og smiskende bevægelser med øjnene.
Hun kedede sig tilsyneladende bravt, og det var næsten uhyggeligt at overvære, hvor megen falskhed og koketteri denne showbiz-afrettede teenager pumpede ud i lokalet. Kemisk renset for naturlighed eller bare angrebet af heftig jetlag? Uanset årsagen var de fem minutters optagelser, jeg havde med hjem fra mit møde med Chloë Grace Moretz, lige til at smide i skraldespanden.
Samme dag i New York interviewede jeg også Sir Ben Kingsley, der så mindeværdigt spiller trickfilmpioneren Géorges Mèliès i ”Hugo”. Jeg var den første journalist på Sir Bens dagsskema, men stjernen - der er berygtet for sit omskiftelige temperament og velvoksne ego - ankom heldigvis til interviewet i strålende humør og et skarpt Paul Smith-jakkesæt.
Til gengæld brillerede han så ved at svare i øst, når jeg pegede mod vest. Jeg havde dårligt stillet mit første spørgsmål, før Sir Ben Kingsley drønede ud af en selvsmagende tangent og leverede en overbroderet hyldesttale til Scorsese, som jeg hverken havde bedt om eller kunne bruge til noget som helst. Endnu engang så jeg mine værdifulde interviewminutter løbe ud igennem fingrene på mig – men lidt kom der da ud af anstrengelserne.
I dag får Marvel-filmatiseringen "Thor" premiere i mere end 60 danske biografer. Og jeg kan med nogen lettelse konstatere, at når man først ser, hvad Kenneth Branagh har fået ud af Stan Lees måske mest bizarre superhelt, undrer man sig ikke længere over, at Mr. Shakespeare har valgt at instruere en blockbuster om en blond tordengud og hans boomerang-hammer.
Takket være Branaghs sikre hånd og et engagerende hold skuespillere (anført af Anthony Hopkins, Natalie Portman og Stellan Skarsgård) rammer tonen i "Thor" den helt rigtige, hårfine balance. Filmen er behørigt grandios og dramatisk, som et epos om guder bør være. Samtidig er "Thor" et overraskende morsomt superhelteeventyr, der viser overskud og glimt i øjet uden at tippe over i ironi eller kitsch, hvilket tegneserien ellers indbyder rigeligt til.
I denne uges filmtillæg i Politiken (28. april 2012) samt længere nede i dette indlæg kan du læse mit interview med Kenneth Branagh, som jeg mødte i London. Den yderst veltalende og karismatiske brite går bl.a. i detaljer med, hvordan man holder fokus, når man arbejder på en kæmpe superheltefilm.
Det er også mig, der har tilrettelagt det indslag om "Thor", som DR's "Troldspejlet" viser fra på lørdag (30. april). Her røber Chris Hemsworth (Thor) sin fortid som kikset fastelavns-Robin, mens Tom Hiddleston (Loke) mindes, hvordan han sad og nørdede over oplysningerne på sin barndoms superheltekort: "Galaktus var sej, han kunne spise verdener!"
INTERVIEW MED KENNETH BRANAGH:
> Mellem Shakespeare og superhelte Brian Iskov i Politiken Film, 28. april 2011
Hvad har Macbeth og Marvel til fælles? Masser, hvis man spørger Kenneth Branagh. I sin aktuelle film som instruktør har Shakespeare-eksperten kastet sig over superheltene med guden Thor som sin hammersvingende stjerne. Politiken har mødt Branagh i London.
Kenneth Branagh bag kameraet på "Thor" | pr-foto
En blond tordengud kastes ned fra sin sky uden sin magiske hammer. På Jorden forelsker han sig i en køn kvindelig astrofysiker, men så går hans stedbror amok i Asgård og sender en gigantisk dødsstrålerobot til New Mexico for at pulverisere brormand.
'Hamlet' er det sandt for dyden ikke, den nye Marvel-spillefilm om superhelten Thor. Så hvad laver Kenneth Branagh som indpisker på dén galej? Shakespeare-geniet, der blev udråbt til sin generations Olivier og lagde britisk teater for sine fødder, inden han fyldte 30?
Over en højt skattet kop te røber den nu 50-årige Branagh til Politiken, at han udmærket forstår, hvorfor hans navnetræk under en tegneseriefilmatisering vækker så megen undren. Han reagerede selv med et hævet øjenbryn, da Marvel Studios for tre år siden henvendte sig og spurgte, om han havde lyst til at påtage sig instruktørposten på 'Thor'.
»Jeg husker, jeg fandt ideen 'intriguing' (fascinerende på en pirrende måde, red.). Og producenterne fra Marvel brugte samme udtryk, når de diskuterede mig som et potentielt bud. 'Intriiii-guing',« spinder Branagh, mens han kælent trækker adjektivet i halen.
Men nu må man heller ikke glemme, at det legendariske Marvel-forlag har tradition for at tænke uden for rammerne, når de overfører deres brogede galleri af superhelte fra papir til film. Valget af Ang Lee som tovholder på 'Hulk' (2003) var en skæv satsning, der slog fejl. Til gengæld ramte Marvel plet, da de overlod 'Iron Man' (2008) til den semiukendte skuespiller og komedieinstruktør Jon Favreau. Med en lige så uventet Robert Downey Jr. i dobbeltrollen som playboy og kampmaskine blev 'Iron Man' det års næststørste kassesucces.
