Den amerikanske forfatter og tegner Brian Selznicks andet hovedværk, billedromanen "Wonderstruck" fra 2011, er for tiden aktuel på festivalen CPH PIX i en særdeles loyal filmatisering af Todd Haynes, med manus af Selznick selv. Tidligere blev hans gennembrud, "Opfindelsen af Hugo Cabret", til den oscarbelønnede 3D-film "Hugo" af Martin Scorsese.
Bries Blog-O-Rama talte med Brian Selznick i marts 2012 om hans to filmatiserede bøger.
Allerede som barn i New York nød Brian Selznick (f. 1966) at se sit slægtsnavn på forteksterne i biografen. En af hans bedstefars fætre var den legendariske hollywoodmogul David O. Selznick, som producerede "King Kong" (1933), "Borte med blæsten" (1939) og "Duel i solen" (1946).
Brian Selznicks to første og største bestsellerbøger, "Opfindelsen af Hugo Cabret" (The Invention of Hugo Cabret, 2007) og "Wonderstruck" (2011), kredser også om filmmediets magi. Det mest iøjnefaldende filmiske element i Brian Selznicks fortælleteknik er vekselvirkningen mellem prosaafsnit og tegnede passager. De to spor afløser og krydser hinanden med slående effekt.
I f.eks. "Opfindelsen af Hugo Cabret" er mere end 150 af bogens sortrandede opslag udfyldt af sort-hvide blyantstegnede sekvenser, der formidler bevægelse, spænding og stemning. Ved at bladre i bogen forvandles læseren til filmklipperen, der sætter tempoet og driver historien videre.
– "Hugo" var oprindelig tænkt som en 100-siders roman med en tegning per kapitel. Men så begyndte jeg at se en masse gamle franske film som en del af min research. Jeg opdagede mestre som René Clair og Jean Vigo, og jeg så nyere film som Francois Truffauts "Ung flugt" (1959), der ligesom Hugo handler om en dreng, der må overleve på egne ben i Paris. Det fik mig til at overveje, hvordan jeg på papiret kunne imitere kameraets muligheder for at zoome, klippe og panorere. Problemet med grafiske romaner og tegneserier er, at illustrationerne som regel er brudt op i mange små rammer. Jeg ønskede kun én tegning pr. opslag, så læseren var tvunget til at bladre for at komme videre til det næste øjeblik i historien. Min idé var, at læseren skulle opleve følelsen af at se en gammel sort-hvid stumfilm, forklarer Brian Selznick.
Han gik derfor tilbage og erstattede en række passager i manus med illustrationer, der dannede en slags storyboard. De indledende tre siders tekst voksede følgelig til 21 tegnede dobbeltsider, efter Selznick satte blyanten til papiret.
Illustrationerne er tegnet i miniatureformatet 3 x 5 tommer og siden blæst op til firdobbelt størrelse. Processen løsner op for Brian Selznicks tætte, realistiske streg og gør udtrykket blødt, rundt og plastisk.
– Det er hurtigere for mig at tegne småt, fordi jeg så har mindre papir, jeg skal dække. Forstørrelsen giver grafitten mere tekstur, og den øgede afstand mellem stregerne får tegningerne til nærmest at stråle ud fra papiret. Den effekt holder jeg meget af, så jeg brugte den igen i "Wonderstruck", siger Brian Selznick.
"Wonderstruck", der udkom i USA efteråret 2011, er med sine 640 sider endnu mere ambitiøs end sin forgænger. Hvor "Hugo Cabrets opfindelse" fortalte én historie i ord og billeder, eksperimenterer Brian Selznick i "Wonderstruck" med at splitte virkemidlerne op.
For syvende år i træk har filmfestivalen CPH PIX indtaget Københavns biografsale. Fra 9. til 22. april vises 130 spillefilm, hvoraf mange ikke er købt til dansk biografdistribution. CPH PIX er med andre ord den eneste chance for at se disse film på et stort lærred i Danmark.
En af de eksklusive danmarkspremierer på dette års CPH PIX er "The Daily Show"-værten Jon Stewarts instruktørdebut, "Rosewater", fra 2014. Jeg så filmen på Toronto Filmfestival i september sidste år, hvor jeg også interviewede Jon Stewart og journalisten Maziar Bahari.
Maziar Bahari sad i 2009 fem måneder i et iransk torturfængsel under anklage for spionage. Det eneste, han havde gjort, var at medvirke i et satirisk indslag i Jon Stewarts "The Daily Show". Bahari spilles i filmen af Gael Garcia Bernal. Som hans forhørsleder ses Kim Bodnia.
Hvad der kom ud af mine møder med Jon Stewart og Maziar Bahari, kan du læse i hhv. Politiken, Soundvenue og nu også her på Bries Blog-O-Rama.
I Politikens dobbeltinterview går Jon Stewart og Maziar Bahari i detaljer med omstændighederne omkring Irans præsidentvalg i 2009, og hvorfor det er vigtigt at anerkende den absurditet, som er en del af alle totalitære regimer:
"Aftenen før jeg forlod Iran, inviterede min forhørsleder og hans chef mig på café. Vi fik kage og te, og han fortalte mig: »Når du forlader Iran, vil vi følge dit mindste skridt. Du kommer ikke til at fortælle nogen om, hvad der skete i fængslet, for så henter vi dig tilbage i en ligpose«. Da min Newsweek-redaktør hentede mig i Heathrow Lufthavn, røg det ud af mig: »De motherfuckere. Jeg fortæller det hele«.
– Maziar Bahari
I Soundvenues solointerview med Jon Stewart causerer han veloplagt over sit første forsøg ud i instruktørfaget. Han forklarer også, hvorfor i alverden han valgte en dansker - Kim Bodnia - til rollen som iransk torturudøver:
SOLOINTERVIEW MED JON STEWART > "Jeg er Hollywood, baby" Brian Iskov i Soundvenue Magazine april 2015
BONUSMATERIALE MED JON STEWART OG MAZIAR BAHARI
- eksklusivt for Bries Blog-O-Rama
Hvorfor valgte du at tage orlov fra "The Daily Show" for at lave "Rosewater" som spillefilm?"
Jon Stewart: Jeg har haft det samme arbejde i 16 år. Dag ud og dag ind. Jeg var fyren, der lavede doughnuts, og så kom der nogen og spurgte: "Har du lyst til at lave en pizza"?"
Og hvordan udviklede processen sig derfra?
Jon Stewart: "Det forløb meget organisk. Efter at Maziar blev løsladt [i oktober 2009] mødtes vi ofte over morgenmad – han spiste havregrød, jeg fik mysli og stempelkandekaffe – for at hygge os og snakke om hans bog ["Then They Came for Me"]. Han spurgte, om jeg ville hjælpe ham med at bearbejde den til film, og jeg tænkte: ”Han er ikke fra Hollywood. Jeg stikker ham en plade.” Så jeg svarede: ”Helt sikkert! Jeg er en af de førende film … mager … ister.”"
Maziar Bahari: "Vi kontaktede en række forfattere, producere og instruktører. I 2012, da bogen havde været ude i et år, nåede vi begge til det punkt, hvor vi sagde, ”Fuck det, nu laver vi den”. Jon skrev manuset, og efter at have lagt så megen energi, tid og lidenskab i projektet, havde han ikke lyst til at give det videre til en anden instruktør."
"Aktuel humor er underholdningsbranchens æggesalat. Uanset hvor meget man gør sig umage med at lave en god æggesalat, vil folk efter tre dage sige: ’Hvad fanden er dét?’«"
– Jon Stewart
Jon Stewart: "Før jeg besluttede mig for selv at skrive manuskriptet, var planen at indspille filmen på farsi med en besætning, som udelukkende bestod af persiske skuespillere. Det var Maziar, som sagde: ”Det har jeg virkelig ikke lyst til at gøre. Jeg vil have, at filmen skal være på engelsk, og at den bliver så universel som overhovedet mulig. For de her problemer bør opfattes som universelle. De bør placeres i den bredest mulige kontekst.” Og efter at have talt om det var jeg overbevist om, at han havde ret. I sidste ende må jeg også forholde mig til, hvem jeg er. Jeg er ikke Ashgar Farhadi. Jeg er en jødisk fyr fra New York."
