Viser opslag med etiketten julekalender. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten julekalender. Vis alle opslag

torsdag den 28. november 2024

"Tidsrejsen 2": Bag om DR1's julekalender 2024

Traditionen tro dækker Bries Blog-O-Rama årets nye tv-julekalender på DR, som i 2024 hedder ”Tidsrejsen 2”. Her fortæller holdet bag serien om deres opfølger til decembersuccesen ”Tidsrejsen” fra 2014 og deler deres julekalenderminder.

Tekst: Brian Iskov, Bries Blog-O-Rama
Teksten må ikke gengives i sin helhed eller i uddrag uden tydelig kildeangivelse.

DR's presseafdeling beskriver ”Tidsrejsen 2” med disse ord:

”’Tidsrejsen 2’ handler om det umage par Romeo og Holly, der lærer hinanden at kende, da Holly starter i Romeos klasse. Romeo mener at have beviser for, at der tidligere i Dragør har foregået tidsrejser, og at det måske kan bringe ham tættere på at finde ud af, hvad der er sket med hans far, som han aldrig har mødt. Holly tilbyder Romeo sin hjælp, hvilket bliver starten på et hæsblæsende science-fiction juleeventyr.”


Bebiane Kreutzmann
gentager sin rolle som den tidsrejsende Sofie, der nu er blevet voksen folkeskolevikar. Hun bliver central for handlingen, idet seriens nye hovedperson, 13-årige Romeo Jensen (spillet af Frederik Thoft), har en begrundet mistanke om, at hans vikar bærer på nøglen til hans forsvundne fars skæbne. Romeos nye klassekammerat, Holly (Lærke Krabbe de Waal), er potentiel arving til sine forældres rejseselskab, og hendes slægt har ligget i strid med Romeos hotelfamilie gennem generationer – faktisk helt tilbage til middelalderen, viser det sig.

> Læs interviewet med Poul Berg om den første "Tidsrejsen" (2014)
> Læs om alle DR's julekalenderserier 1962-2024 på Bries Blog-O-Rama

Poul Berg, der var hovedforfatter på den første ”Tidsrejsen” i 2014 og senest stod bag ”Julehjertets hemmelighed” for DR i 2022, har skrevet og instrueret denne selvstændige fortsættelse sammen med sin skrivemakker Mikkel Bak Sørensen, der også var med på manusholdet i 2014. Bries Blog-O-Rama mødte dem og et udvalg af seriens skuespillere, da DR holdt pressedag i DR Byen den 6. november 2024.

Skuespillerne til DR1's pressemøde på "Tidsrejsen 2". Pr-foto: Thomas Taarsdahl/Ritzau Scanpix

Poul Berg fortalte pressen, at han har skruet op for virkemidlerne i toeren, der mikser sci-fi, mysterie, middelalderaction og romantisk komedie med inspiration fra Shakespeares ”Romeo & Julie" – dog ”uden den tragiske slutning”, lover han: ”Det bliver et ret vildt og voldsomt og gakket eventyr.”

Poul Berg var ved at færdiggøre ”Julehjertets hemmelighed”, da DR Dramas chef, Henriette Marienlund, sent i 2022 spurgte ham, om han havde mod på at lave en opfølger til ”Tidsrejsen”. Han og Mikkel Bak Sørensen havde ingen konkrete ideer til, hvad toeren skulle handle om. Men de vidste, at Sofie skulle være med.

”Vi har tit mødtes over et glas i Pouls baghave og snakket om, at det ville være sjovt at vende tilbage,” siger Mikkel Bak Sørensen. Da først nedtællingen til deadlinen begyndte at tikke, fik de to forfattere hurtigt hul på nødden.

”Man kan nå langt med helt elementær logik,” bemærker Poul Berg. ”Vi vidste, det skulle foregå i Dragør, og at Sofie er 24 nu. Vi vidste også, at vi formentlig skulle til 1990'erne, for det giver god mening, at hovedpersonerne møder deres forældre som jævnaldrende. Og så tænkte vi, 'Kunne det ikke være meget fedt, hvis den ene havde en mistanke om, at hans far var tidsrejsende?'.”

”Vi fandt også hurtigt noget, der rimede, i ideen med rejse og tidsrejse og rejsefirma. Altså sådan noget med kommercialisering af tidsrejser,” supplerer Mikkel Bak Sørensen.

”Og så ville vi have et modsvar til Romeo, som var Holly, der kommer fra den her meget kulørte familie,” fortsætter Poul Berg.

Da hovedpersonerne var på plads, strikkede forfatterne eventyret sammen ud fra spørgsmålet: Hvad er det, de unge mennesker længs efter? Hvad er deres mål?

mandag den 27. november 2023

"Valdes jul": Bag om TV 2's julekalender 2023

Årets nyproducerede familiejulekalender på TV 2 i 2023 hedder ”Valdes jul” og er produceret af Cosmo Film, der også stod bag ”Jesus & Josefine”, ”Juleønsket” og Tinka-trilogien. Bries Blog-O-Rama har talt med seriens instruktør, produceren og de to hovedforfattere.

TV 2's officielle synopsis til ”Valdes jul” beskriver handlingen i årets nye julekalender sådan:
Valde bor sammen med sin familie på Egebjerggård. Hvert år i december forvandles gården til et traditionsrigt julemarked med juletræssalg og boder, som Valde elsker. Men Valdes glæde smuldrer, da han finder ud af, at hans mor og morfar har sat gården til salg. Valde sætter sig for at forhindre salget, og da den mystiske pige Tala pludselig dukker op fra skoven, kommer Valde på sporet af en familiehemmelighed, som får betydning for opklaringen af mysteriet omkring gården. Skoven viser sig at være fyldt med magiske hemmeligheder og fantastiske væsener, og i 24 afsnit følger vi Valde, Tala og Valdes lillesøster, Rita, igennem et ægte juleeventyr fyldt med natur, nisser, kærlighed og nye venskaber. 



Ved TV 2's pressemøde på ”Valdes jul”, der foregik i Peter Lieps Hus i Dyrehaven mandag den 13. november 2023, mødte Bries Blog-O-Rama seriens to hovedforfattere, Jesper Fink og Thomas Porsager. De er begge nye i julekalenderregi og greb chancen til at vække danskernes interesse for den natur, vi er omgivet af.
”Vi startede med vores fælles kærlighed for naturen, og måske i særdeleshed skoven og hvor vildt et sted, skoven er. Vi har nogle fuldstændig fantastiske skove i Danmark. Men vi har ikke så meget, og det, der er, det skal vi passe rigtig godt på. Så vi vil gerne inspirere danskerne til både at komme ud i naturen og at være med til at passe på den,” sagde Jesper Fink under præsentationen ved pressemødet.
I ”Valdes jul” ønskede forfatterne ikke at vise magi af den slags, man finder i Marvelfilm, hvor heltene ”flyver rundt og skyder lyn”. Den mere jordnære type magi, de efterlyste, fandt de i videnskaben – og mere specifikt i, hvordan træer er forbundet gennem deres rodnet. Jesper Fink forklarede:
”I en skov er alle træernes rødder viklet ind i hinanden, og de kan faktisk kommunikere gennem sukkerstoffer. De kan sende faresignaler til hinanden og advare andre træer om, at nu kommer der insektangreb. De kan også, hvis der er et sygt træ derude, sende sukkerstoffer over til træet og sørge for, at det overlever og kommer igennem sin sygdom. Så skoven er faktisk det her lidt magiske sted i forvejen. Det er bare gemt for os og for vores øjne. Og det syntes vi var helt vildt fedt. Det ville vi løfte op og ind i det her magiske juleeventyr om en dreng, som får øjnene op for, hvor fantastisk skoven er.”
Derudover lod forfatterne sig inspirere til historien i ”Valdes jul” af væsener fra gammel dansk folklore.
”Vi ville skabe et univers, hvor vi genoplivede nogle væsener fra gamle folkesagn, som man måske lidt har glemt. Tilbage i 1800-tallet troede man jo på, at der boede væsener ude i de her skove. At der gemte sig en trold ude bag ved det store egetræ, og at der var en eller anden gammel forbindelse til naturen. Så vi har researchet på ellefolk, mosekoner, skiftere og ikke mindst nisser, som jo heldigvis også er en del af det,” fortalte Thomas Porsager.