Ligeledes bør man komme i hu, at blockbustergenren slet ikke er så fremmed for Kenneth Branagh. Hans opulente filmudgave af 'Frankenstein' (1994) smed godt med kul på de kulørte kedler, mens slaget ved Agincourt i Branaghs 'Henrik V' (1989) demonstrerede et sikkert greb om spektakulær action. Og når man først ser filmen om 'Thor', giver det såmænd glasklar mening, hvorfor Marvel ønskede at parre den klassisk skolede Mr. Shakespeare med eventyret om Odins søn.
»Alle hos Marvel sagde det til mig fra starten af: »Thor er absolut vores mest vanskelige figur. Han kan så let komme til at virke latterlig eller kitschet«, fortæller Branagh. Hans mission som instruktør blev at finde »den ærligste, mest sandfærdige måde« at formidle tordengudens historie på. En måde, der drog nytte af de elementer, som kunne udgøre filmens svagheder, men som i Kenneth Branaghs øjne burde være dens styrker.
»Ét er Thors evne til at rejse mellem verdener. Et andet, at han bakser med genkendelige følelsesmæssige problemer, men samtidig er han en af guderne. Dét har vi ikke set før i en sommerblockbuster. Og hvis vi skaber et stiliseret Asgård, som føles troværdigt; hvis vi viser Thors rejse gennem rummet på en spændende nok måde; hvis vi kan designe isplaneten Jotunheim og nogle virkelig skræmmende frostjætter ved hjælp af alle de tekniske værktøjer, vi har i kassen – så får fortællingen et solidt fundament at hvile på.«
Chris Hemsworth og Natalie Portman i "Thor" | pr-foto
Kenneth Branaghs løsning var at holde fokus på skuespillet og figurerne. I stedet for at starte optagedagene med at få de store oversigtsbilleder i kassen, satte Branagh nærbillederne forrest i køen. Han havde luret, at integriteten i skuespillernes præstationer var det væv, som kunne holde sammen på stoffet.
»Min erfaring med storfilm er, at man let bliver overvældet af logistikken og de produktionsmæssige krav. Man skal passe på ikke at blive tromlet ned af den store karavane, men i stedet forblive tro mod historien og ens oprindelige instinkt og stræbe efter dét, som er så svært i denne type film. Nemlig at bevare en kerne af enkelhed,« siger han.
Kenneth Branagh bemærker tilfreds, hvordan testpublikummet udtrykte forbavselse over, at de følte sig bevæget over Thors personlige udvikling og de komplekse familieforhold blandt Asgårds guder. Men anslaget måtte heller ikke være for tungt.
»En film om guder kunne nemt blive for højtidelig og tage sig selv for alvorligt på den forkerte måde,« pointerer Branagh. Hvorefter den oratoriske begavelse ruller sig ud i endnu en klarøjet værkanalyse:
»Den største udfordring, ud over logistikken, var at finde et leje, hvor vi kunne bruge humor, uden at det kammede over i ironi eller latterliggørelse, og uden at det trak fra dramaet og actionelementerne. Filmen har et glimt i øjet. Den er varm og holder af stoffet og figurerne, og skuespillerne er tro mod karaktererne. Deres spil rummer en form for virkelighed, men har samtidig det lette touch, som kommer fra en oprigtig kærlighed til materialet.«
Voila. Instruktøren Branagh har skam tænkt grundigt over løjerne, og selv et halvhjertet forsvar for, at filmen er i 3D, sælger skuespilleren Branagh med sin naturlige karisma og en udsøgt moduleret stemmeføring, der er en smørstegt nydelse at lytte til. Også når han gør rede for muskelbundtet Thors appeal, glemmer man næsten, at forlægget hører blandt Marvel-katalogets mest håbløse sekundavarer:
»Jeg har altid fornemmet en interessant dynamik i Thor-figuren. På mange måder er han en primitiv grobrian, der nægter at lægge bånd på sine kræfter. Samtidig viser han i glimt en mere sofistikeret forståelse af, at dømmekraft og diskretion i visse tilfælde kan være positive værdier. Den form for indre kamp mellem instinkt og råstyrke virker meget vikingeagtig, hvilket tiltalte mig.«
Anthony Hopkins som Odin i Marvels "Thor" | pr-foto
Kenneth Branaghs kendskab til Marvel-hæfternes Thor og Loke er ikke af nyere dato. Fascinationen rækker tilbage til hans drengeår i 1960'ernes Belfast:
»Jeg husker tydeligt, at jeg så et hæfte, hvor Thor stod fanget i et åg med armene draperet over en træstamme – hans arme var selvfølgelig tykkere end stammen – mens hans stedbror Loke sad med et spyd i Asgårds trone, som han havde tilranet sig. Jeg kunne godt lide dynamikken i måden, billederne blev præsenteret på. Der var mange skæve vinkler, og det så sejt og spændende ud. Bare indtrykket af enorm fysisk styrke var noget, jeg bed mærke i, og jeg kunne se, at Thor havde et problem. Nemlig: Hvad skulle han stille op med alle de kræfter? Han kunne tryne alle, hvis han ville, men kunne han også være følsom over for sin bror og sin far? Thor er jo kongesøn, men ansvarsløs og arrogant. Først da han mister sine privilegier, sit hjem, sin familie og sine kræfter, får han muligheden for at se sig selv i et nyt lys og komme igen med fornyet styrke.«
Lad os lige opsummere: Royale familiestridigheder, magtkampe mellem brødre, højstemt dialog og europæere, der uddeler smæk til hinanden … Måske er der alligevel ikke så langt mellem Titus Andronicus og Thor den Mægtige?