"Rosewater" er en overvejende alvorlig film om et alvorligt emne. Har dét at skrive og instruere denne film givet dig en form for tilfredsstillelse, som du ikke får fra "The Daily Show" og fra stand-up?
Jon Stewart: "Det tilfredsstillede mig på en måde, der ikke har noget med modsætningen mellem komedie og seriøsitet at gøre. Grunden er, at satire er en proces, der hjælper idioter som mig med at klare sig. Jeg anser ikke det, vi laver [i ”The Daily Show”], for at være useriøst. Vi gør grin, men vi gør det, fordi jeg ikke helt ved, hvad vi ellers skal gøre. At ens land invaderer et andet land af årsager, som ingen rigtig er sikre på, er dødsens alvorligt. En følelse af ansvar over for verden, af skam. Vores program håndterede den skam på samme måde, som vi håndterer alt andet, nemlig at finde den iboende absurditet. For mig at se er det ikke useriøst. Det er den dybeste form for seriøsitet, som jeg kunne udforske inden for det emne."
Maziar Bahari: "Helt fra starten af ønskede jeg at gøre det klart, at det her ikke bare er min historie. Tusindvis af journalister og borgerretsforkæmpere over hele verden har oplevet noget lignende."
Det iranske styre har, måske ikke overraskende, fordømt "Rosewater". De hævder, at du er finansieret af CIA og den zionistiske lobby ...
Jon Stewart: "Jøder har som bekendt meget svært ved at blive enige om noget som helst. Den zionistiske lobby meldte klart ud: ”Vi vil have, at dét her skal være grønt”, og så sagde CIA: ”Det er blåt”. Det er ikke let at træffe beslutninger, når man har to herrer."
Hvordan forholder du dig til den slags beskyldninger?
Jon Stewart: "Jeg fniser indvendig. Og nogle gange laver jeg en lille dans [og synger] ”Jeg er i Mos-saaad, jeg er i CIA-A-A ...”. Jeg anser det som en æresdoktorgrad. Den er helt igennem ufortjent, men den ser fantastisk ud på cv'et."
"Det er umuligt at værne sig mod den slags kritik. Man kan kun styre sin integritet, sin intention og hvordan den udføres. Mit budskab med denne historie er: ”Hvordan får man dogmatikere til at holde op med at hakke på én?” Alle, der har været til julemiddag hos familien, ved, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg håber, at jeg er åben nok til stadig at kunne tage imod konstruktiv og interessant kritik. Men hvis nogen har tænkt sig at fodre mig med dogmer som sandhed, kan de rende mig i røven."
"Hvis nogen har tænkt sig at fodre mig med dogmer som sandhed, kan de rende mig i røven."
– Jon Stewart
Du har lavet ”The Daily Show” i 16 år. Hvornår indså du, at det var mere end bare et tv-program, og at I faktisk havde indflydelse på den politiske debat? Og at jeres show er et bedre nyhedsprogram end for eksempel dem på FOX Network?
Jon Stewart: "Nu er overliggeren jo ikke særlig høj. Det er et produkt af nødvendigheden af daglig bullshit 24 timer i døgnet. Maskinen har brug for indhold, og den er tørstig og umættelig. Alle, der leverer regelmæssigt indhold, får lov til at melde sig i koret. Det har man ingen kontrol over. Til gengæld kan man kontrollere integriteten af sine bidrag og håbe på, at dét taler for sig selv."
Havde du nogensinde troet, at ”The Daily Show” ville blive så stort, at I kunne få nogen arresteret?
Jon Stewart: "Det har ikke noget med programmets størrelse, kvalitet eller væsentlighed at gøre, men kun om det iranske styres desperation. De anholdte Maziar, fordi de gik i panik, da folket gjorde oprør i gaderne efter valget. Den slags foregår over hele verden, ikke bare i Mellemøsten. Alle regimer – også USA og vores allierede – benytter pressionsmidler for at tilbageholde oplysninger, som de ikke ønsker at gøre gennemskuelige. I nogle lande er det bare institutionaliseret på en mere autoritær måde."
Maziar, du bor i London med kone og barn. Frygter du for din familie og dine venner i Iran?
Maziar Bahari: "Jeg siger altid til folk, som fører kampagner for fanger i Iran, at de skal skaffe situationen så meget omtale, de overhovedet kan, for at gøre forseelserne imod fangerne så kostbare som muligt for regeringen. Da jeg blev løsladt og begyndte at snakke, chikanerede regimet mine familie og venner. Så tav jeg, fordi jeg tænkte, at jeg ville forværre situationen ved at tale om det. Men efter tre-fire måneder var jeg i tv og skrev også en artikel om, hvordan revolutionsgarden truede min familie, og så holdt de op. At skrive en bog og lave en film har gjort mig mere beskyttet i stedet for mere udsat."
"Jeg følte et ansvar, og det gør jeg stadig. Hver morgen, når jeg vågner, hører jeg om en kollega, en ven eller en bekendt i Iran, som er blevet anholdt, torteret, truet. Efter fem år har folk heldigvis lært at udtale mit navn, men der er så mange iranere, hvis navne folk hverken kender eller kan udtale. Jeg er nødt til at være deres stemme."
En stor del af filmen følger dine 118 dage i isolationsfængsel, hvor du bliver udspurgt af forhørslederen Rosewater. Der gik meget lang tid, før du overhovedet anede, at USA's udenrigsminister Hillary Clinton og andre arbejdede på at få dig løsladt. Hvordan holdt du dig oppe i fængslet?
Maziar Bahari: "Det vigtigste for autoritære regimer og de folk, der arbejder for dem, er at holde folk under kontrol, og det gør man bedst ved at berøve én sine sanser. De giver én bind for øjnene og sætter én i enecelle i en stille del af byen, så man hverken kan høre noget, tale med nogen eller mødes med nogen. Den eneste kommunikationsvej med omverdenen går gennem forhørslederen. Det lykkedes mig at tænke på min familie, min kultur, sangene, filmene, romanerne, digte, som jeg kendte, og de minder tilfredsstillede på en eller anden måde mit behov for at kommunikere med resten af verden. Samtidig led jeg ofte af vrangforestillinger, fordi jeg sad i isolation. Jeg gik også med selvmordstanker på et tidspunkt."
"Det ville være meget nemt at skildre forhørslederen i ’Rosewater’ som et sadistisk monster. Men fundamentalistiske regimer er menneskelige, og vi er nødt til at se dem i dét lys for at forstå dem bedre."
– Jon Stewart
"Det smukke ved det iranske styre er, at det prøver at være et diktatur ligesom Nordkorea eller Nazityskland, men det er ikke muligt på grund af den iranske geografi, befolkningsgruppernes diversitet og diverse huller i systemet. I et iransk fængsel bliver fangerne fulgt til forhørslokalet af en vagt, og disse vagter er normale mennesker. Jeg ved ikke, hvordan de hverver dem, men jeg plejede at sludre med dem på vores fem minutters gåtur, og jeg kom på venskabelig fod med nogle af dem. Selv om jeg havde bind for øjnene, lærte jeg dem at kende gennem den måde, de holdt min hånd på, eller deres måde at tale på. Én af dem blev jeg ven med ved at fortælle sjofle vittigheder. Jeg indså for længe siden, at uanset om man arbejder på Wall Street, bor i en favela i Rio de Janeiro eller sidder i fængsel i Teheran: Hvis man er mand, kan man lide sjofle vittigheder. Og jeg hørte mange af dem som teenager."
"Den samme vagt hentede mig en dag i min celle med ordene: ”Rejs dig op, mr. Hillary Clinton”. Som om jeg var Hillary Clintons mand. Jeg var chokeret og anede ikke, hvorfor han kaldte mig det. Men så gik det op for mig, at nogen havde startet en international kampagne for at få mig løsladt, og at USA's udenrigsminister talte om mig, selv om jeg ikke engang var amerikansk statsborger. Det var nok min bedste dag i fængslet, og jeg fortalte vagten den mest beskidte vittighed nogensinde. Jeg har ikke tænkt mig at genfortælle den hér!"
