I nat døde Albert Uderzo, 92 år gammel. For at hylde den franske tegner og medskaber af Asterix, min favorit blandt de klassiske fransk-belgiske albumtegneserier, bringer jeg her det kapitel om Asterix-serien, som jeg skrev til "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - den store troldspejlsbog" i 2010.
OBS: DR Ramasjang viser tegnefilmen "Asterix indta'r Rom" fra 1976 i morgen onsdag den 25. marts klokken 8.30. Filmen kan efterfølgende ses online på dr.dk/ramasjang.
Forlaget Cobolt er pt. i gang med at genudgive alle Asterix-historierne i luksussamlebind med nyt ekstramateriale: cobolt.dk
Kalenderen viser år 50 før Kristi fødsel. Hele Gallien, det nuværende Frankrig og Belgien, er besat af romerne – altså italienerne, dem fra Rom – under Julius Cæsars kejserlige befaling. ”Men hersker der virkelig ro og nyordning overalt?”.
Sådan lød det retoriske spørgsmål, der med vanemæssig tryghed bød læseren velkommen på første side af ethvert nyt Asterix-album.
Og svaret lød i kor: Selvfølgelig gør der ikke det! Alle, der har læst Goscinny og Uderzos forrygende tegneserie vil vide, at der i det nordlige Bretagne, helt oppe ved Den Engelske Kanal, ligger en ukuelig lille landsby, som stædigt nægter at acceptere ”den historiske nødvendighed”.
Inde bag byens palisade bor en klynge uimponerede gallere i deres stråtækte stenhuse. Og de vil bare gerne have lov til at leve deres rustikke liv i fred og mag. Gå på vildsvinejagt i de omliggende skove. Kværulere over hørmen fra fiskehandlerens bod. Drikke, feste, slås og synge.
Men når nu Julle (som gallerne ynder at titulere Romerrigets leder) bliver ved med at pudse sine tropper på beboerne i den idylliske kystby, har de intet andet valg end at slå (dem) tilbage. Og det gør de så, endda med udelt succes og fornøjelse. For lokalpatriotisme afgør ikke modstandskampen alene.
I sin gyldne sejdkedel brygger druiden Miraculix den magiske drik, som sætter turbo på gallernes muskelkraft. Et rask slagsmål om dagen holder imperiet fra døren, og når et enkelt velrettet dask kan sende en legionær gennem skyerne, så fuglene skræpper forundret over den fremmede gæst, er de stakkels ydmygede romersoldater kun alt for vidende om, at deres mission for Cæsar er til grin.
Intrigen mellem gallerne og den såkaldte overmagt varieres kløgtigt fra album til album, som når Gøg og Gokke bygger hus, eller Tom sætter efter Jerry. Vi ved, hvad der skal ske – men glæder os til at opleve, hvordan det sker. Og forfatteren René Goscinnys evne til at bygge en situation op var helt eminent.
Han sørgede for en skummende strøm af tilbagevendende gags, som både boblede op på de mest indlysende steder, og hvor man mindst ventede det. Samtidig forviklede han plottet mere og mere for hver side, indtil alt forløstes i et lystigt brag af et bråvallaslag. Den rituelle uddeling af øretæver genoprettede tingenes (s)tilstand og sendte en utvetydig melding til magtens centrum i Rom: Den lille mand overgiver sig aldrig!
I DAG: Historien om Disneys Juleshow – og mysteriet om de forsvundne stemmer
OPDATERET DECEMBER 2024 Indholdet eller dele heraf må kun gengives med tydelig kildeangivelse
I Walt Disneys juleunivers sner det ustandselig, for det hører julen til. Fårekyllinger bærer høj hat, prinsesser går til bal, og Kong Frost tropper altid rettidigt op den 24. december. Det er eventyrlogik i sin mest renfærdige inkarnation. Ikke som i virkeligheden, hvor sneens vældige monark kun undtagelsesvis holder orden i kalenderen omkring højtiderne.
På andre områder synes logikken i Disneys årlige kavalkade mindre bæredygtig, og begynder man først at skøjte rundt i detaljerne, ender man hurtigt derude, hvor isen slår sprækker. Hvordan kan et skib bygget af sne bryde i brand? Burde jordegern ikke ligge i hi om vinteren? Hvorfor er der kun én julefilm i juleshowet? Og hvad spiser ænder egentlig juleaften?
Fingrene væk fra juleshowet
I dag, den 24. december 2010 kl. 16.00, toner ”Disneys Juleshow” frem på danske tv-skærme for 41. gang. Formen er ikke ændret nævneværdigt siden 1977, hvor programmet fik tildelt danske stemmer. Ikke fordi det har skortet på opfordringer fra Disneys hovedkontor i USA. Tværtimod forsøger de jævnligt at overtale programmets DR-redaktør, Jakob Stegelmann, til at prøve et af de nye shows.
Buketten af gamle klip og klassiske kortfilm i ”Fra alle os til alle jer”, som programmet også kaldes, bliver løbende omarrangeret af Disneys folk. Det mærker vi bare ikke meget til i Danmark, som er et af de få lande – sammen med bl.a. Norge og Sverige – der nægter at give plads til nytænkningen. De hovne amerikanersnuder skal ikke komme her og pille ved vor gamle juleshow!
”På et tidspunkt foreslog de, at indslaget med Bambi på isen skulle erstattes af et klip, hvor Bambi bliver forelsket. Det føltes bare forkert,” beretter Jakob Stegelmann, der på DR’s og seernes vegne gør alt, hvad han kan for at holde fast i traditionen.