»Jeg differentierer ikke mellem såkaldt høj- og lavkultur,« erklærer Kenneth Branagh, næppe for sidste gang.
»Det er altid krævende at gøre noget ordentligt, og der er ingen forskel på det arbejde, jeg lægger i opgaven,« betoner han, før han driver en velrettet stage gennem scenekunstens iboende snobberi.
»Det er en lettere forloren idé – omend forståelig nok – at en populær underholdningsfilm skulle være tyndbenet, nem eller overfladisk, blot fordi den udspringer af en tegneserie. Men højkultur kan også være doven. Man skal nærmest bare møde op og gebærde sig i denne ærbødige verden af fornemme kostumer fra en svunden tid, og på en eller anden måde skaber det en illusion af tyngde; en intellektuel fidus-troværdighed. Men jeg har altså medvirket i masser af Shakespeare-stykker, som var forfærdelige!«
BONUSMATERIALE - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama: Kenneth Branagh om 3-D-konverteringen af "Thor"(Kenneth Branagh on converting "Thor" into 3-D)
"I didn't want to shoot in 3D. We explored it. I'm not clever enough yet to shoot in 3-D, perhaps I never will be. It's two enormous cameras [along with] the grading, the analysis of the parallax, the depth curve, the retinal rivalry and everything else that is the technical jiggery-pokery.
To do the physics of lining up for a shot is so time-consuming, I said to Marvel, "We should convert. If we shoot in 3D, I'll never have time to do all this work on the acting that I want to do, so let's convert and render as many of the effects in 3D as we possibly can".
We were planning [the 3D] while we were shooting, and we finished last May, nearly a year ago. We've been doing 3D reviews twice a week for the last year. At Comic-Con last year, we ran five minutes of 3D material, and it was the first understanding of how to make it work."
Stillbillede fra Marvels "Thor" | pr-foto
"Lots of times, it's to do with offering up a kind of sculpted depth in the shot, whether it's trying to maximize the sense of the occasion when Thor is in the foreground, and Odin's up there, three people are at the sides and on the stairs. All that gives a sense of the magnificence of Asgard.
Sometimes it's to do with how you lay out the depth in the interior shots with Chris and Natalie in the van, driving to the S.H.I.E.L.D. camp, trying to put people more in the desert. Sometimes it's to do with the full experience of going through space, like our little end title sequence, where we go on a journey through Yggdrasil.
So it took a long time, and a lot of orchestrating, but we're really proud of the specifics of the 3D."
I DAG: Jakob Stegelmann om faldgruberne ved at være fanatisk nørd
"At være fan er ofte hårdt, for ens omverden har ofte svært ved at se, hvorfor man brænder for det, man brænder for. Og man kan forklare dem om og om igen, hvorfor Star Wars, Ringenes Herre eller Star Trek er så fantastisk. Men er man først bidt, er man som regel også trofast til det sidste. Desværre kan trofastheden gå for vidt – som det allerede er sket for mange af de fodboldfans, der i fuldt alvor slås med fans af andre klubber."
– Jakob Stegelmann i Troldspejlet, 2009
Som voksen nørd bør man passe på, at ens respekt for klassikerne ikke går hen og slører udsynet. For når skyklapperne – eller stormtrooper-hjelmen – sidder stramt til hovedet, risikerer man at snyde sig selv for en masse spændende oplevelser, påpeger Jakob Stegelmann.
”Man kan godt komme til at gro fast i nogle universer, fordi man har visse følelser for dem, som man måske aldrig kan få for nogle nye. Men elsker man Star Wars, betyder det ikke automatisk, at Bakugan eller Ben 10 ikke har noget at byde på. Eller at Jumbobøgerne er noget skidt, selv om Carl Barks jo er den fede Anders And-tegner. Det gamle er ikke nødvendigvis det bedste, og kommer der et nyt fantasyunivers, der påvirker den tiårige lige så stærkt, som Star Wars påvirkede én selv, har det muligvis samme kvaliteter.”
Desværre erfarer Troldspejlets vært, at mange entusiaster har svært ved at respektere andre passioner end netop deres egne kæpheste.
"Man ser tit, at nogle først bliver fan af én ting, og så bliver de fjende af noget andet. Hvor man i stedet burde lade tvivlen komme det andet til gode og kigge nærmere efter. For hvis nogen kan lide det, må der være noget om det."
"Dét, synes jeg, er vigtigere nu end nogensinde, for jeg oplever masser af nørder, som har besluttet sig for, hvad de er fan af, og så er det nærmest som en fodboldklub, de ikke kan forlade. Men det var ikke den holdning, der gjorde, at de blev fans. Det var fordi, de havde den tiårige drengs åbenhed. Og alle, der er blevet voksne med Troldspejlet, bør huske at holde øjnene åbne. Keep watching the skies!
Derfor bør det måske heller ikke undre, at Jakob i nedenstående klip fra sommeren 2010 udtrykker skuffelse over DR1's "Borgen". Der er alt for få kampscener, lyder det i Troldspejlets anmeldelse, hvor også styresystemet får kritik: Det er som om, at figurerne i handlingen slet ikke lystrer spillerens kommandoer ...
Men "Borgen" er selvfølgelig hverken et computerspil eller en middelalderlig saga, og indslaget har da heller aldrig været vist i Troldspejlet.