Jon Stewarts "Rosewater" kan ses på CPH PIX den 11., 18. og 22. april 2015.
I juni 2009 rejste Newsweeks journalist Maziar Bahari til Iran for at dække det første demokratiske præsidentvalg i den islamiske republik. Folkets håb om en moderat, vestligtsindet leder i form af udforderen Mir Hossein Mousavi blev imidlertid knust, da den siddende, reformfjendtlige præsident, Mahmoud Ahmadinejad, sejrede stort over oppositionen. Mistanker om valgsvindel førte til optøjer i Teherans gader, men regimets sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på ”den grønne bevægelse”. Mindst 36 civile blev dræbt og over 4000 fængslet i månederne efter valget.
Kort forinden havde den iranskfødte canadier Bahari medvirket i et indslag i Jon Stewarts satiriske nyhedsprogram ”The Daily Show” på den amerikanske kabelkanal Comedy Central. Da de iranske myndigheder fik fat i en kopi af udsendelsen, anholdt de Bahari og spurgte ham, hvorfor han mødtes med ”en amerikansk spion” (Stewarts programmedarbejder Jason Jones - som er canadier - iklædt spionkostume). De forstod ikke ironien.
Fra juni til oktober 2009 sad Maziar Bahari i enecelle i Teherans Evin-fængsel uden kontakt til andre end sine vogtere og forhørslederen, der udsatte ham for psykologisk tortur. En international kampagne anført af USA's daværende udenrigsminister Hillary Clinton lagde pres på det iranske præstestyre. Efter 118 dage blev Bahari løsladt.
Efter at Maziar Bahari besøgte ”The Daily Show” for at fortælle om sit fangenskab, blev han og Jon Stewart enige om at filmatisere historien. Af nød begyndte Stewart selv at arbejde på manuskriptet i weekenderne, mens han lavede ”The Daily Show” i hverdagene. Tv-stjernen endte med at tage tre måneders orlov i sommeren 2013 for selv at instruere filmen – hans første i denne kapacitet.
"ROSEWATER": FAKTA
Jon Stewart (Jonathan Stuart Leibowitz, f. 1962)
Amerikansk satiriker, tv-vært, instruktør, forfatter, skuespiller og stand-up-komiker af jødisk familie.
Debuterede som klubkomiker i 1987 efter at have taget en collegegrad i psykologi.
Første talkshow i eget navn på MTV i 1993. Sporadiske biroller i komediefilm 1994-2002.
Fast vært for 'The Daily Show' på Comedy Central siden 1999 (herhjemme først sendt på DR2). Det satiriske aktualitetsprogram har modtaget 19 Emmypriser og vundet anerkendelse for sine skæve vinkler på nyhedsformidling. Siden Politikens interview fandt sted, har Stewart bebudet sin afgang som showets ankermand inden nytår.
Har været vært for Grammy-uddelingen og Oscar-showet to gange hver.
Debuterede i 2014 som spillefilminstruktør med 'Rosewater', som han også er manusforfatter og producer på.
Maziar Bahari (f. 1967)
Iranskfødt journalist og dokumentarfilmskaber.
Flyttede fra Iran til Canada i 1988 for at studere film og samfundsvidenskab.
Er i dag canadisk statsborger, men bosat i London i England med sin kone, advokat Paola Gourley, og deres datter.
Iran-korrespondent for magasinet Newsweek fra 1998 til 2011.
Sad i isolation i Teherans Evin-fængsel fra 21. juni til 20. oktober 2009, anklaget for at være CIA-spion.
Skrev bogen "Then They Came for Me: A Family's Story of Love, Captivity, and Survival" (udgivet 2011) om sine 118 dage i isolation og sin families mange sammenstød med myndighederne. Baharis far og søster har begge siddet i fængsel, hhv. under shahens styre i 1950'erne og ayatollah Khomeinis regime i 1980'erne.
"Rosewater" (2014)
Efter at have medvirket i et satirisk indslag i 'The Daily Show' bliver journalisten Maziar Bahari (Gael Garcia Bernal) arresteret af det iranske regime i juni 2009. I fem måneder holdes han isoleret fra omverdenen og udspørges af forhørslederen Rosewater (Kim Bodnia) om sit formodede forhold til CIA og zionistbevægelsen. Den psykologiske tortur til trods kan Bahari ikke undgå at se det absurde i situationen.
Jon Stewart har skrevet, produceret og instrueret filmatiseringen af Maziar Baharis selvbiografiske bog. Optagelserne fandt sted i Jordan og USA sommeren 2013.
"Rosewater" fik amerikansk biografpremiere i november 2014, men er endnu ikke indkøbt til dansk distribution.
Jeg kan godt lide Terry Gilliam. Den farverige amerikaner er altid boblende fuld af humør, vanvidsideer og drilske stikpiller til mainstream Hollywood. I interviews er han forrygende veloplagt, som jeg opdagede, da jeg mødte ham i Venedig i 2005, og Terry Gilliam kæmper så indædt for at realisere sine galmandsværker – som man så det i dokumentaren "Lost in La Mancha" (2002) om hans forheksede evighedsprojekt "The Man Who Killed Don Quixote" – at man dårligt kan andet end at holde af manden.
Til gengæld har jeg det tit lidt svært med Terry Gilliams film. Hans seneste påhit, fremtidskomedien "The Zero Theorem", vises i aften og på torsdag, 10. marts, på CPH PIX, og trods sjove ideer hist og her er den som helhed en lidt anstrengt affære. Filmen, der havde verdenspremiere på sidste års Venedig-festival, kommer ikke i biografdistribution herhjemme.
Stemningen fejlede som sædvanlig intet, da Terry Gilliam indbød til Q&A om "The Zero Theorem" i Venedig. Trods sine efterhånden 73 år er det gamle Monty Python-medlem stadig en tornado af kåd, drenget energi, som klukker henrykt over egne og andres skæve indfald. Her er nogle af højdepunkterne.
Tweeting is an ugly, ugly habit. My mother told me, if I tweeted, I would go blind.
- Terry Gilliam, Venice 2013
I try very hard to be mediocre, but you need a lot of money to be mediocre.
- Terry Gilliam, Venice 2013
I got rid of them, they were holding me back, they were destroying me!
- Terry Gilliam on the Pythons, Venice 2013
NOTE TO FOREIGN READERS: The following are excerpts from Terry Gilliam's Disaronno Q&A at the Venice Film Festival 2013. "The Zero Theorem" is showing at this year's CPH PIX festival in Copenhagen.
TERRY GILLIAM OM DEN FARVERIGE FREMTID I "THE ZERO THEOREM" - OG FARERNE VED TWITTER Terry Gilliam on the bright, poppy future in "The Zero Theorem" and the dangers of Twitter:
"Brazil" was rather dark, and I thought [for "The Zero Theorem"] we'd make a happy place where people play at work, where people can be eternally young and juvenile, and nobody has to pay attention to the real world. Just like all of you sitting here today. Just bringing your world alive.
It was important that it was a happy world with lots of shopping, lots of fun, and there was one man [the Christoph Waltz character] who was uncomfortable in that world and just trying to escape it. He wants to know the meaning of life, of his life, and I'm trying to encourage people to find the meaning of your life. Alone. Don't tweet, don't use the web. Go away, be alone and find out who you are.
The future is working backwards now. It has reached us before we have reached it. We're all living in the future and don't realise it. And we're trying to encourage everyone to believe that every day is the present, neither the past nor the future. Live for the present - it only exists for about one second every day. It's so fast, the present, that there's no time to tweet!
Melanie Thiérry in "The Zero Theorem" (2013)
TERRY GILLIAM OM SIT VERDENSSYN Terry Gilliam on his world view:
I find the world a wonderful place, I find it really exciting. It's beautiful. I'm just more interested in the potentially negative problems of our society, and I like drawing attention to that. So hopefully we can change it for the better.