Til præsentationen deltog også Michel Ryddeskov, den ene af seriens to producere. Om skoven, der er skuepladsen for de magiske hændelser i ”Valdes jul”, sagde han:
”Med Valde har vi sat et nyt univers i gang, hvor der er noget, der vågner; noget, der pibler frem ude fra naturen og hiver i vores hovedkarakter og kalder ham ud på et juleeventyr, hvor han skal ud og passe på Modertræet – den her gamle eg, som er portalen ind i den uendelige skov og væsenernes verden. Den eg er et rigtigt træ, som vi fandt ude i Hareskoven, og som man kan tage ud og besøge og gå en tur rundt om. Det var vigtigt for os at lave noget, hvor man som almindelig dansker kan være med i vores fortælling.”
Cosmo Film lagde samtidig vægt på at finde et rigtigt, fungerende landbrug, der kunne danne rammen for Valde og hans families julemarked:
”Det var vigtigt for os også at holde julestemningen i hævd. Vi vil gerne skabe et trygt rum for danskerne med den her lidt eleverede jul, som man kan nyde at træde ind i.”

Hovedcastet i "Valdes jul" | pr-foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

søndag den 5. december 2021

"Kometernes jul" (2021): Bag om TV 2's julekalender, del 2

Årets nyproducerede julekalender på TV 2 hedder "Kometernes Jul". Bries Blog-O-Rama har talt med hovedforfatter Jenny Lund Madsen om serien, der kombinerer naturvidenskab med science fiction.




TV 2's officielle synopse til "Kometernes Jul" lyder:
TV 2s julekalender er inspireret af, at det i 2022 er Videnskabens år. Den er derfor lavet i samarbejde med Niels Bohr-instituttet.

Hovedpersonerne i ”Kometernes Jul” er de fire børn, Mie, Johannes, Noor og Elias, der deltager i en Astro Camp, som er et naturvidenskabeligt kursus med fokus på astrofysik. Men noget går galt, og Mie og Johannes teleporteres til den fjerne Planet 9, og nu gælder det om at samarbejde for at få dem hjem.

Ledestjernen og budskabet i historien er klart: Sammen ved vi mere. For ingen ved alt, men hvis man slår sin viden, nysgerrighed og sine kundskaber sammen, kan vi mere, end vi tror.

Hovedforfatter på "Kometernes Jul" er Jenny Lund Madsen, der tidligere har arbejdet som episodeforfatter på TV 2-julekalenderen "Ludvig og Julemanden" (2011) og manusforfatter på spillefilmen "Emma & Julemanden: Jagten på elverdronningens hjerte" (2015). Brian Iskov fra Bries Blog-O-Rama talte med Jenny Lund Madsen ved TV 2's pressemøde på "Kometernes Jul" i Mogens Dahl Koncertsal den 18. november 2021.

> Læs også interviewet med julekalenderens instruktør Ask Hasselbalch

Hovedforfatter Jenny Lund Madsen og instruktør Ask Hasselbalch | pr-foto: TV 2

tirsdag den 30. november 2021

"Kometernes jul" (2021): Bag om TV 2's julekalender, del 1

Årets nyproducerede julekalender på TV 2 hedder "Kometernes Jul". Bries Blog-O-Rama har talt med instruktør Ask Hasselbalch om serien, der kombinerer naturvidenskab med science fiction.


Plakatcollage til "Kometernes Jul" | pr-foto: Christian Geisnæs/TV 2

TV 2's officielle synopse til "Kometernes Jul" lyder:
TV 2s julekalender er inspireret af, at det i 2022 er Videnskabens år. Den er derfor lavet i samarbejde med Niels Bohr-instituttet. Hovedpersonerne i ”Kometernes Jul” er de fire børn, Mie, Johannes, Noor og Elias, der deltager i en Astro Camp, som er et naturvidenskabeligt kursus med fokus på astrofysik. Men noget går galt, og Mie og Johannes teleporteres til den fjerne Planet 9, og nu gælder det om at samarbejde for at få dem hjem. Ledestjernen og budskabet i historien er klart: Sammen ved vi mere. For ingen ved alt, men hvis man slår sin viden, nysgerrighed og sine kundskaber sammen, kan vi mere, end vi tror.
"Det bliver vildere og vildere og vildere, og man kan ikke regne plottet ud. Der kommer til at ske nogle ting, man ikke har set komme," lover instruktøren Ask Hasselbalch, der har iscenesat samtlige 24 afsnit af "Kometernes Jul". Han fortæller til Bries Blog-O-Rama, at han altid har drømt om at instruere en tv-julekalender, og at han med "Kometernes jul" har prøvet at bringe årets TV 2-julekalender op på et filmisk niveau: "Jeg ser det lidt som en film på ti timer."  

Ask Hasselbalch er en af Danmarks få rendyrkede instruktører af genrefilm. I Antboy-trilogien og "Skammerens datter 2 - Slangens gave" har han leveret hhv. superhelte- og fantasyfortællinger med børn og unge i hovedrollerne. Nogle vil også kende Ask som en af værterne i podcasten Moviebox, der dyrker VHS-nostalgi. 

Brian Iskov fra Bries Blog-O-Rama talte med Ask Hasselbalch ved TV 2's pressemøde på "Kometernes Jul" i Mogens Dahl Koncertsal den 18. november 2021. 

Hovedforfatter Jenny Lund Madsen og instruktør Ask Hasselbalch | pr-foto: TV 2

søndag den 29. november 2020

"Julefeber" (2020): Interview med Natasha Arthy om DR's julekalender

Traditionen tro dækker Bries Blog-O-Rama årets nye tv-julekalender på DR. Tirsdag 1. december 2020 har DR1 og DRTV premiere på "Julefeber". Vi har interviewet seriens hovedinstruktør og medforfatter, Natasha Arthy.

De tre børn Frede, Gro og Bjørn fra "Julefeber". Foto: Christian Geisnæs. Grafik: Torsten Høgh Rasmussen.

DR beskriver selv handlingen i "Julefeber" med disse ord: 

13-årige Bjørn (Silas Cornelius Van) bor i Urbanplanen på Amager med sin juleglade far (Joachim Fjelstrup) og lillesøster Gro (Selma Sol í Dali). Far skylder penge og låner i ren desperation deres lejlighed ud til den skumle fyr, Slikpinden. Den lille familie må nu i al hemmelighed flytte ind på fars arbejdsplads, Det Kgl. Teater, hvor far arbejder i kantinen. Far er sikker på, at julen nok skal blive et hit, og at de snart vil komme hjem igen. Men det er loftet over Gamle Scene, der det meste af december måned bliver deres hjem. Bjørns lillesøster Gro er familiens lille hjælper. Hun forsøger at ordne alt lige fra familiens skrantende økonomi til at sætte blind dates op med deres intetanende far. 

Som december måned skrider frem, og julen for alvor nærmer sig, får Gro nok af at hjælpe sin far og Bjørn. Hun beslutter at forfølge sin egen hemmelige juledrøm, og det får skæbnesvangre følger. Heldigvis træder Bjørn i karakter, og med hjælp fra sin skøre mormor (Bodil Jørgensen) må Bjørn gennem december lære at omfavne den, han er - inderst inde. 

"Julefeber" er skabt af Natasha Arthy (f. 1969), der markerede sig som familiefilminstruktør med "Mirakel" i 2000. Hun har også stået bag bl.a. børneserien "Drengen de kaldte kylling" (1997), ungdomsfilmen "Fighter" (2007) og instrueret episoder af tv-serier som "Forbrydelsen III" (2012). Arthy har skrevet "Julefeber" sammen med Rune Schiøtt-Wieth og Mette Eike Neerlin og instrueret 17 af seriens afsnit.

Bries Blog-O-Rama har interviewet Natasha Arthy over mail om tankerne bag "Julefeber", hendes syn på julekalendergenren, casting af børneskuespillere og udfordringerne ved at filme en så stor produktion, mens Danmark var lukket ned pga. covid-19 i foråret 2020. 

De primære skuespillere fra "Julefeber" (fra venstre Maria Szigethy, Silas Cornelius Van, Peter Frödin, Bodil Jørgensen, Selma Sol í Dali, Joachim Fjelstrup) samt instruktør Natasha Arthy. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR.

Blog-O-Rama: Hvad mener du, julekalenderen kan som genre/format? 
Natasha Arthy: I Norden har vi en helt fantastisk kalendertradition, hvor man hver december aften hygger med sine børn og ser julekalender sammen. Julekalenderen fungerer tit som et samlingspunkt for hele familien - det er ret unikt. 