Historien bag den interne joke er såmænd, at Jakob Stegelmann gik med på at fingere en anmeldelse, da holdet bag "Borgen" fejrede deres færdiggørelse af seriens første sæson med en lukket fest. Klippet blev produceret til samme lejlighed og har ikke været set uden for DR-Byens mure – før i dag!
Jakob har tidligere begået et lignende gag, da han præsenterede traileren til Quizmonsterets (ikke-eksisterende) spillefilmsdebut og gav filmen en uvanlig hård medfart: "Quizmonstret er nok det tammeste og mest talentløse monster, der nogensinde har levet!"
Også dette fraklip er ment som en indforstået vits. I dette tilfælde er hilsenen møntet på den mand, der gemmer sig inde i Quizmonstret: Han hedder Andreas Nederland og er til daglig journalist på Troldspejlets redaktion!
I DAG: Jakob Stegelmann om at begå fejl – samt nyt om 2. oplag af bogen
Da Jakob Stegelmann gik i femte klasse på Krebs Skole i 1960'erne, var han med til at redigere skolebladet. Og det betød naturligvis, at det kedelige elevrådsstof blev rangeret ud på et sidespor. Troldspejlets vært fortæller:
"Jeg fyldte siderne med artikler om tegneserier, og mine tekster var så proppede med fejl, at det er helt utroligt. Blandt andet skrev jeg en lang artikel om Tintin, og fordi jeg elskede Tintin så højt, drømte jeg om, at "i Frankrig, hvor Tintin jo kommer fra" – hvilket også er forkert – "der kan man få over 50 Tintin-albums!"
Et af de 50 franske Tintin-albums ...?
"De oplysninger var jeg stensikker på, og der var heller ikke rigtig nogen, der kunne tjekke det. Men på en eller anden måde opsnappede Tintins danske forlag mit forbandede skoleblad og skrev til mig: 'Der er desværre kun 12', eller hvor mange der nu var på det tidspunkt,” husker Jakob Stegelmann.
Læs mere om Tintin i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet –
Den store Troldspejlsbog" fra Forlaget Carlsen
Heller ikke den stundende højtids bedste læsegave, "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den store Troldspejlsbog", kan helt undsige sig faktuelle flovsere. Især én brøler har vakt harme blandt de mest inkarnerede superheltekendere: nemlig at Alan Moore skulle være ophavsmanden til DC Comics' miniserie "Crisis on Infinite Earths" (1985).
Vi kan nu glæde de skarpsindige fejlfindere med, at denne lapsus er blevet rettet i bogens 2. oplag, som forventes at ramme butikkerne den 18. januar 2011. Et par af bogens indlagte misinformationer har vi dog valgt at lade stå for jagtens og underholdningens skyld ...
Ved samme lejlighed får farverne på omslaget en overhaling, hvormed førsteudgaven fremover vil være kendt som "dén med Røde Jakob". Om vi smølfer Troldspejlsværten Avatar-blå eller Hulk-grøn til forsiden på 2. oplag, må I vente til januar med at finde ud af!
I dag: Jakob Stegelmanns programudkast fra 1988 og hans dåb som tv-vært i 1989
Februar 1988 afleverede Jakob Stegelmann sit oprindelige programforslag til det DR-magasin, der fik premiere et år senere under navnet Troldspejlet. I mellemtiden havde titlen Mediemagasinet været på tale.
Jakobs dokument – udskrevet fra en Amstrad-computer – bærer dog en endnu tidligere arbejdstitel, der næppe var ment som et seriøst bud:
Her kan du, for første gang nogensinde, læse Jakob Stegelmanns originale præsentation af Troldspejlets koncept:
Før Troldspejlspremieren i 1989 havde Jakob Stegelmann vist sig på fjernsynsskærmen en enkelt gang: Da hans program ”Så er der tegnefilm” fejrede sin udsendelse nr. 100.
Men da han præsenterede sit koncept til Troldspejlet, havde han glemt at tage højde for, at rollen som programmets vært kunne risikere at gå til ham selv.
Jakob Stegelmann fortæller:
"Jeg havde ingen planer om at blive studievært for noget som helst, og det var kun fordi, de spurgte, "Vil du selv prøve?", at jeg sagde, "Ja, hvorfor ikke." Og da jeg havde sagt dét, tænkte jeg: "Hvad fanden har jeg gjort?"
"Det var forfærdeligt! Dét med at skulle i studiet en gang hver tredje uge og have alle de der teknikere løbende omkring, det var slet ikke mit temperament," siger Jakob Stegelmann i dag, 22 år efter sin Troldspejlsdebut.
Når Jakob Stegelmann genser de gamle udsendelser i dag, kan han tydeligt genkalde sig den nervøsitet og alvor, han følte som nybagt tv-personlighed:
"Jeg var jo angst og kunne slet ikke slappe af."
Troldspejlets ankermand understreger også, at han stadig ikke kan forestille sig at blive studievært på et andet program end sit eget.
"Hvis de spurgte fra MGP, ville jeg sige nej. Det dur jeg ikke til."
I DAG: Jesper Israelsen om sit job som Troldspejlets spiltester 1989-2007
I 1994 eksperimenterede Troldspejlets redaktion med at give computerstoffet egen sendetid uden for programmet.
Resultatet var ”Troldspejlet Computer Xtra”: en række særudsendelser af ca. et kvarters længde, der udelukkende fokuserede på nye pc-spil og mere specialiserede ting som regneark, Word-funktioner og musiksoftware.