TERRY GILLIAM OM NUTIDENS HOLLYWOOD Terry Gilliam on Hollywood today:
The things that I'm interested in making movies about, the studios don't want to make. I don't want to have any more robots beating up sea creatures, there's enough aliens in the movies, enough people running away from big explosions. I think it's more interesting to look at the real world, occasionally, and try to make an interesting and hopefully funny and moving film.
TERRY GILLIAM OM AT LAVE FILM PÅ SMÅ BUDGETTER Terry Gilliam on making low-budget films:
The first thing you need is a lot of very talented friends who will come and work for next to nothing. Then you have to go to Bucharest, where it's one of the cheapest places in Europe to work. What basically happens is, because of these restrictions, you have to find interesting solutions, and those interesting solutions are usually more original than my original ideas.
TERRY GILLIAM OM ARVEN EFTER MONTY PYTHON Terry Gilliam on the legacy of Monty Python:
The curse of Monty Python was with me for a long time. We learned to be funny, we learned to work in skits, and it took a while to actually start to develop confidence to do what I wanted to do, and not do [it] the way we made Python. Monty Python was wonderful, it was fantastic. But it was also limited in the way we looked at the world. It was always satirical, it was never romantic or tragic, it was never those. Eventually I started making movies that were probably what I feel about the world as opposed to only being comic about the world.
We were very lucky with Monty Python, it was a specific time in the U.K., when the BBC was very laissez-faire. If they said, "Go and do something", you were able to do it. They gave us six-seven shows, and they worked. So they gave us more, and we developed our skills, our confidence and also our fanbase, the public. So we were successful. And we were incredibly lucky to have very wealthy, successful pop stars financing our movies. Led Zeppelin, Elton John, Pink Floyd, eventually George Harrison. So it was a very privileged position to then do exactly what we wanted to do, and surprise, surprise, the films were successful. And because I co-directed "Holy Grail" with Terry Jones, my name was on the screen saying "Directed by". That's the only thing you have to do, to get your name on the screen saying "directed by", and you're a film director!
Then I had to learn to direct films after that, and eventually I learnt [that] and realized I was better than the rest of the group. I got rid of them, they were holding me back, they were destroying me!
TERRY GILLIAM OM AT TEGNE OG ANIMERE Terry Gilliam on drawing and animating:
The only time I draw now is birthday cards for my family and anniversary cards for my wife. And sometimes the Christmas card. If I continue on this downward path of lower and lower budget films, eventually I may have to go back to graphical illustration!
TERRY GILLIAM OM HANS FORHEKSEDE DRØMMEPROJEKT "DON QUIXOTE" Terry Gilliam on his jinxed dream project "Don Quixote":
When I make a film, it's like we go into the ocean, and the storm's crashing, and everything breaks. And then, when we finish it, we go back into the little harbour, and we think about making Don Quixote again. Sometimes the boat goes out, and sometimes it sinks, and sometimes it might go forward, and we can get into the storm with the Don Quixote boat. But not yet. I think it's been six [of these "storms" to date]. Maybe seven.
TERRY GILLIAM OM SIN GÆSTEROLLE I DEN KOMMENDE "JUPITER ASCENDING" Terry Gilliam on his cameo in the upcoming "Jupiter Ascending":
The Wachowski siblings asked me if I would play a part, because there's a scene that's sort of an homage to "Brazil", so they needed a bureaucrat, and I get to play [one]. And I get to work with Channing Tatum and Mila Kunis, and I do all the talking. And I thought it would be interesting to be a part of a film that has a budget bigger than 150 billion dollars!
Så er der CPH PIX igen! Fra i dag, 3. april, og til den 16. april kan filmfans i København og udvalgte provinsbyer gå på opdagelse i programmets 150 film fra alle verdenshjørner og i alle genrer. De fleste af filmene bliver kun vist i danske biografer ved denne ene lejlighed.
Weekendens æresgæst på CPH PIX er den amerikanske instruktørveteran William Friedkin, bedst kendt for sin fremragende politithriller "The French Connection" (1971) og gyserklassikeren "Eksorcisten" (1973).
I forbindelse med CPH PIX har Cinemateket valgt William Friedkins "Frygtens pris" (Sorcerer, 1977) som månedens film i april. Den desillusionerede thriller, som tidligere er filmatiseret af Henri-Georges Clouzot i 1954 som "Le salaire de la peur", blev totalt overset ved premieren i 1977, til dels fordi en lille film ved navn "Star Wars" havde premiere samme dag.
Nu får "Sorcerer" en ny chance i en digitalt restaureret kopi, som havde repremiere på Venedig-festivalen sidste år. Her modtog William Friedkin ved samme lejlighed en ærespris, og dem kan han åbenbart ikke få for mange af, for i morgen, fredag 4. april, venter der ham en æres-Robert til gallaforevisningen af "Frygtens pris" i Dagmar.
Biograftrailer for "Frygtens pris" (1977)
At 78-årige William Friedkin er en benhård Chicago-bisse, der ikke stikker op for bollemælk, demonstrerede han i Venedig. Friedkin var i hopla til sin pressekonference og nød tydeligt både opmærksomheden og muligheden for at provokere den forsamlede verdenspresse. Herunder kan du læse mange af hans guldkorn fra Venedig-seancen på engelsk.
(Og et PS: Min lille aktie i Friedkins danmarksbesøg er, at jeg overleverede CPH PIX' personlige invitation til ham efter pressekonferencen i Venedig!)
NOTE TO FOREIGN READERS: The following are excerpts from William Friedkin's press conference at the Venice Film Festival 2013. Mr. Friedkin is currently guest of honor at this year's CPH PIX festival in Copenhagen.
WILLIAM FRIEDKIN OM AT VINDE EN OSCAR FOR "THE FRENCH CONNECTION" I 1972 William Friedkin on winning an Academy Award for "The French Connection" in 1972:
Yesterday I met a gentleman in passing, who said to me: "How does it feel to have won an Academy Award over Stanley Kubrick?" And I said, "Well, The French Connection was funnier than A Clockwork Orange!" That's how it must have happened. (silent pause) Shall I repeat that? It sounded funnier when he said it.
WILLIAM FRIEDKIN OM "FRYGTENS PRIS" William Friedkin on "Sorcerer":
If there's one film I'd like to be remembered for, it's "Sorcerer". Because "Sorcerer" is the film that came the closest to my vision. Of any film I've ever made, the result is the way I first saw it in my mind's eye.
"Sorcerer" is a metaphor for the nations of the world that can't get along. And if they don't get along, if they can't find a way to respect one another's culture, and to respect the nature that God has given us, they will explode.
[The making of the film] had a lot of problems, physical problems. About 50 people who worked on the crew, including me, got malaria, gangrene, were sick, ill for months afterwards. So it was a difficult film to make, but I think we're all lucky if we're able to make cinema.
"Eksorcisten" (1973) | pr-foto
WILLIAM FRIEDKIN OM STADIG AT VÆRE MEST KENDT FOR "EKSORCISTEN" William Friedkin on "The Exorcist" still being his best-known film:
I'm grateful that people like any film that I've made. I like "The Exorcist" too! It's a very powerful film about the mystery of faith, and the power of Christ. I think that's the only film I've made that is about such important subjects as the grand mystery of faith and the power of Christ. And it's not metaphor. It's direct. I believe in the power of Christ. And I understand that faith is a mystery, that a man in his early 30's walked the earth in Jerusalem and in the diaspora in a robe and sandals, and he spoke on hillsides and seasides, in the streets and in the synagogues of the day.
He wrote nothing, there's no writing in the hand of Jesus'. There are no pictures of him. We don't know of any paintings that were made of him at the time. His words have come to us from other people. Yet, over the last more than 2000 years, trillions of people have believed in this person. I find that incredibly mysterious and important. I can't say that I fully understand it, but I find it extraordinary.
We know more about the afterlife of Christ than we know about the life of the young man, Jesus. And everything else about Jesus except his birth and death, everything else is part of the mystery of faith. And that's what "The Exorcist" is about. The mystery of faith and the power to heal the sick.