Hvad skal en god julekalender indeholde? 
Det er jo en smagssag, men for mit vedkommende synes jeg, at det er supervigtigt, at julekalenderen rammer både børn og voksne, forstået således at de voksne skal se med af lyst og ikke af pligt. Jeg kan rigtig godt lide, hvis julekalenderen beskæftiger sig med en problemstilling, man kan tale med sine børn om bagefter; at den med andre ord har noget på hjertet. En julekalender må meget gerne give stof til eftertanke. Derudover må den også meget gerne forholde sig til december måned og julen. 

Hvilke julekalendere husker du selv som noget særligt, og hvorfor? 
Som barn var jeg glad for "Jul i Gammelby" (1979) pga. Ove Sprogøe som nisse. Som voksen er min favorit helt klart "Pagten" (2009). Den havde noget på hjerte, og børnene spillede godt. Det allerbedste var, at min søn og jeg kunne snakke om den bagefter; det var superfedt. 

fredag den 30. november 2018

"Theo & den magiske talisman": Interview med holdet bag DR1's julekalender 2018

Årets nye familiejulekalender på DR1 er "Theo & den magiske talisman", der lanceres som et fantasydrama for hele familien.

Holdet bag "Theo & den magiske talisman" ved pressemødet 13.11.2018 | Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

DR's officielle synopsis til julekalenderen 2018 lyder:
"Theo går i 6. klasse, men han har ingen venner i skolen. Hans eneste og bedste ven i verden er morfaren Harald. Det er derfor overvældende for Theo, da morfaren lige inden jul falder om. Der er udsigt til, at Theo kan miste sin bedste ven, og det vil han for alt i verden ikke lade ske. Han rejser derfor ind i den magiske verden Thannanaya sammen med den nye pige fra klassen, Simone, for at få sin morfar tilbage. Og her starter rejsen for Theo & Den Magiske Talisman.

Theo & Den Magiske Talisman er en magisk og tidløs fortælling om tre generationers måder at sige farvel på; en ung drengs farvel til sin morfar, en mors farvel til sin far og en gammel mands farvel til livet på Jorden. Theo & Den Magiske Talisman er moderne eventyrfortælling for hele familien, hvor vi bliver taget med på en rejse til naturriget Thannanaya, som Theo og morfaren sammen har skabt. Her opdager Theo og Simone, at der er lys og håb, og at livet fortsætter – dem, vi har sagt farvel til, vil altid være med os og leve videre, så længe vi mindes dem."

> Se trailer til "Theo & den magiske talisman" på dr.dk

Peter Gornstein har instrueret samtlige 24 afsnit af "Theo & den magiske talisman", der blev indspillet i Polen og Danmark fra december 2017 til marts 2018 under arbejdstitlen "Thannanaya". Gornstein er også hovedforfatter på julekalenderen sammen med Trine Piil ("Absalons hemmelighed").

Bries Blog-O-Rama var med til pressemødet den 13. november 2018 i DR Koncerthusets studie 4, hvor vi talte med Gornstein, seriens producer Nynne Selin Eidnes og DR's dramachef Christian Rank.

Producer Nynne Selin Eidnes og instruktør Peter Gornstein til pressemødet 13.11.2018 | Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR

Julekalendere i tv er en særlig nordisk tradition. Hvad ser I som det særlige ved julekalenderformatet?
Nynne Selin Eidnes: Julekalenderens største force er, at man kan henvende sig til hele familien og fortælle en historie, som de vil se sammen og forhåbentlig tale om.
Peter Gornstein: Julekalenderen er nok årets mest sete dramaserie, som spænder over alle målgrupper, og et af de få events, udover landskampe, som hele familien er samlet om på samme tid. Det giver nogle unikke muligheder for at fortælle historier.
Christian Rank: I den forandring, der er sket siden "Jesus & Josefine" [TV 2 2003, red.], ligger der jo også en forandring i, hvordan seerne forbruger og tilgår tv. Julekalenderen er en af de tilbageværende samsendingsplatforme, hvor familier på tværs af generationer sætter sig sammen for at se tv. Derfor indbyder det også til at tage livtag med nogle lidt større emner, fordi vi netop kan favne alle aldersgrupper.

Nogle af hovedtemaerne i fortællingen er sygdom, død og mobning (ligesom i "Pagten" fra 2009, red.). Hvordan undgår I, at det ikke blive så tungt, at seerne står af undervejs?
Christian: Jeg tror, at DR som den store public service-kanal i Danmark har et ansvar for at favne hele billedet. De tre emner, du beskriver, er en lige så stor del af livet som jul, familiehygge, venskab, eventyr og leg, som i den grad også er repræsenteret. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis publikum oplever det som værende meget tungt. Jeg oplever, at vi har lavet en julekalender, som rummer et kæmpestort, magisk eventyrunivers, hvor vi er på en stor rejse igennem ... det tætteste, jeg i hvert fald har set på noget reel fantasy foldet ud på dansk tv.
Peter: Så kan man sige, at vi er relativt light i forhold til mange andre fortællinger i samme genre. Altså, "Harry Potter" er heller ikke en dans på roser, og i "Brødrene Løvehjerte" er der vist nogen, der hopper ud af et vindue og dør i de første ti minutter. Så hvis man er genren tro, er vi langt fra i den mørkeste ende. Jeg tror, at børnene er knivskarpe, de kender genren og forstår formatet. Så jeg tror ikke, der er nogen af dem, der vil tænke, "Uha, det er for mørkt for os." Tværtimod tror jeg, de vil sige, "Wauw. Det bliver et fedt eventyr. Den rejse vil vi gerne med på."

søndag den 18. december 2016

Bag om "Den anden verden", del 4: Interview med producer Andreas Hjortdal

Bries Blog-O-Rama har mødt holdet bag DR1's julekalender i 2016, ”Den anden verden”. I dag fortæller Andreas Hjortdal om at debutere som selvstændig producer med en kæmpe julekalenderproduktion.

Andreas Hjortdal (midt) på optagelse ved Egeskov Slot - foto: FilmFyn/Andreas Bastiansen

> Torsdag 1. december: Interview med forfatteren, Nikolaj Scherfig
> Søndag 4. december: Interview med instruktøren, Lars Kaalund
> Søndag 11. december: Fotoreportage fra DR's julekalenderkulisser



ANDREAS HJORTDAL, producer

Født 1985. Uddannet fra Den Danske Filmskole 2015. Har været producerassistent på TV 2-serien ”Rita”, men debuterer som soloproducent med ”Den anden verden”. Første julekalender, han kan huske at have set, er ”Jullerup Færgeby” (1974, genudsendt 1990).

Om julekalenderformatets særlige appeal:

– Vi lever i en fragmenteret tid, hvor familien er splittet op. Børnene sidder med deres iPad, de voksne ser noget andet, og de unge ser noget tredje. Det med at samle familien omkring noget, man også kan snakke om bagefter, og man glæder sig til at se hver dag, synes jeg er unikt for julekalenderen. Jeg har selv set julekalender hele min barndom og synes, det er et spændende format, fordi fortællingen løber fra dag til dag, og det meste af Danmark følger med.

Om at debutere som selvstændig producent med en julekalender:

– Jeg har været vant til at lave kortfilm på Filmskolen. 30 minutter er det længste, jeg har lavet. Før jeg kom ind på Filmskolen, var jeg producerassistent på ”Rita”, så jeg har også noget tv-serieerfaring og ved, hvordan den maskine fungerer. Men det er klart, at når man selv står som producent på det, er det en helt anden vinkel. Jeg har lært virkelig meget af at lave ”Den anden verden”, og jeg har fået en fornemmelse af, hvad det vil sige at være producent på DR, som jeg synes holder en høj kvalitet både på deres ungdoms- og julekalenderserier. Det var et privilegium at få lov til at prøve det af.

Sofie Gråbøl og Nicolas Bro i "Den anden verden" - foto: Jesper Tøffner

Om baggrunden for ”Den anden verden”:

– Grundideen om at bruge brødrene Grimms eventyr til en julekalender kom fra en tysk distributør, Klaus Rasmussen, som er født og opvokset i Danmark, men nu bor i Tyskland. Ideen blev videregivet til Piv Bernth [DR's dramachef, red.], som tog fat i Bo hr. Hansen og Nikolaj Scherfig [seriens hovedforfattere, red.] og siden i mig. Hun har en strategi om at tage friske unge talenter ind og lære dem op.