I dagens videoeksempel gransker "Computer Xtra" det science fiction-agtige fænomen, vi i dag kalder talegenkendelse, men som for 16 år siden vakte undren hos Jakob Stegelmann og hans medtilrettelægger, Jesper Israelsen:
”Hvis man f.eks. forestiller sig et offentligt kontor, hvor alle medarbejdere sad og talte med deres computer, ville der jo blive en frygtelig larm – og hvad nu, hvis ens computer pludselig begynder at adlyde kollegaens stemme i stedet for ens egen?” lyder det i speaken.
Udsendelsen slutter med en pædagogisk vejledning til, hvordan man installerer et lydkort – eller ”et såkaldt indstikskort”. Stegelmann beroliger fortrøstningsfuldt seeren med ordene: ”Det er i grunden ikke sværere end at samle et stereoanlæg”.
Hænderne, der sætter lydkortet på plads i indslaget, tilhører Troldspejlets daværende journalist Jesper Israelsen. Det var ham, der testede samtlige pc-spil i Troldspejlet fra 1989 til 2007, hvorefter hans søn Torsten kortvarigt tog over.
”De første mange år var det vanvittigt besværligt at få overført computerspillene til videobånd,” husker Jesper, der måtte bære sit ”stationære lokum” af en pc ud til Teknisk Central i TV-Byen. Her skilte teknikerne maskinen ad og rodede med en masse kabler for at konvertere signalet til datidens kæmpestore C-båndruller.
Når han genser programmerne fra dengang, bider han især mærke i, hvor langsomt tempoet virker, og hvor ofte Jakob Stegelmann udbryder: ”Spillets grafik er noget af det flotteste, vi nogensinde har set” – også om noget af det grimmeste grafik, 1990'erne havde at byde på.
”Men om fem år vil vi sikkert sige det samme om de spil, der imponerer os allermest lige nu,” siger Jesper Israelsen.
Hans favoritgenre er i øvrigt flysimulatorer – og derfor var Jespers største oplevelse i hans knap 20 år som spiltester for Troldspejlet, da han fik lov at sidde i en rigtig Airbus-simulator i Københavns Lufthavn Kastrup:
”Det var eddermame sjovt at prøve!”
I DAG: En 93-årig Carl Barks taler rent ud af posen
I 1994 indvilgede Carl Barks, alias "Den gode Disney-tegner", i at tage på europaturne i den høje alder af 93. Det var første gang nogensinde, Barks rejste uden for USA, og han undgik ikke at knibe en rørt tåre ved ankomsten til København, hvor hundredvis af danske fans gav mesteren en modtagelse, der var en konge værdig.
Ved samme lejlighed opnåede Troldspejlets Jakob Stegelmann den ære at interviewe den særdeles åndsfriske pensionist på Hotel Phoenix.
På disse aldrig før udgivne billeder ses en tydeligt glad Stegelmann sammen med Carl Barks, imens Troldspejlets daværende tegneserieredaktør, Kristoffer Mogensen, lige så fornøjet står klar med sine tyve spørgsmål til legenden.
Kigger man lidt nøjere efter, vil man imidlertid bemærke, at to medbragte oppassere fra Disney-koncernen sidder på nåle i sofaen over for Carl Barks – klar til at gribe ind ved det mindste tegn på utidig fortalelse.
Den stovte Barks lod sig dog langtfra kyse af moralens vogtere. Da talen under interviewet faldt på humorens udvikling og vilkår i det 20. århundrede, tøvede den aldrende andetegner ikke et sekund med at begræde, at nutidens politiske korrekthed havde lagt snærende bånd på den kunstneriske frihed.
"Today, you can't even call an Arab an Arab without insulting him," sagde Barks med sin troskyldige bedstefarrøst – og i samme øjeblik så Jakob Stegelmann ud ad øjenkrogen, hvordan Disneys to pressefolk blev fuldstændig lagenhvide i ansigterne af lutter ængstelse ....
Læs meget mere om Carl Barks i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den store Troldspejlsbog" fra forlaget Carlsen:
I DAG: Jakob Stegelmann om sin kuldsejlede karriere som filmmogul
I årene før Troldspejlet var Jakob Stegelmann mest kendt af filmnørder som manden, der tilrettelagde DR-programmet ”Så er der tegnefilm” fra 1980 til 1991.
Et job Jakob fik, efter at han som menig tv-seer havde plaget DR med sit ønske om at se flere gamle tegnefilm i fjernsynet. Til sidst ansatte de Jakob som freelancer og gav ham en halv times ugentlig sendetid for at lukke munden på ham.
Kort efter blev Jakob Stegelmann også en af foregangsmændene, der satte den banebrydende danske animationsfilm "Valhalla" i søen. Det eventyr forløb dog langt mindre gnidningsløst for Jakob.
Sammen med skolevennen Jørgen Klubien og den amerikanske Disney-tegner Jeffrey Varab grundlagde Jakob Stegelmann i 1981 sit eget tegnefilmstudie, som lå i en kælderbutik i Skindergade.
Samtidig startede trioen et privat aftenskolekursus, der gik under navnet Københavns Animations-Skole. Formålet var at uddanne unge animationstalenter til det store, danske tegnefilmprojekt, som de tre entusiaster – eller fantaster? – drømte om at realisere.
De ambitiøse unge mænd var pionerer på deres felt, for med ganske få undtagelser var klassisk tegnefilm nærmest ikke-eksisterende i Danmark, indtil Varab-Stegelmann ApS i 1982 rejste de første penge til det, der fire år senere skulle ende som milepælen "Valhalla".