Alligevel har et par kosmetiske ændringer fundet vej til juleshowet, lusket ind ad bagdøren i ly af decembernatten. Småting, jovist. Men ikke desto mindre må vakse seere have bemærket, at der en overgang var noget riv-rav-ruskende galt med Pinocchios stemme.
Thomas O’Malley er der heller ikke længere det samme spræl i, og hvad skete der med baggårdshundenes charmerende halvtredser-dansk i klippet fra ”Lady og Vagabonden”?
(dansk version, 1955)
(dansk version, 1997)
Lydspor i sneen Kirsten Saabye er kreativ direktør i Disneys danske filial, og hun har en forklaring på rede hånd. Indgrebene skyldes hverken politisk korrekthed eller mangel på respekt over for Buster Larsen og Ghita Nørbys præstationer som det elskovssyge hundepar.
”Lydsporene på de gamle 35 mm-kopier af ”Lady og Vagabonden” var så beskadigede, at vi ikke længere kunne være dem bekendt, da filmen skulle udsendes på dvd i 1997. Så vi måtte bekoste en helt ny dansk version. Det er med blødende hjerte, vi gør den slags, men det var nødvendigt,” bedyrer Saabye.
Tidligere modtog ”Aristocats” samme behandling, selv om den kun er 40 år gammel, og ”Snehvide” fik nye stemmer til repremieren i 1982. At Daimis elskede indtaling af ”Pinocchio” pludselig skulle skæres væk, skyldtes derimod koncernens høje herrer i Californien. De var bestemt ikke fornøjede over at høre en kvindelig stemme komme ud af munden på en dreng. ”Det er noget rod”, formanede amerikanerne, ”og det skal laves om”. Derfor har dukkebarnets stemmebånd siden 1995 tilhørt en 9-årig skoleknægt (Alexander Glæsel). Som Kirsten Saabye selv erkender: Den ændring var ikke så populær.
Inden oprørte sprogrøgtere og animationsfans stormer Disneys hovedkvarter og kræver tiden skruet tilbage, bør det rettelig nævnes, at der også var en Pinocchio før Daimi. Ved filmens danske premiere var det Ingeborg Brams, en af datidens mest feterede teaterskuespillerinder, der som 25-årig lagde ord i dukkens mund. Den version er for længst død og borte. Samme skæbne overgik den oprindelige ”Snehvide” med stjerner som Clara Pontoppidan og Sigurd Langberg på lydsiden.
”Det er jo et stykke dansk kulturhistorie, der går tabt,” beklager Jakob Stegelmann, der personligt har det svært med al den opdatering. Derfor har han også gennemtvunget, at flere af klippene i juleshowet har fået deres velkendte stemmer tilbage, og han giver heller ikke meget for Disneys officielle forklaring.
”Man kan sagtens restaurere de lydspor, hvis man vil. Det er synd, at Disney i Danmark ikke har gjort mere for at prøve,” siger Stegelmann og påpeger:
”I USA går de jo ikke ind og laver nye stemmer til de gamle film.”
Den falske fårekylling
Endnu kan vi stadig nyde Ove Sprogøes legendariske præstation fra 1977 som showets værtsfigur, den velekviperede græshoppe Jesper Fårekylling (med croonerrøst af Bjørn Tidmand). Men eftersom Sprogøe ikke længere er blandt os, vil Disney være nødt til til at ændre på stemmen, hvis der på et tidspunkt kommer nye indslag med Jesper i programmet.
Med videoudgivelsen ”Jesper Fårekyllings Jul” (2000) kan eventuelle nysgerrige få indsigt i, hvordan et alternativt juleshow er skruet sammen, og hvordan Jesper måske kommer til at lyde i fremtiden. Programmet er baseret på det amerikanske ”From All of Us to All of You” fra 1986 og består af lige dele nye og velkendte klip fra bl.a. ”Fantasia”. Som en kuriositet indeholder kavalkaden også Anders And-filmen ”Toy Tinkers”, der engang var med i DR’s juleshow, indtil Disney-selskabet besluttede, at den var for aggressiv!
Anders Ands uforståelige snadren er blevet oversat til dansk (eller hvad man nu skal kalde det) i videoversionen, men sværest er det dog at acceptere Jesper Fårekyllings nye stemme, sanktioneret af Disney i USA. Uanset hvor meget John Martinus end prøver at ramme Sprogøes tone, bliver resultatet en besynderlig simili-oplevelse – som når man roder efter mandlen i sin risengrød og finder en hasselnød.
And hører julen til Så der er intet at sige til DR’s berøringsangst. ”If it ain’t broke, don’t fix it”, og slet ikke, når det gennemsnitlige publikum tæller i omegnen af 700.000 seere.
Gallups TV-Meter-statistik afslører også, at programmets mest trofaste tilhængere skal findes blandt de danskere, som har fulgt Jesper Fårekylling i mange år. Hele to tredjedele af seerne til ”Disneys Juleshow” er kommet over konfirmationsalderen, og hvem ved? Måske er det endda de selv samme voksne, der piber ned i licensforvaltningens telefonrør, når deres fjernsyn nægter at vise andet end genudsendelser i sommermånederne.
I Norge, hvor programmet er lige så populært som herhjemme, måtte NRK i 2002 lade deres version udgå på grund af en kontraktmæssig tvist med Disney. Reaktionen lod ikke vente på sig; et af de mindre saglige indlæg i en internetdebat lød kort og godt: ”Svin!”. Hos naboerne mod øst talte man om ”et symbolsk angreb på højtiden”, da en nyindsat programchef på svensk tv betvivlede rimeligheden i at betale så mange penge for den samme reprise hver jul.