Om at finde balancen mellem hygge og uhygge i Grimms eventyr:

– Når man læser brødrene Grimm, de oprindelige værker, er det sådan set ret dystre historier. De er siden blevet lysnet af Disney, og vi prøver at trække dem i en ny retning, som er mere tro overfor de originale fortællinger. Det må folk vurdere. Samtidig har vi vores målgruppe in mente, så det er ikke sådan, at der kommer scener, hvor nogen får stukket øjne ud [som stedsøstrene i den oprindelige ”Askepot”, red.]. Der er en grænse for, hvor uhyggelig vi kan gøre fortællingen i en julekalender. Ved at tilføre noget humor og lidt uhygge til figurerne og de stemninger, der er i scenerne, prøver vi at skabe en vekselvirkning mellem de to ting. Vi bliver aldrig seriøst bange, fordi vi godt kan se, at heksen er lidt skør og lidt mærkelig, og at dronningen ikke er den skarpeste kniv i skuffen.

Om at besætte hovedrollerne, Sara og Anna:

– Vi havde en rigtig god caster, som især gik efter danseskoler og private teaterskoler. Men i var ret hurtigt ret sikre på, at Caroline [Vedel] og Fanny [Bornedal] var de rigtige til hovedrollerne. Lars Kaalund [konceptuerende instruktør på ”Den anden verden”, red.] kendte Caroline fra tv-serien ”Hjørdis”, hvor hun havde en mindre rolle, og Fanny kendte vi allesammen fra ”1864”. De to piger kendte i forvejen hinanden, så deres samspil var også virkelig godt. De er meget autentiske. De skal jo spille tvillinger, så man skal kunne mærke, der er en kemi og en harmoni i deres spil. Vi prøvede først, om vi kunne finde et tvillingepar, men det er svært. Det her var endnu mere oplagt, fordi de minder lidt om hinanden og har den samme hårfarve. Det er i øvrigt også Caroline og Fanny, der synger på titelsangen.



”Den anden verden” sendes hver dag 1.-24. december 2016 på DR1 kl. 19:30. Hvert afsnit kan streames fra kl. 06.00 via dr.dk eller DR Ultra-app'en.

Den anden verden (DR1 2016)
Sendetidspunkt: 19.30
Produktionsselskab: DR Fiktion.
Instruktion: Lars Kaalund, Tilde Harkamp.
Producent: Andreas Hjortdal.
Manus: Nikolaj Scherfig, Bo hr. Hansen efter idé af Klaus Rasmussen; co-storyline: Morten Dragsted.
Med Caroline Vedel Larsen, Fanny Bornedal, Christine Albeck Børge, Lars Brygmann, Andreas Jessen, Sofie Gråbøl, Sigrid Husjord, Jacob August Ottensten, Dan Zahle m.fl.

Glædelig jul fra Bries Blog-O-Rama.

søndag den 11. december 2016

Bag om "Den anden verden", del 3: Fotoreportage fra settet

Bries Blog-O-Rama har mødt holdet bag DR1's julekalender i 2016, ”Den anden verden”. I dag bringer vi eksklusive billeder fra seriens kulisser.

Nikolaj Danielsen og M. Wan Sputnick har designet scenografien til julekalenderen "Den anden verden". Dekorationerne blev bygget op i DR's gamle studier 1, 3 og 5 i TV-Byen, Gladsaxe.

Billederne er taget til pressemødet på "Den anden verden" den 8. november 2016, to dage før kulisserne blev revet ned.

De nedenstående fotos må ikke gengives i nogen form uden udtrykkelig tilladelse fra Bries Blog-O-Rama. Foto © Brian Iskov.

TEMA: DEN ANDEN VERDEN (julekalender, DR1 2016)
> Torsdag 1. december: Interview med forfatteren, Nikolaj Scherfig
> Søndag 4. december: Interview med instruktøren, Lars Kaalund
> Søndag 18. december: Interview med produceren, Andreas Hjortdal

> TEMA: Alle DR's tv-julekalendere fra 1962 til 2014



Studie 1: Teatersalen (Det Gyldne Teater)


søndag den 4. december 2016

Bag om "Den anden verden", del 2: Interview med instruktør Lars Kaalund

Bries Blog-O-Rama har mødt holdet bag DR1's julekalender i 2016, ”Den anden verden”. I dag fortæller den konceptuerende instruktør, Lars Kaalund, om sit arbejde på serien.



> Torsdag 1. december: Interview med forfatteren, Nikolaj Scherfig
> Søndag 11. december: Fotoreportage fra DR's julekalenderkulisser
> Søndag 18. december: Interview med produceren, Andreas Hjortdal



LARS KAALUND, konceptuerende instruktør

Født 1964. Har ikke tidligere lavet julekalender. Medvirken som skuespiller i bl.a. filmene ”Den eneste ene” (1999), ”Italiensk for begyndere” (2001) og ”Nynne” (2005). Har instrueret afsnit af TV 2-serierne ”Rita” (2012-15) og ”Hjørdis” (2015). Fhv. teaterdirektør for Mungo Park og Østre Gasværk. Første julekalender, han husker at have set i tv, er Magnus Tagmus (”Kender du Decembervej?”, DR 1967 og ”Besøg på Decembervej”, DR 1968).

Lars Kaalund (midt) instruerer Peter Christoffersen og Sofie Gråbøl | foto: Per Arnesen

Om hvad der tiltalte ham ved projektet:

– Jeg havde aldrig drømt om at lave julekalender. Vores producent, Andreas Hjortdal, spurgte, om jeg ville kigge på projektet, og så tænker man lige en gang, for det er en stor produktion og en lang tur på halvandet år. Men så læste jeg historien med de her to tvillingesøstre, som skal møde kærligheden og træde de første skridt hen mod voksenlivet og dannelsen af deres personlighed – det hele speedet sammen i 24 afsnit. Det tiltalte mig at lave klassisk tv-drama med en klar konflikt mellem en mor og en datter, men hvor man samtidig skulle dykke ned i eventyrverdenen, hvor tingene bliver sat på spidsen på alle mulige parametre. Liv eller død, de onde og de gode. Den type fortælling er tit ret barske med nogle klare moraler og regler for, hvordan man overlever og komme videre i verden. De fleste handler om børn eller unge, der bevæger sig ud på en færd, hvor de lærer noget om sig selv ved at skulle tænke sig om og træffe nogle klare valg.

torsdag den 1. december 2016

Bag om "Den anden verden", del 1: Interview med forfatter Nikolaj Scherfig

Bries Blog-O-Rama har mødt holdet bag DR1's julekalender i 2016, ”Den anden verden”. I dag fortæller den ene af hovedforfatterne, Nikolaj Scherfig, om sit arbejde på serien.



I dag, 1. december 2016 klokken 19.30, har DR1 premiere på årets store julekalendersatsning, ”Den anden verden”.

DR's pressemateriale præsenterer julekalenderserien med disse ord:

’Den Anden Verden’ er en julekalender for de større børn og deres forældre. Et eventyrligt og magisk drama om de omvæltende og udfordrende år vi alle går igennem i overgangen fra barn til voksen. 
Vi følger to tvillingesøstre på 15 år, der tager deres første skridt ind i en fascinerende, farlig og uforudsigelig voksenverden. Med Brdr. Grimms eventyrlige fortællinger som bagtæppe for historien møder søstrene de omvæltninger, udfordringer og opgør, der hører teenageårene til på en ny og magisk facon. 
'Den Anden Verden’ handler om at frigøre sig fra det, man kender, og om at turde begive sig ud på ukendt og gyngende grund. Om at tage chancer og have mod til at udfordre sig selv for derigennem at lære sig selv bedre at kende. Og hvilket bedre sted at gøre det end i en magisk eventyrverden med syv små dværge, en smuk prins, en farlig heks, en ond dronning, et lille spejl på væggen dér og et magisk slot på den anden side af bjergene. 
’Den Anden Verden’ er også en historie om kærlighed, jalousi og drama mellem unge mennesker, der går op og ned ad hinanden hver dag. Om de følelser, der udvikler sig til konflikter, som bliver til opgør og slutter i forsoning eller adskillelse. Og om en hverdag, der gradvis forandrer sig i takt med at man bliver ældre og fokus styres nye steder hen.

Holdet bag "Den anden verden" til pressemøde 08.11.16 | foto: Bjarne Bergius Hermansen

Caroline Vedel, Fanny Leander Bornedal, Christine Albeck Børge og Lars Brygmann spiller de bærende roller i ”Den anden verden”. Lars Kaalund er konceptuerende instruktør på julekalenderserien, som er forfattet af Nikolaj Scherfig og Bo hr. Hansen.