Jakob, der længe havde drømt om selv at lave tegnefilm, påtog sig rollen som filmens produktionsleder. Men ligesom de fleste andre på holdet var han ganske grøn, når det kom til at producere film – og manglen på erfaring gav fælt bagslag.
Set i bakspejlet er Jakob Stegelmann selv den første til at indrømme, at han var uegnet til opgaven.
"Produktionsmæssigt gik 'Valhalla' frygtelig galt. Som film blev den, hvad man havde forventet: fyldt med fejl, men alligevel en markant ting. Men som produktionsleder havnede jeg med et økonomisk ansvar, jeg slet ikke kunne håndtere," erkender Jakob.
Projektets kaotiske økonomi voksede Jakob Stegelmann så meget over hovedet, at han i efteråret 1984 blev tvunget til at gå fra sin post som produktionsleder. Da var budgettet skredet fra de oprindelige 14,5 mio. kroner til 20,7 mio. Den endelige film kostede et sted mellem 30 og 40 mio. kr., hvilket var ganske uhørt for en dansk film i 1986.
Jakob med Jeffrey Varab og Loretta Hjorth til premieren på "Valhalla" (1986)
Heldigvis blev "Valhalla" en solid publikumssucces i Danmark, og 25 år senere står den tilbage som en altafgørende trædesten i dansk animations udvikling. Og selv om Jakob Stegelmann brændte nallerne eftertrykkeligt på sin korte karriere som filmmand, fik han noget positivt ud af oplevelsen:
"I dag har jeg stor respekt for folk, som laver den slags film," fortæller han.
Troldspejlets vært har da heller ikke sluppet drømmen om at begå et filmisk storværk i fremtiden, hvis lejligheden skulle byde sig:
"Jeg har en idé om, at jeg en eller anden dag begår min Avatar/Star Wars/Toy Story. Men eftersom de alle tre er lavet, så ..."
I DAG: Jakob Stegelmann om sin fortid som butiksejer og halvstuderet røver
For de af os, som er vokset op med Troldspejlet, kan det synes, som om Jakob Stegelmann aldrig har bestilt andet end at sidde dérinde i skærmen og snakke om nye spil, film og serier.
Men hvad gik Mr. Troldspejlet egentlig og brugte sin tid på, før programmet startede i 1989? Har Jakob virkelig været teenager? Har han altid haft det fuldskæg? Og hvilken eksamen skal man tage for at blive Troldspejlsvært?
Jakob i sit allerførste Troldspejlsprogram, 1989
"Min uddannelse er det, man i gamle dage kaldte halvstuderet røver," fortæller Jakob Stegelmann, som efter sin studentereksamen begyndte at læse filmvidenskab på Københavns Universitet.
Men Jakob oplevede dengang, at studiet ikke var specielt indstillet på folk, der ville skrive speciale om noget så useriøst som tegnefilm.
"Ikke fordi emnet blev afvist, men jeg gik rundt med følelsen af, at den akademiske indfaldsvinkel til stoffet var en lille smule kedelig," husker Jakob.
I stedet kastede Jakob Stegelmann sig ud i det private erhvervsliv. Han startede sin egen postordreforretning, Panoptikon, som solgte film i Super 8-formatet. Smalfilmsspolerne, som var 1970'ernes forløber for hjemmevideo, udmærkede sig sjældent ved deres kapacitet, så mange af de ruller, Jakob solgte, var hårdt nedklippede versioner af kendte spillefilmsværker (se f.eks. side 43 i Den Store Troldspejlsbog).
Men at eje 17 minutters højdepunkter fra sin yndlingsfilm var immervæk noget ganske særligt, før VHS-kassetten slog igennem i de tidlige 80'ere og sendte Super 8 på filmkirkegården.
20-årige Jakob Stegelmann foran sin butik, Panoptikon, i 1978
I de første år artede Jakob Stegelmanns gesjæft sig så lovende, at han i 1978 åbnede en fysisk butik, der også hed Panoptikon, på hjørnet af Classensgade og Dag Hammarskjölds Allé i København. Jakob stod som regel selv bag disken på Østerbro, og Panoptikon nåede at blive et yndet samlingssted for københavnske filmnørder, inden udviklingen overhalede 8mm-formatet og tvang Jakob til at lukke butikken i 1981.
Da var han alligevel så rigeligt beskæftiget med at tilrettelægge "Så er der tegnefilm" for DR, mens han skrev artikler til diverse trykte medier og kæmpede med konstante budgetoverskridelser på tegnefilmen "Valhalla", som han var med til at søsætte i perioden 1981-84. En historie, vi vender tilbage til i de kommende dage ...
Jakob – uden fuldskæg! – under produktionen af "Valhalla"
Men enden på det hele blev altså, at Jakob Stegelmann aldrig fik fulgt sine studier til dørs:
"Jeg har taget nogle enkelte eksamener hist og her, og jeg vil bestemt ikke fraråde folk at få en uddannelse, fordi jeg kan mærke, at jeg savner noget metode i at analysere ting. Når jeg skal skrive noget, kan jeg nogle gange være usikker på fagudtryk og andre ting, som jeg kunne have forestille mig, jeg ville have lært bedre. Jeg har bare aldrig rigtig kunnet finde ud af, hvilken uddannelse jeg burde have haft, hvis jeg skulle have haft en."