Svenskernes kærlighed til deres efterhånden 50-årige tradition brænder så klart, at juleshowet fra 1997 længe tronede ubesejret på hitlistens top som det mest sete tv-program i Sverige nogensinde (4,3 millioner seere, eller halvdelen af landets befolkning). Ænder hører julen til – sådan er det bare. De er sjove at se på og dufter godt i ovnen. Og nu vi er ved tanken: Hvad spiser ænder egentlig til jul?
”Man vil selvfølgelig gerne sige, at de spiser flæskesteg,” funderer Jakob Stegelmann, der samtidig må acceptere, at alle tegn peger i retning af en tanke, som de færreste vil bryde sig om at følge til dørs. Anders And og nevøerne spiser kalkun til Thanksgiving, som er en slags amerikansk fætter til Mortensaften. Kyllingesteg går de heller ikke af vejen for. Så mon ikke de rent faktisk sidder og stikker til deres egen familie omkring julebordet?
”Tjo,” medgiver Jakob Stegelmann.
”Det beviser enhver påstand om, at Anders And i virkeligheden er et menneske som du og jeg.”
Anders And og nevøerne i snekamp (Donald’s Snowfight, 1942)
Julekort fra nær og fjern:
Peter Pan (1953)
Bambi (1942)
Pinocchio (1940)
AristoCats (1970)
Askepot (Cinderella, 1950)
Snehvide og de syv dværge (Snow White and the Seven Dwarfs, 1937)
Lady og Vagabonden (Lady and the Tramp, 1955)
Overraskelsen (to aktuelle klip)
”Når du ser et stjerneskud” sunget af Bjørn Tidmand
(When You Wish Upon a Star – oprindelig fra ”Pinocchio”, 1940)
ANDRE TING DU (MÅSKE) IKKE VIDSTE om ”Disneys Juleshow”
Samlet af Brian Iskov - gengivelse kun tilladt efter aftale
* Juleshowet “From All of Us to All of You” så dagens lys onsdag 19. december 1958 på den amerikanske tv-station ABC.
* DR viste en tidlig udgave af juleshowet allerede den 27. december 1960. Det var dog først efter visningen den 23. december 1966 kl. 20, at traditionen med at genudsende programmet begyndte i Danmark. Juleshowet var oprindelig en udløber af programrækken ”Disneyland” og beholdt denne titel på dansk helt op til 1987.
* I 1969, 1973, 1974 og 1978 var der intet juleshow på dansk tv. En feberredning i DR’s indkøbsafdeling reddede husfreden i 1998, hvor Disneys distributør Buena Vista ellers havde skruet priserne op på et niveau, som DR fandt mere pebret end nødvendigt.
* Tidligere sejlede programmets sendetidspunkt frem og tilbage mellem den 23. og 26. december. Først i 1991 fandt DR en fast plads til showet på juleaftensdag.
* TV3 sendte et af de nye amerikanske juleshows i årene 1991-96.
* Showets instruktør var Disney-veteranen Jack Hannah. Julekortene er designet af John Hench, og titelsangen, "Fra alle os til alle jer" (From All of Us to All of You), blev skrevet specielt til programmet af Paul Smith (musik) og Gil George (amr. tekst).
* De danske stemmer til de emsige mus Tim og Bum fra ”Askepot” tilhører ingen ringere end Ove Sprogøe og Dirch Passer.
* "Fra alle os til alle jer" fik dansk tale i 1977, instrueret af Gert Fredholm, som kort forinden havde stået for nyindtalingen af Disneys "Pinocchio" med Daimi i titelrollen og Ove Sprogøe som Jesper Fårekylling – en rolle, skuespilleren gentog i juleshowet. I afsnit 5 af podcasten MED DANSK TALE kan man høre Fredholm fortælle om den danske dubbing af "Disneys Juleshow".
I DAG: Jakob Stegelmann om faldgruberne ved at være fanatisk nørd
"At være fan er ofte hårdt, for ens omverden har ofte svært ved at se, hvorfor man brænder for det, man brænder for. Og man kan forklare dem om og om igen, hvorfor Star Wars, Ringenes Herre eller Star Trek er så fantastisk. Men er man først bidt, er man som regel også trofast til det sidste. Desværre kan trofastheden gå for vidt – som det allerede er sket for mange af de fodboldfans, der i fuldt alvor slås med fans af andre klubber."
– Jakob Stegelmann i Troldspejlet, 2009
Som voksen nørd bør man passe på, at ens respekt for klassikerne ikke går hen og slører udsynet. For når skyklapperne – eller stormtrooper-hjelmen – sidder stramt til hovedet, risikerer man at snyde sig selv for en masse spændende oplevelser, påpeger Jakob Stegelmann.
”Man kan godt komme til at gro fast i nogle universer, fordi man har visse følelser for dem, som man måske aldrig kan få for nogle nye. Men elsker man Star Wars, betyder det ikke automatisk, at Bakugan eller Ben 10 ikke har noget at byde på. Eller at Jumbobøgerne er noget skidt, selv om Carl Barks jo er den fede Anders And-tegner. Det gamle er ikke nødvendigvis det bedste, og kommer der et nyt fantasyunivers, der påvirker den tiårige lige så stærkt, som Star Wars påvirkede én selv, har det muligvis samme kvaliteter.”
Desværre erfarer Troldspejlets vært, at mange entusiaster har svært ved at respektere andre passioner end netop deres egne kæpheste.
"Man ser tit, at nogle først bliver fan af én ting, og så bliver de fjende af noget andet. Hvor man i stedet burde lade tvivlen komme det andet til gode og kigge nærmere efter. For hvis nogen kan lide det, må der være noget om det."