Manuskriptet til "Den anden verden" er skrevet over cirka et år fra november 2014. Indspilningen foregik over 114 dage fra november 2015 til juni 2016. Produktionen havde base i DR's studier i TV-Byen i Gladsaxe, og serien indeholder desuden locationoptagelser fra Jægersborg Dyrehave, Egeskov Slot på Fyn og Refshaleøen i København. Enkelte udendørs scener er indspillet i Sverige.

Bries Blog-O-Rama var med, da holdet bag julekalenderen holdt pressemøde i TV-Byen den 8. november. Vi talte med hhv. seriens forfatter, instruktør og producer om, hvordan de har kombineret brødrene Grimms eventyr med et moderne teenagedrama inden for julekalendergenrens rammer. Samtidig benyttede vi lejligheden til at gå på opdagelse i DR-studierne og tage eksklusive billeder af seriens flotte kulisser, designet af scenografen Nikolaj Danielsen.

torsdag den 24. december 2015

25 år med TV 2's julekalendere: "Tvillingerne og Julemanden" (2013)

TV 2's julekalendere kan i år fejre 25-års jubilæum. Fra 30. november til 24. december går Bries Blog-O-Rama bag om samtlige af de egenproducerede tv-julekalendere, som TV 2 har sendt på hovedkanalen fra 1990 til 2015.

< I GÅR: "Ludvig & Julemanden" (familiejulekalender, 2011)


I TV 2’s familiejulekalender ”Tvillingerne og Julemanden” (2013), der er en selvstændig fortsættelse af ”Ludvig & Julemanden” fra 2011, møder vi atter den (sk)vattede julemand Nicolas (Lars Hjortshøj) og hans fornuftige kone Julie (Camilla Bendix).

> Se trailer til "Tvillingerne og Julemanden"

Nicolas' største ønske er at kunne smide sit kunstige skæg og blive fuldbefaren, ægte julemand. Da Nicolas og Julie letter fra Grønland og mellemlander kanen i Aalborg for at gøre de sidste indkøb til den stundende højtid, får han chancen for at bevise sit sande værd. For her render parret på den gustne dr. Schwartz (Nicolaj Kopernikus). I sit tidligere liv var han videnskabsmand. Nu er han genfærd og nærer et indædt had til julen og lyset.

Fra sit laboratorium i Hirtshals fyr arbejder dr. Schwartz på at erobre de magiske og magtfulde Lysets Sten, så han kan sprede mørke i verden. Han narrer den godtroende Nicolas til at skrive under på en kontrakt, der lover ham sande julemandsevner. Men Nicolas har ikke læst dét med småt: Hvis han ikke fremskaffer Lysets Sten til dr. Schwartz inden juleaften, vil alle Nicolas' ejendele tilfalde den onde doktor.

Da sagens sande sammenhæng går op for Julie, bliver hun rasende - hvorefter dr. Schwartz tryller Julie om til en gås og bortfører hende. For at få sin hustru tilbage må Nicholas bede mennesketvillingerne Signe (Marie Højgaard Andersen) og Peter (Martin Hempel Barkholt) om hjælp. De bor på Klarupgaard, 12 kilometer øst for Aalborg, hvor Nicolas har fået job som medhjælper i gårdbutikken.

"Tvillingerne og Julemanden" (2013) | Foto: TV 2

Tilde Harkamp, der instruerede halvdelen af "Ludvig & Julemanden", stod denne gang for alle 24 afsnit. ”Jeg synes, at den er mere uhyggelig end sidst. Men vi spæder vi op med humor, og så håber jeg, vi har ramt balancen,” udtalte hun om "Tvillingerne og Julemanden" til B.T. 01.12.2013.

” Kommer der nogen overraskelser, vil det virkelig være en overraskelse, men her er meget at hygge sig med, en del at grine af og lidt at gyse over.”

- Niels Lind Larsen om "Tvillingerne og Julemanden" i B.T. 01.12.2013

1.038.000 seere fulgte i gennemsnit TV 2-kalenderen i december 2013. Dermed klarede ”Tvillingerne og Julemanden” sig næsten så godt som sin forgænger, ”Ludvig & Julemanden”, der i 2011 blev den mest sete julekalender på dansk tv i seks år.

Nordjyske Tidendes Max Melgaard opsummerede 25.12.2013:
” På bundlinjen står, at dette i min optik er den hidtil bedste julekalender fra TV 2s side. Jeg erindrer med frygt og bæven TV 2s 90’er-julekalendere, der havde alt for meget larmende musik, alt for mange genbrugte scener og alt for meget discount. Med "Tvillingerne og Julemanden" er der skabt en formfuldendt, fortløbende historie, hvor der stort set dagligt er sket et fornuftigt skridt fremad mod forløsningen.”

Max Melgaard savnede dog en smule mere humor, men roste ellers skuespillet, scenografien og de naturskønne omgivelser. ”Så tak for denne gang. Det har været en fornøjelse,” sluttede han.

Det samme skal lyde herfra som afslutning på Bries Blog-O-Ramas gennemgang af 25 års TV 2-julekalendere. Glædelig jul!

Lars Hjortshøj og Camilla Bendix i "Tvillingerne og Julemanden" (2013) | Foto: TV 2

Bonusinfo:

Optagelserne gik i gang 28. januar 2012 i Nordjylland og sluttede 16 uger senere, den 2. juli. Scenografen Erik Peitersen opbyggede 17 dekorationer i længerne på den 400 år gamle Klarupgaard, hvor produktionen havde base. De mange nordjyske locations talte bl.a. Aalborg Zoo, Aalborg Kloster, Hirtshals fyr, Store Restrup herregård og Thingbæk Kalkminer.

Turistbureauet Visit Nordjyllands side om ”Tvillingerne og Julemanden” har artikler, videoklip og billeder fra optagelserne: http://www.visitnordjylland.dk/tvillingerne-og-julemanden#

De to debuterende børn i hovedrollerne, jyske Marie Højgaard Andersen fra Højbjerg og fynske Martin Hempel Barkholt fra Faaborg, blev valgt ud i en casting med 1000 børn. De kendte ikke hinanden, før de fik rollerne som tæt sammentømret tvillingepar – og var i øvrigt også født med 1 ½ års mellemrum.

Seriens iørefaldende titelsang, ”I en stjerneregn af sne”, var komponeret og fremført af Mads Langer.

12. november 2015 havde Deluca Film biografpremiere på ”Emma & Julemanden – jagten på elverdronningens hjerte”, en selvstændig spin-off instrueret af Søren Frellesen. Filmens udmærkede besøgstal (165.260 billetter pr. 20.12.2015) udløste snak om endnu en fortsættelse, der ligesom de foregående skal optages on location i Jylland. Den endnu unavngivne film forventes at få biografpremiere ultimo 2017.



Tvillingerne og Julemanden (TV 2 2013)
Sendetidspunkt: 20.00
Produktionsselskab: Deluca Film.
Instruktion: Tilde Harkamp.
Producent: Morten Rasmussen.
Manus: Camilla Hübbe, Anna Neye, Tommy Bredsted, Lolita Bellstar.
Med Lars Hjortshøj, Marie Højgaard Andersen, Martin Hempel Barkholt, Nicolaj Kopernikus, Lærke Winther, Casper Crump, Alex Høgh Andersen, Sarah-Sofie Boussnina, Camilla Bendix, Sigrid Husjord, Benedikte Hansen, Kasper Leisner, Lise Baastrup, Brian Lykke, Carsten Knudsen, Beate Bille, Troels Malling, Lars Lohmann m.fl.