"Jeg syntes, det var uhyggeligt. Det er nok en af de værste oplevelser, jeg nogensinde har haft. Du kan eddermame tro, han er en strid banan"
WILLIAM FRIEDKIN OM AT VÆRE HÅRD MOD SINE SKUESPILLERE William Friedkin on giving his actors a hard time:
Here's what I do as a director. I work very much like a psychiatrist. I've never been in psychiatry, really. But as I understand psychiatry, you talk about yourself to a psychiatrist, and you reveal a lot of yourself to this psychiatrist. I do this with actors. I'll sit with them before we go to make the film, and I'll get from them the things that make them happy, or sad, or frightened, or courageous. Or tragic, even.
I was difficult with Gene Hackman [in "The French Connection"], because his character was difficult. He was playing a very hard, tough guy, who was angry. Hackman himself did not have this anger, but he had it within him. And I tried to get to it every single day. He was more angry at me than he was at the drug dealer! This is what I intended. And it's one of the reasons why I think his performance is so good. It's not that I told him how to do it, it all comes from him. But I had to help him get to the sense-memory to provoke that emotion.
Gene Hackman i "The French Connection" (1971) | pr-foto
With Linda Blair [in "The Exorcist"], I asked her, what was the most tragic time in her life. And she said, when her grandfather died. So I constantly used this knowledge this knowledge that I get from them as a kind of sense-memory. Because that's what the actor does. The actor or actress brings forward sense-memories of their own to play their character. And I work with opera singers this way too. They have to remember what it was like to be happy or sad. Because even though they are playing another part, it's still them. It's them being happy, them being sad, evil or good.
So I will use little suggestions like this to provoke them into sense-memories that allow them to portray these characters, when those emotions are called for. Because that's what an actor is doing. Not just reading lines and memorizing them. They are portraying emotions, and you have to provoke these emotions in the character.
WILLIAM FRIEDKIN OM SIN FILMSMAG William Friedkin's taste in movies:
I haven't seen a new film in a very long time. But I love the films, for example, of the Coen brothers in America. And I love the films that I've seen of Matteo Garrone and Paolo Sorrentino in Italy.
I mostly watch films that I've seen before, on Blu-ray. I'll tell you what I watch a lot now. Still, "Citizen Kane", "All About Eve", "The Treasure of the Sierra Madre", "8 ½", "The Band Wagon", "Singin' in the Rain", "Diabolique". All the films of Antonioni, "La Notte", "L'eclisse". Especially "Blow-Up". I watch these films constantly. I watch foreign films from many other countries.
Ever heard of a film called "A Serbian Film"? You heard of it? You've seen it? It's pretty great, isn't it? You don't like it? I think it's great. Anyone who doesn't like "A Serbian Film" can leave right now!
WILLIAM FRIEDKIN OM NUTIDENS HOLLYWOOD William Friedkin on Hollywood today:
I think the studios have a problem, yes. But the point is, everything implodes. Even ancient Rome. Everything implodes. I think there will be some sort of studio system for a good long time to come in Hollywood. The studios today are primarily distribution organizations. They originate and make very few films in the Hollywood studios.
To them, it's about, making money. And they're making a lot of money. They spend a lot, but Hollywood today is like a big casino. It's like a big place where you gamble, and you put all the chips on one number, one card, one turn of the card. Hollywood studios could make a thousand films for what they spend on one.
I couldn't make a film like "Bug" (2006) or "Killer Joe" (2011) with a Hollywood studio. You have to have somebody wearing a spandex suit with leather on his chest, flying around the world, saving the world from evil. You have to have somebody who can kill vampires or zombies, you know. I don't want to do that, I don't even want to watch it, to be honest with you. The kind of stories that attract me cannot be made for a major studio. No way. You'd be surprised in the days of "The Artist" (2011), most of the studios didn't want to make that. It's too far out, too edgy.
WILLIAM FRIEDKIN OM FILMKUNSTENS ROLLE I SAMFUNDET William Friedkin on the role of cinema today:
It was Bertold Brecht, the German playwright, essayist and poet, who said: "Art is not a mirror to be held up to society. Art is a hammer with which to reshape it." That's the role of cinema. To help people find a way toward acceptance of who they are, and who everyone else is, and to respect that.
There's no doubt in my mind that the world right now, today, is on the edge of extinction. Just open your own newspapers or websites or whatever. America threatens Syria. Iran threatens Israel. Russia threatens anybody else. Everybody's threatening everybody today in a way that I haven't experienced since the second World War. Only now, the weapons are nuclear, and all it takes is one madman to end the whole thing.
Everything's not okay. There is nobody flying around in a spandex suit with a letter on his or her chest and saving the world. There is nobody. There is no Superman. There is no Batman. There are only ordinary human beings, like me, like you. And I think the only real solution that could possibly come along is if the world again comes up with a Gandhi, or an Anwar Sadat, or a Martin Luther King junior. Or somebody who is ready to stake their lives on peace and compromise. Without that, you know ...
We all need leadership, because we all have governments. We can't just do what we want to do; we have a government that makes laws about what we do. When I see our government provoking or threatening another country, I'm ashamed. So I think it is a major, major role for cinema to search for a way for people - even people who don't necessarily like one another - to find a way to come together.
Cary Grant & Eva Marie Saint i "Menneskejagt" (North by Northwest, 1959)
WILLIAM FRIEDKINS RÅD TIL UNGE FILMSKABERE William Friedkin's advice to young filmmakers:
What is my advice to young people? If you're in a cinema school, leave immediately! Leave cinema school, go out, get a small camera, make your film, edit it at home, put it on a website, and do it yourself. Don't worry about criticism. Just let the audience see your work, free of any critical appraisal. This is the great gift to young cinema people today, and that's what I would advice them to do. Nobody can teach you how to do cinema. It is something that you learn by doing, and by seeing. Because cinema begets cinema. My films are passable because of what I have seen in the works of others.
All a young person has to do to learn how to make a film is watch the films of Alfred Hitchcock. Just see his films, not just the suspense films or "Psycho", but see how he handles every kind of scene. Comedy, romance ... He made the most romantic film I've ever seen, in "North by Northwest". The scene with Cary Grant and Eva Marie Saint, they just look at each other, [and] the chemistry between them is so powerful, so beautiful, and it was provoked by Hitchcock. Hitchcock was asked by James Stewart when he made "Rear Window", "Hitch, what do you want me to do when I see the guy murdering his wife in the apartment across the way? How do you want me to react?" And Hitchcock said, "Oh, do what you always do!" And that's what he did.
Graham Chapman animeret af Arthur Cox i "A Liar's Autobiography"
Af indlysende årsager bliver Graham Chapman gerne omtalt som ”ham den døde fra Monty Python”. Chapman – sketchtruppens ranglede, piberygende doktor og skabsanarkist – kradsede af i 1989, dagen før Monty Pythons 20-års jubilæumskomsammen. Hans 23 år under ni fod muld har dog ikke afholdt Chapman fra at lægge stemme til den nye animationsfilm ”A Liar's Autobiography: The Untrue Story of Monty Python's Graham Chapman”, som netop har haft danmarkspremiere på CPH PIX.
Inden sin død som 48-årig nåede Graham Chapman i 1982 at indtale sine fabulerende erindringer på kassettebånd. Manuskriptet til ”A Liar's Autobiography” er konstrueret ud fra de passager af optagelsen, som indeholdt dialoger og derfor kunne isoleres som fritstående scener. Selv smålyde som Chapmans bappen på piben er taget fra de originale råindspilninger af Monty Pythons grammofonplader.
”A Liar's Autobiography” udgør med andre ord en slags illlustreret lydbogscollage, hvor 14 mindre, engelske animationsstudier har føjet levende billeder til Graham Chapmans causeren. De 17 (primært digitale) animationsteknikker, som optræder i filmen, spænder vidt i deres udtryk, omend de fleste indeholder elementer af surrealisme. Nogle episoder er fortalt som bevidst grim flyttefilm, mens andre er tegnet i en simpel, naivistisk billedbogstreg, og andre igen syrer ud i Bill Plympton-inspirerede grotesker. Den sammenkogte ret serveres i stereoskopisk 3D, alene fordi det gav instruktørerne mulighed for at benytte sloganet ”Graham Chapman: Dead in 3D”!