"Dét, synes jeg, er vigtigere nu end nogensinde, for jeg oplever masser af nørder, som har besluttet sig for, hvad de er fan af, og så er det nærmest som en fodboldklub, de ikke kan forlade. Men det var ikke den holdning, der gjorde, at de blev fans. Det var fordi, de havde den tiårige drengs åbenhed. Og alle, der er blevet voksne med Troldspejlet, bør huske at holde øjnene åbne. Keep watching the skies!
Derfor bør det måske heller ikke undre, at Jakob i nedenstående klip fra sommeren 2010 udtrykker skuffelse over DR1's "Borgen". Der er alt for få kampscener, lyder det i Troldspejlets anmeldelse, hvor også styresystemet får kritik: Det er som om, at figurerne i handlingen slet ikke lystrer spillerens kommandoer ...
Men "Borgen" er selvfølgelig hverken et computerspil eller en middelalderlig saga, og indslaget har da heller aldrig været vist i Troldspejlet.
Historien bag den interne joke er såmænd, at Jakob Stegelmann gik med på at fingere en anmeldelse, da holdet bag "Borgen" fejrede deres færdiggørelse af seriens første sæson med en lukket fest. Klippet blev produceret til samme lejlighed og har ikke været set uden for DR-Byens mure – før i dag!
Jakob har tidligere begået et lignende gag, da han præsenterede traileren til Quizmonsterets (ikke-eksisterende) spillefilmsdebut og gav filmen en uvanlig hård medfart: "Quizmonstret er nok det tammeste og mest talentløse monster, der nogensinde har levet!"
Også dette fraklip er ment som en indforstået vits. I dette tilfælde er hilsenen møntet på den mand, der gemmer sig inde i Quizmonstret: Han hedder Andreas Nederland og er til daglig journalist på Troldspejlets redaktion!
I DAG: Jakob Stegelmann om at begå fejl – samt nyt om 2. oplag af bogen
Da Jakob Stegelmann gik i femte klasse på Krebs Skole i 1960'erne, var han med til at redigere skolebladet. Og det betød naturligvis, at det kedelige elevrådsstof blev rangeret ud på et sidespor. Troldspejlets vært fortæller:
"Jeg fyldte siderne med artikler om tegneserier, og mine tekster var så proppede med fejl, at det er helt utroligt. Blandt andet skrev jeg en lang artikel om Tintin, og fordi jeg elskede Tintin så højt, drømte jeg om, at "i Frankrig, hvor Tintin jo kommer fra" – hvilket også er forkert – "der kan man få over 50 Tintin-albums!"
Et af de 50 franske Tintin-albums ...?
"De oplysninger var jeg stensikker på, og der var heller ikke rigtig nogen, der kunne tjekke det. Men på en eller anden måde opsnappede Tintins danske forlag mit forbandede skoleblad og skrev til mig: 'Der er desværre kun 12', eller hvor mange der nu var på det tidspunkt,” husker Jakob Stegelmann.
Læs mere om Tintin i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet –
Den store Troldspejlsbog" fra Forlaget Carlsen
Heller ikke den stundende højtids bedste læsegave, "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den store Troldspejlsbog", kan helt undsige sig faktuelle flovsere. Især én brøler har vakt harme blandt de mest inkarnerede superheltekendere: nemlig at Alan Moore skulle være ophavsmanden til DC Comics' miniserie "Crisis on Infinite Earths" (1985).
Vi kan nu glæde de skarpsindige fejlfindere med, at denne lapsus er blevet rettet i bogens 2. oplag, som forventes at ramme butikkerne den 18. januar 2011. Et par af bogens indlagte misinformationer har vi dog valgt at lade stå for jagtens og underholdningens skyld ...
Ved samme lejlighed får farverne på omslaget en overhaling, hvormed førsteudgaven fremover vil være kendt som "dén med Røde Jakob". Om vi smølfer Troldspejlsværten Avatar-blå eller Hulk-grøn til forsiden på 2. oplag, må I vente til januar med at finde ud af!
I dag: Jakob Stegelmanns programudkast fra 1988 og hans dåb som tv-vært i 1989
Februar 1988 afleverede Jakob Stegelmann sit oprindelige programforslag til det DR-magasin, der fik premiere et år senere under navnet Troldspejlet. I mellemtiden havde titlen Mediemagasinet været på tale.
Jakobs dokument – udskrevet fra en Amstrad-computer – bærer dog en endnu tidligere arbejdstitel, der næppe var ment som et seriøst bud:
Her kan du, for første gang nogensinde, læse Jakob Stegelmanns originale præsentation af Troldspejlets koncept:
Før Troldspejlspremieren i 1989 havde Jakob Stegelmann vist sig på fjernsynsskærmen en enkelt gang: Da hans program ”Så er der tegnefilm” fejrede sin udsendelse nr. 100.
Men da han præsenterede sit koncept til Troldspejlet, havde han glemt at tage højde for, at rollen som programmets vært kunne risikere at gå til ham selv.
Jakob Stegelmann fortæller:
"Jeg havde ingen planer om at blive studievært for noget som helst, og det var kun fordi, de spurgte, "Vil du selv prøve?", at jeg sagde, "Ja, hvorfor ikke." Og da jeg havde sagt dét, tænkte jeg: "Hvad fanden har jeg gjort?"
"Det var forfærdeligt! Dét med at skulle i studiet en gang hver tredje uge og have alle de der teknikere løbende omkring, det var slet ikke mit temperament," siger Jakob Stegelmann i dag, 22 år efter sin Troldspejlsdebut.