25 ÅR MED TV 2'S JULEKALENDERE - SAMLET OVERSIGT

30. november: Juleønsket (2015)
1. december: Jul i den gamle trædemølle (1990, genuds. 1996)
2. december: Trolderik og nisserne (1990)
3. december: Trolderiks Julekalender (1991)
4. december: The Julekalender (1991, genuds. 1994, 2001, 2008, 2010-2013)
5. december: Trolderiks Posthule (1992)
6. december: Skibet i Skilteskoven (1992)
7. december: Jul i Juleland (1993)
8. december: Andersens julehemmelighed (1993, genuds. 1998)
9. december: Alletiders Jul (1994, genuds. 2004)
10. december: Alletiders Nisse (1995, genuds. 2006)
11. december: Juletestamentet (1995, genuds. 1999)
12. december: Krummernes jul (1996, genuds. 2001)
13. december: Alletiders Julemand (1997, genuds. 2007, 2014)
14. december: Gufol Mysteriet (genuds. 2004 som ”Station 7-9-13”)
15. december: Brødrene Mortensens Jul (1998, genuds. 2002)
16. december: Olsen-Bandens første kup (1999)
17. december: Pyrus i Alletiders Eventyr (2000, genuds. 2010)
18. december: CWC/Canal Wild Card (2001)
19. december: Jesus og Josefine (genuds. 2009)
20. december: CWC World (2003)
21. december: Jul i Valhal (2005, genuds. 2012)
22. december: Mikkel og Guldkortet (2008)
23. december: Ludvig & Julemanden (2011)
24. december: Tvillingerne og Julemanden (2013)

onsdag den 23. december 2015

25 år med TV 2's julekalendere: "Ludvig & Julemanden" (2011)

TV 2's julekalendere kan i år fejre 25-års jubilæum. Fra 30. november til 24. december går Bries Blog-O-Rama bag om samtlige af de egenproducerede tv-julekalendere, som TV 2 har sendt på hovedkanalen fra 1990 til 2015.

> I GÅR: "Mikkel og Guldkortet" (familiejulekalender, 2008)

Camilla Bendix og Lars Hjortshøj i "Ludvig & Julemanden" (2011) | Foto: TV 2

Den dovne og julemand Nicholas (Lars Hjortshøj) flygter fra sin stressede hverdag i Grønland. Han parkerer kanen ved Børglum Kloster i Nordjylland, hvor han boede som barn, og hvor han nu holder lav profil for at undgå sin strikse kone, Julie (Camilla Bendix).

I 2001 flytter den 11-årige dreng Ludvig Glad (Thomas Norgreen Nielsen) midlertidigt ind på klostret med sin lillebror Rasmus (Lau Kierkensgaard), storesøster Rebekka (Marta Holm) og deres forældre Niels (Alexandre Villaume) og Kirsten (Anne Sofie Espersen). Den kosmopolitiske familie har arvet klostret efter en afdød onkel, og her skal de bo, indtil de endnu en gang rykker videre til udlandet på grund af faderens arbejde som topchef i et legetøjsfirma.

Faderen fortæller Ludvig om en gammel skat, der skulle være gemt på klostret. Historien inspirerer Ludvig til at gå på skattejagt i håb om, at hans familie ikke behøver at sælge klostret, men kan få råd til at blive boende i Danmark permanent. Da Ludvig møder Nicholas og bliver hans ven, hjælper julemanden ham med at finde skatten – den sagnomspundne Marias Krone.

"Ludvig & Julemanden" (2011) | Foto: Per Arnesen/TV 2

Klostret huser også fire spøgelser, anført af Stygge Krumpen (Andreas Bo), der var den sidste katolske biskop på Børglum i 1500-tallet. Han agter at bruge den hemmelige skat til at blive levende igen og generobre sin tidligere magt.

Legenden om Stygge Krumpen er ikke opfundet til julekalenderen, men er en del af fortælleuniverset omkring det angiveligt hjemsøgte kloster i Vendsyssel. Stygge Krumpen mistede sin magt som biskop ved reformationen i 1536. Herefter inddrog kronen klostret og forlenede det til adelsmænd og gejstlige. Biskoppen røg i fængsel og blev i eftertiden berygtet for sin griskhed. Holdet bag ”Ludvig og Julemanden” researchede Stygge Krumpens historie, men forholdt sig ellers frit til den.

"Udover Stygge Krumpens genfærd har vi et næsten Twilight-agtigt trekantsdrama mellem Ludvigs søster, Rebekka, hendes klassekammerat, Thoas, og den unge ridder Maximillian, der også er et genfærd,” røbede seriens producer, Morten Rasmussen, til Jyllands-Posten 26.08.2011.

Her understregede produceren også, at julekalenderen ikke var nogen historietime:
”Der kommer ikke så meget faktuel viden om Stygge Krumpen og reformationen, men det gør bestemt ikke noget, hvis den kan skærpe folks nysgerrighed til selv at sætte sig ind i Danmarks fortid," udtalte han.

Optagelserne til julekalenderen stod på fra februar til juli 2011. Locationoptagelserne foregik omkring det knap 1000 år gamle Børglum Kloster, der ligger mellem Løkken og Vrå og har været i familien Rottbølls eje siden 1835. Det århusianske produktionsselskab Deluca Film nåede at få alle udendørs optagelser i kassen, inden der kom forårsblade på træerne.

"Ludvig & Julemanden" (2011) | Foto: TV 2

1.373.000 danskere så det indledende afsnit af ”Ludvig & Julemanden” 1. december 2011. I gennemsnit lå julekalenderens daglige seertal gennem måneden på 1.145.000 seere.

”Med årets julekalender er der næppe tvivl om, at TV2 har fundet guld allerede i første låge,” skrev Berlingske Tidendes Jakob Steen Olsen 2.12.2011. Han opremsede ingredienserne i det ”harmløse”, men ”heldige julebryg”:

”Lidt gemytlig familiestemning i køkkenet, lidt børnehelte ude på egen hånd. Lidt nisseskæg: Selveste Julemanden dukker op - sødt og fjollet spillet af Lars Hjørtshøj. Lidt maskeret historietime og mild uhygge i form af det fæle spøgelse Stygge Krumpen […] Lidt kærlighedsforvklinger til teenagerne, når storesøster møder den lokale Don Juan henne i folkeskolen.”

En lokal anmelder, Max Melgaard fra Nordjyske Tidende, kunne ikke lade være med at føle sig hensat til en turistvideo.
”Der er rigtigt mange billeder i serien, som er ren reklame for landsdelen. Det er billeder, som diverse sponsorer har betalt for. Og det fylder for meget. Selv om der jo er pænt her i Nordjylland,” skrev han 05.12.2011.

TV 2's næste, nyproducerede julekalender, ”Tvillingerne og Julemanden” fra 2013, var en fortsættelse af ”Ludvig & Julemanden”.

I 2015 fik spillefilmen ”Emma og Julemanden” biografpremiere, igen med Lars Hjortshøj som julemanden Nicholas.

"Ludvig & Julemanden" (2011) | Foto: TV 2

Bonusinfo:

De mange spøgelsesscener afspejlede sig i produktionsbudgettet, der var det hidtil største for en familiejulekalender på TV 2: 25 mio. kroner. Det københavnske visual effects-firma Ghost lagde effekter på 100 minutter (ca. 150.000 enkeltbilleder) af ”Ludvig & Julemanden”.

”Hvert eneste billede af de 100 minutter, hvor spøgelserne optræder, får bagefter lagt en 'maske' med special effects, der får dem til at lyse og giver et overnaturligt skær,” forklarede Morten Rasmussen i B.T. 11.12.2011.

Filmholdet måtte flere gange indkøbe nye partier af spøgelsessminken i Tyskland. 150 sprayflasker og i alt tre liter airbrushfarve blev brugt for at give skuespillernes tøj og hår det rette grønne skær.

Søren Frellesen og Tilde Harkamp deltes om at instruere ”Ludvig & Julemanden”: Frellesen tog sig af de første 12 afsnit, mens Harkamp instruerede den anden halvdel.

Titelsangen til ”Ludvig & Julemanden”, var sunget af Søs Fenger og komponeret af Frederik Thaae fra gruppen A Kid Hereafter.

Ludvig & Julemanden (TV 2 2011)
Sendetidspunkt: 20.00
Produktionsselskab: Deluca Film.
Instruktion: Søren Frellesen, Tilde Harkamp.
Producent: Morten Rasmussen.
Hovedforfatter: Philip LaZebnik
Med Thomas Norgreen Nielsen, Lars Hjortshøj, Camilla Bendix, Andreas Bo, Alexandre Villaume, Ann Sofie Espersen, Marta Holm, Lau Kierkensgaard, Tina Gylling Mortensen, Andreas Jessen, Julie Zangenberg, Adam Sønderby, Martine Salling, Emma Holst, Thomas Ernst, Hans Holtegaard m.fl.

> I MORGEN: "Tvillingerne og Julemanden" (familiejulekalender, 2013)

tirsdag den 22. december 2015

25 år med TV 2's julekalendere: "Mikkel og Guldkortet" (2008)

TV 2's julekalendere kan i år fejre 25-års jubilæum. Fra 30. november til 24. december går Bries Blog-O-Rama bag om samtlige af de egenproducerede tv-julekalendere, som TV 2 har sendt på hovedkanalen fra 1990 til 2015.