"Denne film indeholder sunde doser af vulgært sprog, vold, blasfemi, alkoholisme, nøgenhed, umotiveret namedropping, homoseksualitet og David Frost." - varedeklaration til "A Liar's Autobiography"
Filmen er i sagens natur en ujævn, flyvsk affære, der foretager spredte punktnedslag i de 48 år, hvor Graham Chapman i mere eller mindre grad befandt sig på denne klode. Kronologien forløber nogenlunde lineært: fra Chapmans barndomsår over lægestudierne i Cambridge til skabelsen af ”Monty Python's Flying Circus” i 1969. Som et pudsigt indfald har studiet Mr & Mrs karikeret samtlige af gruppens medlemmer som CGI-animerede chimpanser, der diskuterer, hvad deres tv-program skal hedde.
Senere viser succesen sin bagside i form af Graham Chapmans omsiggribende alkoholisme (i perioder bundede han to liter gin om dagen). En af filmens mest velskabte sekvenser skildrer hans hedonistiske Los Angeles-livsstil som et evigt, sammenflydende orgie af overfladiske kendisfester – animeret af studiet Beakus i en semi-gennemsigtig, retro-moderne stil, som går perfekt i spænd med emnet.
Den kolde tyrker, som Chapman frivilligt tog for at kunne spille titelrollen i ”Life of Brian”, tager sig anderledes grum ud med sine dystre hallucinationer i fluktuerende, gyldne penselstrøg, signeret af studiet ArthurCox.
Én animator, som ikke er repræsenteret i filmens patchwork, er Terry Gilliam, som takkede nej til at bidrage med nye tegnede sekvenser. Gilliam lægger dog stemme til en række figurer i ”A Liar's Autobiography” og har muligvis flere replikker i denne ene film end i hele Monty Pythons samlede værker!
Eric Idle er det eneste Python-medlem, som har holdt sig fri af Chapman-projektet. Idle afslog, fordi han ikke ønskede, at folk skulle opfatte ”A Liar's Autobiography” som en Python-genforening. Tanken ligger ellers lige for, eftersom resten af de overlevende Python-medlemmer – John Cleese, Michael Palin og ”den anden” Terry med efternavnet Jones – har indtalt replikker til formålet. Det er lidt af et scoop, som sikkert kun har kunnet lade sig gøre, fordi Terry Jones' søn, Bill Jones, er en af filmens tre instruktører.
De to andre bagmænd er Jeff Simpson og Ben Timlett, der i 2009 lavede ”Monty Python: Almost the Truth (Lawyer's Cut)”, en fremragende IFC-dokumentar i seks dele.
Instruktørtrioen understreger i pressematerialet, at ”A Liar's Autobiography” ikke bør omtales som en Monty Python-film, da det er en Graham Chapman-film, og at publikum ikke bør forvente en komedie, men en biografi. Som helhed er ”A Liar's Autobiography” da heller ikke udpræget morsom eller synderlig Monty Python-agtig, selvom man fornemmer, at hovedpersonen ville have bifaldet den uærbødige og let kaotiske tilgang til materialet.
Ifølge Python-kollegerne var den filuragtige Chapman på mange måder en omvandrende selvmodsigelse. Trods sin generte fremtoning var han muligvis den mest oprigtigt gakkede i gruppen, og selv om Chapman efter eget udsagn var 70 % homoseksuel, blev selv hans nærmeste venner dybt overraskede, da han i en sen alder sprang ud af skabet. (Det skete i øvrigt til en fest, hvor Chapman også havde inviteret sin daværende forlovede – vist nok typisk for ham).
”A Liar's Autobiography”s flimrende koncept fanger i glimt det skæve, det fascinerende flygtige og svært gennemskuelige ved Graham Chapmans væsen, men fortæller ikke meget om manden som kunstner eller leverer nye indsigter. Som biografi betragtet er eksperimentet kun halvt vellykket, hvilket blandt andet skyldes, at Chapmans egen tekst flere steder er for svag til at bære den indimellem meget bogstavelige billedside. Ikke-indviede kan med sindsro holde sig væk.
Det utraditionelle portræt er dog stadig kuriøst og eventyrlystent nok til, at animationsinteresserede vil få noget ud af oplevelsen, ligesom Monty Python-fans vil vide at fange de indforståede referencer – såsom en dåse Spam i et handskerum og en storstilet musicaludgave af ”Sit on My Face”, som studiet A for Animation har koreograferet efter ”Every Sperm is Sacred” (fra ”Monty Python's The Meaning of Life”, 1983).
Hvad CPH PIX-kataloget undlader at nævne, er, at man også bør se dokumentaren ”Graham Chapman: Anatomy of a Liar” for at få det fulde udbytte af den noget udflydende portrætfilm. Dokumentaren er bonusmateriale på den britiske udgivelse af ”A Liar's Autobiography”, men bliver desværre ikke inkluderet på den danske dvd- og blu-ray-version, som MIS.Label udgiver den 9. maj.
Det er ærgerligt, eftersom de mest anfægtende øjeblikke i ”A Liar's Autobiography” netop er de korte arkivklip, hvor Graham Chapman optræder i tv-interview, samt de legendariske mindeord, som John Cleese leverede til sin Python-kollegas begravelse i 1989:
"Good riddance to him, the freeloading bastard. I hope he fries."
"A Liar's Autobiography" kommer ikke i dansk biografdistribution, men udgives af MIS.Label på dvd og blu-ray den 7. maj 2013. Filmen kan også ses på CPH PIX den 17. april.
A Liar's Autobiography: The Untrue Story of Monty Python's Graham Chapman. Storbritannien 2012. Instruktion: Bill Jones, Jeff Simpson, Ben Timlett. Spilletid: 85 minutter. Dansk dvd- og blu-ray-udgivelse: 9. maj 2013. Distributør: MIS.Label.
Graham Chapman på cykel i "A Liar's Autobiography"
BONUSTRIVIA: I 1980'erne gennemførte Graham Chapman en sort alpinløjpe siddende i en gondol af træ, som han havde lånt fra en lokal italiensk restaurant. Episoden er ikke med i ”A Liar's Autobiography”. Men den skulle så vidt vides også være ganske sandfærdig.
Fjerde årgang af den københavnske filmfestival CPH PIX er nu i gang. Fra torsdag den 12. til søndag den 29. april 2012 kan man gå på opdagelse blandt de cirka 150 film og særarrangementer, der fylder det digre program.
Sammen med Casper og Jesper fra Filmnørdens Hjørne har jeg forsøgt at plukke nogle interessante titler ud af PIX-programmet. Selv om udvalget selvfølgelig kun repræsenterer et lille hjørne af, hvad man kan opleve på årets CPH PIX, kan vores gennemgang forhåbentlig give lidt inspiration til de næste sytten dages festivalplanlægning.
Nedenfor har jeg samlet trailere til nogle af de PIX-titler, som vi i Filmnørdens Hjørnes podcast 57 giver en anbefaling med på vejen i form af et anerkendende 'ding' fra Caspers soundboard.
Vi ses til CPH PIX 2012 – god filmjagt og ditto fornøjelse!
THRILLS & KILLS: Gantz (Shinsuke Sato, Japan 2011) Ingen CPH PIX er komplet uden japanske genrebøjninger, og i årgang 2012 fremstår den todelte blockbuster 'Gantz' som et af hovednumrene med sin flotte hybrid af sci-fi, fantasy og superheltetemaer. Ikke nær så voldelig og bizar som sit mangaforlæg, men stadig meget underholdende. Begge "Gantz"-film vises på CPH PIX søndag 15. og fredag 27. april.