Når Jakob Stegelmann genser de gamle udsendelser i dag, kan han tydeligt genkalde sig den nervøsitet og alvor, han følte som nybagt tv-personlighed:
"Jeg var jo angst og kunne slet ikke slappe af."
Troldspejlets ankermand understreger også, at han stadig ikke kan forestille sig at blive studievært på et andet program end sit eget.
"Hvis de spurgte fra MGP, ville jeg sige nej. Det dur jeg ikke til."
I DAG: Jesper Israelsen om sit job som Troldspejlets spiltester 1989-2007
I 1994 eksperimenterede Troldspejlets redaktion med at give computerstoffet egen sendetid uden for programmet.
Resultatet var ”Troldspejlet Computer Xtra”: en række særudsendelser af ca. et kvarters længde, der udelukkende fokuserede på nye pc-spil og mere specialiserede ting som regneark, Word-funktioner og musiksoftware.
I dagens videoeksempel gransker "Computer Xtra" det science fiction-agtige fænomen, vi i dag kalder talegenkendelse, men som for 16 år siden vakte undren hos Jakob Stegelmann og hans medtilrettelægger, Jesper Israelsen:
”Hvis man f.eks. forestiller sig et offentligt kontor, hvor alle medarbejdere sad og talte med deres computer, ville der jo blive en frygtelig larm – og hvad nu, hvis ens computer pludselig begynder at adlyde kollegaens stemme i stedet for ens egen?” lyder det i speaken.
Udsendelsen slutter med en pædagogisk vejledning til, hvordan man installerer et lydkort – eller ”et såkaldt indstikskort”. Stegelmann beroliger fortrøstningsfuldt seeren med ordene: ”Det er i grunden ikke sværere end at samle et stereoanlæg”.
Hænderne, der sætter lydkortet på plads i indslaget, tilhører Troldspejlets daværende journalist Jesper Israelsen. Det var ham, der testede samtlige pc-spil i Troldspejlet fra 1989 til 2007, hvorefter hans søn Torsten kortvarigt tog over.
”De første mange år var det vanvittigt besværligt at få overført computerspillene til videobånd,” husker Jesper, der måtte bære sit ”stationære lokum” af en pc ud til Teknisk Central i TV-Byen. Her skilte teknikerne maskinen ad og rodede med en masse kabler for at konvertere signalet til datidens kæmpestore C-båndruller.
Når han genser programmerne fra dengang, bider han især mærke i, hvor langsomt tempoet virker, og hvor ofte Jakob Stegelmann udbryder: ”Spillets grafik er noget af det flotteste, vi nogensinde har set” – også om noget af det grimmeste grafik, 1990'erne havde at byde på.
”Men om fem år vil vi sikkert sige det samme om de spil, der imponerer os allermest lige nu,” siger Jesper Israelsen.
Hans favoritgenre er i øvrigt flysimulatorer – og derfor var Jespers største oplevelse i hans knap 20 år som spiltester for Troldspejlet, da han fik lov at sidde i en rigtig Airbus-simulator i Københavns Lufthavn Kastrup:
”Det var eddermame sjovt at prøve!”
I DAG: En 93-årig Carl Barks taler rent ud af posen
I 1994 indvilgede Carl Barks, alias "Den gode Disney-tegner", i at tage på europaturne i den høje alder af 93. Det var første gang nogensinde, Barks rejste uden for USA, og han undgik ikke at knibe en rørt tåre ved ankomsten til København, hvor hundredvis af danske fans gav mesteren en modtagelse, der var en konge værdig.
Ved samme lejlighed opnåede Troldspejlets Jakob Stegelmann den ære at interviewe den særdeles åndsfriske pensionist på Hotel Phoenix.
På disse aldrig før udgivne billeder ses en tydeligt glad Stegelmann sammen med Carl Barks, imens Troldspejlets daværende tegneserieredaktør, Kristoffer Mogensen, lige så fornøjet står klar med sine tyve spørgsmål til legenden.
Kigger man lidt nøjere efter, vil man imidlertid bemærke, at to medbragte oppassere fra Disney-koncernen sidder på nåle i sofaen over for Carl Barks – klar til at gribe ind ved det mindste tegn på utidig fortalelse.
Den stovte Barks lod sig dog langtfra kyse af moralens vogtere. Da talen under interviewet faldt på humorens udvikling og vilkår i det 20. århundrede, tøvede den aldrende andetegner ikke et sekund med at begræde, at nutidens politiske korrekthed havde lagt snærende bånd på den kunstneriske frihed.
"Today, you can't even call an Arab an Arab without insulting him," sagde Barks med sin troskyldige bedstefarrøst – og i samme øjeblik så Jakob Stegelmann ud ad øjenkrogen, hvordan Disneys to pressefolk blev fuldstændig lagenhvide i ansigterne af lutter ængstelse ....
Læs meget mere om Carl Barks i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den store Troldspejlsbog" fra forlaget Carlsen:
I DAG: Jakob Stegelmann om sin kuldsejlede karriere som filmmogul
I årene før Troldspejlet var Jakob Stegelmann mest kendt af filmnørder som manden, der tilrettelagde DR-programmet ”Så er der tegnefilm” fra 1980 til 1991.
Et job Jakob fik, efter at han som menig tv-seer havde plaget DR med sit ønske om at se flere gamle tegnefilm i fjernsynet. Til sidst ansatte de Jakob som freelancer og gav ham en halv times ugentlig sendetid for at lukke munden på ham.
Kort efter blev Jakob Stegelmann også en af foregangsmændene, der satte den banebrydende danske animationsfilm "Valhalla" i søen. Det eventyr forløb dog langt mindre gnidningsløst for Jakob.