Otte år senere blev jeg genforenet med mine lærere fra workshoppen, Inni Karine Melbye og Mihail Badica, da de gav mig lov til at crashe Danmarks Designskoles animationsklasse i et halvt år. Her kreerede jeg min hidtil sidste og afgjort bedste tegnefilm: ”Langt ude – på landet” (1999).
En gribende tragikomisk fortælling, skabt i rå penciltest-streg, om en frustreret landmand og hans kvaler med kreaturer og uventede gæster ...
Jeg er stadig ganske stolt over filmen, selv om timingen falder fuldstændig fra hinanden i det kaotiske sidste minut. Problemet opstod, fordi jeg simpelthen løb tør for tid: Jeg havde 20 timer til at redigere og lægge lyd på strimlen – og det var vel at mærke 20 timer i én køre.
Kendere af animeret crazykomik vil finde kraftig inspiration fra Federico Vitalis bindegale ”Lava-Lava!”-serie, mens de snakkende kuglehoveder i landmandens tv kunne tyde på, at jeg havde set noget ”South Park” kort forinden. Og bondemandens udseende og personlighed er en utilsløret hyldest til James Finlayson – den sitrende arrige skotte, som var Gøg & Gokkes moustache-bærende nemesis i mangen en klassisk farce.
Min lille film opnåede i øvrigt at blive udtaget til den norske festival Animerte Dager i Frederiksstad i 2000. Den vandt dog ikke noget deroppe, men hyggeligt var det ...
Bonusinfo: Det besynderlige enøjede væsen, der groover ind og ud af fortællingen, blev egentlig skabt til en aldrig realiseret serie, som skulle hedde ”Hans Hat og Hans Venner” og lignede en slags forløber til Svampebob Firkant. Her gik kræet under navnet Jazzkadusen og var i øvrigt designet af en senere meget anerkendt manuskriptforfatter ... Men det er en helt anden historie!
I DAG: Anna Sofie Gjerluf Mikkelsen om sin tid som PIXELS-værtinde
”Hvor faen finder jeg nogle gamle klip med hende pigen, der var vores alle sammens sweetheart?? Hende pigen der praesenterede PIXELS paa et eller andet tidspunkt? Gad vide hvad der er blevet af hende...” – fra debatforummet på Spiludvikling.dk, november 2010
(Pixels, 1999)
Helt fra starten i 1989 har Troldspejlet været synonymt med Jakob Stegelmanns venlige røst og åsyn. Programmet har dog haft én anden vært i sin 22-årige historie. Den sjældne ære tilfaldt Anna Sofie Gjerluf Lund, der præsenterede seernes egne computeranimationer, PIXELS, i årene 1998 til 2001.
Den fotogene pige gik i 9. klasse, da hun blev castet til Troldspejlet, og hun har ikke været på skærmen, siden hun lavede sit sidste program som 17-årig. Alligevel har hendes optræden efterladt et varigt indtryk hos mange af programmets (mandlige) seere, hvilket Anna stadig mærker, når hun en gang imellem besøger sit fødeland:
”Hvis jeg går i byen i Danmark, kommer der gerne nogle meget fulde fyre i 30'erne op til mig og spørger, hvor det er, de kender mig fra!”
(Pixels, 2000)
Anna Sofie, der i mellemtiden er blevet 27, bor nu på tredje år i den svejtsiske by Basel. Her har hun stiftet familie med mand, søn og en datter på vej til marts. Snart kan hun også skrive en juridisk embedseksamen på sit cv.
”Jeg specialiserer mig i medie- og ophavsret, så jeg kan fortsætte med at have et ben i den kreative verden,” fortæller Anna, der færdedes i filmbranchen, længe inden hun kom med i Troldspejlet.
Allerede som 7-årig indtalte hun sin første tegnefilmsstemme, og du kan bl.a. høre hende i Jannik Hastrups ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven” (1990) og som Fievels storesøster i ”Rejsen til Amerika II” (1991).
Sidst i 1990'erne følte B&U-afdelingen, at Troldspejlet ville have godt af at få andre ansigter på skærmen end blot Jakob Stegelmanns. Annas skolekammerat Annevig Schelde Ebbe var dengang vært på Børne 1'eren og anbefalede sin veninde til Troldspejlet. Her blev Stegelmann så imponeret over Annas evne til at læse op fra manus, at han mente, hun straks burde ansættes som vært på TV-avisen!
(modelfoto, 2007)
I de tre år, Anna Sofie Gjerluf Lund var PIXELS-værtinde på Troldspejlet, lavede hun desuden en stribe indslag om bl.a. special effects, rollespil, heltinder i tegnefilm, teatersminke og computeranimation. I samme periode fik hun rollen som Dut i spillefilmen ”Slim, Slam & Slum” – vel at mærke den kuldsejlede version, som Regner Grasten annoncerede i 2000, men som aldrig kom i produktion.
Bagefter tog Anna forskellige job som fotomodel, og hun var også med som sangerinde på tranceduoen Barcode Brothers' europaturne (dem med landeplagen ”SMS”), før hun vendte tilbage til skolebænken:
”På et tidspunkt følte jeg, at nu måtte det være nok med alt det skæg og ballade. Det mest seriøse, jeg kunne komme i tanke om, var at studere jura, og det har jeg så kedet mig med lige siden!”
Tiden på Troldspejlet kom dog fortsat Anna til gode i hendes voksne karriere:
”Jeg fik Jakob Stegelmann til at skrive en anbefaling, da jeg skulle søge studiejob. Dét blev i hvert fald bemærket til jobsamtalen,” ler hun.