Gantz: Perfect Answer (Shinsuke Sato, Japan 2011)
Sleep Tight (Mientras duermes / Jaume Balagueró, Spanien 2011) Særdeles vellykket psykologisk thriller, der elegant forløser sin spændende grundidé med en Hitchcock'sk understrøm af sort humor. Luis Tosar imponerer i hovedrollen som den kronisk ulykkelige vicevært, der sniger sig ind i opgangens lejligheder for at gøre beboernes liv lige så triste som sit eget! "Sleep Tight" vises på CPH PIX mandag 16. og mandag 23. april.
The Raid: Redemption (Gareth Huw Evans, Indonesien 2011) Hypen er usædvanlig stærk omkring "The Raid: Redemption", og der er lagt op til virtuos voldsaction af den gamle skole, når en enlig politimand går i clinch med et højhus fuld af gangstere. Bang, værsgo! "The Raid: Redemption" vises på CPH PIX onsdag 18., tirsdag 24. og onsdag 25. april.
LO-FI SCI-FI: Carré blanc (Jean-Baptiste Léonetti, Frankrig m.fl. 2011) Anbefalet af Jesper Grubb Laursen fra Filmnørdens Hjørne – hvorfor kan du høre i podcasten! "Carré blanc" vises på CPH PIX søndag 22., mandag 23. og torsdag 26. april.
AMERICAN INDIES: Corman's World: Exploits of a Hollywood Rebel (Alex Stapleton, USA 2011) Den 86-årige og stadig aktive B-filmmaestro Roger Corman portrætteres gennem interviews og klip fra hans mere end 380 (!) værker. Dertil kommer røverhistorier fra hans utallige berømte lærlinge, bl.a. Martin Scorsese, Ron Howard, Jonathan Demme og en i særklasse veloplagt Jack Nicholson. En festlig dokumentar for alle fans af kulørt ramasjang. "Corman's World" vises på CPH PIX fredag 13. og lørdag 21. april.
NORTHERN LIGHTS: Babycall (Pål Sletaune, Norge 2011) En ængstelig hønemor og hendes otteårige søn plages af uforklarlige lyde og syner i deres nye lejlighed. Historien er en smule gennemsigtig, og som helhed er det psykologiske gys ikke på højde med instruktørens forrige, "Next Door", men Noomi Rapace er vanligt intens og seværdig i sin første hovedrolle siden Millennium-trilogien. "Babycall" vises på CPH PIX torsdag 19. og søndag 23. april.
PIX SPECIALS: Bullhead (Rundskop / Michaël R. Roskam, Belgien 2011) Sidste års overraskende oscarkandidat fra Belgien er en fængslende sag om den steroidpumpede gårdmedhjælper Jacky, der tvinges til at konfrontere den hændelse i sin fortid, han allerhelst vil glemme. Den uforudsigelige handling, der stritter i lidt vel mange retninger, forankres solidt af Matthias Schoenaerts' glødende spil i hovedrollen. "Bullhead" vises på CPH PIX til og med lørdag 14. april.
Den filmskoleuddannede instruktør Shaky González er ophavsmanden til Movie Battle, der i april 2012 kommer under CPH PIX' vinger. I kortfilmdysten får vækstlaget af uafhængige danske filmskabere plads til at prøve kræfter med de kulørte genrer – og du kan også være med.
Har du en vild og blodig filminstruktør sprællende i maven? Så er det tid til at sætte fødslen i gang. Terminen er 1. februar, Movie Battle står for barselshjælpen, og CPH PIX holder dåbsfest den 18. april, hvor den fjerde udgave af kortfilmkonkurrencen finder sted i Palads-biografen.
Armbevægelserne er unægtelig noget bredere end dengang i 2004, da Shaky González barslede med ideen til en intern dyst, der skulle udfordre kredsen af danske undergrundsinstruktører.
»Vi var alligevel en masse filmnørder, der rendte rundt og lavede kortfilm for få eller ingen penge. Jeg tænkte, at hvis vi afholdt en konkurrence, kunne flere komme i gang med at lave film i stedet for bare at gå og snakke om det,« fortæller Shaky González, der er genrefilmfan og uddannet instruktør fra Filmskolen.
"Connected" (fra Movie Battle 2010)
Siden den første beskedne Movie Battle har konkurrencen tilbudt et frirum, hvor vækstlaget af danske filmskabere kan dyrke deres yndlingsgenrer. Chancen for at få finansieret en spillefilm, der helhjertet bekender sig til action-, horror- eller thrillerformen, er nemlig stort set ikke-eksisterende i Danmark, mener Shaky González.
»Nogle af de nye instruktører som Nicolas Winding Refn ('Drive') og Christian E. Christiansen ('I:DA') er ved at ændre klimaet lidt, men vil man lave en genrebevidst film på dansk – action, thriller, horror – kræver det, at man har nogle biografsucceser bag sig. Debuterende eller uprøvede instruktører har ikke en chance i støttesystemet,« beklager den 45-årige González.
Han er en af de få i kredsen af guerilla-instruktører, som har en uddannelse fra Filmskolen under bæltet. Alligevel er han i ti år blevet afvist, hver gang han har henvendt sig til konsulenterne på Det Danske Filminstitut med et projekt. De fire spillefilm, González til dato har signeret, er alle uafhængigt produceret og finansieret med hjælp fra velvillige filmdistributører.
»Hvis man kommer med en god idé og har lavet et solidt forarbejde, er distributørerne langt mere interesserede end Filminstituttet i at prøve noget nyt,« erfarer Shaky González.
Shaky González
Vinderen af den allerførste Movie Battle var da også ham, der havde fundet på den bedste idé, husker González. Filmen hed ”Eksmanden”, og instruktøren gik under navnet Jimmy Nonose:
»Et døgn for deadline skrottede han sit oprindelige projekt og begyndte forfra. Næste dag kl. 12 stillede Jimmy med en ny film, som han havde optaget og klippet i løbet af natten!«
Reglerne i 2004 var simple: Lav en fem minutters kortfilm med valgfrit emne. Af de syv film, som blev færdige til tiden, viste de seks sig at være komedier. Det gjaldt også González' eget bidrag, 'Once Upon a Time in Hvidovre', om »en forstadsfyr, der tror, han er cowboy«. Kun en 70'er-agtig hævnthriller skilte sig ud fra flokken.
Eftersom González' egen hybel var for lille, endte en ven i Hvidovre med at lægge lejlighed og projektor til begivenheden. De godt 60 ildsjæle, som havde produceret filmene på nulbudget, sørgede for fest i stuen, mens et lille dommerpanel bestående af skuespilleren Erik Holmey og to instruktører fra Filmskolen (herimellem Shakys lillebror, Stefano González) kårede Nonose som aftenens sejrherre.
I 2007 fik 70'ernes slammede B-film en renæssance, takket være Quentin Tarantinos lurvede grindhouse-hyldest 'Death Proof'. Shaky González & Co. greb chancen til at afholde endnu en Movie Battle, men denne gang under strammere rammer. Filmene måtte højst vare 10 minutter, og de skulle ose af 1970'er-stemning og blaxploitation-gejl.
"Tony Venganza" (fra Movie Battle 2007)
Otte bidrag blev vist for 150 mennesker i lånte lokaler hos en ungdomsklub i Hvidovre. Shaky González tog førstepræmien med den festlige pastiche 'Tony Venganza', som han ene mand indspillede over en weekend. Publikumsprisen gik til Philip Th. Pedersens 'The Fro'. Begge har siden været på festivalrejse ude i den store verden og har bl.a. vundet priser i USA, oplyser González. Som årets vinder fik han lov at bestemme emnet for den næste Movie Battle. Han pegede på en af sine yndlingsgenrer: den postapokalyptiske film.
Arrangementet fortsatte med at vokse i 2010, hvor Movie Battle fyldte et selskabslokale i Vanløse med 500 tilskuere. Ni film blev vist på et kæmpe lærred. JVC sponsorerede en videoprojektor. Men såvel film som fest blev stadig drevet af knofedt og velvilje.
»Der er jo ingen penge i Movie Battle, så det har været noget med at ringe rundt til f.eks. restauranter og høre, om de ville give gavekort som præmie,« forklarer Shaky González.