Sammen med skolevennen Jørgen Klubien og den amerikanske Disney-tegner Jeffrey Varab grundlagde Jakob Stegelmann i 1981 sit eget tegnefilmstudie, som lå i en kælderbutik i Skindergade.
Samtidig startede trioen et privat aftenskolekursus, der gik under navnet Københavns Animations-Skole. Formålet var at uddanne unge animationstalenter til det store, danske tegnefilmprojekt, som de tre entusiaster – eller fantaster? – drømte om at realisere.
De ambitiøse unge mænd var pionerer på deres felt, for med ganske få undtagelser var klassisk tegnefilm nærmest ikke-eksisterende i Danmark, indtil Varab-Stegelmann ApS i 1982 rejste de første penge til det, der fire år senere skulle ende som milepælen "Valhalla".
Jakob, der længe havde drømt om selv at lave tegnefilm, påtog sig rollen som filmens produktionsleder. Men ligesom de fleste andre på holdet var han ganske grøn, når det kom til at producere film – og manglen på erfaring gav fælt bagslag.
Set i bakspejlet er Jakob Stegelmann selv den første til at indrømme, at han var uegnet til opgaven.
"Produktionsmæssigt gik 'Valhalla' frygtelig galt. Som film blev den, hvad man havde forventet: fyldt med fejl, men alligevel en markant ting. Men som produktionsleder havnede jeg med et økonomisk ansvar, jeg slet ikke kunne håndtere," erkender Jakob.
Projektets kaotiske økonomi voksede Jakob Stegelmann så meget over hovedet, at han i efteråret 1984 blev tvunget til at gå fra sin post som produktionsleder. Da var budgettet skredet fra de oprindelige 14,5 mio. kroner til 20,7 mio. Den endelige film kostede et sted mellem 30 og 40 mio. kr., hvilket var ganske uhørt for en dansk film i 1986.
Jakob med Jeffrey Varab og Loretta Hjorth til premieren på "Valhalla" (1986)
Heldigvis blev "Valhalla" en solid publikumssucces i Danmark, og 25 år senere står den tilbage som en altafgørende trædesten i dansk animations udvikling. Og selv om Jakob Stegelmann brændte nallerne eftertrykkeligt på sin korte karriere som filmmand, fik han noget positivt ud af oplevelsen:
"I dag har jeg stor respekt for folk, som laver den slags film," fortæller han.
Troldspejlets vært har da heller ikke sluppet drømmen om at begå et filmisk storværk i fremtiden, hvis lejligheden skulle byde sig:
"Jeg har en idé om, at jeg en eller anden dag begår min Avatar/Star Wars/Toy Story. Men eftersom de alle tre er lavet, så ..."
I DAG: Hvilke butikker har stadig Troldspejlsbogen på lager? (revideret 21.12.2010 kl. 21:00)
Mandag middag den 13. december indløb beskeden: Første oplag af "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den Store Troldspejlsbog" er udsolgt fra forlaget!
De seneste ugers eksplosive efterspørgsel har resulteret i, at bogcentralen DBK's lager simpelthen er lænset for Troldspejlsbøger. Og så midt i julesalget!
Men bare rolig: Troldspejlsbogen bliver genoptrykt i det nye år. 2. oplag rammer dog tidligst butikkerne medio januar, og indtil da kan det godt blive noget af et detektivarbejde at finde bogen i handelen, hvis ikke man allerede har nået at købe den.
Heldigvis var enkelte butikker forudseende nok til at bestille større partier hjem, inden juleræset for alvor gik i gang. Stablerne kan dog hurtigt blive revet væk, så ring hellere til butikkerne i forvejen for at tjekke deres beholdning.
Og husk: Selv om din lokale bogpusher ikke er nævnt på listen, kan de sagtens have et par stykker stående, så spørg endelig dér først!
FARAOS CIGARER
Skindergade 27, København
Tlf.: 33 32 22 11 HAR NETOP SKAFFET 15 EKSTRA EKSEMPLARER! (pr. 21.12.2010)
ARNOLD BUSCK, LYNGBY
Lyngby Storcenter 54, Lyngby
Tlf.: 45 87 04 45 Har 2 eksemplarer tilbage!!! (23.12.2010 kl. 12:00)
PS: Vi modtager meget gerne bulletiner fra jer brugere, hvis I støder på et handelssted, der har rigeligt med Troldspejlsbøger liggende – i så fald opdaterer vi straks ovenstående liste!
I DAG: Jakob Stegelmann om sin fortid som butiksejer og halvstuderet røver
For de af os, som er vokset op med Troldspejlet, kan det synes, som om Jakob Stegelmann aldrig har bestilt andet end at sidde dérinde i skærmen og snakke om nye spil, film og serier.
Men hvad gik Mr. Troldspejlet egentlig og brugte sin tid på, før programmet startede i 1989? Har Jakob virkelig været teenager? Har han altid haft det fuldskæg? Og hvilken eksamen skal man tage for at blive Troldspejlsvært?
Jakob i sit allerførste Troldspejlsprogram, 1989
"Min uddannelse er det, man i gamle dage kaldte halvstuderet røver," fortæller Jakob Stegelmann, som efter sin studentereksamen begyndte at læse filmvidenskab på Københavns Universitet.
Men Jakob oplevede dengang, at studiet ikke var specielt indstillet på folk, der ville skrive speciale om noget så useriøst som tegnefilm.
"Ikke fordi emnet blev afvist, men jeg gik rundt med følelsen af, at den akademiske indfaldsvinkel til stoffet var en lille smule kedelig," husker Jakob.