(privatfoto, 2008)
Ti år senere nærer Anna Sofie Gjerluf Mikkelsen, som hun nu hedder, stadig varme tanker om sin tid som PIXELS-pige. Trods sin flytning til Schweiz fanger hun stadig en Troldspejlsudsendelse i ny og næ – og hun ejer stadig det Troldspejlsur, som var præmien til alle de seere, der fik deres animationer vist i programmet.
”Der har altid hersket en særlig respekt og troværdighed både omkring Jakob og programmet, og jeg fik lutter positive reaktioner på at være med,” siger hun i dag.
Dog måtte Anna finde sig i at modtage kritik på ét enkelt punkt:
”Jeg havde lidt tendens til at læspe dengang – og så var det altså rimelig ærgerligt, at mit indslag hed PIXSSSELSSS!”
I DAG: En 19-årig Jakob Stegelmann anmelder "Star Wars" før premieren i 1977
På side 40 i Den Store Troldspejlsbog husker Jakob Stegelmann tilbage på den sommerformiddag i 1977, hvor han i en alder af 19 vaklede fortumlet ud af Imperial-biografen: "helt ør i hovedet, lykkeligt opstemt og som et nyt menneske".
Jakob havde nemlig gode forbindelser i biografverdenen – hans far var den anerkendte filmkritiker Jørgen Stegelmann – og derfor lykkedes det sønnike at blive en af de allerførste i Danmark, der stiftede bekendtskab med det spritnye fænomen "Star Wars"!
George Lucas' sci-fi-eventyr havde netop skabt sensation ved sin premiere i USA, men dengang i 1970'erne måtte danskerne ofte vente et halvt år eller mere på, at storfilmene fra Hollywood nåede hertil. Så længe kunne den unge Stegelmann imidlertid slet ikke lægge låg på sin eufori over den skelsættende biografoplevelse.
To måneder før "Star Wars" fik dansk julepremiere under navnet "Stjernekrigen", skrev Jakob Stegelmann en glødende foromtale af, hvad han følte var årtiets begivenhed, i fanzinet Filmsamleren. Ganske belejligt var Jakob selv udgiver af det maskinskrevne blad (bemærk krediteringen i kolofonen: Jakob Stegelmann Enterprises).
Nu har Troldspejlets vært fundet sin gamle jubelartikel fra oktober 1977 frem af gemmerne. Jakob Stegelmanns første og meget sjældne Star Wars-anmeldelse genoptrykkes her eksklusivt for Bries Blog-O-Rama:
I DAG: Bogsignering i Faraos Cigarer – og Jakob Stegelmann om sit besøg hos Pixar
Så er det i dag, at du kan møde selveste Jakob Stegelmann samt undertegnede, Brian Iskov, i Faraos Cigarer, hvor vi signerer Troldspejlsbøger, tegner små nisser i margenen og tager imod faktuelle korreksninger med et venligt smil!
Kig ind til os i butikken på Skindergade 27 mellem klokken 14 og 16:
Hvis du ikke har mulighed for at komme forbi København i dag, kan du trøste dig med denne lille videosnas, som jeg ganske uden skam har lånt fra filmmagasinet Ekkos julekalender. I klippet fortæller Jakob Stegelmann om dengang, han mødte John Lasseter på Pixar-høvdingens kontor og gennemskuede, hvad den sande drivkraft bag Pixars film er ...
I DAG: Troldspejlsbogens forfatter om sin medvirken i Troldspejlet som 15-årig
Da Jakob Stegelmann godkendte mig til at skrive Den Store Troldspejlsbog i januar 2009, anede han slet ikke, hvor godt jeg var castet til opgaven. Jeg har nemlig engang medvirket i Troldspejlet!
Det foregik i sensommeren 1991, hvor Stegelmanden drog over Storebælt for at lave en reportage fra Odense Kommunes animationsworkshop på Jernbanegade Skole. Her kunne byens 11- til 15-årige skoleelever muntre sig i en hel uge med at tegne, filme, animere og suge lærdom (samt en hel del unoder!) til sig fra fagets veteraner.
Oppe på skolens 1. sal fandt Troldspejlets vært en uhyre ambitiøs gruppe på seks drenge, som knoklede for at realisere deres tominutters epos i gammeldags, håndtegnet full animation. Så travlt havde vi med at blive færdige til tiden, at tv-heltens besøg fra det fjerne København nærmest var at betragte som en utidig afbrydelse af vores kreative flow.
Men vi kom altså med i Troldspejlet, og tilmed i den legendariske udsendelse, hvor de allerførste PIXELS blev introduceret. I indslaget fra Jernbanegade Skole kigger kameraet den klejne, 15-årige Brie over skulderen, mens jeg (temmelig sjusket) animerer to stridbare skakbrikker på papiret. Det hele kommenteres omhyggeligt og i en vældig pædagogisk tone af Jakob Stegelmann, inden sekvensen afsluttes med det færdige værk i sin fulde længde: ”REMIS”.
NB: Reportagen om "Remis" starter 08:30 Filmen "Remis" vises 13:09-14:55
Otte år senere blev jeg genforenet med mine lærere fra workshoppen, da jeg fik lov at crashe Danmarks Designskoles animationsklasse i et halvt år. Her kreerede jeg min tegnede ”Citizen Kane”: den gribende, 4½ minutter lange ”Langt ude – på landet” (1999), foreviget i rå penciltest-streg.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