Også juryen voksede i omfang og anseelse. Skuespillerne Thure Lindhardt og Jonas Schmidt, producer Lene Børglum, manuskriptforfatter Lars Detlefsen og filmekspert Nicolas Barbano udnævnte Shaky González til vinderen for hans Mad Max-agtige 'The Last Warrior' (hvor den sidste mand i en verden af amazoner viser sig at være Thomas Eje).
»Og Philip Th. Pedersen fik publikumsprisen, så der er sikkert nogen, der er lidt trætte af, at vi to skiftes til at vinde,« klukker González.
Trailer til "Eastern Army" (fra Movie Battle 2010)
I 2010 havde arrangørerne desuden budt en filmdistributør med til ballet.
»Jan Schmidt fra Another World Entertainment elsker genrefilm og undergrund, og han endte med at udgive filmene på dvd,« siger Shaky González.
Siden delte Jan Schmidt sin begejstring med arrangørerne af CPH PIX, og således gik det til, at den københavnske filmfestival i april 2012 bliver vært for den 4. Movie Battle – nu i en rigtig biograf.
Emnet, ”supernatural horror”, er igen bestemt af González, som selvfølgelig agter at forsvare sin titel. I år har han opgraderet til et professionelt filmhold, og han skyder sit 20 minutters bidrag på et avanceret digitalt RED-kamera, som han har lejet til en fordelagtig pris. Ingen af de deltagende får løn, men Shaky González kan godt mærke, at krisen kradser i filmbranchen.
»Det var helt klart nemmere at lave film på nulbudget for ti år siden. I dag er det svært at låne grej i weekenden og få folk til at arbejde gratis i længere tid,« siger González, der derfor har flere forskellige filmfotografer tilknyttet projektet. Derudover er det tophemmeligt, hvad han og medkombattanterne i den kommende Movie Battle går og pusler med.
»Vi ser alle sammen filmene første gang på premiereaftenen, så vi er meganysgerrige. Jeg tror, der bliver gjort noget ekstra ud af kvaliteten i år, fordi filmene skal vises i Palads. Men håndholdt video hjemme fra stuen er også velkommen. Det er ideerne og manuskriptet, der er afgørende,« understreger Shaky González igen.
Han håber også, at Movie Battle 2012 i CPH PIX-regi vil give flere etablerede instruktører lyst til at være med næste gang: »Jeg hører fra mange i branchen, at de savner muligheden for at lave genrefilm, og hvis de kan få lov til at gøre det i kort format, er det nok nemmere at kaste sig ud i det.«
MOVIE BATTLE 2012
Undergrundsfilmdysten Movie Battle 2012 finder sted i Palads, København den 18. april 2012.
Alle kan indsende deres egen film, så længe de holder sig til emnet ”supernatural horror” og varer højst 27 minutter. Deadline er 1. februar kl. 12, og bidragene sendes på dvd eller Blu-ray, med dialogliste og artwork vedlagt, til:
Another World Entertainment
Wilders Plads 9A, 3. sal
1403 Kbh. K.
Da arrangøren, CPH PIX, forventer mange indsendte bidrag, vil en jury screene filmene og udvælge de bedste til konkurrencen. Jan Schmidt håber at have en dvd med de deltagende film til salg allerede på premiereaftenen.
Alle konkurrencebidragene fra Movie Battle 2010 er udgivet på dvd af Another World Entertainment under titlen "Wasteland Tales".
”En filminstruktør er en drømmer, som får drømmene til at gå i opfyldelse.«
– John Woo
I aften (20. april) kan du opleve Hongkong-veteranen John Woos seneste værk, "Reign of Assassins", instrueret i samarbejde med hans taiwanske elev Su Chao-Pin. Den fortryllende Michelle Yeoh er stjernen i det muntre martial arts-periodestykke, som vises i Empire kl. 20.00 som en del af festivalen CPH PIX. Min anmeldelse af filmen kan du læse nederst i dette blogindlæg.
Jeg talte med John Woo om hans karriere, da han sidste år modtog en æresløve på festivalen i Venedig. Manden bag nyklassiske actionperler som "The Killer", "Hard-Boiled" og "Face/Off" viste sig at være en lavstammet bedstefartype, rundhovedet og mild, og trods sine seksten år i Hollywood noget vaklende i sin beherskelse af det engelske tungemål. For eksempel omtaler han konsekvent sin nyeste filmtitel i ental: "Reign of Assassin".
Mit interview med John Woo kan læses på dagbladet Informations hjemmeside:
Her er nogle af de John Woo-bidder, som jeg ikke fik plads til i artiklen:
WOO OM DE HVIDE DUER
[Note: Woo er kristen, opdraget på lutheransk skole og ville oprindelig have været præst.] »Duerne i mine film symboliserer kærlighed, fred, uskyld og renhed. Duen kan være en budbringer fra Gud, som overleverer et positivt budskab til folket. I "The Killer" (1989) kom de to hovedpersoner fra hver deres verden – den ene var kriminel, den anden buddhist. Men i deres hjerter var de gode mennesker, der kæmpede for retfærdighed, og begge ønskede at finde en form for frelse. Da jeg optog en scene i en kirke, fik jeg den idé at lade en hvid due flyve op over et stearinlys. Når heltene i filmen bliver skudt, klipper jeg til duen for at vise den sande ånd i deres hjerter. Det fungerede så godt, at jeg har brugt det lige siden. Men den hvide due kan betyde mange ting afhængig af, hvad scenen handler om, og hvordan man bruger den.«
REIGN OF ASSASSINS-HOLDET OM JOHN WOO
Michelle Yeoh, filmens kvindelige stjerne:
»Fordi John er så legendarisk, havde alle kæmpe forventninger til, hvad han ville sige og gøre, når han viste sig på settet. Men han holdt faktisk meget lav profil. Han er lidt som solen, han skinner på os alle og bringer det bedste frem i os. Han fortalte os aldrig, hvordan vi skulle gøre tingene, men stolede fuldt på, at vi ville bidrage med det rigtige.«
Medinstruktør Su Chao-Pin:
»John kunne træffe de store beslutninger, som da vi blev ramt af dårligt vejr med regn, sne og kulde. Han fik ideen til at flytte slutningen inden for i et studie, hvilket lettede presset for hele holdet.«
Jung Woo-sung, koreansk skuespiller i den mandlige hovedrolle:
»John stod tit bagved Su og betragtede scenen, som regel uden at sige ret meget. Hvis han var tilfreds, forlod han settet ganske stille. Så vidste vi, at den var i kassen. Hvis han ikke var tilfreds, ville han blive stående og kigge på. Han er også ydmyg: Hvis han vil have kaffe, laver han den selv i stedet for at få en assistent til det.«
"Reign of Assassins" (Jianyu) får dansk dvd-premiere efteråret 2011.
CPH PIX-ANMELDELSE Reign of Assassins (Kina 2010, John Woo & Su Chao-Pin)
Actionkongen John Woos seneste titel, "Reign of Assassins", snyder på vægten, hvad krediteringen angår. Den såre traditionelle wuxia er reelt instrueret af Woos taiwanesiske elev, Su Chao-Pin, under mentorens overopsyn.
Man genkender elementer af "Mr. & Mrs. Smith" og traditionel folkekomedie i den letfodede historiske sag, hvor amorinerne flagrer mellem en butiksejer og en kurer – begge lykkeligt uvidende om, at jagten på en magisk urne vil afsløre deres sande identitet som svorne ærkefjender.
Til ingredienserne i det uhøjtidelige plot hører en snigmorderske ved navn Finregn, hvis signaturmanøvre tæller 41 hug med klingen, samt plastikkirurger, der praktiserer deres hverv ved at indsætte giftige insekter i klienternes næsebor!
Mest besnærende blandt alle filmens special effects er dog Michelle Yeoh, hvis balletagtige gratie og milde, imødekommende træk alt for sjældent illuminerer de danske biograflærreder. Hendes dobbeltrolle som kærlig kone og kontant kungfu-mester stod om noget som en værdig repræsentant for kvindekønnets flersidighed på sidste års Venedig-festival. "Reign of Assassins" vises på CPH PIX 20. og 26. april.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