I stedet kastede Jakob Stegelmann sig ud i det private erhvervsliv. Han startede sin egen postordreforretning, Panoptikon, som solgte film i Super 8-formatet. Smalfilmsspolerne, som var 1970'ernes forløber for hjemmevideo, udmærkede sig sjældent ved deres kapacitet, så mange af de ruller, Jakob solgte, var hårdt nedklippede versioner af kendte spillefilmsværker (se f.eks. side 43 i Den Store Troldspejlsbog).
Men at eje 17 minutters højdepunkter fra sin yndlingsfilm var immervæk noget ganske særligt, før VHS-kassetten slog igennem i de tidlige 80'ere og sendte Super 8 på filmkirkegården.
20-årige Jakob Stegelmann foran sin butik, Panoptikon, i 1978
I de første år artede Jakob Stegelmanns gesjæft sig så lovende, at han i 1978 åbnede en fysisk butik, der også hed Panoptikon, på hjørnet af Classensgade og Dag Hammarskjölds Allé i København. Jakob stod som regel selv bag disken på Østerbro, og Panoptikon nåede at blive et yndet samlingssted for københavnske filmnørder, inden udviklingen overhalede 8mm-formatet og tvang Jakob til at lukke butikken i 1981.
Da var han alligevel så rigeligt beskæftiget med at tilrettelægge "Så er der tegnefilm" for DR, mens han skrev artikler til diverse trykte medier og kæmpede med konstante budgetoverskridelser på tegnefilmen "Valhalla", som han var med til at søsætte i perioden 1981-84. En historie, vi vender tilbage til i de kommende dage ...
Jakob – uden fuldskæg! – under produktionen af "Valhalla"
Men enden på det hele blev altså, at Jakob Stegelmann aldrig fik fulgt sine studier til dørs:
"Jeg har taget nogle enkelte eksamener hist og her, og jeg vil bestemt ikke fraråde folk at få en uddannelse, fordi jeg kan mærke, at jeg savner noget metode i at analysere ting. Når jeg skal skrive noget, kan jeg nogle gange være usikker på fagudtryk og andre ting, som jeg kunne have forestille mig, jeg ville have lært bedre. Jeg har bare aldrig rigtig kunnet finde ud af, hvilken uddannelse jeg burde have haft, hvis jeg skulle have haft en."
Otte år senere blev jeg genforenet med mine lærere fra workshoppen, Inni Karine Melbye og Mihail Badica, da de gav mig lov til at crashe Danmarks Designskoles animationsklasse i et halvt år. Her kreerede jeg min hidtil sidste og afgjort bedste tegnefilm: ”Langt ude – på landet” (1999).
En gribende tragikomisk fortælling, skabt i rå penciltest-streg, om en frustreret landmand og hans kvaler med kreaturer og uventede gæster ...
Jeg er stadig ganske stolt over filmen, selv om timingen falder fuldstændig fra hinanden i det kaotiske sidste minut. Problemet opstod, fordi jeg simpelthen løb tør for tid: Jeg havde 20 timer til at redigere og lægge lyd på strimlen – og det var vel at mærke 20 timer i én køre.
Kendere af animeret crazykomik vil finde kraftig inspiration fra Federico Vitalis bindegale ”Lava-Lava!”-serie, mens de snakkende kuglehoveder i landmandens tv kunne tyde på, at jeg havde set noget ”South Park” kort forinden. Og bondemandens udseende og personlighed er en utilsløret hyldest til James Finlayson – den sitrende arrige skotte, som var Gøg & Gokkes moustache-bærende nemesis i mangen en klassisk farce.
Min lille film opnåede i øvrigt at blive udtaget til den norske festival Animerte Dager i Frederiksstad i 2000. Den vandt dog ikke noget deroppe, men hyggeligt var det ...
Bonusinfo: Det besynderlige enøjede væsen, der groover ind og ud af fortællingen, blev egentlig skabt til en aldrig realiseret serie, som skulle hedde ”Hans Hat og Hans Venner” og lignede en slags forløber til Svampebob Firkant. Her gik kræet under navnet Jazzkadusen og var i øvrigt designet af en senere meget anerkendt manuskriptforfatter ... Men det er en helt anden historie!
I DAG: Anna Sofie Gjerluf Mikkelsen om sin tid som PIXELS-værtinde
”Hvor faen finder jeg nogle gamle klip med hende pigen, der var vores alle sammens sweetheart?? Hende pigen der praesenterede PIXELS paa et eller andet tidspunkt? Gad vide hvad der er blevet af hende...” – fra debatforummet på Spiludvikling.dk, november 2010
(Pixels, 1999)
Helt fra starten i 1989 har Troldspejlet været synonymt med Jakob Stegelmanns venlige røst og åsyn. Programmet har dog haft én anden vært i sin 22-årige historie. Den sjældne ære tilfaldt Anna Sofie Gjerluf Lund, der præsenterede seernes egne computeranimationer, PIXELS, i årene 1998 til 2001.
Den fotogene pige gik i 9. klasse, da hun blev castet til Troldspejlet, og hun har ikke været på skærmen, siden hun lavede sit sidste program som 17-årig. Alligevel har hendes optræden efterladt et varigt indtryk hos mange af programmets (mandlige) seere, hvilket Anna stadig mærker, når hun en gang imellem besøger sit fødeland:
”Hvis jeg går i byen i Danmark, kommer der gerne nogle meget fulde fyre i 30'erne op til mig og spørger, hvor det er, de kender mig fra!”
(Pixels, 2000)
Anna Sofie, der i mellemtiden er blevet 27, bor nu på tredje år i den svejtsiske by Basel. Her har hun stiftet familie med mand, søn og en datter på vej til marts. Snart kan hun også skrive en juridisk embedseksamen på sit cv.