> I GÅR: "Jul i Valhal" (familiejulekalender, 2005)
Drengen Mikkels forældre har gjort et lovlig optimistisk huskøb og sidder nu økonomisk hårdt i det. Familiens årlige julegavefest er derfor sat på standby til fordel for smalhals og nøjsomhed.

”Det lyder måske en anelse seriøst, at årets familiejulekalender handler om penge, men jeg kan godt love, at der ikke er meget "Finansmagasinet" over "Mikkel og Guldkortet",” forsikrede TV 2's programchef Keld Reinicke ved julekalenderens pressemøde, som i tråd med emnet blev afholdt på Børsen i København.

Hovedpersonen, 11-årige Mikkel (Marco Ilsø), er selvfølgelig ikke tilfreds ved udsigten til sparegaver. Et tilfældigt møde med nissen Nis Goddreng (Martin Buch) resulterer i, at Mikkel redder Goddrengs liv. Dette forpligter Goddreng til at opfylde Mikkels højeste ønske: At have råd til at købe alt i verden.

Goddreng udstyrer Mikkel med et magisk, gyldent hævekort, der giver fri adgang til nisseverdenens guldreserver. Men ubegrænset finansiel magt viser sig at være en farlig størrelse – også i hænderne på en 11-årig knægt.

Marco Ilsø i "Mikkel & Guldkortet" (2008) | Foto: Per Arnesen/TV 2

Julekalenderens senere afsnit tegner et temmelig grumt billede af et dystopisk, fascistisk Danmark med drive-by shootings og ild i gaderne. I disse sekvenser lænede seriens instruktør, Christian E. Christiansen, sig op ad Robert Zemeckis' spillefilm ”Tilbage til fremtiden del II” fra 1989, hvor hovedpersonen oplever en alternativ mareridtsversion af sin egen nutid.

> Læs mere om filmtrilogien ”Tilbage til fremtiden” (oktober 2015)

Bag ”Mikkel og Guldkortet” stod forfatterteamet Nikolaj Scherfig og Bo hr. Hansen, der også skrev julekalendersuccesen ”Jesus & Josefine” for TV 2 i 2003.

”Historien er bygget op omkring den drøm, der handler om at købe alt, hvad der står på ens ønskeseddel,” sagde Nikolaj Scherfig til Dagbladenes Bureau 27.11.2008. Han turde godt afsløre, at det selvfølgelig ikke er lykken at kunne købe hele verden.

”Vores morale er meget banal: "Penge er ikke alt". Og det skal man også lære at se i sin tilværelse.”
- Nikolaj Scherfig om "Mikkel og Guldkortet" (2008)

Under arbejdet med ”Mikkel og Guldkortet” havde Nikolaj Scherfig og Bo hr. Hansen været opmærksomme på ikke at vifte for demonstrativt med den politisk korrektheds formanende pegefinger:
”Der er mange forskellige toner og holdninger til penge og materialisme. Vi synes, det er sjovere at lade tilværelsens mangfoldighed kæmpe mod hinanden”.

"Mikkel og Guldkortet" (2008) | Foto: TV 2

I maj 2007 begyndte Zentropa optagelserne til ”Mikkel og Guldkortet”, som var skemalagt til udsendelse i december 2007. Men projektet kørte af sporet, da en af seriens unge, mandlige birolleskuespillere i september 2007 blev idømt seks måneders fængsel for en sædelighedsforbrydelse.

Medieopmærksomheden omkring den kontroversielle sag fik TV 2 til at udskyde premieren på ”Mikkel og Guldkortet” i et år.
”Julekalenderen er et familieprogram, hvor de medvirkende bliver rollemodeller for mange børn, og det kan vi simpelthen ikke stå inde for,” udtalte Keld Reinicke til B.T. 12.9.2007.

TV 2-ledelsen forlangte, at den dømte skuespiller blev skiftet ud, og seriens instruktør Christian E. Christiansen måtte under protest genindspille de berørte scener. Beslutningen medførte desuden, at 350.000 trykte lågekalendere måtte sendes til forbrænding, og en Pyrus-genudsendelse (”Alletiders julemand” fra 1997) blev hastigt kørt i stilling.

En positiv følgevirkning af forsinkelsen blev, at handlingen i ”Mikkel og Guldkortet” kom til at tage sig næsten profetisk ud, da julekalenderen endelig fik premiere i 2008 – et år og en global finanskrise senere.

TV 2's lågekalender 2008 - kilde: www.u-landskalenderdr.dk

”Mikkel og Guldkortet er fjernsyn til tiden”, noterede Politikens tv-anmelder Henrik Palle sig:

”Seriens hudfletning af markedsøkonomiens basale principper lægger sig fint i tråd med den kapitalismekritik, man nu hører fra politiske analytikere i såvel ind- som udland. Dertil kommer, at kalenderens skildring af moderne familieliv i et rækkehus faktisk er ganske fin og ikke lige så blankpoleret klæg eller firkantet socialrealistisk, som man kunne befrygte fra en sådan fiktion.”

Henrik Palle skrev endvidere: ”Figurerne er tegnet – og spilles – med både negative og positive sider, hvorfor de ikke fremstår som rene papfigurer. Og skuespillerne, såvel de voksne som de yngre, yder glimrende indsatser i Christian E. Christensens kyndige personinstruktion.”

1.538.000 danskere så premiereafsnittet af ”Mikkel og Guldkortet” 1. december 2008. Julekalenderens gennemsnitlige seertal landede på en lille million.

Bonusinfo:

Reggaeproduceren Pharfar indspillede ti sange til ”Mikkel og Guldkortet”, som udkom på cd. Samtidig med tv-premieren på ”Mikkel og Guldkortet” i 2008 udsendte Universal en dvd med musikvideoer til otte af seriens sange (med tilhørende karaokeversioner). Selve julekalenderserien udkom året efter på tredobbelt dvd.

De karakteristiske huer med flapører, som nisserne Goddreng, Høvlebænk (Peder Pedersen) og Gammelbo (Jonas Schmidt) bar i serien, blev også produceret som merchandise i forbindelse med premieren på ”Mikkel og Guldkortet” i 2008.

Nikolaj Scherfig og Bo hr. Hansen skrev ledsagebogen ”Goddreng og nisseguldet” til 6-10-årige læsere. Mikkels 16-årige storesøster, Louise (Mette Gregersen), var hovedpersonen i bogen ”Louises dagbog”, som Rikke Dyrhave Nissen skrev til målgruppen større piger.

Som sædvanlig modtog TV 2 en række klager fra småbørnsforældre, der mente, at julekalenderens sendetidspunkt kl. 20.00 gjorde de yngste seere ”ukoncentrerede og pylrede”. »Vi vil jo gerne have høje seertal, og det har vi altså klokken 20,” svarede TV 2's programplanlægningschef Susanne Duelund gennem metroXpress og indskærpede, at det var forældrenes ansvar at få børnene i seng i ordentlig tid.

Mikkel og Guldkortet (TV 2 2008)
Sendetidspunkt: 20.00
Produktionsselskab: Zentropa.
Instruktion: Christian E. Christiansen.
Producere: Meta Louise Foldager, Louise Vesth, Peter Engel.
Manuskript: Nikolaj Scherfig, Bo hr. Hansen.
Musik: Pharfar (Søren Schou).
Med Marco Ilsø, Paprika Steen, Michael Carøe, Mette Gregersen, Carla Fjelsted Rasmussen, Martin Buch, Peder Thomas Pedersen, Jonas Schmidt, Jakob Fals Nygaard, Erdinc Ajredinovski, Robert Hansen, Jacob Weble, Jan Linnebjerg, Puk Scharbau, Søs Egelind, Iben Dorner, Anders Hove, Jens Andersen m.fl.

> I MORGEN: ”Ludvig & Julemanden” (familiejulekalender, 2011)

mandag den 21. december 2015

25 år med TV 2's julekalendere: "Jul i Valhal" (2005)

TV 2's julekalendere kan i år fejre 25-års jubilæum. Fra 30. november til 24. december går Bries Blog-O-Rama bag om samtlige af de egenproducerede tv-julekalendere, som TV 2 har sendt på hovedkanalen fra 1990 til 2015.