”Jeg specialiserer mig i medie- og ophavsret, så jeg kan fortsætte med at have et ben i den kreative verden,” fortæller Anna, der færdedes i filmbranchen, længe inden hun kom med i Troldspejlet.
Allerede som 7-årig indtalte hun sin første tegnefilmsstemme, og du kan bl.a. høre hende i Jannik Hastrups ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven” (1990) og som Fievels storesøster i ”Rejsen til Amerika II” (1991).
Sidst i 1990'erne følte B&U-afdelingen, at Troldspejlet ville have godt af at få andre ansigter på skærmen end blot Jakob Stegelmanns. Annas skolekammerat Annevig Schelde Ebbe var dengang vært på Børne 1'eren og anbefalede sin veninde til Troldspejlet. Her blev Stegelmann så imponeret over Annas evne til at læse op fra manus, at han mente, hun straks burde ansættes som vært på TV-avisen!
(modelfoto, 2007)
I de tre år, Anna Sofie Gjerluf Lund var PIXELS-værtinde på Troldspejlet, lavede hun desuden en stribe indslag om bl.a. special effects, rollespil, heltinder i tegnefilm, teatersminke og computeranimation. I samme periode fik hun rollen som Dut i spillefilmen ”Slim, Slam & Slum” – vel at mærke den kuldsejlede version, som Regner Grasten annoncerede i 2000, men som aldrig kom i produktion.
Bagefter tog Anna forskellige job som fotomodel, og hun var også med som sangerinde på tranceduoen Barcode Brothers' europaturne (dem med landeplagen ”SMS”), før hun vendte tilbage til skolebænken:
”På et tidspunkt følte jeg, at nu måtte det være nok med alt det skæg og ballade. Det mest seriøse, jeg kunne komme i tanke om, var at studere jura, og det har jeg så kedet mig med lige siden!”
Tiden på Troldspejlet kom dog fortsat Anna til gode i hendes voksne karriere:
”Jeg fik Jakob Stegelmann til at skrive en anbefaling, da jeg skulle søge studiejob. Dét blev i hvert fald bemærket til jobsamtalen,” ler hun.
(privatfoto, 2008)
Ti år senere nærer Anna Sofie Gjerluf Mikkelsen, som hun nu hedder, stadig varme tanker om sin tid som PIXELS-pige. Trods sin flytning til Schweiz fanger hun stadig en Troldspejlsudsendelse i ny og næ – og hun ejer stadig det Troldspejlsur, som var præmien til alle de seere, der fik deres animationer vist i programmet.
”Der har altid hersket en særlig respekt og troværdighed både omkring Jakob og programmet, og jeg fik lutter positive reaktioner på at være med,” siger hun i dag.
Dog måtte Anna finde sig i at modtage kritik på ét enkelt punkt:
”Jeg havde lidt tendens til at læspe dengang – og så var det altså rimelig ærgerligt, at mit indslag hed PIXSSSELSSS!”
I DAG: En 19-årig Jakob Stegelmann anmelder "Star Wars" før premieren i 1977
På side 40 i Den Store Troldspejlsbog husker Jakob Stegelmann tilbage på den sommerformiddag i 1977, hvor han i en alder af 19 vaklede fortumlet ud af Imperial-biografen: "helt ør i hovedet, lykkeligt opstemt og som et nyt menneske".
Jakob havde nemlig gode forbindelser i biografverdenen – hans far var den anerkendte filmkritiker Jørgen Stegelmann – og derfor lykkedes det sønnike at blive en af de allerførste i Danmark, der stiftede bekendtskab med det spritnye fænomen "Star Wars"!
George Lucas' sci-fi-eventyr havde netop skabt sensation ved sin premiere i USA, men dengang i 1970'erne måtte danskerne ofte vente et halvt år eller mere på, at storfilmene fra Hollywood nåede hertil. Så længe kunne den unge Stegelmann imidlertid slet ikke lægge låg på sin eufori over den skelsættende biografoplevelse.
To måneder før "Star Wars" fik dansk julepremiere under navnet "Stjernekrigen", skrev Jakob Stegelmann en glødende foromtale af, hvad han følte var årtiets begivenhed, i fanzinet Filmsamleren. Ganske belejligt var Jakob selv udgiver af det maskinskrevne blad (bemærk krediteringen i kolofonen: Jakob Stegelmann Enterprises).
Nu har Troldspejlets vært fundet sin gamle jubelartikel fra oktober 1977 frem af gemmerne. Jakob Stegelmanns første og meget sjældne Star Wars-anmeldelse genoptrykkes her eksklusivt for Bries Blog-O-Rama:
I DAG: Bogsignering i Faraos Cigarer – og Jakob Stegelmann om sit besøg hos Pixar
Så er det i dag, at du kan møde selveste Jakob Stegelmann samt undertegnede, Brian Iskov, i Faraos Cigarer, hvor vi signerer Troldspejlsbøger, tegner små nisser i margenen og tager imod faktuelle korreksninger med et venligt smil!
Kig ind til os i butikken på Skindergade 27 mellem klokken 14 og 16:
Hvis du ikke har mulighed for at komme forbi København i dag, kan du trøste dig med denne lille videosnas, som jeg ganske uden skam har lånt fra filmmagasinet Ekkos julekalender. I klippet fortæller Jakob Stegelmann om dengang, han mødte John Lasseter på Pixar-høvdingens kontor og gennemskuede, hvad den sande drivkraft bag Pixars film er ...
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
%20crop.jpg)
.jpg)