> I GÅR: "CWC World" (voksenjulekalender, 2003)

Efter ”Jesus & Josefine” (2003) fik succes med at inddrage kristendommen i julekalenderens univers, tog TV 2 skridtet endnu længere tilbage i historien. ”Jul i Valhal” fra 2005 blev den første danske tv-julekalender, der til dels foregår før Jesu fødsel.

”Vi fejrede jo solhverv, solens komme, før kristendommen kom til Danmark. Så da den skulle indføres, var det nemt at placere Jesus' fødselsdag, hvor der i forvejen var en fest,” forklarede producer Rasmus Thorsen fra Cosmo Film til Berlingske Tidende 24.11.2005.

Lukas S. Thorsteinsson og Henrik Noel Olesen i "Jul i Valhal" (2005) | Foto: Cosmo Film

”Jul i Valhal” tager udgangspunkt i, hvad det sker, hvis lyset et år ikke vender tilbage efter vinteren. En af asatroens gamle myter fortæller, at en lang, mørk og grum vinter, Fimbulvinteren, ville føre til Ragnarok – verdens undergang. Med afsæt i denne myte udviklede Rasmus Thorsen og en skrivetrust på fire forfattere, Stefan Jaworski, Ina Bruhn, Flemming Klem og Ida Maria Rydén, historien om de nutidige menneskebørn Sofie og Jonas, der møder asernes rænkefulde halvgud Loke (Martin Brygmann) under et af hans besøg blandt menneskene.

Loke narrer børnene til at løsne hans lænker, hvilket starter nedtællingen til Ragnarok. Sofie og Jonas må drage til Valhal, Odins borg, for at vende udviklingen tilbage mod lyset og godheden.

”Det var en fest at formidle de gamle myter og historier om guderne og få dem flettet ind. Vi havde et helt specifikt mytologisk univers, som vi kunne gå på opdagelse i og have det sjovt med,” siger Ina Bruhn, en af de fire episodeforfattere, til Bries Blog-O-Rama. Hun nød det historisk formidlende aspekt, også selv om flere seere brokkede sig over detaljerne i julekalenderens frie omgang med myterne.

"Jul i Valhal" (2005) | Foto: Cosmo Film

En af kritikerne var romanforfatteren Lars Henrik Olsen, der ikke brød sig om, at guderne i ”Jul i Valhal” blev udstyret med karaktertræk, der lå fjernt fra den oprindelige mytologi. Lars Henrik Olsen havde selv skrevet en række bøger om drengen Erik Menneskesøn, der rejser til Valhal for athjælpe guderne med at forhindre Ragnarok.

”En anden skrev et meget forarget læserbrev, fordi vores Freja (Helle Fagralid) var mørkhåret. Okay, hvor står det henne, hun er lyshåret?” siger Ina Bruhn til Bries Blog-O-Rama.

”Vi lavede guderne lidt sjove og tegneserieagtige, ligesom Peter Madsen har gjort i sin klassiske ”Valhalla”-tegneserie (1979-2009). Hans billeder af aserne er dem, folk i dag kender og tænker på. Sådan en som Hel (Lotte Andersen), som er en lidt mærkelig mytologisk figur, kunne vi lave til den sjove, sure tante”.

Ina Bruhns egen favoritfigur i ”Jul i Valhal” var Bifrost-broens vogter Heimdal, spillet med roterende håndled af Peter Frödin:
”Det faldt også nogle for brystet, at vi gjorde Heimdal en lille smule bøsset og kvindagtig og skræmt. Til gengæld blev han også utrolig sjov.”

Laura Østergaard Buhl og Lukas S. Thorsteinsson i "Jul i Valhal" (2005) | Foto: Cosmo Film

”Jul i Valhal” trak i gennemsnit 1,2 mio. seere til hvert afsnit, hvilket gjorde den til TV 2's mest sete julekalender siden ”Brødrene Mortensens Jul” (1998). Ikke alle dagbladenes anmeldere delte seernes begejstring i denne omgang:

”En skuffende omgang sødsuppe,” lød Jens Andersens dom i Berlingske Tidende 02.12.2005. Han fortsatte: ”Som TV-fortælling virker ”Jul i Valhal” fra første afsnit lige så patetisk og skematisk forudsigelig som ”Nøddebo Præstegård” … alt, alt for pænt og en smule kedeligt. Næsten som en sløv time i nordisk mytologi.”

Berlingskes anmelder havde dog ros til de unge hovedpersoner:
”Teenagerne Sofie og Jonas spilles fint af Laura Ø. Buhl og Lukas S. Thorsteinsson, som i modsætning til deres voksne medspillere virker herligt frigjorte og naturlige i deres fremtoning. ”

TV 2 genudsendte ”Jul i Valhal” i 2012.

TV 2's lågekalender 2005 - kilde: www.u-landskalenderdr.dk
Bonusinfo:

Cosmo Film efterfulgte også eksemplet ”Jesus & Josefine”, da de udsendte en spin-off med figurerne fra ”Jul i Valhal” som biograffilm i 2007. Filmen, ”Guldhornene”, var ligesom serien instrueret af Martin Schmidt. Ina Bruhn var igen med på forfatterholdet. Hun fortæller til Bries Blog-O-Rama:

”Til filmen ville vi finde på noget helt andet end at rende rundt oppe i Valhal. Så vi vendte den om og bragte guderne ned i vores verden i en klassisk ”fish out of water”-komedie, som når Crocodile Dundee render rundt i New York og ikke kan finde ud af at begå sig dér. Bortset fra Loke, der kunne bevæge sig mellem de to verdener, var der jo ikke nogen guder nede i vores verden i julekalenderen. Samtidig havde vi en ambition om at lave en kupfilm for børn. Hvad sker der, når man slipper de nordiske guder løs på et museum om natten for at stjæle guldhornene?"

”Guldhornene” blev set af 254.604 danskere i biograferne.

Nationalmuseet i København fremviste kostumer, modeller og dekorationer fra ”Jul i Valhal” i december 2005.

Hunden Snifer, som i hvert afsnit af ”Jul i Valhal” griber den godbid, som syvårige Emma (Clara Maria Bahamondes) kaster til ham, blev spillet af Louis, som var ejet af en medarbejder på Cosmo Film.

Martin Brygmann komponerede en række popsange til julekalenderens soundtrack, ligesom han havde gjort til ”Jesus & Josefine”. Også denne gang indgik sangene som selvstændige musikvideoer i ”Jul i Valhal”. I videoen til ”Lokes rapsodi” optræder en punkparyk fra Søren Faulis kultdyrkede tv-film ”De skrigende halse” (1993).

De to børneskuespillere i hovedrollerne synger ikke selv sangen om venskab. Stemmerne på lydsporet tilhører Alberte Windings søn og komponisten Martin Brygmanns datter. Desuden indsang Mark Linn vokalerne til ”Lysets vej”, som skuespilleren Cyron Melville mimer til i rollen som Balder.

Da ”Jul i Valhal” blev vist første gang i 2005, kunne seerne "blive klogere på runer" ved at løse en runerebus på netsiden jul.tv2.dk. ”Kort opsummeret så er rækkefølgen forkert, de fleste tegn forkerte, og et par af de rigtige tegn brugt forkert”, lød kritikken fra Mads Peder Nordbo, forfatter til bestselleren "Odins labyrint", i Fyens Stiftstidende 20.12.2012. Ifølge ham var kun 5 af de 23 runer på TV 2's hjemmeside korrekte.

TV 2's lågekalender 2012 - kilde: www.u-landskalenderdr.dk

Jul i Valhal (TV 2 2005, genuds. 2012)
Sendetidspunkt: 20.00
Produktionsselskab: Cosmo Film.
Instruktion: Martin Schmidt
Producer: Rasmus Thorsen.
Musik: Lars Daniel Terkelsen; sange: Martin Brygmann.
Manuskript: Stefan Jaworski, Ina Bruhn, Flemming Klem og Ida Maria Rydén efter idé af Lene Kaaberbøl, Merlin P. Mann og Mette Finderup.
Med Laura Østergaard Buhl, Lukas Schwarz Thorsteinsson, Ann Eleonora Jørgensen, Troels Lyby, Vigga Bro, Clara Maria Bahamondes, Martin Brygmann, Peter Frödin, Søren Spanning, Henrik Noël Olesen, Helle Fagralid, Bjørn Fjæstad, Lene Maria Christensen, Morten Eisner, Bodil Jørgensen, Lotte Andersen, Cyron Melville, Morten Suurballe, Kurt Ravn m.fl.